–

Oilchart International NV ved advocaat E. Van den Wijngaert,

–

ING Bank NV ved advocaten D. Arts, T. Mertens, L. Rasking og E. Ulrix,

–

den nederlandske regering ved M.K. Bulterman og M.H.S. Gijzen, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved S. Noë og W. Wils, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1), sammenholdt med artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om insolvensbehandling (EFT 2000, L 160, s. 1, berigtiget i EUT 2014, L 350, s. 15).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side Oilchart International NV (herefter »Oilchart«), som er et belgisk selskab, og på den anden side O.W. Bunker Netherland BV (herefter »OWB«) og ING Bank NV, som er to nederlandske selskaber, vedrørende inddrivelsen af en ubetalt faktura for forsyningstjenester udført af Oilchart på vegne af OWB, som er blevet erklæret konkurs.

3

Anden og sjette betragtning til forordning nr. 1346/2000 lyder som følger:

[...]

4

Forordningens artikel 3 med overskriften »International kompetence« bestemmer følgende i stk. 1:

»Retterne i den medlemsstat, på hvis område centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig, har kompetence til at indlede insolvensbehandling. For selskabers og juridiske personers vedkommende anses det vedtægtsmæssige hjemsted for at være centret for skyldnerens hovedinteresser, medmindre andet godtgøres.«

5

Nævnte forordnings artikel 4 med overskriften »Den lovgivning, der finder anvendelse« har følgende ordlyd:

»1.   Medmindre andet er fastsat i denne forordning, er det konkurslovgivningen i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen indledes, der gælder for insolvensbehandlingen og dens virkninger.

2.   Lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes, er bestemmende for betingelserne for insolvensbehandlingens indledning og afslutning samt for dens forløb. Lovgivningen bestemmer navnlig:

[...]

[...]

6

Forordning nr. 1346/2000 blev ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/848 af 20. maj 2015 om insolvensbehandling (EUT 2015, L 141, s. 19). I henhold til sidstnævnte forordnings artikel 84, stk. 2, finder forordning nr. 1346/2000 imidlertid fortsat anvendelse på insolvensbehandlinger, som er indledt inden den 26. juni 2017.

7

10. og 21. betragtning til forordning nr. 1215/2012 lyder som følger:

8

Forordningens artikel 1, stk. 1, og artikel 1, stk. 2, litra b), er affattet således:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset rettens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii).

2.   Denne forordning finder ikke anvendelse på:

[...]

9

Nævnte forordnings artikel 28, stk. 1, lyder:

»Såfremt en person, der har bopæl på en medlemsstats område, sagsøges ved en ret i en anden medlemsstat, men ikke giver møde, erklærer retten sig på embeds vegne inkompetent, medmindre den er kompetent efter bestemmelserne i denne forordning.«

10

Artikel 25 i Wet op het faillissement en de surséance van betaling (lov om konkurs og betalingsstandsning) af 30. september 1893 (Stb. 1893, nr. 140, herefter »NFW«) lyder som følger:

»1.   Søgsmål om rettigheder eller forpligtelser vedrørende konkursboet kan anlægges både mod og af kurator.

2.   Hvis sådanne søgsmål anlægges eller fortsættes af eller mod fallenten, og de fører til en dom mod fallenten, har denne dom ingen retskraft mod konkursboet.«

11

Artikel 26 i NFW foreskriver:

»Søgsmål med påstand om opfyldelse af en forpligtelse fra konkursboet kan ikke anlægges mod fallenten på anden måde end den, der er fastsat i artikel 110.«

12

Artikel 110, stk. 1, i NFW er affattet således:

»Fordringer skal anmeldes til kurator i form af en faktura eller anden skriftlig erklæring, der angiver fordringens art og størrelse, sammen med tilhørende bilag eller en kopi heraf, og en erklæring om, hvorvidt der gøres krav på fortrinsret, pant eller tilbageholdelsesret. [...]«

13

Inden for rammerne af en række kontrakter om forsyning af søgående skibe leverede Oilchart den 21. oktober 2014 på OWB’s vegne brændstof til skibet Evita K., der var fortøjet i havnen i Sluiskil (Nederlandene).

14

Den 22. oktober 2014 fremsendte Oilchart en faktura på 116471,45 amerikanske dollars (USD) (ca. 107229,44 EUR) til OWB. Denne faktura forblev ubetalt.

15

Rechtbank te Rotterdam (retten i første instans i Rotterdam, Nederlandene) erklærede OWB konkurs ved dom afsagt den 21. november 2014.

16

Oilchart anmeldte sin fordring vedrørende denne ubetalte faktura til prøvelse hos OWB’s kuratorer.

17

På grund af en række ubetalte fakturaer foretog Oilchart arrest i visse søgående skibe, som selskabet havde leveret brændstof til. Med henblik på at opnå ophævelse af arresten blev der udstedt garantier til fordel for Oilchart, som kunne indløses på grundlag af en retsafgørelse eller en voldgiftskendelse afsagt i Belgien mod OWB eller ejeren af det pågældende skib.

18

Den 11. marts 2015 anlagde Oilchart sag mod OWB ved rechtbank van koophandel te Antwerpen (handelsretten i Antwerpen, Belgien) med påstand om bl.a. betaling af nævnte ubetalte faktura. ING Bank indtrådte i sagen som indehaver af en fordring, som OWB havde overdraget som modydelse for tilrådighedsstillelsen af en kreditlinje.

19

Selv om denne ret anså sig for kompetent til at træffe afgørelse i nævnte sag, afviste den ved dom af 15. marts 2017 på grundlag af nederlandsk konkursret søgsmålet.

20

Den 16. maj 2017 ankede Oilchart denne afgørelse til hof van beroep te Antwerpen (appeldomstolen i Antwerpen, Belgien), som er den forelæggende ret.

21

Da OWB hverken var til stede i retsmødet for rechtbank van koophandel te Antwerpen (handelsretten i Antwerpen) eller for den forelæggende ret, fandt sidstnævnte, at den skulle undersøge sin internationale kompetence i overensstemmelse med ordlyden af artikel 28, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012.

22

Den forelæggende ret ønsker med henvisning til Domstolens praksis oplyst, om det søgsmål, som Oilchart har anlagt mod OWB, er baseret på de almindelige civil- og handelsretlige regler som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 eller på de særlige regler om insolvensbehandling.

23

Den forelæggende ret har i denne forbindelse præciseret, at Oilcharts søgsmål mod OWB blev anlagt efter indledningen af insolvensbehandlingen og uden angivelse heraf i henhold til en særlig bestemmelse i den nederlandske konkurslovgivning, nemlig artikel 25, stk. 2, i NFW, vedrørende søgsmål, der ikke vedrører konkursboet, men som vedrører fallentens personlige interesser, og ikke på grundlag af denne artikels stk. 1, der direkte vedrører konkursboet.

24

Ifølge denne ret skal den nøjagtige karakter af det søgsmål, som Oilchart har anlagt, og muligheden for at anlægge et sådant søgsmål mod et selskab, der er erklæret konkurs, undersøges på grundlag af undtagelsesbestemmelserne i nederlandsk konkursret og ikke på grundlag af de almindelige civil- og handelsretlige regler. I forbindelse med fastlæggelsen af den forelæggende rets internationale kompetence, som går forud for denne undersøgelse, ønsker den forelæggende ret imidlertid oplyst, om det i hovedsagen omhandlede søgsmål har en tæt tilknytning til insolvensbehandlingen, således at det alene er den ret, for hvilken konkursen er blevet indledt, der har kompetence til at påkende dette søgsmål.

25

Desuden er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 er til hinder for en bestemmelse i national ret, som tillader en kreditor at anlægge sag ved retterne i en medlemsstat med påstand om betaling af en fordring, som vedkommende allerede har anmeldt i insolvensboet i en anden medlemsstat.

26

På denne baggrund har hof van beroep te Antwerpen (appeldomstolen i Antwerpen) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

[...]

27

Den 31. marts 2023 sendte Domstolen den forelæggende ret en anmodning om oplysninger vedrørende de faktiske og retlige omstændigheder i tvisten i hovedsagen, som sidstnævnte svarede på den 28. april 2023.

28

Den 11. juli 2023 spurgte Domstolen den forelæggende ret, om den, henset til den omstændighed, at Oilchart hævede hovedsagen, ønskede at opretholde sin anmodning om præjudiciel afgørelse.

29

Denne ret meddelte ved dom af 27. november 2023 Domstolen, at sagen fortsat verserede for den, idet Oilcharts hævelse af sagen ikke var blevet imødekommet.

30

Den forelæggende ret ønsker med sit første spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om artikel 1, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at bestemmelsen finder anvendelse på et søgsmål anlagt i en medlemsstat mod et selskab med påstand om betaling for leverede varer, hvori der hverken henvises til den insolvensbehandling, der tidligere er indledt mod dette selskab i en anden medlemsstat, eller til den omstændighed, at fordringen allerede er blevet anmeldt i insolvensboet.

31

Det handler navnlig om at fastlægge, hvorvidt et sådant søgsmål er omfattet af artikel 1, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1215/2012, som udelukker konkurs, akkord og andre lignende ordninger fra forordningens anvendelsesområde. I bekræftende fald er dette søgsmål omfattet af det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 1346/2000, hvis artikel 3, stk. 1, tildeler retterne i den medlemsstat, på hvis område centret for skyldnerens interesser befinder sig, international enekompetence til at indlede hovedinsolvensbehandling (jf. i denne retning dom af 4.12.2019, Tiger m.fl., C-493/18, EU:C:2019:1046, præmis 23, 25 og 29 og den deri nævnte retspraksis).

32

Domstolen har således allerede fastslået for så vidt angår de respektive anvendelsesområder for forordning nr. 1215/2012 og nr. 1346/2000, at disse forordninger skal fortolkes på en sådan måde, at det ikke kun undgås, at de retsregler, der er fastsat heri, overlapper hinanden, men også således, at et juridisk tomrum undgås. De søgsmål, der i medfør af artikel 1, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1215/2012 er udelukket fra denne forordnings anvendelsesområde, for så vidt som de henhører under »konkurs, akkord og andre lignende ordninger«, er således omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1346/2000. De søgsmål, der ikke falder ind under anvendelsesområdet for artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000, er tilsvarende omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012 (jf. i denne retning dom af 6.2.2019, NK, C-535/17, EU:C:2019:96, præmis 24, og af 18.9.2019, Riel, C-47/18, EU:C:2019:754, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

33

Domstolen har ligeledes bemærket, at EU-lovgiver, således som det bl.a. fremgår af tiende betragtning til forordning nr. 1215/2012, har ønsket at fastlægge en bred definition af begrebet »det civil- og handelsretlige område« i forordningens artikel 1, stk. 1, og dermed et bredt anvendelsesområde herfor. Anvendelsesområdet for forordning nr. 1346/2000 skal i overensstemmelse med sjette betragtning hertil derimod ikke fortolkes bredt (jf. i denne retning dom af 20.12.2017, Valach m.fl., C-649/16, EU:C:2019:986, præmis 25, og af 6.2.2019, NK, C-535/17, EU:C:2019:96, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

34

På grundlag af disse principper har Domstolen fastslået, at de respektive anvendelsesområder for disse to forordninger er klart afgrænset, og at alene de søgsmål, der følger direkte af insolvensbehandlingen, og som har snæver forbindelse hermed, er udelukket fra anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012. Følgelig er kun disse søgsmål omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1346/2000 (jf. i denne retning dom af 6.2.2019, NK, C-535/17, EU:C:2019:96, præmis 26, og af 18.9.2019, Riel, C-47/18, EU:C:2019:754, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

35

Dette dobbelte kriterium, der fremgår af sjette betragtning til forordning nr. 1346/2000 med henblik på at afgrænse genstanden for forordningen, er i øvrigt ordret gentaget i forordning 2015/848, som ikke finder tidsmæssig anvendelse på hovedsagen, for så vidt som det i denne forordnings artikel 6 med overskriften »Kompetence til at behandle sager, der følger direkte af insolvensbehandlingen og har tæt tilknytning hertil« er fastsat, at retterne i den medlemsstat, på hvis område der er indledt insolvensbehandling, har kompetence til at behandle enhver sag, der følger direkte af insolvensbehandlingen, og som har tæt tilknytning hertil (jf. i denne retning dom af 6.2.2019, NK, C-535/17, EU:C:2019:96, præmis 27).

36

I lyset af ovenstående betragtninger skal det derfor afgøres, om et søgsmål med påstand om betaling for leverede varer, som er anlagt mod et selskab, der er omfattet af en insolvensbehandling, opfylder dette dobbelte kriterium.

37

Hvad angår det første kriterium skal det med henblik på at afgøre, om et søgsmål følger direkte af en insolvensbehandling, bemærkes, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at det afgørende forhold ved identificeringen af, under hvilket område et søgsmål henhører, ikke er den processuelle sammenhæng, som dette søgsmål indgår i, men søgsmålets retsgrundlag. Det skal i henhold til denne fremgangsmåde undersøges, om den rettighed eller forpligtelse, der ligger til grund for søgsmålet, udspringer af de almindelige civil- og handelsretlige regler eller af undtagelsesbestemmelser, der er særlige for insolvensbehandlinger (jf. i denne retning dom af 6.2.2019, NK, C-535/17, EU:C:2019:96, præmis 28, af 18.9.2019, Riel, C-47/18, EU:C:2019:754, præmis 33, og af 4.12.2019, Tiger m.fl., C-493/18, EU:C:2019:1046, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

38

Domstolen har således fastslået, at en sælgers søgsmål, støttet på en klausul om ejendomsforbehold, mod en køber under insolvensbehandling rejser et retsspørgsmål, der er uafhængigt af indledningen af insolvensbehandlingen. Med andre ord udgør søgsmålet vedrørende klausulen om ejendomsforbehold et selvstændigt søgsmål, der ikke støtter sig på insolvensretten, og som hverken kræver, at der indledes en insolvensprocedure, eller at kurator inddrages (jf. i denne retning dom af 10.9.2009, German Graphics Graphische Maschinen, C-292/08, EU:C:2009:544, præmis 31 og 32).

39

Desuden er et søgsmål, der er anlagt mod en tredjepart af en sagsøger på grundlag af en fordring, som er overdraget af den kurator, der er udpeget i forbindelse med en insolvensbehandling, omfattet af begrebet »det civil- og handelsretlige område«, for så vidt som tvisten ikke omhandler spørgsmålet om, hvorvidt kurators overdragelse er gyldig, og for så vidt som håndhævelsen af den ret, som erhververen har sikret sig, er underlagt andre regler end dem, som finder anvendelse i forbindelse med en insolvensbehandling (jf. i denne retning dom af 19.4.2012, F-Tex, C-213/10, EU:C:2012:215, præmis 37, 42 og 49).

40

Det samme gælder, når tvisten, inden for rammerne af erhververens håndhævelse af den sikrede ret, alene vedrører den af erhververen udviste adfærd (jf. i denne retning dom af 19.4.2012, F-Tex, C-213/10, EU:C:2012:215, præmis 42). Derimod er et søgsmål vedrørende en overdragelse af selskabsandele i forbindelse med en insolvensbehandling omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1346/2000, for så vidt som det foreholdes kurator, at denne ikke har gjort brug af en beføjelse i henhold til nationale retsbestemmelser om kollektive bobehandlinger (jf. i denne retning dom af 2.7.2009, SCT Industri, C-111/08, EU:C:2009:419, præmis 28).

41

Et søgsmål om anerkendelse af en fordring med henblik på anmeldelse heraf inden for rammerne af en insolvensbehandling omfattes heller ikke af anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012, idet et sådant søgsmål afledes direkte af de nationale bestemmelser om insolvens (jf. i denne retning dom af 18.9.2019, Riel, C-47/18, EU:C:2019:754, præmis 37 og 38), og tilsvarende gælder for et søgsmål om erstatningsansvar uden for kontraktforhold rettet mod medlemmerne af et kreditorudvalg, der ved en afstemning bevirker, at en genopretningsprocedure bliver ændret til en insolvensbehandling, idet et sådant søgsmål er en direkte og uadskillelig følge af varetagelsen af en opgave, som det pågældende udvalg specifikt var tillagt i medfør af de nationale bestemmelser om insolvensbehandling (jf. i denne retning dom af 20.12.2017, Valach m.fl., C-649/16, EU:C:2017:986, præmis 30 og 35).

42

Det fremgår i det foreliggende tilfælde af de sagsakter, som Domstolen har til rådighed, samt af de præciseringer, som den forelæggende ret har givet, at det i hovedsagen omhandlede søgsmål har til formål at få et selskab dømt til at betale for varer, der er leveret i overensstemmelse med en aftale, der blev indgået inden indledningen af insolvensbehandlingen af dette selskab. I henhold til senere indgåede aftaler om ophævelse af en række arrester, som var blevet foretaget, er en sådan domfældelse nødvendig for, at sagsøgeren i hovedsagen kan realisere bankgarantier, der er stillet til fordel for denne.

43

Det må imidlertid konstateres, at såvel de kontraktlige forpligtelser, der er påberåbt i forbindelse med søgsmålet, som de fuldbyrdelsesmekanismer, der er fastsat med hensyn til de nævnte forpligtelser, har grundlag i aftaleretten og er uafhængige af de særlige regler, som finder anvendelse på insolvensbehandlinger.

44

Desuden er et søgsmål med påstand om betaling for leverede varer et selvstændigt søgsmål, for så vidt som det kan anlægges uden for enhver insolvensbehandling.

45

I øvrigt medfører hverken indledningen af en insolvensbehandling eller udpegelsen af en kurator, at retsgrundlaget for et søgsmål, der henhører under de almindelige civil- og handelsretlige regler, ændres, således at søgsmålet bliver omfattet af anvendelsesområdet for de særlige regler for insolvensbehandling.

46

Domstolen har således fastslået, at den omstændighed alene, at en kurator, der er udpeget i forbindelse med en insolvensbehandling, efter indledningen af en sådan insolvensbehandling har anlagt et søgsmål med påstand om betaling i kreditorernes interesse, ikke i det væsentlige ændrer karakteren af den påberåbte fordring, som er uafhængig af en insolvensbehandling, og som fortsat er underlagt de almindelige retsregler for så vidt angår realiteten (jf. i denne retning dom af 6.2.2019, NK, C-535/17, EU:C:2019:96, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis, og af 21.11.2019, CeDe Group, C-198/18, EU:C:2019:1001, præmis 36).

47

For så vidt angår det andet kriterium, som er nævnt i nærværende doms præmis 34, fremgår det ligeledes af fast retspraksis, at det er spørgsmålet om, hvor tæt en forbindelse der er mellem et søgsmål og insolvensbehandlingen, som er afgørende med henblik på at fastslå, om undtagelsen i artikel 1, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1215/2012 finder anvendelse (jf. i denne retning dom af 20.12.2017, Valach m.fl., C-649/16, EU:C:2019:986, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis, og af 6.2.2019, NK, C-535/17, EU:C:2019:96, præmis 30).

48

Som anført af generaladvokaten i punkt 57 i forslaget til afgørelse, gør dette kriterium det muligt at tage hensyn til andre faktorer end dem, der vedrører retsgrundlaget for søgsmålet.

49

Selv om det i hovedsagen ikke kan benægtes, at der foreligger en vis tilknytning mellem søgsmålet og insolvensbehandlingen, eftersom dette søgsmål er blevet anlagt, efter at debitorselskabet blev undergivet en insolvensbehandling, inden for rammerne af hvilken sagsøgeren i hovedsagen har anmeldt en fordring i insolvensboet, der er den samme fordring som den, der er genstand for søgsmålet, fremgår det imidlertid ikke, at den blotte identitet mellem den fordring, der er gjort krav på ved den forelæggende ret, og den fordring, som er fremlagt for insolvenskuratorerne, er tilstrækkelig til, at dette søgsmål er omfattet af undtagelsen i artikel 1, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1215/2012.

50

Det skal i denne forbindelse fremhæves, at fastlæggelsen af den kompetente ret hverken foregriber den lov, der finder anvendelse på den i hovedsagen omhandlede fordring, eller de relevante regler til fastlæggelse af den lov, der finder anvendelse på søgsmålet i hovedsagen (jf. i denne retning dom af 21.11.2019, CeDe Group, C-198/18, EU:C:2019:1001, præmis 38).

51

Hverken spørgsmålet om antagelse til realitetsbehandling af et individuelt søgsmål rettet mod et selskab under insolvensbehandling eller spørgsmålet om udfaldet af et sådant søgsmål i tilfælde af anmeldelse af en fordring i insolvensboet henhører nemlig under reglerne om tildeling af kompetence, men under de lovvalgsregler, der bestemmer, hvilken lov der finder anvendelse.

52

Det følger i denne forbindelse af artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000, at det er konkurslovgivningen i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen indledes, der finder anvendelse på insolvensbehandlingen og dens virkninger.

53

Forordningens artikel 4, stk. 2, præciserer, at lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes, er bestemmende for betingelserne for insolvensbehandlingens indledning, forløb og afslutning, og artiklen opregner på ikke udtømmende vis de forskellige stadier af insolvensbehandlingen, der reguleres af lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt, dvs. bl.a. i litra e), insolvensbehandlingens virkning for ikke opfyldte aftaler, i litra f), hvorledes insolvensbehandlingen virker på individualforfølgningsforanstaltninger, i litra h), reglerne for anmeldelse, prøvelse og anerkendelse af fordringer, i litra g), hvilke fordringer der skal anmeldes i skyldnerens bo, og hvordan der skal forholdes med hensyn til fordringer, som er opstået efter insolvensbehandlingens indledning, og i litra m), reglerne for, at retshandler, som er til skade for alle kreditorerne, er ugyldige i sig selv, kan omstødes eller kan anfægtes.

54

Det følger af artikel 3, sammenholdt med artikel 4 i forordning nr. 1346/2000, at forordningens regler principielt har til formål at opnå en sammenhæng mellem de domstole, som har international kompetence, og lovvalget for insolvensbehandlingen. Bortset fra de tilfælde, hvor forordningen udtrykkeligt fastsætter andet, følger den lovgivning, der finder anvendelse, således i henhold til nævnte forordnings artikel 4 den internationale kompetence, der er fastlagt i henhold til samme forordnings artikel 3 (jf. i denne retning dom af 21.11.2019, CeDe Group, C-198/18, EU:C:2019:1001, præmis 30).

55

For så vidt som artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 begrænser sig til spørgsmålet om retternes kompetence til at indlede insolvensbehandling, og da anvendelsesområdet for forordningens artikel 4 er bredere end anvendelsesområdet for forordningens artikel 3, idet den finder anvendelse på insolvensbehandlinger og deres virkninger, kan denne overensstemmelse mellem den lovgivning, der finder anvendelse, og den kompetente ret imidlertid ikke sikres under alle omstændigheder.

56

I det foreliggende tilfælde blev den i hovedsagen omhandlede insolvensbehandling indledt i Nederlandene, således at den lovgivning, der finder anvendelse på denne insolvensbehandling og dens virkninger, i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000, er den nederlandske lovgivning.

57

Det følger heraf, at det i hovedsagen omhandlede søgsmål, hvorunder der er nedlagt påstand om, at et selskab, der er erklæret insolvent, tilpligtes at betale for leverede varer, er omfattet af nederlandsk ret, for så vidt som det, således som det er nævnt i nærværende doms præmis 53, er denne lov, der fastlægger insolvensbehandlingens virkning for ikke opfyldte aftaler, og hvorledes insolvensbehandlingen virker på individualforfølgningsforanstaltninger, og som fastsætter reglerne for anmeldelse, prøvelse og anerkendelse af fordringer samt reglerne for retshandler, der kan skade kreditorerne.

58

Som Europa-Kommissionen har fremhævet i retsmødet for Domstolen, er det anvendelsen af én og samme lov på insolvensbehandlingen og alle dens virkninger – hvilken lov fastlægges i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 – som gør det muligt at sikre, at de formål, der forfølges med denne forordning for så vidt angår ligestilling af kreditorerne og beskyttelse af deres interesser, nås, uafhængigt af spørgsmålet om retternes kompetence.

59

I denne sammenhæng skal det i øvrigt bemærkes, at reglen i forordning nr. 1215/2012 – der bestemmer, at såfremt krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, fremsættes mellem de samme parter for retter i forskellige medlemsstater, udsætter enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, sagen for at undgå, at der træffes indbyrdes uforenelige retsafgørelser for så vidt angår disse krav – ikke finder anvendelse, heller ikke analogt, på ordningen i forordning nr. 1346/2000, for så vidt som sidstnævnte bl.a. anerkender, at retterne i andre medlemsstater kan have kompetence med hensyn til sekundære insolvensbehandlinger (jf. i denne retning dom af 18.9.2019, Riel, C-47/18, EU:C:2019:754, præmis 42, 44 og 46).

60

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 1, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke finder anvendelse på et søgsmål anlagt i en medlemsstat mod et selskab med påstand om betaling for leverede varer, hvori der hverken henvises til den insolvensbehandling, der tidligere er indledt mod dette selskab i en anden medlemsstat, eller til den omstændighed, at fordringen allerede er blevet anmeldt i insolvensboet.

61

Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ikke nødvendigt at besvare det andet spørgsmål.

62

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

Artikel 1, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

skal fortolkes således, at

bestemmelsen ikke finder anvendelse på et søgsmål anlagt i en medlemsstat mod et selskab med påstand om betaling for leverede varer, hvori der hverken henvises til den insolvensbehandling, der tidligere er indledt mod dette selskab i en anden medlemsstat, eller til den omstændighed, at fordringen allerede er blevet anmeldt i insolvensboet.