Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62022CN0179

    Sag C-179/22: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Bucureşti (Rumænien) den 8. marts 2022 — straffesag mod AR

    EUT C 222 af 7.6.2022, p. 15–16 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
    EUT C 222 af 7.6.2022, p. 14–15 (GA)

    7.6.2022   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 222/15


    Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Bucureşti (Rumænien) den 8. marts 2022 — straffesag mod AR

    (Sag C-179/22)

    (2022/C 222/26)

    Processprog: rumænsk

    Den forelæggende ret

    Curtea de Apel Bucureşti

    Tiltalt i straffesagen

    AR

    Præjudicielle spørgsmål

    1)

    Skal bestemmelserne i artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909/RIA (1) fortolkes således, at den judicielle myndighed, som anmodes om at fuldbyrde en europæisk arrestordre — såfremt den ønsker at anvende artikel 4, [nr.] 6), i rammeafgørelse 2002/584/RIA (2) med henblik på anerkendelse af den fældende dom — har pligt til at anmode om [fremsendelse] af dommen og attesten udstedt i overensstemmelse med rammeafgørelse 2008/909/RIA samt til at opnå domslandets samtykke i henhold til artikel 4, [stk.] 2, i rammeafgørelse 2008/909/RIA?

    2)

    Skal bestemmelserne i artikel 4, [nr.] 6), i rammeafgørelse 2002/584/RIA, sammenholdt med artikel 25 og artikel 4, [stk.] 2, i rammeafgørelse 2008/909/RIA, fortolkes således, at afslaget på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, og anerkendelsen af den fældende dom, såfremt straffen ikke faktisk fuldbyrdes ved, at den domfældte fængsles, idet denne benådes, og fuldbyrdelsen af straffen udsættes efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning, og uden at domslandets samtykke er opnået inden for anerkendelsesproceduren, [bevirker,] at domslandet mister retten til at fuldbyrde straffen i henhold til artikel 22, [stk.] 1, i rammeafgørelse 2008/909/RIA?

    3)

    Skal artikel 8, [stk.] 1, litra c), i rammeafgørelse 2002/584/RIA fortolkes således, at en fængselsdom, der er lagt til grund for udstedelsen af en europæisk arrestordre, hvis fuldbyrdelse er blevet afslået i henhold til [samme rammeafgørelses] artikel 4, [nr.] 6), såfremt dommen anerkendes, men straffen ikke faktisk fuldbyrdes ved, at den domfældte fængsles, idet denne benådes, og fuldbyrdelsen af straffen udsættes efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning, og uden at domslandets samtykke er opnået inden for anerkendelsesproceduren, mister sin eksigible karakter?

    4)

    Skal bestemmelserne i artikel 4, [nr.] 5), i rammeafgørelse 2002/584/RIA fortolkes således, at en dom om afslag på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, og anerkendelsen af den fældende dom i henhold til artikel 4, [nr.] 6), i rammeafgørelse 2002/584/RIA, såfremt straffen ikke faktisk fuldbyrdes ved, at den domfældte fængsles, idet denne benådes, og fuldbyrdelsen af straffen udsættes efter lovgivningen i fuldbyrdelsesstaten (EU-medlemsstat), og uden at domslandets samtykke er opnået inden for anerkendelsesproceduren, udgør en dom, hvorved den pågældende person er blevet »dømt for de samme forhold af et tredjeland«?

    Såfremt det fjerde spørgsmål besvares bekræftende:

    5)

    Skal bestemmelserne i artikel 4, [nr.] 5), i rammeafgørelse 2002/584/RIA fortolkes således, at en dom om afslag på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, og anerkendelsen af den fældende dom i henhold til artikel 4, [nr.] 6), i rammeafgørelse 2002/584/RIA, men med udsættelse af fuldbyrdelsen af straffen efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning, udgør en dom, der »er ved at blive fuldbyrdet«, hvis tilsynet med den domfældte endnu ikke er blevet påbegyndt?


    (1)  Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27.11.2008 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union (EUT 2008, L 327, s. 27).

    (2)  2002/584/RIA: Rådets rammeafgørelse af 13.6.2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1).


    Top