1

Ved valget den 25. maj 2014 blev sagsøgeren, Udo Voigt, valgt som medlem af Europa-Parlamentet på listen for et tysk parti, Nationaldemokratische Partei Deutschlands (NPD). Siden da har Udo Voigt været medlem af Parlamentet som løsgænger.

2

Den 22. marts 2015 blev der i Sankt-Petersborg (Rusland) organiseret et politisk forum benævnt »Russisk Nationalt Forum«, som sagsøgeren blev inviteret til af det russiske parti Rodina, og som Andrei Petrov, Fedor Biryukov og Alexander Sotnichenko, der er sagsøgere i den sag, som på Rettens Justitskontor er registreret under nr. T-452/15, deltog i.

3

Som opfølgning på dette forum oplyste en af Udo Voigts assistenter ved e-mail af 3. juni 2015 Parlamentets pressetjeneste om Udo Voigts hensigt om den 16. juni 2015 at afholde en pressekonference benævnt »Vores handlinger for at forhindre en kold og varm krig i Europa« (herefter »pressekonferencen«). Denne pressekonference skulle afholdes under tilstedeværelse af seks deltagere, nemlig sagsøgeren, et græsk medlem, et forhenværende italiensk medlem og et forhenværende britisk medlem samt Andrei Petrov og Fedor Biryukov, som begge er russiske statsborgere og medlemmer af det russiske parti Rodina. Sagsøgerens assistent anmodede med henblik herpå om, at der blev stillet en sal i Parlamentet og tolkningsinfrastruktur til rådighed for sagsøgeren.

4

Ligeledes som opfølgning på forummet benævnt »Russisk Nationalt Forum« anmodede sagsøgerens assistent den 9. juni 2015 Parlamentets generaldirektorat (DG) »DG Safe«, som er ansvarligt på området for akkreditering, om udlevering af adgangskort til 21 personer, hvoraf fem var russiske statsborgere (herefter de »russiske gæster«), nemlig Andrei Petrov, Fedor Biryukov, Alexander Sotnichenko, E.N. og E.P., med henblik på en anden begivenhed, nemlig et arbejdsmøde benævnt »møde om europæisk samarbejde«, der ligeledes var planlagt til at skulle finde sted den 16. juni 2015 (herefter »arbejdsmødet«).

5

Samme dag, den 9. juni 2015, bekræftede »DG Safe« pr. e-mail modtagelsen af anmodningen om akkreditering. Denne bekræftelse indeholdt et referencenummer, hvormed adgangskortene kunne afhentes den 16. juni 2015, og den var også vedlagt et bilag, der bekræftede, at begivenheden var forenelig med sikkerhedskravene, men specificerede ligeledes, at arrangøren ikke var fritaget for den almindelige godkendelsesprocedure.

6

Ligeledes den 9. juni 2015 informerede pressetjenesten pr. e-mail sagsøgerens assistent om, at Parlamentets politiske myndighed havde givet pressetjenesten instruks om ikke at stille det udstyr, som der var blevet anmodet om, til rådighed for sagsøgeren til pressekonferencen (herefter »e-mailen fra pressetjenesten«). Denne e-mail henviste til de adgangsbegrænsninger, som institutionen pålagde russiske politikere og diplomater, og til risikoen for, at Andrei Petrovs og Fedor Biryukovs tilstedeværelse ville forstyrre institutionens aktiviteter.

7

Den 10. juni 2015 vedtog Parlamentet en beslutning om status over forholdet mellem EU og Rusland (2015/2001 (INI)) (EUT 2016, C 407, s. 35, herefter »beslutningen af 10. juni 2015«), som havde været drøftet siden den 15. januar 2015.

8

Den 16. juni 2015 hentede sagsøgerens assistent adgangskortene til sagsøgerens gæster til arbejdsmødet. I løbet af formiddagen informerede enheden »Akkreditering« under »DG Safe« imidlertid pr. e-mail sagsøgeren om, at adgangen til institutionens lokaler, henset til listen over deltagerne i dette møde og efter instruktioner modtaget fra Parlamentets formands kabinet, var blevet afslået for så vidt angik de fem russiske gæster.

9

Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 31. juli 2015 anlagde sagsøgeren nærværende sag mod Parlamentet og formanden for Parlamentet.

10

Ved kendelse af 29. oktober 2015, Voigt mod formanden for Parlamentet og Parlamentet (C-425/15, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:741), fastslog Domstolen, at det var åbenbart, at den ikke havde kompetence til at behandle sagen, og den henviste sagen til Retten i medfør af artikel 54, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, idet den udsatte afgørelsen om sagsomkostningerne.

11

Ved kendelse af 4. februar 2016, Voigt mod Parlamentet og formanden for Parlamentet (T-618/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:72), frifandt Retten formanden for Parlamentet, for så vidt som søgsmålet var rettet mod denne.

12

Den 23. maj 2016 indleverede sagsøgeren en replik, og den 4. juli 2016 fremlagde Parlamentet en duplik.

13

Ved e-mail af 6. december 2016 meddelte Retten endelig Parlamentet foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som Parlamentet besvarede den 21. december 2016.

14

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

15

I stævningen har sagsøgeren desuden nedlagt påstand om, at Retten, såfremt den finder det nødvendigt, angiver over for ham, at han skal fremlægge yderligere argumenter eller beviser til støtte for søgsmålet.

16

Parlamentet har nedlagt følgende påstande:

17

I stævningen har sagsøgeren anført, at hans søgsmål skal anses for principalt at være anlagt på grundlag af artikel 263, stk. 3, TEUF og subsidiært på grundlag af artikel 263, stk. 4, TEUF. Formålet med artikel 263, stk. 3, TEUF er nemlig at gøre det muligt for Den Europæiske Unions Revisionsret, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Regionsudvalget at gøre deres rettigheder gældende over for andre institutioners akter, og en sådan mulighed skal så meget desto mere anerkendes i forhold til parlamentsmedlemmerne, der har den øverste demokratiske legitimitet.

18

Adspurgt under retsmødet om, hvorvidt han fastholdt det anførte om, at sagen skulle afgøres på grundlag af artikel 263, stk. 3, TEUF, svarede sagsøgeren, at Domstolen havde behandlet spørgsmålet i kendelse af 29. oktober 2015, Voigt mod Formanden for Parlamentet og Parlamentet (C-425/15, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:741), og at han accepterede denne afgørelse. Det skal således lægges til grund, at sagsøgeren har givet afkald på at påberåbe sig den nævnte bestemmelse.

19

Sagsøgeren har under alle omstændigheder søgsmålskompetence på grundlag af artikel 263, stk. 4, TEUF, hvilket Parlamentet er enig i.

20

Parlamentet er af den opfattelse, at stævningen ikke er i overensstemmelse med artikel 76, litra d), i Rettens procesreglement. Sagsøgeren har anført to genstande for sit søgsmål, nemlig afslaget på at stille en sal til hans rådighed med henblik på en pressekonference og forbuddet, der blev udstedt til sagsøgerens russiske gæster, mod at få adgang til Parlamentets bygninger. Det i stævningen anførte er imidlertid tvetydigt, da det er usikkert, hvordan anbringenderne er knyttet til den ene eller den anden af disse to afgørelser.

21

I det foreliggende tilfælde fremgår det af påstandene i stævningen, at denne tilsigter en annullation af to afgørelser, dvs. de anfægtede afgørelser.

22

Under afsnit I med overskriften »Tilsidesættelse af traktater«, der fremgår af stævningen, har sagsøgeren i øvrigt foretaget en sondring mellem en første del, der vedrører »afslag[et] på at stille en sal til rådighed«, og en anden del, som vedrører det »udstedte forbud mod de russiske [gæsters] adgang«.

23

Som Parlamentet har bemærket, henviser det anførte i den første del, der er nævnt ovenfor, både til pressekonferencen og til arbejdsmødet, selv om det fremgår af de to anfægtede afgørelser, at afslaget på at stille en sal i Parlamentet til rådighed for sagsøgeren alene vedrørte pressekonferencen, og at anvendelsen af institutionens lokaler til arbejdsmødet ikke blev afslået.

24

Det skal imidlertid bemærkes, at et anbringende kan fortolkes i forhold til dets væsentligste indhold, og at det kan antages til realitetsbehandling, hvis det fremgår af stævningen med tilstrækkelig forståelighed (jf. i denne retning kendelse af 20.9.2011, Land Wien mod Kommissionen, T-267/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:499, præmis 18).

25

Det forhold, at den første del af afsnit I vedrørende »afslag[et] på at stille en [konference-]sal til rådighed« henviser til arbejdsmødet, kan forstås ved det forhold, at sagsøgeren under den anden del, der vedrører det »udstedte forbud mod de russiske [gæsters] adgang«, som vedrører det nævnte møde, netop henviser til de »bemærkninger, der er anført under [den første del]«, således at de klagepunkter, der fremgår af denne første del, faktisk er fælles for de to anfægtede afgørelser.

26

Parlamentet har i øvrigt anført, at sagsøgeren i stævningens afsnit II med overskriften »Magtfordrejning« ikke har foretaget en sondring mellem de anfægtede afgørelser. Parlamentet er af den opfattelse, at dette afsnit er tvetydigt, for så vidt som sagsøgeren deri har fordømt den chikanøse karakter af afslaget på adgang og har henvist til pressetjenestens e-mail, der kun vedrører afslaget på at stille en sal til hans rådighed med henblik på, at han kan holde sin pressekonference dér.

27

Det fremgår imidlertid af de oplysninger, der fremgår af afsnit II med overskriften »Magtfordrejning«, at sagsøgeren har til hensigt at kritisere de to anfægtede afgørelser, hvilket begrunder, at han ikke foretager en sondring dér.

28

På baggrund af det ovenstående kan stævningen ikke anses for at være forvirrende, og den skal følgelig ikke afvises i det hele.

29

Endelig har Parlamentet subsidiært for det tilfælde, at Retten finder, at sagen kan antages til realitetsbehandling som sådan, gjort gældende, at visse klagepunkter, som sagsøgeren har formuleret inden for rammerne af sine anbringender, ikke kan antages til realitetsbehandling. Spørgsmålet, om disse argumenter kan antages til realitetsbehandling, vil blive bedømt i forbindelse med undersøgelsen af de nævnte anbringender.

30

I duplikken har Parlamentet rejst tvivl om, hvorvidt replikken kan antages til realitetsbehandling. Det har gjort gældende, at replikken normalt skal gøre det muligt for sagsøgeren at præcisere sine standpunkter eller skærpe sin argumentation vedrørende et vigtigt spørgsmål og besvare nye spørgsmål, der er fremkommet i svarskriftet. I nærværende sag har sagsøgeren imidlertid i replikken dels gentaget de elementer, som han allerede har anført i stævningen, dels præsenteret nye argumenter, der ikke har nogen forbindelse med denne eller med de argumenter, der er anført i svarskriftet.

31

I denne henseende er det i procesreglementets artikel 83 fastsat, at stævningen kan suppleres med en replik. Det fremgår desuden af punkt 142 i de praktiske gennemførelsesbestemmelser til det nævnte reglement, at »[d]a baggrunden og de anbringender eller klagepunkter, der ligger til grund for tvisten, er blevet grundigt fremstillet […] i stævningen […], har replikken […] til formål at gøre det muligt for sagsøgeren […] at præcisere [sine] standpunkter eller skærpe [sin] argumentation vedrørende et vigtigt spørgsmål og besvare de nye forhold, der er fremkommet i svarskriftet […]«.

32

I det foreliggende tilfælde skal det i modsætning til det, som Parlamentet har gjort gældende, konstateres, at replikken, henset til svarskriftet, præciserer de argumenter, der er blevet fremført i stævningen. En eventuel tilstedeværelse i replikken af nye klagepunkter, der ikke har nogen forbindelse til de tidligere processkrifter, kan desuden ikke bevirke, at denne replik ikke kan antages til realitetsbehandling i sin helhed, men kan højst føre til, at de omhandlede klagepunkter forkastes, hvilket vil blive undersøgt inden for rammerne af undersøgelsen af anbringenderne.

33

Replikken kan følgelig antages til realitetsbehandling.

34

Det bemærkes, at det i henhold til procesreglementets artikel 76, litra d) og f), påhviler sagsøgeren at fremkomme med en kortfattet fremstilling af de faktiske omstændigheder og anbringenderne og at fremlægge beviser og angivelse af beviser ved indgivelsen af stævningen. Ifølge samme reglements artikel 85, stk. 2 og 3, kan hovedparterne desuden kun fremlægge eller anføre yderligere beviser til støtte for deres anbringender efter den første udveksling af processkrifter, forudsat at den forsinkede påberåbelse af beviserne begrundes.

35

I øvrigt tillader procesreglementets artikel 89, stk. 3, Retten ved hjælp af foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse at opfordre parterne til at udtale sig mere præcist om visse aspekter af sagen eller til at fremlægge aktstykker vedrørende sagen. Imidlertid henhører afgørelsen om at vedtage sådanne foranstaltninger under Rettens frie skøn (jf. i denne retning kendelse af 29.10.2004, Ripa di Meana mod Parlamentet, C-360/02 P, EU:C:2004:690, præmis 28).

36

Det følger af disse bestemmelser, at det ikke tilkommer sagsøgeren generelt at nedlægge påstand om, at Retten opfordrer ham til at fremlægge argumenter eller beviser til støtte for sit søgsmål.

37

Under alle omstændigheder skal det bemærkes, at sagsøgeren som foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse ved e-mail af 6. december 2016 blev informeret om, at han blev opfordret til under retsmødet at reagere på de argumenter, som Parlamentet ville fremkomme med dér som svar på klagepunkterne vedrørende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af politiske anskuelser og tilsidesættelse af det almindelige lighedsprincip.

38

Sagsøgeren har i indledningen af den del i stævningen, der er benævnt »søgsmålets velbegrundethed«, gjort gældende, at de anfægtede afgørelser »tilsidesætter de rettigheder«, som han er indehaver af som parlamentsmedlem.

39

Hvis det lægges til grund, at dette udsagn udgør et selvstændigt anbringende, skal det afvises fra realitetsbehandling, således som Parlamentet har gjort gældende. Sagsøgeren har nemlig ikke underbygget et sådant anbringende i stævningen, selv om stævningen i henhold til artikel 21, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og procesreglementets artikel 76, litra d), bl.a. skal indeholde en kort fremstilling af søgsmålsgrundene og således mindst kortfattet, men med tilstrækkelig klarhed, skal nævne de retsprincipper, der ifølge sagsøgeren er blevet tilsidesat, og de væsentligste faktiske omstændigheder, som hans klagepunkter er støttet på (jf. analogt dom af 15.12.1999, Latino mod Kommissionen, T-300/97, EU:T:1999:328, præmis 35). En ren abstrakt opregning af et klagepunkt opfylder således ikke kravene i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og procesreglementet (jf. analogt dom af 11.3.1999, Herold mod Kommissionen, T-257/97, EU:T:1999:55, præmis 68, og af 11.9.2014, Gold East Paper og Gold Huasheng Paper mod Rådet, T-443/11, EU:T:2014:774, præmis 66).

40

Under alle omstændigheder bemærkes, at da det omhandlede udsagn ikke udgør et selvstændigt anbringende, men en indledende bemærkning, der bebuder anbringendet om »tilsidesættelse af traktater«, skal det anses for at være sammenblandet med dette, og der henvises til undersøgelsen af dette.

41

I stævningen har sagsøgeren fremført to anbringender om for det første »tilsidesættelse af traktater« og for det andet magtfordrejning.

42

I henhold til artikel 263, stk. 2, TEUF, sammenholdt med artikel 256, stk. 1, første afsnit, TEUF, har Retten faktisk kompetence til at udtale sig om søgsmål om tilsidesættelse af traktater.

43

Procesreglementets artikel 76, litra d), bestemmer ikke desto mindre, at stævningen skal indeholde en kortfattet fremstilling af de påberåbte anbringender. Ifølge fast retspraksis er det af retssikkerheds- og retsplejehensyn nødvendigt, at de væsentlige retlige omstændigheder, eventuelt kortfattet, men dog konsekvent og forståeligt fremgår af selve stævningen (dom af 29.9.2016, Bach Flower Remedies mod EUIPO – Durapharma (RESCUE), T-337/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:578, præmis 50 og 51). Selv om det ikke påhviler sagsøgeren udtrykkeligt at angive den særlige retsregel, der er genstand for klagepunktet, er det en betingelse, at dennes argumentation er tilstrækkeligt klar til, at modparten og Unionens retsinstanser uden videre kan identificere denne regel (jf. i denne retning dom af 10.5.2006, Galileo International Technology m.fl. mod Kommissionen, T-279/03, EU:T:2006:121, præmis 47, og af 13.11.2008, SPM mod Rådet og Kommissionen, T-128/05, ikke trykt i Sml., EU:T:2008:494, præmis 65).

44

Det følger af de ovennævnte bestemmelser, at »tilsidesættelse[n] af traktater« kun udgør et generelt tilfælde for iværksættelse af et annullationssøgsmål, som Retten kan påkende, men at en henvisning hertil ikke kan udgøre identifikationen af et anbringendes retsgrundlag (jf. i denne retning dom af 27.11.1997, Tremblay m.fl. mod Kommissionen, T-224/95, EU:T:1997:187, præmis 80 og 81).

45

Det skal således undersøges, om det første anbringende hviler på et mere præcist retsgrundlag end den blotte påberåbelse af »tilsidesættelse af traktater«.

46

I det foreliggende tilfælde fremgår det af stævningens indhold og af det resumé, der er vedlagt denne, og som kan tages i betragtning ved fortolkningen af denne (dom af 25.10.2007, Komninou m.fl. mod Kommissionen, C-167/06 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2007:633, præmis 25 og 26, og af 12.4.2016, CP mod Parlamentet, F-98/15, EU:F:2016:76, præmis 16), at sagsøgeren i virkeligheden har støttet sit første anbringende på artikel 4 i reglerne for de politiske møder, der blev vedtaget af Parlamentets Præsidium den 4. juli 2005 (herefter »reglerne for de politiske møder«), og på en tilsidesættelse af artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). Hvad angår anbringendet om tilsidesættelse af chartrets artikel 21 har sagsøgeren nærmere bestemt gjort gældende, at der er sket en forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse af hans russiske gæster og en tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af deres nationalitet.

47

I replikken har sagsøgeren desuden gjort gældende, at afslaget på at lade hans russiske gæster få adgang til Parlamentet udgjorde en forskelsbehandling på grund af deres politiske anskuelser. Han har herved ligeledes gjort gældende, at dette afslag er behæftet med en tilsidesættelse af det almindelige lighedsprincip, fordi de berørte er blevet behandlet anderledes end andre besøgende og værter i Parlamentet.

48

Endelig indeholder både stævningen og replikken hentydninger til de anfægtede afgørelsers uforholdsmæssige karakter, med hensyn til hvilken det skal afgøres, om der er tale om et selvstændigt anbringende eller ej.

49

I denne henseende og i modsætning til det, som Parlamentet har anført, bemærkes, at selv om proportionalitetsprincippet har en selvstændig eksistens, kan det også udgøre en integrerende del af princippet om ligebehandling og princippet om forbud mod forskelsbehandling. Det er således blevet fastslået, at princippet om ligebehandling og princippet om forbud mod forskelsbehandling kræver, at en forskellig behandling er begrundet i et objektivt og rimeligt kriterium, dvs. at den beror på et lovligt tilstræbt formål, og denne forskel står i et rimeligt forhold til det formål, som tilstræbes med denne behandling (dom af 17.10.2013, Schaible, C-101/12, EU:C:2013:661, præmis 77, af 23.3.1994, Huet mod Revisionsretten, T-8/93, EU:T:1994:35, præmis 45, og af 30.1.2003, C mod Kommissionen, T-307/00, EU:T:2003:21, præmis 49).

50

I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren i stævningen formuleret det anførte om den uforholdsmæssige karakter af afgørelsen om afslag på at stille et lokale til rådighed med henblik på hans pressekonference som værende konsekvensen af klagepunktet om tilsidesættelse af artikel 4 i reglerne for de politiske møder. I retsmødet har sagsøgeren bekræftet, at de to klagepunkter hænger sammen. I stævningen har sagsøgeren ligeledes fremhævet den uforholdsmæssige karakter af afgørelsen om afslaget på at lade hans russiske gæster få adgang til Parlamentet i forlængelse af hans klagepunkt om tilsidesættelse af forbuddet mod enhver forskelsbehandling på grund af deres etniske oprindelse eller deres nationalitet. Endelig har sagsøgeren i replikken henvist til proportionalitetsprincippet inden for rammerne af sin argumentation vedrørende tilsidesættelsen af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af politiske anskuelser og tilsidesættelsen af det almindelige lighedsprincip. Det skal således lægges til grund, at det anførte om den uforholdsmæssige karakter af de anfægtede afgørelser ikke udgør et særskilt anbringende.

51

Henset til alt det ovenstående skal der foretages en undersøgelse af:

52

Sagsøgeren har gjort gældende, at løsgængere i medfør af artikel 4, stk. 1, i reglerne for de politiske møder har ret til at anvende institutionens lokaler til at organisere pressekonferencer inden for grænsen af de kapaciteter, der er til rådighed, og for så vidt som tilrådighedsstillelsen af disse lokaler ikke udgør en risiko for den normale afvikling af Parlamentets arbejde. De samme reglers artikel 8 gør det i øvrigt udtrykkeligt muligt for parlamentsmedlemmerne at invitere tredjemænd, såsom journalister, til deres møder. Parlamentet har ikke gjort gældende, at modtagelseskapaciteten var udtømt den 16. juni 2015. Det er i øvrigt udelukket, at en pressekonference er af en sådan art, at den kan forstyrre det parlamentariske arbejde, og dette så meget desto mere som sagsøgeren allerede havde organiseret lignende begivenheder, uden at disse havde forårsaget problemer. Endelig synes det ikke, at Andrei Petrovs og Fedor Biryukovs tilstedeværelse ville have kunnet påvirke Parlamentets funktion, således som Parlamentet anførte i e-mailen fra pressetjenesten.

53

Sagsøgeren har følgelig gjort gældende, at dette afslag – da der ikke foreligger en objektiv grund, som kan begrunde afslaget på at stille en sal til hans rådighed – er uforholdsmæssigt, og at det tilsidesætter de rettigheder, som han er indehaver af som parlamentsmedlem, eftersom han ikke har kunnet fortælle om sit parlamentariske arbejde og navnlig ikke har kunnet forklare EU-borgerne, hvorledes beslutningen af 10. juni 2015 havde præsenteret forummet benævnt »Russisk Nationalt Forum«, organiseret i Sankt Petersborg den 22. marts 2015, fejlagtigt.

54

Parlamentet har anfægtet disse argumenter og har gjort gældende, at anbringendet ikke er begrundet.

55

Det fremgår af opbygningen af reglerne for de politiske møder, således som det følger af deres titel og af deres artikel 1, stk. 1, at disse regler regulerer måden, hvorpå »[Parlamentets generalsekretariat medvirker] ved tilrettelæggelsen af de politiske gruppers møder og bidrager til, at møderne afvikles effektivt«. De nævnte regler fastsætter bl.a. måderne for de politiske grupper og disses organers brug af Parlamentets sale.

56

Artikel 8 i reglerne for de politiske møder fastsætter i det væsentlige, at de politiske grupper har mulighed for at invitere tredjemænd til deres møder.

57

I henhold til artikel 4, stk. 1, i reglerne for de politiske møder »[har] [l]øsgængerne […] i forbindelse med deres parlamentariske arbejde [også] adgang til« Parlamentets lokaler. Henset til denne bestemmelse og løsgængernes mulighed for at mødes, selv om de ikke udgør en parlamentarisk gruppe, regulerer disse regler også måden, hvorpå Parlamentets generalsekretariat medvirker ved tilrettelæggelsen af møder, hvor disse samles. Ifølge de nævnte reglers artikel 4, stk. 2, skal ansøgningerne fra løsgængerne om at råde over et mødelokale »indgives af løsgængernes koordinationsenhed«, som er et forvaltningssystem, via hvilket disse medlemmer kan få adgang til visse faciliteter, der i princippet er forbeholdt partier.

58

Det fremgår i øvrigt af Parlamentets svar på de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som Retten har sendt det, at pressekonferencerne, der organiseres af parlamentsmedlemmerne, er genstand for særlige regler, nemlig »Bestemmelser[ne] vedrørende den korrekte anvendelse af pressekonferencesalen«, der blev vedtaget af Parlamentets Præsidium den 22. oktober 2007.

59

Det følger af det ovenstående, at selv om reglerne for de politiske møder gør det muligt for disse partier at invitere tredjemænd til deres møder, har disse regler ikke til formål at regulere tilrådighedsstillelsen af sale for deri at afholde pressekonferencer, så meget desto mindre på et parlamentsmedlems individuelle initiativ.

60

Denne fortolkning bekræftes af det forhold, at sagsøgeren selv ikke har indgivet ansøgningen om tilrådighedsstillelse af en sal for at afholde sin pressekonference i medfør af artikel 4, stk. 2, i reglerne for de politiske møder, eftersom han har sendt denne ansøgning direkte til enheden »Presse« i Parlamentet uden at gå igennem løsgængernes koordinationsenhed.

61

Klagepunktet vedrørende artikel 4 i reglerne for de politiske møder skal følgelig forkastes, uden at det er nødvendigt inden for rammerne af anvendelsen af denne bestemmelse at undersøge spørgsmålet, om Parlamentets afslag kunne begrundes i, at der ikke var plads, eller i en risiko for forstyrrelse af institutionens arbejde, eller om dette afslag var uforholdsmæssigt.

62

Selv hvis klagepunktet om en uforholdsmæssig karakter af afslaget på at stille en sal til rådighed for sagsøgeren med henblik på at organisere en pressekonference i modsætning til det, der blev konstateret i præmis 50 ovenfor, skulle læses særskilt i forhold til anbringendet om artikel 4 i reglerne for de politiske møder, skal dette klagepunkt ikke desto mindre under alle omstændigheder forkastes.

63

I pressetjenestens e-mail begrundede Parlamentet nemlig afslaget på at stille en sal til rådighed for sagsøgeren, således at han kunne holde sin pressekonference deri, bl.a. med risikoen for, at Andrei Petrovs og Fedor Biryukovs tilstedeværelse ville forstyrre institutionens aktiviteter. Sagsøgeren har imidlertid begrænset sig til at anfægte eksistensen af en sådan risiko uden at argumentere overbevisende herfor. I denne henseende er det forhold, at han allerede før havde organiseret pressekonferencer og arbejdsmøder, irrelevant, eftersom sagsøgeren ikke har gjort gældende, at disse begivenheder er forløbet med Parlamentets godkendelse under tilstedeværelse af russiske gæster og under omstændigheder, der kan sammenlignes med dem i det foreliggende tilfælde. Det følger endvidere af præmis 119 og 122 nedenfor, at Parlamentet ikke tilsidesatte proportionalitetsprincippet i det foreliggende tilfælde.

64

Sagsøgeren har anført, at afslaget på at lade de russiske gæster få adgang til Parlamentet »er uforeneligt med den primære ret« af de grunde, der allerede er anført mod afslaget på at stille en konferencesal til hans rådighed.

65

Parlamentet har anfægtet, at dette klagepunkt kan antages til realitetsbehandling med den begrundelse, at sagsøgeren ikke har præciseret, hvori denne tilsidesættelse består.

66

Ved læsningen af stævningen skal det af sagsøgeren anførte forstås således, at de argumenter, der er anført med hensyn til afslaget på at stille en pressekonferencesal til sagsøgerens rådighed, hvormed det gøres gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 4 i reglerne for de politiske møder og i givet fald denne foranstaltnings uforholdsmæssige karakter, ligeledes er relevante med hensyn til afslaget på at lade de russiske gæster få adgang til Parlamentet.

67

Dette klagepunkt, skal, hvis det lægges til grund, at det kan antages til realitetsbehandling, ikke desto mindre forkastes af de grunde, der er anført i præmis 55-63 ovenfor.

68

At klagepunktet om artikel 4 i reglerne for de politiske møder skal forkastes, hvis det lægges til grund, at denne artikel finder anvendelse, gælder så meget desto mere i det foreliggende tilfælde, som brugen af Parlamentets sal for dér at holde arbejdsmødet ikke som sådan blev afslået over for sagsøgeren, da der her kun var tale om de russiske gæsters adgang til institutionens bygninger.

69

Sagsøgeren er af den opfattelse, at hans russiske gæster ikke udgjorde nogen risiko for Parlamentets normale udførelse af arbejdet eller for dets sikkerhed. Da der ikke foreligger nogen objektiv begrundelse, var afslaget på at lade dem få adgang til institutionens bygninger behæftet med en forskelsbehandling på grund af deres nationalitet eller deres etniske oprindelse, og denne forskelsbehandling tilsidesatte følgelig chartrets artikel 21. Sagsøgeren har endvidere anført, at selv hvis det blev antaget, at visse russiske statsborgere faktisk udgjorde en risiko for Parlamentets funktion, havde det været tilstrækkeligt at begrænse forbuddet mod adgang til disse.

70

Parlamentet har anfægtet, at sagsøgeren kan påberåbe sig en tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse eller nationalitet, som tredjemænd, nemlig sagsøgerens russiske gæster, var blevet ofre for, og er under alle omstændigheder af den opfattelse, at anbringendet savner grundlag.

71

Det fremgår af retspraksis, at en sagsøger ikke har kompetence til at handle i lovens eller institutionernes interesse, og at denne ikke til støtte for et annullationssøgsmål kan gøre andre end sine egne klagepunkter gældende (dom af 30.6.1983, Schloh mod Rådet, 85/82, EU:C:1983:179, præmis 14). Dette krav kan ikke desto mindre ikke forstås således, at Unionens retsinstanser kun kan antage et klagepunkt til realitetsbehandling, hvis det alene knytter sig til sagsøgerens personlige situation. Sagsøgerens klagepunker kan i virkeligheden realitetsbehandles, hvis de kan begrunde en annullation, som kan tilføre sagsøgeren en fordel (jf. dom af 11.7.2007, Wils mod Parlamentet, F-105/05, EU:F:2007:128, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

72

I det foreliggende tilfælde kunne den hævdede forskelsbehandling af de russiske gæster på grund af deres nationalitet eller etniske oprindelse hypotetisk set ligeledes skade sagsøgeren, for så vidt som det var ham, der havde inviteret dem, og for så vidt som han blev forhindret i sammen med disse i Parlamentet at holde det arbejdsmøde, som han havde organiseret.

73

Under omstændighederne i hovedsagen har sagsøgeren som arrangør af et møde i Parlamentets lokaler, som de russiske gæster ikke kunne få adgang til, derfor en interesse i at fremføre et klagepunkt om, at disse har været genstand for en forskelsbehandling af grunde, der havde med nationalitet og etnisk oprindelse at gøre.

74

I henhold til chartrets artikel 21, stk. 1, er enhver forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse forbudt. Ifølge artikel 21, stk. 2, er enhver forskelsbehandling på grund af nationalitet inden for traktaternes anvendelsesområde og med forbehold af deres særlige bestemmelser ligeledes forbudt.

75

Da sagsøgeren ikke har sondret klart mellem de to former for forskelsbehandling, som han har påberåbt sig, skal det bemærkes, at når en generel akt anvender to forskellige udtryk, må hensyn til sammenhængen og retssikkerheden tilsige, at de to udtryk ikke tillægges samme rækkevidde. Dette er så meget desto mere tilfældet, når disse begreber, som i det foreliggende tilfælde, dækker over forskellige betydninger i sædvanlig sprogbrug (dom af 25.9.2013, Marques mod Kommissionen, F-158/12, EU:F:2013:135, præmis 28, og af 14.5.2014, Cocco mod Kommissionen, F-17/13, EU:F:2014:92, præmis 33).

76

Nationalitet er således et retligt og politisk bånd mellem individet og en suveræn stat, mens begrebet etnisk oprindelse hviler på den idé, at samfundsgrupper deler følelsen af at tilhøre den samme nation eller religiøse overbevisning, sprog, kulturelle baggrund, traditioner og levested (jf. i denne retning dom af 16.7.2015, CHEZ Razpredelenie Bulgaria, C-83/14, EU:C:2015:480, præmis 46).

77

Hvad angår forbuddet mod forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse har sagsøgeren begrænset sig til at fremhæve sine gæsters russiske nationalitet og har ikke anført, at de er den del af en særlig etnisk gruppe. Han har så meget desto mindre godtgjort, at afgørelsen om at afslå adgangen til Parlamentet for hans russiske gæster blev truffet på grund af et præcist etnisk tilhørsforhold.

78

Det følger heraf, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at betingelserne for anvendelse af chartrets artikel 21, stk. 1, er opfyldt, og at han således ikke kan gøre gældende, at hans russiske gæster blev forskelsbehandlet på grund af en særlig etnisk oprindelse.

79

Hvad angår forbuddet mod forskelsbehandling på grund af nationalitet bemærkes, at der i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, tredje afsnit, TEU og chartrets artikel 52, stk. 7, skal tages hensyn til forklaringerne til chartret (EUT 2007, C 303, s. 17) ved fortolkningen af dette.

80

Ifølge forklaringerne til chartret »svarer« artikel 21, stk. 2, »til artikel 18, stk. 1, [TEUF] og skal anvendes i overensstemmelse med denne artikel« Det fremgår endvidere af chartrets artikel 52, stk. 2, at de rettigheder, der anerkendes i chartret, og for hvilke der er fastlagt bestemmelser i traktaterne, udøves på de betingelser og med de begrænsninger, der er fastlagt ved disse sidstnævnte. Det følger heraf, at chartrets artikel 21, stk. 2, skal fortolkes således, at det har den samme rækkevidde som artikel 18, stk. 1, TEUF.

81

Artikel 18, stk. 1, TEUF, bestemmer, at »[i]nden for traktaternes anvendelsesområde og med forbehold af disses særlige bestemmelser er al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, forbudt«. Denne bestemmelse står i denne traktats anden del, der har overskriften »Ikke-forskelsbehandling og unionsborgerskab«. Den vedrører situationer, der henhører under EU-rettens anvendelsesområde, hvori en statsborger i en medlemsstat udsættes for forskelsbehandling i forhold til statsborgerne i en anden medlemsstat alene på grundlag af sin nationalitet. Denne artikel kan derfor ikke finde anvendelse i tilfælde af en eventuel forskellig behandling af statsborgere i medlemsstater og statsborgere i tredjelande (jf. i denne retning dom af 4.6.2009, Vatsouras og Koupatantze, C-22/08 og C-23/08, EU:C:2009:344, præmis 51 og 52, og af 7.4.2011, Francesco Guarnieri & Cie, C-291/09, EU:C:2011:217, præmis 20).

82

Sagsøgeren kan følgelig ikke påberåbe sig en tilsidesættelse af chartrets artikel 21, stk. 2, i forhold til sine russiske gæster.

83

Henset til det ovenstående må anbringendet om tilsidesættelse af chartrets artikel 21, for så vidt som dette afslag på at lade de russiske gæster få adgang til Parlamentet er behæftet med en forskelsbehandling på grund af deres etniske oprindelse eller nationalitet, forkastes. Under alle omstændigheder henvises til præmis 119-122 nedenfor for så vidt angår den hævdede uforholdsmæssige karakter af dette afslag, som ikke indeholdt en sondring mellem de russiske gæster efter de risici, som de indebar.

84

I replikken har sagsøgeren anført, at afslaget på at lade hans russiske gæster få adgang til Parlamentet udgjorde en forskelsbehandling på grund af deres politiske anskuelser. Han har ligeledes anført, at »forbuddet mod adgang under alle omstændigheder i sidste ende skal bedømmes på grundlag af det almindelige lighedsprincip«. På grund af dette afslag blev de russiske gæster nemlig behandlet anderledes end andre gæster og værter i Parlamentet.

85

Parlamentet har anfægtet, at disse klagepunkter kan antages til realitetsbehandling med den begrundelse, at der er tale om anbringender, der er gjort gældende for første gang og for sent i replikken. Klagepunktet vedrørende tilsidesættelse af det almindelige lighedsprincip er desuden tvetydigt og svært at forstå.

86

Sagsøgeren har imidlertid gjort gældende, at det først var, da han læste det svarskrift, der blev indleveret i sag Petrov m.fl. mod Parlamentet (sag T-452/15), at han blev opmærksom på det politiske grundlag for den forskelsbehandling, som hans russiske gæster havde været genstand for.

87

Ifølge procesreglementets artikel 84, stk. 1, må der ikke fremsættes nye anbringender under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, der er kommet frem under retsforhandlingerne. Et anbringende, som udgør en uddybning af et anbringende, der tidligere er fremført direkte eller indirekte i stævningen, og som har tæt forbindelse dermed, skal dog realitetsbehandles. For at et nyt argument kan anses for en uddybning af et tidligere fremsat anbringende eller klagepunkt, skal det være tilstrækkeligt tæt knyttet til de oprindeligt fremførte argumenter eller klagepunkter i stævningen til, at det kan anses for at være en del af den normale udvikling i forhandlingerne i en retssag (jf. i denne retning dom af 16.11.2011, Groupe Gascogne mod Kommissionen, T-72/06, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:671, præmis 23 og 27).

88

Hvad for det første angår forbuddet imod enhver forskelsbehandling på grund af politiske anskuelser fremgår dette forbud af chartrets artikel 21, stk. 1, som sagsøgeren har påberåbt sig inden for rammerne af sit anbringende i stævningen om »tilsidesættelse af traktater«. I denne stævning har sagsøgeren imidlertid begrænset sin argumentation støttet på denne bestemmelse til en påstået tilsidesættelse af forbuddet mod enhver forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Sagsøgeren har desuden påberåbt sig en forskelsbehandling på grund af nationalitet, idet han har støttet sig på chartrets artikel 21, stk. 2. Han har på intet tidspunkt i sin stævning gjort gældende, at der var tale om en tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af hans russiske gæsters politiske anskuelser.

89

Det forhold, at sagsøgeren i stævningen ikke har gjort gældende, at der forelå en sådan forskelsbehandling, har en særlig betydning i det foreliggende tilfælde. Afslaget på at lade de russiske gæster få adgang til Parlamentet kan nemlig ikke isoleres fra sin kontekst. Det fremgår navnlig af sagen, at sagsøgeren ved indgivelsen af stævningen var i besiddelse af e-mailen fra pressetjenesten, hvorved Parlamentet afslog at stille det nødvendige udstyr til hans rådighed ved hans pressekonference, der ligeledes skulle finde sted den 16. juni 2015. Dette afslag hviler imidlertid på to grunde. For det første nævnes i e-mailen fra pressetjenesten de adgangsbegrænsninger, som institutionen havde fastsat, dels for russiske diplomater, dels for russiske politikere, dvs. nærmere bestemt medlemmerne fra Gosudarstvennaya Duma Federal’nogo Sobrania Rossiskoï Federatsii (statsdumaen i Den Russiske Føderations føderale forsamling) og fra Soviet Federatsii Federal’nogo Sobrania Rossiskoï Federatsii (Den Russiske Føderations forbundsråd), således som dette fremgår af Parlamentets svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, der er omhandlet i præmis 13 ovenfor. For det andet nævnes i samme e-mail risikoen for, at Andrei Petrovs og Fedor Biryukovs tilstedeværelse ville forstyrre institutionens aktiviteter. Det omtvistede afslag havde endvidere til formål at forbyde de russiske gæster at få adgang til Parlamentets bygninger, en politisk instans, for, efter en invitation fra sagsøgeren, der handlede i sin egenskab af parlamentsmedlem, at deltage i et møde om et politisk tema, nemlig det »europæiske samarbejde«. Andrei Petrov og Fedor Biryukov har vigtige ansvarsområder inden for det russiske politiske parti Rodina, og Alexander Sotnichenko præsenteres som universitetsprofessor i internationale forhold. Det omhandlede møde skulle desuden være en fortsættelse af et politisk forum, nemlig »Russisk Nationalt Forum«, som de tre ovennævnte personer havde deltaget i, og som Parlamentet kort forinden havde kritiseret i beslutningen af 10. juni 2015. Endelig bekræftede sagsøgeren i retsmødet, at begivenhederne af 16. juni 2015, til hvilke han havde inviteret de berørte, havde til formål at gøre det muligt for dem at give udtryk for deres politiske anskuelse om det »europæiske samarbejde« for dels at kaste et andet lys på forummet benævnt »Russisk Nationalt Forum« end beslutningen af 10. juni 2015, dels at fortsætte det arbejde, der allerede var påbegyndt dér. Under disse omstændigheder skulle en politisk velbevandret og almindeligt omhyggelig sagsøger have været opmærksom på den politiske kontekst for det omtvistede afslag på adgang.

90

Ud fra en processuel synsvinkel kunne sagsøgeren heller ikke gøre det forhold gældende, at han havde opdaget det politiske grundlag for den forskelsbehandling, som hans russiske gæster havde været genstand for, ved læsningen af det svarskrift, der blev indleveret i sag Petrov m.fl. mod Parlamentet (sag T-452/15).

91

Herved bemærkes, at hver enkelt sag, som indbringes for Retten, har sine egne sagsakter, der bl.a. indeholder de af parterne i den pågældende sag indgivne aktstykker og procesdokumenter, og at hver af disse sagsakter er helt selvstændige. Dette illustreres ved punkt 25 i de praktiske gennemførelsesbestemmelser til procesreglementet, hvorefter »[d]er […] med henblik på at lade en anden sag nyde fremme ikke [kan] tages hensyn til et procesdokument og bilagene hertil, som er fremlagt i en sag og indgår i sagsakterne« (jf. analogt kendelse af 15.10.2009, Hangzhou Duralamp Electronics mod Rådet, T-459/07, EU:T:2009:403, præmis 12, og dom af 18.11.2015, Einhell Germany m.fl. mod Kommissionen, T-73/12, EU:T:2015:865, præmis 36).

92

Ifølge fast retspraksis kan parterne ganske vist bortset fra de undtagelsestilfælde, hvor meddelelsen af et dokument kan være i strid med god retspleje, frit give andre meddelelse om deres egne indlæg i en sag. Ligeledes kan en part, med forbehold for den samme undtagelse, i en retssag tillade, at et skriftligt indlæg, som parten har indgivet inden for rammerne af denne sag, anvendes af en anden part i sagen inden for rammerne af en anden sag (kendelse af 15.10.2009, Hangzhou Duralamp Electronics mod Rådet, T-459/07, EU:T:2009:403, præmis 14, og dom af 18.11.2015, Einhell Germany m.fl. mod Kommissionen, T-73/12, EU:T:2015:865, præmis 38).

93

I denne sag er det imidlertid ikke godtgjort, at sagsøgeren har anmodet Parlamentet om tilladelse til inden for rammerne af den foreliggende sag at anvende det svarskrift, som sidstnævnte indgav i sag T-452/15.

94

Det skal endvidere konstateres, at påberåbelsen i replikken af en tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af de russiske gæsters politiske anskuelser ikke er en uddybning af et anbringende, som fremgår af stævningen, der er en del af den normale udvikling i forhandlingerne i nærværende retssag, men et nyt anbringende. Dette anbringende kan følgelig ikke realitetsbehandles, eftersom det ikke er støttet på retlige og faktiske elementer, som er kommet frem under retsforhandlingerne.

95

Hvad for det andet angår det argument, der også fremgår af replikken, som vedrører en tilsidesættelse af det almindelige lighedsprincip, er Parlamentet af den opfattelse, at dette argument er svært at forstå, da det stiller spørgsmålstegn ved den behandling, som »sagsøgerne« er blevet udsat for, i forhold til den behandling, der er forbeholdt Parlamentets andre gæster og inviterede, selv om sagsøgeren som parlamentsmedlem ikke befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med disse. Denne henvisning til »sagsøgerne« er dog åbenbart en skrivefejl. Parlamentet har i øvrigt ikke efterfølgende skrevet forkert i sine skriftlige indlæg.

96

Hvad i øvrigt angår den påståede for sene karakter af argumentet om en tilsidesættelse af det almindelige lighedsprincip skal det bemærkes, at sagsøgeren inden for rammerne af anbringendet om magtfordrejning i stævningen bl.a. har gjort gældende, at de anfægtede afgørelser var »fuldstændigt vilkårlige og diametralt i strid med forbuddet mod forskelsbehandling i den primære ret«. Dette hævdede henviste imidlertid til de »grunde, der er anført ovenfor«, dvs. til det anførte om den påståede forskelsbehandling på grund af de russiske gæsters nationalitet eller etniske oprindelse. Sagsøgeren har på intet tidspunkt i forbindelse med søgsmålets anlæggelse som sådan påberåbt sig en tilsidesættelse af det almindelige lighedsprincip, henset til den behandling, der gives alle de andre gæster og værter i Parlamentet.

97

Hvis sagsøgeren har ønsket i replikken at udvide rækkevidden af anbringendet om tilsidesættelse af forbuddet mod enhver forskelsbehandling på grund af hans russiske gæsters nationalitet eller etnisk oprindelse ved generelt at påberåbe sig det almindelige lighedsprincip på baggrund af den behandling, der er tildelt Parlamentets andre gæster og værter, skal anbringendet om tilsidesættelsen af de nævnte princip anses for at være et nyt anbringende, der ikke er en del af den normale udvikling i de omtvistede forhandlinger. I dette omfang, og eftersom dette anbringende ikke er støttet på retlige og faktiske elementer, som er kommet frem under retsforhandlingerne, kan det heller ikke realitetsbehandles.

98

Det skal tilføjes, at chartrets artikel 21, der ligger til grund for anbringendet om forbuddet mod forskelsbehandling på grund af nationalitet eller etnisk oprindelse, er et særligt udtryk for princippet om forbud mod forskelsbehandling (jf. i denne retning dom af 29.4.2015, Léger, C-528/13, EU:C:2015:288, præmis 48), og at både dette princip og forbuddet mod enhver forskelsbehandling er to betegnelser for det samme generelle retsprincip, der forbyder dels, at ens situationer behandles forskelligt, dels, at forskellige situationer behandles ens, medmindre der foreligger objektive grunde herfor (dom af 27.1.2005, Europe Chemi-Con (Deutschland) mod Rådet, C-422/02 P, EU:C:2005:56, præmis 33).

99

For så vidt som påberåbelsen i replikken af det almindelige lighedsprincip, henset til denne retspraksis, skal anses for at være et udtryk, i en anden terminologi, for anbringendet i stævningen om forbuddet mod enhver forskelsbehandling på grund af nationalitet eller etnisk oprindelse, skal det omhandlede klagepunkt derfor forkastes som ugrundet af de grunde, der allerede er anført i præmis 74 ff. ovenfor.

100

Under alle omstændigheder mangler anbringendet vedrørende dels tilsidesættelse af chartrets artikel 21, stk. 1, for så vidt som afslaget på at lade de russiske gæster få adgang til Parlamentets lokaler er behæftet med en forskelsbehandling på grund af deres politiske anskuelser, dels tilsidesættelse af det almindelige lighedsprincip grundlag, eftersom det fremgår af præmis 108-122 nedenfor, at de to anfægtede afgørelser hviler på en objektiv og rimelig begrundelse, hænger sammen med et lovligt tilstræbt formål og står i et rimeligt forhold til det mål, som tilstræbes.

101

Sagsøgeren har gjort gældende, at de anfægtede afgørelser er behæftet med magtfordrejning, hvilket Parlamentet har bestridt.

102

Ifølge fast retspraksis har begrebet magtfordrejning et helt præcist indhold og sigter til det tilfælde, hvor en administrativ myndighed har anvendt sine beføjelser til et andet formål end det, hvortil den har fået dem tillagt. En afgørelse er kun behæftet med magtfordrejning, såfremt det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier må antages, at den er truffet for at forfølge andre formål end de angivne. I denne forbindelse er det ikke tilstrækkeligt at påberåbe sig visse faktiske omstændigheder til støtte for sine påstande, det er desuden nødvendigt at fremlægge tilstrækkeligt præcise, objektive og samstemmende indicier til støtte for deres rigtighed eller i det mindste sandsynlighed. Såfremt det ikke sker, kan den materielle rigtighed af det af den berørte institution anførte ikke drages i tvivl. Den samlede bedømmelse af indicierne for magtfordrejning kan således ikke hvile på blotte påstande eller indicier, som ikke er tilstrækkeligt præcise, eller som hverken er objektive eller relevante (jf. kendelse af 19.12.2013, da Silva Tenreiro mod Kommissionen, T-32/13 P, EU:T:2013:721, præmis 31-33 og den deri nævnte retspraksis).

103

Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at de anfægtede afgørelser »af de grunde, der er nævnt ovenfor«, er behæftede med magtfordrejning, for så vidt som de er »fuldstændigt vilkårlige og diametralt i strid med forbuddet mod forskelsbehandling«.

104

For så vidt som sagsøgeren har støttet sig på de i anbringenderne påtalte påståede ulovligheder om »tilsidesættelse af traktater«, bemærkes imidlertid, at denne henvisning ikke kan tiltrædes, eftersom disse anbringender er blevet forkastet ovenfor.

105

For det andet har sagsøgeren medgivet, at Parlamentets sikkerhed og funktion udgør tilladelige lovlige formål, der kan begrunde de anfægtede afgørelser. Ikke desto mindre har han anfægtet, at sådanne reelt var de formål, der blev forfulgt med disse.

106

Sagsøgeren har nemlig gjort gældende, at de russiske gæster ikke udgjorde en fare for Parlamentets sikkerhed og funktion. Selv om Parlamentet er et sted for politiske udvekslinger, var formålet med afslaget på at lade disse få adgang til Parlamentet i virkeligheden at holde dem væk på grund af deres politiske overbevisninger og tilhørsforhold, som flertallet af Parlamentet ikke brød sig om.

107

Det skal bemærkes, at sagsøgeren med dette argument har til hensigt at aflede beviset for magtfordrejning af det upræcise ved de anfægtede afgørelsers begrundelser.

108

I denne henseende bemærkes, at det fremgår af præmis 89 ovenfor, at de anfægtede afgørelser, selv om sagsøgerens russiske gæster ikke var medlemmer af statsdumaen i Den Russiske Føderations føderale forsamling eller Den Russiske Føderations forbundsråd, var begrundet med, at tilstedeværelsen af disse i Parlamentet i den generelle sammenhæng for de begivenheder, der lå til grund for de nævnte adgangsbegrænsninger, kunne bringe institutionens orden, sikkerhed og funktion i fare.

109

Parlamentet har nærmere bestemt i lyset af beslutningen af 10. juni 2015 fremhævet den særlige kontekst for de politiske forhold mellem Den Russiske Føderation og Unionen på tidspunktet for de faktiske omstændigheder. Det har således henvist til situationen i Ukraine og til Den Russiske Føderations offentliggørelse af en sort liste indeholdende navne på aktuelle og tidligere medlemmer af Parlamentet og EU-tjenestemænd, der havde foranlediget det til at begrænse afgangen for russiske politikere og diplomater til dets bygninger.

110

I lyset af på den ene side den særlige kontekst, der på dette tidspunkt karakteriserede de politiske relationer mellem Den Russiske Føderation og Unionen, og på den anden side intensiveringen ifølge Parlamentet af forbindelserne mellem europæiske partier, der var kvalificeret som nationalistiske, og russiske kræfter, der beskrives som nationalistiske, har Parlamentet fremhævet, at Andrei Petrov, Fedor Biryukov og Alexander Sotnichenko havde deltaget i forummet benævnt »Russisk Nationalt Forum«, som kort forinden var blevet fordømt voldsomt af Parlamentet. Parlamentet har endvidere fremhævet, at Andrei Petrov og Fedor Biryukov var aktive medlemmer af et russisk parti, der blev anset for at være nationalistisk. Det har tilføjet, at Andrei Petrov, Fedor Biryukov og Alexander Sotnichenko i sidste ende var protagonister, der var inviteret dels for i institutionen at give udtryk for et andet synspunkt end det, der fremgik af beslutningen af 10. juni 2015 om forummet benævnt »Russisk Nationalt Forum«, dels for at fortsætte det arbejde, der var blevet indledt i dette forum, hvilket sagsøgeren har bekræftet under retsmødet (jf. præmis 89 ovenfor).

111

Sagsøgeren har ikke desto mindre bemærket, at Parlamentets formands »ret som herre i huset«, som Parlamentet har påberåbt sig, ikke kan anvendes til at forhindre møder, hvis emne går imod flertallet, eftersom parlamenter netop er steder for politiske udvekslinger.

112

Artikel 22 i Europa-Parlamentets forretningsorden tillægger imidlertid institutionens formand den nødvendige kompetence til at sikre den generelle sikkerhed i Parlamentets lokaler for at forebygge og bringe enhver forstyrrelse af de parlamentariske aktiviteters funktion til ophør og for at beskytte institutionens værdighed. Parlamentet har endvidere med rette anført, at det ikke er forpligtet til at fremme politiske aktiviteter fra et parti fra et tredjeland inden for sine bygninger. Parlamentet er følgelig ikke forpligtet til at modtage medlemmer eller sympatisører af et sådant parti, for at de kan give udtryk for deres holdninger i dets lokaler. Mere generelt fremgår det af artikel 14 TEU, at retten til at deltage i lovgivende funktioner og budgetfunktioner, kontrolfunktioner og rådgivende funktioner i Parlamentet er forbeholdt repræsentanter for Unionens borgere, der er valgt ved almindelige, direkte, frie og hemmelige valg, mens særlige bestemmelser, såsom artikel 15, stk. 6, litra d), TEU, og artikel 230, stk. 1, TEUF, på en særlig måde har sikret Det Europæiske Råds formand og Europa-Kommissionen en ret til at blive hørt dér. Selv om artikel 115 i Parlamentets forretningsorden bestemmer, at Parlamentets forhandlinger er offentlige, og at møder i Parlamentets udvalg normalt også er offentlige, præciserer den nævnte forretningsordens artikel 157, at tilhørere, som har fået adgang til logerne, skal forblive siddende og forholde sig tavse. Opbygningen af traktaterne og reglerne til deres gennemførelse og nødvendigheden af at sikre den frie udøvelse af beføjelser, der er tillagt Parlamentet, har til følge, at dette ikke er stedet, hvor hele offentligheden uden videre kan udtrykke sig.

113

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at adgangskortene var blevet udleveret til hans russiske gæster, hvilket lod ham tro, at arbejdsmødet kunne finde sted i institutionens lokaler med deres deltagelse, hvis pressekonferencen ikke kunne det. Udleveringen af disse kort godtgør, at disse ikke udgjorde en særlig risiko, mens Parlamentets ændrede holdning viser de anfægtede afgørelsers chikanøse karakter og den deraf følgende unyttige komplikation af hans arbejde som parlamentsmedlem.

114

Selv om det er rigtigt, at Parlamentet ved e-mailen fra DG »Safe« af 9. juni 2015 bekræftede modtagelsen af anmodningen om akkreditering til arbejdsmødet, og denne e-mail havde et referencenummer, der gjorde det muligt at hente adgangskortene til sagsøgerens russiske gæster, skal det imidlertid bemærkes, at denne e-mail hidrørte fra DG »Safe«, mens afgørelsen om afslag på sagsøgerens russiske gæsters adgang til bygningerne hvilede på en vurdering i politisk kontekst, der gik ud over kompetencerne hos Parlamentets administrative tjenester, og alene henhørte under institutionens politiske instanser. E-mailen fra DG »Safe« af 9. juni 2015 omfattede desuden et bilag, der præciserede, at arrangøren af begivenheden ikke var fritaget fra den almindelige gældende godkendelsesprocedure inden for institutionen. Den åbenbare modsigelse, som følger af udleveringen af et referencenummer, der gør det muligt at hente adgangskortene, og afslaget på i sidste ende at lade de russiske gæster gå igennem Parlamentet, forklares således ved de forskellige roller, der er tillagt de administrative tjenester og de politiske instanser. Det kan følgelig ikke gøres gældende, at Parlamentet i ren chikanøs ånd har fremkaldt den opfattelse, at det omtvistede møde havde kunnet finde sted i dets lokaler.

115

Henset til det ovenstående ses det ikke, at formålet om at sikre Parlamentets sikkerhed og funktion ikke står i et rimeligt forhold til de begrundelser, som det har anført, da vedtagelsen af foranstaltninger såsom at afslå at lade personer gå igennem Parlamentet for at forebygge enhver forstyrrelse af dets arbejde forudsætter en fremadrettet risikovurdering på grundlag af de oplysninger, der er til rådighed, som nødvendigvis omfatter en usikkerhedsmargen.

116

Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at der ligger et indicium for magtfordrejning i det forhold, at afslaget på adgang til Parlamentet under alle omstændigheder gik ud over det, der var nødvendigt. Han har således anført, at Parlamentets formand har en sikkerhedstjeneste til sin rådighed, der kan forbyde enhver form for provokation. Det forhold, at afslaget på adgang til Parlamentet vedrørte alle de russiske gæster, mens det i henhold til e-mailen fra pressetjenesten alene var Andrei Petrov og Fedor Biryukov, der udgjorde en fare for institutionens sikkerhed og funktion, godtgør, at dette afslag udgjorde en form for »kollektiv sanktion«.

117

Det skal imidlertid bemærkes, at sagsøgeren hverken har godtgjort eller endda hævdet, at enhver har ret til ubetinget adgang til Parlamentets bygninger med henblik på politisk propaganda eller for dér at diskutere Parlamentets politiske holdninger. Som det blev anført i præmis 112 ovenfor, har Parlamentet tværtimod uden at være blevet modsagt anført, at EU-retten ikke tillægger offentligheden mulighed for uden videre at få adgang til dets bygninger og til at bruge disse til at tilkendegive sine anskuelser.

118

Under disse omstændigheder kan det forhold, at Parlamentets formand forhindrede sagsøgerens russiske gæster i at gå igennem institutionens lokaler for dér at give udtryk for deres meninger under et politisk møde i stedet for at forlade sig på sikkerhedstjenesternes interventionskapacitet, i den internationale kontekst, der er anført i præmis 109 og 110 ovenfor, ikke anses for at udgøre et indicium for magtfordrejning. Dette gælder så meget desto mere, som Parlamentet under retsmødet har bekræftet, at det omtvistede afslag på adgang, da det var knyttet til den omhandlede kontekst, kun havde midlertidig karakter.

119

Sagsøgeren kan heller ikke påberåbe sig, at dette afslag på adgang blev truffet over for »hele gruppen af russiske gæster«, dvs. ligeledes over for E.N. og P.E., for at godtgøre, at dette afslag faktisk udgjorde en kollektiv og uforholdsmæssig sanktion. Afslaget på at lade disse to personer få adgang til Parlamentet forklares nemlig med det forhold, at der var tale om ledsagere, idet den ene var Fedor Biryukovs ægtefælle, og den anden var tolk, således som dette fremgår af drøftelserne i retsmødet.

120

Endelig har sagsøgeren ligeledes forgæves anfægtet den kollektive karakter af afslaget på at lade sine russiske gæster få adgang til Parlamentet, idet han har støttet sig på det forhold, at det fremgår modsætningsvis af e-mailen fra pressetjenesten, at Alexander Sotnichenko ikke udgjorde en særlig risiko.

121

Der kan ikke udledes et argument af den omstændighed, at Parlamentet i e-mailen fra pressetjenesten, hvormed der blev givet afslag på at stille en sal til rådighed for sagsøgeren, således at han kunne organisere en pressekonference dér, var af den opfattelse, at Andrei Petrovs og Fedor Biryukovs tilstedeværelse skabte en risiko for institutionens funktion uden at nævne Alexander Sotnichenko. Det fremgår nemlig af den e-mail, der blev sendt den 3. juni 2015 af sagsøgerens assistent til Parlamentets pressetjeneste vedrørende organiseringen af denne konference, at Alexander Sotnichenko ikke skulle deltage deri.

122

Parlamentet har endvidere anført, at Alexander Sotnichenko ligesom Andrei Petrov og Fedor Biryukov havde deltaget i forummet benævnt »Russisk Nationalt Forum«, hvilket ikke er blevet bestridt, og at det var denne deltagelse, der havde begrundet, at adgangen til institutionens bygninger for at deltage i arbejdsmødet ligeledes var blevet afslået over for ham i den kontekst, der er beskrevet i præmis 109 og 110 ovenfor.

123

Det fremgår af alt det ovenstående, at sagsøgeren ikke har fremlagt tilstrækkeligt præcise, objektive og sammenhængende indicier for, at Parlamentets sikkerhed og funktion ikke var det formål, der reelt blev forfulgt af Parlamentets formand, da denne vedtog de anfægtede afgørelser. Anbringendet om magtfordrejning skal derfor også forkastes.

124

Da ingen af anbringenderne har grundlag, bør Parlamentet frifindes i det hele.

125

Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

126

Da sagsøgeren har tabt sagen, og Parlamentet har nedlagt om, at sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne, bør denne tilpligtes at betale alle sagsomkostningerne, herunder de omkostninger, der var forbundet med sagen for Domstolen.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling):