–

VG Media Gesellschaft zur Verwertung der Urheber- und Leistungsschutzrechte von Medienunternehmen mbH ved Rechtsanwälte U. Karpenstein, M. Kottmann, R. Heine og J. Hegemann,

–

Google LLC, indtrådt i Google Inc.s rettigheder, ved Rechtsanwälte A. Conrad, W. Spoerr og T. Schubert,

–

den tyske regering ved T. Henze, M. Hellmann og M. Kall, som befuldmægtigede,

–

den græske regering ved E.-M. Mamouna og N. Dafniou, som befuldmægtigede,

–

den spanske regering ved L. Aguilera Ruiz og V. Ester Casas, som befuldmægtigede,

–

den portugisiske regering ved L. Inez Fernandes og M. Figueiredo, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved K. Petersen, Y. Marinova og J. Samnadda, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, nr. 2), 5) og 11), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (EFT 1998, L 204, s. 37), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/48/EF af 20. juli 1998 (EFT 1998, L 217, s. 18) (herefter »direktiv 98/34«).

2

Denne anmodning er indgivet i forbindelse med en tvist mellem VG Media Gesellschaft zur Verwertung der Urheber- und Leistungsschutzrechte von Medienunternehmen mbH (herefter »VG Media«) og Google LLC vedrørende Googles angivelige krænkelse af ophavsretsbeslægtede rettigheder.

3

Artikel 1, nr. 2)-5) og 11), i direktiv 98/34 bestemmer:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

[…]

[…]

4

Dette direktivs artikel 8, stk. 1, første afsnit, bestemmer:

»Med forbehold af artikel 10 sender medlemsstaterne straks Kommissionen ethvert udkast til teknisk forskrift, medmindre der er tale om en almindelig gengivelse af en international eller europæisk standard, i hvilket tilfælde det vil være tilstrækkeligt at oplyse herom. De meddeler ligeledes Kommissionen grundene til, at det er nødvendigt at indføre en sådan teknisk forskrift, medmindre disse grunde allerede fremgår af udkastet.«

5

Direktiv 98/34 er blevet ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9. september 2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (EUT 2015, L 241, s. 1), der trådte i kraft den 7. oktober 2015, dvs. efter tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen.

6

Med achtes Gesetz zur Änderung des Urheberrechtsgesetzes (ottende lov om ændring af lov om ophavsret) af 7. maj 2013 (BGBl. 2013 I, s. 1161) blev syvende afsnit med overskriften »beskyttelse af udgivere af dagblade og tidsskrifter« om, hvilke beslægtede rettigheder der gælder for udgivere af dagblade og tidsskrifter, med virkning fra den 1. august 2013 indført i den anden del af Gesetz über Urheberrecht und verwandte Schutzrechte (lov om ophavsret og beslægtede rettigheder, herefter »UrhG«). Dette syvende afsnit indeholder følgende tre artikler.

7

UrhG’s § 87f med overskriften »udgivere af dagblade og tidsskrifter« bestemmer:

»1.   Fremstilleren af et presseprodukt (udgiver af dagblade og tidsskrifter) har eneret til at stille presseproduktet eller dele heraf til rådighed for almenheden til kommercielle formål, medmindre der er tale om enkelte ord eller meget små tekstuddrag. Såfremt presseproduktet er fremstillet i en virksomhed, anses indehaveren af virksomheden for fremstilleren.

2.   Et presseprodukt er den redaktionelle og tekniske udarbejdelse af journalistiske bidrag i forbindelse med en samling, der offentliggøres regelmæssigt på ethvert medium under en samlet titel, som, efter en vurdering af de samlede omstændigheder, overvejende kan betragtes som typiske for forlaget, og hvor langt størstedelen heraf ikke har til formål at reklamere for sig selv. Journalistiske bidrag er nærmere bestemt artikler og illustrationer, som tjener til at formidle oplysninger, danne meninger eller underholde.«

8

UrhG’s § 87g med overskriften »overførbarhed, varighed og begrænsninger af rettigheden« har følgende ordlyd:

»1.   Den i § 87f, stk. 1, første punktum, angivne ret, der tilkommer udgiveren af dagblade eller tidsskrifter, er overførbar. §§ 31 og 33 finder tilsvarende anvendelse.

2.   Retten udløber et år efter udgivelsen af presseproduktet.

3.   Den ret, der tilkommer udgiveren af dagblade eller tidsskrifter, kan ikke gøres gældende til skade for ophavsmanden eller indehaveren af en ophavsretsbeslægtet rettighed, hvis værker eller andre frembringelser, der er beskyttet efter denne lov, er indeholdt i presseproduktet.

4.   Tilrådighedsstillelse for almenheden af presseprodukter eller dele heraf er tilladt, såfremt den ikke foretages af kommercielle udbydere af søgemaskiner eller af kommercielle udbydere af tjenester, der behandler indhold på tilsvarende måde. I øvrigt gælder bestemmelserne i første del, sjette afsnit, tilsvarende.«

9

UrhG’s § 87h med overskriften »ophavsmandens ret til en andel af overskuddet« bestemmer:

»Ophavsmanden er berettiget til en rimelig andel af vederlaget.«

10

VG Media er en forvaltningsorganisation, der er godkendt i Tyskland, og som forsvarer private TV- og radiostationers ophavsret og beslægtede rettigheder samt rettigheder til digitale udbud. På denne baggrund indgår VG Media med rettighedshaverne en »kontrakt om varetagelse af rettigheder for TV, radio og udgivere«, hvori rettighedshaverne giver selskabet eneret til at varetage deres eksisterende rettigheder og rettigheder, de måtte erhverve i kontraktperioden, til presseprodukter fremstillet af rettighedshaverne.

11

Google udbyder flere søgemaskiner på internettet, heriblandt søgemaskinen af samme navn, og et nyhedswebsted (»Google Nyheder«). Efter indtastning af et søgeord og igangsættelse af søgefunktionen på søgemaskingen »Google« fremkommer en kort tekst eller et kort tekstuddrag (»Snippet«) med en forhåndsvisning, der skal gøre det muligt for brugeren at vurdere den viste websides relevans for vedkommendes informationsbehov. Hvad angår nyhedswebstedet »Google Nyheder« fremkommer der herpå i magasinform på tilsvarende måde nyheder fra en begrænset kreds af nyhedskilder. Informationerne på dette websted indsamles af computerne ved hjælp af en særlig algoritme, der anvender en lang række informationskilder. På webstedet består den såkaldte »Snippet« af et kort resumé af den artikel, som fremgår af det pågældende websted, ofte med anvendelse af de indledende sætninger i denne artikel.

12

Via sine onlinetjenester formidler Google endvidere mod vederlag tredjeparters reklamer på sine egne eller tredjeparters websteder.

13

VG Media har ved den forelæggende ret anlagt et erstatningssøgsmål mod Google, hvorunder organisationen i det væsentlige har gjort gældende, at Google fra den 1. august 2013 har anvendt tekstuddrag, billeder og film til visning af søgeresultater og nyhedsoversigter, der stammer fra dens medlemmers udbud, uden at betale vederlag herfor.

14

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om UrhG’s §§ 87f og 87g finder anvendelse på tvisten i hovedsagen. Den har nemlig rejst spørgsmålet om, hvorvidt disse bestemmelser, som affattet efter den ændring, der blev foretaget af UrhG med virkning fra den 1. august 2013, skulle have været meddelt Kommissionen i udarbejdelsesfasen i overensstemmelse med artikel 8, stk. 1, første afsnit, i direktiv 98/34. Den forelæggende ret har i denne henseende henvist til Domstolens praksis, hvorefter bestemmelser, som vedtages under tilsidesættelse af den i denne bestemmelse omhandlede meddelelsespligt, ikke finder anvendelse og ikke kan gøres gældende over for borgerne.

15

På denne baggrund har Landgericht Berlin (den regionale ret i første instans i Berlin, Tyskland) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

16

Efter generaladvokatens fremsættelse af forslag til afgørelse har VG Media ved processkrift indgivet til Domstolens Justitskontor den 16. januar og den 18. februar 2019 anmodet om, at retsforhandlingernes mundtlige del genåbnes.

17

Til støtte for sin anmodning har VG Media nærmere bestemt gjort gældende, for det første, at generaladvokaten, navnlig i punkt 34 og 38 i forslaget til afgørelse, har fremført urigtige vurderinger med hensyn til de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser og lagt faktiske omstændigheder til grund, som burde have været drøftet nærmere. VG Media er for det andet af den opfattelse, at Domstolen skal tage hensyn til den politiske aftale mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen, som gik forud for vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/790 af 17. april 2019 om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF (EUT 2019, L 130, s. 92), med henblik på at besvare de præjudicielle spørgsmål.

18

Ifølge procesreglementets artikel 83 kan Domstolen til enhver tid, efter at have hørt generaladvokaten, ved kendelse bestemme, at retsforhandlingernes mundtlige del skal genåbnes, navnlig hvis den finder, at sagen er utilstrækkeligt oplyst, eller såfremt en part, efter at denne del af retsforhandlingerne er afsluttet, er fremkommet med nye oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er af afgørende betydning for Domstolens afgørelse, eller såfremt sagen bør afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af parterne eller de berørte, som er omfattet af artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

19

Det bemærkes i denne forbindelse, at generaladvokaten i sit forslag til afgørelse støttede sig til faktiske og retlige omstændigheder, således som de er fremlagt for Domstolen af den forelæggende ret. Inden for rammerne af en procedure i henhold til artikel 267 TEUF, som er baseret på en klar adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens funktioner, er det imidlertid alene den nationale ret, der har kompetence til at fastlægge og vurdere hovedsagens faktiske omstændigheder og til at fortolke og anvende den nationale ret (dom af 26.4.2017, Farkas, C-564/15, EU:C:2017:302, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

20

Det fremgår desuden af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, at de faktiske omstændigheder i hovedsagen ligger forud for ikrafttrædelsen af direktiv 2019/790, og at dette direktiv derfor ikke finder tidsmæssig anvendelse på tvisten i hovedsagen.

21

Domstolen er derfor af den opfattelse, at den har alle de oplysninger til rådighed, som er nødvendige, for at den kan træffe afgørelse vedrørende anmodningen om præjudiciel afgørelse, og at ingen af de forhold, som VG Media har påberåbt sig til støtte for sin anmodning, gør en genåbning af den mundtlige del af retsforhandlingerne berettiget i henhold til procesreglementets artikel 83.

22

Under disse omstændigheder finder Domstolen efter at have hørt generaladvokaten, at det er ufornødent at anordne en genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del.

23

Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer denne at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det i givet fald Domstolen at omformulere de spørgsmål, den forelægges. Domstolen kan desuden inddrage EU-retlige regler, som den nationale ret ikke har henvist til i spørgsmålet (dom af 1.2.2017, Município de Palmela, C-144/16, EU:C:2017:76, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).

24

I den foreliggende sag ønsker den forelæggende ret med sine to spørgsmål, der skal behandles samlet, nærmere bestemt oplyst, om artikel 1, nr. 11), i direktiv 98/34 skal fortolkes således, at en national bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede, som forbyder udelukkende kommercielle operatører af søgemaskiner og kommercielle udbydere af tjenester, der behandler indhold på tilsvarende måde, at gøre presseprodukter eller dele heraf (undtagen enkelte ord og meget små tekstuddrag) tilgængelige for almenheden, udgør en »teknisk forskrift« som omhandlet i denne bestemmelse, hvis udkast på forhånd skal meddeles Kommissionen i henhold til dette direktivs artikel 8, stk. 1, første afsnit.

25

Det skal bemærkes, at begrebet »teknisk forskrift« omfatter fire kategorier af forskrifter, nemlig for det første »teknisk specifikation« som omhandlet i artikel 1, nr. 3), i direktiv 98/34, for det andet »andet krav« som defineret i dette direktivs artikel 1, nr. 4), for det tredje »forskrift vedrørende tjenester«, jf. nævnte direktivs artikel 1, nr. 5), og for det fjerde »medlemsstaternes love og administrative bestemmelser vedrørende forbud mod fremstilling, import, markedsføring eller anvendelse af et produkt eller forbud mod levering eller anvendelse af en tjeneste eller mod, at en tjenesteyder etablerer sig« som omhandlet i direktivets artikel 1, nr. 11) (dom af 26.9.2018, Van Gennip m.fl., C-137/17, EU:C:2018:771, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

26

Det skal i denne forbindelse præciseres, at en national foranstaltning for at være omfattet af den første kategori af tekniske forskrifter som omhandlet i artikel 1, nr. 3), i direktiv 98/34, dvs. af begrebet »teknisk specifikation«, nødvendigvis skal vedrøre produktet eller dets emballering som sådan og således fastsætte de kendetegn, der kræves af et produkt (dom af 19.7.2012, Fortuna m.fl., C-213/11, C-214/11 og C-217/11, EU:C:2012:495, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis). Endvidere vedrører begrebet »andet krav« som omhandlet i dette direktivs artikel 1, nr. 4), produktets livscyklus efter markedsføring (dom af 4.2.2016, Ince, C-336/14, EU:C:2016:72, præmis 72).

27

I den foreliggende sag er den i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelse ikke omfattet af den første og den anden kategori af foranstaltninger, der er nævnt i denne doms præmis 25. Denne bestemmelse henviser nemlig ikke til produkter som sådan, men – som anført af generaladvokaten i punkt 22 i forslaget til afgørelse – til forbuddet mod, at kommercielle udbydere af søgemaskiner på internettet og kommercielle tjenesteudbydere, der behandler indhold på tilsvarende måde, gør presseprodukter tilgængelige for almenheden.

28

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt den i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelse er en »forskrift vedrørende tjenester« som omhandlet i artikel 1, nr. 5), i direktiv 98/34, skal det indledningsvis bemærkes, at en »tjeneste« i henhold til dette direktivs artikel 1, nr. 2), er defineret som »enhver tjeneste i informationssamfundet, dvs. enhver tjeneste, der normalt ydes mod betaling, og som teleformidles ad elektronisk vej på individuel anmodning fra en tjenestemodtager«.

29

I denne henseende fremgår det af forelæggelsesafgørelsen og af formuleringen af det første præjudicielle spørgsmål, at den forelæggende ret er af den opfattelse, at den i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelse er en »forskrift vedrørende tjenester«, uden dog at give nogen begrundelse herfor. Den har begrænset sig til at angive, at udbydere af søgemaskiner, som teleformidler ad elektronisk vej på individuel anmodning fra en tjenestemodtager, der sætter en søgning i gang efter indtastning af et søgeord, leverer en tjeneste i informationssamfundet som omhandlet i dette direktivs artikel 1, nr. 2).

30

Hvad angår tjenester, som ydes af udbydere af søgemaskiner på internettet, er det ingen tvivl om, at de udgør sådanne tjenester. Dette gør sig derimod ikke nødvendigvis gældende hvad angår tjenester, der ydes af kommercielle udbydere af tjenester, der behandler indhold på tilsvarende måde. Som Kommissionen har anført, kan presseprodukter behandles på tilsvarende måde andre steder end på internettet eller via elektronisk kommunikation, såsom f.eks. på papir.

31

For at afgøre, om en regel kan kvalificeres som en »forskrift vedrørende tjenester«, skal den i henhold til definitionen i artikel 1, nr. 5), i direktiv 98/34 »specifikt« tage sigte på informationssamfundets tjenester.

32

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at i medfør af dette direktivs artikel 1, nr. 5), femte afsnit, første led, anses en forskrift for specifikt at tage sigte på informationssamfundets tjenester, når dette fremgår af begrundelsen og de dispositive bestemmelser. I henhold til samme bestemmelse er det desuden ikke et krav, at den pågældende forskrift i sin helhed har »til hensigt og formål« at give forskrifter for tjenester i informationssamfundet, eftersom det er tilstrækkeligt, at denne forskrift forfølger denne hensigt eller dette formål i visse af sine bestemmelser (dom af 20.12.2017, Falbert m.fl., C-255/16, EU:C:2017:983, præmis 32).

33

Selv om det ikke fremgår af ordlyden alene af en national forskrift, at den i det mindste delvist har til formål at give specifikke forskrifter for tjenester i informationssamfundet, kan dette formål ikke desto mindre fremgå klart af begrundelsen for denne forskrift, således som formålet i overensstemmelse med de i denne henseende relevante nationale fortolkningsregler bl.a. følger af forarbejderne til den nævnte forskrift (jf. i denne retning dom af 20.12.2017, Falbert m.fl., C-255/16, EU:C:2017:983, præmis 33).

34

I den foreliggende sag må det for det første fastslås, at UrhG’s § 87g, stk. 4, udtrykkeligt vedrører bl.a. kommercielle udbydere af søgemaskiner, med hensyn til hvem det er ubestridt, at de leverer de tjenester, som er omhandlet i artikel 1, nr. 2), i direktiv 98/34.

35

For det andet fremgår det, at den i hovedsagen omhandlede nationale forskrift har til hensigt og formål at give forskrifter for informationssamfundets tjenester på eksplicit og målrettet måde.

36

Selv om den forelæggende ret ikke har givet nogen klare angivelser med henblik på at forklare, hvad der specifikt er hensigten og formålet med den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, fremgår det imidlertid af de bemærkninger, som den tyske regering har afgivet i retsmødet for Domstolen, at formålet med ændringen af UrhG specifikt vedrørte udbyderne af søgemaskiner på internettet. Parterne i hovedsagen og Kommissionen har desuden i deres skriftlige indlæg angivet, at formålet med denne lovgivning var at beskytte udgivere af dagblade og tidsskrifters berettigede interesser i den digitale verden. Den primære hensigt og formålet med den i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelse var dermed tilsyneladende at være at beskytte disse udgivere mod ophavsretlige krænkelser foretaget af onlinesøgemaskiner. I denne sammenhæng var det tilsyneladende alene nødvendigt at beskytte mod de systematiske krænkelser af udgivernes onlineværker, som begås af udbydere af informationssamfundstjenester.

37

Ganske vist omfatter forbuddet mod at gøre presseprodukter tilgængelige for almenheden i UrhG’s § 87g, stk. 4, ikke alene udbydere af onlinetjenester, men også udbydere af offlinetjenester. Det fremgår imidlertid af syvende og ottende betragtning til direktiv 98/48, hvorved direktiv 98/34 er blevet ændret, at formålet med dette direktiv er at tilpasse de gældende nationale forskrifter de nye tjenester i informationssamfundet og at forhindre »restriktioner for den frie udveksling af tjenester og for etableringsfriheden med deraf følgende opsplitning af det indre marked«. Det ville imidlertid gå imod dette formål, hvis en forskrift, der klart har til hensigt og formål at regulere onlinetjenester i forhold til presseprodukter, udelukkedes fra at anses for en forskrift, som specifikt tager sigte på sådanne tjenester som omhandlet i artikel 1, nr. 5), i direktiv 98/34, alene med den begrundelse, at dens ordlyd ikke kun refererer til onlinetjenester, men ligeledes nævner offlinetjenester (jf. i denne retning dom af 20.12.2017, Falbert m.fl., C-255/16, EU:C:2017:983, præmis 34 og 35).

38

Den omstændighed, at UrhG’s § 87g, stk. 4, er omfattet af den nationale ordning vedrørende ophavsret eller beslægtede rettigheder, kan ikke ændre ved denne vurdering. Tekniske forskrifter vedrørende intellektuel ejendomsret er nemlig ikke udtrykkeligt udelukket fra anvendelsesområdet for artikel 1, nr. 5), i direktiv 98/34 i modsætning til forskrifter, som er omfattet af EU-lovgivningen vedrørende telekommunikationstjenester og finansielle tjenesteydelser. Det fremgår desuden af dom af 8. november 2007, Schwibbert (C-20/05, EU:C:2007:652), at nationale lovbestemmelser vedrørende intellektuel ejendomsret kan udgøre en »teknisk forskrift«, som er underlagt forpligtelsen til at give meddelelse i henhold til nævnte direktivs artikel 8, stk. 1.

39

For så vidt som en forskrift som den i hovedsagen omhandlede specifikt tager sigte på informationssamfundets tjenester, skal udkastet til teknisk forskrift på forhånd meddeles Kommissionen i henhold til artikel 8, stk. 1, i direktiv 98/34. Det følger af fast retspraksis, at hvis en sådan meddelelse ikke foretages, kan uanvendeligheden af en national teknisk forskrift, som ikke er blevet meddelt i overensstemmelse med denne bestemmelse, påberåbes i en sag mellem private parter (dom af 27.10.2016, James Elliott Construction, C-613/14, EU:C:2016:821, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

40

På baggrund af det ovenstående skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 1, nr. 11), i direktiv 98/34 skal fortolkes således, at en national bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede, som forbyder udelukkende kommercielle operatører af søgemaskiner og kommercielle udbydere af tjenester, der behandler indhold på tilsvarende måde, at gøre presseprodukter eller dele heraf (undtagen enkelte ord og meget små tekstuddrag) tilgængelige for almenheden, udgør en »teknisk forskrift« som omhandlet i denne bestemmelse, hvis udkast på forhånd skal meddeles Kommissionen i henhold til dette direktivs artikel 8, stk. 1, første afsnit.

41

Da sagen i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:

Artikel 1, nr. 11), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/48/EF af 20. juli 1998, skal fortolkes således, at en national bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede, som forbyder udelukkende kommercielle operatører af søgemaskiner og kommercielle udbydere af tjenester, der behandler indhold på tilsvarende måde, at gøre presseprodukter eller dele heraf (undtagen enkelte ord og meget små tekstuddrag) tilgængelige for almenheden, udgør en »teknisk forskrift« som omhandlet i denne bestemmelse, hvis udkast på forhånd skal meddeles Europa-Kommissionen i henhold til artikel 8, stk. 1, første afsnit, i direktiv 98/34, som ændret ved direktiv 98/48.