EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62019CC0824

Forslag til afgørelse fra generaladvokat H. Saugmandsgaard Øe fremsat den 22. april 2021.
TC og UB mod Komisia za zashtita ot diskriminatsia og VA.
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Varhoven administrativen sad.
Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – direktiv 2000/78/EF – forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap – artikel 2, stk. 2, litra a) – artikel 4, stk. 1 – artikel 5 – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 21 og 26 – De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder – funktionerne som domsmand i en straffesag – blind person – fuldstændig udelukkelse fra deltagelse i straffesager.
Sag C-824/19.

Court Reports – General Court - 'Information on unpublished decisions' section)

ECLI identifier: ECLI:EU:C:2021:324

 FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

H. SAUGMANDSGAARD ØE

fremsat den 22. april 2021 ( 1 )

Sag C-824/19

TC,

UB

mod

Komisia za zashtita ot diskriminatsia,

VA

procesdeltager:

Varhovna administrativna prokuratura

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Varhoven administrativen sad (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Bulgarien))

»Præjudiciel forelæggelse – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – forskelsbehandling på grund af handicap – direktiv 2000/78/EF – en blind persons virke som professionel domsmand i en straffesag – artikel 4, stk. 1 – regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav for virket som domsmand – strafferetsplejeregler – artikel 5 – tilpasninger i rimeligt omfang – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 47 – ret til en retfærdig rettergang – De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder – artikel 13 – adgang til domstolsprøvelse«

I. Indledning

1.

Den foreliggende sag drejer sig om forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med erhverv. Den vedrører virket som domsmand i en straffesag, der i det foreliggende tilfælde udøves mod vederlag – og således erhvervsmæssigt – af en blind person.

2.

Domstolen anmodes om at fortolke direktiv 2000/78/EF ( 2 ), som forbyder forskelsbehandling på grund af handicap, i lyset af De Forenede Nationers konvention af 13. december 2006 om handicappedes rettigheder ( 3 ) (herefter »FN-konventionen«), og at tage stilling til, om en fuldstændig udelukkelse af blinde fra at deltage i straffesager som domsmand, som lønnet aktivitet, kan være begrundet i henhold til dette direktivs artikel 4, stk. 1. Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om synet er et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav i denne bestemmelses forstand.

3.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse er fremsat i forbindelse med en tvist mellem på den ene side TC og UB, henholdsvis retsformand og dommer ved en afdeling for strafferetlige sager, og på den anden side Komisia za zashtita ot diskriminatsia (kommissionen til beskyttelse mod forskelsbehandling, Bulgarien) og VA, domsmand ved denne afdeling, som er blind. TC og UB har anfægtet en afgørelse truffet af kommissionen til beskyttelse mod forskelsbehandling, hvorved de var blevet pålagt bøder for forskelsbehandling af VA på grund af handicap, idet de ikke havde tilladt hende at deltage som domsmand.

4.

Sagen bør foranledige Domstolen til at foretage en afvejning af den statslige arbejdsgivers pligt til at træffe egnede foranstaltninger til erhvervsmæssig integration af handicappede – i det foreliggende tilfælde med henblik på at udøve lønnet aktivitet som domsmand i straffesager – på den ene side og de nationale strafferetsplejeregler, som skal sikre en retfærdig rettergang, på den anden side.

5.

På grundlag af min analyse vil jeg foreslå Domstolen, at den fastslår, at medlemsstaterne, når det drejer sig om lønnet aktivitet, så vidt muligt skal fortolke deres strafferetsplejeregler på en måde, der giver blinde mulighed for at deltage som domsmand i straffesager. Hvad nærmere bestemt angår en person som den i hovedsagen omhandlede, der opfylder den nationale lovgivnings kriterier for at være domsmand i disse sager, og som er blevet godkendt til at arbejde som sådan, vil jeg opfordre Domstolen til at fastslå, at en fuldstændig udelukkelse af den pågældende fra at deltage i sådanne sager på grundlag af den vurdering, at vedkommende angiveligt ikke er egnet til at udføre funktionerne som domsmand på grund af sit handicap, er uforholdsmæssig og udgør forskelsbehandling i strid med direktiv 2000/78, sammenholdt med FN-konventionen.

II. Retsforskrifter

A.   Folkeretlige bestemmelser

6.

FN-konventionens artikel 5, stk. 2, forbyder enhver diskrimination på grund af handicap, bl.a. med hensyn til arbejde, jf. konventionens artikel 27, og bestemmer, at deltagerstaterne skal foretage tilpasninger i rimeligt omfang for at fremme lighed og afskaffe diskrimination.

7.

Konventionens artikel 13, der har overskriften »Adgang til retssystemet«, fastsætter følgende i stk. 1:

»Deltagerstaterne skal sikre, at handicappede har effektiv adgang til at gøre brug af retssystemet på lige fod med andre, bl.a. ved tilvejebringelse af procesretlige og alderssvarende tilpasninger for at gøre det lettere at deltage direkte eller indirekte, herunder som vidner, i alle former for retssager, bl.a. på de efterforskningsmæssige og andre forberedende stadier.«

B.   EU-retten

8.

Følgende fremgår af 17., 20. og 23. betragtning til direktiv 2000/78:

»(17)

Med forbehold af forpligtelsen til i rimeligt omfang at foretage tilpasninger af hensyn til personer med handicap kræver dette direktiv hverken ansættelse, forfremmelse, fortsat ansættelse eller uddannelse af en person, der ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i forbindelse med den pågældende stilling eller at følge en given uddannelse.

[…]

(20)

Der bør vedtages passende, dvs. effektive og praktiske foranstaltninger med henblik på at tilpasse arbejdspladsen til en handicappet, f.eks. ved at indrette lokaler eller tilpasse udstyr, arbejdsmønstre, opgavefordeling, samt adgang til uddannelse og instruktion.

[…]

(23)

Under meget begrænsede omstændigheder kan ulige behandling retfærdiggøres, når en relevant egenskab, der vedrører religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, udgør et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav, når målet er legitimt, og kravet står i et rimeligt forhold hertil. Sådanne omstændigheder bør medtages i de oplysninger, som medlemsstaterne skal meddele Kommissionen.«

9.

Direktivets artikel 2, der har overskriften »Begrebet forskelsbehandling«, bestemmer:

»1.   I dette direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må udsættes for nogen form for direkte eller indirekte forskelshandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde.

2.   I henhold til stk. 1

a)

foreligger der direkte forskelsbehandling, hvis en person af en eller flere af de i artikel 1 anførte grunde behandles ringere, end en anden i en tilsvarende situation bliver, er blevet eller ville blive behandlet

[…]

5.   Dette direktiv berører ikke foranstaltninger fastsat ved national lovgivning, som i et demokratisk samfund er nødvendige af hensyn til den offentlige sikkerhed, den offentlige orden, for at forebygge forbrydelse, for at beskytte sundheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.«

10.

Direktivets artikel 3, stk. 1, der har overskriften »Anvendelsesområde«, har følgende ordlyd:

»Inden for rammerne af Fællesskabets beføjelser finder dette direktiv anvendelse både i den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer, på alle personer for så vidt angår:

a)

vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse, udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og erhvervsmæssig beskæftigelse, herunder udvælgelseskriterier og ansættelsesvilkår, uanset branche og uanset niveau i erhvervshierarkiet, herunder i henseende til forfremmelse

[…]

c)

ansættelses- og arbejdsvilkår, herunder afskedigelse og løn

[…]«

11.

Samme direktivs artikel 4, der har overskriften »Erhvervsmæssige krav«, bestemmer i stk. 1:

»Uanset artikel 2, stk. 1 og 2, kan medlemsstaterne bestemme, at ulige behandling, som er baseret på en egenskab, der har forbindelse med en eller flere af de i artikel 1 anførte grunde, ikke udgør forskelsbehandling, hvis den pågældende egenskab på grund af karakteren af bestemte erhvervsaktiviteter eller den sammenhæng, hvori sådanne aktiviteter udøves, udgør et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav, forudsat at målet er legitimt, og at kravet står i rimeligt forhold hertil.«

12.

Artikel 5 i direktiv 2000/78 med overskriften »Tilpasninger til handicappede i rimeligt omfang« bestemmer:

»Med henblik på at sikre, at princippet om ligebehandling af handicappede overholdes, foretages der tilpasninger i rimeligt omfang. Det betyder, at arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov, for at give en handicappet adgang til beskæftigelse, til at udøve den eller have fremgang i den eller for at give vedkommende adgang til uddannelse, medmindre arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Hvis denne byrde i tilstrækkeligt omfang lettes gennem foranstaltninger, der er normale elementer i den pågældende medlemsstats handicappolitik, anses den ikke for at være uforholdsmæssig stor.«

C.   Bulgarsk ret

13.

Artikel 6, stk. 1, i Konstitutsia na Republika Bulgaria (Republikken Bulgariens forfatning) (DV nr. 56 af 13.7.1991, som ændret, DV nr. 12 af 6.2.2007) bestemmer:

»(1) Alle mennesker er født lige med hensyn til værdighed og rettigheder.«

14.

Forfatningens artikel 48 har følgende ordlyd:

»(1)   Borgerne har ret til arbejde. Staten skal tilvejebringe betingelserne for at udøve denne ret.

(2)   Staten sikrer betingelser for udøvelse af retten til arbejde for personer med fysiske og psykiske handicap […]«

15.

Artikel 4, stk. 1, i zakon za zashtita ot diskriminatsia (lov om beskyttelse mod forskelsbehandling) (DV nr. 86 af 30.9.2003, som ændret, DV nr. 26 af 7.4.2015, herefter »lov om beskyttelse mod forskelsbehandling«) forbyder enhver form for direkte og indirekte forskelsbehandling, bl.a. på grund af handicap.

16.

Artikel 7, stk. 1, nr. 2), i lov om beskyttelse mod forskelsbehandling har følgende ordlyd:

»Følgende udgør ikke forskelsbehandling:

ulige behandling af personer, som er baseret på en egenskab, der har forbindelse med en af de i artikel 4, stk. 1, anførte grunde, hvis den pågældende egenskab på grund af karakteren af et bestemt erhverv eller en bestemt aktivitet eller den sammenhæng, hvori dette erhverv [eller denne aktivitet] udøves, udgør et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav, målet er legitimt, og kravet ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå målet.«

17.

Artikel 66 i zakon za sadebnata vlast (lov om retssystemet) (DV nr. 64 af 7.8.2007, som ændret, DV nr. 29 af 8.4.2019, herefter »lov om retssystemet«) bestemmer, at rettens sammensætning ved behandling af en sag i første instans også omfatter »sadebni zasedateli« (domsmænd), der har de samme rettigheder og forpligtelser som dommerne.

18.

Artikel 67, stk. 1, i lov om retssystemet har følgende ordlyd:

»Enhver bulgarsk statsborger, der er i stand til at udøve sine rettigheder, kan udnævnes til domsmand, såfremt vedkommende

1.

er mellem 21 og 68 år

2.

har nuværende adresse i en kommune inden for retskredsen for den ret, i hvilken vedkommende har søgt om at blive domsmand

3.

som minimum har gennemført en uddannelse på sekundært niveau

4.

ikke er blevet dømt for en forsætlig lovovertrædelse; dette gælder også i tilfælde af rehabilitation

5.

ikke lider af en psykisk sygdom.«

19.

Artikel 8, stk. 1, i nakazatelno-protsesualen kodeks (strafferetsplejeloven) (DV nr. 86 af 28.10.2015, som ændret, DV nr. 16 af 22.2.2019, herefter »strafferetsplejeloven«) bestemmer:

»I de tilfælde, der er omhandlet i denne lov, og ifølge de ved denne lov fastsatte nærmere bestemmelser, deltager domsmænd i sammensætningen af retternes dommerkollegier.«

20.

Denne lovs artikel 13 bestemmer i stk. 1, at retten, anklagemyndigheden og de for efterforskningen ansvarlige myndigheder inden for rammerne af deres kompetence har pligt til at træffe alle foranstaltninger for at fastslå den objektive sandhed, og i stk. 2, at den objektive sandhed fastslås ifølge de nærmere bestemmelser og med de midler, der er fastsat i denne lov.

21.

I henhold til den nævnte lovs artikel 14, stk. 1, træffer retten, anklagemyndigheden og de for efterforskningen ansvarlige myndigheder afgørelse på grundlag af deres inderste overbevisning.

22.

Ifølge samme lovs artikel 18 træffer retten, anklagemyndigheden og de for efterforskningen ansvarlige myndigheder afgørelse på grundlag af beviser, som de selv har indsamlet og undersøgt, medmindre andet fremgår af denne lov.

III. Tvisten i hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen

23.

VA har varigt nedsat arbejdsevne, fordi hun har mistet synet. Hun har afsluttet jurastudiet, bestået den faglige kvalifikationseksamen og har derefter arbejdet for Sayuz na slepite (blindeforeningen) og Den Europæiske Blindeunions organisation.

24.

I 2014 blev VA i forbindelse med en procedure, der blev gennemført af byrådet i Sofia, godkendt som domsmand ved Sofiyski gradski sad (byretten i Sofia, Bulgarien). Hun blev tilknyttet Sofiyski rayonen sad (kredsdomstolen i Sofia, Bulgarien) og, ved lodtrækning, denne rets sjette afdeling for straffesager, som dommer UB samt tre andre domsmænd også var tilknyttet. Den 25. marts 2015 aflagde hun ed som domsmand for denne ret.

25.

I en periode på næsten halvandet år, fra den 25. marts 2015 til den 9. august 2016, deltog VA ikke i et eneste retsmøde i en straffesag. I maj 2015 anmodede hun formanden for Sofiyski rayonen sad (kredsdomstolen i Sofia, Bulgarien), TC, om at blive tilknyttet en anden dommer, men fik ikke noget svar fra TC.

26.

Den 24. september 2015 indledte VA en sag for kommissionen til beskyttelse mod forskelsbehandling, idet hun gjorde gældende, at hun var blevet udsat for ugunstig behandling på grund af sit handicap af dommer UB, for så vidt som sidstnævnte ikke havde godkendt hende til deltagelse i en straffesag, og af retsformanden, TC, som ikke havde svaret på hendes anmodning om at blive tilknyttet en anden dommer med henblik på at kunne udøve sin ret til at arbejde som domsmand.

27.

Ved afgørelse af 6. marts 2017 afgjorde kommissionen til beskyttelse mod forskelsbehandling, efter at have hørt UB og TC, at disse havde forskelsbehandlet VA på grund af handicap, bl.a. som omhandlet i artikel 4 i lov om beskyttelse mod forskelsbehandling, og pålagde dem hver en bøde på henholdsvis 500 og 250 bulgarske leva (BGN) (ca. 256 og 128 EUR).

28.

UB og TC anlagde begge sag til prøvelse af denne afgørelse ved Administrativen sad Sofia-grad (forvaltningsdomstolen i Sofia, Bulgarien), som afviste søgsmålene. Denne ret fandt bl.a., at det var ulovligt at opstille principielle begrænsninger for adgangen til at udøve et bestemt erhverv eller en bestemt aktivitet, f.eks. som domsmand, ud fra den antagelse, at det pågældende handicap ville gøre det umuligt at udøve dette erhverv eller denne aktivitet på fyldestgørende måde. Ganske vist kræver strafferetsplejereglerne, at en domsmand overholder straffeprocedurens grundlæggende principper, dvs., for et dommerkollegium, umiddelbarhed, fastlæggelse af den objektive sandhed og dannelse af en inderste overbevisning. Den antagelse, at et handicap i alle tilfælde fratager en person evnen til at overholde disse principper, udgør imidlertid forskelsbehandling. Den nævnte ret tilføjede, at dette synspunkt blev underbygget af den omstændighed, at VA deltog i en række retsmøder i straffesager fra den 9. august 2016, hvor en lovreform, der indførte elektronisk fordeling af domsmænd, trådte i kraft.

29.

UB og TC har iværksat kassationsanke ved Varhoven administrativen sad (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Bulgarien) til prøvelse af afgørelserne truffet af Administrativen sad Sofia-grad (forvaltningsdomstolen i Sofia, Bulgarien). UB har til støtte for sin appel gjort gældende, at retten i første instans med urette satte loven om beskyttelse mod forskelsbehandling over strafferetsplejeloven, som har forrang, og de i denne lov fastsatte principper. Hun har fremhævet, at hun som dommer i straffesager havde pligt til at overholde loven om beskyttelse mod forskelsbehandling og disse principper ved prøvelsen af sagerne ved retten, samtidig med at hun skulle sikre, at alle dommerkollegiets medlemmer behandlede beviserne på samme måde, samt sikre, at disse medlemmer fik et umiddelbart indtryk af procesdeltagernes adfærd. TC har gjort gældende, at førsteinstansretten skulle have anvendt denne lovs artikel 7, stk. 1, nr. 2, om et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav. En domsmands funktioner kan på grund af deres art ikke varetages af personer, hvis handicap medfører en tilsidesættelse af de nævnte principper.

30.

På denne baggrund har den forelæggende ret, henset til strafferetsplejereglerne, anført, at det ikke er slået klart fast, om ulige behandling af en person med et handicap i form af blindhed, såsom VA, under dennes virke som domsmand er lovlig i lyset af bestemmelserne i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), FN-konventionen samt direktiv 2000/78, som skal sikre ligebehandling af handicappede med hensyn til beskæftigelse og erhverv.

31.

Under disse omstændigheder har Varhoven administrativen sad (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Bulgarien) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)

Fører fortolkningen af artikel 5, stk. 2, i [FN-konventionen] og af artikel [2], stk. 1, 2 og 3, samt artikel 4, stk. 1, i […] direktiv 2000/78 […] til den konklusion, at det er lovligt, at en person uden synsevne kan virke som domsmand og deltage i straffesager, eller

2)

[Vedrører] en varigt blind persons konkrete handicap et kriterium, som udgør et [regulært] og afgørende krav til virket som domsmand, og som begrunder en [ulige behandling] og ikke udgør [forskelsbehandling] på grundlag af »handicap«?«

32.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgik til Domstolens Justitskontor den 12. november 2019. VA, den polske og den portugisiske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Der er ikke blevet afholdt mundtlig forhandling.

IV. Bedømmelse

33.

Jeg gør indledningsvis først og fremmest opmærksom på, at de præjudicielle spørgsmål, der drejer sig om fortolkningen af direktiv 2000/78, ikke vedrører alle domsmænd i straffesager, men udelukkende dem, der – som fastsat i det bulgarske system, som dette er beskrevet i forelæggelsesafgørelsen – udøver deres funktioner som en lønnet, og følgelig professionel, aktivitet.

34.

Endvidere skal jeg fremhæve, at den i hovedsagen omhandlede domsmand, VA, ikke kun har et synshandicap, men er blind.

35.

Jeg vil i nedenstående bedømmelse undersøge de præjudicielle spørgsmål under ét med henblik på en besvarelse. Først og fremmest vil jeg, uden større besvær, konstatere, at en situation som den, en person som VA befinder sig i, klart henhører under anvendelsesområdet for direktiv 2000/78, hvorefter jeg vil fokusere på det centrale spørgsmål om, hvorvidt den ulige behandling, hun er udsat for, er omfattet af en undtagelse, navnlig undtagelsen i dette direktivs artikel 4, stk. 1, om et regulært og afgørende krav, og om den opfylder et legitimt mål samt står i rimeligt forhold hertil.

A.   Anvendelsen af direktiv 2000/78

36.

Jeg gør opmærksom på, at direktiv 2000/78 – som det fremgår af dets titel og præambel – tilsigter at fastlægge en generel ramme med henblik på at sikre enhver person ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, idet vedkommende tildeles en effektiv beskyttelse mod forskelsbehandling af en af de i artikel 1 anførte grunde, herunder handicap ( 4 ).

37.

Den foreliggende sag ligger således inden for anvendelsesområdet for direktiv 2000/78.

38.

For det første vedrører den – som anført i mine indledende bemærkninger – virket som domsmand i straffesager, udført som lønnet arbejde ( 5 ). Det fremgår således af den forelæggende rets oplysninger, at virket som domsmand udføres mod vederlag, og at det åbenbart ikke er tidsbegrænset.

39.

For det andet vedrører den foreliggende sag et handicap som omhandlet i artikel 1 i direktiv 2000/78 og som defineret i retspraksis, dvs. en begrænsning som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere ( 6 ). En skade på en sensorisk funktion, i dette tilfælde synet, er således en fysisk skade i denne artikels forstand.

40.

For det tredje vedrører den forskelsbehandling, som VA har fået, og som – hvilket ikke synes at være bestridt – var direkte knyttet til hendes handicap, adgang til lønnet beskæftigelse som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), i direktiv 2000/78, dvs. beskæftigelse som domsmand, og et vilkår for adgang til beskæftigelse som omhandlet i dette direktivs artikel 3, stk. 1, litra c), idet den pågældende er helt uden synsevne.

41.

Som følge heraf er dommerens og retsformandens behandling af VA, som bestod i, at hun aldrig blev valgt til domsmand i en straffesag, omfattet af direktiv 2000/78. VA blev frataget muligheden for at udøve lønnet aktivitet som domsmand i straffesager med den begrundelse, at hun er blind, dvs. på grund af en egenskab, der har direkte forbindelse med en af de i artikel 1 i direktiv 2000/78 anførte grunde, nemlig handicap.

42.

Det skal efterprøves, om denne ulige behandling ikke desto mindre er omfattet af en af de undtagelser, der er fastsat i dette direktiv.

B.   Spørgsmålet, om der gælder en undtagelse fra forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af handicap

43.

To bestemmelser i direktiv 2000/78 er relevante for vurderingen af, om ulige behandling, der er direkte begrundet i handicap, ikke desto mindre er tilladt og således ikke udgør forskelsbehandling, som er forbudt ifølge dette direktiv.

44.

For det første bestemmer dette direktivs artikel 2, stk. 5, at det ikke berører foranstaltninger fastsat ved national lovgivning, som er nødvendige for at beskytte andres rettigheder og friheder.

45.

Denne bestemmelse kunne gælde i forbindelse med en lovforskrift, der har til formål at beskytte tredjemand, f.eks. en anklaget, hvis ret til forsvar i en straffesag kan blive berørt. I henhold til nævnte artikel 2, stk. 5, er en lovforskrift imidlertid påkrævet. Det fremgår således ikke, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning specifikt anfører – ved brug af en sådan forskrift – at lønnet aktivitet som domsmand ikke kan udøves af personer, der er blinde ( 7 ). Jeg gør i øvrigt opmærksom på, at den forelæggende ret, som det i givet fald tilkommer at efterprøve dette, ikke har henvist til denne bestemmelse. Udelukkelse af blinde fra udøvelsen af erhvervet som domsmand synes således ikke i det foreliggende tilfælde at være omfattet af en begrundelse i henhold til nævnte artikel 2, stk. 5.

46.

Endvidere fremgår det af artikel 4 i direktiv 2000/78, der har overskriften »Erhvervsmæssige krav«, at medlemsstaterne i overensstemmelse med denne artikels stk. 1 kan bestemme, at ulige behandling, som er baseret på en egenskab, f.eks. en vis fysisk egnethed, der har forbindelse med en eller flere af de i dette direktivs artikel 1 anførte grunde, bl.a. handicap, ikke udgør forskelsbehandling, hvis den udgør et »regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav«, forudsat at målet er legitimt, og at kravet står i rimeligt forhold hertil.

47.

Muligheden for eventuelt at begrunde ulige behandling på grund af handicap baseret på denne artikel 4, stk. 1, udgør netop kernen i nærværende præjudicielle spørgsmål. Som nævnt har dommeren og retsformanden gjort gældende, at strafferetsplejereglerne og ‑principperne, dvs. princippet om umiddelbarhed, en direkte bedømmelse af beviserne med henblik på at fastlægge den objektive sandhed, den inderste overbevisning og dommerkollegiets medlemmers lige behandling med hensyn til bevisførelsen, er til hinder for, at en domsmand, der er blind, kan deltage i straffesager. De anser synet for at være et regulært og afgørende krav for virket som domsmand med henblik på overholdelsen af disse regler og principper.

48.

Domstolen har allerede fastslået, at betingelsen om besiddelse af særlige fysiske evner kan anses for at være et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2000/78 med henblik på udøvelsen af erhvervet som pilot i et luftfartsselskab ( 8 ) eller erhvervet som brandmand ( 9 ). Det fremgår af Domstolens praksis, at en vis synsstyrke tilsvarende kan anses for et regulært og afgørende krav for udøvelsen af erhvervet som fører af tunge køretøjer ( 10 ).

49.

Er det samme tilfældet for synsevnen med henblik på at udøve lønnet aktivitet som domsmand i overensstemmelse med strafferetsplejereglerne og ‑principperne?

50.

Jeg gør opmærksom på, at undtagelsen vedrørende et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2000/78 ifølge 23. betragtning til dette direktiv kun finder anvendelse under meget begrænsede omstændigheder.

51.

De nationale strafferetsplejeregler, som rettens dommer og formand har henvist til for at forsvare deres synspunkt, har til formål at sikre en retfærdig rettergang.

52.

Dette formål er tydeligvis legitimt. Retten til en retfærdig rettergang er således en grundlæggende rettighed, som er fastsat i artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der blev undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), og i chartrets artikel 47. Spørgsmålet er, hvorvidt det er nødvendigt for at sikre en retfærdig rettergang, at domsmanden kan se, og om udelukkelsen af en blind fra at deltage som domsmand i alle straffesager i givet fald er en egnet reaktion, som ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at opfylde dette formål.

53.

Jeg vil nedenfor i dette forslag til afgørelse redegøre for, at svaret på dette spørgsmål indebærer en hårfin balance mellem to grundlæggende rettigheder, nemlig for det første retten til en retfærdig rettergang (underafsnit 1) og for det andet den handicappedes ret til ikke at blive udsat for erhvervsmæssig forskelsbehandling ( 11 ) (underafsnit 2), hvorefter jeg vil drage en konklusion vedrørende en sag som hovedsagen (underafsnit 3).

1. Den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang

54.

For at forstå de regler om en retfærdig rettergang, der gælder for domsmænd i straffesager, vil jeg først ganske kort gennemgå en domsmands funktion og fremhæve den problemstilling, der er forbundet hermed.

a) Domsmandens rolle i straffesager

55.

Domsmænd er borgere, som kollektivt deltager i retsvæsenet på det strafferetlige område, idet de alene eller sammen med professionelle dommere afgør skyldsspørgsmål og undertiden også, sammen med disse dommere, udmåler straffen ( 12 ).

56.

I modsætning til de professionelle dommere har de ikke en dommeruddannelse. De udvælges blandt befolkningen, sædvanligvis ved lodtrækning, og anses for at repræsentere samfundet i dets mangfoldighed ( 13 ).

57.

Domsmændene deltager enten i en »traditionel« jury, dvs. i en proces, hvor de professionelle dommere ikke kan deltage i rådslagningen, eller i domsmandssager sammen med professionelle dommere. I det sidstnævnte tilfælde, som er den ordning, Republikken Bulgarien har valgt, deltager domsmændene i dommerkollegiet og i rådslagningen sammen med professionelle dommere ( 14 ).

58.

»Nævningeting« er en institution, der udspringer af ønsket om at knytte borgere fra civilsamfundet til retshandlinger, navnlig når der er tale om særligt grove lovovertrædelser ( 15 ). De bidrager således til en upartisk domstol uden forudindtagethed eller forudfattet stillingtagen ( 16 ).

59.

Under hensyntagen til den afgørende rolle, som domsmænd har i straffesager, eftersom de deler eller bærer hele ansvaret for afgørelsen af skyldsspørgsmålet, hvilket kan have anselige konsekvenser for den anklagede med hensyn til frihedsberøvelse, har medlemsstaterne fastsat strafferetsplejeregler for processen, som i fuldt omfang gælder for domsmænd.

b) De strafferetsplejeregler og ‑principper, som skal sikre en retfærdig rettergang

60.

De strafferetsplejeregler og ‑principper, som er gjort gældende af såvel rettens dommer og formand som af førsteinstansretten, er princippet om umiddelbarhed, et umiddelbart indtryk af beviserne, hvorved den objektive sandhed kan fastlægges, og den inderste overbevisning.

61.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har adskillige gange haft lejlighed til at undersøge princippet om umiddelbarhed, som findes i adskillige retsordener. Dens betragtninger er afspejlet i en nyere dom fra Domstolen ( 17 ). Den fastslog, at princippet om umiddelbarhed er et af de væsentlige elementer i retfærdig rettergang. Det indebærer, at de personer, der har ansvaret for at træffe afgørelse om, hvorvidt en tiltalt er skyldig eller uskyldig, principielt afhører vidnerne personligt og bedømmer deres troværdighed. Det anerkendes, at bedømmelsen af et vidnes troværdighed er en vanskelig opgave, som normalt ikke kan udføres ved hjælp af den blotte læsning af indholdet af vidnets erklæringer, således som disse erklæringer er optegnet i retsbøger fra retsmøder ( 18 ). Det er navnlig vigtigt, at den tiltalte kan blive stillet over for vidnerne under tilstedeværelse af den dommer, som i sidste ende træffer afgørelse ( 19 ). Dommeren skal her opfattes som alle medlemmer af dommerkollegiet og omfatter således i nærværende sag domsmændene.

62.

Princippet om umiddelbarhed er således udtryk for nødvendigheden af, at dommerne afhører vidnerne i retsmødet og direkte bedømmer beviserne under retsmødet ( 20 ). Som generaladvokat Léger i det væsentlige formulerede det i sit forslag til afgørelse i Baustahlgewebe-sagen ( 21 ), forudsætter begrebet »umiddelbarhed«, at der er en direkte kontakt mellem dommeren og den retsundergivne, således at den dommer, som ikke har været til stede under de mundtlige forhandlinger, ikke kan deltage i afgørelsen af sagen ( 22 ).

63.

Den inderste overbevisning er forbundet med denne direkte bedømmelse af beviserne under retsmødet ( 23 ).

64.

Når domsmændene deltager i retsmødet og lytter til parternes kontradiktoriske forhandlinger, opnår de et direkte kendskab til de forhold, der er relevante for domfældelsen eller frifindelsen, og kan således danne sig en overbevisning om den anklagedes skyld eller uskyld.

65.

Denne fremgangsmåde med den inderste overbevisning er velkendt i adskillige kontinentale retssystemer og afspejles i visse vejledninger for domsmænd, hvorefter de skal spørge sig selv og undersøge, hvilket indtryk de fremlagte beviser mod den anklagede og forsvarsanbringenderne har gjort på deres anskuelse ( 24 ).

66.

Muligheden for at danne sig en inderste overbevisning efter den mundtlige forhandling kræver, principielt, at dommerne og domsmændene kan høre forhandlingerne, hvilket ifølge forelæggelsesafgørelsen er tilfældet for VA’s vedkommende.

67.

Spørgsmålet i den foreliggende sag er følgelig, hvorvidt det er nødvendigt, at en domsmand, der hører forhandlingen, ligeledes kan se, for at den pågældende kan dømme i respekt for en retfærdig rettergang bl.a. på grundlag af princippet om umiddelbarhed og reglen om den inderste overbevisning, og følgelig i fuldt omfang udøve sine funktioner.

68.

Det bør fremhæves, at det ikke automatisk følger af de ovennævnte regler og principper, at synet er et regulært og afgørende krav for en retfærdig rettergang i straffesager, eftersom samtlige beviser behandles mundtligt for dommerne og domsmændene.

69.

Der er dog tilfælde, hvor synet synes at være en evne, som er absolut nødvendig for, at en domsmand kan udøve sin funktion korrekt. Det drejer sig om sager, hvor de for domsafsigelsen afgørende beviser består i fotos, film, der er optaget ved videoovervågning, grafik eller tegninger, og hvor bedømmelsen heraf helt eller primært afhænger af det visuelle indtryk, de giver.

70.

Dette er f.eks. tilfældet i drabssager, sager vedrørende krænkelse af en persons fysiske integritet, bl.a. seksuelle overgreb, eller bedrageri ved forfalskning af underskrift, hvor beviserne overvejende er baseret på visuelt materiale ( 25 ). Ganske vist giver beskrivelsen af fotos eller film samt drøftelserne om dem i retsmødet domsmanden mulighed for at danne sig en mening om dem, men den er ikke resultat af det direkte indtryk, som de pågældende fotos eller film giver domsmanden. Selv om en domsmand, der er blind, personligt kunne drage nytte af bistand fra en upartisk tredjemand, ville den pågældende persons mellemkomst desuden risikere at påvirke domsmandens opfattelse af disse fotos eller film. Domsmanden ville under alle omstændigheder ikke være i stand til at danne sig sin egen mening direkte på grundlag af disse beviser, men kun indirekte ved denne tredjemands formidling.

71.

Ud over de nævnte tilfælde skal det desuden afgøres, om synet kan anses for at udgøre et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav for, at en person i fuldt omfang kan virke som domsmand i straffesager.

72.

Det bør i denne henseende fremhæves, at fastsættelsen af strafferetsplejeregler i det væsentlige henhører under national ret alene, eftersom der ikke findes EU-lovgivning på området. Navnlig regulerer hverken EMRK’s artikel 6 eller chartrets artikel 47 spørgsmålet om selve antagelsen af beviser, hvilket først og fremmest henhører under medlemsstaternes nationale ret ( 26 ). Det samme er tilfældet hvad angår reglerne om bedømmelsen af bevismateriale opnået inden for rammerne af en straffesag, der er indledt mod personer, som er mistænkt for at have begået kriminalitet ( 27 ).

73.

EU-retten regulerer heller ikke betingelserne for at blive domsmand, f.eks. alder, bopæl eller krav om, at vedkommende ikke må være dømt for en forbrydelse eller lovovertrædelse ( 28 ). Det skal anføres, at et psykisk eller fysisk handicap eller en helbredstilstand, der kan stå i vejen for, at en person udøver de opgaver, som funktionen som domsmand kræver, er en hindring for udøvelsen af denne funktion i adskillige medlemsstater ( 29 ). Blindhed anses således ofte for at kunne udgøre en hindring for udøvelsen af denne funktion.

74.

Jeg gør således opmærksom på, at Bundesverfassungsgericht (forbundsdomstol i forfatningsretlige sager, Tyskland) vedrørende en domsmand i Tyskland, som var blevet udelukket fra deltagelse i straffesager på grund af blindhed og havde anlagt sag om tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap, fastslog, at udelukkelsen, der var baseret på det strafferetlige princip om umiddelbarhed, ikke var i strid med forfatningen ( 30 ). Efter min opfattelse kan strafferetsplejeregler og navnlig ‑principper som princippet om umiddelbarhed på helt lovlig vis medføre, at domsmænd, der er blinde, udelukkes fra at deltage i visse straffesager. Jeg gør i øvrigt opmærksom på, at et sådant handicap ligeledes kan begrunde en udelukkelse fra listen over domsmænd, der kan udpeges i straffesager, i henhold til specifikke bestemmelser i national strafferet ( 31 ).

75.

Spørgsmålet er, hvorvidt en domsmand, der er blind, på grundlag af generelle strafferetlige principper som de i hovedsagen påberåbte kan anses for at være uegnet til at udøve sine funktioner i alle straffesager.

76.

For at besvare dette spørgsmål er det vigtigt at tage hensyn til bestemmelserne i direktiv 2000/78 om forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap med hensyn til beskæftigelse og om beskyttelse af handicappede med henblik på erhvervsmæssig integration, sammenholdt med FN-konventionen. Det skal undersøges, om disse bestemmelser kan have en indflydelse på medlemsstaternes vide råderum med hensyn til udvælgelsen af domsmænd i straffesager og på en eventuel udelukkelse af blinde domsmænd.

2. Handicappedes grundlæggende ret til ikke at blive forskelsbehandlet med hensyn til beskæftigelse og erhverv

77.

Som det navnlig fremgår af præamblen til direktiv 2000/78, har Unionen forpligtet sig til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af handicap og bestræber sig på at fjerne uligheder, der skyldes handicap. Den har bl.a. bekræftet betydningen af at fremme handicappedes erhvervsmæssige integration med vedtagelsen af passende foranstaltninger ( 32 ) med henblik på at bidrage til, at de kan deltage i fuldt omfang i det økonomiske, kulturelle og sociale liv, og til deres personlige udvikling ( 33 ).

78.

Denne integration sikres ved, at arbejdsgiverne – offentlige såvel som private – foretager »tilpasninger til handicappede i rimeligt omfang« i overensstemmelse med artikel 5 i direktiv 2000/78, dvs. foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov, for at give en handicappet adgang til beskæftigelse, medmindre arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde.

79.

I 20. betragtning til direktiv 2000/78 præciseres det, at passende foranstaltninger er effektive og praktiske foranstaltninger med henblik på at tilpasse arbejdspladsen til en handicappet, f.eks. ved at indrette lokaler, tilpasse udstyr eller opgavefordeling ( 34 ).

80.

For at bestemme, hvilken type foranstaltninger der er passende i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede, som involverer en blind person, der ønsker at arbejde som domsmand i straffesager, bør der henvises til FN-konventionen.

81.

Som Domstolen fastslog i Glatzel-dommen ( 35 ), medfører det forhold, at de internationale aftaler, som Unionen har indgået, har forrang frem for den afledte EU-ret, således, at sidstnævnte så vidt muligt skal fortolkes i overensstemmelse med disse aftaler. Der bør således henvises til FN-konventionens artikel 13, der vedrører handicappedes »adgang til retssystemet«. Ifølge denne bestemmelse skal de stater, der deltager i denne konvention, sikre, at handicappede har effektiv adgang til at gøre brug af retssystemet på lige fod med andre, bl.a. ved tilvejebringelse af procesretlige tilpasninger for at gøre det lettere at deltage direkte eller indirekte, herunder som vidner, i alle former for retssager.

82.

Denne bestemmelse er tydeliggjort i et nyere dokument med titlen »International Principles and Guidelines on Access to Justice for Persons with Disabilities«, der er udgivet af De Forenede Nationer ( 36 ). Formålet med dette dokument er at give fyldestgørende retningslinjer for og praktiske anvisninger i, hvordan denne adgang til retssystemet sikres ( 37 ), idet retningslinjerne og anvisningerne dog ikke er bindende.

83.

Ifølge disse principper og retningslinjer indebærer retten til lige adgang til retssystemet, at handicappede kan deltage direkte i den retslige procedure, bl.a. som domsmand. Med dette for øje opfordres staterne til at fjerne alle hindringer knyttet til handicap, herunder love, som er til hinder for, at handicappede kan fungere som dommere eller domsmænd, samt sikre, at disse personer kan deltage på lige fod i domsmandssystemet ved at tilbyde den nødvendige støtte samt tilpasninger i rimeligt omfang og procesretlige tilpasninger ( 38 ). Disse tilpasninger omfatter anvendelsen af uafhængige, uddannede formidlere eller hjælpere, som bistår ved kommunikationen med procesdeltagerne, f.eks. mundtlige tolke, som skal udføre deres opgaver effektivt, præcist og upartisk. De omfatter ligeledes tekniske hjælpemidler i form af stemmebaserede telekommunikationsprodukter ( 39 ).

84.

Når det drejer sig om en blind person, kunne disse tilpasninger således antage form af fysisk bistand, f.eks. udlevering af dokumenter med blindskrift, personlig bistand som f.eks. støtte fra en upartisk, edsvoren tredjemand, eller organisatorisk bistand, som indebærer, at en domsmand, der er blind, kun udpeges i sager, der ikke kræver visuel bevisbedømmelse.

85.

Kommissionen er af den opfattelse, at der bør foretages tilpasninger som disse i forhold til domsmænd som VA, og at en fuldstændig udelukkelse af blinde fra enhver deltagelse som domsmand i straffesager er uforholdsmæssig og i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap.

86.

Idet jeg i vidt omfang deler dette synspunkt i forbindelse med en sag som hovedsagen, vil jeg nedenfor i underafsnit 3 påvise, at svaret på de præjudicielle spørgsmål delvis afhænger af de valg, som medlemsstaterne har truffet for at beskytte den anklagedes interesse inden for rammerne af en retfærdig rettergang, og følgelig de nationale bestemmelser, som den pågældende medlemsstat har vedtaget.

3. To grundlæggende rettigheders konsekvenser for den foreliggende sag

87.

Det fremgår af ovenstående analyse, at medlemsstaterne i vidt omfang frit kan fastsætte strafferetsplejeregler efter eget valg for at sikre en retfærdig rettergang og således beskytte den anklagedes interesser.

88.

Jeg konstaterer, at selv om medlemsstaterne i øvrigt har pligt til at foretage tilpasninger i rimeligt omfang hvad angår handicappede, kan visse strafferetsplejeregler have den virkning, at de begrænser mulighederne for at foretage sådanne tilpasninger til fordel for en domsmand, når den pågældende er blind, og begrænser vedkommendes deltagelse i straffesager.

89.

Dette er tilfældet, når sådanne regler foreskriver, at domsmandens opgaver omfatter eventuel tilstedeværelse ved en rekonstruktion af de faktiske omstændigheder på det sted, hvor lovovertrædelsen fandt sted. I dette tilfælde kan synet ligeledes – som i de sager, hvor beviserne hovedsagelig er baseret på visuelt materiale som fotos ( 40 ) – anses for at have central betydning for, at den pågældende kan danne sig sin egen mening om de rekonstruerede faktiske omstændigheder, idet en tilpasning ikke kan kompensere for vedkommendes handicap.

90.

Det samme er tilfældet hvad angår nationalretlige regler om beviser, som kan fastsætte et forbud mod tredjemands tilstedeværelse sammen med domsmanden med den begrundelse, at det maksimale antal personer, som må deltage i rådslagningen, ville blive overskredet, eller at det ville være i strid med princippet om umiddelbarhed, strengt fortolket, hvorved de er til hinder for selv en upartisk formidlers mellemkomst mellem domsmanden og det bevis, som den sidstnævnte skal bedømme ( 41 ).

91.

Som anført i punkt 73 og 74 i dette forslag til afgørelse kan andre regler ligeledes indeholde bestemmelser om, at personer med et fysisk handicap, f.eks. blindhed, i princippet ikke kan opføres på listerne over domsmænd i straffesager. Forklaringen på disse regler, som kan være til hinder for, at en domsmand, der er blind, deltager i disse sager, ligger bl.a. i en opfattelse af kropssprogets betydning i en straffesag, hvorefter ansigtsudtrykket eller generelt kroppens bevægelser er et afgørende element i bevisbedømmelsen, og synet herved bliver et regulært og afgørende krav til domsmandens funktion ( 42 ).

92.

Det skal dog fremhæves, at den foreliggende sag ikke vedrører sådanne forskrifter i national ret vedrørende virket som domsmand eller betingelserne for udvælgelse af domsmænd. Nærmere bestemt fastsætter loven om retssystemet, der indeholder bestemmelser om udvælgelse af domsmænd, ikke fysiske minimumsbetingelser eller udelukkelsesgrunde, der vedrører fysisk svækkelse eller handicap eller andre helbredsproblemer, som ville hindre dem i at udføre deres funktioner.

93.

Selv om VA er blind, fremgår det således af forelæggelsesafgørelsen, at hun opfyldte kriterierne for at være domsmand. Hun blev i øvrigt godkendt som domsmand ved Sofiyski gradski sad (byretten i Sofia, Bulgarien) og tilknyttet en afdeling for straffesager ved en ret i denne by, for hvilken hun aflagde ed.

94.

Den omstændighed, at hun helt er blevet frataget muligheden for faktisk at virke som domsmand, skyldes en vurdering anlagt af to personer, hvorefter hun angiveligt, henset til nationale strafferetlige principper som princippet om umiddelbarhed og princippet om den inderste overbevisning, er uegnet til dette virke på grund af sit handicap.

95.

Spørgsmålet er, hvorvidt den omstændighed, at hun helt er blevet udelukket fra at virke som domsmand på grundlag af en sådan vurdering, er i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, i direktiv 2000/78.

96.

Jeg gør opmærksom på, at denne bestemmelse, som er en undtagelse fra handicappedes ret til ligebehandling, skal fortolkes strengt, og at ulige behandling på grund af et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav ifølge bestemmelsens ordlyd skal være bestemt af medlemsstaten. Efter min opfattelse påhviler det for det første den nationale lovgiver at foretage en afvejning mellem de grundlæggende rettigheder, der er knyttet til en retfærdig rettergang og til beskyttelsen af handicappede, ved i national ret i givet fald at fastsætte, at synet er et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav. Dette krav skal ligeledes stå i rimeligt forhold til det mål, der forfølges, dvs. være egnet til at sikre en retfærdig rettergang uden at gå ud over, hvad der er nødvendigt i denne henseende.

97.

I et tilfælde som i hovedsagen, hvor det ikke fremgår klart af national ret, at lovgiver har bestemt, at synet udgør et sådant krav, er det min opfattelse, at direktiv 2000/78, sammenholdt med FN-konventionen, kræver, at strafferetlige regler og principper fortolkes således, at en domsmand, der er blind, så vidt muligt kan deltage i straffesager.

98.

Som jeg har redegjort for, er den omstændighed, at en domsmand er blind, ikke nødvendigvis en hindring for, at den pågældende kan udøve dømmende funktioner inden for strafferetsplejeordninger, hvor retsmødet spiller en central rolle, og hvor alle afgørende beviser i henhold til princippet om umiddelbarhed skal drøftes i retsmødet for domsmændene. Når blot den pågældende kan høre debatten, bør vedkommende i princippet være egnet til at danne sig en inderste overbevisning på lige fod med de øvrige domsmænd, i det mindste i de sager, der ikke kræver, at beviserne bedømmes på grundlag af det visuelle indtryk.

99.

Efter min opfattelse er det på denne måde, at direktiv 2000/78, sammenholdt med FN-konventionen, skal forstås, idet formålet hermed som nævnt er social og erhvervsmæssig integration af handicappede. Dette gør sig særligt gældende hvad angår virke som domsmand, der giver den pågældende mulighed for at spille en grundlæggende rolle i samfundet ved at deltage i retsplejen. Denne tilgang er så meget mere begrundet, som domsmænd anses for at repræsentere borgerne i deres mangfoldighed, og det således er vigtigt ikke at udelukke personer med et handicap som f.eks. blindhed.

100.

Jeg vil tilføje, at det bør undgås, at spørgsmålet om, hvorvidt en person, der er blind, er egnet til at varetage en domsmands funktioner, uden videre og principielt besvares benægtende. En person med dette handicap bør ganske vist kunne blive fritaget for at udøve funktionen som domsmand, hvis vedkommende ønsker det, men bør derimod ikke automatisk forkastes. Den omstændighed, at VA har deltaget i mange straffesager ( 43 ), tilsyneladende uden at have haft problemer, hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve, kan tyde på, at hun er i stand til at varetage disse funktioner under overholdelse af strafferetsplejereglerne. Såfremt dette er tilfældet, og idet den nationale ret ikke indeholder nogen minimumskrav til en domsmands fysiske tilstand eller helbred generelt, opfylder en fuldstændig udelukkelse af blinde fra at virke som virke som professionel domsmand efter min opfattelse ikke den proportionalitetsbetingelse, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2000/78/EF, idet den i det mindste går ud over, hvad der er nødvendigt i denne henseende.

101.

Til sidst skal det præciseres, at den regel, som dommer UB har gjort gældende i hovedsagen, hvorefter det påhviler hende at sikre, at de beviser, der er fremlagt i en sag, behandles lige af alle dommerkollegiets medlemmer ( 44 ), ikke er til hinder for, at der tages hensyn til en blind domsmands særlige behov, bl.a. ved at stille fysisk, personlig eller organisatorisk bistand til rådighed til hende. En sådan hensyntagen kan derimod anses for at være en del af de tilpasninger i rimeligt omfang, som den statslige arbejdsgiver har pligt til at yde handicappede i henhold til artikel 5 i direktiv 2000/78, sammenholdt med 17. betragtning til dette direktiv ( 45 ).

102.

Jeg er følgelig af den opfattelse, at en national ret, der skal træffe afgørelse i en sag som hovedsagen, har pligt til så vidt muligt at fortolke den nationale lovgivning i lyset af ordlyden af og formålet med direktiv 2000/78 med henblik på at opnå det resultat, som dette direktiv tager sigte på, dvs. erhvervsmæssig integration af personer med et handicap som f.eks. blindhed, i det foreliggende tilfælde i erhvervet som lønnet domsmand, og kun at udelukke dem, hvis de ikke er egnede til at udføre de opgaver, som deres funktioner indebærer. Jeg vil fremhæve betydningen af at undgå at indtage en forudfattet holdning i denne henseende ved uden videre at udelukke disse personer med den begrundelse, at de ikke kan se. Det er vigtigt at undersøge, om disse personer, med eller uden særlige hjælpemidler ( 46 ), er egnede til at udøve det virke som domsmand, som de ikke selv har anmodet om at blive fritaget for.

103.

Det skal præciseres, at denne tilgang ikke er til hinder for, at en person, der er blind – som VA – udelukkes fra visse straffesager, hvor synet er af regulær og afgørende betydning for bevisbedømmelsen, som de i punkt 69 i dette forslag til afgørelse nævnte sager. Såfremt strafferetsplejereglerne i national ret ikke indeholder bestemmelser om minimumskrav til en professionel domsmands fysiske tilstand eller helbred generelt, er en fuldstændig udelukkelse af den pågældende fra at deltage i disse sager på grund af vedkommendes angivelige manglende egnethed til at udføre sine funktioner på grund af sit handicap derimod efter min opfattelse uforholdsmæssig og udgør forskelsbehandling i strid med direktiv 2000/78, sammenholdt med FN-konventionen.

V. Forslag til afgørelse

104.

På baggrund af det ovenfor anførte foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Varhoven administrativen sad (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Bulgarien) forelagte spørgsmål således:

»1)

Artikel 2, stk. 1 og 2, artikel 4, stk. 1, og artikel 5 i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, sammenholdt med artikel 5, stk. 2, i De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder, som blev godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2010/48/EF af 26. november 2009, skal fortolkes således, at medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger til erhvervsmæssig integration af en person med et handicap i form af blindhed, herunder give den pågældende mulighed for så vidt muligt at udøve lønnet aktivitet som domsmand i en straffesag.

2)

Såfremt strafferetsplejereglerne i national ret ikke indeholder minimumskrav til den professionelle domsmands fysiske tilstand eller helbred generelt, er artikel 2, stk. 1 og 2, artikel 4, stk. 1, og artikel 5 i direktiv 2000/78, sammenholdt med artikel 5, stk. 2, i De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder, til hinder for, at en person, som er blind, og som opfylder kriterierne i national ret for at virke som domsmand i straffesager som en lønnet aktivitet, og som er blevet godkendt til at arbejde som domsmand ved en ret, helt udelukkes fra at deltage i disse sager på grundlag af vedkommendes angivelige manglende egnethed til at udføre dem på grund af sit handicap.«


( 1 ) – Originalsprog: fransk.

( 2 ) – Rådets direktiv af 27.11.2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT 2000, L 303, s. 16).

( 3 ) – De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder, som blev godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2010/48/EF af 26.11.2009 (EUT 2010, L 23, s. 35).

( 4 ) – Jf. i denne retning, vedrørende forskelsbehandling på grund af alder, dom af 13.9.2011, Prigge m.fl. (C-447/09, EU:C:2011:573, præmis 39).

( 5 ) – Jeg gør opmærksom på, at det forholder sig anderledes i adskillige medlemsstater, hvor virket som domsmand i straffesager er en borgerpligt, som udløser en godtgørelse og ikke et vederlag, som udføres i en given periode, og som ikke udgør en beskæftigelse eller et erhverv som omhandlet i direktiv 2000/78. En domsmand, der udtages til at dømme i en straffesag, kan blive udtaget igen på et senere tidspunkt, men sædvanligvis først efter en vis periode.

( 6 ) – Jf. bl.a. dom af 11.4.2013, HK Danmark (C-335/11 og C-337/11, EU:C:2013:222, præmis 38), og af 18.3.2014, Z. (C-363/12, EU:C:2014:159, præmis 77).

( 7 ) – Jf. punkt 18 i dette forslag til afgørelse, hvor betingelserne for at virke som domsmand er anført, idet der ikke er noget krav vedrørende fysik eller helbred.

( 8 ) – Jf. dom af 13.9.2011, Prigge m.fl. (C-447/09, EU:C:2011:573, præmis 67).

( 9 ) – Jf. dom af 12.1.2010, Wolf (C-229/08, EU:C:2010:3, præmis 40).

( 10 ) – Jeg udleder dette af dom af 22.5.2014, Glatzel (C-356/12, EU:C:2014:350, præmis 49, 50 og 72).

( 11 ) – Chartret fastsætter en grundlæggende ret til ikke at blive forskelsbehandlet på grund af handicap og til erhvervsmæssig integration, som er omhandlet i henholdsvis artikel 21 og 26. Disse rettigheder er blevet gennemført ved direktiv 2000/78, for så vidt som de vedrører retten til ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, som dette fremgår af selve direktivets titel og af dets artikel 3 om anvendelsesområdet.

( 12 ) – Adskillige medlemsstater har valgt at gøre brug af domsmænd. Som det fremgår af de oplysninger om sammenlignende ret, der er anført i Menneskerettighedsdomstolens dom af 16.11.2010, Taxquet mod Belgien (CE:ECHR:2010:1116JUD000092605, § 43), har 21 af de 27 medlemsstater truffet dette valg.

( 13 ) – Jf. vedrørende kvalifikationskravene i lov om retssystemet punkt 18 i dette forslag til afgørelse.

( 14 ) – De medlemsstater, der anvender domsmandssystemet, er foruden Republikken Bulgarien Den Tjekkiske Republik, Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland, Republikken Estland, Den Hellenske Republik, Den Franske Republik, Republikken Kroatien, Den Italienske Republik, Ungarn, Republikken Polen, Den Portugisiske Republik, Republikken Slovenien, Den Slovakiske Republik, Republikken Finland og Kongeriget Sverige. De medlemsstater, der har valgt at anvende en traditionel jury, er Kongeriget Belgien, Irland, Kongeriget Spanien, Republikken Malta og Republikken Østrig.

( 15 ) – Jf. bl.a. Menneskerettighedsdomstolens dom af 16.11.2010, Tazquet mod Belgien (CE:ECHR:2010:1116JUD000092605, § 83).

( 16 ) – Jf. bl.a. Menneskerettighedsdomstolens dom af 15.12.2005, Kyprianou mod Cypern (CE:ECHR:2005:1215JUD007379701, § 118).

( 17 ) – Jf. dom af 29.7.2019, Gambino og Hyka (C-38/18, EU:C:2019:628). Jf. desuden generaladvokat Bots forslag til afgørelse Gambino og Hyka (C-38/18, EU:C:2019:208, punkt 94 ff.).

( 18 ) – Jf. dom af 29.7.2019, Gambino og Hyka (C-38/18, EU:C:2019:628, præmis 42).

( 19 ) – Jf. de i dom af 29.7.2019, Gambino og Hyka (C-38/18, EU:C:2019:628), nævnte domme, præmis 43.

( 20 ) – Jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 29.6.2017, Lorefice mod Italien (CE:ECHR:2017:0629JUD006344613, §§ 36 og 43).

( 21 ) – Jf. generaladvokat Légers forslag til afgørelse Baustahlgewebe mod Kommissionen (C-185/95 P, EU:C:1998:37, punkt 82 og 83).

( 22 ) – Jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 2.12.2014, Cutean mod Rumænien (CE:ECHR:2014:1202JUD005315012, § 60-73).

( 23 ) – Som anført i Menneskerettighedsdomstolens dom af 16.11.2010, Taxquet mod Belgien (CE:ECHR:2010:1116JUD000092605, § 95), bør forhandlingen danne grundlag for den inderste overbevisning.

( 24 ) – Jf. bl.a. vejledningen til domsmænd i Frankrig i henhold til artikel 353 i code de procédure pénale (strafferetsplejelov). I Belgien indeholdt artikel 342 i code d’instruction criminelle (lovbog om forundersøgelser i straffesager) en tilsvarende vejledning. Ofte stilles begrebet »inderste overbevisning« over for common law-reglen om, at der skal være fremlagt bevis for den anklagedes skyld uden for enhver tvivl (»beyond reasonable doubt«). Som anført af Dominique Inchauspé er det imidlertid »i begge tilfælde alene de beviser, der er fremlagt i retsmødet, som skal lægges til grund« (»L’intime conviction«, i Traité de psychiatrie légale, red. Bruylant, 2017, s. 603-617).

( 25 ) – Jeg kan som eksempel nævne sager om børnepornografi, hvor domsmanden kan være nødsaget til at bedømme, om det fremgår af fotos, at de afbildede personer åbenbart er mindreårige.

( 26 ) – Dom af 2.3.2021, Prokuratuur (Betingelser for adgang til oplysninger om elektronisk kommunikation) (C-746/18, EU:C:2021:152, præmis 41 og 42), og Menneskerettighedsdomstolens dom af 10.2.2005, Graviano mod Italien, (CE:ECHR:2005:0210JUD001007502, § 36).

( 27 ) – Jf. i denne retning bl.a. dom af 2.3.2021, Prokuratuur (Betingelser for adgang til oplysninger om elektronisk kommunikation) (C-746/18, EU:C:2021:152, præmis 41).

( 28 ) – Blandt andre kriterier er uddannelse på et minimumsniveau (jf. bulgarsk ret punkt 18 i dette forslag til afgørelse), eller at den pågældende udøver regeringsfunktioner eller lovgivende funktioner, at den pågældende besidder et lokalt valgmandat eller udøver retslige funktioner.

( 29 ) – Det er bl.a. tilfældet i Danmark, Tyskland og Østrig (jf. »La place des jurés populaires dans le procès pénal«, Étude de législation comparée, nr. 285, juli 2018, Sénat, Frankrig). Bulgarien anfører kun psykisk handicap. I Spanien er det udtrykkeligt fastsat i landets reform af loven om domsmænd, der trådte i kraft den 14.2.2018, at personer med et handicap ikke er udelukket fra funktionen som domsmand (Ley Orgánica 1/2017, de 13 de diciembre, de modificación de la Ley Orgánica 5/1995, de 22 de mayo, del Tribunal del Jurado, para garantizar la participación de las personas con discapacidad sin exclusiones (organisk lov nr. 1/2017 af 13.12.2017 om ændring af organisk lov nr. 5/1995 af 22.5.1995 om nævningeting med henblik på at sikre, at personer med handicap ikke udelukkes fra deltagelse)) (BOE nr. 303 af 14.12.2017, s. 123527).

( 30 ) – Jf. dom afsagt af Bundesverfassungsgericht (forbundsdomstol i forfatningsretlige sager, Tyskland) i 2004 (DE:BVerfG:2004:rk20040310.2bvr057701). Det skal dog nævnes, at den nævnte domstol i sin afgørelse udtrykkeligt lod spørgsmålet om, hvorvidt grundloven kræver udelukkelse af domsmænd, der er blinde, stå åbent.

( 31 ) – Jf. bl.a. fransk strafferet, hvorefter blindhed kan udgøre en »tungtvejende grund« til at udelukke en domsmand med dette handicap (strafferetsplejelovens artikel 258 med kommentarer af H. Angevin og H-C. Le Gall, »Cour d’assises-Composition-Jury« JurisClasseur Procédure pénale, februar 2021, fasc. 20-20).

( 32 ) – Jf. i denne retning sjette betragtning til direktiv 2000/78, der henviser til fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder, og ottende betragtning til dette direktiv.

( 33 ) – Jf. niende betragtning til direktiv 2000/78, der således afspejler chartrets artikel 26 med overskriften »Integration af mennesker med handicap«, hvorefter »Unionen anerkender og respekterer retten for mennesker med handicap til at nyde godt af foranstaltninger, der skal sikre deres autonomi, deres sociale og erhvervsmæssige integration og deres deltagelse i samfundslivet«. Jf. desuden dom af 22.5.2014, Glatzel (C-356/12, EU:C:2014:350, præmis 77 og 78).

( 34 ) – Det skal fremhæves, at den foreliggende sag indebærer flere vanskeligheder hvad angår tilpasninger i rimeligt omfang, som kan foretages, end dem, der blev behandlet i sag Tartu Vangla (C-795/19, EU:C:2020:961) vedrørende en fængselsbetjent med et hørehandicap. Som anført i mit forslag til afgørelse i denne sag kunne et høreapparat og en tilpasning af arbejdspladsen give den pågældende mulighed for i fuldt omfang at udføre sine opgaver.

( 35 ) – C-356/12 (EU:C:2014:350, præmis 70).

( 36 ) – Disse principper og retningslinjer, der er udarbejdet under ledelse af FN’s særlige rapportør om handicappedes rettigheder, blev offentliggjort i august 2020.

( 37 ) – Jf. forordet til disse FN-principper og ‑retningslinjer ved FN’s højkommissær for menneskerettigheder.

( 38 ) – Jf. »International Principles and Guidelines on Access to Justice for Persons with Disabilities«, op.cit., princip 7.2 (b) og 7.2 (c).

( 39 ) – Jf. »International Principles and Guidelines on Access to Justice for Persons with Disabilities«, op.cit., princip 3.

( 40 ) – Jf. de i punkt 69 og 70 i dette forslag til afgørelse anførte eksempler.

( 41 ) – Sådanne regler findes i common law, som ligeledes afviser beviser, der er forlydender, dvs. ytringer, som et vidne ikke selv har hørt direkte, men har fået gengivet.

( 42 ) – Det bør nævnes, at der ikke er enighed om denne opfattelse. Desuden anerkendes det, at blinde ofte udvikler andre sanser, navnlig hørelsen, der gør dem i stand til at spore tegn i stemmen, som de ikke kan opfatte med øjnene.

( 43 ) – VA har i sine skriftlige indlæg til Domstolen præciseret, at hun har deltaget i 48 dommerkollegier og behandlet 200 sager.

( 44 ) – Jf. punkt 29 i dette forslag til afgørelse.

( 45 ) – Jeg gør opmærksom på, at en domsmands egnethed til at udføre de opgaver, som vedkommendes funktioner kræver, ifølge denne betragtning bør undersøges under hensyntagen til de tilpasninger, som arbejdsgiveren i et rimeligt omfang har pligt til at foretage af hensyn til den pågældende.

( 46 ) – I det foreliggende tilfælde fremgår det tilsyneladende af VA’s skriftlige indlæg, at hun ikke har gjort brug af hjælpemidler til at varetage sine opgaver som domsmand.

Top