1. 

I denne præjudicielle forelæggelse rejses der på ny spørgsmål, der vedrører en europæisk arrestordre, efter Domstolens fortolkning af rammeafgørelse 2002/584/RIA ( 2 ) i dom af 5. april 2016, Aranyosi og Căldăraru ( 3 ).

2. 

Den forelæggende ret har anmodet Domstolen om yderligere præciseringer af den retspraksis, der følger af nævnte dom, navnlig i tilfælde af, at de (eventuelle) tilsidesættelser af retten til ikke at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i fængslerne i den medlemsstat, der har udstedt den europæiske arrestordre, kan afhjælpes af nævnte stats judicielle myndigheder.

3.

Artikel 4 har følgende ordlyd:

»Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.«

4.

Femte, sjette, ottende, tiende og tolvte betragtning er affattet således:

[…]

[…]

[…]

5.

Artikel 1 fastsætter:

»1.   Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

2.   Medlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse.

3.   Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 [EU].«

6.

Artikel 5 bestemmer:

»Den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning kan indeholde bestemmelser om, at dens fuldbyrdende judicielle myndighed kun må fuldbyrde en europæisk arrestordre på følgende betingelser:

[…]

7.

Artikel 6 har følgende ordlyd:

»1.   Den udstedende judicielle myndighed er den judicielle myndighed i den udstedende medlemsstat, der i henhold til denne medlemsstats lovgivning er kompetent til at udstede en europæisk arrestordre.

2.   Den fuldbyrdende judicielle myndighed er den judicielle myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat, der i henhold til denne medlemsstats lovgivning er kompetent til at fuldbyrde en europæisk arrestordre.

3.   Hver medlemsstat underretter Generalsekretariatet for Rådet om, hvilken judiciel myndighed der er kompetent efter dens nationale lovgivning.«

8.

Artikel 7 er affattet således:

»1.   Hver medlemsstat kan udpege en central myndighed eller, hvis det er foreskrevet i dens retssystem, flere centrale myndigheder til at bistå de kompetente judicielle myndigheder.

2.   En medlemsstat kan, hvis det bliver nødvendigt på grund af dens retssystem, overdrage den administrative fremsendelse og modtagelse af europæiske arrestordrer samt al anden officiel korrespondance i den forbindelse til sin eller sine centrale myndigheder.

Medlemsstater, der ønsker at gøre brug af mulighederne i denne artikel, meddeler Generalsekretariatet for Rådet oplysninger om den eller de pågældende centrale myndigheder. Disse angivelser forpligter alle myndigheder i den udstedende medlemsstat.«

9.

Artikel 15 bestemmer:

»1.   Den fuldbyrdende judicielle myndighed træffer afgørelse om overgivelse af den pågældende inden for de frister og på de betingelser, der er fastsat i denne rammeafgørelse.

2.   Hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed finder, at de oplysninger, den udstedende medlemsstat har fremsendt, ikke er tilstrækkelige til, at den kan træffe afgørelse om overgivelsen, anmoder den om straks at få de nødvendige supplerende oplysninger, navnlig i forbindelse med artikel 3-5 og 8, og kan fastsætte en tidsfrist for fremsendelsen af disse oplysninger under hensyn til nødvendigheden af at overholde fristerne i artikel 17.

3.   Den udstedende judicielle myndighed kan til enhver tid fremsende supplerende nyttige oplysninger til den fuldbyrdende judicielle myndighed.«

10.

Rammeafgørelsen blev gennemført i tysk ret ved §§ 78-83, litra k), med senere ændringer ( 5 ), i IRG.

11.

I henhold til IRG’s § 29, stk. 1, træffer Hanseatisches Oberlandesgericht in Bremen (den regionale appeldomstol i Bremen, Tyskland) afgørelse om at tillade overgivelse af en person, når denne ikke har givet sit samtykke hertil.

12.

IRG’s § 73 er affattet således:

»I mangel af anmodning desangående er det ulovligt at yde retshjælp og videregive oplysninger, hvis dette er i strid med grundlæggende principper i tysk ret. Såfremt der foreligger en anmodning i henhold til afsnit otte, ni og ti, er det ulovligt at yde retshjælp, hvis dette er i strid med principperne i artikel 6 [TEU]«.

13.

Den 31. oktober 2017 udstedte Nyiregyházai járásbíróság (distriktsdomstolen i Nyiregyháza, Ungarn) en europæisk arrestordre med henblik på fuldbyrdelse af straffen på et år og otte måneders fængsel, som ML, ungarsk statsborger, var blevet idømt for legemskrænkelser, personskader, svig og røveri i dom afsagt (in absentia) den 14. september 2017.

14.

Nævnte ungarske ret havde tidligere, den 2. august 2017, udstedt en europæisk arrestordre med henblik på overgivelse af ML for at dømme den pågældende for de forhold, som efterfølgende førte til domfældelsen.

15.

Amtsgericht Bremen (byretten i Bremen, Tyskland) beordrede ML arresteret den 12. december 2017. ML havde imidlertid været fængslet siden den 23. november samme år i medfør af den første europæiske arrestordre.

16.

Ved afgørelse af 19. december 2017 beordrede Hanseatisches Oberlandesgericht in Bremen (den regionale appeldomstol i Bremen) – efter nævnte ret ophævede arrestationen i medfør af den første europæiske arrestordre – ML arresteret med henblik på fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre af 31. oktober 2017.

17.

ML modsatte sig overgivelsen til de ungarske myndigheder og anmodede om forelæggelse af et præjudicielt spørgsmål til Domstolen. Inden retten traf afgørelse om overgivelsen, udbad den sig yderligere oplysninger.

18.

I forbindelse med den første europæiske arrestordre havde det ungarske justitsministerium givet Hanseatisches Oberlandesgericht in Bremen (den regionale appeldomstol i Bremen) oplysninger om de lokaliteter, hvori ML ville blive frihedsberøvet, og havde garanteret, at ML under ingen omstændigheder ville blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

19.

På grundlag af disse oplysninger understregede den fuldbyrdende ret ved afgørelse af 9. januar 2018, at frihedsberøvelsen af ML i et af de centre, som det ungarske justitsministerium havde angivet, ikke gav anledning til problemer. Nævnte ret gav imidlertid udtrykt for tvivl om de andre fængsler, som det ungarske justitsministerium havde angivet som mulige lokaliteter for afsoningen, og derfor stillede den fuldbyrdende ret – i medfør af de principper for strafafsoning, som Europarådet vedtog i 2006 ( 6 ), og De Forenede Nationers anbefalede minimumsregler for behandling af fængslede ( 7 ) – de ungarske myndigheder en række spørgsmål ( 8 ).

20.

Det fremgik af svaret fra det ungarske justitsministerium af 12. januar 2018, at der den 25. oktober 2016 var trådt love i kraft, som giver de indsatte mulighed for at klage over deres forhold under frihedsberøvelsen.

21.

Det ungarske justitsministerium føjede den 1. februar 2018 til disse oplysninger, at den pågældende ville blive indsat i fængslet i Budapest i en periode på to eller tre uger med forbehold af uforudsete omstændigheder. I denne periode ville der blive vedtaget foranstaltninger, der ikke blev nærmere præciseret, med hensyn til fuldbyrdelsen af overgivelsen.

22.

Den fuldbyrdende ret anmodede den 12. februar 2018 om en række detaljerede oplysninger om forholdene i fængslet i Budapest. Nævnte ret spurgte desuden om, i hvilke andre fængsler ML kunne blive indsat, og på hvilket reelt grundlag retten kunne verificere de deri gældende forhold. De ungarske myndigheder besvarede ikke denne forespørgsel inden for den af retten fastsatte frist (28.2.2018) ( 9 ).

23.

Generalstaatsanwaltschaft Bremen (den tyske anklagemyndighed i Bremen) har støttet fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre, som ML har modsat sig. På denne baggrund har Hanseatisches Oberlandesgericht in Bremen (den regionale appeldomstol i Bremen) forelagt følgende præjudicielle spørgsmål og anmodet om, at afgørelsen undergives en hasteprocedure:

24.

Forelæggelsesafgørelsen indgik til Domstolen den 27. marts 2018, og det blev besluttet at undergive den hasteproceduren.

25.

ML, den tyske og den ungarske regering samt Kommissionen har afgivet skriftlige indlæg og deltog alle sammen med den tyske anklagemyndighed, den belgiske og den danske regering, Irland samt den spanske, den nederlandske og den rumænske regering i retsmødet den 14. juni 2018.

26.

I Aranyosi-dommen, som besvarede et præjudicielt spørgsmål fra den samme ret, som har forelagt nærværende spørgsmål, fastslog Domstolen, at rammeafgørelsens artikel 1, stk. 3, artikel 5 og artikel 6, stk. 1, skal fortolkes således, at »den fuldbyrdende judicielle myndighed, som stilles over for objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger, som vidner om, at der ved forholdene under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstat foreligger mangler, der er systemiske eller generelle, eller som berører visse persongrupper eller visse centre for frihedsberøvede, skal foretage en konkret og præcis prøvelse af, om der er alvorlige grunde til at antage, at en person, som er omfattet af en europæisk arrestordre udstedt med henblik på retsforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf, på grund af forholdene under sin frihedsberøvelse i denne medlemsstat løber en reel risiko for at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder i tilfælde af overgivelse til nævnte medlemsstat« ( 10 ).

27.

Dommen fortsætter således: »Med henblik herpå skal den anmode om supplerende oplysninger fra den udstedende judicielle myndighed, der skal meddele disse oplysninger inden for den i anmodningen fastsatte frist, efter om fornødent at have anmodet om bistand fra den eller en af de centrale myndighed(er) i den udstedende medlemsstat […]. Den fuldbyrdende judicielle myndighed skal udsætte sin afgørelse vedrørende den berørte persons overgivelse, indtil den får supplerende oplysninger, som giver denne mulighed for at afvise, at der foreligger en sådan risiko. Såfremt det ikke inden for en rimelig frist kan afvises, at der foreligger en sådan risiko, skal myndigheden beslutte, om overgivelsesproceduren bør bringes til ophør« ( 11 ).

28.

Hanseatisches Oberlandesgericht in Bremen (den regionale appeldomstol i Bremen) anmodede i 2016 Domstolen om at præcisere dennes retspraksis og forelagde den en række supplerende spørgsmål. Det var imidlertid ikke muligt at give nævnte ret et svar, eftersom den europæiske arrestordre blev tilbagekaldt, inden Domstolen traf afgørelse, hvilket medførte, at den præjudicielle procedure blev indstillet ( 12 ).

29.

Ved denne (tredje) lejlighed har den forelæggende ret konkret anmodet Domstolen om at fortolke rammeafgørelsens artikel 1, stk. 3, artikel 5 og artikel 6, stk. 1, sammenholdt med chartrets artikel 4, med hensyn til »den procedure, som Den Europæiske Unions Domstol foreskrev i sin afgørelse Aranyosi og Căldăraru […], med hensyn til den fuldbyrdende judicielle myndigheds prøvelse af forholdene under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstat« ( 13 ).

30.

Inden bedømmelsen af de forelagte spørgsmål er det ikke formålsløst at minde om, at rammeafgørelsen har til formål at erstatte det traditionelle overgivelsessystem, der er kendetegnet ved et betydeligt element af politisk opportunitet, med en ordning for overgivelse mellem judicielle myndigheder baseret på princippet om gensidig anerkendelse, og som bygger på en høj grad af tillid mellem medlemsstaterne ( 14 ).

31.

Princippet om gensidig anerkendelse, »der udgør »hjørnestenen« i det retlige samarbejde, [indebærer] i medfør af rammeafgørelsens artikel 1, stk. 2, […] at medlemsstaterne i princippet har pligt til at fuldbyrde en europæisk arrestordre« ( 15 ). Dette princip »er i sig selv baseret på, at der mellem medlemsstaterne hersker en gensidig tillid til, at deres respektive nationale retsordener er i stand til at yde den samme effektive beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, som er anerkendt på EU-plan, og navnlig i chartret« ( 16 ).

32.

Begge principper er af grundlæggende betydning i EU-retten, idet de, således som Domstolen fastslog i Aranyosi-dommen med henvisning til udtalelse 2/13 ( 17 ), »muliggør oprettelsen og bevarelsen af et område uden indre grænser«, eftersom »princippet om gensidig tillid, bl.a. for så vidt angår et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, [specifikt pålægger] hver af medlemsstaterne at lægge til grund, medmindre der er tale om helt særlige omstændigheder, at samtlige andre medlemsstater overholder EU-retten og navnlig de i denne ret anerkendte grundlæggende rettigheder« ( 18 ).

33.

Bortset fra de obligatoriske grunde til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i rammeafgørelsens artikel 3, eller de fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse, som er fastsat i denne rammeafgørelses artikel 4 og 4a, er den fuldbyrdende judicielle myndighed principielt forpligtet til at fuldbyrde den europæiske arrestordre og kan ikke betinge denne fuldbyrdelse af andre betingelser end dem, der er fastsat i rammeafgørelsens artikel 5.

34.

»Mens fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre udgør hovedreglen, er afslaget på fuldbyrdelse af en sådan arrestordre følgelig udformet som en undtagelse, der skal undergives en streng fortolkning« ( 19 ).

35.

EU-lovgiver har bestemt, at anvendelsen af ordningen med den europæiske arrestordre »kun [kan] suspenderes i tilfælde af, at en medlemsstat groft og vedvarende overtræder de principper, der er fastlagt i artikel [2 TEU], hvilket skal fastslås af Rådet i henhold til [artikel 7, stk. 1, TEU], med de følger, der er fastsat i stk. 2 i samme artikel« ( 20 ).

36.

Det følger imidlertid af Aranyosi-dommen, at EU-retten undtagelsesvis giver mulighed for afslag på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre i andre enkeltstående tilfælde ud over det tilfælde, jeg netop har henvist til (dvs. medmindre Rådet i henhold til artikel 7 TEU formelt har konstateret en grov og vedvarende overtrædelse af de værdier og principper, der er fastlagt i artikel 2 TEU). Bedømmelsen af det andet, det tredje og det fjerde præjudicielle spørgsmål gør det muligt nøje at bestemme rækkevidden af denne undtagelse.

37.

Da Hanseatisches Oberlandesgericht in Bremen (den regionale appeldomstol i Bremen) affattede sit første præjudicielle spørgsmål, placerede nævnte ret spørgsmålet i en meget præcis kontekst: når den fuldbyrdende judicielle myndighed har »dokumentation for, at forholdene under frihedsberøvelsen i den udstedende medlemsstat udviser reelle mangler, der er systemiske eller generelle, eller som berører visse persongrupper eller visse centre for frihedsberøvede«.

38.

På dette grundlag ønsker den forelæggende ret oplysninger om »betydningen af de muligheder for retslig beskyttelse, som den udstedende medlemsstat tilbyder den frihedsberøvede person med hensyn til forholdene under den pågældendes frihedsberøvelse«.

39.

Jeg er af den opfattelse, at den forelæggende ret med denne tilgang selv er i stand til at finde det svar, som retten har anmodet Domstolen om. Hvis »de muligheder for retslig beskyttelse, som den udstedende medlemsstat tilbyder,« er tilstrækkelige til at udelukke risikoen for umenneskelig eller nedværdigende behandling, er der ingen grund til at henvise til »reelle mangler, der er systemiske eller generelle«.

40.

Efter min opfattelse er den situation, som den forelæggende ret har beskrevet, ikke identisk med den situation, som gav anledning til Aranyosi-dommen:

– Dengang (2015) var den forelæggende ret af den klare opfattelse, at der forelå væsentlige grunde til at formode, at Pál Aranyosi kunne blive udsat for forhold under frihedsberøvelsen, der var i strid med artikel 3 i den europæiske menneskerettighedskonvention (herefter »EMRK«) og artikel 6 TEU, navnlig på grund af, at centrene for frihedsberøvede var overbelagte ( 21 ).

– I dag (2018) har situationen ændret sig, og det er netop med henblik på at ajourføre ( 22 ) vurderingselementerne for at kunne bekræfte eller ændre det synspunkt, som den forelæggende ret indtog tidligere, at denne ret har anmodet de ungarske myndigheder om yderligere oplysninger. På baggrund af de indhentede oplysninger finder den forelæggende ret det nødvendigt at tage en ny relevant faktor i betragtning, nemlig indførelsen af retsmidler, som ikke fandtes i den udstedende medlemsstat på tidspunktet for anmodningen om præjudiciel afgørelse, som udmøntede sig i Aranyosi-dommen ( 23 ).

41.

De (nye) oplysninger, som de ungarske myndigheder har fremsendt til den forelæggende ret, vidner om, at der den 25. oktober 2016 blev vedtaget lovgivningsforanstaltninger med henblik på at give de indsatte mulighed for at klage over deres forhold under frihedsberøvelsen. Ifølge forelæggelsesafgørelsen har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol udtalt, at intet tyder på, at de disse foranstaltninger ikke giver en reel mulighed for forbedring af forholdene under frihedsberøvelsen, således at de er i overensstemmelse med forbuddet mod umenneskelig eller nedværdigende behandling ( 24 ).

42.

Ifølge Menneskerettighedsdomstolens dom af 14. november 2017 ( 25 ), som den forelæggende ret har henvist til, »findes der ikke noget holdepunkt for, at [de af den ungarske lovgiver vedtagne foranstaltninger] ikke rummer realistiske perspektiver med hensyn til forbedring af urimelige forhold under frihedsberøvelsen, og at de ikke vil give de indsatte en mulighed for at bringe disse forhold under frihedsberøvelsen i overensstemmelse med kravene i EMRK’s artikel 3« ( 26 ), idet det udtrykkeligt er foreskrevet, at fængselsmyndighedens handlinger kan underkastes domstolsprøvelse ( 27 ).

43.

Den omstændighed, at den ungarske lovgivning siden 2016 har omfattet en klageordning, der giver de indsatte mulighed for at opnå retslig beskyttelse mod urimelige forhold under frihedsberøvelsen, burde, såfremt denne ordning fungerer korrekt, være tilstrækkelig til at udelukke systemiske eller generelle mangler i det nationale fængselssystem, således at retten til ikke at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling sikres. Denne tilgang understøttes af princippet om gensidig tillid, der som tidligere nævnt danner grundlag for ordningen vedrørende den europæiske arrestordre, og dermed rationalet bag den gensidige anerkendelse af retsafgørelser.

44.

Det er imidlertid muligt, at den nye lovgivning er mere symbolsk, end den er effektiv, således at den ikke indebærer en tilstrækkelig beskyttelse. Hvis dette er tilfældet, vil det »forhold, at den i chartrets artikel 4 sikrede rettighed er af absolut karakter« ( 28 ) medføre, at den fuldbyrdende judicielle myndighed er forpligtet til at yde beskyttelse, såfremt denne myndighed »råder over oplysninger, der dokumenterer en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling af frihedsberøvede personer i den udstedende medlemsstat« ( 29 ).

45.

For at vurdere, om denne beskyttelsesordning reelt er blevet indført, minder jeg om, at det følger af Aranyosi-dommen, at »objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger om de forhold for frihedsberøvede, der hersker i den udstedende medlemsstat […] bl.a. [kan] fremgå af internationale retsafgørelser, såsom Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols domme, den udstedende medlemsstats retsafgørelser samt afgørelser, rapporter og andre dokumenter, der udarbejdes af organerne i Europarådet eller af FN-organer« ( 30 ).

46.

Oplysningerne i denne sag indikerer, at de retsmidler, som den ungarske lovgiver har indført, ikke består af teoretiske eller uanvendelige løsninger, men at de derimod er i stand til at udmønte sig i effektive konsekvenser i praksis.

47.

Dette er dels Menneskerettighedsdomstolens opfattelse, som har udtalt, at de nye regler ikke blot er tomme ord, men derimod effektivt sikrer retten til ikke at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling.

48.

Dels bifaldt Europarådets Ministerkomité i sin afgørelse af juni 2017 ( 31 ) de ungarske myndigheders bestræbelser på at løse problemet med overbelagte fængsler og konstaterede, at de allerede vedtagne foranstaltninger forekommer at have afstedkommet de første resultater, og at det kan forventes, at disse samt eventuelle fremtidige foranstaltninger kan hjælpe de ungarske myndigheder med at træffe konkrete og effektive foranstaltninger fra sag til sag, der fortsat kan bibringe løsninger på dette problem ( 32 ).

49.

Som følge af Menneskerettighedsdomstolens opfattelse har den forelæggende ret erkendt, at »den fuldbyrdende judicielle myndighed kan være nødt til at acceptere, at de nye muligheder for retslig beskyttelse […] udelukker en reel risiko for, at den eftersøgte person bliver udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling på grund af forholdene under dennes frihedsberøvelse« ( 33 ). For så vidt som Menneskerettighedsdomstolen har forbeholdt sig retten til at tage stilling til eventuelle overtrædelser af EMRK’s artikel 3, når klager på nationalt plan ikke tages til følge, er den forelæggende ret af den opfattelse, at Menneskerettighedsdomstolen ikke uden videre har udelukket, at der foreligger en risiko for, at den eftersøgte person udsættes for umenneskelig eller nedværdigende behandling ( 34 ).

50.

Den vilje til at behandle eventuelle søgsmål anlagt af indsatte, hvis klager ikke tages til følge af de nationale retter, som Menneskerettighedsdomstolen har givet udtryk for, indebærer reelt ikke, at Menneskerettighedsdomstolen giver udtryk for en generel og principiel mistanke mod den nationale beskyttelsesordning. Der er snarere tale om en påmindelse om, at det er muligt at klage til Menneskerettighedsdomstolen, såfremt nationale retsafgørelser ikke afhjælper konkrete overtrædelser af de i den europæiske menneskerettighedskonvention sikrede rettigheder ( 35 ).

51.

Menneskerettighedsdomstolen udtalte i dommen i sagen Domján mod Ungarn, at de retsmidler, der blev indført i Ungarn med ændringen af 2016, skal anvendes af Csaba Domján »og [af] enhver anden person, der befinder sig i samme situation«, inden der anlægges søgsmål ved Menneskerettighedsdomstolen ( 36 ). Dermed anerkender den, at disse retsmidler er i stand til at yde beskyttelse i henhold til den europæiske menneskerettighedskonvention, uden at der er behov for at gøre brug af den ekstraordinære procedure, som Menneskerettighedsdomstolen per definition udgør ( 37 ).

52.

Det er korrekt, at Menneskerettighedsdomstolen efterfølgende minder om, at den kan ændre holdning »med hensyn til den potentielle virkning af de pågældende retsmidler, hvis de nationale myndigheders praksis på lang sigt viser, at de indsatte nægtes flytning og/eller erstatning af formelle årsager, at de nationale procedurer er uforholdsmæssigt langsommelige, eller at den nationale retspraksis ikke er i overensstemmelse med kravene i konventionen« ( 38 ). Såfremt denne ændring ikke finder sted, må det antages, at retsmidlerne af 2016 er effektive.

53.

Hvis der er sket en positiv udvikling i fængselssituationen som nævnt ovenfor, hvis der nu er en national lovgivning, der sikrer de indsatte adgang til domstolsprøvelse i forbindelse med eventuelle overtrædelser af chartrets artikel 4 på grund af forholdene under deres frihedsberøvelse, og hvis denne lovgivning er effektiv og ikke blot af formel eller nominel karakter, kan det således ikke uden videre antages, at der foreligger »objektive, pålidelige, præcise […] oplysninger […], som påviser reelle mangler, der er systemiske eller generelle, eller som berører visse persongrupper eller visse centre for frihedsberøvede«.

54.

Dette er den løsning, der efter min opfattelse i høj grad er i overensstemmelse med Aranyosi-dommen, med de principper, der ligger til grund for rammeafgørelsen, og med den respekt, der bør udvises over for de enkelte medlemsstaters retsinstanser, som ikke uden grund må gøres til genstand for en mistanke om omfattende sammensværgelse om overtrædelse af chartrets artikel 4, når de udsteder europæiske arrestordrer. En ordning for strafferetligt samarbejde, der bygger på gensidig judiciel tillid, kan ikke overleve, hvis retterne i den modtagende medlemsstat behandler anmodninger fra den udstedende medlemsstat, som om sidstnævnte i ringere grad er i stand til at sikre beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder end førstnævnte.

55.

Modtagelsen af en europæisk arrestordre kan under alle omstændigheder ikke ligge til grund for, at den fuldbyrdende ret foretager en vurdering af kvaliteten af den udstedende medlemsstats fængselssystem som helhed eller vurderer den i lyset af rettens egen nationale ret. Målestokken kan kun være chartrets artikel 4. En minimumsgaranti, men også en absolut garanti, som skal ledsages af en effektiv domstolsprøvelse, der er i stand til at sikre en reel og effektiv beskyttelse mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling.

56.

Den omstændighed, at Menneskerettighedsdomstolen har konstateret, at den nye klageordning gør det muligt at yde denne beskyttelse, udgør efter min opfattelse et yderst relevant element i forbindelse med vurderingen af den generelle situation (det første skridt i den todelte Aranyosi-test) med hensyn til forholdene under frihedsberøvelse i den medlemsstat, der har udstedt den europæiske arrestordre. Jeg vil næsten gå så langt som til at sige, at dette er et afgørende element i forbindelse med denne vurdering.

57.

For så vidt som det i sidste ende er garantien for en absolut rettighed, som på grund af sin karakter snarere bør beskyttes præventivt end genoprettes efterfølgende, er jeg imidlertid af den opfattelse, at det er muligt, at den omstændighed, at der foreligger en effektiv klageordning, hvor relevant den end måtte være, ikke er tilstrækkelig, hvis den fuldbyrdende ret nærer en begrundet tvivl med hensyn til muligheden for, at den pågældende eftersøgte person øjeblikkeligt kan blive udsat for en umenneskelig eller nedværdigende behandling, uanset om denne overtrædelse efterfølgende afhjælpes ved hjælp af effektive retsmidler i den udstedende medlemsstat.

58.

I en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor en nylig indførelse af en særlig retslig ordning til sikring af retten til ikke at blive udsat for en umenneskelig eller nedværdigende behandling under frihedsberøvelsen i den udstedende medlemsstat måske ikke har haft sin fulde virkning, således at risikoen for, at reglen tilsidesættes, blot foreligger undtagelsesvist, er det derfor berettiget, at den fuldbyrdende judicielle myndighed beskæftiger sig med forholdene under frihedsberøvelsen af den eftersøgte person (det andet skridt i Aranyosi-testen).

59.

Disse spørgsmål tager udgangspunkt i antagelsen om, at der fortsat er en stor risiko for overtrædelse af chartrets artikel 4, hvis den forelæggende ret vælger at fuldbyrde den europæiske arrestordre.

60.

Domstolen fastslog i Aranyosi-dommen, at det ikke var tilstrækkeligt blot at konstatere en sådan risiko ( 39 ), men »[n]år en sådan risiko er konstateret, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed dernæst også foretage en konkret og præcis vurdering af, om der er vægtige grunde til at antage, at vedkommende løber denne risiko på grund af de forhold under dennes frihedsberøvelse, som kan påregnes i den udstedende medlemsstat« ( 40 ).

61.

Ud over at den fuldbyrdende judicielle myndighed skal finde det godtgjort, at der foreligger systemiske (generelle) mangler i fængslerne i den udstedende medlemsstat, skal denne myndighed prøve, »om der efter omstændighederne i den foreliggende sag er vægtige grunde til at antage, at vedkommende efter sin overgivelse til den udstedende medlemsstat løber en reel risiko for i denne medlemsstat at blive udsat for en umenneskelig eller nedværdigende behandling […]« ( 41 ).

62.

Den forelæggende ret har overholdt dette krav, idet den har forsøgt at fastlægge forholdene under ML’s frihedsberøvelse, i hvilken forbindelse retten anmodede om visse yderligere oplysninger ( 42 ). Jeg gør opmærksom på, at rettens vurdering må være begrænset til de objektive og pålidelige oplysninger, som den kan indhente vedrørende de specifikke og særlige forhold, som ville gøre sig gældende for den pågældende. På dette tidspunkt er det således ikke nødvendigt, at retten undersøger de generelle forhold i den udstedende medlemsstats fængselssystem.

63.

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om denne ret, såfremt den råder over beviser for systemiske eller generelle mangler i alle eller bestemte centre for frihedsberøvede, kan se bort fra den risiko, som dette udgør for den eftersøgte persons integritet, når den udstedende medlemsstat har stillet »en generel garanti« for, at den pågældende ikke bliver udsat for en sådan behandling ( 43 ).

64.

Således som den forelæggende ret har anført, omhandler rammeafgørelsen ikke denne form for garantier. Den foreskriver heller ikke, at der kan forlanges en sådan garanti ( 44 ). For så vidt som tvisten i hovedsagen vedrører fuldbyrdelsen af en konkret europæisk arrestordre og ikke kvaliteten af den udstedende medlemsstats fængselssystem som helhed, er jeg af den opfattelse, at den fuldbyrdende judicielle myndighed, såfremt den udstedende medlemsstats myndigheder udsteder en garanti ( 45 ) for, at de konkrete forhold under den eftersøgte persons frihedsberøvelse ikke medfører en reel risiko for, at denne bliver udsat for en umenneskelig eller nedværdigende behandling, må tillægge dette løfte den betydning, som det fortjener. Eftersom der er tale om en formelt accepteret forpligtelse, kan den, hvis den tilsidesættes, gøres gældende af den eftersøgte person over for den judicielle myndighed i den udstedende medlemsstat.

65.

Indledningsvis ønskes det oplyst, hvilke oplysninger den fuldbyrdende ret kan anvende i denne forbindelse, og navnlig hvilken myndighed nævnte ret kan anmode om disse oplysninger eller modtage dem fra.

66.

I henhold til rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed i princippet have kontakt med den udstedende judicielle myndighed, der udsteder en europæisk arrestordre. Den gensidige anerkendelse består netop i den dialog inter pares, som nævnte artikel omhandler, dvs. mellem den udstedende judicielle myndighed, der udsteder en europæisk arrestordre, og den fuldbyrdende eller modtagende judicielle myndighed, som skal efterkomme den ( 46 ).

67.

Ifølge rammeafgørelsens artikel 7, stk. 1, kan medlemsstaterne udpege en eller flere centrale myndigheder »til at bistå de kompetente judicielle myndigheder« og kan ifølge samme artikels stk. 2 ligeledes »overdrage den administrative fremsendelse og modtagelse af europæiske arrestordrer samt al anden officiel korrespondance i den forbindelse til sin eller sine centrale myndigheder« ( 47 ).

68.

Dette er relevant, da den forelæggende ret nærer tvivl om, hvorvidt denne med henblik på at vurdere forholdene under ML’s frihedsberøvelse i Ungarn kan tage hensyn til oplysninger, som ikke gør det muligt at se, »om de stammer fra den udstedende judicielle myndighed […], eller om den udstedende judicielle myndighed er blevet anmodet om dem« ( 48 ).

69.

Disse oplysninger er ifølge forelæggelsesafgørelsen blevet fremsendt af det ungarske justitsministerium, uden at det nærmere angives, om dette er sket direkte eller med den udstedende judicielle myndighed som mellemled. I sidstnævnte tilfælde ville oplysningerne logisk set være relevante for fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre, for så vidt som deres juridiske værdi beror på den omstændighed, at den udstedende ret har accepteret og godkendt dem.

70.

Den udstedende judicielle myndighed og den fuldbyrdende judicielle myndighed er de eneste aktive aktører i forbindelse med behandlingen af den europæiske arrestordre. Den fuldbyrdende judicielle myndighed skal således rette sine anmodninger om oplysninger til den udstedende judicielle myndighed, som er forpligtet til at besvare dem ( 49 ). Den omstændighed, at de judicielle myndigheder er de eneste aktører, er med forbehold af den rene bistandsfunktion, som centrale myndigheder, der er udpeget af medlemsstaterne i medfør af rammeafgørelsens artikel 7, kan varetage ( 50 ).

71.

Således skal den fuldbyrdende judicielle myndighed tage hensyn til oplysninger, som er blevet fremsendt af den udstedende judicielle myndighed, eller oplysninger, som stammer fra den centrale myndighed (eller en af de centrale myndigheder) i den udstedende medlemsstat og er blevet godkendt og viderebragt af den udstedende judicielle myndighed.

72.

Ovenstående skal fortolkes med forbehold af den omstændighed, at den fuldbyrdende judicielle myndighed også kan støtte sig på alle de oplysninger, som den er i stand til at indhente, med henblik på at konstatere, at der foreligger »objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger« ( 51 ), der dokumenterer en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling.

73.

Disse øvrige oplysninger kan indhentes under den nationale procedure for behandling af den europæiske arrestordre på anmodning af den eftersøgte person eller anklagemyndigheden, som i Tyskland fungerer som fuldbyrdende judiciel myndighed ( 52 ). Ligesom oplysninger, der er indhentet således, skal gøres til genstand for en grundig vurdering af den person, der har anmodet herom ( 53 ), kan oplysninger fremsendt af den udstedende ret – enten direkte eller med dens godkendelse – kun underkastes en undersøgelse, der alene vedrører en bekræftelse af kilden til disse oplysninger, idet den tillid, der ligger til grund for den gensidige anerkendelse, i princippet må have forrang for indholdet af oplysningerne.

74.

Ifølge forelæggelsesafgørelsen modtog den forelæggende ret ikke alle de oplysninger, som den havde anmodet om, inden for den af nævnte ret fastsatte frist ( 54 ). Derfor må det undersøges, hvilke konsekvenser denne adfærd (undladelse) fra den udstedende judicielle myndighed kan have.

75.

Inden jeg gør rede for mit synspunkt om disse konsekvenser, er det værd at nævne, at anmodningen om oplysninger skal være begrænset til, hvad der er nødvendigt i den enkelte sag. De pågældende oplysninger har til formål at bestemme, om der foreligger en reel risiko for, at den eftersøgte person bliver udsat for en umenneskelig eller nedværdigende behandling. Anmodninger bør ikke omfatte andre spørgsmål, herunder om fængselssystemet, som ret beset ikke vedrører denne specifikke risiko, men derimod den større eller mindre grad af trivsel i fængslerne.

76.

De adskillige spørgsmål, som den fuldbyrdende judicielle myndighed har sendt til den udstedende judicielle myndighed, omfatter spørgsmål, der tydeligvis er mere vidtgående, end hvad der er nødvendigt for at vurdere risikoen for umenneskelig eller nedværdigende behandling. Jeg er af den opfattelse, at spørgsmålene om mulighederne for at ryge, om hvem der vasker de indsattes tøj, om hvorvidt der er tremmer eller gitre for vinduerne i cellerne ( 55 ), m.v., er mere vidtgående, end hvad der er nødvendigt for at konstatere, om denne risiko foreligger.

77.

I samme retning er der efter min opfattelse heller ingen grund til, at de pågældende oplysninger skal vedrøre alle centre for frihedsberøvede i den udstedende medlemsstat, med derimod blot de centre, hvor den eftersøgte person vil blive indsat.

78.

På dette punkt er jeg enig med Kommissionen ( 56 ) og er, ligesom den tyske regering ( 57 ), hvis synspunkt blev tiltrådt af størstedelen af de regeringer, der deltog i retsmødet, af den opfattelse, at fokus bør være begrænset til de forventelige virkninger af overgivelsen, som den fuldbyrdende medlemsstat kunne eller burde være bekendt med på tidspunktet for overgivelsen. Dette er efter min opfattelse et rimeligt krav, som desuden er i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis med hensyn til den fuldbyrdende medlemsstats ansvar ( 58 ).

79.

På denne baggrund omfatter det forventelige både det center for frihedsberøvede, som den eftersøgte person flyttes til umiddelbart efter overgivelsen, og det center, som den pågældende flyttes til med henblik på den efterfølgende frihedsberøvelse ( 59 ). De øvrige centre, som den pågældende i fremtiden eventuelt kan flyttes til i forbindelse med fuldbyrdelsen af fængselsstraffen ( 60 ), er ikke omfattet af rækkevidden af de forventelige virkninger, som den fuldbyrdende medlemsstat kan kræves at have kendskab til.

80.

Hvis de oplysninger, der er anmodet om, og som ikke er modtaget, er nødvendige for at udelukke muligheden for, at den pågældende bliver udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling, indebærer pligten til et loyalt samarbejde og omhu i forbindelse med forvaltningen af den pågældendes interesser, at den ret, der har udstedt den europæiske arrestordre, skal tilvejebringe den fuldbyrdende judicielle myndighed alle de oplysninger, som sidstnævnte har anmodet om.

81.

Hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed fortsat nærer tvivl på grund af manglende yderligere oplysninger, når, gentager jeg, disse oplysninger er nødvendige for at danne en opfattelse, har den fuldbyrdende judicielle myndighed ret til at udsætte sin endelige afgørelse. Jeg skriver udsætte og ikke opgive, eftersom retspraksis fra Aranyosi-sagen ikke nødvendigvis indebærer, at den fuldbyrdende judicielle myndighed skal afvise at overgive den eftersøgte person, såfremt der dokumenteres en risiko for overtrædelse af chartrets artikel 4, der ikke er generel og abstrakt, men derimod konkret og personlig.

82.

Domstolen har konstateret, at såfremt det i lyset af de fremsendte oplysninger konstateres, »at der foreligger en reel risiko for, at den person, som er omfattet af den europæiske arrestordre, bliver udsat for en umenneskelig eller nedværdigende behandling […] skal fuldbyrdelsen af denne arrestordre udsættes, men kan ikke opgives« ( 61 ).

83.

I denne situation er det først og fremmest vigtigt at sikre den eftersøgte persons ret til frihed (chartrets artikel 6), hvis denne er frihedsberøvet på grundlag af den europæiske arrestordre ( 62 ). De foranstaltninger, der træffes til fordel for retten til frihed, må imidlertid ikke bringe fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre i fare, så længe der ikke er truffet endelig afgørelse herom ( 63 ).

84.

Domstolen har tilføjet, at »[s]åfremt det ikke inden for en rimelig frist kan afvises, at der foreligger en sådan risiko [for umenneskelig eller nedværdigende behandling], skal myndigheden beslutte, om overgivelsesproceduren bør bringes til ophør« ( 64 ). Jeg er således af den opfattelse, at proceduren ikke automatisk afsluttes, når en sådan risiko er konstateret, men at den fuldbyrdende judicielle myndighed kan bruge tid på at afgøre, om denne skal afslutte proceduren. Efter min opfattelse overdrager Domstolen i et vist omfang ansvaret for at opretholde proceduren til den udstedende judicielle myndighed, som ikke besvarer anmodninger om yderligere oplysninger ved at anvende formuleringen »om overgivelsesproceduren bør bringes til ophør« og ikke »afvise eller ikke fuldbyrde den europæiske arrestordre«.

85.

Når det på grund af den udstedende rets manglende svar på den fuldbyrdende rets anmodninger om oplysninger ikke kan afvises, at der foreligger en risiko, kan sidstnævnte henvende sig til førstnævnte judicielle myndighed og meddele denne, at overgivelsesproceduren ikke vil fortsætte på disse betingelser.

86.

Når alt kommer til alt, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed, inden denne træffer afgørelse om ikke at fortsætte overgivelsesproceduren, vurdere, om det på grundlag af de foreliggende oplysninger er muligt at afvise, at der foreligger en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling: a) i det center for frihedsberøvede, som den eftersøgte person ifølge de ungarske myndigheder indsættes i umiddelbart efter overgivelsen, og b) i det center, som denne forventes at blive flyttet til med henblik på afsoning af den straf, som ligger til grund for eftersøgningen.

87.

Denne vurdering kan imidlertid ikke gå videre end de forhold, der strengt taget er nødvendige for at afvise, at der foreligger en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som ikke uden videre kan vedrøre den større eller mindre grad af trivsel i fængslet.

88.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Hanseatisches Oberlandesgericht in Bremen (den regionale appeldomstol i Bremen, Tyskland) forelagte spørgsmål således:

»Artikel 1, stk. 3, artikel 5 og artikel 6, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, sammenholdt med artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at: