Appel iværksat den 30. september 2015 af Westfälische Drahtindustrie GmbH m.fl. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 15. juli 2015 i sag T-393/10, Westfälische Drahtindustrie GmbH m.fl. mod Europa-Kommissionen

(Sag C-523/15 P)

(2015/C 389/23)

Processprog: tysk

Parter

Appellanter: Westfälische Drahtindustrie GmbH, Westfälische Drahtindustrie Verwaltungsgesellschaft mbH & Co. KG og Pampus Industriebeteiligungen GmbH & Co. KG (ved rechtsanwalt C. Stadler)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellen er iværksat til prøvelse af dom afsagt af Den Europæiske Rets Sjette Afdeling den 15. juli 2015.

Westfälische Drahtindustrie GmbH, Westfälische Drahtindustrie Verwaltungsgesellschaft mbH & Co. KG og Pampus Industriebeteiligungen GmbH & Co. KG har til støtte for deres appel fremført følgende anbringender:

For det første har Retten tilsidesat artikel 261 TEUF og artikel 31 i forordning nr. 1/2003 (1), kompetencefordelingen og den institutionelle ligevægt samt kravet om at sikre en effektiv retsbeskyttelse, idet den tilsidesatte grænserne for den fulde prøvelsesret, den er blevet tildelt, og ikke efterprøvede den anfægtede kommissionsafgørelse i den foreliggende sag, men derimod traf en selvstændig bødeafgørelse. Herved satte Retten sig i forvaltningens sted og fratog appellanterne muligheden for at forsvare sig mod en urigtig fastlæggelse af sagens faktiske omstændigheder, idet appel af Rettens afgørelser er begrænset til retlige spørgsmål.

For det andet har Retten ved den appellerede dom tilsidesat artikel 261 TEUF og artikel 31 i forordning nr. 1/2003, for så vidt som den anvendte et fejlagtigt tidspunkt ved bedømmelsen af de faktiske og retlige forhold og i forbindelse med den — som ovenfor anført urigtige — udøvelse af sin fulde prøvelsesret tog udgangspunkt i den faktiske og retlige situation, der forelå på tidspunktet for dens afgørelse, henholdsvis i faktiske omstændigheder, der var indtrådt i årene 2011-2013, og dermed efter udstedelsen af den omtvistede kommissionsafgørelse. Den af Retten til støtte derfor anførte retspraksis støtter ikke Rettens opfattelse, idet det af Unionens retsinstansers praksis derimod fremgår, at yderligere oplysninger for det første kun kan tages i betragtning til fordel for den berørte virksomhed, og for det andet kun kan tages i betragtning, når de allerede forelå på tidspunktet for Kommissionens afgørelse.

For det tredje har Retten tilsidesat appellanternes grundlæggende rettigheder ved en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet. Retten har, idet den undlod at tage det i forbindelse med punkt 35 i retningslinjerne for bødeberegning opstillede princip om, at virksomheder, der henvises til en ratemæssig betaling af bøden, som hovedregel bør kunne afvikle den inden for en periode på 3-5 år, i betragtning, pålagt appellanterne en uforholdsmæssig bøde, som de kun kan afbetale over en ekstrem lang periode. Endvidere har Retten tilsidesat ligebehandlingsprincippet i forbindelse med dens analyse med hensyn til anvendelsen af de i forbindelse med punkt 35 i retningslinjerne for bødeberegning udviklede principper samt vedrørende det relevante tidspunkt ved afgørelsen af, om der er tale om sammenlignelige faktiske omstændigheder.

Endelig har Retten med den appellerede dom også tilsidesat det grundlæggende processuelle princip om sikring af appellanternes effektive retsbeskyttelse, idet den inden for rammerne af udøvelsen af dens fulde prøvelsesret har støttet sig til de af Kommissionen foretagne beregninger af bøden og de af parterne fremlagte faktiske omstændigheder. Dette er ikke fyldestgørende i forhold til den i forbindelse med en effektiv retsbeskyttelse mod Kommissionens bødeafgørelser påkrævede fuldstændige og ubegrænsede efterprøvelse ved en neutral instans.

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003 L 1, s. 1).