–

UP ved avocat D. Andrien,

–

den belgiske regering par M. Jacobs, C. Pochet og M. Van Regemorter, som befuldmægtigede, bistået af avocate C. Piront,

–

Europa-Kommissionen ved A. Azema og A. Katsimerou, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 6 og 8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT 2008, L 348, s. 98).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem en tredjelandsstatsborger og centre public d’action sociale de Liège (det offentlige socialcenter i Liège, Belgien) (herefter »socialcentret«) vedrørende sidstnævntes afgørelse om at fratage tredjelandsstatsborgeren adgangen til social bistand.

3

Fjerde betragtning til direktiv 2008/115 er affattet således:

»Der skal fastsættes klare, gennemsigtige og retfærdige regler for at sikre en effektiv tilbagesendelsespolitik, der er en nødvendig del af en velforvaltet migrationspolitik.«

4

Direktivets artikel 3 med overskriften »Definitioner« lyder:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

[…]«

5

Direktivets artikel 6 med overskriften »Afgørelse om tilbagesendelse« bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne træffer afgørelse om tilbagesendelse vedrørende enhver tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på deres område, jf. dog de undtagelser, der er anført i stk. 2-5.

[…]

4.   Medlemsstaterne kan når som helst af menneskelige, humanitære eller andre grunde beslutte at tildele en tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på deres område, en selvstændig opholdstilladelse eller anden tilladelse, som giver ret til ophold. I så fald træffes der ikke afgørelse om tilbagesendelse. Hvis der allerede er truffet afgørelse om tilbagesendelse, ophæves afgørelsen, eller den stilles i bero i den periode, hvor opholdstilladelsen eller en anden tilladelse, som giver ret til ophold, er gyldig.

[…]«

6

Artikel 8 i direktiv 2008/115 med overskriften »Udsendelse« fastsætter i stk. 1:

»Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger til at fuldbyrde afgørelsen om tilbagesendelse, hvis der ikke er indrømmet en frist for frivillig udrejse i henhold til artikel 7, stk. 4, eller hvis forpligtelsen til at vende tilbage ikke er blevet opfyldt inden for den frist for frivillig udrejse, som er indrømmet i henhold til artikel 7.«

7

Artikel 57, stk. 2, i loi organique des centres publics d’action sociale, du 8 juillet 1976 (organisk lov af 8.7.1976 om offentlige socialcentre) (Moniteur belge af 5.8.1976, s. 9876) bestemmer i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »lov om offentlige socialcentre«), følgende:

»Uanset de øvrige bestemmelser i denne lov begrænses de offentlige socialcentres opgave til:

[…]«

8

Artikel 9b i loi du 15 décembre 1980 sur l’accès au territoire, le séjour, l’établissement et l’éloignement des étrangers (lov af 15.12.1980 om udlændinges indrejse, ophold og etablering på samt udsendelse fra statens område) (Moniteur belge af 31.12.1980, s. 14584) bestemmer i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »udlændingeloven«), følgende i stk. 1:

»En udlænding med ophold i Belgien […], som lider af en sygdom, der indebærer en reel risiko for udlændingens liv eller fysiske integritet eller en reel risiko for umenneskelig eller vanærende behandling, idet der ikke findes passende behandling i udlændingens oprindelsesland eller i det land, hvor udlændingen opholder sig, kan ansøge om opholdstilladelse i [Kongeriget Belgien] […]«

9

Artikel 7 i arrêté royal fixant des modalités d’exécution de la loi du 15 septembre 2006 modifiant la [loi sur les étrangers], du 17 mai 2007 (kongelig anordning af 17.5.2007, der fastsætter gennemførelsesbestemmelser til [udlændingeloven] (Moniteur belge af 31.5.2007, s. 29535) fastsætter i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »kongelig anordning af 17. maj 2007«), følgende:

»Bortset fra i de i lovens artikel 9b, stk. 3, omhandlede tilfælde giver ministerens befuldmægtigede kommunen besked om at opføre den berørte i udlændingeregistret og forsyne den pågældende med et registreringsbevis, der giver opholdsret (A-kort). […]«

10

Artikel 8 i denne kongelige anordning bestemmer:

»En midlertidig opholdstilladelse og et bevis for opførelse i udlændingeregistret, der udstedes på grundlag af lovens artikel 9b, har en gyldighedsperiode på mindst et år.«

11

Den 19. august 2014 indgav sagsøgeren i hovedsagen, der er statsborger i Den Demokratiske Republik Congo, en ansøgning om international beskyttelse i Belgien.

12

Ved afgørelse af 24. september 2014 meddelte Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides (CGRA) (generalkommissær for flygtninge og statsløse, Belgien) afslag på denne ansøgning såvel med hensyn til flygtningestatus som med hensyn til subsidiær beskyttelsesstatus (herefter »CGRA’s afgørelse«).

13

Den 13. oktober 2014 udstedte État belge via Office des étrangers (udlændingemyndigheden, Belgien) et pålæg til sagsøgeren i hovedsagen om at forlade landet.

14

Den 16. oktober 2014 anlagde sidstnævnte søgsmål ved Conseil du contentieux des étrangers (domstol i udlændingeretlige sager, Belgien) til prøvelse af CGRA’s afgørelse. Pålægget om at forlade landet blev ikke anfægtet under et søgsmål.

15

Den 19. januar 2015 indgav sagsøgeren i hovedsagen en ansøgning til udlændingemyndigheden om opholdstilladelse af lægelige grunde i henhold til udlændingelovens artikel 9b.

16

Efter at udlændingemyndigheden den 8. juni 2015 havde erklæret, at ansøgningen kunne antages til realitetsbehandling, blev der udstedt et registreringsbevis til sagsøgeren i hovedsagen i henhold til artikel 7 i kongelig anordning af 17. maj 2007. Socialcentret bevilgede derfor den pågældende en økonomisk social bistandsydelse.

17

Den 22. juli 2015 frifandt Conseil du contentieux des étrangers (domstol i udlændingeretlige sager) CGRA i det søgsmål, som sagsøgeren i hovedsagen havde anlagt til prøvelse af CGRA’s afgørelse.

18

Ved afgørelse af 20. april 2016 afslog udlændingemyndigheden ansøgningen om opholdstilladelse af lægelige grunde, og sagsøgeren i hovedsagen fik derfor ikke længere udstedt registreringsbeviser. Denne afgørelse blev meddelt sagsøgeren i hovedsagen den 29. april 2016.

19

Sagsøgeren i hovedsagen anlagde søgsmål til prøvelse af denne afgørelse ved Conseil du contentieux des étrangers (domstol i udlændingeretlige sager), og dette søgsmål har ikke opsættende virkning.

20

Ved afgørelser af 31. maj, 28. juni og 19. juli 2016 inddrog socialcentret den sociale bistand med virkning fra den 1. maj 2016 og besluttede at tilbagesøge det beløb på 56,69 EUR, der var blevet udbetalt siden den 29. april 2016.

21

Ved dom af 7. november 2016 frifandt tribunal du travail de Liège (arbejdsretten i første instans i Liège, Belgien) socialcentret i det søgsmål, som sagsøgeren i hovedsagen havde anlagt til prøvelse af disse tre afgørelser.

22

Ved dom af 15. marts 2017 forkastede cour du travail de Liège (appeldomstolen i arbejdsretlige sager i Liège, Belgien) den appel, som sagsøgeren i hovedsagen havde iværksat til prøvelse af denne dom, i det væsentlige med den begrundelse, at det pålæg om at forlade landet, der var blevet udstedt før ansøgningen om opholdstilladelse af lægelige grunde, var blevet stillet i bero med hensyn til dets virkninger, alt imens det stadig havde gyldighed, og at denne suspension ophørte i forbindelse med, at der ikke længere blev tildelt registreringsbeviser. Sagsøgeren i hovedsagens ophold i perioden fra den 1. maj til den 2. november 2016 var således ulovligt. Hun kunne derfor ikke i henhold til artikel 57, stk. 2, i lov om offentlige socialcentre opnå anden social bistand end akut lægehjælp.

23

Sagsøgeren i hovedsagen har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Cour de cassation (kassationsdomstol, Belgien), som er den forelæggende ret. Hun har i det væsentlige gjort gældende, at det var med urette, at der i dommen blev givet virkning til det pålæg om at forlade landet, som blev meddelt hende den 13. oktober 2014. Udstedelsen af registreringsbeviser til en tredjelandsstatsborger, der ansøger om opholdstilladelse af lægelige grunde på grundlag af udlændingelovens artikel 9b, viser nemlig, at den pågældende har ret til ophold, om end det er midlertidigt og usikkert, og indebærer derfor en stiltiende tilbagekaldelse af det tidligere meddelte pålæg om at forlade landet. Der kunne derfor ikke på grundlag af dette pålæg om at forlade landet træffes afgørelse i den appellerede om, at sagsøgeren i hovedsagen havde ulovligt ophold i perioden fra den 1. maj til den 2. november 2016, og at hun følgelig ikke havde ret til den omhandlede sociale bistand.

24

Cour de cassation (kassationsdomstol) har henvist til, at i belgisk ret er de offentlige socialcentres opgave over for en udlænding med ulovligt ophold i henhold til artikel 57, stk. 2, første afsnit, i lov om offentlige socialcentre begrænset til at yde akut lægehjælp. I overensstemmelse med denne bestemmelses stk. 4 opholder en udlænding, der har erklæret sig som flygtning og har ansøgt om at blive anerkendt som sådan, sig ulovligt i Belgien, når asylansøgningen er blevet afslået, og den pågældende er blevet meddelt et pålæg om at forlade landet.

25

Den forelæggende ret har anført dels, at medlemsstaterne i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/115 principielt er forpligtede til at træffe en afgørelse om tilbagesendelse over for enhver tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på deres område, dels, at de i overensstemmelse med dette direktivs artikel 8, stk. 1, skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at fuldbyrde afgørelsen om tilbagesendelse. I medfør af artikel 6, stk. 4, i nævnte direktiv kan medlemsstaterne dog når som helst af menneskelige, humanitære eller andre grunde beslutte at tildele en tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på deres område, en selvstændig opholdstilladelse eller anden tilladelse, som giver ret til ophold, og i så fald, hvis der allerede er truffet afgørelse om tilbagesendelse, ophæves afgørelsen, eller den stilles i bero i den periode, hvor opholdstilladelsen eller en anden tilladelse, som giver ret til ophold, er gyldig.

26

I denne henseende har cour de cassation (kassationsdomstol) anført, at Domstolen i præmis 36 i dom af 19. juni 2018, Gnandi (C-181/16, EU:C:2018:465), fastslog, at udlændingemyndighedens påbud til en tredjelandsstatsborger om at forlade landet, efter at der var blevet meddelt afslag på den pågældendes ansøgning om international beskyttelse, udgjorde en »afgørelse om tilbagesendelse« som omhandlet i artikel 3, nr. 4), i direktiv 2008/115.

27

Domstolen fremhævede imidlertid i præmis 75 i dom af 15. februar 2016, N. (C-601/15 PPU, EU:C:2016:84), at den effektive virkning af direktiv 2008/115 kræver, at en procedure, der er indledt i henhold til dette direktiv, inden for rammerne af hvilken der er truffet en afgørelse om tilbagesendelse, kan genoptages på det trin, hvor den er blevet afbrudt som følge af indgivelsen af en ansøgning om international beskyttelse, så snart der er givet afslag på denne ansøgning i første instans, idet medlemsstaterne er forpligtet til ikke at bringe virkeliggørelsen af det mål, som forfølges med nævnte direktiv, nemlig indførelsen af en effektiv udsendelses- og repatrieringspolitik med hensyn til tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, i fare.

28

I denne henseende præciserede Domstolen i den nævnte doms præmis 76, at det følger både af medlemsstaternes loyalitetspligt, der kan udledes af artikel 4, stk. 3, TEU, og af de effektivitetskrav, der bl.a. fremgår af fjerde betragtning til direktiv 2008/115, at den ved direktivets artikel 8 pålagte forpligtelse for medlemsstaterne til at foretage udsendelse skal opfyldes hurtigst muligt, og at denne forpligtelse ikke er opfyldt, hvis udsendelsen bliver forsinket som følge af, at en procedure som den omhandlede, efter afslaget i første instans på ansøgningen om international beskyttelse, ikke skal genoptages på det trin, hvor den blev afbrudt, men fra start.

29

Ifølge den forelæggende ret fremgår det heraf, at behandlingen af appellen i hovedsagen kræver en fortolkning af artikel 6 og 8 i direktiv 2008/115.

30

På denne baggrund har Cour de cassation (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er artikel 6 og 8 i [direktiv 2008/115] til hinder for en national retsregel, hvorefter udstedelse af en tilladelse, som giver ret til ophold i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse af lægelige grunde – der under hensyntagen til de ovenfor beskrevne kriterier kan antages til realitetsbehandling – har til følge, at tredjelandsstatsborgeren har ret til ophold, om end det er midlertidigt og [usikkert], mens ansøgningen behandles, og hvorefter en sådan udstedelse da indebærer en implicit tilbage[kaldelse] af en afgørelse om tilbagesendelse, der er truffet tidligere som led i en asylprocedure, og som den er uforenelig med?«

31

Den belgiske regering er af den opfattelse, at det er ufornødent at besvare det præjudicielle spørgsmål, da dette er uden relevans for afgørelsen af tvisten i hovedsagen. Den nationale retsregel, som den forelæggende ret har henvist til i dette spørgsmål, findes nemlig ikke i belgisk ret. Den forelæggende ret har i denne henseende taget udgangspunkt i et postulat, der er fejlagtigt af to grunde.

32

For det første udgør et registreringsbevis, der i overensstemmelse med artikel 7 i kongelig anordning af 17. maj 2007 og udlændingelovens artikel 9b er udstedt til en person, hvis ansøgning om opholdstilladelse af lægelige grunde er blevet erklæret for antagelig til realitetsbehandling, ikke en tilladelse, der giver ret til ophold, men giver alene denne person en ret til midlertidigt at forblive i landet.

33

For det andet indebærer retten til at forblive i landet i henhold til belgisk ret ikke en stiltiende tilbagekaldelse af den afgørelse om tilbagesendelse, der tidligere er truffet over for den pågældende. Conseil d’État (Belgien) har nemlig ved dom af 23. maj 2017 afvist en sådan fortolkning under henvisning til dom af 15. februar 2016, N. (C-601/15 PPU, EU:C:2016:84). Desuden, og ikke mindst, sigtede den belgiske lovgiver til denne dom, da den ved lov af 24. februar 2017, der trådte i kraft den 29. april 2017, og som fandt anvendelse på alle verserende sager, indsatte artikel 1/3 i udlændingeloven. Denne bestemmelse præciserer nu klart, at en afgørelse om tilbagesendelse ikke påvirkes af en udlændings indgivelse af en ansøgning om opholdstilladelse eller en ansøgning om international beskyttelse, og at skønt den pågældende kan forblive midlertidigt i landet, indtil der træffes afgørelse om denne ansøgning, er udsendelsesafgørelsens eksigibilitet blot blevet udsat.

34

I denne henseende bemærkes, at det udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retlige afgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen eller gyldigheden af en EU-retlig regel, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse. Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål, som er forelagt af de nationale retter, er relevante. Domstolen kan kun afslå at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, såfremt det fremgår, at den ønskede fortolkning savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af disse spørgsmål (dom af 24.2.2022, Viva Telecom Bulgaria, C-257/20, EU:C:2022:125, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

35

Det bemærkes i denne henseende navnlig, at Domstolen i henhold til kompetencefordelingen mellem Unionens retsinstanser og de nationale retter skal tage hensyn til de faktiske omstændigheder og de retsregler, som ifølge forelæggelsesafgørelsen er baggrunden for de præjudicielle spørgsmål. Følgelig skal behandlingen af en anmodning om præjudiciel afgørelse ske på grundlag af den forelæggende rets fortolkning af den nationale ret, og ikke på grundlag af den fortolkning, som en medlemsstats regering støtter sig på (jf. i denne retning dom af 21.6.2016, New Valmar, C-15/15, EU:C:2016:464, præmis 25, og af 15.4.2021, État belge (Omstændigheder, der er indtruffet senere end afgørelsen om overførsel), C-194/19, EU:C:2021:270, præmis 26).

36

I den foreliggende sag finder den forelæggende ret, som det fremgår af den udtrykkelige ordlyd af anmodningen om præjudiciel afgørelse og navnlig af ordlyden af det præjudicielle spørgsmål, at det med henblik på at træffe afgørelse i hovedsagen først skal undersøges, om bestemmelserne i direktiv 2008/115 er til hinder for en national retsregel, hvori det fastsættes, at når der meddeles opholdsret til en tredjelandsstatsborger, som har indgivet en ansøgning om opholdstilladelse af en af de grunde, der er omfattet af direktivets artikel 6, stk. 4, som følge af, at denne ansøgning kan antages til realitetsbehandling, medfører meddelelsen af opholdsret en stiltiende tilbagekaldelse af den afgørelse om tilbagesendelse, der tidligere blev truffet over for denne statsborger efter afslaget på vedkommendes ansøgning om international beskyttelse.

37

Da den forelæggende ret med dette spørgsmål går ud fra, at belgisk ret indeholder en sådan regel, kan Domstolen ikke i den foreliggende præjudicielle sag lægge den af den belgiske regering forfægtede fortolkning af belgisk ret til grund, hvorefter den tilladelse, der er meddelt en tredjelandsstatsborger, der befinder sig i en sådan situation, dels ikke giver ham ret til ophold, dels udelukkende medfører en suspension af virkningerne af den afgørelse om tilbagesendelse, der tidligere blev truffet over for den pågældende.

38

Det tilkommer således alene den forelæggende ret at foretage en fortolkning af den nationale ret, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, idet den bl.a. skal efterprøve, om udlændingelovens artikel 1/3, som indsat ved lov af 24. februar 2017, der trådte i kraft under sagens behandling den 29. april 2017, finder anvendelse på denne tvist.

39

Det følger heraf, at den foreliggende præjudicielle forelæggelse kan antages til realitetsbehandling.

40

Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 6, stk. 4, i direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvori det fastsættes, at når en tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på den pågældende medlemsstats område, meddeles opholdsret i afventning af udfaldet af behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse af en af de grunde, der er omfattet af denne bestemmelse, som følge af, at denne ansøgning kan antages til realitetsbehandling, medfører meddelelsen af opholdsret en stiltiende tilbagekaldelse af en afgørelse om tilbagesendelse, der tidligere blev truffet over for denne statsborger efter afslaget på vedkommendes ansøgning om international beskyttelse.

41

I denne henseende bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse skal tages hensyn til dennes ordlyd, den sammenhæng, hvori den indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (jf. i denne retning bl.a. dom af 20.6.2022, London Steam-Ship Owners’ Mutual Insurance Association, C-700/20, EU:C:2022:488, præmis 55).

42

Det bemærkes, at medlemsstaterne ifølge ordlyden af artikel 6, stk. 4, første punktum, i direktiv 2008/115 »når som helst« kan meddele en tredjelandsstatsborger, der opholder sig ulovligt på deres område, en »selvstændig opholdstilladelse« eller en »anden tilladelse, som giver ret til ophold«, af »menneskelige, humanitære eller andre grunde«.

43

Det fremgår således af selve ordlyden af denne bestemmelse, navnlig af henvisningen til »andre« grunde, at bestemmelsen giver medlemsstaterne mulighed for på ethvert tidspunkt at meddele sådanne statsborgere opholdsret, ikke blot af de udtrykkeligt anførte grunde, nemlig menneskelige eller humanitære grunde, men også af grunde af en anden karakter, som de finder hensigtsmæssige.

44

Det følger heraf, at medlemsstaterne råder over en meget vid skønsbeføjelse til under overholdelse af EU-retten at meddele tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold på deres område en ret til ophold.

45

Der er derfor intet til hinder for, at en medlemsstat meddeler en statsborger, der har indgivet en ansøgning om opholdstilladelse af en af de grunde, der er omfattet af artikel 6, stk. 4, i direktiv 2008/115, en opholdsret som følge af, at en sådan ansøgning kan antages til realitetsbehandling, og mens udfaldet af ansøgningens behandling afventes.

46

Det fremgår imidlertid af den utvetydige ordlyd af tredje og sidste punktum i artikel 6, stk. 4, i direktiv 2008/115, navnlig af udtrykket »eller«, at medlemsstaterne, når de meddeler opholdsret af menneskelige, humanitære eller andre grunde, ganske vist kan bestemme, at opholdsretten bevirker, at enhver afgørelse om tilbagesendelse, der tidligere er truffet over for den pågældende, stilles i bero i den periode, hvor denne opholdstilladelse er gyldig, men at de også kan fastsætte, at denne opholdsret medfører, at en sådan tidligere afgørelse om tilbagesendelse ophæves.

47

En medlemsstat, der meddeler en tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på dens område, en opholdsret, i afventning af udfaldet af behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse af en af de grunde, der er omfattet af artikel 6, stk. 4, i direktiv 2008/115, som følge af, at en sådan ansøgning kan antages til realitetsbehandling, kan derfor i overensstemmelse med selve ordlyden af denne bestemmelse fastsætte, at meddelelsen af en sådan opholdsret medfører en stiltiende tilbagekaldelse af en afgørelse om tilbagesendelse, der tidligere blev truffet over for den samme tredjelandsstatsborger.

48

Denne fortolkning af artikel 6, stk. 4, i direktiv 2008/115 kan i modsætning til, hvad den belgiske regering har gjort gældende, ikke drages i tvivl af sammenhængen og de mål, der forfølges med den lovgivning, som denne bestemmelse udgør en del af.

49

Direktiv 2008/115 har ganske vist til formål med fuld respekt for de grundlæggende rettigheder og de pågældende personers værdighed at indføre en effektiv udsendelses- og repatrieringspolitik for tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (dom af 10.3.2022, Landkreis Gifhorn, C-519/20, EU:C:2022:178, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

50

I denne henseende følger det både af medlemsstaternes loyalitetspligt, der følger af artikel 4, stk. 3, TEU, og af de effektivitetskrav, der bl.a. fremgår af fjerde betragtning til direktiv 2008/115, at den ved direktivets artikel 8 pålagte forpligtelse for medlemsstaterne til at foretage udsendelse i de tilfælde, der er omhandlet i artiklens stk. 1, skal opfyldes hurtigst muligt (jf. i denne retning dom af 6.12.2011, Achughbabian, C-329/11, EU:C:2011:807, præmis 45).

51

Domstolen har endvidere i præmis 76-74 og 80 i dom af 15. februar 2016, N. (C-601/15 PPU, EU:C:2016:84), i det væsentlige fastslået, at den effektive virkning af direktiv 2008/115 kræver, at en procedure, der indledes i henhold til dette direktiv, og inden for rammerne af hvilken der er truffet en afgørelse om tilbagesendelse, ikke genoptages fra begyndelsen, men på det trin, hvor den er blevet afbrudt som følge af indgivelsen af en ansøgning om international beskyttelse, så snart denne ansøgning er blevet afslået i første instans, idet medlemsstaterne er forpligtet til ikke at bringe virkeliggørelsen af det mål, som forfølges med dette direktiv, nemlig at foretage udsendelse hurtigst muligt, i fare.

52

Som sagsøgeren i hovedsagen og Kommissionen med rette har gjort gældende, kan den fortolkning af direktiv 2008/115, der er anlagt i den foregående præmis, imidlertid ikke overføres på den foreliggende sag.

53

Denne fortolkning blev nemlig udledt af Domstolen i forbindelse med en tvist, der var opstået efter, at en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold havde indgivet flere ansøgninger om international beskyttelse, og som rejste spørgsmålet om, hvilke virkninger der skal være knyttet til indgivelsen af en ny ansøgning af denne art, idet EU-retten ikke indeholder bestemmelser, der udtrykkeligt fastsætter konsekvenserne af meddelelsen af en tilladelse til at forblive på området med henblik på proceduren for en tidligere afgørelse om tilbagesendelse.

54

Det forelagte spørgsmål opstår derimod i forbindelse med en tvist, der vedrører den omstændighed, at en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold efter afslaget på dennes ansøgning om international beskyttelse indgiver en ansøgning om opholdstilladelse af menneskelige, humanitære eller andre grunde som omhandlet i artikel 6, stk. 4, i direktiv 2008/115.

55

I et sådant tilfælde giver denne bestemmelses tredje og sidste punktum, således som det er fastslået i denne doms præmis 46 og 47, udtrykkeligt medlemsstaterne mulighed for, når de beslutter at udstede en selvstændig opholdstilladelse eller en anden tilladelse, der giver en sådan statsborger ret til ophold, at fastsætte, at meddelelsen heraf medfører, at en afgørelse om tilbagesendelse, der tidligere blev truffet over for den pågældende, ophæves.

56

Følgelig skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 6, stk. 4, i direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvori det fastsættes, at når en tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på den pågældende medlemsstats område, meddeles opholdsret i afventning af udfaldet af behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse af en af de grunde, der er omfattet af denne bestemmelse, som følge af, at denne ansøgning kan antages til realitetsbehandling, medfører meddelelsen af opholdsret en stiltiende tilbagekaldelse af en afgørelse om tilbagesendelse, der tidligere blev truffet over for denne statsborger efter afslaget på vedkommendes ansøgning om international beskyttelse.

57

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

Artikel 6, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvori det fastsættes, at når en tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på den pågældende medlemsstats område, meddeles opholdsret i afventning af udfaldet af behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse af en af de grunde, der er omfattet af denne bestemmelse, som følge af, at denne ansøgning kan antages til realitetsbehandling, medfører meddelelsen af opholdsret en stiltiende tilbagekaldelse af en afgørelse om tilbagesendelse, der tidligere blev truffet over for denne statsborger efter afslaget på vedkommendes ansøgning om international beskyttelse.