–

XN ved advokat R. Rashkov,

–

Europa-Kommissionen ved M. Wasmeier og I. Zaloguin, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 6, stk. 2, og artikel 8, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13/EU af 22. maj 2012 om ret til information under straffesager (EUT 2012, L 142, s. 1).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en sag vedrørende lovligheden af en afgørelse om at tilbageholde XN.

3

Følgende fremgår af 14., 22., 27. og 28. betragtning til direktiv 2012/13:

[…]

4

Artikel 1 i direktiv 2012/13 med overskriften »Genstand« bestemmer:

»Dette direktiv fastsætter regler om retten til information for mistænkte og tiltalte personer vedrørende deres rettigheder i straffesager og tiltalen mod dem. Direktivet fastsætter også regler om retten til information for personer i sager vedrørende fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre vedrørende deres rettigheder.«

5

Direktivets artikel 2, stk. 1, fastsætter:

»Direktivet finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor en person af de kompetente myndigheder i en medlemsstat bliver gjort opmærksom på, at vedkommende er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling, indtil sagen afsluttes, dvs. indtil spørgsmålet om, hvorvidt den mistænkte eller tiltalte har begået den strafbare handling, er afgjort endeligt, herunder efter omstændighederne indtil der er idømt straf, og en eventuel appelsag er afgjort.«

6

Nævnte direktivs artikel 6, der har overskriften »Retten til information om tiltalen«, bestemmer i stk. 1 og 3:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at en mistænkt eller tiltalt modtager information om den strafbare handling, som udgør grundlaget for mistanken eller tiltalen. Denne information gives straks og i en tilstrækkelig detaljeret form til at sikre en retfærdig behandling af sagen og en effektiv udøvelse af retten til et forsvar.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte personer, der anholdes eller tilbageholdes, informeres om grundene til anholdelsen eller tilbageholdelsen, herunder om den strafbare handling, som vedkommende mistænkes eller tiltales for at have begået.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at der, senest når grundlaget for tiltalen forelægges for en domstol, gives detaljeret information om tiltalen, herunder den strafbare handlings art og den juridiske kvalificering af den, og om karakteren af den mistænkte eller tiltalte persons påståede deltagelse i udøvelsen af denne strafbare handling.«

7

Samme direktivs artikel 7 vedrørende »[a]dgang til aktindsigt i materiale i sagen« bestemmer følgende i stk. 1 og 2:

»1.   Når en person anholdes og tilbageholdes på et hvilket som helst stadium af straffesagen, sikrer medlemsstaterne, at dokumenter vedrørende den konkrete sag, som de kompetente myndigheder er i besiddelse af, og som er væsentlige for, at lovligheden af anholdelsen eller tilbageholdelsen effektivt kan anfægtes i overensstemmelse med den nationale lovgivning, stilles til rådighed for anholdte personer eller deres advokater.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at der gives mistænkte eller tiltalte eller deres advokat adgang til aktindsigt i mindst alt materiale, som de kompetente myndigheder er i besiddelse af, hvad enten dette er til fordel eller ulempe for den mistænkte eller tiltalte, med henblik på at sikre en retfærdig behandling af sagen og på forberedelse af forsvaret.«

8

Artikel 8 i direktiv 2012/13 med overskriften »Kontrol og retsmidler« fastsætter i stk. 1:

»Medlemsstaterne sikrer, at der føres protokol over informationer, der gives den mistænkte eller tiltalte i overensstemmelse med artikel 3-6, efter proceduren for protokolførelse fastlagt i den pågældende medlemsstats lovgivning.«

9

Artikel 22 i Zakon za administrativnite narusjenia i nakazania (lov om administrative lovovertrædelser og sanktioner, DV nr. 92 af 28.11.1969) har følgende ordlyd:

»For at forebygge administrative lovovertrædelser samt bringe disse til ophør og for at forebygge og fjerne de skadelige følger heraf kan der anvendes administrative tvangsforanstaltninger.«

10

Denne lovs artikel 23 er sålydende:

»De tilfælde, hvor administrative tvangsforanstaltninger kan anvendes, disses art, de myndigheder, der kan anvende dem, og omfanget af deres anvendelse samt adgangen til at klage over disse foranstaltninger, fastsættes ved en dertilhørende lov eller et dertilhørende dekret.«

11

Artikel 72 i Zakon za ministerstvoto na vatresjnite raboti (lov om indenrigsministeriet, DV nr. 53 af 27.6.2014), i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »lov om indenrigsministeriet«), fastsætter:

»(1)   Politimyndigheder kan frihedsberøve en person:

1. såfremt der er holdepunkter for at antage, at den pågældende har begået en strafbar handling.

[…]

(4)   Den tilbageholdte person har ret til at anfægte lovligheden af tilbageholdelsen for rajonen sad [(kredsdomstol, Bulgarien)] på det sted, hvor myndigheden har sit sæde. Retten træffer ufortøvet afgørelse om anfægtelsen, og der kan iværksættes kassationsappel til prøvelse af dens afgørelse ved den kompetente administrativen sad [(forvaltningsdomstol, Bulgarien)] i henhold til Administrativnoprotsesualen kodeks [(forvaltningsprocesloven)].

(5)   Fra tidspunktet for sin tilbageholdelse har personen ret til en forsvarer, idet den tilbageholdte person også skal informeres om, at den pågældende kan give afkald på en forsvarer og om konsekvenserne heraf, og om retten til ikke at udtale sig, såfremt tilbageholdelsen sker i medfør af stk. 1, nr. 1.

[…]«

12

I henhold til denne lovs artikel 73 må en person, der er blevet tilbageholdt under de i nævnte lovs artikel 72, stk. 1, nr. 1-4, fastsatte betingelser, ikke underkastes andre begrænsninger end begrænsninger af retten til fri bevægelighed. Varigheden af tilbageholdelsen må i sådanne tilfælde ikke overstige 24 timer.

13

Artikel 74 i lov om indenrigsministeriet bestemmer:

»(1)   For de personer, der er nævnt i artikel 72, stk. 1, træffes en skriftlig afgørelse om tilbageholdelse.

(2)   I afgørelsen om tilbageholdelse som omhandlet i stk. 1 skal følgende angives:

(3)   Den tilbageholdte person udfylder en erklæring om, at den pågældende er bekendt med sine rettigheder og påtænker at udøve eller undlade at udøve sine rettigheder i henhold til stk. 2, nr. 6, litra b)-f). Afgørelsen om tilbageholdelse underskrives af politimyndigheden og den tilbageholdte person.

(4)   Hvis den tilbageholdte person afviser eller ikke har mulighed for at underskrive afgørelsen om tilbageholdelse, bekræftes dette ved et vidnes underskrift.

[…]

(6)   En kopi af afgørelsen om tilbageholdelse skal udleveres til den tilbageholdte person mod en underskrift.«

14

Artikel 21, stk. 1, i Administrativnoprotsesualen kodeks (forvaltningsprocesloven, DV nr. 30 af 11.4.2006) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, bestemmer:

»En individuel forvaltningsakt er en udtrykkelig viljestilkendegivelse eller en viljestilkendegivelse, som bringes til udtryk ved en handling eller undladelse, fra en administrativ myndighed eller en anden myndighed eller organisation, der har beføjelse hertil i henhold til lovgivningen, fra personer, der varetager offentlige opgaver, og fra organisationer, der leverer offentlige tjenesteydelser, hvorved rettigheder eller pligter begrundes, eller enkelte borgeres eller organisationers rettigheder, frihedsrettigheder eller legitime interesser berøres direkte, samt afvisningen af at vedtage en sådan akt.«

15

Denne lovs artikel 145 fastsætter:

»(1)   Lovligheden af forvaltningsakter kan anfægtes ved domstolene.

(2)   Følgende kan anfægtes:

1. den oprindelige individuelle forvaltningsakt, herunder afvisningen af at vedtage en sådan forvaltningsakt

[…]«

16

Artikel 1 i Ukaz No 904 za borba s drebnoto chuliganstvo (dekret nr. 904 til bekæmpelse af mild hooliganisme) af 28. december 1963 (DV nr. 102 af 31.12.1963) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, bestemmer:

»(1)   De følgende forvaltningsretlige sanktioner pålægges for mild hooliganisme, hvis den person, der har begået gerningen, er fyldt 16 år:

1. tilbageholdelse i op til 15 dage i en facilitet under indenrigsministeriet

2. en bøde på 100-500 [bulgarske leva (BGN) (ca. 50-255 EUR)].

(2)   Ved mild hooliganisme forstås i dette dekret en utilbørlig adfærd, der kommer til udtryk ved anvendelse af bandeord, mishagsytringer eller andre upassende udtryk på et offentligt sted foran et større antal personer, ved krænkende behandling af eller krænkende adfærd over for borgerne, myndighederne eller offentligheden eller ved skænderi, slagsmål eller andre lignende handlinger, som forstyrrer den offentlige ro og orden, men som, henset til den lavere grad af fare for offentligheden, ikke udgør en strafbar handling som omhandlet i straffelovens artikel 325.«

17

Den 2. september 2020 udstedte RK, der er polititjenestemand ved politimyndigheden i kreds nr. 2 i afdelingen for indenrigsanliggender (Bulgarien), en afgørelse om anvendelse af en administrativ tvangsforanstaltning, der bestod i tilbageholdelse af XN i op til 24 timer på grund af en mistanke om, at han havde begået en lovovertrædelse.

18

Denne afgørelse, der var undertegnet af RK, anførte de følgende retlige og faktiske grunde til tilbageholdelsen af XN: »artikel 72, stk. 1, nr. 1, i lov om indenrigsministeriet« og »forstyrrelse af den offentlige orden«. XN nægtede at underskrive den nævnte afgørelse. På bagsiden af afgørelsen var det anført, at XN blev løsladt den 3. september 2020 kl. 11.10, hvilket er bekræftet ved hans underskrift. Umiddelbart efter at XN var blevet tilbageholdt, blev han kropsvisiteret, hvilket blev noteret i en protokol, og han fik udleveret en erklæring med henblik på udfyldelse, hvori der redegjordes for rettighederne i henhold til artikel 72-74 i lov om indenrigsministeriet.

19

Den 3. september 2020 anfægtede XN lovligheden af afgørelsen om tilbageholdelse ved Sofijski rajonen sad (kredsdomstolen i Sofia, Bulgarien), som er den forelæggende ret.

20

I forbindelse med indsamlingen af de relevante oplysninger vedrørende sagen blev der fremlagt rapporter fra politimyndigheder af 2., 3. og 4. september 2020, hvori det hævdes, at XN den 2. september 2020 ca. kl. 11.20 som deltager i en protestaktion i Sofia (Bulgarien) foran Narodno Sabranies (nationalforsamling, Bulgarien) bygning havde forsøgt at bryde igennem den opstillede politikæde, idet han havde slået og sparket med hænder og fødder på polititjenestemændenes skjolde og fremsat kyniske bemærkninger over for dem, hvilket havde gjort det nødvendigt at tilbageholde ham.

21

Det er ikke godtgjort, at XN under sin tilbageholdelse blev forelagt og gjort bekendt med polititjenestemændenes rapporter af 2. og 3. september 2020.

22

I sin skriftlige erklæring af 2. september 2020 angav XN, at han var til stede ved protestaktionerne og i forbindelse med den eskalerende spænding blev presset i retning af politikæden af menneskemængden og herefter blev tilbageholdt af myndigheder under indenrigsministeriet, som udøvede fysisk vold mod ham. Han bestred, at han havde forstyrret den offentlige orden.

23

Den 8. september 2020 udfærdigede en polititjenestemand ved politimyndigheden i kreds nr. 2 i Sofia på anmodning af en offentlig anklager ved distriktsanklagemyndigheden i Sofia en rapport vedrørende XN, hvori det blev fastslået, at der var tale om »mild hooliganisme«, som han fremlagde for Sofijski rajonen sad (kredsdomstolen i Sofia) med henblik på en undersøgelse, og hvori det blev hævdet, at XN ved at begå de gerninger, der er nævnt i nærværende doms præmis 20, havde begået den administrative lovovertrædelse, der er omhandlet i artikel 1, stk. 2, i dekret nr. 904 af 28. december 1963 i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen.

24

Ved afgørelse af 8. september 2020 truffet af Sofijski rajonen sad (kredsdomstolen i Sofia) blev XN kendt uskyldig og frifundet, eftersom den foreholdte lovovertrædelse ikke kunne bevises. Rettens afgørelse er endelig.

25

Den forelæggende ret har anført, at den inden for rammerne af hovedsagen skal undersøge lovligheden af afgørelsen om at tilbageholde XN.

26

Den har præciseret, at en sådan tilbageholdelse af personer, hvorom der er grund til at antage, at de har begået en lovovertrædelse, udgør en administrativ tvangsforanstaltning som omhandlet i artikel 22 i lov om administrative lovovertrædelser og sanktioner, som har karakter af en individuel forvaltningsakt, hvorved det skal forhindres, at den pågældende stikker af eller begår en lovovertrædelse.

27

Ifølge national retspraksis er det med henblik på at vedtage en sådan foranstaltning ikke nødvendigt at have indsamlet ubestridte beviser, som kategorisk og utvivlsomt godtgør, at den omhandlede person har gjort sig skyldig i en lovovertrædelse i straffelovens forstand, idet disse beviser skal fremlægges inden for rammerne af en straffesag og ikke en administrativ procedure. Det er tilstrækkeligt, at der foreligger skriftlige eller mundtlige »oplysninger« om, at der er begået en lovovertrædelse, som begrunder mistanken om, at den pågældende person sandsynligvis har deltaget heri.

28

Den forelæggende ret har anført, at i medfør af artikel 74, stk. 2, nr. 2, i lov om indenrigsministeriet udgør angivelsen af de faktiske og retlige grunde til tilbageholdelsen den væsentligste betingelse for, at en afgørelse truffet af en politimyndighed er gyldig. I denne henseende har Varhoven administrativen sad (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Bulgarien) imidlertid fortolket denne bestemmelse således, at det er tilladt, at disse oplysninger ikke fremgår af den skriftlige afgørelse om tilbageholdelse, men i andre forudgående eller efterfølgende ledsagedokumenter, også selv om disse ikke er blevet fremlagt for den omhandlede person, mens dennes ret til fri bevægelighed var begrænset.

29

Den forelæggende ret er imidlertid af den opfattelse, at denne praksis fra Varhoven administrativen sad (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) hverken er i overensstemmelse med artikel 6, stk. 2, og artikel 8, stk. 1, i direktiv 2012/13 eller med EMRK’s artikel 5, stk. 1, litra c), som fortolket af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

30

Ifølge den forelæggende ret skal der således tages hensyn til den omstændighed, at den ret til aktindsigt i materiale i sagen, som personer med status som »mistænkte« har i henhold til artikel 7 i direktiv 2012/13, ikke er blevet gennemført i bulgarsk ret og således ikke er sikret disse personer. En sådan adgang til aktindsigt er udelukkende sikret personer, der er »tiltalt« i medfør af Nakazatelno protsesualen kodeks (strafferetsplejeloven).

31

Hvis der ikke gives konkrete oplysninger om de faktiske og retlige grunde til tilbageholdelsen, og henset til den omstændighed, at retten til aktindsigt i det materiale i sagen, hvori disse grunde er angivet, ikke er sikret den pågældende, fratages en person, der er mistænkt for at have begået en strafbar handling, således muligheden for på passende og effektiv vis at udøve sin ret til forsvar og for ved domstolene at anfægte lovligheden af afgørelsen om tilbageholdelse af den pågældende.

32

Den forelæggende ret er desuden i tvivl om rækkevidden og detaljeringsgraden af de oplysninger om den ulovlige adfærd, der ligger til grund for en anholdt persons tilbageholdelse, som skal meddeles denne person i medfør af artikel 6 i direktiv 2012/13.

33

På denne baggrund har Sofijski rajonen sad (kredsdomstolen i Sofia) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

34

Den forelæggende ret har anført, at ifølge bulgarsk ret udgør en tilbageholdelse på grundlag af artikel 72, stk. 1, nr. 1, i lov om indenrigsministeriet som den i hovedsagen omhandlede en administrativ tvangsforanstaltning, der har karakter af en individuel forvaltningsakt. Ifølge den forelæggende ret undersøges en persons ansvar for den lovovertrædelse, for hvilken den pågældende har været underlagt en sådan tilbageholdelse, desuden særskilt i forbindelse med en straffesag. Henset til disse forhold skal det efterprøves, om direktiv 2012/13 finder anvendelse på hovedsagen.

35

Som anført i dets artikel 1 fastsætter direktiv 2012/13 regler om retten til information for mistænkte og tiltalte personer vedrørende deres rettigheder i straffesager og tiltalen mod dem.

36

I henhold til artikel 2, stk. 1, i direktiv 2012/13 finder direktivet anvendelse fra det tidspunkt, hvor en person af de kompetente myndigheder i en medlemsstat bliver gjort opmærksom på, at vedkommende er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling, indtil sagen afsluttes, dvs. indtil spørgsmålet om, hvorvidt den mistænkte eller tiltalte har begået den strafbare handling, er afgjort endeligt, herunder efter omstændighederne indtil der er idømt straf, og en eventuel appelsag er afgjort.

37

I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den i hovedsagen omhandlede afgørelse om tilbageholdelse angiver »artikel 72, stk. 1, nr. 1, i lov om indenrigsministeriet« og »forstyrrelse af den offentlige orden« som den faktiske og retlige begrundelse for denne tilbageholdelse. Denne bestemmelse foreskriver tilbageholdelse af personer, hvorom der er grund til at antage, at de har begået en lovovertrædelse. Det fremgår desuden af den forelæggende rets oplysninger, at den lovovertrædelse, som XN var mistænkt for at have begået, er omfattet af straffeloven.

38

Uafhængigt af de oplysninger, som de nationale politimyndigheder faktisk har videregivet til XN, skal det i øvrigt fastslås, at XN som følge af sin anholdelse og tilbageholdelse blev oplyst om, at han var mistænkt for at have begået en strafbar handling, således at denne betingelse for anvendelse af direktiv 2012/13, der er fastsat i direktivets artikel 2, stk. 1, er opfyldt.

39

Det følger af disse betragtninger, at direktiv 2012/13 finder anvendelse på hovedsagen.

40

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 6, stk. 2, og artikel 8, stk. 1, i direktiv 2012/13 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for anvendelsen af en national lovgivning, hvorefter grundene til tilbageholdelse af personer, der er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling, herunder oplysninger vedrørende den strafbare handling, som den pågældende er mistænkt eller tiltalt for at have begået, kan angives i andre dokumenter end afgørelsen om tilbageholdelse, som kun meddeles disse personer inden for rammerne af et eventuelt søgsmål til prøvelse af lovligheden af tilbageholdelsen.

41

Indledningsvis bemærkes, at henset til genstanden for dette spørgsmål er det ufornødent at foretage en fortolkning af artikel 8, stk. 1, i direktiv 2012/13. Denne bestemmelse kræver nemlig, at der føres protokol over informationer, der gives den mistænkte eller tiltalte i overensstemmelse med dette direktivs artikel 3-6, efter proceduren for protokolførelse fastlagt i den pågældende medlemsstats lovgivning. Det fremgår imidlertid ikke af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at denne forpligtelse til at registrere oplysninger har nogen relevans for besvarelsen af det nævnte spørgsmål.

42

Ved fortolkningen af artikel 6, stk. 2, i direktiv 2012/13 skal der ikke blot tages hensyn til denne bestemmelses ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til det mål, der forfølges med den lovgivning, som den udgør en del af (dom af 2.3.2023, Staatsanwaltschaft Graz (Myndigheden for retsforfølgning og efterforskning af skattesager i Düsseldorf), C‑16/22, EU:C:2023:148, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

43

Hvad for det første angår ordlyden af nævnte artikel 6, stk. 2, bestemmer den, at medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte personer, der anholdes eller tilbageholdes, informeres om grundene til anholdelsen eller tilbageholdelsen, herunder om den strafbare handling, som vedkommende mistænkes eller tiltales for at have begået. Denne bestemmelse giver således ingen angivelse af, hvornår grundene til tilbageholdelsen skal meddeles.

44

Hvad for det andet angår den sammenhæng, hvori artikel 6, stk. 2, i direktiv 2012/13 indgår, bemærkes, at samme artikels stk. 1, første punktum, fastsætter en forpligtelse for medlemsstaterne til at sikre, at en mistænkt eller tiltalt modtager information om den strafbare handling, som udgør grundlaget for mistanken eller tiltalen. I andet punktum præciseres det, at denne information skal gives »straks« og i en tilstrækkelig detaljeret form til at sikre en retfærdig behandling af sagen og en effektiv udøvelse af retten til et forsvar.

45

Det fremgår i denne henseende af 28. betragtning til dette direktiv, at informationen til mistænkte eller tiltalte om den strafbare handling, som udgør grundlaget for mistanken eller tiltalen, bør gives »straks« og senest inden dennes første officielle afhøring ved politiet eller en anden kompetent myndighed.

46

Som generaladvokaten har anført i punkt 41 i forslaget til afgørelse, fastsætter artikel 6, stk. 1, i direktiv 2012/13 en generel forpligtelse til at oplyse om den strafbare handling, hvortil kommer den supplerende oplysningspligt, der er fastsat i dette direktivs artikel 6, stk. 2, når den mistænkte eller tiltalte anholdes eller tilbageholdes, og som vedrører de grunde, der har begrundet den pågældendes anholdelse eller tilbageholdelse. Sammenhængen mellem disse to bestemmelser gør det muligt at konkludere, at det tidsmæssige krav, der er fastsat i artikel 6, stk. 1, hvorefter den mistænkte eller tiltalte »straks« skal oplyses om den strafbare handling, som udgør grundlaget for mistanken eller tiltalen, ligeledes finder anvendelse i tilfælde af anholdelse eller tilbageholdelse som omhandlet i artikel 6, stk. 2.

47

Hvad for det tredje angår det formål, der forfølges med direktiv 2012/13, fremgår det af direktivets artikel 1, sammenholdt med 14. og 27. betragtning hertil, at det har til formål at fastsætte minimumsstandarder, der skal anvendes på den information, der skal gives til personer, der er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling, for at de kan forberede deres forsvar, og til at sikre en retfærdig behandling af sagerne (jf. i denne retning dom af 28.1.2021, Spetsializirana prokuratura (Meddelelse om rettigheder), C‑649/19, EU:C:2021:75, præmis 58).

48

Den hurtige information af mistænkte eller tiltalte om den strafbare handling, som udgør grundlaget for mistanken eller tiltalen, der er fastsat i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2012/13, bidrager til at sikre dette formål, eftersom den gør det muligt for disse personer effektivt at forberede deres forsvar.

49

Når mistænkte eller tiltalte anholdes eller tilbageholdes, kræver formålet om at sikre en retfærdig behandling af sagerne og en effektiv udøvelse af retten til et forsvar desuden, således som det fremgår af 22. betragtning til direktiv 2012/13, at disse personer er i stand til effektivt at anfægte anholdelsens eller tilbageholdelsens lovlighed, opnå en prøvelse af tilbageholdelsen eller anmode om midlertidig løsladelse, hvis og i det omfang der findes en sådan ret i den omhandlede medlemsstat. Med henblik herpå skal de hurtigt gøres bekendt med grundene til deres anholdelse eller tilbageholdelse. Dette er grunden til, at artikel 6, stk. 2, i direktiv 2012/13 foreskriver meddelelse af disse grunde, og at direktivets artikel 7, stk. 1, kræver, at dokumenter, som er væsentlige for en sådan effektiv anfægtelse af lovligheden af den nævnte anholdelse eller tilbageholdelse, stilles til rådighed for anholdte og tiltalte personer eller deres advokater.

50

Direktiv 2012/13 regulerer i øvrigt ikke fremgangsmåden for, hvordan den information, der er nævnt i direktivets artikel 6, skal meddeles den mistænkte eller tiltalte. Denne fremgangsmåde må imidlertid ikke være til skade for formålet med denne artikel (jf. i denne retning dom af 23.11.2021, IS (Forelæggelsesafgørelsens ulovlighed), C‑564/19, EU:C:2021:949, præmis 128 og den deri nævnte retspraksis), navnlig ikke med det formål, der ligger til grund for artiklens stk. 2, som er nævnt i nærværende doms foregående præmis.

51

Heraf følger, at for så vidt som det formål, der forfølges med artikel 6, stk. 2, i direktiv 2012/13, er sikret, kan informationen om grundene til anholdelsen eller tilbageholdelsen af mistænkte eller tiltalte, herunder vedrørende den strafbare handling, som vedkommende mistænkes eller tiltales for at have begået, meddeles dem i andre dokumenter end afgørelsen om tilbageholdelse.

52

Den omstændighed, at denne afgørelse ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger om grundene til tilbageholdelsen, er nemlig ikke i sig selv til hinder for, at de anholdte eller tilbageholdte personer effektivt kan anfægte lovligheden af deres anholdelse eller tilbageholdelse, forudsat at de oplysninger, der fremgår af andre dokumenter, som er udarbejdet af de kompetente myndigheder og meddelt disse personer, gør det muligt for dem at forstå grundene hertil.

53

Det fremgår desuden allerede af de betragtninger, der bl.a. fremgår af nærværende doms præmis 46 og 49, at de oplysninger, der er omhandlet i artikel 6, stk. 2, i direktiv 2012/13, skal gives straks til de personer, der er anholdt eller tilbageholdt, for at opfylde det mål, der forfølges med denne bestemmelse. Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 44 i forslaget til afgørelse, følger det heraf, at disse personer hurtigst muligt skal oplyses om grundene til deres anholdelse eller tilbageholdelse, dvs. på tidspunktet for frihedsberøvelsen eller inden for en kort frist efter påbegyndelsen heraf.

54

Det er følgelig vigtigt, at afgørelsen om tilbageholdelse eller andre dokumenter end denne afgørelse, som indeholder de nødvendige oplysninger vedrørende grundene til anholdelsen eller tilbageholdelsen, hurtigst muligt meddeles de anholdte eller tilbageholdte personer. Det nøjagtige tidspunkt for denne meddelelse kan imidlertid bestemmes ud fra de specifikke omstændigheder i forbindelse med frihedsberøvelsen.

55

En sådan fortolkning af artikel 6, stk. 2, i direktiv 2012/13 underbygges af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende EMRK’s artikel 5, som udtrykkeligt omhandles i 14. betragtning til direktiv 2012/13. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har nemlig allerede udtalt, at en person, der har ret til at anlægge et søgsmål med henblik på en hurtig afgørelse om lovligheden af sin frihedsberøvelse, ikke effektivt kan gøre brug af denne ret, hvis vedkommende ikke ufortøvet og i tilstrækkelig grad bliver informeret om grundene til frihedsberøvelsen (Menneskerettighedsdomstolen, 12.4.2005, Chamaïev m.fl. mod Georgien og Rusland, CE:ECHR:2005:0412JUD003637802, § 413).

56

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har desuden fastslået, at EMRK’s artikel 5, stk. 2, fastsætter en grundlæggende garanti for, at enhver anholdt skal have kendskab til grundene til anholdelsen. Artiklens stk. 2, der er integreret i det beskyttelsessystem, som denne artikel giver, pålægger en forpligtelse til på et sprog, som den pågældende forstår, at oplyse denne person om de retlige og faktiske grunde til frihedsberøvelsen, således at vedkommende kan anfægte dennes lovlighed ved en domstol i henhold til nævnte artikels stk. 4. Denne person skal have adgang til disse oplysninger »snarest muligt«, men de tjenestemænd, der berøver den pågældende frihed, behøver ikke at udlevere de fuldstændige oplysninger til den pågældende på stedet. For at afgøre, om vedkommende har modtaget oplysningerne tilstrækkeligt tidligt, skal der tages hensyn til de særlige forhold i den foreliggende sag (Menneskerettighedsdomstolen, 15.12.2016, Khlaifia m.fl. mod Italien, CE:ECHR:2016:1215JUD001648312, § 115).

57

Hvad angår de særlige omstændigheder i tvisten i hovedsagen bemærkes, at det formål, der forfølges med forpligtelsen i artikel 6, stk. 2, i direktiv 2012/13 til at informere mistænkte og tiltalte personer om grundene til deres tilbageholdelse – hvilket formål består i at gøre det muligt for den berørte person effektivt at anfægte lovligheden af sin tilbageholdelse – ikke kan nås i det tilfælde, hvor oplysningerne om grundene til denne tilbageholdelse først gives, når denne person har anlagt sag til prøvelse af lovligheden heraf. Det skal således undgås, at den nævnte person er forpligtet til at anfægte lovligheden af afgørelsen om tilbageholdelse for at kunne få kendskab til grundene hertil, eftersom den pågældende i et sådant tilfælde hverken effektivt kan forberede sit søgsmål eller vurdere mulighederne for at få medhold heri.

58

Det følger af ovenstående betragtninger, at det første spørgsmål skal besvares med, at artikel 6, stk. 2, i direktiv 2012/13 skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for anvendelsen af en national lovgivning, hvorefter grundene til tilbageholdelse af personer, der er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling, herunder oplysninger vedrørende den strafbare handling, som den pågældende er mistænkt eller tiltalt for at have begået, kan angives i andre dokumenter end afgørelsen om tilbageholdelse. Denne bestemmelse er derimod til hinder for, at disse oplysninger kun meddeles disse personer inden for rammerne af et eventuelt søgsmål til prøvelse af lovligheden af tilbageholdelsen og ikke på tidspunktet for tilbageholdelsen eller inden for en kort frist efter påbegyndelsen heraf.

59

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 6, stk. 2, i direktiv 2012/13 skal fortolkes således, at denne bestemmelse kræver, at grundene til tilbageholdelse, som meddeles de personer, der er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling, skal omfatte elementer vedrørende tidspunkt, sted og fremgangsmåde for lovovertrædelsen, disse personers konkrete deltagelse heri og den heraf følgende retlige kvalificering.

60

I lighed med den vurdering, der fremgår af nærværende doms præmis 46, skal det bemærkes, at det kvalitative kriterium, der er fastsat i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2012/13, hvorefter oplysningerne skal gives »i en tilstrækkelig detaljeret form«, ligeledes skal finde anvendelse i tilfælde af anholdelse eller tilbageholdelse som omhandlet i artikel 6, stk. 2.

61

I denne henseende præciseres det i 28. betragtning til dette direktiv, at der i forhold til det stadium, straffesagen befinder sig på, bør gives en tilstrækkelig detaljeret beskrivelse af forholdene omkring den strafbare handling, som udgør grundlaget for mistanken eller tiltalen, herunder, for så vidt som disse forhold er kendt, tidspunktet på hvilket og stedet hvor den strafbare handling påstås at have fundet sted, og den mulige retlige klassificering af den påståede strafbare handling, når en sådan beskrivelse gives for at sikre en retfærdig behandling af sagen og muliggøre en effektiv udøvelse af retten til et forsvar.

62

For at sikre det formål, der forfølges med artikel 6, stk. 2, i direktiv 2012/13, skal alle de oplysninger, der er nødvendige for, at den tilbageholdte effektivt kan anfægte lovligheden af sin tilbageholdelse, således meddeles den pågældende.

63

For det første skal den pågældende navnlig gives en beskrivelse af de relevante forhold, som de kompetente myndigheder er bekendt med, og som vedrører den strafbare handling, som den nævnte person er mistænkt eller tiltalt for at have begået. Som generaladvokaten har anført i punkt 58 i forslaget til afgørelse, skal denne beskrivelse ud over det kendte tidspunkt og sted for de faktiske omstændigheder indeholde arten af den berørte persons deltagelse i denne lovovertrædelse.

64

For det andet er det ligeledes nødvendigt i denne meddelelse at anføre den retlige kvalificering, som de kompetente myndigheder foreløbigt har lagt til grund, af den strafbare handling, som den pågældende person er mistænkt eller tiltalt for at have begået, for så vidt som denne kvalificering gør det muligt for denne person eller dennes advokat bedre at forstå grundene til tilbageholdelsen og i givet fald effektivt at anfægte lovligheden heraf ved den kompetente ret.

65

Det skal imidlertid bemærkes, således som det fremgår af 28. betragtning til direktiv 2012/13, at detaljeringsgraden af de oplysninger, der er omhandlet i de to foregående præmisser, skal tilpasses i forhold til stadium, som straffesagen befinder sig på, således at den igangværende efterforskning ikke skades, samtidig med at det sikres, at den anholdte eller tilbageholdte person får tilstrækkelige oplysninger til at kunne forstå grundene til anholdelsen eller tilbageholdelsen og i givet fald effektivt kan anfægte lovligheden heraf.

66

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende EMRK’s artikel 5, der er nævnt i nærværende doms præmis 55 og 56, bekræfter den således anførte fortolkning af artikel 6, stk. 2, i direktiv 2012/13, eftersom den kræver, at grundene til anholdelsen eller tilbageholdelsen meddeles i tilstrækkelig grad (Menneskerettighedsdomstolen, 12.4.2005, Chamaïev m.fl. mod Georgien og Rusland, CE:ECHR:2005:0412JUD003637802, § 413) og indeholder de retlige og faktiske grunde til frihedsberøvelsen, således at den berørte person kan anfægte lovligheden heraf ved en domstol i henhold til artikel 5, stk. 4 (Menneskerettighedsdomstolen, 15.12.2016, Khlaifia m.fl. mod Italien, CE:ECHR:2016:1215JUD001648312, § 115).

67

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er desuden af den opfattelse, at begrundelsen for afgørelsen om tilbageholdelse i forbindelse med EMRK’s artikel 5, stk. 1, litra c), udgør et relevant forhold, når det skal afgøres, om tilbageholdelsen af en person skal anses for at være vilkårlig. Inden for rammerne af denne bestemmelses første del, som gør det muligt lovligt at frihedsberøve en person, når der er begrundet mistanke om, at den pågældende har begået en forbrydelse, har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol således fastslået, at den fuldstændige mangel på begrundelse af retsafgørelser om tilladelse til frihedsberøvelse i en længere periode er uforenelig med det i denne artikel 5, stk. 1, fastsatte princip om beskyttelse mod vilkårlighed. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslog derimod, at varetægtsfængslingen af en sagsøger ikke kan anses for at have været vilkårlig, hvis den kompetente ret har angivet visse grunde, der begrunder opretholdelsen af varetægtsfængslingen af den pågældende, medmindre de anførte grunde er yderst kortfattede og ikke indeholder nogen henvisning til lovbestemmelser, der kan danne grundlag for den omtvistede fængsling (Menneskerettighedsdomstolen, 22.10.2018, S., V. og A. mod Danmark, CE:ECHR:2018:1022JUD003555312, § 92 og den deri nævnte retspraksis).

68

EMRK’s artikel 5, stk. 2, forpligter imidlertid ikke de kompetente myndigheder til i forbindelse med den pågældendes anholdelse at meddele vedkommende en fuldstændig opregning af alle de anklager, der er rejst mod ham (Menneskerettighedsdomstolen, 19.4.2011, Gasiņš mod Letland, CE:ECHR:2011:0419JUD006945801, § 53).

69

I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret forklaret, at afgørelsen om tilbageholdelse i henhold til artikel 74, stk. 2, nr. 2-4, i lov om indenrigsministeriet bl.a. skal indeholde de faktiske og retlige grunde til tilbageholdelsen, identifikationsoplysninger om den tilbageholdte person og dato og klokkeslæt for tilbageholdelsen.

70

Det må konstateres, at disse elementer a priori kan sikre en passende information af den tilbageholdte person, eftersom de gør det muligt for den pågældende at forstå grundene til tilbageholdelsen og i givet fald effektivt at anfægte lovligheden af denne.

71

Det tilkommer imidlertid den nationale ret at efterprøve, om de oplysninger, der er fremlagt i hvert enkelt konkret tilfælde, er tilstrækkeligt fuldstændige i overensstemmelse med, hvad der er anført i nærværende doms præmis 63-65.

72

I denne henseende fremgår det af de af den forelæggende ret anførte oplysninger, at den afgørelse om tilbageholdelse, der blev truffet med hensyn til XN, angiver de retlige og faktiske grunde til tilbageholdelsen som følger: »artikel 72, stk. 1, nr. 1, [i lov om indenrigsministeriet]« og »forstyrrelse af den offentlige orden«. Disse oplysninger synes imidlertid ikke i sig selv at være tilstrækkelige til at opfylde de krav, der følger af artikel 6, stk. 2, i direktiv 2012/13, eftersom de ikke gør det muligt for XN effektivt at anfægte lovligheden af denne afgørelse.

73

Den forelæggende ret har i øvrigt præciseret, at i bulgarsk ret er aktindsigt i materiale i sagen som omhandlet i artikel 7 i direktiv 2012/13 kun sikret personer, der har status som »tiltalt«. En person, der anholdes eller tilbageholdes, som ikke formelt har denne status, kan således ikke få adgang til de dokumenter vedrørende den pågældende sag, som de kompetente myndigheder er i besiddelse af.

74

I denne henseende bemærkes, at artikel 7, stk. 1, kræver, at dokumenter, som er væsentlige for, at lovligheden af anholdelsen eller tilbageholdelsen effektivt kan anfægtes, stilles til rådighed for anholdte og tilbageholdte personer eller deres advokater, hvorved den således supplerer den oplysningspligt, der er fastsat i artikel 6, stk. 2, i direktiv 2012/13. Nævnte artikel 7, stk. 1, finder således anvendelse på enhver person, der er anholdt eller tilbageholdt, uanset på hvilket stadium straffesagen befinder sig, og dermed uafhængigt af, hvilken retlig status denne person har i medfør af national ret.

75

I mangel af tilstrækkelige oplysninger i afgørelsen om tilbageholdelsen vedrørende grundene til denne tilbageholdelse, som kræves i henhold til artikel 6, stk. 2, i direktiv 2012/13, og i mangel af adgang til dokumenter, som er væsentlige for, at lovligheden af anholdelsen eller tilbageholdelsen effektivt kan anfægtes som fastsat i dette direktivs artikel 7, stk. 1, er en person, der i lighed med XN tilbageholdes med den begrundelse, at vedkommende er mistænkt for at have begået en strafbar handling, ikke i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til effektivt at kunne anfægte lovligheden af sin tilbageholdelse.

76

Det følger af ovenstående betragtninger, at artikel 6, stk. 2, i direktiv 2012/13 skal fortolkes således, at denne bestemmelse kræver, at grundene til tilbageholdelse af personer, der er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling, skal omfatte alle de oplysninger, der er nødvendige for, at de effektivt kan anfægte lovligheden af deres tilbageholdelse. Under hensyntagen til, på hvilket stadium straffesagen befinder sig, således at en igangværende efterforskning ikke skades, skal disse oplysninger indeholde en beskrivelse af de relevante faktiske omstændigheder, som de kompetente myndigheder har kendskab til, herunder det kendte tidspunkt og sted for de faktiske omstændigheder, arten af disse personers konkrete deltagelse i den hævdede lovovertrædelse og den retlige kvalificering, der foreløbigt lægges til grund.

77

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret: