EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62019TN0795

Sag T-795/19: Sag anlagt den 19. november 2019 – HB mod Kommissionen

EUT C 10 af 13.1.2020, p. 53–54 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

13.1.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 10/53


Sag anlagt den 19. november 2019 – HB mod Kommissionen

(Sag T-795/19)

(2020/C 10/64)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: HB (ved advokaterne M. Vandenbussche og L. Levi)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Sagen fremmes til realitetsbehandling og sagsøgeren gives medhold.

Følgelig:

Annullation af Kommissionens afgørelse af 15. oktober 2019 om nedsættelse af værdien af kontrakt CARDS/2008/166-429 fra 199 125 EUR til 0 (nul) EUR og om inddrivelse af alle de betalinger, på et beløb af 1 197 055,86 EUR, som er foretaget i henhold til den nævnte kontrakt.

Kommissionen tilpligtes at tilbagebetale alle de beløb, der eventuelt er inddrevet af Kommissionen på grundlag af denne afgørelse, med tillæg af morarenter beregnet på grundlag af den af Den Europæiske Centralbank fastsatte rentesats, forhøjet med 7 procentpoint.

Kommissionen tilpligtes at betale den sidste faktura, som sagsøgeren har udstedt, på et beløb af 437 649,39 EUR, med tillæg af morarenter beregnet på grundlag af den af Den Europæiske Centralbank fastsatte rentesats, forhøjet med 7 procentpoint, samt at frigive bankgarantien på et beløb af (…) og at betale erstatning for det økonomiske tab, der er lidt som følge af denne for sene frigivelse.

Kommissionen tilpligtes at betale en symbolsk erstatning på 1 EUR, med forbehold for forhøjelse.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremført ni anbringender.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen ikke har kompetence til at vedtage den omtvistede afgørelse, at sidstnævnte mangler retligt grundlag, og at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er tilsidesat. Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at Kommissionen ikke havde kompetence til at vedtage den omtvistede afgørelse, som udgjorde et eksekutionsfundament med henblik på inddrivelsen af den fordring, som Kommissionen påstår at have på sagsøgeren, i mangel af en voldgiftsklausul, som tillægger kompetence til EU’s retsinstanser med hensyn til de tvister, som opstår mellem disse, på det kontraktlige område.

2.

Andet anbringende om, at den påståede fordring er forældet og, i alle tilfælde, om tilsidesættelse af en passende frist, af artikel 73a, stk. 1, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT 2002, L 248, s. 1) (herefter »finansforordningen af 2002«), af retten til god forvaltning som fastsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og af artikel 6 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK). Ifølge sagsøgeren er den fordring, som Kommissionen påstår at have på sagsøgeren, forældet, eftersom den frist på fem år, der er fastsat i artikel 73a i finansforordningen 2002, er udløbet. I øvrigt finder artikel 85b, stk. 4, i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT 2002, L 357, s. 1) (herefter »gennemførelsesforordningen af 2002«) vedrørende grunde til afbrydelse af forældelsesfristen, ikke anvendelse. Under alle omstændigheder, og selv om afbrydelsen af forældelsesfristen var lovlig, er fristen for at vedtage den anfægtede afgørelse og den debetnota, som er vedlagt denne, åbenbart urimelig og tilsidesætter EMRK’s artikel 41 (for så vidt som denne fastsætter en grundlæggende ret, der ligeledes udgør et almindeligt retsprincip.).

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af dommen fra retten i første instans i Bruxelles (Belgien) af 5. oktober 2017 og af retssætningen om, at administrative sager skal afvente udfaldet af straffesager. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen er bundet af dommen af 5. oktober 2017 afsagt af den belgiske strafferet, som fastslog, at retsforfølgningen skulle afvises, da der ikke forelå elementer, som kunne bevise de påtalte faktiske omstændigheder. Kommissionen, som i øvrigt var indtrådt som civil part i straffesagen og som havde besluttet at afvente udfaldet af den belgiske sag inden vedtagelsen af afgørelsen om inddrivelse, er bundet af det nævnte udfald og den nationale retsinstans’ konstateringer og dette selv om dommen fra den belgiske retsinstans ikke havde retskraft i forhold til Kommissionen.

4.

Fjerde anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med åbenbart urigtige skøn. Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at det er åbenbart, at de forhold, der foreholdes sagsøgeren, ikke er bevist og at der åbenbart ikke foreligger, a fortiori alvorlige, ulovligheder. Den anfægtede afgørelse er baseret på to rapporter fra OLAF. De af sagsøgte fremførte klagepunkter er imidlertid ikke bevist.

5.

Femte anbringende om tilsidesættelse af instrukserne til tilbudsgiverne og af artikel 103 i finansforordningen af 2002. Sagsøgeren er af den opfattelse, at der blandt de klagepunkter, som sagsøgte har påberåbt sig over for sagsøgeren, ikke er nogen, som vedrører den omstændighed, at sidstnævnte fik fortrolige oplysninger, indgik en ulovlig aftale med en konkurrent eller øvede indflydelse på bedømmelsesudvalget eller på den ordregivende myndighed i forbindelse med undersøgelsen, klarlæggelsen, bedømmelsen eller sammenligningen af tilbuddene. Følgelig er hverken betingelserne i artikel 103 i finansforordningen af 2002 eller betingelserne i artikel 13, litra a), i instrukserne til tilbudsgiverne opfyldt.

6.

Sjette anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar med den begrundelse, at sagsøgerens ret til at blive hørt er tilsidesat.

7.

Syvende anbringende om tilsidesættelse af princippet om god administration, af princippet om, at kontrakter skal opfyldes i god tro, og af princippet om forbud mod »retsmisbrug«. Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at Kommissionen hverken har handlet omhyggeligt eller upartisk.

8.

Ottende anbringende om en ulovlighedsindsigelse med hensyn til artikel 103 i finansforordningen af 2002, for så vidt som denne artikel tilsidesætter det almindelige retsprincip om forbud mod ugrundet berigelse. Artikel 103 i finansforordningen af 2002 giver nemlig en institution mulighed for at inddrive alle de beløb, der er betalt i hele den periode, hvor kontrakten blev opfyldt, selv om sidstnævnte udelukkende blev opfyldt af kontrahenten. Artikel 103 i finansforordningen af 2002 betyder, at institutionen således kan nyde godt af alle de ydelser, der leveres af kontrahenten, uden at der skyldes denne noget beløb. Det skal fastslås, at artikel 103 er ulovlig, for så vidt som den tillader institutionen at forbedre sin formue ubegrundet til skade for kontrahentens formue.

9.

Niende anbringende, som fremsættes subsidiært, om tilsidesættelse af artikel 103 i finansforordningen af 2002 og af proportionalitetsprincippet. Ifølge sagsøgeren skal institutionens bedømmelse foretages i overensstemmelse med artikel 103 i finansforordningen af 2002. Dette betyder, at Kommissionen ikke kan anvende flere sanktioner, idet artikel 103 fastsætter en liste over sanktioner, som ikke er kumulativ. Denne bedømmelse skal desuden foretages under overholdelse af proportionalitetsprincippet, idet institutionen skal sikre, at dens afgørelse står i forhold til alvorligheden af den pågældende ulovlighed. Denne proportionalitetsforpligtelse er et udtryk for princippet om god tro, som gælder ved opfyldelsen af kontrakter. Dette har imidlertid ikke været tilfældet i den foreliggende sag.


Top