–

A ved luvan saanut oikeudenkäyntiavustaja J. Kaulo,

–

B ved asianajaja M. Jakobsson,

–

den finske regering ved S. Hartikainen, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved É. Gippini Fournier og I. Koskinen, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 5, stk. 1, sammenholdt med artikel 5, stk. 3, litra b) og c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF af 22. oktober 2008 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EUT 2008, L 299, s. 25).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem A og B vedrørende et søgsmål om varemærkekrænkelse, som er anlagt mod B.

3

Artikel 5 i direktiv 2008/95 med overskriften »Rettigheder, der er knyttet til varemærket« bestemmer:

»1.   Det registrerede varemærke giver indehaveren en eneret. Indehaveren kan forbyde tredjemand, der ikke har hans samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af:

[…]

3.   Såfremt betingelserne i stk. 1 og 2 er opfyldt, kan det bl.a. forbydes:

[…]«

4

I henhold til § 4, stk. 1, i tavaramerkkilaki (7/1964) (varemærkelov (7/1964)), i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, indebærer retten til et tegn, at ingen ud over indehaveren af varemærket må gøre erhvervsmæssig brug af et tegn, der kan forveksles med dette varemærke for en vare, på dennes emballage, i reklame, i forretningspapirer eller på anden måde, herunder mundtligt.

5

Denne bestemmelse finder anvendelse, uanset om varerne er blevet markedsført eller skal markedsføres i Finland eller i udlandet, eller om de er blevet importeret til Finland med henblik på erhvervsmæssig brug eller for dér at blive opbevaret, oplagret midlertidigt eller videresendt til et tredjeland.

6

B, som er en fysisk person med bopæl i Finland, modtog den 4. april 2011 en sending med 150 kuglelejer fra Kina med en samlet masse på 710 kg, hvilke kuglelejer anvendes som reservedele til transmissionselementer, generatorer og motorer samt i forbindelse med anlæggelse af broer og sporveje. På kuglelejerne var der anbragt et tegn, der svarer til det internationale ordmærke INA, som A er indehaver af bl.a. for varerne »Lejer«.

7

Efter at der i B’s navn var gennemført en toldklarering, afhentede denne, den 12. april 2011, sendingen på toldoplaget i Helsingfors-Vantaa lufthavn (Finland), hvor den var opbevaret, og bragte den til sin bopæl.

8

Efter et par uger blev kuglelejerne udleveret til en tredjemand med henblik på eksport til Rusland.

9

Som vederlag for disse ydelser modtog B en karton cigaretter og en flaske cognac.

10

Under en straffesag om varemærkekrænkelse rejst mod B ved Helsingin käräjäoikeus (retten i første instans i Helsinki, Finland), i hvilken A indtrådte med henblik at gøre et civilretligt krav gældende, frifandt denne ret B med den begrundelse, at det ikke kunne bevises, at B havde gjort sig skyldig i en forsætlig lovovertrædelse. Den nævnte ret nedlagde imidlertid over for B forbud mod at fortsætte eller gentage sådanne handlinger og dømte B til at betale en kompensation og en erstatning for den skade, som A havde lidt.

11

B anfægtede domfældelsen ved Helsingin hovioikeus (appeldomstolen i Helsinki, Finland).

12

Denne fastslog med henvisning til dom af 16. juli 2015, TOP Logistics m.fl. (C-379/14, EU:C:2015:497), dels, at B’s aktivitet i en vis udstrækning svarede til midlertidig lagrings- og speditionsaktivitet, og at den berørte ikke havde haft til hensigt at drage nogen økonomisk fordel deraf, dels, at det vederlag, der var blevet modtaget ved denne lejlighed, ikke beroede på en erhvervsmæssig udnyttelse af varer i forbindelse med en erhvervsmæssig aktivitet, men alene udgjorde en modydelse for den midlertidige oplagring af varerne for en tredjemands regning.

13

Henset til disse forhold var Helsingin hovioikeus (appeldomstolen i Helsinki) af den opfattelse, at B ikke havde gjort erhvervsmæssig brug af et tegn, der lignede det i hovedsagen omhandlede registrerede varemærke, og den fastslog følgelig, at A’s påstand om kompensation og erstatning var grundløs.

14

A har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Korkein oikeus (øverste domstol, Finland).

15

Korkein oikeus (øverste domstol) har anført, at det ikke fremgår klart af Domstolens praksis, om størrelsen af den økonomiske fordel, som en privatperson opnår ved en angivelig krænkelse af et varemærke, udgør et relevant kriterium ved bedømmelsen af, om der foreligger erhvervsmæssig brug af et varemærke eller ej.

16

Selv om det er åbenbart, at artikel 5 i direktiv 2008/95 finder anvendelse, når denne privatperson gør brug af varemærket inden for rammerne af sin egen erhvervsmæssige aktivitet, foreligger der desuden tvivl i denne henseende, når denne person gør brug af varemærket til fordel for en tredjemand.

17

Korkein oikeus (øverste domstol) har anført, at det i dom af 16. juli 2015, TOP Logistics m.fl. (C-379/14, EU:C:2015:497), blev fastslået, at ejeren af et afgifts- og toldoplag, der begrænser sig til midlertidigt for en tredjemands regning at oplagre varer, som er forsynet med et tegn, der er identisk med eller ligner et varemærke, ikke gør brug af dette tegn. Den er i tvivl om, hvorvidt denne retspraksis kan overføres analogt på en sag som den i hovedsagen omhandlede, hvor en person mod en flaske cognac og en karton cigaretter har importeret varer for en tredjemands regning og har opbevaret og midlertidigt oplagret dem, inden de blev hentet for at blive videresendt til et tredjeland.

18

Endelig ønsker den oplyst, om det kan lægges til grund, at der er tale om en import af varer som omhandlet i artikel 5, stk. 3, litra c), i direktiv 2008/95, når en person meddeler en videresælger af varer sin adresse, modtager varerne, uden at disse er blevet sendt efter ordre fra denne, og uden at vedkommende på anden måde medvirker aktivt.

19

I denne henseende har den forelæggende ret fremhævet, at Domstolen i dom af 18. oktober 2005, Class International (C-405/03, EU:C:2005:616), fastslog, at markedsføring af varer er betinget af, at de er overgået til fri omsætning som omhandlet i artikel 29 TEUF, hvilket indebærer, at told og afgifter med tilsvarende virkning, som skal betales, er blevet opkrævet i denne medlemsstat. Denne ret har anført, at det er uklart, om der er tale om import, når den berørte person alene modtager varer, der er blevet sendt til dennes adresse, uden at disse varer er blevet sendt på den pågældendes ordre, og uden at denne person på anden måde har deltaget aktivt ved forsendelsen af varerne til landet.

20

På denne baggrund har Korkein oikeus (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

21

Med de fire spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 5, stk. 1, sammenholdt med artikel 5, stk. 3, litra b) og c), i direktiv 2008/95 skal fortolkes således, at en person, der ikke udøver en erhvervsmæssig aktivitet som professionel, som modtager varer, der tydeligvis ikke er beregnet til privat brug, bringer dem i fri omsætning i en medlemsstat og opbevarer disse, hvilke varer er blevet sendt til den pågældendes adresse fra et tredjeland, og hvorpå der uden indehaverens samtykke er anbragt et varemærke, skal anses for at gøre erhvervsmæssig brug af varemærket som omhandlet i den første af disse bestemmelser.

22

Det skal indledningsvis bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne i artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/95 er opfyldt, alene skal afgøres på baggrund af objektive kriterier.

23

I denne henseende indebærer udtrykket »erhvervsmæssig brug« i denne bestemmelse, at de enerettigheder, som er knyttet til et varemærke, i princippet udelukkende kan gøres gældende af indehaveren af dette varemærke over for erhvervsdrivende og dermed alene inden for rammerne af en erhvervsmæssig aktivitet (jf. i denne retning dom af 12.7.2011, L’Oréal m.fl.,C-324/09, EU:C:2011:474, præmis 54). Hvis de transaktioner, der gennemføres, som følge af deres volumen, hyppighed eller andre kendetegn går ud over en rent privat aktivitet, agerer den, der foretager disse, desuden erhvervsmæssigt (dom af 12.7.2011, L’Oréal m.fl.,C-324/09, EU:C:2011:474, præmis 55).

24

I nærværende sag fremgår det af de sagsakter, som Domstolen råder over, at de i hovedsagen omhandlede varer er kuglelejer, der samlet vejer 710 kilo, og som hovedsageligt anvendes i sværindustrien.

25

Eftersom det er åbenbart, at disse varer, henset til deres art og vægt, ikke er beregnet til privat brug, skal transaktioner i forbindelse hermed således anses for at henhøre under en erhvervsmæssig aktivitet, hvilket det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

26

Desuden udfører en person, som meddeler sin adresse som værende det sted, hvor de omhandlede varer skal sendes til, som foretager eller lader en agent foretage toldklareringen af disse varer, og som bringer dem i fri omsætning, en import som omhandlet i artikel 5, stk. 3, litra c), i direktiv 2008/95.

27

Hvad angår spørgsmålet, om den berørte kan anses for selv at have gjort brug af et tegn, der er identisk med et varemærke, selv om vedkommende har handlet i en tredjemands økonomiske interesse, skal det bemærkes, at det, for at det kan konstateres, at der foreligger erhvervsmæssig brug, er irrelevant, hvem der har ejendomsretten til de varer, som varemærket er anbragt på. Domstolen har nemlig fastslået, at den omstændighed, at en erhvervsdrivende bruger et tegn, der svarer til et varemærke, for varer, som ikke er hans egne varer, i den forstand, at han ikke har ejendomsretten til dem, ikke i sig selv er til hinder for, at denne brug er omfattet af artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/95 (jf. i denne retning dom af 12.7.2011, L’Oréal m.fl.,C-324/09, EU:C:2011:474, præmis 91).

28

Den omstændighed, at en person har importeret og bragt sådanne varer i fri omsætning, er tilstrækkelig til at fastslå, at denne har handlet erhvervsmæssigt, uden at det er nødvendigt at undersøge den senere behandling af disse varer, herunder om importøren har oplagret dem midlertidigt eller markedsført dem i Unionen eller eksporteret dem til tredjelande.

29

Endelig er størrelsen af det vederlag, som importøren har modtaget som modydelse for sin aktivitet, ligeledes irrelevant.

30

På baggrund af det ovenfor anførte skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/95, sammenholdt med dette direktivs artikel 5, stk. 3, litra b) og c), skal fortolkes således, at en person, der ikke udøver en erhvervsmæssig aktivitet som professionel, som modtager varer, der tydeligvis ikke er beregnet til privat brug, bringer dem i fri omsætning i en medlemsstat og opbevarer disse, hvilke varer er blevet sendt til den pågældendes adresse fra et tredjeland, og hvorpå der uden indehaverens samtykke er anbragt et varemærke, skal anses for at gøre erhvervsmæssig brug af varemærket som omhandlet i den første af disse bestemmelser.

31

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tiende Afdeling) for ret:

Artikel 5, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF af 22. oktober 2008 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker, sammenholdt med dette direktivs artikel 5, stk. 3, litra b) og c), skal fortolkes således, at en person, der ikke udøver en erhvervsmæssig aktivitet som professionel, som modtager varer, der tydeligvis ikke er beregnet til privat brug, bringer dem i fri omsætning i en medlemsstat og opbevarer disse, hvilke varer er blevet sendt til den pågældendes adresse fra et tredjeland, og hvorpå der uden indehaverens samtykke er anbragt et varemærke, skal anses for at gøre erhvervsmæssig brug af varemærket som omhandlet i den første af disse bestemmelser.