–

den tjekkiske regering ved M. Smolek, J. Vláčil og A. Brabcová, som befuldmægtigede,

–

den ungarske regering ved M.Z. Fehér, G. Koós og R. Kissné Berta, som befuldmægtigede,

–

den nederlandske regering ved M.K. Bulterman og J. Langer, som befuldmægtigede,

–

den østrigske regering ved G. Eberhard, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved R. Troosters og I. Zaloguin, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, stk. 4, artikel 6, stk. 1, litra a), og artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/41/EU af 3. april 2014 om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager (EUT 2014, L 130, s. 1).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en straffesag indledt mod Ivan Gavanozov, der er tiltalt for at lede en kriminel organisation og for at have begået skatte- og afgiftslovovertrædelser.

3

21., 22. og 38. betragtning til direktiv 2014/41 er affattet således:

[…]

4

Direktivets artikel 1, stk. 4, bestemmer følgende:

»Dette direktiv indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og retsprincipper som fastsat i artikel 6 i TEU, herunder retten til et forsvar for personer, der er anklaget i en straffesag, og eventuelle forpligtelser, der påhviler de judicielle myndigheder i denne henseende, berøres ikke.«

5

Nævnte direktivs artikel 5, stk. 1, første afsnit, fastsætter:

»Den europæiske efterforskningskendelse i formularen fastsat i bilag A skal udfyldes og underskrives, og indholdets nøjagtighed og rigtighed bekræftes af udstedelsesmyndigheden.«

6

Samme direktivs artikel 6, stk. 1, bestemmer:

»Udstedelsesmyndigheden kan kun udstede en europæisk efterforskningskendelse, når den anser det for godtgjort, at følgende betingelser er opfyldt:

[…]«

7

Artikel 14 i direktiv 2014/41 har følgende ordlyd:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at retsmidler svarende til dem, der er tilgængelige i en lignende national sag, finder anvendelse på de efterforskningsforanstaltninger, der er anført i den europæiske efterforskningskendelse.

2.   De materielle grunde for udstedelse af den europæiske efterforskningskendelse kan kun anfægtes ved en sag anlagt i udstedelsesstaten, uden at dette anfægter garantierne for de grundlæggende rettigheder i fuldbyrdelsesstaten.

3.   Hvis det ikke vil undergrave fortroligheden af en efterforskning i henhold til artikel 19, stk. 1, træffer udstedelsesmyndigheden og fuldbyrdelsesmyndigheden passende foranstaltninger for at sikre, at der informeres om mulighederne i henhold til national ret for at søge de retsmidler, når disse kan gøres gældende, og i tide til at sikre, at de kan udøves effektivt.

4.   Medlemsstaterne sikrer, at tidsfristerne for anmodning om et retsmiddel er de samme som dem, der er foreskrevet i lignende nationale sager, og finder anvendelse på en måde, der garanterer muligheden for, at de berørte parter effektivt kan iværksætte disse retsmidler.

5.   Udstedelsesmyndigheden og fuldbyrdelsesmyndigheden underretter hinanden om de søgte retsmidler mod udstedelsen, anerkendelsen eller fuldbyrdelsen af en europæisk efterforskningskendelse.

6.   En juridisk anfægtelse suspenderer ikke fuldbyrdelsen af efterforskningsforanstaltningen, medmindre det har denne virkning i lignende nationale sager.

7.   Udstedelsesstaten tager en vellykket anfægtelse af anerkendelsen eller fuldbyrdelsen af en europæisk efterforskningskendelse i betragtning i overensstemmelse med dens nationale ret. Uden at dette berører nationale procedureregler sikrer medlemsstaterne, at retten til et forsvar og en retfærdig behandling af sagen respekteres i straffesager i udstedelsesstaten i forbindelse med vurderingen af det bevismateriale, der er fremskaffet gennem den europæiske efterforskningskendelse.«

8

Direktivets artikel 36, stk. 1, fastsætter:

»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme dette direktiv senest den 22. maj 2017.«

9

Afsnit J i formularen fastsat i bilag A til nævnte direktiv har overskriften »Retsmidler« og er affattet således:

[…]

Navn: […]

Evt. kontaktperson: […]

Adresse: […]

Tlf. nr.: (landekode) (områdenummer) […]

Fax nr.: (landekode) (områdenummer) […]

E-mail: […]«

10

Ivan Gavanozov er under en straffesag blevet tiltalt for deltagelse i en kriminel organisation, der er dannet med det formål at begå skatte- og afgiftslovovertrædelser.

11

Han er navnlig mistænkt for via skuffeselskaber at have importeret sukker fra andre medlemsstater til Bulgarien, idet han bl.a. fik leveret sukker fra et selskab, etableret i Den Tjekkiske Republik og repræsenteret ved personen Y, samt for derefter at have solgt sukkeret på det bulgarske marked uden at opkræve eller betale merværdiafgift (moms) heraf, samtidig med at han fremlagde dokumenter med falsk indhold, i henhold til hvilke sukkeret skulle være blevet eksporteret til Rumænien.

12

På denne baggrund har Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien) den 11. maj 2017 besluttet at udstede en europæisk efterforskningskendelse med henblik på, at de tjekkiske myndigheder foretager ransagninger og beslaglæggelser i lokaler tilhørende det nævnte selskab, etableret i Den Tjekkiske Republik, og i Y’s bolig samt med henblik på afhøring af Y som vidne ved hjælp af en videokonference.

13

Den forelæggende ret har oplyst, at den efter vedtagelsen af denne beslutning havde vanskeligheder ved at udfylde afsnit J om retsmidler i formularen fastsat i bilag A til direktiv 2014/41.

14

I denne henseende har den forelæggende ret anført, at bulgarsk ret ikke fastsætter retsmidler af nogen art til prøvelse af kendelser om ransagning, beslaglæggelse eller vidneafhøring. Imidlertid finder den forelæggende ret, at artikel 14 i dette direktiv pålægger medlemsstaterne at fastsætte bestemmelser om sådanne retsmidler.

15

Den forelæggende ret har endvidere præciseret, at i bulgarsk ret er retsafgørelser om sådanne foranstaltninger ikke nævnt blandt de tilfælde, hvor staten skal yde erstatning i tilfælde af skade, når disse retsafgørelser ikke er rettet direkte mod den tiltalte.

16

På denne baggrund har Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

17

Den tjekkiske regering har indledningsvis anført, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling, fordi den i hovedsagen omhandlede europæiske efterforskningskendelse blev udstedt, før gennemførelsesfristen for direktiv 2014/41 udløb, og skønt dette direktiv ikke var blevet gennemført af udstedelsesstaten.

18

Herved bemærkes for det første, at gennemførelsesfristen for direktiv 2014/41, fastsat i dettes artikel 36, var udløbet, da den forelæggende ret forelagde nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse.

19

Dernæst bemærkes, som også generaladvokaten har anført i punkt 46 i forslaget til afgørelse, at dette direktiv er blevet gennemført såvel i Bulgarien som i Den Tjekkiske Republik i løbet af sagens behandling ved Domstolen.

20

Endelig fremgår det af sagsakterne for Domstolen, at selv om den forelæggende ret har besluttet at udstede en europæisk efterforskningskendelse med henblik på at få foretaget de i hovedsagen omhandlede efterforskningsforanstaltninger i Den Tjekkiske Republik, er denne ret endnu ikke skredet til udstedelse af denne europæiske efterforskningskendelse, hvilket skyldes de vanskeligheder, som retten har ved at udfylde afsnit J i formularen fastsat i bilag A til direktiv 2014/41.

21

I hovedsagen skal den forelæggende ret derfor i givet fald udstede en europæisk efterforskningskendelse, som er omfattet af dette direktiv.

22

Det følger heraf, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

23

Det bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer Domstolen at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere de spørgsmål, der forelægges den (dom af 12.9.2019, A m.fl., C-347/17, EU:C:2019:720, præmis 32).

24

Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, er den forelæggende ret i forbindelse med udstedelsen af en europæisk efterforskningskendelse i tvivl om, hvorledes den skal udfylde afsnit J i formularen fastsat i bilag A til direktiv 2014/41.

25

Under disse omstændigheder må det antages, at den forelæggende ret med sine spørgsmål, der skal behandles samlet, nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 5, stk. 1, i direktiv 2014/41, sammenholdt med afsnit J i formularen omhandlet i bilag A til dette direktiv, skal fortolkes således, at en medlemsstats judicielle myndighed ved udstedelsen af en europæisk efterforskningskendelse i dette afsnit skal give en beskrivelse af de retsmidler, der i givet fald er fastsat i medlemsstaten til prøvelse af udstedelsen af en sådan kendelse.

26

Det skal indledningsvis bemærkes, at det fremgår af ordlyden af artikel 5, stk. 1, i direktiv 2014/41, at det ved udstedelsen af en europæisk efterforskningskendelse forudsættes, at formularen omhandlet i bilag A udfyldes og underskrives, og at indholdets nøjagtighed og rigtighed bekræftes.

27

Punkt 1 i denne formulars afsnit J fastsætter, at udstedelsesmyndigheden angiver, »om et retsmiddel allerede er søgt anvendt mod udstedelsen af en europæisk efterforskningskendelse, og […] i så fald [angiver] yderligere oplysninger (beskrivelse af retsmidlet, herunder de nødvendige skridt og tidsfrister)«.

28

Det følger af selve ordlyden af punkt 1 i nævnte formulars afsnit J, navnlig af anvendelsen af ordene »i så fald«, at der kun skal gives en beskrivelse af retsmidlerne i dette punkt i det tilfælde, hvor et retsmiddel er søgt anvendt mod en europæisk efterforskningskendelse.

29

Brugen af ordene »angiv […] yderligere oplysninger« i sammenhæng med den beskrivelse af retsmidlerne, der i et sådant tilfælde skal gives i det nævnte punkt, gør det desuden klart, at EU-lovgiver har ønsket at sørge for, at fuldbyrdelsesmyndigheden underrettes om retsmidler, der er blevet anvendt mod en europæisk efterforskningskendelse, som den har fået fremsendt, og ikke mere generelt om de retsmidler, der i givet fald er fastsat i den udstedende medlemsstat til prøvelse af udstedelsen af en europæisk efterforskningskendelse.

30

På samme måde er formålet med punkt 2 i afsnit J i formularen omhandlet i bilag A til direktiv 2014/41 at sikre, at fuldbyrdelsesmyndigheden underrettes om retsmidler, der er blevet anvendt mod europæiske efterforskningskendelser, og ikke at give denne myndighed en beskrivelse af de retsmidler, som i givet fald forefindes i den udstedende medlemsstat til prøvelse af udstedelsen af en europæisk efterforskningskendelse.

31

Det fremgår således af denne bestemmelses tekst, at udstedelsesmyndigheden i dette punkt i afsnit J i den europæiske efterforskningskendelse, som den udsteder, udelukkende har pligt til at angive navn og adresse på den kompetente myndighed i den udstedende medlemsstat, der kan give flere oplysninger om procedurerne for anvendelse af retsmidler, retshjælp, tolkning og oversættelse i denne medlemsstat.

32

I øvrigt ville sådanne angivelser ikke tjene noget formål, hvis den europæiske efterforskningskendelse allerede indeholdt en abstrakt beskrivelse af de retsmidler, som i givet fald forefindes i den udstedende medlemsstat til prøvelse af udstedelsen af en europæisk efterforskningskendelse.

33

Det følger af disse betragtninger, at udstedelsesmyndigheden, når den udsteder en europæisk efterforskningskendelse, ikke i afsnit J i formularen fastsat i bilag A til direktiv 2014/41 skal give en beskrivelse af de retsmidler, der i givet fald er fastsat i medlemsstaten til prøvelse af udstedelsen af en sådan kendelse.

34

Denne fortolkning kan finde støtte i artikel 14, stk. 5, i direktiv 2014/41, hvori det fastsættes, at udstedelsesmyndigheden og fuldbyrdelsesmyndigheden underretter hinanden om de søgte retsmidler mod udstedelsen, anerkendelsen eller fuldbyrdelsen af en europæisk efterforskningskendelse.

35

Desuden kan en sådan fortolkning sikre den fulde gennemførelse af det formål, der tilstræbes med dette direktiv, således som det fremgår af 21. og 38. betragtning til direktivet, dvs. at lette og fremskynde det retlige samarbejde mellem medlemsstaterne på grundlag af princippet om gensidig tillid og princippet om gensidig anerkendelse.

36

Indførelsen af en formular som fastsat i bilag A til direktiv 2014/41, som en medlemsstats judicielle myndighed, der ønsker at udstede en europæisk efterforskningskendelse, skal udfylde ved at angive de påkrævede specifikke oplysninger, har således til formål at give fuldbyrdelsesmyndigheden kendskab til de formelle minimumsoplysninger, som er nødvendige for at gøre det muligt for sidstnævnte at træffe en afgørelse om anerkendelse eller fuldbyrdelse af den pågældende europæiske efterforskningskendelse og i givet fald træffe den efterforskningsforanstaltning, der er anmodet om inden for de i dette direktivs artikel 12 fastsatte frister (jf. analogt dom af 6.12.2018, IK (Fuldbyrdelse af en tillægsstraf), C-551/18 PPU, EU:C:2018:991, præmis 49 og 50 samt den deri nævnte retspraksis).

37

Eftersom der ikke i afsnit J i formularen omhandlet i bilag A til direktiv 2014/41 skal gives en beskrivelse af de retsmidler, der i givet fald forefindes i medlemsstaten til prøvelse af udstedelsen af en europæisk efterforskningskendelse, er det i den foreliggende sag ufornødent at fortolke dette direktivs artikel 14 med henblik på at afgøre, om denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der ikke fastsætter retsmidler af nogen art, som gør det muligt at anfægte de materielle grunde til udstedelsen af en europæisk efterforskningskendelse om foretagelse af en ransagning, beslaglæggelse af visse genstande eller tilladelse til afhøring af et vidne.

38

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 5, stk. 1, i direktiv 2014/41, sammenholdt med afsnit J i formularen omhandlet i bilag A til dette direktiv, skal fortolkes således, at en medlemsstats judicielle myndighed ved udstedelsen af en europæisk efterforskningskendelse ikke i dette afsnit skal give en beskrivelse af de retsmidler, der i givet fald er fastsat i medlemsstaten til prøvelse af udstedelsen af en sådan kendelse.

39

Da sagen i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Artikel 5, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/41/EU af 3. april 2014 om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager, sammenholdt med afsnit J i formularen omhandlet i bilag A til dette direktiv, skal fortolkes således, at en medlemsstats judicielle myndighed ved udstedelsen af en europæisk efterforskningskendelse ikke i dette afsnit skal give en beskrivelse af de retsmidler, der i givet fald er fastsat i medlemsstaten til prøvelse af udstedelsen af en sådan kendelse.