1.

På trods af de hurtige ændringer i kriminalitetens karakter og opblomstringen af internetkriminalitet, som f.eks. onlinesvindel og ulovlige onlinemarkedspladser, anvendes der i overvejende grad fortsat traditionelle metoder til hvidvask af penge. »Kontanter er kongen«, og de er derfor fortsat et af de mest benyttede midler til hvidvask af penge og til finansiering af terrorvirksomhed i forbindelse med næsten alle former for kriminelle aktiviteter ( 2 ).

2.

I henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning (EU) 2018/1672 ( 3 ) (herefter »forordningen om kontrol med likvide midler«) skal en bærer, som bærer 10000 EUR eller derover i likvide midler, angive disse likvide midler til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, gennem hvilken den pågældende rejser ind i eller ud af Unionen (herefter »angivelsespligten i henhold til artikel 3, stk. 1«).

3.

Forordningen om kontrol med likvide midler siger imidlertid intet om den metode, der skal benyttes til at fastsætte værdien af et tredjelands valuta med henblik på at fastslå, om grænsen på 10000 EUR er overholdt. På hvilket grundlag kan medlemsstaternes kompetente myndigheder dermed fastsætte værdien af likvide midler i en sådan valuta, navnlig når Den Europæiske Centralbank ikke offentliggør en referencekurs for den pågældende valuta? Dette er kort fortalt det spørgsmål, som Domstolen skal besvare i den foreliggende sag.

4.

Efter en dag med ærinder og familiebesøg krydsede UT (herefter »sagsøgeren i første instans«) og hendes datter den 13. januar 2023»venskabsbroen« mellem Ivangorod (Rusland) og Narva (Estland).

5.

Ved toldkontrolstedet valgte de at gå gennem den grønne gang, hvilket indebar, at de ikke havde noget at angive til de kompetente myndigheder. Da de blev kontrolleret, viste det sig imidlertid, at de hver især var i besiddelse af 500000 ukrainske hryvnia (UAH) i likvide midler, som var fordelt i bundter af 100 sedler, som blev holdt sammen af elastikker. De likvide midler var skjult i deres lommer, under foret på deres tøj og i hætterne på deres jakker.

6.

Eftersom Den Europæiske Centralbank ikke offentliggør euroreferencekurser for omveksling af ukrainske hryvnia ( 4 ), og med henblik på at fastsætte værdien af de 500000 UAH, som sagsøgeren i første instans og hendes datter var i besiddelse af, i euro, støttede de kompetente estiske myndigheder sig på valutakursen fra den valutaomregner, der offentliggøres på webstedet www.xe.com, som er en onlinebaseret virksomhed, der leverer valutaværktøjer og ‑tjenesteydelser og er hjemmehørende i Canada ( 5 ).

7.

Ifølge det nævnte websteds omregner var værdien af de likvide midler, som sagsøgeren i første instans og hendes datter hver især var i besiddelse af på den pågældende dag, hvor de krydsede grænsen, 12565,71 EUR.

8.

På denne baggrund fastslog de kompetente estiske myndigheder, at de likvide midler, som sagsøgeren i første instans og hendes datter var i besiddelse af, overskred den grænse på 10000 EUR, der er fastsat i forordningen om kontrol med likvide midler, og at disse likvide midler dermed skulle have været angivet.

9.

Ved afgørelse af 13. februar 2023 fastsatte de kompetente estiske myndigheder en bøde over for sagsøgeren i første instans på 600 EUR på grund af manglende angivelse af likvide midler ( 6 ). Disse myndigheder valgte endvidere at konfiskere de ikke angivne ukrainske hryvnia.

10.

Ved klagesagen for Viru Maakohus (retten i første instans i Viru, Estland) forklarede sagsøgeren i første instans, at de fundne likvide midler ikke tilhørte hende, og at hun ikke kendte til pligten til at angive det likvide beløb. Sagsøgeren i første instans forklarede, at de likvide midler faktisk tilhører RR, en ukrainsk statsborger, som opholder sig i Estland, og som på grund af krigen i Ukraine ikke kan overføre disse midler til Unionen. Han havde derfor anmodet datteren af sagsøgeren i første instans om at bringe hans likvide midler fra Ivangorod til Estland. Ved at kontrollere valutakursen for ukrainske hryvnia på webstedet www.tavid.ee havde RR konstateret, at der ikke krævedes angivelse af de likvide midler, da værdien af disse midler, ifølge det nævnte websteds oplysninger, angiveligt var under grænsen på 10000 EUR. RR havde angiveligt videregivet denne information til sagsøgerens datter, som informerede sin mor om dette. Sagsøgeren i første instans anførte derfor, at hun ikke havde haft til hensigt at bringe de 500000 UAH hemmeligt til Estland, men at hun skjulte dem under tøjet af angst for tyveri.

11.

I den efterfølgende retssag gav Viru Maakohus (retten i første instans i Viru) sagsøgeren i første instans delvist medhold i klagesagen og annullerede ved dom af 28. april 2023 de kompetente estiske myndigheders oprindelige afgørelse om konfiskation og fastsættelse af en bøde. Viru Maakohus (retten i første instans i Viru) fastsatte i stedet en bøde på 400 EUR og bestemte, at de 500000 UAH, der var blevet beslaglagt, skulle gives tilbage.

12.

De kompetente estiske myndigheder iværksatte appel til prøvelse af afgørelsen fra retten i første instans ved Riigikohus (øverste domstol, Estland).

13.

Riigikohus (øverste domstol) nærer tvivl om, hvordan valutakursen skal fastsættes i den sag, som den er blevet forelagt. Riigikohus (øverste domstol) har anført, at metoden til omregning til euro af likvide midler i en valuta, hvis valutakurs i forhold til euroen ikke offentliggøres af Den Europæiske Centralbank, ikke er fastlagt i hverken EU-retten eller i den nationale lovgivning.

14.

Under disse omstændigheder har Riigikohus (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Hvordan fastsættes den valutakurs, på grundlag af hvilken værdien af likvide midler som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i [forordningen om kontrol med likvide midler] skal fastslås, når der er tale om en valuta, hvis valutakurs ikke offentliggøres af Den Europæiske Centralbank?«

15.

Den estiske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Der er ikke blevet afholdt retsmøde.

16.

Dette forslag til afgørelse er struktureret som følger. For det første vil jeg kort gøre rede for den retlige baggrund for angivelsespligten i henhold til artikel 3, stk. 1, der følger af forordningen om kontrol med likvide midler (under A). Derefter vil jeg behandle den estiske regerings og Kommissionens hovedargument, nærmere bestemt, at de valutaomregningsprincipper, der følger af EU-toldkodeksen ( 7 ) og gennemførelsesforordningen hertil ( 8 ), skal ligge til grund for fortolkningen af forordningen om kontrol med likvide midler (under B). Jeg vil endelig forklare, hvorfor forordningen om kontrol med likvide midler efter min opfattelse overlader spørgsmålet om, hvordan værdien af likvide midler i udenlandsk valuta skal fastsættes, til de kompetente nationale myndigheder (under C).

17.

I 1991 vedtog EU-lovgiver hvidvaskdirektivet ( 9 ). Som navnet antyder, var formålet med dette direktiv at bekæmpe hvidvask af udbytter fra kriminelle handlinger og organiseret kriminalitet og at beskytte soliditeten og stabiliteten i samt tilliden til det finansielle system som helhed ( 10 ). I henhold til dette direktiv skulle kredit- og finansieringsinstitutter og visse erhvervstyper kræve, at deres kunder, hvis transaktioner omfattede et beløb på 15000 ECU eller derover, legitimerede sig ( 11 ).

18.

På daværende tidspunkt fandtes der imidlertid intet EU-retligt instrument, der krævede national grænsekontrol med overflytninger af likvide midler, hvorfor kun nogle medlemsstater havde indført en sådan kontrol ( 12 ).

19.

Idet det blev anerkendt, at manglen på en sådan EU-omspændende kontrol kunne underminere effektiviteten af de overvågningsforpligtelser, som hvidvaskdirektivet medførte, blev der iværksat en fælles indsats blandt de (daværende) 15 medlemsstaters toldmyndigheder under navnet »Moneypenny-aktionen« ( 13 ). Denne aktion havde til formål at undersøge omfanget af grænseoverskridende overflytninger af likvide midler ved Unionens indre og ydre grænser ( 14 ).

20.

Selv om aktionen havde et begrænset omfang, viste den, at mængden af likvide midler, der blev transporteret over Unionens grænser, var så stor, at den udgjorde en potentiel risiko for både Unionens og medlemsstaternes interesser, navnlig i betragtning af de væsentlige forskelle i kontrollen med overflytninger af likvide midler (i de tilfælde, hvor en sådan kontrol forelå) i de enkelte medlemsstater ( 15 ).

21.

Den omstændighed, at euroen blev indført som en (næsten) fælles valuta i det indre marked uden grænser, medførte, at disse forskelle i den nationale kontrol med bevægelser af likvide midler udgjorde et endnu større problem for, at det indre marked kunne fungere ordentligt ( 16 ).

22.

På denne baggrund blev forordning nr. 1889/2005 vedtaget.

23.

Forordning nr. 1889/2005, som ledsagede indsatsen fra Den Finansielle Aktionsgruppe vedrørende Hvidvaskning af Penge for at bekæmpe hvidvask ( 17 ), indførte et krav om, at alle bærere af likvide midler »af en værdi på 10000 EUR eller derover« skal angive dette beløb til de kompetente myndigheder i den pågældende medlemsstat ( 18 ).

24.

Selv om denne grænse var lavere end kontroltærsklen på 15000 EUR, der blev fastsat i det tredje hvidvaskdirektiv ( 19 ), havde forordning nr. 1889/2005 til formål at supplere det nævnte direktiv og håndtere risikoen for, at anvendelsen af de kontroller, som det nævnte direktiv havde indført, ville føre til øgede fysiske bevægelser af likvide midler til ulovlige formål ved Unionens ydre grænser ( 20 ).

25.

I 2018 erstattede forordningen om kontrol med likvide midler forgængeren fra 2005 med henblik på en opdatering, der afspejlede ny bedste praksis på nationalt plan og de seneste anbefalinger fra Den Finansielle Aktionsgruppe ( 21 ).

26.

Forordningen om kontrol med likvide midler bevarer angivelsespligten i henhold til artikel 3, stk. 1, som blev indført ved dens forgænger.

27.

I henhold til den nævnte forordnings artikel 3, stk. 1, skal bærere, som bærer 10000 EUR eller derover i likvide midler, således angive de pågældende likvide midler til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, gennem hvilken de rejser ind i eller ud af Unionen, og stille midlerne til rådighed for disse myndigheder med henblik på kontrol.

28.

Begrebet »likvide midler« udgøres af fire kategorier, heriblandt kategorien »kontanter« ( 22 ).

29.

»Kontanter« defineres som »pengesedler og mønter, som er i omløb som betalingsmidler, eller som har været i omløb som betalingsmidler og stadig kan omveksles i finansielle institutter eller centralbanker til pengesedler og mønter, som er i omløb som betalingsmidler« ( 23 ).

30.

Ligesom dens forgænger bestemmer forordningen om kontrol med likvide midler imidlertid ikke, i det mindste tilsyneladende ikke, at angivelsespligten i henhold til artikel 3, stk. 1, finder anvendelse i tilfælde af likvide midler i et tredjelands valuta.

31.

Når dette er sagt, fremgår det ikke desto mindre af fjerde betragtning til denne forordning, at den ved denne forordning indførte kontrolordning gælder for værdier på 10000 EUR »eller et tilsvarende beløb i anden valuta« ( 24 ), henset til forordningens mål om at forhindre og afsløre hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

32.

Hvis det læses i sammenhæng med målet om at sikre, at det finansielle system og pengestrømmene i Unionen ikke anvendes til hvidvask og andre ulovlige formål ( 25 ), finder anvendelsesområdet for angivelsespligten i henhold til artikel 3, stk. 1, således også anvendelse på likvide midler i andre valutaer end euro.

33.

Samtidig fastlægger forordningen om kontrol med likvide midler imidlertid ingen specifik metode til at fastsætte værdien af likvide midler i andre valutaer end euro med henblik på at sikre, at angivelsespligten i henhold til artikel 3, stk. 1, er overholdt.

34.

På denne baggrund er spørgsmålene i den foreliggende sag opstået.

35.

Såvel den estiske regering som Kommissionen har i deres indlæg anført, at værdien af likvide midler i et tredjelands valuta med henblik på angivelsespligten i henhold til artikel 3, stk. 1, skal fastsættes på grundlag af de valutaomregningsprincipper, der gælder for reglerne for toldværdiansættelse, som kan findes i EU-toldkodeksen og gennemførelsesforordningen hertil ( 26 ).

36.

Dette synspunkt kan jeg ikke tilslutte mig. EU-toldkodeksen finder kun anvendelse på varer, og en valuta, der er i omløb som et betalingsmiddel, er ikke omfattet af begrebet »vare«.

37.

Selv hvis EU-toldlovgivningen fandt anvendelse, ville udfaldet af den foreliggende sag under alle omstændigheder være det samme; det ville nærmere bestemt stadig tilkomme medlemsstaterne at fastsætte den gældende valutakurs.

38.

Jeg vil først og fremmest forklare, hvorfor bestemmelserne i EU-toldlovgivningen ikke finder anvendelse.

39.

EU-toldkodeksens artikel 1, stk. 1, definerer anvendelsesområdet for denne kodeks og bestemmer, at denne kodeks fastlægger de almindelige regler og procedurer, »der gælder for varer, der føres ind i eller ud af Unionens toldområde« ( 27 ).

40.

Svaret på spørgsmålet om, hvorvidt EU-toldkodeksen finder anvendelse på omstændighederne i den foreliggende sag, afhænger således af, om »likvide midler« udgør en »vare« med henblik på den nævnte EU-retsakt.

41.

EU-toldkodeksen definerer ikke, hvad der skal forstås ved en »vare« ( 28 ), men henviser heller ikke til medlemsstaternes ret. Dermed må begrebet »vare« tilskrives en selvstændig og ensartet betydning i EU-retten.

42.

Denne opfattelse blev opsummeret af Domstolen i dommen i sagen Kommissionen mod Den Italienske Republik, hvori Domstolen forklarede, at der »ved varer i [EU-rettens] forstand skal [...] forstås produkter, hvis værdi kan måles i penge, og som i sig selv kan være genstand for omsætning« ( 29 ).

43.

Med hensyn til de frie varebevægelser havde Domstolen i to efterfølgende domme, dommen i sagen Thompson m.fl. ( 30 ) og dommen i sagen Bordessa m.fl. ( 31 ), endnu en lejlighed til at forklare, at »likvide midler«, enten i form af mønter eller pengesedler, for så vidt som de udgør aktiver, ikke udgør en »vare« med henblik på de frie varebevægelser.

44.

I sagen Thompson m.fl. stod Domstolen således over for spørgsmålet, om Krugerrands – guldmønter præget i Sydafrika – var omfattet af bestemmelserne om de frie varebevægelser. Domstolen fastslog, at »betalingsmidler [...] efter traktatens system [ikke] skal betragtes som varer, der er omfattet af [de frie varebevægelser]« ( 32 ). Domstolens forklarede derfor, at »[s]elv om det kan være tvivlsomt, om Krugerrands skal anses for lovligt betalingsmiddel, kan det fastslås, at disse mønter på valutamarkederne i de medlemsstater, som tillader handel hermed, betragtes som penge« ( 33 ). Deres overførsel ville dermed falde uden for anvendelsesområdet for bestemmelserne om de frie varebevægelser ( 34 ).

45.

Denne logik blev udvidet til at omfatte pengesedler i en medlemsstats valuta i sagen Bordessa m.fl., som omfattede fysiske personer, der krydsede grænsen mellem Spanien og Frankrig i besiddelse af henholdsvis 38 mio. og 50 mio. spanske pesetas (PTA) ( 35 ). Idet den nationale domstol ønskede oplyst, om en ordning med forudgående anmeldelse eller administrativ tilladelse var omfattet af bestemmelserne om de frie varebevægelser, forklarede Domstolen, at »en faktisk overførsel af formueværdier [...] henhører [...] under artikel [65 TEUF] og direktivet til gennemførelse af nævnte bestemmelse« ( 36 ) og dermed under de frie kapitalbevægelser, ikke under bestemmelserne om de frie varebevægelser ( 37 ).

46.

Det følger således af Domstolens ovennævnte praksis, at likvide midler, i form af udenlandsk valuta, ikke er omfattet af begrebet »varer« i den betydning, som dette begreb tillægges i artikel 28 TEUF, så længe de finansielle markeder tillader handel med den pågældende valuta.

47.

I den foreliggende sag fremgår det af de nationale sagsakter, at begge de websteder, der blev anvendt som grundlag for beregningen af den tilsvarende værdi af 10000 EUR i ukrainske hryvnia, tilsyneladende anerkender sidstnævnte valuta som en valuta, der kan veksles til euro ( 38 ).

48.

På grundlag af dette forhold isoleret set er det efter min opfattelse godtgjort, at ukrainske hryvnia udgør en valuta, som de finansielle markeder anerkender som værende mulig at omregne til euro ( 39 ).

49.

Med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse af dette vil jeg dermed konkludere, at likvide midler i form af ukrainske hryvnia, som bæres af en person over en ydre EU-grænse, ikke er omfattet af begrebet »varer« i EU-rettens forstand.

50.

EU-toldkodeksen finder således ikke anvendelse på den foreliggende sag ( 40 ).

51.

Som jeg påpegede i punkt 37 i dette forslag til afgørelse, ville EU-toldlovgivningen, selv hvis den fandt anvendelse, for det andet ikke indeholde et svar på den forelæggende rets spørgsmål.

52.

I denne forbindelse har den estiske regering og Kommissionen gjort gældende, at forordningen om kontrol med likvide midler bør sammenholdes med EU-toldkodeksens artikel 53, stk. 1, litra a), og artikel 146, stk. 4, i gennemførelsesforordningen til EU-toldkodeksen.

53.

Ifølge førstnævnte bestemmelse skal den kurs, der benyttes, offentliggøres og/eller gøres tilgængelig på internettet af de kompetente myndigheder, når det er nødvendigt at omregne en valuta, idet »faktorer, der benyttes til at ansætte toldværdien af en vare, er angivet i en anden valuta end valutaen i den [pågældende] medlemsstat«. Denne bestemmelse suppleres af artikel 146, stk. 4, i gennemførelsesforordningen til EU-toldkodeksen, som bestemmer, at hvis der ikke er offentliggjort en omregningskurs af Den Europæiske Centralbank eller af den kompetente nationale myndighed, »fastsættes [kursen] [...] af den berørte medlemsstat. Denne kurs skal afspejle værdien af den berørte medlemsstats valuta så nøjagtigt som muligt«.

54.

Dermed viser toldlovgivningen blot tilbage til medlemsstaterne og pålægger dem at fastsætte den gældende valutakurs.

55.

Eftersom forordningen om kontrol med likvide midler ikke omhandler den metode, hvorved værdien af en udenlandsk valuta skal omregnes til euro, og eftersom EU’s toldlovgivning ikke finder anvendelse ( 41 ), kan jeg kun konkludere, at EU-lovgiver overlod dette spørgsmål til medlemsstaternes retsordener ( 42 ).

56.

Selv om forordninger er retsakter, der i henhold til artikel 288, stk. 2, TEUF skal gælde umiddelbart i hver medlemsstat, kræver de ikke desto mindre, udtrykkeligt eller indirekte, yderligere gennemførelse ved visse lejligheder. Dette er efter min opfattelse tilfældet i den foreliggende sag.

57.

Derfor kunne svaret til den forelæggende ret ganske enkelt være, at EU-retten ikke regulerer metoden til at fastsætte valutakursen med henblik på at finde værdien af likvide midler med henblik på anvendelsen af artikel 3, stk. 1, i forordningen om kontrol med likvide midler, når disse likvide midler er i en valuta, hvis valutakurs ikke offentliggøres af Den Europæiske Centralbank. Forordningen om kontrol med likvide midler overlader derimod dette spørgsmål til medlemsstaterne.

58.

Det er imidlertid muligt, at dette svar ikke er særlig nyttigt for den forelæggende ret.

59.

Hvordan kan EU-retten ellers hjælpe den forelæggende ret med at vurdere, om den løsning, som de kompetente estiske myndigheder valgte i den foreliggende sag, var passende?

60.

Når medlemsstaterne udfylder et tomrum, som en forordning har efterladt, skal de vælge den løsning, der gør det muligt for borgerne effektivt at gøre de rettigheder, som den pågældende forordning giver dem, gældende.

61.

Artikel 3, stk. 1, i forordningen om kontrol med likvide midler kan også udtrykkes som en rettighed: En bærer har ret til at tage maksimalt 10000 EUR i likvide midler med ind i Unionen uden at angive disse midler til de kompetente myndigheder.

62.

For at vide, om der foreligger en pligt til at angive likvide midler i en udenlandsk valuta, skal bæreren af de likvide midler have mulighed for at få vished for, hvordan de kompetente myndigheder beregner den pågældende valutas værdi i euro. Derfor kan det konkluderes, at de kompetente myndigheder i medlemsstaterne skal offentliggøre oplysninger om metoden til beregning af værdien af en udenlandsk valuta i euro. Disse oplysninger skal være tilgængelige for en person, der rejser ind i Unionen, inden den pågældende krydser grænsen.

63.

Beregningsmetoden kan endvidere ikke vælges vilkårligt.

64.

Såfremt der ikke findes en »officiel« valutakurs, der offentliggøres af Den Europæiske Centralbank, skal den valutakurs, som de kompetente nationale myndigheder anvender, følgelig svare til en værdi, der så nøjagtigt som muligt afspejler den valutakurs, som den pågældende valuta sælges for og købes til på markedet.

65.

En sådan valutakurs opfylder det objektive formål med at fastsætte tærsklen til 10000 EUR, nemlig, at der kun føres kontrol med betydelige bevægelser af likvide midler, således at rejsende og erhvervsdrivende berøres så lidt som muligt i udøvelsen af deres ret til fri bevægelighed ( 43 ).

66.

For så vidt angår den foreliggende sag bør den forelæggende ret således først sikre, at sagsøgeren i første instans havde eller kunne have haft kendskab til de kompetente estiske myndigheders metode til omregning af ukrainske hryvnia til euro.

67.

For det andet bør den forelæggende ret derefter kontrollere, om det omregningsprincip, som de kompetente myndigheder har anvendt, dvs. den valutakurs, der var offentliggjort på webstedet www.xe.com, så nøjagtigt som muligt afspejler den »faktiske« (markeds)værdi af 10000 EUR i ukrainske hryvnia ( 44 ).

68.

Det fremgår af de nationale sagsakter, at de kompetente estiske myndigheder gør opmærksom på angivelsespligten i henhold til artikel 3, stk. 1, ved det omhandlede grænseovergangssted. De offentliggør ligeledes de valutaomregningsprincipper, der anvendes i denne henseende, på deres websted ( 45 ).

69.

Eftersom Den Europæiske Centralbank ikke offentliggør en valutakurs for omregning af euro til ukrainske hryvnia, opfylder anvendelsen af en informationskilde, der benytter sig af gennemsnitlige markedskurser, således som det tilsyneladende er tilfældet med www.xe.com, endvidere kravet om så nøjagtigt som muligt at afspejle værdien af 10000 EUR i ukrainske hryvnia med henblik på at føre kontrol med angivelsespligten i henhold til artikel 3, stk. 1. Dette skyldes, at disse kurser dannes på baggrund af midtpunktet mellem købs- og salgskurserne for transaktioner i en given valuta.

70.

Den estiske regering har i denne henseende anført, at det pågældende websted tilsyneladende også anvendes af mindst to andre medlemsstater med henblik på valutaer, for hvilke Den Europæiske Centralbank ikke offentliggør en valutakurs.

71.

Med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse ser det således ud til, at den tilgang, som de kompetente estiske myndigheder har benyttet, dels opfylder kravet om effektiv udøvelse af retten til at rejse ind i Unionen med en bestemt mængde udenlandsk valuta i likvide midler uden at angive dette, dels opfylder behovet for effektiv anvendelse af kontrol med likvide midler med henblik på at bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

72.

Henset til det ovenstående foreslår jeg Domstolen, at den besvarer de af Riigikohus (øverste domstol, Estland) forelagte præjudicielle spørgsmål således:

»Artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1672 af 23. oktober 2018 om kontrol med likvide midler, der føres ind i eller ud af Unionen, og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1889/2005

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse ikke fastlægger en bestemt metode til at fastsætte værdien i euro af en valuta, hvis valutakurs ikke offentliggøres af Den Europæiske Centralbank.

Det tilkommer medlemsstaterne at fastlægge metoden til en sådan valutaomregning.«