EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62018CN0699

Sag C-699/18: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Specializat Mureş (Rumænien) den 7. november 2018 — BRD Groupe Société Générale SA mod KC

OJ C 54, 11.2.2019, p. 5–5 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

11.2.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 54/5


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Specializat Mureş (Rumænien) den 7. november 2018 — BRD Groupe Société Générale SA mod KC

(Sag C-699/18)

(2019/C 54/07)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Tribunalul Specializat Mureş

Parter i hovedsagen

Sagsøger: BRD Groupe Société Générale SA

Sagsøgt: KC

Præjudicielle spørgsmål

1)

Tillader bestemmelserne i Rådets direktiv 93/13/EØF (1) om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, herunder navnlig 12., 21. og 23. betragtning samt artikel 2, litra b), artikel 6, stk. 1, artikel 7, stk. 2, og artikel 8, i medfør af princippet om procesautonomi og det hermed forbundne ækvivalensprincip og effektivitetsprincip en helhed af retsmidler, som består af et almindeligt søgsmål, som ikke er genstand for forældelse, og hvis formål det er, at det fastslås, at visse kontraktvilkår indeholdt i forbrugeraftaler er urimelige, og et almindeligt søgsmål af personlig og formueretlig art, som er genstand for forældelse, og hvormed forfølges direktivets mål om at fjerne virkningerne af alle de forpligtelser, som er affødt af eller gennemført i medfør af et kontraktvilkår, som det er blevet fastslået er urimeligt i forhold til forbrugeren?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, er de samme bestemmelser da til hinder for en fortolkning afledt af anvendelsen af princippet om sikkerheden af civilretlige retsforhold, hvorefter det objektive tidspunkt, hvorfra forbrugeren måtte have eller burde have haft kendskab til, at der var tale om et urimeligt kontraktvilkår, er det tidspunkt, hvor den kreditaftale, inden for rammerne af hvilken denne havde egenskab af forbruger, ophørte?


(1)  Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4. 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993 L 95, s. 29)


Top