–

DB Station & Service AG ved Rechtsanwälte M. Köhler og M. Weitner,

–

ODEG Ostdeutsche Eisenbahn GmbH ved Rechtsanwälte A.R. Schüssler og B. Uhlenhut,

–

Europa-Kommissionen ved B. Ernst og G. Meessen, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 102 TEUF og artikel 4, 7-12 og 30 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14/EF af 26. februar 2001 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur (EFT 2001, L 75, s. 29, og berigtiget i EUT 2004, L 220, s. 16), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/58/EF af 23. oktober 2007 (EUT 2007, L 315, s. 44) (herefter »direktiv 2001/14«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem DB Station & Service AG (herefter »DB Station & Service«) og ODEG Ostdeutsche Eisenbahn GmbH (herefter »ODEG«) vedrørende størrelsen af den afgift, som den sidstnævnte virksomhed skal betale for benyttelse af de banegårde og stationer, der drives af den førstnævnte virksomhed.

3

5., 11., 16., 32., 40. og 46. betragtning til direktiv 2001/14 havde følgende ordlyd:

[…]

[…]

[…]

[…]

[…]

4

Direktivets artikel 1, stk. 1, fastsatte:

»Dette direktiv fastlægger de principper og procedurer, der skal anvendes ved fastsættelse og opkrævning af jernbaneinfrastrukturafgifter og tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet.

[…]«

5

Det nævnte direktivs artikel 2 indeholdt definitioner. Bestemmelsen havde følgende ordlyd:

»I dette direktiv forstås ved: […]

[…]

[…]

[…]

[…]«

6

Samme direktivs artikel 4 med overskriften »Fastsættelse, opkrævning og inddrivelse af afgifter« foreskrev:

»1.   Medlemsstaterne fastlægger overordnede principper for afgifterne under overholdelse af kravet om forvaltningsmæssig uafhængighed i artikel 4 i [Rådets direktiv 91/440/EØF af 29. juli 1991 om udvikling af Fællesskabets jernbaner (EFT 1991, L 237, s. 25)].

Under overholdelse af nævnte krav om forvaltningsmæssig uafhængighed fastsætter medlemsstaterne også de nærmere regler for afgifterne eller overdrager beføjelserne hertil til infrastrukturforvalteren. Infrastrukturforvalteren fastlægger afgiften for brugen af infrastruktur og opkræver den.

[…]

5.   Infrastrukturforvaltere sikrer, at anvendelsen af afgiftsordningen resulterer i ensartede og ikke-diskriminerende afgifter for forskellige jernbanevirksomheder, som udfører samme form for transport på en tilsvarende del af markedet, og at de afgifter, der faktisk anvendes, er i overensstemmelse med netvejledningen.

[…]«

7

Artikel 5, stk. 1, i direktiv 2001/14 havde følgende ordlyd:

»Jernbanevirksomheder er uden forskelsbehandling berettigede til de minimumsadgangsydelser og den sporadgang til servicefaciliteter, der er beskrevet i bilag II. Ydelserne i bilag II, punkt 2, leveres uden forskelsbehandling, og anmodninger fra jernbanevirksomheder kan kun forkastes, hvis der findes levedygtige alternativer på markedsvilkår. […]«

8

Direktivets artikel 7 vedrørte afgiftsprincipper og bestemte i stk. 7:

»Leveringen af ydelserne i bilag II, punkt 2, er ikke omfattet af denne artikel. Uanset dette skal der ved fastsættelsen af priserne for de i bilag II, punkt 2, nævnte ydelser tages hensyn til konkurrencesituationen inden for jernbanedriften.«

9

Det nævnte direktivs artikel 9, stk. 1, havde følgende ordlyd:

»Enhver rabat på de afgifter, infrastrukturforvalteren opkræver af en jernbanevirksomhed for en hvilken som helst transporttjeneste, skal være i overensstemmelse med kriterierne i denne artikel, jf. dog […] artikel 81 [EF], 82 [EF], 86 [EF] og 87 [EF] og uanset artikel 7, stk. 3, i dette direktiv.«

10

Samme direktivs artikel 17 med overskriften »Rammeaftaler« foreskrev i stk. 1:

»Med forbehold af […] artikel 81 [EF], 82 [EF] og 86 [EF] kan der indgås en rammeaftale med en ansøger. En sådan rammeaftale specificerer karakteristikaene for den infrastrukturkapacitet, som ansøgeren har behov for og får tilbudt i et tidsrum, der overstiger en køreplansperiode. Rammeaftalen specificerer ikke en kanal nærmere, men bør være udformet med henblik på at imødekomme ansøgerens legitime forretningsmæssige behov. […]«

11

Artikel 24, stk. 2, i direktiv 2001/14 fastsatte:

»Hvor der findes egnede alternative strækninger, kan infrastrukturforvalteren i samråd med de berørte parter forbeholde infrastruktur til brug for bestemte typer trafik. Med forbehold af artikel 81 [EF], 82 [EF] og 86 [EF] kan infrastrukturforvalteren i så tilfælde give denne type trafik fortrinsstilling ved tildelingen af infrastrukturkapacitet.«

12

Direktivets artikel 30 med overskriften »Tilsynsorgan« havde følgende ordlyd:

»1.   Med forbehold af artikel 21, stk. 6, opretter medlemsstaterne et tilsynsorgan. Dette organ, der kan være ministeriet med ansvar for transportspørgsmål eller et andet organ, skal med hensyn til organisation, finansieringsbeslutninger, retlig struktur og beslutningstagning være uafhængigt af enhver infrastrukturforvalter, ethvert afgiftsorgan og tildelingsorgan og enhver ansøger. Det skal desuden være funktionelt uafhængigt af enhver kompetent myndighed, der tager sig af tildelingen af en kontrakt om offentlig tjeneste. Organet virker i overensstemmelse med principperne i nærværende artikel, hvorefter klage- og tilsynsfunktioner kan lægges over på separate organer.

2.   En ansøger kan indgive klage til tilsynsorganet, hvis han mener at være blevet uretfærdigt behandlet, udsat for forskelsbehandling eller på anden måde krænket, især ved en af infrastrukturforvalteren eller, hvis det er relevant, jernbanevirksomheden truffet afgørelse vedrørende:

[…]

3.   Tilsynsorganet sikrer, at afgifter, der er fastsat af infrastrukturforvalteren, er i overensstemmelse med kapitel II og ikke indebærer forskelsbehandling. Forhandlinger mellem ansøgere og en infrastrukturforvalter om niveauet for infrastrukturafgifter er kun tilladt, hvis de foregår under overvågning af tilsynsorganet. Tilsynsorganet griber ind, hvis forhandlingerne kan forventes at stride mod dette direktiv.

[…]

5.   Tilsynsorganet anmodes om at behandle alle klager og træffe de fornødne foranstaltninger senest to måneder efter modtagelsen af alle oplysninger.

Uanset stk. 6 er en afgørelse truffet af tilsynsorganet bindende for alle de af afgørelsen omfattede parter.

[…]

6.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at afgørelser truffet af tilsynsorganet kan prøves ved en domstol.«

13

Punkt 2 i bilag II til det nævnte direktiv havde følgende ordlyd:

»Sporadgang til servicefaciliteter og levering af ydelser omfatter:

[…]

c) passagerstationer og dertil hørende bygninger og andre faciliteter

[…]«

14

Artikel 55, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU af 21. november 2012 om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde (EUT 2012, L 343, s. 32) bestemmer:

»Hver medlemsstat opretter et enkelt nationalt tilsynsorgan for jernbanesektoren. Dette organ skal være en særskilt myndighed, som organisatorisk, funktionelt, hierarkisk og med hensyn til beslutningstagning er retligt adskilt fra og uafhængigt af enhver anden offentlig eller privat enhed, jf. dog stk. 2. Det skal også med hensyn til organisation, finansieringsbeslutninger, retlig struktur og beslutningstagning være uafhængigt af enhver infrastrukturforvalter, ethvert afgiftsorgan og tildelingsorgan og enhver ansøger. Det skal desuden være funktionelt uafhængigt af enhver kompetent myndighed, der tager sig af tildelingen af en kontrakt om offentlig tjeneste.«

15

Direktivets artikel 56, der har overskriften »Tilsynsorganets funktioner«, fastsætter:

»1.   Med forbehold af artikel 46, stk. 6, har en ansøger ret til at indgive klage til tilsynsorganet, hvis han mener at være blevet uretfærdigt behandlet, udsat for forskelsbehandling eller på anden måde krænket, især ved en afgørelse truffet af infrastrukturforvalteren eller, hvis det er relevant, jernbanevirksomheden eller operatøren af en servicefacilitet vedrørende:

[…]

[…]

2.   Med forbehold af de nationale konkurrencemyndigheders beføjelser til at sikre konkurrencen på markederne for jernbanetransportydelser har tilsynsorganet beføjelse til at overvåge konkurrencesituationen på markederne for jernbanetransportydelser og navnlig at føre tilsyn med stk. 1, litra a) til g), på eget initiativ med henblik på at undgå forskelsbehandling af ansøgerne. Det kontrollerer især, om netvejledningen indeholder diskriminerende bestemmelser eller giver infrastrukturforvalteren skønsbeføjelser, som kan anvendes til at forskelsbehandle ansøgerne.

[…]

6.   Tilsynsorganet sikrer, at afgifter, der er fastsat af infrastrukturforvalteren, er i overensstemmelse med kapitel IV, afdeling 2, og ikke indebærer forskelsbehandling. […]

[…]

9.   Tilsynsorganet behandler alle klager og anmoder i givet fald om relevante oplysninger og tager initiativ til høring af alle relevante parter senest en måned efter modtagelse af klagen. Det behandler alle klager, træffer de fornødne foranstaltninger og informerer de relevante parter om sin begrundede afgørelse inden for en forud fastsat rimelig frist, dog altid senest seks uger efter modtagelsen af alle relevante oplysninger. Med forbehold af de nationale konkurrencemyndigheders beføjelser til at sikre konkurrencen på markederne for jernbanetjenesteydelser træffer tilsynsorganet, hvor det er nødvendigt, på eget initiativ afgørelse om passende foranstaltninger med henblik på at korrigere forskelsbehandling af ansøgere, markedsforvridning og alle andre former for uønsket udvikling på disse markeder, navnlig med hensyn til stk. 1, litra a) til g).

En afgørelse truffet af tilsynsorganet er bindende for alle de af afgørelsen omfattede parter og er ikke underlagt kontrol fra en anden administrativ instans’ side. Tilsynsorganet skal kunne håndhæve sine afgørelser med passende sanktioner, herunder bøder.

[…]«

16

Artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i [artikel 101 TEUF og 102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1) har følgende ordlyd:

»Når medlemsstaternes konkurrencemyndigheder eller domstole anvender national konkurrenceret på aftaler, vedtagelser inden for virksomhedssammenslutninger og samordnet praksis, som omhandlet i [artikel 101, stk. 1, TEUF], som kan påvirke samhandelen mellem medlemsstater, som omhandlet i den nævnte artikel, skal de ligeledes anvende [artikel 101 TEUF] på sådanne aftaler, vedtagelser og samordnet praksis. Når medlemsstaternes konkurrencemyndigheder eller domstole anvender national konkurrenceret på misbrug, der er forbudt i henhold til [artikel 102 TEUF], skal de også anvende [artikel 102 TEUF].«

17

Allgemeines Eisenbahngesetz (den almindelige lov om jernbaner), som ændret ved Drittes Gesetz zur Änderung eisenbahnrechtlicher Vorschriften (tredje lov om ændring af jernbaneretlige bestemmelser) af 27. april 2005 (BGBl. 2005 I, s. 1138), i den affattelse, der var gældende indtil den 1. september 2016 (herefter »AEG«), bestemte i § 14b:

»(1)   Tilsynsorganet har til opgave at overvåge overholdelsen af de jernbaneretlige bestemmelser om adgang til jernbaneinfrastrukturen, navnlig hvad angår

[…]

(2)   Dette berører ikke konkurrencemyndighedernes opgaver og beføjelser i henhold til [Gesetz gegen Wettbewerbsbeschränkungen (lov om konkurrencebegrænsninger)]. Tilsynsorganet og jernbanetilsynsmyndighederne samt konkurrencemyndighederne og de kompetente tilsynsorganer i henhold til [Telekommunikationsgesetz (lov om telekommunikation)] og [Energiewirtschaftsgesetz (lov om elektricitets- og gasforsyning)] udveksler oplysninger, der kan være af betydning for udførelsen af deres respektive opgaver. De skal navnlig underrette hinanden om påtænkte beslutninger, der har til formål at forbyde jernbaneinfrastrukturvirksomheders misbrug eller diskriminerende adfærd. De skal give hinanden mulighed for at fremsætte bemærkninger, før proceduren afsluttes af den kompetente myndighed.«

18

AEG’s § 14d foreskriver:

»De offentlige jernbaneinfrastrukturvirksomheder skal underrette tilsynsorganet om:

[…]

19

Denne lovs § 14e bestemmer i stk. 1:

»Tilsynsorganet kan efter modtagelse af en i § 14d omhandlet underretning inden for en frist på

[…]

for så vidt som de påtænkte afgørelser er i strid med jernbaneretten vedrørende adgang til jernbaneinfrastrukturen.«

20

Lovens § 14f har følgende ordlyd:

»(1)   Tilsynsorganet kan af egen drift

[…]

Tilsynsorganet kan med fremadrettet virkning

for så vidt som disse er i strid med jernbaneretten vedrørende adgang til jernbaneinfrastrukturen.

(2)   Hvis der ikke indgås nogen aftale om adgang som omhandlet i § 14, stk. 6, eller en rammeaftale som omhandlet i § 14a, kan jernbaneinfrastrukturvirksomhedens afgørelser efter ansøgning eller af egen drift efterprøves af tilsynsorganet. Parter, der er adgangsberettigede, og hvis ret til adgang til jernbaneinfrastrukturen kan påvirkes, har ret til at indgive ansøgning. Ansøgningen skal indgives inden for den frist, hvor det i første punktum omhandlede forslag til indgåelse af aftaler kan godtages. Kontrollen kan navnlig vedrøre:

[…]

(3)   Såfremt en jernbaneinfrastrukturvirksomheds afgørelse i det i stk. 2 omhandlede tilfælde krænker ansøgerens ret til adgang til jernbaneinfrastrukturen

21

DB Station & Service, der er et datterselskab af Deutsche Bahn AG, som selv er den etablerede jernbaneoperatør i Tyskland, driver ca. 5400 jernbanestationer og banegårde i denne medlemsstat. Betingelserne for benyttelsen heraf er fastlagt i rammeaftaler, som DB Station & Service indgår med jernbanevirksomhederne. I henhold til disse fastsættes afgifterne på grundlag af en prisliste, der er udarbejdet af DB Station & Service.

22

ODEG er en jernbanevirksomhed, der benytter DB Station & Services infrastruktur til driften af sin virksomhed med personbefordring med jernbane på korte banestrækninger. De to virksomheder har derfor indgået en rammeaftale herom.

23

Den 1. januar 2005 indførte DB Station & Service en ny prisliste benævnt SPS 05. For ODEG betød denne prisliste en stigning i infrastrukturafgifterne, som virksomheden betalte, uden at den imidlertid medgav, at den fandt prisstigningen begrundet, idet den ikke var enig i størrelsen heraf.

24

Ved afgørelse af 10. december 2009 erklærede Bundesnetzagentur (forbundsagenturet for banenettet, Tyskland) som kompetent tilsynsorgan SPS 05 for ugyldig med virkning fra den 1. maj 2010. DB Station & Service anlagde sag til prøvelse af denne afgørelse. Ved afgørelse af 23. marts 2010 tillagde Oberverwaltungsgericht Nordrhein-Westfalen (appeldomstolen i forvaltningsretlige sager i delstaten Nordrhein-Westfalen, Tyskland) dette søgsmål opsættende virkning. På tidspunktet for den forelæggende rets vedtagelse af anmodningen om præjudiciel afgørelse i den foreliggende sag havde denne ret imidlertid endnu ikke truffet afgørelse om realiteten.

25

ODEG anlagde en række søgsmål ved Landgericht Berlin (den regionale ret i første instans i Berlin, Tyskland) med påstand om tilbagebetaling af det beløb, som selskabet i henhold til SPS 05 havde betalt i afgifter fra november 2006 til december 2010, for så vidt som dette beløb oversteg det, som selskabet ville have skullet betale ifølge den tidligere prisliste, dvs. SPS 99. ODEG fik medhold af »billighedshensyn« på grundlag af § 315 i Bürgerliches Gesetzbuch (Borgerlig lovbog), der giver dommeren mulighed for at genindføre den aftalemæssige balance, såfremt denne er brudt. DB Station & Service iværksatte appel ved den forelæggende ret, Kammergericht Berlin (den regionale appeldomstol i Berlin, Tyskland), som forenede de forskellige sager ved kendelse af 30. november 2015.

26

Den forelæggende ret har anført, at Bundesnetzagentur ved afgørelse af 11. oktober 2019 afviste flere jernbanevirksomheders klager, hvorved disse havde krævet efterfølgende efterprøvelse af lovligheden af afgiftsbeløb, der var blevet oppebåret på grundlag af SPS 05. Denne afgørelse blev genstand for et søgsmål, som på tidspunktet for den forelæggende rets vedtagelse af anmodningen om præjudiciel afgørelse stadig verserede for Verwaltungsgericht Köln (forvaltningsdomstolen i Köln, Tyskland).

27

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at afgørelsen af den tvist, der er indbragt for den, afhænger af fortolkningen af direktiv 2001/14, som er tidsmæssigt og materielt anvendelig på denne. Den forelæggende ret er navnlig i tvivl om forholdet mellem de tilsynsorganer, der er omhandlet i dette direktivs artikel 30, og de nationale civile domstoles kompetence, når de skal anvende artikel 102 TEUF.

28

Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at Domstolen i præmis 103 i dom af 9. november 2017, CTL Logistics (C-489/15, EU:C:2017:834), fastslog, at direktiv 2001/14 er til hinder for, at der i hvert enkelt tilfælde foretages en kontrol af rimeligheden af afgifterne for brug af infrastrukturen ved de almindelige domstole uafhængigt af det tilsyn, som føres af det i direktivets artikel 30 omhandlede tilsynsorgan. Det er imidlertid ikke sikkert, at betragtningerne i denne dom ligeledes kan finde anvendelse i det tilfælde, hvor disse domstole skal efterprøve lovligheden af de samme afgifter i forhold til artikel 102 TEUF og den nationale konkurrenceret, der bl.a. forbyder misbrug af en dominerende stilling.

29

Flere tyske retter har fastslået, at de principper, der er opstillet i dom af 9. november 2017, CTL Logistics (C-489/15, EU:C:2017:834), er til hinder for, at de træffer afgørelse i tilbagebetalingssøgsmål, inden det kompetente tilsynsorgan har truffet en endelig afgørelse i denne henseende. Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) har derimod fastslået i dom af 29. oktober 2019 (»Trassenentgelte«), at de civile domstoles anvendelse af artikel 102 TEUF er lovlig og påkrævet, uden at tilsynsorganet forinden skal have truffet en endelig afgørelse.

30

Den forelæggende ret er imidlertid af den opfattelse, at der er gode grunde til at fravige den tyske øverste civile domstols holdning.

31

For det første kan den efterprøvelse, som de civile domstole foretager, gøre indgreb i tilsynsorganets enekompetence, der er nævnt i dom af 9. november 2017, CTL Logistics (C-489/15, EU:C:2017:834).

32

For det andet følger det ganske vist af Domstolens praksis, bl.a. dom af 30. januar 1974, BRT og Société belge des auteurs, compositeurs et éditeurs (127/73, EU:C:1974:6), at de nationale domstole er forpligtede til at anvende artikel 102 TEUF direkte. Domstolen har dog endnu ikke taget stilling til forholdet mellem denne forpligtelse og beføjelserne tilhørende tilsynsorganet, som i henhold til direktiv 2001/14 har til opgave at føre tilsyn med afgifterne.

33

Selv om Domstolen i præmis 135 i dom af 10. juli 2014, Telefónica og Telefónica de España mod Kommissionen (C-295/12 P, EU:C:2014:2062), for det tredje fastslog, at Europa-Kommissionens anvendelse af artikel 102 TEUF ikke er betinget af en forudgående undersøgelse af de omhandlede foranstaltninger fra den nationale tilsynsmyndighed, er den forelæggende ret af den opfattelse, at denne afgørelse er begrundet i den omstændighed, at Kommissionens indgriben i modsætning til de civile domstoles anvendelse af denne bestemmelse ikke udgør en risiko for flere eventuelt divergerende afgørelser.

34

For det fjerde og sidste fastslog Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) i dom af 1. september 2020, »Stationspreissystem II«, at artikel 30, stk. 3, i direktiv 2001/14 ikke tillægger tilsynsorganet beføjelse til at tage stilling til allerede betalte afgifter og i endnu mindre grad til at pålægge tilbagebetaling heraf. Denne ret udledte heraf, at efterprøvelsen af, om der foreligger misbrug i henhold til artikel 102 TEUF, ikke griber ind i tilsynsorganets beføjelser, eftersom en sådan efterprøvelse på grundlag af artikel 102 TEUF er begrænset til tildeling af erstatning ex post i forbindelse med virksomhedernes adfærd i fortiden.

35

Det er den forelæggende rets opfattelse, at denne analyse af EU-retten er forkert. Dels er der intet i direktiv 2001/14, der kan underbygge den fortolkning, at tilsynsorganet kun træffer fremadrettede afgørelser. Dels tillader artikel 102 TEUF, at der træffes afgørelser, hvorved retsakter erklæres ugyldige, eller en bestemt adfærd kræves bragt til ophør. I øvrigt kan selv tilbagebetalingen af afgifter, der er opkrævet tidligere, medføre konkurrenceforvridning og tilsidesættelse af formålene med direktiv 2001/14.

36

Det er på denne baggrund, at Kammergericht Berlin (den regionale appeldomstol i Berlin) har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

37

Det skal indledningsvis bemærkes, at ODEG, som er en jernbanevirksomhed, har nedlagt påstand for den forelæggende ret om tilbagebetaling af DB Station & Services overopkrævning af infrastrukturafgifter for de ydelser, der er nævnt i punkt 2 i bilag II til direktiv 2001/14, dvs. i det foreliggende tilfælde adgang til »passagerstationer«.

38

Denne påstand vedrører kun de afgifter, som ODEG allerede har betalt, dvs. mellem november 2006 og december 2010. Virksomheden har derimod ikke nedlagt påstand om en ændring af de afgifter, som den var eller fortsat er forpligtet til at betale fra denne dato.

39

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret dernæst oplyst, om de nationale civile domstole har mulighed for anvende dels artikel 102 TEUF og på samme tid de relevante bestemmelser i den nationale konkurrenceret, dels udelukkende de sidstnævnte bestemmelser.

40

Det skal i denne henseende bemærkes, at i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 er medlemsstaternes konkurrencemyndigheder eller nationale domstole, når de anvender national konkurrenceret på misbrug ved en virksomhed, der har en dominerende stilling på markedet, som kan påvirke handelen mellem medlemsstater, forpligtet til at også at anvende artikel 102 TEUF (jf. i denne retning dom af 3.5.2011, Tele2 Polska, C-375/09, EU:C:2011:270, præmis 20).

41

I den foreliggende sag synes dette at være tilfældet ifølge de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt i sin anmodning om præjudiciel afgørelse.

42

Det fremgår derimod på ingen måde af beskrivelsen af tvisten i hovedsagen, at denne ret har mulighed for eller har til hensigt udelukkende at anvende de bestemmelser i national konkurrenceret, som forbyder en virksomheds ensidige adfærd. Denne del af spørgsmålet er derfor af hypotetisk karakter og kan ikke antages til realitetsbehandling.

43

Endelig fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at de fortolkningsvanskeligheder, som den forelæggende ret er stødt på, nærmere bestemt vedrører forholdet mellem tilsynsorganets beføjelser, der er fastsat i artikel 30 i direktiv 2001/14, og de nationale domstoles kompetence med hensyn til anvendelsen af artikel 102 TEUF.

44

Henset til ovenstående betragtninger skal det fastslås, at den forelæggende ret med sit første spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 30 i direktiv 2001/14 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at de nationale domstole uafhængigt af den af tilsynsorganet udøvede kontrol træffer afgørelse om et krav om tilbagebetaling af infrastrukturafgifter, der er støttet på artikel 102 TEUF og samtidig på den nationale konkurrenceret.

45

Det bemærkes, at artikel 102, litra a) og c), TEUF omhandler misbrug, som består i direkte eller indirekte påtvingelse af urimelige købs- eller salgspriser eller af andre urimelige forretningsbetingelser og anvendelse af ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for handelspartnere.

46

Artikel 102 TEUF skaber umiddelbare virkninger i forholdet mellem private og fremkalder rettigheder for borgerne, som de nationale domstole skal beskytte (jf. i denne retning dom af 30.1.1974, BRT og Société belge des auteurs, compositeurs et éditeurs, 127/73, EU:C:1974:6, præmis 16, og af 28.3.2019, Cogeco Communications, C-637/17, EU:C:2019:263, præmis 38).

47

Den fulde virkning af artikel 102 TEUF, og navnlig den effektive virkning af forbuddet i denne bestemmelse, ville blive bragt i fare, hvis det ikke var muligt for nogen at kræve erstatning for skade påført dem som følge af en dominerende virksomheds adfærd med karakter af misbrug, der kan begrænse eller fordreje konkurrencen (dom af 28.3.2019, Cogeco Communications, C-637/17, EU:C:2019:263, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

48

Enhver har således ret til at kræve erstatning for den påførte skade, når der er årsagsforbindelse mellem den nævnte skade og et misbrug af en dominerende stilling, der er forbudt i henhold til artikel 102 TEUF (dom af 28.3.2019, Cogeco Communications, C-637/17, EU:C:2019:263, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

49

Den ret, enhver har til at kræve erstatning for en sådan skade, forøger således virkningen af EU’s konkurrenceregler og er egnet til at hindre misbrug af en dominerende stilling, der kan begrænse eller fordreje konkurrencen, idet den derved bidrager til opretholdelsen af en effektiv konkurrence inden for Den Europæiske Union (dom af 28.3.2019, Cogeco Communications, C-637/17, EU:C:2019:263, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

50

Det er i lyset af disse betragtninger, at rækkevidden af artikel 30, stk. 2, i direktiv 2001/14 og de krav, der følger heraf med hensyn til en national domstol, der skal tage stilling til en påstand om tilbagebetaling af infrastrukturafgifter på grundlag af artikel 102 TEUF, skal undersøges.

51

For det første bemærkes, at det fremgår af 46. betragtning til direktiv 2001/14, at det for at sikre en effektiv forvaltning og en rimelig og ikke-diskriminerende anvendelse af jernbaneinfrastrukturen er påkrævet, at der oprettes et tilsynsorgan, der tilser, at disse EU-retlige bestemmelser overholdes, og fungerer som klageinstans uanset muligheden for at foretage en retslig prøvelse.

52

I henhold til dette direktivs artikel 30, stk. 1, er medlemsstaterne følgelig forpligtede til at oprette et sådant organ, som i medfør af direktivets artikel 30, stk. 2, kan forelægges en klage fra en ansøger, der mener at være blevet »uretfærdigt behandlet, udsat for forskelsbehandling eller på anden måde krænket« (dom af 9.11.2017, CTL Logistics, C-489/15, EU:C:2017:834, præmis 56).

53

For det første står den klagemulighed, der er fastsat i artikel 30, stk. 2, i direktiv 2001/14, således kun til rådighed for »ansøgere«. Sidstnævnte begreb, som er defineret i artikel 2, litra b), i direktiv 2001/14, omfatter især alle jernbanevirksomheder med licens (jf. i denne retning dom af 24.2.2022, ORLEN KolTrans, C-563/20, EU:C:2022:113, præmis 55) såvel som andre fysiske eller juridiske personer, som har en almennyttig eller forretningsmæssig interesse i at købe infrastrukturkapacitet.

54

Dernæst fremgår det af opregningen i artikel 30, stk. 2, litra a)-f), i direktiv 2001/14, at denne klage vedrører infrastrukturforvalterens eller i givet fald jernbanevirksomhedernes afgørelser og adfærd, for så vidt som de vedrører adgang til jernbaneinfrastrukturen, herunder de ydelser, der er omhandlet i punkt 2 i bilag II til dette direktiv. I henhold til denne artikel 30, stk. 2, litra d) og e), kan navnlig afgørelser om afgiftsordninger eller niveauet for eller strukturen i infrastrukturafgifter, som virksomheden skal eller kan komme til at skulle betale, anfægtes.

55

Endelig bemærkes, at tilsynsorganet har enekompetence til at behandle den i artikel 30, stk. 2, omhandlede klage, med eventuelt forbehold for den senere efterprøvelse foretaget af de retsinstanser, der skal træffe afgørelse om et søgsmål anlagt til prøvelse af dette organs afgørelser (jf. i denne retning dom af 9.11.2017, CTL Logistics, C-489/15, EU:C:2017:834, præmis 86).

56

Ansøgerne skal således henvende sig til dette organ, når de ønsker at opnå erstatning for enhver skade, der er forbundet med de infrastrukturafgifter, der er fastsat af en infrastrukturforvalter eller af en operatør af de i punkt 2 i bilag II til direktiv 2001/14 anførte tjenesteydelser.

57

For det andet bemærkes, at tilsynsorganets enekompetence til at påkende enhver tvist, der henhører under artikel 30, stk. 2, i direktiv 2001/14, er tæt forbundet med de tekniske krav, der er særligt kendetegnende for jernbanesektoren.

58

Som EU-lovgiver har anført, bl.a. i 40. betragtning til direktiv 2001/14, er jernbaneinfrastruktur et naturligt monopol. Dens begrænsede kapacitet kan kun udnyttes af et bestemt antal virksomheder under overholdelse af de slots, som de har fået tildelt af infrastrukturforvalterne, dvs. de organer eller virksomheder, der bl.a. har til opgave at tilrettelægge adgangen til infrastrukturen. Infrastrukturforvalterne indtager derfor en dominerende stilling i forhold til jernbanevirksomhederne.

59

I denne henseende har direktiv 2001/14, således som det bl.a. fremgår af femte og ellevte betragtning hertil, til formål at sikre ikke-diskriminerende adgang til jernbaneinfrastrukturen samtidig med, at der sikres loyal konkurrence mellem operatørerne. I 16. betragtning til dette direktiv anføres i denne henseende, at afgifts- og kapacitetstildelingsordninger skal tillade loyal konkurrence inden for jernbanetransporten (jf. i denne retning dom af 9.11.2017, CTL Logistics, C-489/15, EU:C:2017:834, præmis 36 og 37).

60

Således som det fremgår af Domstolens praksis, er den enekompetence, der er tillagt jernbanetilsynsmyndigheder, begrundet i selve disse formål (jf. i denne retning dom af 9.11.2017, CTL Logistics, C-489/15, EU:C:2017:834, præmis 87) og omfatter de særlige beføjelser, der er tillagt dem ved artikel 30, stk. 2, 3 og 5, i direktiv 2001/14.

61

Disse beføjelser gør det nemlig muligt for tilsynsorganerne at opfylde de nævnte mål og opfylde de tekniske krav til jernbaneinfrastrukturen, der er nævnt i denne doms præmis 58.

62

Hvad i denne henseende angår direktiv 2012/34, som ophævede og erstattede direktiv 2001/14, har Domstolen fastslået, at tilsynsorganets beføjelse til at overvåge anvendelsen af de regler, der er fastsat i dette direktiv, kan udøves ex officio og således ikke er betinget af, at der indgives en klage eller anlægges en sag. Domstolen har ligeledes præciseret, at en effektiv forvaltning og en rimelig og ikke-diskriminerende anvendelse af jernbaneinfrastrukturen, som er fastsat i dette direktiv, kræver, at der oprettes en myndighed, som både har til opgave på eget initiativ at føre tilsyn med aktørerne i jernbanesektorens anvendelse af de i direktivet fastsatte regler og at optræde som klageinstans (jf. i denne retning dom af 3.5.2022, CityRail, C-453/20, EU:C:2022:341, præmis 57 og 60).

63

Når et tilsynsorgan, der er oprettet i henhold til artikel 55 i direktiv 2012/34, får forelagt en klage, berører denne omstændighed således ikke organets kompetence til, om fornødent ex officio, at træffe passende foranstaltninger med henblik på at afhjælpe enhver overtrædelse af de gældende bestemmelser (jf. i denne retning dom af 3.5.2022, CityRail, C-453/20, EU:C:2022:341, præmis 61).

64

Disse betragtninger finder ligeledes anvendelse på direktiv 2001/14, hvis artikel 30 i det væsentlige svarer til artikel 56 i direktiv 2012/34, som er omhandlet i præmis 57, 60 og 61 i dom af 3. maj 2022, CityRail (C-453/20, EU:C:2022:341).

65

Det følger navnlig heraf, at tilsynsorganet i overensstemmelse med artikel 30, stk. 2 og 3, i direktiv 2001/14 har til opgave både at fungere som klageinstans og på eget initiativ overvåge, hvorledes de regler, der er fastsat i dette direktiv, anvendes af aktørerne i jernbanesektoren. I henhold til direktivets artikel 30, stk. 5, har den kompetence til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at afhjælpe tilsidesættelser af nævnte direktiv, i givet fald ex officio.

66

Derudover fastslår sidstnævnte bestemmelse, at virkningerne af en afgørelse truffet af tilsynsorganet ikke er begrænsede til parterne i en sag, der indbringes for det, men er bindende for alle de berørte parter i jernbanesektoren, uanset om det er transportvirksomhederne eller infrastrukturforvalterne. Tilsynsorganet sikrer på denne måde lige adgang til infrastrukturen for alle berørte virksomheder og opretholdelsen af en fair konkurrence inden for sektoren for levering af jernbanetjenesteydelser (jf. i denne retning dom af 9.11.2017, CTL Logistics, C-489/15, EU:C:2017:834, præmis 94 og 96).

67

For det tredje gør den klagemulighed, der er fastsat i artikel 30, stk. 2, i direktiv 2001/14, og som i givet fald er efterfulgt af en domstolsprøvelse af tilsynsorganets afgørelser, det i denne forbindelse muligt at sikre overholdelsen af artikel 102 TEUF, der forbyder misbrug af en dominerende stilling.

68

Det følger nemlig af selve formålene med direktiv 2001/14, der tilsigter at sikre en ikke-diskriminerende adgang til infrastrukturen på rimelige konkurrencevilkår, og af de forpligtelser, der i denne henseende pålægges infrastrukturforvalterne, at jernbanevirksomhederne for tilsynsorganet kan påberåbe sig en tilsidesættelse af artikel 102 TEUF.

69

De materielle regler, der er fastsat i direktiv 2001/14, bl.a. hvad angår fastsættelsen af infrastrukturafgifter, herunder de afgifter, der finder anvendelse på de i punkt 2 i bilag II til dette direktiv omhandlede ydelser, bidrager til at sikre de mål, der forfølges med artikel 102 TEUF.

70

I denne sidstnævnte henseende har Domstolen gentagne gange fastslået, at det tilkommer de infrastrukturforvaltere, der er forpligtede til at fastlægge og opkræve afgifterne uden forskelsbehandling, ikke alene at anvende adgangsbetingelserne for jernbanenettet lige på alle brugere af dette net, men ligeledes at sikre, at de faktisk opkrævede afgifter er i overensstemmelse med disse betingelser (dom af 24.2.2022, ORLEN KolTrans, C-563/20, EU:C:2022:113, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

71

Som det fremgår af artikel 9, 17 og 24 i direktiv 2001/14, berører anvendelsen af bestemmelserne om adgang til jernbaneinfrastrukturen desuden ikke de konkurrenceregler, der følger direkte af EUF-traktaten, bl.a. artikel 102 TEUF. EU-lovgiver har således ønsket at bekræfte, at infrastrukturforvalterne er forpligtede til at overholde disse regler i den primære EU-ret, når de træffer afgørelse om tildelingen af infrastrukturkapacitet og infrastrukturafgifter.

72

Dette gælder navnlig for de i punkt 2 i bilag II til direktiv 2001/14 omhandlede ydelser. Det følger nemlig ikke alene af dette direktivs artikel 5, stk. 1, og artikel 7, stk. 7, at disse ydelser skal leveres uden forskelsbehandling, men ligeledes, at der ved fastsættelsen af de tariffer, der skal anvendes, skal tages hensyn til konkurrencesituationen inden for jernbanedriften.

73

Når tilsynsorganet – som det påhviler at sikre, at både infrastrukturforvalterne og jernbaneoperatørerne overholder deres forpligtelser – skal tage stilling til en klage fra en jernbanevirksomhed, er det under disse omstændigheder i henhold til selve ordlyden af artikel 30, stk. 2, i direktiv 2001/14 forpligtet til at undersøge, om der foreligger urimelig eller diskriminerende behandling, samt om der er forvoldt enhver anden skade, hvilket omfatter spørgsmål vedrørende såvel opkrævning af afgifter for infrastruktur eller tjenesteydelser som konkurrencen.

74

Det følger heraf, at det kompetente nationale tilsynsorgan, når det skal træffe afgørelse på grundlag af artikel 30, stk. 2, i direktiv 2001/14, ikke gyldigt kan frasige sig kompetencen til at påkende en påstået overtrædelse af artikel 102 TEUF med den begrundelse, at en bestemmelse i den nationale lovgivning, såsom AEG’s § 14f, ikke giver det mulighed for at træffe afgørelse om lovligheden af allerede opkrævede infrastrukturafgifter.

75

Artikel 30, stk. 5, andet afsnit, i direktiv 2001/14 bestemmer, at en afgørelse truffet af tilsynsorganet er bindende for alle de af afgørelsen omfattede parter, men bestemmelsen indeholder ikke regler om, hvorvidt afgørelsen eventuelt er bindende for de domstole, for hvilke der på grundlag af artikel 102 TEUF er nedlagt påstand om tilbagebetaling af for meget opkrævet infrastrukturafgift.

76

Ganske vist fastslog Domstolen i præmis 97 i dom af 9. november 2017, CTL Logistics (C-489/15, EU:C:2017:834), at de civile domstoles kompetence til i henhold til nationale civilretlige bestemmelser at træffe afgørelse om tilbagebetaling af infrastrukturafgifter er begrænset til tilfælde, hvor det forudgående af tilsynsorganet eller af en domstol, der har kontrolleret dette organs afgørelse, er blevet fastslået at afgiften – også i overensstemmelse med den nationale lovgivning – er ulovlig. Det fremgår desuden af samme doms præmis 84 og 86, at det ville være i strid med den enekompetence, som tilsynsorganet er tillagt i henhold til artikel 30 i direktiv 2001/14, at overdrage den opgave direkte at anvende jernbanelovgivningen, der følger af dette direktiv, til alle nationale domstole.

77

Den sag, der gav anledning til denne dom, og følgelig den anmodning om præjudiciel afgørelse, der blev indgivet til Domstolen, vedrørte imidlertid en tvist mellem en jernbanevirksomhed og en infrastrukturforvalter vedrørende et krav om tilbagebetaling af jernbaneafgifter på grundlag af bestemmelser i tysk civilret, som i det væsentlige gjorde det muligt for den civile domstol at foretage en vurdering efter ret og billighed af disse afgifters størrelse. I det foreliggende tilfælde skal den forelæggende ret med henblik på at træffe afgørelse om ODEG’s krav om tilbagebetaling af infrastrukturafgifter derimod ikke anvende tysk civilret, men en bestemmelse i den primære EU-ret, nemlig artikel 102 TEUF, og samtidig de tilsvarende bestemmelser i national konkurrenceret.

78

Selv om efterprøvelsen af infrastrukturafgifterne i forhold til en medlemsstats civilretlige bestemmelser, som er reglerne i direktiv 2001/14 uvedkommende, efter sin art er uforenelig med de tekniske krav i jernbanetransportsektoren, med dette direktivs formål og med tilsynsorganets opgaver, som er nævnt i denne doms præmis 58-60, kan dette ikke være tilfældet med en anfægtelse af afgifternes størrelse på grundlag af artikel 102 TEUF, således som det bl.a. fremgår af nærværende doms præmis 71-73.

79

Med henblik på at bevare den fulde virkning af artikel 102 TEUF, og navnlig med henblik på at sikre ansøgerne en effektiv beskyttelse mod de skadelige følger af en tilsidesættelse af konkurrenceretten, kan den enekompetence, der er tillagt tilsynsorganet ved artikel 30 i direktiv 2001/14, følgelig ikke forhindre de kompetente nationale domstole i at påkende krav støttet på artikel 102 TEUF om tilbagebetaling af en angivelig overopkrævning af infrastrukturafgifter.

80

Henset til de krav om en sammenhængende forvaltning af jernbanenettet, der bl.a. er nævnt i denne doms præmis 57-66, er sidstnævnte bestemmelse imidlertid på ingen måde til hinder for, at tilsynsorganets enekompetence til at påkende alle aspekter af de tvister, der indbringes for det i medfør af artikel 30, stk. 2, i direktiv 2001/14, opretholdes med forbehold af de følgende betragtninger.

81

Når en jernbanevirksomhed på grundlag af artikel 102 TEUF søger at opnå tilbagebetaling af en angivelig overopkrævning af infrastrukturafgifter, skal den således, inden der anlægges sag ved de kompetente nationale domstole, forelægge det nationale tilsynsorgan spørgsmålet om afgifternes lovlighed.

82

Domstolen har i øvrigt allerede fastslået, at en reguleringsmæssig forpligtelse kan være relevant for vurderingen af et misbrug som omhandlet i artikel 102 TEUF begået af en dominerende virksomhed, der er underlagt en sektorbestemt lovgivning (jf. i denne retning dom af 14.10.2010, Deutsche Telekom mod Kommissionen, C-280/08 P, EU:C:2010:603, præmis 224 og af 25.3.2021, Deutsche Telekom mod Kommissionen, C-152/19 P, EU:C:2021:238, præmis 57).

83

For at opfylde de tekniske krav, der er forbundet med jernbanesektorens funktion, og for at sikre den effektive virkning af reglerne om adgang til infrastrukturen, samtidig med at overholdelsen af artikel 102 TEUF og dens fulde effektivitet skal sikres, er de nationale domstole, der skal tage stilling til et krav om tilbagebetaling af for meget opkrævet infrastrukturafgift, forpligtet til at samarbejde loyalt med de nationale tilsynsorganer. Det følger heraf, at selv om disse domstole ikke er bundet af de nævnte organers afgørelser, er de forpligtet til at tage hensyn til dem og begrunde deres egne afgørelser med hensyn til de faktiske og retlige vurderinger, som de samme organer har foretaget af den tvist, de har fået forelagt, og navnlig til anvendelsen af den relevante sektorlovgivning i den givne sag.

84

Det skal i denne forbindelse fremhæves, at de krav vedrørende en forudgående klagesag ved det nationale tilsynsorgan og det loyale samarbejde mellem dette og de nationale domstole, som er omtalt i denne doms præmis 81 og 83, gør det muligt – til forskel fra situationen i den sag, der gav anledning til dom af 8. juli 2021, Koleje Mazowieckie (C-120/20, EU:C:2021:553), og som Domstolen bemærkede i denne doms præmis 54 – at undgå at sætte spørgsmålstegn ved tilsynsorganets opgave og dermed ved den effektive virkning af artikel 30 i direktiv 2001/14, når de nationale domstole skal tage stilling til en sag, der er baseret på artikel 102 TEUF.

85

For at sikre den fulde virkning af sidstnævnte bestemmelse er de nationale domstole, der på dette grundlag skal tage stilling til en påstand om tilbagebetaling af en angivelig overopkrævning af infrastrukturafgifter, ikke forpligtet til at afvente udfaldet af de retssager, der er anlagt til prøvelse af afgørelser truffet af det kompetente tilsynsorgan.

86

De samme betragtninger gør sig gældende i det tilfælde, hvor en national domstol i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 skal anvende artikel 102 TEUF samtidig med de tilsvarende bestemmelser i den nationale konkurrenceret.

87

Hvad angår tvisten i hovedsagen bemærkes desuden, at Bundesnetzagentur ved dets afgørelser, der er nævnt i denne doms præmis 24 og 26, blot fastslog, at den i hovedsagen omhandlede tarif for adgang til infrastrukturen er ulovlig med fremadrettet virkning. Som det fremgår af denne doms præmis 74, kan dette organ, idet klagesagen blev indbragt for det i henhold til artikel 30, stk. 2, i direktiv 2001/14, imidlertid ikke gyldigt frasige sig sin kompetence til at træffe afgørelse om lovligheden af de tidligere opkrævede infrastrukturafgifter.

88

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 30 i direktiv 2001/14 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at de nationale domstole anvender artikel 102 TEUF samtidig med den nationale konkurrenceret med henblik på at behandle en ansøgning om tilbagebetaling af infrastrukturafgifter, dog på betingelse af, at det kompetente tilsynsorgan forinden har truffet afgørelse om, hvorvidt de omhandlede afgifter er lovlige. I denne forbindelse gælder en pligt til loyalt samarbejde for disse domstole, der er forpligtet til at tage hensyn til afgørelser truffet af tilsynsorganet som et element i deres bedømmelse og til at begrunde deres egne afgørelser i forhold til samtlige dokumenter i de sagsakter, som er blevet fremlagt for dem.

89

Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.

90

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:

Artikel 30 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14/EF af 26. februar 2001 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/58/EF af 23. oktober 2007,

skal fortolkes således, at

den ikke er til hinder for, at de nationale domstole anvender artikel 102 TEUF samtidig med den nationale konkurrenceret med henblik på at behandle en ansøgning om tilbagebetaling af infrastrukturafgifter, dog på betingelse af, at det kompetente tilsynsorgan forinden har truffet afgørelse om, hvorvidt de omhandlede afgifter er lovlige. I denne forbindelse gælder en pligt til loyalt samarbejde for disse domstole, der er forpligtet til at tage hensyn til afgørelser truffet af tilsynsorganet som et element i deres bedømmelse og til at begrunde deres egne afgørelser i forhold til samtlige dokumenter i de sagsakter, som er blevet fremlagt for dem.