1. 

Med de to foreliggende anmodninger om præjudiciel afgørelse ønsker Verwaltungsgericht Berlin (forvaltningsdomstolen i Berlin, Tyskland) oplysning om de betingelser, hvorunder familiemedlemmer til en tyrkisk arbejdstager, som er bosat i en medlemsstat i Den Europæiske Union, skal have ret til at udøve lønnet beskæftigelse. Disse betingelser er fastsat i artikel 7 i afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 om udvikling af associeringen (herefter »afgørelse nr. 1/80«), vedtaget af Associeringsrådet, der blev oprettet ved aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet, som blev undertegnet den 12. september 1963 i Ankara (Tyrkiet), dels af Republikken Tyrkiet, dels af EØF’s medlemsstater og Fællesskabet, og som blev indgået, godkendt og bekræftet på Fællesskabets vegne ved Rådets afgørelse 64/732/EØF af 23. december 1963 ( 2 ) (herefter »associeringsaftalen EØF-Tyrkiet«).

2.

Artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 er affattet som følger:

»Med forbehold af artikel 7 vedrørende familiemedlemmers fri adgang til beskæftigelse har tyrkiske arbejdstagere med tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en bestemt medlemsstat:

3.

Artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 vedrører rettighederne for familiemedlemmer til tyrkiske arbejdstagere, der har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat, såfremt familiemedlemmerne har fået tilladelse til at flytte til den pågældende medlemsstat. Denne fastsætter, at disse medlemmer »[e]fter at have haft lovlig bopæl dér i mindst tre år, og under forbehold af den fortrinsret, som gives arbejdstagere fra Fællesskabets medlemsstater, [har] ret til at modtage enhver form for tilbud om beskæftigelse [og] efter at have haft lovlig bopæl dér i mindst fem år, fri adgang til enhver form for lønnet beskæftigelse«.

4.

Artikel 14, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 bestemmer, at »[b]estemmelserne i dette afsnit finder anvendelse med forbehold af begrænsninger begrundet i hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed«.

5.

De for de foreliggende sager relevante bestemmelser findes i Gesetz über den Aufenthalt, die Erwebstätigkeit und die Integration von Ausländern im Bundesgebiet (lov om ophold, beskæftigelse og integration af udlændinge på Forbundsrepublikkens område, herefter »AufenthG«) ( 3 ).

6.

AufenthG’s § 4, stk. 5, fastsætter, at »[e]n udlænding, der har opholdsret i henhold til associeringsaftalen EØF-Tyrkiet, er forpligtet til at godtgøre denne ret ved besiddelse af en opholdstilladelse, såfremt han hverken er i besiddelse af en tilladelse til at bosætte sig eller af en permanent EF-opholdstilladelse. Opholdstilladelsen udstedes efter anmodning herom«.

7.

AufenthG’s § 53 har følgende ordlyd:

»En udlænding kan udvises, når denne,

8.

Ifølge AufenthG’s § 55 kan »[e]n udlænding […] udvises, hvis hans ophold krænker den offentlige sikkerhed og orden eller andre af Forbundsrepublikken Tysklands væsentlige interesser« ( 4 ), navnlig når den pågældende »ikke blot har begået enkelte eller ubetydelige overtrædelser af retsregler eller afgørelser fra domstole eller myndigheder […]« ( 5 ).

9.

Sidika Ucar er en tyrkisk statsborger, der indgik ægteskab med Ökkes Ucar i 1977. Sammen fik parret fire børn, inden de blev skilt i 1991. Samme år forlod Ökkes Ucar Tyrkiet, hvor han havde boet sin familie, og rejste til Tyskland, hvor han indgik ægteskab med en tysk statsborger. I 1996 blev Ökkes Ucar af de nationale myndigheder meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. I 1999 opløstes Ökkes Ucars andet ægteskab. I september 2000 indgik Sidika Ucar igen ægteskab med Ökkes Ucar. I november 2001 og i følgeskab af deres yngste barn indrejste hun på tysk område med et visum udstedt af Landesamt für Bürger- und Ordnungsangelegenheitenmed (udlændingemyndighederne i Land Berlin, herefter »udlændingemyndighederne«) samt en opholdstilladelse på grundlag af ægteskab, der gjaldt indtil den 26. november 2002.

10.

For så vidt angår Ökkes Ucars beskæftigelsesforhold var han ansat som bager fra maj 2000 og frem til slutningen af 2001. I begyndelsen af 2002 påbegyndte Ökkes Ucar en selvstændig virksomhed som bager, som han afviklede i oktober 2005, for derefter at fortsætte som ansat i den samme sektor indtil december 2011.

11.

Sidika Ucars opholdstilladelse blev den 28. november 2002 forlænget med to år. Den 29. november 2004 blev opholdstilladelsen endnu engang forlænget med to år. Med henblik på disse to forlængelser kontrollerede udlændingemyndighederne, at Sidika Ucars forsørgelsesgrundlag var sikret gennem hendes ægtefælles lønindkomst.

12.

Den 21. november 2006 udstedte udlændingemyndighederne en opholdstilladelse til Sidika Ucar med henblik på familiesammenføring, idet Ökkes Ucar på ny var blevet arbejdstager. Denne opholdstilladelse blev forlænget flere gange og senest den 12. december 2013.

13.

Den 16. august 2013 indgav Sidika Ucar ansøgning om opholdstilladelse på grundlag af AufenthG’s § 4, stk. 5, idet hun gjorde gældende, at hun har ret til ophold på grundlag af associeringsaftalen EØF-Tyrkiet under henvisning til, at betingelserne i artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 er opfyldt, navnlig eftersom hendes mand havde haft beskæftigelse som arbejdstager uafbrudt siden november 2005.

14.

Ved afgørelse af 6. maj 2014 afslog udlændingemyndighederne at efterkomme ansøgningen og at bevilge en forlængelse af opholdstilladelsen. For det første fandt de, at Sidika Ucars forsørgelse ikke længere var sikret. For det andet fandt de, at Sidika Ucar ikke havde erhvervet nogen rettigheder på grundlag af artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, idet Ökkes Ucar ikke opfyldte betingelsen om at have haft en tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i tre på hinanden følgende år i umiddelbar forlængelse af, at hans ægtefælle var indrejst på tysk område, og idet hun havde fået udstedt sin første opholdstilladelse under henvisning til familiesammenføring med sin ægtefælle. Det forhold, at Ökkes Ucar havde været arbejdstager i en uafbrudt periode fra den 1. november 2005 til december 2011, kunne ikke medføre, at der opstod en ret for hans ægtefælle. Endelig fandt udlændingemyndighederne, at en forlængelse af Sidika Ucars første opholdstilladelse ikke kunne sidestilles med en tilladelse til familiesammenføring som omhandlet i artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, idet en sådan tilladelse ifølge udlændingemyndighederne nødvendigvis vedrører den første tilladelse, der bliver udstedt i forbindelse med indrejse på en medlemsstats område, og ikke efterfølgende tilladelser.

15.

Sidika Ucar indbragte efterfølgende udlændingemyndighedernes afgørelse af 6. maj 2014 for den forelæggende ret.

16.

Verwaltungsgericht Berlin (forvaltningsdomstolen i Berlin, Tyskland) har besluttet at udsætte sagen, idet der er opstået spørgsmål om fortolkningen af EU-retten, og har ved afgørelse indgået til Domstolens Justitskontor den 24. september 2015 forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål i sag C-508/15:

17.

Recep Kilic er født i 1993 i Tyrkiet under en ferie på et tidspunkt, hvor hans forældre, som boede i Tyskland, opholdt sig i deres tidligere hjemland. Recep Kilic indrejste til Tyskland den 16. april 1994. Ingen af hans forældre var på daværende tidspunkt i beskæftigelse.

18.

I maj 1996 blev hans forældre skilt, og moderen blev eneforsørger, hvorefter hun påbegyndte lønnet beskæftigelse den 30. juni 1998, hvilken beskæftigelse hun varetog næsten uafbrudt, indtil hun i april 2003 gik på barselsorlov og herefter på forældreorlov.

19.

Den 5. maj 1997, hvor kravet om at være i besiddelse af en opholdstilladelse trådte i kraft i tysk ret, fik Recep Kilic udstedt en sådan opholdstilladelse med en gyldighed på to år. I 1999 blev Recep Kilics opholdstilladelse forlænget i et år efter fremlæggelse af en bekræftelse fra Recep Kilics moders arbejdsgiver, til trods for, at hun modtog en social ydelse. Denne opholdstilladelse blev efterfølgende forlænget flere gange indtil den 10. november 2011, fra hvilken dato Recep Kilic alene fik udstedt midlertidige tilladelser.

20.

Efter at være droppet ud af skolen var Recep Kilic genstand for flere straffesager og blev idømt fængselsstraffe, hvoraf den seneste blev afsagt den 11. juni 2013, og hvorved han blev idømt en ungdomsstraf på tre år og tre måneders fængsel for ulovlig handel med euforiserende stoffer, der var udøvet i fællesskab. Han blev løsladt fra fængsel den 27. maj 2015.

21.

Den 24. juli 2014 meddelte udlændingemyndighederne ham afslag på hans anmodning om forlængelse af opholdstilladelsen og udviste ham under henvisning til AufenthG’s § 53, nr. 1 og 2, og § 55. For det første fandt de ikke, at Recep Kilic kunne udlede nogen ret på grundlag af associeringsaftalen EØF-Tyrkiet eller af artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, idet hans forældre ikke opfyldte betingelsen om lovlig tilknytning til arbejdsmarkedet i tre på hinanden følgende år regnet fra det tidspunkt, hvor Recep Kilic lovligt indrejste på tysk område. For det andet fandt de, at Recep Kilic, henset til antallet af gentagne alvorlige lovovertrædelser, som han allerede havde begået, og henset til risikoen for recidiv og til den risiko for den offentlige sikkerhed og den offentlige orden, som han udgjorde, skulle udvises til Tyrkiet. På grundlag af denne interesseafvejning konkluderede de, at Recep Kilics begrænsede personlige tilknytningsforhold til tysk område under disse omstændigheder vejede mindre tungt.

22.

Den 1. september 2014 anlagde Recep Kilic sag ved den forelæggende ret til prøvelse af denne beslutning. Recep Kilic har gjort gældende, at han bør gives en opholdstilladelse på grundlag af artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, idet hans mor har haft lønnet beskæftigelse uafbrudt i næsten fem år. Ligeledes er han af den opfattelse, at han er omfattet af den særlige beskyttelse mod udvisning, som tyrkiske statsborgere tilkendes i medfør af afgørelsens artikel 14.

23.

Ved særskilt afgørelse indgået samme dag til Domstolens Justitskontor har Verwaltungsgericht Berlin (forvaltningsdomstolen i Berlin) forelagt følgende spørgsmål i sag C-509/15:

»Kan det forhold, at et familiemedlem, efter at have fået tilladelse til familiesammenføring med en hovedberettiget, der ikke havde tilknytning til det lovlige arbejdsmarked, får forlænget sin opholdstilladelse på et tidspunkt, hvor den hovedberettigede, som familiemedlemmet havde lovlig bopæl hos, er blevet arbejdstager, anses for at udgøre en tilladelse til tilflytning som omhandlet i artikel 7 i afgørelse nr. 1/80?«

24.

Ved kendelse af 27. oktober 2015 er sagerne C-508/15 og C-509/15 blevet forenet med henblik på den skriftlige og mundtlige forhandling samt dommen.

25.

Det er kun Sidika Ucar, udlændingemyndighederne og Europa-Kommissionen, der har indgivet skriftlige bemærkninger.

26.

Det skal bemærkes, at afgørelse nr. 1/80 bestemmer, at en tyrkisk statsborger, som har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat, efter at have haft lovlig beskæftigelse i et år har ret til fornyelse af sin arbejdstilladelse, såfremt han har beskæftigelse hos samme arbejdsgiver. Efter tre års beskæftigelse har den pågældende ret til at modtage tilbud om anden beskæftigelse, inden for samme fag, hos andre arbejdsgivere. Efter at have haft lovlig beskæftigelse i fire år i medlemsstaten, har den pågældende arbejdstager fri adgang til enhver form for lønnet arbejde efter eget valg i denne medlemsstat. Med hensyn til de rettigheder, som opnås i medfør af artikel 6 i afgørelse nr. 1/80, er det endvidere præciseret, at »årlig ferie, barselsorlov og fravær på grund af arbejdsulykker eller sygdom af kortere varighed ligestilles med perioder med lovlig beskæftigelse« ( 6 ). For så vidt angår uforskyldte arbejdsløshedsperioder og fravær af længere varighed på grund af sygdom »er [disse], selv om de ikke kan ligestilles med perioder med lovlig beskæftigelse, [ikke] til skade for de rettigheder, der er erhvervet gennem den forudgående beskæftigelsesperiode« ( 7 ).

27.

I takt med, at de rettigheder, der giver adgang til markedet for en tyrkisk arbejdstager, der er lovligt indrejst på en medlemsstatsområde, konsolideres, har denne konsolidering som konsekvens at gøre situationen for den nævnte arbejdstagers familiemedlemmer mere favorabel. Såfremt de har fået tilladelse til familiesammenføring med denne arbejdstager på værtsmedlemsstatens område, opnår familiemedlemmerne ret til at modtage enhver form for tilbud om beskæftigelse, når de har haft ophold dér i mindst tre år. Efter at have haft lovlig bopæl dér i mindst fem år har familiemedlemmerne fri adgang til enhver form for lønnet beskæftigelse. Det er i denne forbindelse uden betydning, om disse familiemedlemmer har eller ikke har givet udtryk for, om de har til hensigt at udøve lønnet beskæftigelse ( 8 ).

28.

For så vidt angår spørgsmålet om en tyrkisk arbejdstagers og dennes families adgang til en medlemsstats arbejdsmarked har Domstolen fastslået, at en opholdstilladelse nødvendigvis må anerkendes som modstykket til adgangen til det nævnte marked. For effektivt at kunne tage imod et tilbud om ansættelse eller nyde godt af friheden til at få adgang til enhver form for lønnet beskæftigelse, forudsættes det helt åbenbart, at man har ret til at opholde sig på en medlemsstats område på det sted, hvor beskæftigelsen finder sted eller tilbydes ( 9 ).

29.

Imidlertid er det Sidika Ucars og Recep Kilics ophold, som er genstand for de to foreliggende anmodninger om præjudicielle afgørelser. Såfremt de må anses for at have opnået en ret til adgang til arbejdsmarkedet i Tyskland på baggrund af artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, bør udlændingemyndighederne anerkende en ret til ophold for dem, der ikke længere kun er støttet på bestemmelserne i national ret, men på den nævnte afgørelse. Problemet opstår i det øjeblik, den tyrkiske arbejdstager, som de er blevet sammenført med, ikke havde, eller ikke har, bibeholdt sin status som arbejdstager på det lovlige arbejdsmarked i de tre år, som lå i umiddelbar forlængelse af familiemedlemmernes indrejse til Tyskland. Ifølge de tyske udlændingemyndigheders fortolkning af afgørelse nr. 1/80 og af associeringsaftalen EØF-Tyrkiet kunne Sidika Ucar kun erhverve en ret på grundlag af artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, såfremt hendes ægtefælle havde haft lovlig og uafbrudt beskæftigelse som lønmodtager fra november 2001, som var datoen for Sidika Ucars indrejse til Tyskland, indtil november 2004. Ligeledes ville Recep Kilic alene kunne have erhvervet sådanne rettigheder, såfremt hans mor havde haft en sådan beskæftigelse fra april 1994, som var datoen for Recep Kilics indrejse på det tyske område, indtil april 1997. Det er dette, der er genstanden for det første præjudicielle spørgsmål, som er forelagt Domstolen i sag C-508/15 ( 10 ).

30.

Desuden, og for det tilfælde, at udlændingemyndighedernes fortolkning bliver bekræftet af Domstolen, og de rettigheder, der følger af artikel 7, stk. 1, i afgørelse 1/80, alene kan opstå, såfremt den tyrkiske arbejdstager, som er sammenført med familiemedlemmet på værtsmedlemsstatens område, er tilknyttet det lovlige arbejdsmarked i hele den påkrævede periode, regnet fra det tidspunkt, hvor familiemedlemmet er indrejst, ønsker den forelæggende ret endvidere oplyst, om det er muligt at sidestille afgørelsen om forlængelse af opholdstilladelse til dette medlem med den første tilladelse til familiesammenføring, således at den periode, hvor den tyrkiske arbejdstager skal være tilknyttet det lovlige arbejdsmarked, tillige kan løbe fra det tidspunkt, hvor afgørelsen om forlængelse af opholdstilladelsen meddeles, og ikke kun fra det tidspunkt, hvor familiemedlemmet indrejser på medlemsstatens område for første gang. Dette er genstanden for det andet spørgsmål, der er forelagt i sag C-508/15, og for spørgsmålet i sag C-509/15. Imidlertid, og set i lyset af det svar, som jeg vil foreslå Domstolen at give på det første spørgsmål i sag C-508/15, vil jeg alene behandle denne problemstilling rent subsidiært.

31.

Med det første spørgsmål, der er stillet i sag C-508/15, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 skal fortolkes således, at denne bestemmelse giver et familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager, der er bosat i Tyskland, ret til ophold, når arbejdstageren har været tilknyttet det lovlige arbejdsmarked i en uafbrudt periode på tre år, og når familiemedlemmet har levet sammen med arbejdstageren i denne periode, selv om tilbagelæggelse af denne periode ikke er sket i umiddelbar forlængelse af det pågældende familiemedlems indrejse på tysk område, eller om dette forhold er til hinder for erhvervelsen af en sådan ret.

32.

For at kunne besvare dette spørgsmål, er det nødvendigt at se på de generelle betragtninger, som Domstolen har lagt til grund for sin retspraksis vedrørende artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, navnlig begrebet tilknytning til det lovlige arbejdsmarked.

33.

Det følger af fast retspraksis, at artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 har direkte virkning, således at tyrkiske statsborgere, som bestemmelsen finder anvendelse på, umiddelbart kan påberåbe sig de rettigheder, der følger af denne bestemmelse, for retterne i medlemsstaterne med henblik på at tilsidesætte anvendelsen af bestemmelser i national ret, som strider imod denne bestemmelse ( 11 ). Desuden er denne artikel en del af bestemmelserne på det sociale område i afgørelse nr. 1/80, som udgør en yderligere etape hen imod gennemførelsen af arbejdskraftens frie bevægelighed, som lader sig inspirere af artikel 45 TEUF, 46 TEUF og 47 TEUF, og principperne i disse skal følgelig i videst muligt omfang overføres på tyrkiske arbejdstagere, der nyder de i afgørelsen anførte rettigheder ( 12 ).

34.

Domstolen har desuden fastslået, at artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 iværksætter en »ordning med gradvis erhvervelse af rettigheder«, som forfølger et dobbelt formål ( 13 ). Således har Domstolen fastslået, at »[i] første række, inden udløbet af den indledende periode på tre år, har nævnte bestemmelse til formål at tillade familiemedlemmer til en vandrende arbejdstager at opholde sig hos denne med henblik på derved gennem familiesammenføring at lette adgangen til beskæftigelse og ophold for en tyrkisk arbejdstager, der allerede er lovligt integreret af værtsmedlemsstaten […]. I anden række sigter samme bestemmelse mod at styrke en varig integration i værtsmedlemsstaten for familiemedlemmer til den tyrkiske vandrende arbejdstager, idet den efter tre års lovlig bopæl giver det berørte familiemedlem mulighed for selv at få adgang til arbejdsmarkedet. Hovedformålet hermed er at styrke nævnte familiemedlems stilling, idet den pågældende i denne fase allerede er lovligt integreret i værtsmedlemsstaten, og at give den pågældende mulighed for selv at tjene til livets ophold i den omhandlede medlemsstat og dermed skabe en situation for sig selv, som er selvstændig i forhold til den vandrende arbejdstagers situation« ( 14 ). Som følge heraf og som fortolket i lyset af det generelle formål med afgørelse nr. 1/80 »tilsigter den ordning, som specifikt er indført med afgørelsens artikel 7, stk. 1, at skabe gunstige betingelser for familiesammenføring i værtsmedlemsstaten« ( 15 ).

35.

Med hensyn til medlemsstaternes råderum følger det ganske vist af fast retspraksis, at de fortsat har kompetence til at bestemme, på hvilke betingelser tyrkiske statsborgere kan indrejse på deres område første gang, og de betingelser, hvorunder de har adgang til arbejdsmarkedet første gang ( 16 ), men medlemsstaterne kan derimod ikke indføre andre forskrifter end dem, der følger af afgørelse nr. 1/80, eller kræve andre betingelser opfyldt end dem, der følger heraf, når de pågældende statsborgere opfylder en af betingelserne i afgørelse nr. 1/80 og dermed har erhvervet de rettigheder, som afgørelsen tillægger dem ( 17 ). Derfor kan medlemsstaterne ikke ensidigt ændre ordningen med gradvis integration af tyrkiske statsborgere i værtsmedlemsstaten ( 18 ).

36.

Det skal således afgøres, om den omstændighed, at de tyske myndigheder med henblik på indrømmelsen af de rettigheder, der følger af artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, kræver, at en tyrkisk arbejdstager, som er sammenført med et familiemedlem på en medlemsstats område, skal have haft en tilknytning til det lovlige arbejdsmarked fra den dato, hvor familiemedlemmet er indrejst, og i hele den i bestemmelsen anførte periode, uden at tilknytning til det nævnte marked i en periode af samme varighed, men som er tilbagelagt efter denne dato, kan tages i betragtning, indebærer, at de tyske myndigheder har foretaget en sådan ensidig ændring af den ordning, som er beskrevet ovenfor.

37.

På hvilke betingelser kan et familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager erhverve rettigheder på grundlag af artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80? Selv om Domstolen allerede delvist har besvaret dette spørgsmål, har den dog aldrig klart taget stilling til kronologien med hensyn til opfyldelsen af disse betingelser.

38.

Inden jeg nærmere vil undersøge Domstolens fortolkning af de nævnte betingelser, vil jeg nævne, at artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 efter sin ordlyd på ingen måde indeholder krav, expressis verbis, som kan sammenlignes med dem, der kræves opfyldt af de tyske myndigheder. Således følger det blot af ordlyden af denne artikel, at et familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager, som har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat, i princippet har ret til at modtage enhver form for tilbud om beskæftigelse, såfremt det pågældende familiemedlem har fået tilladelse til at flytte til den pågældende medlemsstat, og familiemedlemmet har haft lovlig bopæl dér i mindst tre år (artikel 7, stk. 1, første led, i afgørelse nr. 1/80) og har fri adgang til enhver form for lønnet beskæftigelse, når familiemedlemmet har haft lovligt ophold dér i mindst fem år (artikel 7, stk. 1, andet led, i afgørelse nr. 1/80).

39.

Domstolen har fortolket artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 således, at »erhvervelsen af rettigheder i henhold til denne bestemmelse [forudsætter], at to kumulative betingelser er opfyldt, nemlig at den berørte person dels skal være familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager, der allerede har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i værtsmedlemsstaten, dels skal have fået tilladelse fra denne stats kompetente myndigheder til at slutte sig til denne arbejdstager. Eftersom disse betingelser er opfyldt, må det herefter med henblik på anvendelsen af artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 efterprøves, om den pågældende tyrkiske statsborger har haft lovlig bopæl i en periode af en bestemt varighed på værtsmedlemsstatens område sammen med den arbejdstager, som den pågældende afleder sine rettigheder fra« ( 19 ).

40.

I sin praksis har Domstolen uden sondring henvist til den »indledende periode« ( 20 ) på tre år, til »perioden« ( 21 ) på tre år, til »en vis periode« ( 22 ) og videre til »perioden på tre år fra det pågældende familiemedlems indrejse til denne stats område« ( 23 ). Disse forhold finder jeg ikke afgørende. Dels har henvisningen til den »indledende« periode blot til formål at adskille den fra den efterfølgende periode på yderligere to år, som i medfør af artikel 7, stk. 1, andet led, i afgørelse nr. 1/80 giver ret til fri adgang til enhver form for lønnet beskæftigelse for et familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager, der har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat. Dels er præciseringen i Pehlivan-dommen ( 24 ) et isoleret tilfælde, som opstod i en sag, hvor der ikke var problemer af kronologisk karakter, således som det er tilfældet nu ( 25 ).

41.

Det er både for så vidt angår Sidika Ucar og Recep Kilic ubestridt, at de opfylder de betingelser, som Domstolen sædvanligvis stiller for at erhverve de rettigheder, der følger af artikel 7, i afgørelse nr. 1/80. Begge er familiemedlemmer til en tyrkisk arbejdstager, og begge har lovligt fået tilladelse til at blive sammenført med den pågældende tyrkiske arbejdstager på værtsmedlemsstatens område. Ligeledes er det ubestridt, at de begge lever op til kravet om et faktisk familiemæssigt samliv ( 26 ).

42.

Af retspraksis følger endelig et krav om, at den tyrkiske arbejdstager, med hvem sammenføringen sker, tilhører det lovlige arbejdsmarked i den medlemsstat, hvor den pågældende er bosat, »[i]nden for hele den periode, som kræves for, at familiemedlemmet får adgang til arbejdsmarkedet« ( 27 ) i værtsmedlemsstaten. Tilknytning til det lovlige arbejdsmarked er et andet begreb end begrebet lovlig beskæftigelse i artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 ( 28 ). Imidlertid har Domstolen vedrørende denne tilknytning fastslået, at »dette begreb skal forstås som en henvisning til samtlige arbejdstagere, der overholder værtsmedlemsstatens love og administrative bestemmelser, og som således har ret til at udøve beskæftigelse på denne stats område« ( 29 ). En midlertidig afbrydelse af arbejdsforholdet er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at den tyrkiske arbejdstager ikke længere har en tilknytning til det lovlige arbejdsmarked, i det mindste i den periode, der med rimelighed må anses for nødvendig for at finde anden lønnet beskæftigelse, såfremt denne afbrydelse kun er midlertidig ( 30 ). I sidste ende er »en tyrkisk arbejdstager kun udelukket fra det lovlige arbejdsmarked, såfremt han objektivt set ikke længere har nogen mulighed for at blive reintegreret på arbejdsmarkedet eller ikke inden for et rimeligt tidsrum har fundet en ny lønnet beskæftigelse efter en midlertidig periode med ledighed« ( 31 ).

43.

Derudover, og som Kommissionen ligeledes har anført, anses de rettigheder, der følger af artikel 6, i afgørelse nr. 1/80, for erhvervet, selv om tilknytningen til det lovlige arbejdsmarked som krævet i denne bestemmelse ikke er opnået fra det øjeblik, hvor den pågældende tyrkiske statsborger – som på dette tidspunkt endnu ikke selv er arbejdstager – indrejser på værtsmedlemsstatens område ( 32 ). Set i lyset af formålet med artikel 7, i afgørelse nr. 1/80, ville det imidlertid være uhensigtsmæssigt i forbindelse med anvendelsen heraf at anlægge en streng fortolkning, når en sådan fortolkning ikke gælder i relation til anvendelsen af denne afgørelses artikel 6.

44.

I forbindelse med dette formål kan jeg ikke tiltræde udlændingemyndighedernes opfattelse, hvorefter der ikke længere ville være overensstemmelse mellem artikel 7 i afgørelse nr. 1/80 og det mål, som bestemmelsen forfølger, såfremt den fortolkedes således, at der kan udledes rettigheder heraf, selv når perioden med tilknytning til det lovlige arbejdsmarked ikke er i umiddelbar forlængelse af familiemedlemmets indrejse, idet der i så fald ikke længere ville være anledning til at lette familiesammenføringen. Jeg er således af den opfattelse, at artikel 7 i afgørelse nr. 1/80, for at skabe gunstige vilkår for familiesammenføring, ikke bør fortolkes for restriktivt. Den omstændighed, at den pågældende tyrkiske arbejdstager først fuldt ud opfylder kravet om en periode med tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i medlemsstaten efter det sammenførte familiemedlems indrejse, gør ikke idéen om, at den allerede lovligt integrerede tyrkiske arbejdstagers beskæftigelse og ophold gøres mere udholdelige, såfremt den pågældende på varig måde kan genskabe sit familiemæssige samliv i medlemsstaten, mindre relevant.

45.

Ved at stille krav om, at tyrkiske arbejdstagere – for at de rettigheder, der er fastsat i artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, skal gælde for deres familiemedlemmer – skal have haft en tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i den periode, der er nødvendig for, at disse rettigheder opstår, på det tidspunkt, hvor disse familiemedlemmer indrejser, uden at senere, tilsvarende perioder med tilknytning til det lovlige arbejdsmarked herved kan tages i betragtning, må det herved fastslås, at de tyske myndigheder har opstillet en betingelse, som ikke fremgår af afgørelse nr. 1/80.

46.

Da min opfattelse bestyrkes af, at afgørelse nr. 1/80 ikke indeholder udtrykkelige modsatrettede bestemmelser, er jeg tilbøjelig til – meget konkret – at mene, at Sidika Ucar, der faktisk har boet med sin ægtefælle i næsten 14 år, har erhvervet rettigheder i henhold til artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 fra det tidspunkt, hvor Ökkes Ucar, der havde tilknytning til det lovlige arbejdsmarked, havde været i uafbrudt beskæftigelse i en periode på tre år i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 6 i afgørelse nr. 1/80. Således kunne Sidika Ucar støtte ret på de rettigheder, der udspringer af artikel 7, stk. 1, første led, i afgørelse nr. 1/80, fra november 2008, og på de rettigheder, der følger af afgørelsens artikel 7, stk. 1, andet led, fra november 2010. For så vidt angår Recep Kilic erhvervede han en ret på grundlag af artikel 7, stk. 1, første led, i afgørelse nr. 1/80 fra det tidspunkt, hvor hans mor havde haft tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i den nødvendige periode med henblik på denne rets opståen, dvs. fra juni 2001 ( 33 ).

47.

De tyske myndigheder er af den opfattelse, at en sådan fortolkning ville udvide det personelle anvendelsesområde for artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/820, betragteligt. En sådan risiko, der ville opstå af forskellige grunde, blev allerede gjort gældende i forbindelse med dom af 19. juli 2012, Dülger ( 34 ). Domstolen mindede i den forbindelse om, at familiesammenføring i henhold til artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 »udtrykkeligt er betinget af, at der er givet tilladelse til at flytte sammen med den vandrende tyrkiske arbejdstager i overensstemmelse med bestemmelserne i værtsmedlemsstatens lovgivning […] Denne betingelse […] kan forklares med den betragtning, at inden for rammerne af associeringen EØF-Tyrkiet er familiesammenføring ikke en ret for en vandrende tyrkisk arbejdstagers familiemedlemmer, men afhænger derimod af en beslutning fra de nationale myndigheders side udelukkende på grundlag af lovgivningen i den berørte medlemsstat med forbehold for kravet om iagttagelse af grundlæggende rettigheder […]« ( 35 ). Med andre ord er det ikke, fordi værtsmedlemsstaten tillader familiesammenføringen, at artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 får virkning. Det er således de nationale regler, der først og fremmest definerer, hvilken personkreds der er omfattet af denne bestemmelse.

48.

Af samtlige de ovennævnte grunde skal artikel 7, stk. 1, første led, i afgørelse nr. 1/80 fortolkes således, at et familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager, som har fået tilladelse til at indrejse på en medlemsstats område med henblik på familiesammenføring, kan påberåbe sig de rettigheder, der følger af denne bestemmelse – og såfremt den pågældende opfylder alle de øvrige betingelser, der er fastsat heri – hvis den periode på tre eller på fem år, hvori den tyrkiske arbejdstager, som den pågældende er blevet sammenført med, har haft tilknytning til det lovlige arbejdsmarked, ikke ligger i umiddelbar forlængelse af det pågældende familiemedlems indrejse på værtsmedlemsstatens område.

49.

Som nævnt ovenfor og under henvisning til den besvarelse, som jeg foreslår Domstolen at give af det første spørgsmål i sag C-508/15, hvilken besvarelse jeg bl.a. mener kan anvendes i forhold til at afklare Recep Kilics juridiske situation, mener jeg, at det er ufornødent at besvare det andet spørgsmål i sag C-508/15 og det eneste spørgsmål i sag C-509/15.

50.

Imidlertid ønsker jeg at gøre den forelæggende ret, som i sag C-509/15 skal tage stilling til en udvisningsafgørelse, opmærksom på visse relevante elementer i Domstolens praksis vedrørende artikel 14 i afgørelse nr. 1/80, samtidig med, at jeg er klar over, at anmodningen om præjudiciel afgørelse, som er forelagt for Domstolen, på ingen måde vedrører denne bestemmelse. Ikke desto mindre har de bemærkninger, som udlændingemyndighederne har indgivet i denne sag, ligeledes vedrørt lovligheden af den afgørelse om udvisning, som Recep Kilic er genstand for ( 36 ).

51.

For en god ordens skyld skal jeg minde om, at der for så vidt angår fortolkningen af undtagelsen vedrørende den offentlige orden som fastsat i artikel 14, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 skal henvises til den fortolkning, der er givet den samme undtagelse på området for den frie bevægelighed for arbejdstagere ( 37 ). Begrebet offentlig orden »forudsætter, at der, ud over den forstyrrelse af samfundsordenen, som enhver lovovertrædelse indebærer, foreligger en virkelig og tilstrækkelig alvorlig trussel mod et grundlæggende samfundshensyn« ( 38 ). Idet undtagelsen vedrørende den offentlige orden skal fortolkes restriktivt, kan »den omstændighed, at der foreligger en straffedom, kun begrunde en udvisning, såfremt de omstændigheder, der har ført til domfældelsen, er udtryk for et personligt forhold, der indebærer en aktuel trussel mod den offentlige orden« ( 39 ). En tyrkisk statsborger »kan kun fratages de rettigheder, som han udleder direkte af afgørelse nr. 1/80, ved en udvisning, hvis udvisningen er begrundet af den omstændighed, at den pågældendes personlige adfærd indebærer en konkret risiko for nye alvorlige forstyrrelser af den offentlige orden« ( 40 ).

52.

Den forelæggende ret skal i givet fald undersøge, om disse betingelser er opfyldt i forhold til Recep Kilic.

53.

På baggrund af de ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af Verwaltungsgericht Berlin (forvaltningsdomstolen i Berlin) forelagte spørgsmål således:

»Artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 om udvikling af associeringen vedtaget af Associeringsrådet, der blev oprettet ved aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet, skal fortolkes således, at et familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager, som har fået tilladelse til at indrejse på en medlemsstats område med henblik på familiesammenføring, kan påberåbe sig de rettigheder, der følger af denne bestemmelse – og såfremt den pågældende opfylder alle de øvrige betingelser, der er fastsat heri – hvis den periode på tre eller på fem år, hvori den tyrkiske arbejdstager, som den pågældende er blevet sammenført med, har haft tilknytning til det lovlige arbejdsmarked, ikke ligger i umiddelbar forlængelse af det pågældende familiemedlems indrejse på værtsmedlemsstatens område.«