EUR-Lex Access to European Union law
This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62018CJ0393
Judgment of the Court (First Chamber) of 17 October 2018.#UD v XB.#Request for a preliminary ruling from the High Court of Justice (England & Wales), Family Division.#Reference for a preliminary ruling — Urgent preliminary ruling procedure — Judicial cooperation in civil matters — Regulation (EC) No 2201/2003 — Article 8(1) — Jurisdiction in matters of parental responsibility — Concept of ‘habitual residence of the child’ — Requirement of physical presence — Detention of the mother and child in a third country against the will of the mother — Infringement of the fundamental rights of the mother and child.#Case C-393/18 PPU.
Domstolens dom (Første Afdeling) af 17. oktober 2018.
UD mod XB.
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court of Justice (England and Wales), Family Division.
Præjudiciel forelæggelse – præjudiciel hasteprocedure – samarbejde om civilretlige spørgsmål – forordning (EF) nr. 2201/2003 – artikel 8, stk. 1 – kompetence til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende forældreansvar – begrebet »barnets sædvanlige opholdssted« – krav om en fysisk tilstedeværelse – tilbageholdelse af moderen og barnet i et tredjeland mod moderens vilje – tilsidesættelse af moderens og barnets grundlæggende rettigheder.
Sag C-393/18 PPU.
Domstolens dom (Første Afdeling) af 17. oktober 2018.
UD mod XB.
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court of Justice (England and Wales), Family Division.
Præjudiciel forelæggelse – præjudiciel hasteprocedure – samarbejde om civilretlige spørgsmål – forordning (EF) nr. 2201/2003 – artikel 8, stk. 1 – kompetence til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende forældreansvar – begrebet »barnets sædvanlige opholdssted« – krav om en fysisk tilstedeværelse – tilbageholdelse af moderen og barnet i et tredjeland mod moderens vilje – tilsidesættelse af moderens og barnets grundlæggende rettigheder.
Sag C-393/18 PPU.
ECLI identifier: ECLI:EU:C:2018:835
DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
»Præjudiciel forelæggelse – præjudiciel hasteprocedure – samarbejde om civilretlige spørgsmål – forordning (EF) nr. 2201/2003 – artikel 8, stk. 1 – kompetence til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende forældreansvar – begrebet »barnets sædvanlige opholdssted« – krav om en fysisk tilstedeværelse – tilbageholdelse af moderen og barnet i et tredjeland mod moderens vilje – tilsidesættelse af moderens og barnets grundlæggende rettigheder«
I sag C-393/18 PPU,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af High Court of Justice (England and Wales), Family Division (ret i første instans (England og Wales), afdelingen for familieretlige sager mv., Det Forenede Kongerige) ved afgørelse af 6. juni 2018, indgået til Domstolen den 14. juni 2018, i sagen
UD
mod
XB,
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling),
sammensat af vicepræsidenten, R. Silva de Lapuerta, som fungerende formand for Første Afdeling, og dommerne J.-C. Bonichot, E. Regan (refererende dommer), C.G. Fernlund og S. Rodin,
generaladvokat: H. Saugmandsgaard Øe,
justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Ferreira,
henset til den forelæggende rets anmodning af 6. juni 2018, indgået til Domstolen den 14. juni 2018, om at undergive den præjudicielle forelæggelse en hasteprocedure i henhold til artikel 107 i Domstolens procesreglement,
henset til Første Afdelings afgørelse af 5. juli 2018 om at imødekomme nævnte anmodning,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 7. september 2018,
efter at der er afgivet indlæg af:
– |
UD ved C. Hames, QC, barrister B. Jubb og solicitors J. Patel og M. Hussain, |
– |
XB ved T. Gupta, QC, barrister J. Renton og solicitor J. Stebbing, |
– |
Det Forenede Kongeriges regering ved S. Brandon, som befuldmægtiget, bistået af barrister M. Gration, |
– |
den tjekkiske regering ved M. Smolek og A. Kasalická, som befuldmægtigede, |
– |
Europa-Kommissionen ved M. Wilderspin, som befuldmægtiget, |
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 20. september 2018,
afsagt følgende
Dom
1 |
Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 8 i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT 2003, L 338, s. 1). |
2 |
Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem UD, der er mor til et barn født i Bangladesh den 2. februar 2017 (herefter »barnet«), og XB, som er far til dette barn, vedrørende påstande fra UD om, at det fastslås dels, at det nævnte barn kommer under den forelæggende rets værgemål, dels at moderen skal vende tilbage til Det Forenede Kongerige med barnet med henblik på deres deltagelse i sagen for den forelæggende ret. |
Retsforskrifter
3 |
1. og 12. betragtning til forordning nr. 2201/2003 har følgende ordlyd:
[…]
|
4 |
Forordningens artikel 1 med overskriften »Anvendelsesområde« præciserer de spørgsmål på det civilretlige område, som forordningen finder anvendelse på, og de spørgsmål, som den ikke finder anvendelse på. |
5 |
Forordningens artikel 2, der har overskriften »Definitioner«, er sålydende: »I denne forordning forstås ved: […]
[…]« |
6 |
Forordningens kapitel II med overskriften »Kompetence« indeholder i afdeling 2, som har overskriften »Forældreansvar«, artikel 8, der har overskriften »Generel kompetence«, og som fastsætter følgende i stk. 1: »Kompetencen til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende forældreansvar over for et barn ligger hos retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor sagen anlægges.« |
7 |
Artikel 9 i forordning nr. 2201/2003 med overskriften »Fortsat kompetence på barnets tidligere sædvanlige opholdssted« har følgende ordlyd: »1. Når et barn lovligt flytter fra én medlemsstat til en anden og får nyt sædvanligt opholdssted dér, bevarer retterne i den medlemsstat, hvor barnet tidligere havde sit sædvanlige opholdssted, uanset artikel 8, i et tidsrum af tre måneder efter flytningen kompetencen til at ændre en retsafgørelse om samværsret, der er truffet i den pågældende medlemsstat, inden barnet flyttede, såfremt den person, der blev tilkendt samværsret ved den pågældende retsafgørelse, fortsat har sit sædvanlige opholdssted i den medlemsstat, hvor barnet tidligere havde sit sædvanlige opholdssted. […]« |
8 |
Forordningens artikel 10, der har overskriften »Kompetence i sager om barnebortførelse«, fastsætter: »I tilfælde af ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse af et barn bevarer retterne i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse, deres kompetence, indtil barnet har fået sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat […]« |
9 |
Forordningens artikel 12 præciserer de betingelser, hvorunder en aftale om værneting i henhold til forordningen er mulig. |
10 |
Forordningens artikel 13 med overskriften »Kompetence baseret på barnets aktuelle opholdssted« bestemmer følgende i stk. 1: »Hvis et barns sædvanlige opholdssted ikke kan fastslås, og kompetencen ikke kan afgøres på grundlag af artikel 12, ligger kompetencen hos retterne i den medlemsstat, hvor barnet befinder sig.« |
11 |
Artikel 14 i forordning nr. 2201/2003 med overskriften »Anden kompetence« er sålydende: »Har ingen ret i en medlemsstat kompetence i medfør af artikel 8-13, afgøres spørgsmålet om kompetencen i hver enkelt medlemsstat efter medlemsstatens egen lovgivning.« |
12 |
Forordningens artikel 15 med overskriften »Henvisning til en ret, der er bedre egnet til at behandle sagen« bestemmer følgende i stk. 1: »Undtagelsesvis kan en ret i en medlemsstat, der har kompetence til at påkende sagens realitet, hvis den finder, at en ret i en anden medlemsstat, som barnet har en særlig tilknytning til, er bedre egnet til at behandle sagen eller en specifik del af sagen, såfremt dette er til barnets bedste:
|
13 |
Forordningens artikel 21, der har overskriften »Anerkendelse af retsafgørelser«, bestemmer følgende i stk. 1: »Retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure.« |
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
14 |
Sagsøgeren i hovedsagen, der er mor til barnet (herefter »moderen«), er en bangladeshisk statsborger, som indgik et ægteskab i Bangladesh i 2013 med sagsøgte i hovedsagen, der er britisk statsborger og far til barnet (herefter »faderen«). |
15 |
I juni eller juli 2016 indrejste moderen i Det Forenede Kongerige for at bo dér med faderen. Hun fik udstedt et visum som udenlandsk ægtefælle af United Kingdom Home Office (Det Forenede Kongeriges indenrigsministerium), som er gyldigt fra den 1. juli 2016 til den 1. april 2019. |
16 |
I december 2016 rejste faderen og moderen til Bangladesh. Moderen var højgravid. Barnet blev født i Bangladesh den 2. februar 2017. Barnet er forblevet dér siden da og har derfor aldrig haft ophold i Det Forenede Kongerige. |
17 |
I starten af januar 2018 vendte faderen tilbage til Det Forenede Kongerige uden moderen. |
18 |
Den 20. marts 2018 anlagde moderen sag ved den forelæggende ret med henblik på, at barnet kommer under denne rets værgemål, og at der træffes afgørelse om, at såvel hun som barnet skal vende tilbage til Det Forenede Kongerige med henblik på at deltage i sagen for den nævnte ret. Moderen har gjort gældende, at den forelæggende ret har kompetence til at afgøre tvisten i hovedsagen. I denne henseende har hun bl.a. gjort gældende, at barnet på det tidspunkt, hvor moderen anlagde sag ved den forelæggende ret, havde sit sædvanlige opholdssted i Det Forenede Kongerige. Faderen har derimod bestridt, at den nævnte ret har kompetence til at træffe nogen afgørelse med hensyn til barnet. |
19 |
Den forelæggende ret har anført, at den ikke har foretaget nogen konstatering af de faktiske omstændigheder inden for rammerne af hovedsagen, idet den finder det nødvendigt først at afgøre spørgsmålet om, hvorvidt den har kompetence til at træffe afgørelse med hensyn til barnet. Hvad angår dette spørgsmål er den forelæggende ret af den opfattelse, at den i første omgang skal bedømme, om barnet har sit sædvanlige opholdssted – som omhandlet i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 – i Det Forenede Kongerige. Det er kun i anden omgang, og såfremt dette er tilfældet, at den nævnte ret vil undersøge, om den råder over en anden kompetence til at efterprøve tvisten i hovedsagen. |
20 |
Den forelæggende ret er af den opfattelse, at den fortolkning af det i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 indeholdte begreb »sædvanlig[t] opholdssted«, som skal anlægges inden for rammerne af tvisten i hovedsagen, rejser spørgsmål, der endnu ikke er blevet behandlet af Domstolen, herunder særligt spørgsmålet om, hvorvidt den fysiske tilstedeværelse er en bestanddel af dette begreb. Den tvang, som faderen hævdes at have udøvet over for moderen, har desuden haft den følge, at hun fødte i et tredjeland. Faderens adfærd i denne henseende udgør sandsynligvis et indgreb i moderens eller barnets rettigheder. Moderens holdning rejser derfor det subsidiære spørgsmål, om det nævnte begreb berøres af de omstændigheder, hvorunder barnet er blevet født i et tredjeland, og navnlig af faderens ulovlige tilbageholdelse af moderen i dette land ved tvang, skønt indehaverne af forældreansvaret ikke har nogen fælles hensigt om at bo i det nævnte land. |
21 |
På denne baggrund har High Court of Justice (England & Wales), Family Division (ret i første instans (England og Wales), afdelingen for familieretlige sager mv., Det Forenede Kongerige) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
|
Om hasteproceduren
22 |
Den forelæggende ret har anmodet om, at nærværende præjudicielle forelæggelse undergives den præjudicielle hasteprocedure, der er fastsat i artikel 107 i Domstolens procesreglement. |
23 |
Til støtte for sin anmodning har den nævnte ret anført, at hovedsagen vedrører et meget ungt barn, der var ét år og to måneder gammelt på tidspunktet for forelæggelsesafgørelsen, og at enhver forsinkelse i denne sags fremme skader barnets tarv. |
24 |
Den forelæggende ret har endvidere anført, at det ifølge moderens oplysninger, der er bestridt af faderen, forholder sig således, at moderen på nuværende tidspunkt tilbageholdes ulovligt og ved tvang af faderen i en landsby i Bangladesh uden adgang til gas, elektricitet eller rent vand og uden nogen indkomst i et samfund, der stigmatiserer hende som følge af, at hun er adskilt fra faderen. Den nævnte ret har anført, at det for det tilfælde, at det fastslås, at retten har kompetence, og at faderen har tilsidesat moderens og barnets rettigheder, vil påhvile den at handle så hurtigt som muligt, i givet fald ved at vedtage de nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre beskyttelsen af barnets interesser. |
25 |
I denne henseende skal det for det første bemærkes, at nærværende præjudicielle forelæggelse omhandler fortolkning af forordning nr. 2201/2003, som navnlig er blevet vedtaget på grundlag af artikel 61, litra c), EF, nu artikel 67 TEUF, der er indeholdt i afsnit V i EUF-traktatens tredje del vedrørende et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, således at denne forelæggelse er omfattet af anvendelsesområdet for den præjudicielle hasteprocedure, som er defineret i procesreglementets artikel 107 (dom af 9.10.2014, C, C-376/14 PPU, EU:C:2014:2268, præmis 34, af 9.1.2015, RG, C-498/14 PPU, EU:C:2015:3, præmis 36, og af 19.11.2015, P, C-455/15 PPU, EU:C:2015:763, præmis 31). |
26 |
Hvad for det andet angår kriteriet om en hastende karakter fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at barnets velvære i høj grad vil være i fare, såfremt det godtgøres, at faderen har udøvet tvang over for moderen. I et sådant tilfælde vil enhver forsinkelse med vedtagelsen af retsafgørelser med hensyn til barnet forlænge den nuværende situation og således på alvorlig eller endog uoprettelig vis risikere at skade barnets udvikling. I tilfælde af en eventuel tilbagevenden til Det Forenede Kongerige vil en sådan forsinkelse ligeledes risikere at være til skade for barnets integration i sit nye familiemæssige og sociale miljø. |
27 |
Desuden vedrører hovedsagen et barn, hvis meget unge alder indebærer, at barnet befinder sig på et udviklingsmæssigt meget følsomt trin. |
28 |
Henset til det ovenstående har Domstolens Første Afdeling den 5. juli 2018 efter forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten besluttet at efterkomme den forelæggende rets anmodning om, at nærværende præjudicielle forelæggelse undergives den præjudicielle hasteprocedure. |
Om de præjudicielle spørgsmål
Om Domstolens kompetence
29 |
Selv om Det Forenede Kongeriges regering formelt har gjort gældende, at nærværende præjudicielle forelæggelse ikke kan antages til realitetsbehandling, fremgår det af denne regerings indlæg, at den i realiteten har anfægtet Domstolens kompetence til at besvare de forelagte spørgsmål, for så vidt som nærværende sag vedrører en potentiel kompetencekonflikt mellem en medlemsstat, i det foreliggende tilfælde Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, og et tredjeland, nemlig Folkerepublikken Bangladesh. |
30 |
Den nævnte regering har navnlig gjort gældende, at forordning nr. 2201/2003, henset til artikel 61, litra c), EF og artikel 67, stk. 1, EF, på grundlag af hvilke forordningen er blevet vedtaget, kun finder anvendelse på grænseoverskridende situationer inden for Unionen. I grænseoverskridende situationer, der involverer en medlemsstat og et tredjeland, såsom den i hovedsagen omhandlede situation, finder national ret anvendelse. |
31 |
Hvad for det første angår ordlyden af de relevante bestemmelser i forordning nr. 2201/2003 skal det i denne henseende bemærkes, at forordningens artikel 1, der definerer dennes anvendelsesområde, præciserer de spørgsmål på det civilretlige område, som forordningen finder anvendelse på, og de spørgsmål, som den ikke finder anvendelse på, uden herved at henvise til nogen begrænsning af forordningens territoriale anvendelsesområde. |
32 |
Hvad angår selve artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 fastsætter denne bestemmelse, at kompetencen til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende forældreansvar over for et barn ligger hos retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor sagen anlægges. Der er således intet i ordlyden af denne bestemmelse, som tyder på, at anvendelsen af den heri fastsatte generelle kompetenceregel i sager vedrørende forældreansvar er undergivet en betingelse om, at der foreligger et retsforhold, som involverer flere medlemsstater. |
33 |
Det følger heraf, således som generaladvokaten har anført i punkt 23 og 25 i forslaget til afgørelse, at i modsætning til visse bestemmelser i forordning nr. 2201/2003 vedrørende kompetence, såsom forordningens artikel 9, 10 og 15, hvis ordlyd nødvendigvis indebærer, at deres anvendelse afhænger af en potentiel kompetencekonflikt mellem retter fra flere medlemsstater, følger det ikke af ordlyden af forordningens artikel 8, stk. 1, at denne bestemmelse kun finder anvendelse på tvister, der vedrører sådanne konflikter. |
34 |
I denne henseende adskiller artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 sig ligeledes fra de anerkendelses- og fuldbyrdelsesregler, der er fastsat i forordningen. |
35 |
Nærmere bestemt har Domstolen allerede fastslået, at det var åbenbart, at den ikke havde kompetence til at besvare præjudicielle spørgsmål vedrørende anerkendelse af en afgørelse om skilsmisse, som er truffet i et tredjeland, og bl.a. bemærket, at forordning nr. 2201/2003 i overensstemmelse med sin artikel 2, nr. 4), og artikel 21, stk. 1, er begrænset til anerkendelse af afgørelser truffet af en ret i en medlemsstat (kendelse af 12.5.2016, Sahyouni, C-281/15, EU:C:2016:343, præmis 21, 22 og 33). |
36 |
I modsætning til de i forordning nr. 2201/2003 fastsatte bestemmelser, der regulerer anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, fastsætter denne forordning, således som det særligt følger af nærværende doms præmis 32 og 33, imidlertid ikke nogen bestemmelse, der udtrykkeligt begrænser det territoriale anvendelsesområde for samtlige de regler vedrørende kompetence, som er fastsat i forordningen. |
37 |
Hvad for det andet angår formålet med forordning nr. 2201/2003 fremgår det af første betragtning hertil, at det med forordningen tilsigtes at bidrage til det mål, som Unionen har sat sig, om at skabe et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer. Med henblik herpå skal Unionen navnlig vedtage de foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål, der er nødvendige for det indre markeds funktion. |
38 |
I medfør af artikel 61, litra c), EF, som udgør en del af retsgrundlaget for forordning nr. 2201/2003, og af artikel 65 EF, der nu henholdsvis er blevet til artikel 67, stk. 3, TEUF og artikel 81 TEUF, vedtager Unionen således foranstaltninger på området for samarbejdet om civilretlige spørgsmål, der har grænseoverskridende virkninger, og i det omfang de er nødvendige for det indre markeds funktion. |
39 |
I modsætning til det, som det Forenede Kongeriges regering i det væsentlige har gjort gældende, har sådanne betragtninger imidlertid ikke til følge, at den i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 fastsatte kompetenceregel skal anses for kun at finde anvendelse på tvister, der implicerer forholdet mellem retter i medlemsstater. |
40 |
Navnlig skal det bemærkes, at de i forordning nr. 2201/2003 indeholdte ensartede regler om kompetence ikke kun skal finde anvendelse på situationer med en tilstrækkelig faktisk tilknytning til det indre markeds funktion, som pr. definition implicerer flere medlemsstater. Selve den tilvejebringelse af ensartede kompetenceregler, der er foretaget ved forordningen, har nemlig klart til formål at fjerne de hindringer for det indre markeds funktion, der kan følge af forskellene mellem de nationale lovgivninger på dette område (jf. analogt – og for så vidt angår konventionen af 27.9.1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978, L 304, s. 17), som ændret ved de efterfølgende konventioner om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention – dom af 1.3.2005, Owusu, C-281/02, EU:C:2005:120, præmis 34). |
41 |
Henset til det ovenstående skal det fastslås, at den generelle kompetenceregel, der er fastsat i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003, ikke kun kan finde anvendelse på tvister, der vedrører forholdet mellem retter fra forskellige medlemsstater, men ligeledes på tvister, der vedrører forholdene mellem en enkelt medlemsstats retter og retterne i et tredjeland. |
42 |
Domstolen har dermed kompetence til at besvare de af den forelæggende ret stillede spørgsmål. |
Realiteten
43 |
Med sine spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 skal fortolkes således, at et barn skal have været fysisk til stede i en medlemsstat for at kunne anses for at have sit sædvanlige opholdssted i denne medlemsstat i denne bestemmelses forstand. Den nævnte ret ønsker ligeledes oplyst, om de i hovedsagen omhandlede omstændigheder, nemlig for det første den tvang, som faderen har udøvet over for moderen, og som har haft til følge, at moderen har født deres barn i et tredjeland og har boet dér med barnet siden dets fødsel, og for det andet indgrebet i moderens eller barnets grundlæggende rettigheder, såfremt det antages, at disse omstændigheder er godtgjort, har nogen betydning i denne henseende. |
44 |
Faderen og Europa-Kommissionen har gjort gældende, at barnets sædvanlige opholdssted ikke kan befinde sig i en medlemsstat, hvor barnet aldrig har befundet sig fysisk, mens moderen, Det Forenede Kongeriges regering og den tjekkiske regering er af den opfattelse, at omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede kan begrunde, at barnet skal anses for at have sit sædvanlige opholdssted i denne stat. |
45 |
Indledningsvis skal det fastslås, at begrebet »sædvanligt opholdssted« ikke er defineret i forordning nr. 2201/2003. Anvendelsen af tillægsordet »sædvanligt« angiver blot, at opholdet skal have en vis varighed eller regelmæssighed (dom af 22.12.2010, Mercredi, C-497/10 PPU, EU:C:2010:829, præmis 44). |
46 |
Ifølge fast retspraksis følger det såvel af kravene om en ensartet anvendelse af EU-retten som af de krav, der udspringer af lighedsprincippet, at en EU-retlig bestemmelse, som efter sin ordlyd ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, normalt skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i hele Unionen, som skal søges under hensyntagen til bestemmelsens kontekst og det med den pågældende lovgivning forfulgte mål (dom af 22.12.2010, Mercredi, C-497/10 PPU, EU:C:2010:829, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis). |
47 |
Begrebet »sædvanligt opholdssted« anvendes i artikler i forordning nr. 2201/2003, der ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret. Dette begreb skal derfor defineres under hensyntagen til den sammenhæng, hvori forordningens bestemmelser indgår, og det med forordningen forfulgte mål (jf. i denne retning dom af 22.12.2010, Mercredi, C-497/10 PPU, EU:C:2010:829, præmis 46). |
48 |
I denne henseende fremgår det af 12. betragtning til forordning nr. 2201/2003, at forordningen er udformet under hensyntagen til barnets bedste, og at kriteriet om nærhed skal tillægges vægt med henblik herpå. EU-lovgiver har således anset den ret, som geografisk er tættest på barnets sædvanlige opholdssted, for bedst egnet til at vurdere de foranstaltninger, som skal træffes i barnets interesse. I henhold til denne betragtning bør kompetencen derfor først og fremmest tillægges retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, med undtagelse af visse tilfælde, hvor barnets opholdssted ændres, eller hvor indehaverne af forældreansvaret har aftalt andet (dom af 15.2.2017, W og V, C-499/15, EU:C:2017:118, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis). |
49 |
Artikel 8 i forordning nr. 2201/2003 gennemfører dette mål ved at fastsætte en generel kompetence i sager vedrørende forældreansvar for retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted (dom af 15.2.2017, W og V, C-499/15, EU:C:2017:118, præmis 52). |
50 |
Som Domstolen i øvrigt gentagne gange har fastslået, forholder det sig således, at med henblik på fastlæggelsen af et barns sædvanlige opholdssted skal andre faktorer ud over barnets fysiske tilstedeværelse i en medlemsstat påvise, at denne tilstedeværelse på ingen måde er af midlertidig eller tilfældig karakter (dom af 2.4.2009, A, C-523/07, EU:C:2009:225, præmis 38, af 22.12.2010, Mercredi, C-497/10 PPU, EU:C:2010:829, præmis 49, af 9.10.2014, C, C-376/14 PPU, EU:C:2014:2268, præmis 51, af 15.2.2017, W og V, C-499/15, EU:C:2017:118, præmis 60, af 8.6.2017, OL, C-111/17 PPU, EU:C:2017:436, præmis 43, og af 28.6.2018, HR, C-512/17, EU:C:2018:513, præmis 41). |
51 |
Den betydning, som EU-lovgiver har tillagt den geografiske nærhed med henblik på fastlæggelsen af den ret, som har kompetence til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende forældreansvar, fremgår ligeledes af artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003, der baserer kompetencen for en ret i en medlemsstat alene på barnets aktuelle opholdssted, netop når barnets opholdssted ikke i nogen medlemsstat har kunnet anses for »sædvanlig[t]« som omhandlet i forordningens artikel 8, stk. 1, og når kompetencen ikke kan afgøres på grundlag af forordningens artikel 12. |
52 |
Domstolen har således fastslået, at anerkendelsen af et barns sædvanlige opholdssted i en given medlemsstat i det mindste kræver, at barnet fysisk har været til stede i denne medlemsstat (dom af 15.2.2017, W og V, C-499/15, EU:C:2017:118, præmis 61). |
53 |
Det følger af de betragtninger, der er anført i nærværende doms præmis 45-52, at fysisk tilstedeværelse i den medlemsstat, hvor barnet hævdes at være integreret, er en betingelse, som nødvendigvis går forud for bedømmelsen af, om denne tilstedeværelse er af stabil karakter, og at det »sædvanlige opholdssted« som omhandlet i forordning nr. 2201/2003 derfor ikke kan fastsættes til at være i en medlemsstat, hvor barnet aldrig har været. |
54 |
Denne fortolkning bekræftes af den position, som artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 har blandt de i forordningen fastsatte kompetenceregler i sager vedrørende forældreansvar. |
55 |
I lyset af 12. betragtning til forordning nr. 2201/2003, og således som det fremgår af nærværende doms præmis 49, fastsætter artikel 8 i forordning nr. 2201/2003 nemlig den generelle kompetenceregel i sager om forældreansvar, således at denne bestemmelse spiller en central rolle i den ordning med kompetenceregler, som er fastsat på dette område ved forordningen. |
56 |
Artikel 8 i forordning nr. 2201/2003 suppleres således af særlige regler, som bl.a. skal finde anvendelse, hvis det sædvanlige opholdssted for et barn, som befinder sig i en medlemsstat, ikke kan fastslås, og kompetencen ikke kan afgøres på grundlag af forordningens artikel 12 (artikel 13), hvis ingen ret i en medlemsstat har kompetence i medfør af forordningens artikel 8-13 (artikel 14) eller undtagelsesvis og på visse betingelser, hvis den kompetente ret henviser en sag til en ret i en anden medlemsstat, som den finder er bedre egnet til at behandle sagen (artikel 15) (dom af 15.2.2017, W og V, C-499/15, EU:C:2017:118, præmis 56). |
57 |
Det følger heraf, at den omstændighed, at en tvist indbragt for en ret i en medlemsstat ikke henhører under anvendelsesområdet for artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003, ikke nødvendigvis er til hinder for, at denne ret har kompetence til at påkende denne tvist på et andet grundlag. Navnlig forholder det sig således, at selv om det antages, at den i nærværende doms præmis 52 og 53 anlagte fortolkning, hvorefter barnets fysiske tilstedeværelse i en medlemsstat er en forudgående betingelse for at fastslå, at barnet har sædvanligt opholdssted dér, har den følge, at det i en situation som den i hovedsagen omhandlede ikke vil være muligt at udpege en ret i en medlemsstat som kompetent i medfør af forordningens bestemmelser, ændrer dette ikke ved, at det, således som Kommissionen har anført, fortsat står medlemsstaterne frit for i overensstemmelse med forordningens artikel 14 at basere deres retters kompetence på egen lovgivning, hvorved de afviger fra det nærhedskriterium, som forordningens bestemmelser er baseret på. |
58 |
Det følger desuden af de bestemmelser, hvortil der henvises i nærværende doms præmis 56, og navnlig af artikel 13, stk. 1, og artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003, at EU-lovgiver specifikt har overvejet henholdsvis den situation, hvor et barns sædvanlige opholdssted ikke kan fastslås, og situationen med en henvisning til en ret, der er bedre egnet til at behandle en sag vedrørende et barn, og som ikke nødvendigvis er den ret, der er omhandlet i forordningens artikel 8, stk. 1, eller den, som er omhandlet i forordningens artikel 9-14. |
59 |
Som følge heraf kan hverken den omstændighed, at barnet ikke har noget sædvanligt opholdssted som omhandlet i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003, idet barnet ikke er fysisk til stede i en EU-medlemsstat, eller den omstændighed, at der findes retter i en medlemsstat, som er bedre egnet til at behandle spørgsmål vedrørende dette barn, skønt barnet aldrig har boet i denne stat, gøre det muligt at fastslå, at barnet har sædvanligt opholdssted i en stat, hvor den pågældende aldrig har befundet sig. |
60 |
Dernæst bemærkes, at den i hovedsagen omhandlede omstændighed, hvorefter faderen har udøvet tvang over for moderen med den følge, at deres barn blev født i Bangladesh og har opholdt sig dér siden sin fødsel, ikke kan rejse tvivl om denne fortolkning, selv hvis det antages, at denne omstændighed er godtgjort. |
61 |
Uden denne tvang kunne det i hovedsagen omhandlede barn ganske vist eventuelt være blevet født i Det Forenede Kongerige, sådan som moderen hævdede at have til hensigt. Domstolen har imidlertid allerede fastslået, at det kan pege i retning af en flytning af det sædvanlige opholdssted, hvis forældreansvarsindehaverens hensigt om at etablere sig i en anden medlemsstat sammen med barnet kommer til udtryk ved visse konkrete skridt såsom køb eller leje af en bolig i værtsmedlemsstaten (dom af 22.12.2010, Mercredi, C-497/10 PPU, EU:C:2010:829, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis). |
62 |
Når barnet ikke selv fysisk har været til stede i den pågældende medlemsstat, forholder det sig imidlertid således, at ved fortolkningen af begrebet »sædvanlige opholdssted« kan omstændigheder såsom hensigten hos den forælder, der udøver den faktiske forældremyndighed over barnet, eller den ene eller den anden af disse forældres sædvanlige ophold i denne medlemsstat, ikke tillægges afgørende betydning til skade for objektive geografiske betragtninger uden at tilsidesætte EU-lovgivers hensigt (jf. analogt dom af 28.6.2018, HR, C-512/17, EU:C:2018:513, præmis 60). |
63 |
Den fortolkning, hvorefter den omstændighed, at det pågældende barn ikke selv har befundet sig fysisk i den omhandlede medlemsstat er til hinder for, at der tages hensyn til betragtninger som dem, der er anført i den foregående præmis i nærværende dom, er nemlig i højere grad i overensstemmelse med kriteriet om nærhed, som er prioriteret af EU-lovgiver i forbindelse med forordning nr. 2201/2003 netop for at sikre, at der tages hensyn til barnets bedste (jf. analogt dom af 8.6.2017, OL, C-111/17 PPU, EU:C:2017:436, præmis 67). |
64 |
Endelig kræver den beskyttelse af barnets tarv, der er sikret ved artikel 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og iagttagelsen af de heri fastsatte grundlæggende rettigheder, såsom de i chartrets artikel 4, 6 og 24 fastsatte, ikke, at der skal anlægges en anden fortolkning end den, som er anlagt i nærværende doms præmis 52 og 53. |
65 |
For det første, og således som det følger af nærværende doms præmis 48, er der blevet taget hensyn til barnets tarv i forbindelse med affattelsen af forordning nr. 2201/2003, idet det heri vedtagne nærhedskriterium materialiserer dette hensyn. |
66 |
For det andet er der ved forordning nr. 2201/2003 allerede blevet indført en mekanisme, som giver medlemsstaterne tilladelse til at beskytte barnets interesser selv i tilfælde af tvister, der ikke er omfattet af forordningens artikel 8, stk. 1. Navnlig præciserer forordningens artikel 14, således som det er blevet anført i nærværende doms præmis 57, at medlemsstaterne, når ingen ret i en medlemsstat har kompetence i medfør af forordningens artikel 8-13, kan tildele deres retter kompetence i medfør af national lovgivning som et tillæg til forordningens system. |
67 |
I det foreliggende tilfælde fremgår det af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at en sådan tillægskompetence foreligger i Det Forenede Kongeriges retsorden i form af »parens patriae-kompetencen« for retterne i denne medlemsstat, idet denne kompetenceregel finder anvendelse på britiske statsborgere efter de nationale retters skøn. |
68 |
Det følger af disse betragtninger, at barnets tarv ikke giver anledning til en sådan fortolkning af artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003, som moderen, Det Forenede Kongeriges regering og den tjekkiske regering har foreslået, heller ikke under omstændigheder som dem, der foreligger i den i hovedsagen omhandlede situation, idet en sådan fortolkning går ud over grænserne for det i forordningen fastsatte begreb »sædvanlig[t] opholdssted« og for den rolle, som denne bestemmelse er tiltænkt inden for rammerne af de bestemmelser i forordningen, der reguler kompetencen i sager om forældreansvar. |
69 |
Det følger heraf, at i en sag som den i hovedsagen omhandlede gør hverken den omstændighed, at den ene forælder har udvist en ulovlig adfærd over for den anden med den følge, at deres barn er blevet født i et tredjeland og har boet dér siden sin fødsel, eller tilsidesættelsen af moderens eller barnets grundlæggende rettigheder det muligt at fastslå, selv hvis disse omstændigheder godtgøres, at barnet kan have sit sædvanlige opholdssted som omhandlet i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 i en medlemsstat, som det aldrig har befundet sig i. |
70 |
Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 fortolkes således, at et barn skal have været fysisk til stede i en medlemsstat for at kunne anses for at have sit sædvanlige opholdssted i denne medlemsstat i denne bestemmelses forstand. Omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, nemlig for det første den tvang, som faderen har udøvet over for moderen, og som har haft til følge, at moderen har født deres barn i et tredjeland og har boet dér med barnet siden dets fødsel, og for det andet indgrebet i moderens eller barnets grundlæggende rettigheder, har, selv hvis sådanne omstændigheder godtgøres, ingen betydning i denne henseende. |
Sagsomkostninger
71 |
Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes. |
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret: |
Artikel 8, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 skal fortolkes således, at et barn skal have været fysisk til stede i en medlemsstat for at kunne anses for at have sit sædvanlige opholdssted i denne medlemsstat i denne bestemmelses forstand. Omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, nemlig for det første den tvang, som faderen har udøvet over for moderen, og som har haft til følge, at moderen har født deres barn i et tredjeland og har boet dér med barnet siden dets fødsel, og for det andet indgrebet i moderens eller barnets grundlæggende rettigheder, har, selv hvis disse omstændigheder godtgøres, ingen betydning i denne henseende. |
Underskrifter |
( *1 ) – Processprog: engelsk.
( 1 ) – Det navn, der er indeholdt i præmis 25, er blevet erstattet af bogstaver som følge af en anmodning om anonymisering.