1)

Tillader bestemmelserne i Rådets direktiv 93/13/EØF (1) om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, herunder navnlig 12., 21. og 23. betragtning samt artikel 2, litra b), artikel 6, stk. 1, artikel 7, stk. 2, og artikel 8, i medfør af princippet om procesautonomi og det hermed forbundne ækvivalensprincip og effektivitetsprincip en helhed af retsmidler, som består af et almindeligt søgsmål, som ikke er genstand for forældelse, og hvis formål det er, at det fastslås, at visse kontraktvilkår indeholdt i forbrugeraftaler er urimelige, og et almindeligt søgsmål af personlig og formueretlig art, som er genstand for forældelse, og hvormed forfølges direktivets mål om at fjerne virkningerne af alle de forpligtelser, som er affødt af eller gennemført i medfør af et kontraktvilkår, som det er blevet fastslået er urimeligt i forhold til forbrugeren?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, er de samme bestemmelser da til hinder for en fortolkning afledt af anvendelsen af princippet om sikkerheden af civilretlige retsforhold, hvorefter det objektive tidspunkt, hvorfra forbrugeren måtte have eller burde have haft kendskab til, at der var tale om et urimeligt kontraktvilkår, er det tidspunkt, hvor den kreditaftale, inden for rammerne af hvilken denne havde egenskab af forbruger, ophørte?