1

Anmodningen om en præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1).

2

Denne anmodning er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem Todor Iliev og Blagovesta Ilieva angående salg af et motorkøretøj efter opløsningen af deres ægteskab.

3

I 34. betragtning til forordning nr. 1215/2012 understreges det, at det er nødvendigt at sikre kontinuiteten mellem Bruxelleskonventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1972, L 299, s. 32, herefter »Bruxelles-konventionen«) og de forordninger, der er trådt i stedet for den, herunder Den Europæiske Unions Domstols fortolkning af de af denne konventions bestemmelser, der svarer til nævnte forordnings bestemmelser.

4

Artikel 1, stk. 1, og artikel 1, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1215/2012 bestemmer:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset rettens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii).

2.   Denne forordning finder ikke anvendelse på:

5

Forordningens artikel 4, stk. 1, er affattet således:

»Med forbehold af denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«

6

Forordning nr. 1215/2012 ophæver i henhold til dens artikel 80 Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1).

7

Artikel 81 i forordning nr. 1215/2012 bestemmer:

»[…]

[Denne forordning] anvendes fra den 10. januar 2015 med undtagelse af artikel 75 og 76, der anvendes fra den 10. januar 2014.«

8

Bruxelleskonventionens artikel 1 er affattet således:

»Denne konvention finder anvendelse på borgerlige sager, herunder handelssager, uanset domsmyndighedens art. […]

Den finder ikke anvendelse på:

[…]«

9

Artikel 4, stk. 1, nr. 2, i loven om international privatret bestemmer:

»De bulgarske retter og øvrige organer har international kompetence, når

[…]

10

Det fremgår af artikel 21, stk. 1, i familieloven, at ægtefæller har de samme rettigheder til goder erhvervet for fælles midler under ægteskabet, uanset hvilket navn de er anskaffet i.

11

I henhold til nævnte lovs artikel 28 har ægtefællerne ret til lige store andele ved samlivets ophør.

12

Todor Iliev, som er bulgarsk statsborger, og Blagovesta Ilieva, der er italiensk og bulgarsk statsborger, blev gift den 1. juni 2007 i Choumen (Bulgarien).

13

Den 2. juli 2015 blev ægteskabet opløst ved afgørelse truffet af Rayonen sad Choumen (kredsdomstolen i Choumen, Bulgarien).

14

I forlængelse af den skilsmisse, som denne ret traf afgørelse om, indgav Todor Iliev et søgsmål ved den forelæggende ret med påstand om salg af en bil, som Blagovesta Ilieva har købt, og som blev indregistreret i hendes navn i november 2009.

15

Todor Iliev har gjort gældende, at dette køretøj blev købt med fælles midler, mens parterne var gift, og at bilen i henhold til familielovens artikel 21 og 28 tilhørte begge parter, selv om den var indregistreret i Italien alene i Blagovesta Ilievas navn.

16

Ifølge forelæggelsesafgørelsen skal der tages hensyn til, at Todor Iliev og Blagovesta Ilieva, selv om de havde fast bopæl i Bulgarien, var bosiddende på italiensk område på datoen for indgåelsen af det borgerlige ægteskab, på datoen for anskaffelse af bilen, på datoen for afsigelse af skilsmissedommen og på datoen for indgivelse af søgsmålet i hovedsagen. Den forelæggende ret har præciseret, at Blagovesta Ilieva har boet og arbejdet uafbrudt i Italien i en periode på ti år, at hun den 14. marts 2016 oplyste de bulgarske myndigheder om, at hun var bosiddende i Italien, og at det af hendes identitetskort, der er udstedt af de italienske myndigheder, fremgår, at hun er bosiddende i Alba i Cuneo-provinsen (Italien).

17

Blagovesta Ilieva har bestridt de bulgarske retters kompetence til at træffe afgørelse i hovedsagen, idet de italienske domstole i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 efter hendes opfattelse har kompetence.

18

Den forelæggende ret har givet udtryk for tvivl på dette punkt, da der kun findes en enkelt dom afsagt af den øverste domstol i Bulgarien i forbindelse med en skilsmisse og vedrørende salg af et gode anskaffet under ægteskabet. Ifølge denne dom vedrører den i artikel 1, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1215/2012 omhandlede undtagelse kun sager angående ægtefællers formueordning, sådan som den er defineret i visse artikler i familieloven, som ikke omhandler sådanne salg. Det følger heraf, at sådanne sager henhører under nævnte forordnings anvendelsesområde. Ifølge den forelæggende ret ville de italienske domstole, hvis dette var tilfældet, have kompetence til at træffe afgørelse i hovedsagen i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 4, stk. 1. Hvis denne artikel derimod ikke finder anvendelse, har de bulgarske domstole kompetence i henhold til artikel 4, stk. 1, nr. 2, i lov om international privatret.

19

På denne baggrund har Rayonen sad Varna (kredsdomstolen i Varna, Bulgarien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

20

Ifølge procesreglementets artikel 99 kan Domstolen, såfremt besvarelsen af et præjudicielt spørgsmål klart kan udledes af retspraksis, til enhver tid på forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten beslutte at træffe afgørelse ved begrundet kendelse.

21

Denne bestemmelse bør anvendes i den foreliggende sag.

22

Med de tre spørgsmål, der bør behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 1, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at en tvist som den i hovedsagen omhandlede vedrørende salg efter en skilsmisse af et gode erhvervet under ægteskabet af ægtefæller, der er statsborgere i en medlemsstat, men som er bosiddende i en anden medlemsstat, henhører under anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012, eller om den henhører under formueforholdet mellem ægtefæller og dermed er omfattet af undtagelserne i nævnte artikel 1, stk. 2, litra a).

23

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at for så vidt som forordning nr. 1215/2012 nu er trådt i stedet for Bruxelleskonventionen i forholdet mellem medlemsstaterne, med undtagelse af Kongeriget Danmark, gælder den fortolkning, som Domstolen har foretaget af denne konvention, også for nævnte forordning, i det omfang dens bestemmelser svarer til bestemmelserne i Bruxelleskonventionen. Som det fremgår af 34. betragtning til forordning nr. 1215/2012, bør kontinuiteten mellem fortolkningen af Bruxelleskonventionen og denne forordning sikres (jf. i denne retning dom af 18.10.2011, Realchemie Nederland, C-406/09, EU:C:2011:668, præmis 38).

24

Hvad angår anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012 må det konstateres, at artikel 1, stk. 2, litra a), heri er sammenfaldende med Bruxelleskonventionens artikel 1, stk. 2, nr. 1), og at disse to bestemmelser er formuleret på samme måde.

25

Der kan derfor henvises til Domstolens retspraksis vedrørende Bruxelleskonventionens artikel 1, stk. 2, nr. 1), og nærmere bestemt dom af 27. marts 1979, de Cavel (143/78, EU:C:1979:83).

26

I denne dom prøvede Domstolen en tvist angående et sikrende retsmiddel i forbindelse med goder i en skilsmissesag, der var omfattet af Bruxelleskonventionen, på grund af den pågældende foranstaltnings formueretlige karakter.

27

Domstolen har bemærket, at på grund af visse retsområders særlige karakter, herunder spørgsmål om fysiske personers retlige status samt deres rets- og handleevne, formueforholdet mellem ægtefæller samt arv efter loven eller testamente, falder sager herom uden for Bruxelleskonventionens anvendelsesområde (dom af 27.3.1979, de Cavel, 143/78, EU:C:1979:83, præmis 6).

28

Domstolen har fastslået, at begrebet »formueforhold mellem ægtefæller« omhandlet i Bruxelleskonventionens artikel 1, stk. 2, nr. 1), ikke alene omfatter formueordninger, som af visse nationale lovgivninger specielt og udelukkende er udformet med henblik på ægteskabet, men også alle formueretlige forhold, som er en direkte følge af ægteskabet eller af dettes opløsning (dom af 27.3.1979, de Cavel, 143/78, EU:C:1979:83, præmis 7).

29

Domstolen har fastslået, at retssager, som føres om ægtefællers formuegoder, mens der verserer en skilsmissesag, efter omstændighederne kan vedrøre eller være nært knyttet til: 1) spørgsmål om fysiske personers retlige status, 2) formueretlige forhold mellem ægtefæller som en direkte følge af ægteskabet eller dettes opløsning, eller 3) formueretlige forhold, som eksisterer mellem ægtefæller, men som ikke står i forbindelse med ægteskabet, og at kun tvister, der indgår i sidstnævnte kategori, er omfattet af Bruxelleskonventionens anvendelsesområde, mens tvister, der indgår i de to førstnævnte kategorier, skal være udelukket (dom af 27.3.1979, de Cavel, 143/78, EU:C:1979:83, præmis 7).

30

Det følger heraf, at når der er tale om en tvist mellem tidligere ægtefæller vedrørende salg af et gode anskaffet under ægteskabet, og tvisten vedrører det juridiske formueforhold mellem disse personer, som følger direkte af opløsningen af ægteskabet, er en sådan tvist ikke omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012, men af den anden kategori nævnt ovenfor.

31

Det skal desuden tilføjes, at Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT 2003, L 338, s. 1), selv om den i henhold til artikel 1, stk. 1, litra a), finder anvendelse på det civilretlige område vedrørende skilsmisse, kun, som det fremgår af ottende betragtning til forordningen, finder anvendelse på opløsningen af ægteskabelige forbindelser og ikke på spørgsmål såsom skilsmissegrunde og ægteskabets formueretlige virkninger eller andre accessoriske spørgsmål.

32

De præjudicielle spørgsmål bør derfor besvares således, at artikel 1, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at en tvist som den i hovedsagen omhandlede vedrørende salg efter afsigelse af skilsmissedom af et gode erhvervet under ægteskabet af ægtefæller, der er statsborgere i en medlemsstat, men som er bosiddende i en anden medlemsstat, ikke henhører under anvendelsesområdet for nævnte forordning, men under formueforholdet mellem ægtefæller og dermed er omfattet af undtagelserne i nævnte artikel 1, stk. 2, litra a).

33

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret:

Artikel 1, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at en tvist som den i hovedsagen omhandlede vedrørende salg efter afsigelse af en skilsmissedom af et gode erhvervet under ægteskabet af ægtefæller, der er statsborgere i en medlemsstat, men som er bosiddende i en anden medlemsstat, ikke henhører under anvendelsesområdet for nævnte forordning, men under formueforholdet mellem ægtefæller og dermed er omfattet af undtagelserne i nævnte artikel 1, stk. 2, litra a).