1. 

Tilsidesatte Irlands regering centrale bestemmelser i EU’s selskabsret, da den i sommeren 2011 overtog kontrollen med såvel Irish Life and Permanent Group Holdings plc (herefter »Permanent TSB Group Holdings plc«, »ILPGH« eller »selskabet«) som datterselskabet Irish Life and Permanent plc (herefter »Permanent TSB plc«, »ILP« eller »banken«)? Det er kernen i den tvist, der er indbragt for High Court (Irland).

2. 

Som jeg forklarede i mit forslag til afgørelse af 18. februar 2016 i sagen Kotnik m.fl. ( 2 ), mener jeg af nedenstående grunde ikke, at de rettigheder, som aktionærer blev tildelt i direktiv 77/91/EØF (herefter »andet direktiv«) ( 3 ), er til hinder for, at en medlemsstat foretager en hurtig rekapitalisering af et nødlidende kreditinstitut, der er afgørende for dens økonomiske fundament, hvis dens økonomi ellers kan lide alvorlig skade og kan udgøre en risiko for andre medlemsstaters økonomi.

3. 

Det er derfor min opfattelse, at den foranstaltning, der er omhandlet i det foreliggende tilfælde, blev truffet i overensstemmelse med EU-retten. I sidste instans er det imidlertid High Court, der skal tage stilling til dette.

4.

Ifølge andet direktivs artikel 8 kan aktier ikke udstedes for et beløb, der er lavere end den pålydende værdi eller, ved aktier uden pålydende værdi, den bogførte pariværdi.

5.

Enhver kapitalforhøjelse skal i henhold til andet direktivs artikel 25 vedtages af generalforsamlingen, medmindre den på forhånd er bemyndiget i vedtægterne eller stiftelsesoverenskomsten eller af generalforsamlingen i overensstemmelse med betingelserne i denne bestemmelse.

6.

Andet direktivs artikel 29, stk. 1, bestemmer, at aktierne ved enhver forhøjelse af den tegnede kapital, der sker ved indskud i kontanter, fortrinsvis skal tilbydes aktionærerne i forhold til den del af kapitalen, som deres aktier repræsenterer. Det fremgår desuden af artikel 29, stk. 4, at fortegningsretten ikke kan begrænses eller ophæves i vedtægterne eller stiftelsesoverenskomsten. Dette kan kun ske ved en beslutning på generalforsamlingen i overensstemmelse med betingelserne i dette stykke.

7.

I artikel 2 i direktiv 2001/24 (»Definitioner«) defineres »saneringsforanstaltninger« som »foranstaltninger, der har til formål at bevare eller genoprette et kreditinstituts finansielle situation, og som vil kunne berøre tredjemands bestående rettigheder, herunder foranstaltninger, der indebærer mulighed for betalingsstandsning, udsættelse af tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger eller nedbringelse af fordringer«.

8.

Artikel 3 i direktiv 2001/24 (»Vedtagelse af saneringsforanstaltninger – Anvendelig lovgivning«) bestemmer, at kun de administrative eller retslige myndigheder i hjemlandet har kompetence til at træffe afgørelse om iværksættelse af en eller flere saneringsforanstaltninger i et kreditinstitut, herunder i filialer i andre medlemsstater. Disse foranstaltninger skal anvendes i overensstemmelse med bestemmelserne i hjemlandets love og administrative bestemmelser og procedurer, medmindre andet er fastsat. Når disse foranstaltninger får retsvirkning i den medlemsstat, hvor de er truffet, har de uden videre fuld retsvirkning i hele EU efter den pågældende medlemsstats lovgivning, også over for tredjemand i andre medlemsstater, uanset om de regler i værtslandet, som gælder for sådanne foranstaltninger, ikke indeholder hjemmel herfor, og uanset om de betingelser, der er gældende herfor i værtslandet, ikke er opfyldt.

9.

Artikel 9 i direktiv 2001/24 (»Indledning af en likvidationsprocedure – Underretning af andre tilsynsmyndigheder«) indeholder regler, som i det væsentlige svarer til artikel 3, vedrørende afgørelser om indledning af likvidationsprocedurer.

10.

Gennemførelsesafgørelsen blev vedtaget på grundlag af forordning (EU) nr. 407/2010 ( 6 ), særlig artikel 3, stk. 3. Første til tredje betragtning til gennemførelsesafgørelsen har følgende ordlyd:

11.

Gennemførelsesafgørelsens artikel 1 bestemmer:

»1.   Unionen yder Irland et lån på højst 22,5 mia. EUR med en maksimal gennemsnitlig løbetid på 7½ år.

[…]

4.   Den første rate frigives under forbehold af låneaftalens og aftalememorandummets ikrafttræden. Efterfølgende frigivelser af rater er betinget af en gunstig kvartalsvurdering fra Kommissionen i samråd med [Den Europæiske Centralbank, herefter »ECB«] af Irlands overholdelse af de overordnede økonomisk-politiske betingelser, der er fastlagt i denne afgørelse og aftalememorandummet.

[…]

8.   Kommissionen træffer afgørelse om størrelsen og frigivelsen af de efterfølgende rater. Kommissionen træffer afgørelse om tranchernes størrelse.«

12.

Gennemførelsesafgørelsens artikel 2 præciserer, at Kommissionen skal forvalte den støtte, der ydes til Irland, i overensstemmelse med Irlands tilsagn og Rådets henstillinger, og indeholder nærmere bestemmelser om udøvelsen af dette tilsyn. I gennemførelsesafgørelsens artikel 3 godkendes det program, som de irske myndigheder har udarbejdet, og det fremgår, at udbetalingen af yderligere rater skal ske på grundlag af en tilfredsstillende gennemførelse af programmet, som bl.a. skal omfatte følgende foranstaltninger:

»5.   For at genoprette tilliden i den finansielle sektor skal Irland på hensigtsmæssig vis rekapitalisere, hurtigt nedgeare og grundigt omstrukturere banksystemet i overensstemmelse med bestemmelserne i aftalememorandummet […] Irland skal navnlig:

[…]

7.   Irland træffer i overensstemmelse med specifikationerne i aftalememorandummet følgende foranstaltninger i 2011:

[…]

[…]«

13.

Credit Institutions (Stabilisation) Act 2010 (den irske lov fra 2010 om kreditinstitutter (stabilisering), herefter »loven«) med ændringer finder anvendelse på kreditinstitutter, som har modtaget finansiel støtte. Den blev vedtaget den 21. december 2010.

14.

Lovens formål er beskrevet i section 4. Den har bl.a. til formål at afhjælpe forstyrrelsen af økonomien og det finansielle system og truslen mod visse kreditinstitutters stabilitet i Irland og det finansielle system generelt, at gennemføre saneringen af kreditinstitutterne i Irland, bl.a. i sammenhæng med programmet, og at bevare eller genoprette et »relevant instituts« finansielle stilling.

15.

Lovens section 2 definerer visse begreber, der anvendes i loven, heriblandt »kreditinstitut« (person, som staten har meddelt tilladelse til at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales, samt at yde lån for egen regning) og »relevant institut«. Det sidstnævnte begreb omfatter ifølge litra a) et organ, som har hjemsted i Irland, og som er eller på tidspunktet for lovens ikrafttræden var en autoriseret bank, der har modtaget eller vil modtage finansiel støtte af finansministeren (herefter »ministeren«), samt ifølge litra f) et holdingselskab for et sådant organ.

16.

Lovens section 7 giver ministeren bemyndigelse til at foreslå High Court at udstede såkaldte påbud (direction orders), hvorved et relevant institut pålægges at foretage en handling (inden for et bestemt tidsrum) eller at undlade at foretage denne handling (inden for et bestemt tidsrum). På dette grundlag er der i lovens section 9 fastsat følgende procedure for udstedelse af påbud:

17.

Lovens section 11(1) bestemmer, at det pågældende relevante institut eller enhver selskabsdeltager heri kan anmode High Court om at få ophævet et påbud. High Court kan ifølge subsection (3) »kun ophæve et påbud, hvis den er af den opfattelse, at et eller flere af kravene i section 7 ikke er blevet overholdt, eller at ministerens opfattelse i henhold til section 7(2) var urimelig eller behæftet med retlige fejl«. High Court kan i henhold til subsection (4) også vælge at ændre et påbud i stedet for at ophæve det, hvis en af disse retlige mangler er blevet fastslået.

18.

Lovens section 47 bestemmer, at der i et påbud kan medtages en bestemmelse, hvorefter enhver beføjelse, der kan udøves af det pågældende relevante instituts selskabsdeltagere under generalforsamlingen, i stedet kan udøves af ministeren.

19.

Lovens section 52 bestemmer, at »[e]thvert påbud, som udstedes i henhold til denne lov […], og som angives at være udstedt med henblik på at bevare eller genoprette et kreditinstituts finansielle stilling, tilsigter at have virkning i overensstemmelse med [direktiv 2001/24] og enhver lov til gennemførelse heraf«.

20.

Det fremgår endelig af lovens section 53, at dens bestemmelser og ethvert påbud, der udstedes i henhold til denne lov, har virkning, uanset hvad der måtte være bestemt i en række andre regler, som er opregnet i denne bestemmelse, heriblandt Irish Companies Acts [(den irske selskabslov)], medmindre loven bestemmer andet. Section 61 bestemmer desuden i det væsentlige, at udstedelsen af et påbud ikke skal fortolkes således, at der foreligger en kontraktlig misligholdelse.

21.

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at ILP er et kreditinstitut, der har hjemsted i Irland. ILP ejede på det relevante tidspunkt Irish Life Group (herefter »Irish Life«), som omfattede selskaberne Irish Life Assurance plc og Irish Life Investment Managers Ltd.

22.

ILPGH er et irsk aktieselskab, der blev stiftet som følge af en frivillig akkord godkendt af High Court i januar 2010 ( 7 ). ILPGH var i hele den relevante periode et holdingselskab, der ejede ILP fuldt ud. ILPGH havde ikke andre aktiver. Selskabet er ikke et kreditinstitut, og det var det heller ikke var på det relevante tidspunkt.

23.

Sagsøgerne i hovedsagen (herefter under ét »sagsøgerne«) er selskabsdeltagere og aktionærer i ILPGH. Gerard Dowling, Padraig McManus og Piotr Skoczylas er individuelle aktionærer. Piotr Skoczylas var i en periode også bestyrelsesmedlem i ILPGH efter at være blevet valgt på en ekstraordinær generalforsamling, som blev afholdt den 20. juli 2011 (herefter »den ekstraordinære generalforsamling«). Scotchstone Capital Fund Limited – et selskab, der ejes af Piotr Skoczylas – er også aktionær i ILPGH.

24.

Fra og med 2008 blev ILP og andre irske banker mere og mere afhængige af finansiel støtte fra staten og EU. Som tiden gik, og den finansielle uro i disse år ikke forsvandt helt, fik Irlands indsats for at støtte bankerne hverken overbevist markederne om bankernes levedygtighed eller om statens evne til fortsat at støtte dem. I slutningen af 2010 blev det åbenbart, at der var en alvorlig trussel mod statens finansielle stabilitet, hvilket navnlig skyldtes statens forpligtelser over for bankerne. Staten havde garanteret indlån for så vidt angår Irish Life på ca. 26 mia. EUR.

25.

I november 2010 indgik den irske stat bindende retlige forpligtelser over for Kommissionen, ECB og IMF, herunder en forpligtelse til at rekapitalisere levedygtige irske banker, i forbindelse med programmet. Som en del af programmet påtog den irske centralbank sig at gennemføre PCAR’en og PLAR’en og at fastlægge bankernes kapitalbehov på grundlag af resultaterne. Disse resultater blev offentliggjort den 31. marts 2011. Irland forpligtede sig retligt til at sikre rekapitalisering i overensstemmelse med kontrollen inden den 31. juli 2011.

26.

Den irske centralbank pålagde efterfølgende (i sin egenskab af uafhængig tilsynsmyndighed) ILP at rejse lovpligtig egenkapital for et beløb på 4 mia. EUR. Dette pålæg var bindende for ILP og blev ikke anfægtet ved domstolene.

27.

Den forelæggende ret finder, at efter bevisvurderingen a) kunne den krævede kapital ikke være blevet rejst fra private investorer, b) kunne den krævede kapital ikke være blevet rejst fra eksisterende aktionærer, og c) ville en manglende rekapitalisering inden fristens udløb have ført til, at ILP gik konkurs, enten som følge af indskydernes stormløb på ILP, tilbagekaldelse af bankens tilladelse, en opfordring til at tilbagebetale forskellige gældsinstrumenter, ophør af finansiering i henhold til ELA-ordningen (tildeling af likviditetsbistand i nødstilfælde) eller en kombination af visse eller alle disse muligheder. Desuden ville en sådan konkurs d) sandsynligvis have medført, at aktionærerne havde mistet alle deres værdier i banken.

28.

Ifølge High Court e) ville ILP’s konkurs sandsynligvis have haft voldsomme ugunstige følger for den irske stat, enten på grund af et stormløb på banken og efterfølgende indløsning af statens garanti på op til ca. 26 mia. EUR, smittevirkningen i forhold til de andre banker, en hel eller delvis tilbagekaldelse af finansieringen til staten i henhold til programmet på grund af manglende overholdelse af vilkårene herfor, sanktioner pålagt i henhold til EUF-traktaten eller en kombination af visse eller alle disse muligheder. De ugunstige følger for staten ville sandsynligvis f) have forværret truslen mod andre medlemsstaters og EU’s finansielle stabilitet. Statens afgørelser om at investere i rekapitaliseringen blev truffet for at opfylde dennes retlige forpligtelser og af hensyn til statens finansielle system, statens borgere og borgerne i EU.

29.

Staten besluttede at rekapitalisere ILP gennem ministerens tegning af ordinære aktier for et beløb svarende til 2,3 mia. EUR, betinget kapital for et beløb svarende til 0,4 mia. EUR og en »stand by«-investering på 1,1 mia. EUR. Der skulle betales 0,06345 EUR pr. aktie, hvilket svarer til en rabat på 10% i forhold til markedsprisen den 23. juni 2011. Beregningen af det antal aktier, der skulle udstedes til gengæld for 2,3 mia. EUR, medførte, at ministeren erhvervede 99,2% af selskabet. Efter High Courts opfattelse g) var aktieprisen den dag ikke resultatet af et falsk marked, således som sagsøgerne anførte. Aktieprisen var faldet gennem en årrække og faldt drastisk efter offentliggørelsen af PCAR- og PLAR-resultaterne. Efter bevisvurderingen skyldtes dette, at markedet ikke havde tiltro til ILP’s evne til at gennemføre den krævede rekapitalisering på en måde, der ville være attraktiv for investorerne.

30.

Kommissionen godkendte redningen og rekapitaliseringen af ILP ved hjælp af statens investering i henhold til statsstøttereglerne ( 8 ). Transaktionen blev også godkendt af den kompetente nationale myndighed som omhandlet i direktiv 2004/25/EF ( 9 ).

31.

Ministerens forslag blev støttet af ILP’s bestyrelse, som mente, at ILP ikke havde andre muligheder for at opnå den krævede rekapitalisering. Der blev indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling med henblik på at vedtage de nødvendige beslutninger. Forslaget blev imidlertid ikke godkendt af de aktionærer, der stemte på den ekstraordinære generalforsamling. Disse aktionærer ønskede at udforske andre muligheder for at rejse den krævede kapital og pålagde bestyrelsen at anmode om en forlængelse af fristen for rekapitalisering.

32.

Ministeren og den irske centralbank var ikke indstillet på at give en sådan forlængelse, som efter deres opfattelse ville have krævet godkendelse fra Rådet, Kommissionen, ECB og IMF, henset til, at det var Rådet, der havde fastsat fristen. Den 25. juli 2011 udarbejdede ministeren derfor et forslag til et påbud i medfør af lovens bestemmelser. Den irske centralbanks direktør meddelte sine synspunkter, som støttede forslaget til påbud som en måde, hvorpå lovens formål kunne opnås. Selskabets bestyrelsesformand henviste ministeren til den skrivelse, som han havde forfattet efter den ekstraordinære generalforsamling, og hvori han redegjorde for holdningen hos de dissentierende aktionærer.

33.

Der blev indgivet en ex parte-anmodning om et påbud, som High Court udstedte den 26. juli 2011 (herefter »påbuddet«), og hvorved ministeren erhvervede 99,2% af de udstedte aktier i ILPGH. Det var derfor nødvendigt at fjerne selskabets aktier fra den officielle notering i Irland og Det Forenede Kongerige. Sagsøgerne har ved stævning af 3. august 2011 nedlagt påstand om, at High Court ophæver påbuddet i henhold til lovens section 11. High Court er i tvivl om, hvorvidt de foranstaltninger, som ministeren foreslog, var nødvendige, urimelige eller behæftet med retlige fejl. Den 2. december 2014 besluttede den derfor at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

34.

Sagsøgerne, ILP, ILPGH, Irland, den italienske og den cypriotiske regering samt Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. I retsmødet den 19. april 2016 har sagsøgerne, ILP, ILPGH, Irland og Kommissionen afgivet mundtlige indlæg.

35.

Den finansielle krise har givet anledning til en række skelsættende afgørelser fra Domstolen ( 10 ). Den har dog også udløst en række sager vedrørende foranstaltninger, som er truffet for at redde nødlidende kreditinstitutter ( 11 ). Disse foranstaltninger har typisk været baseret på »byrdefordeling« for både at reducere mængden af offentlig finansiel støtte og forhindre spekulation i risikable virksomhedsprojekter (såkaldt moral hazard-adfærd). Hovedsagen omhandler angiveligt sådanne foranstaltninger.

36.

Det er i det foreliggende tilfælde ubestridt dels, at andet direktiv i princippet finder anvendelse på virksomheder som ILP og ILPGH, dels, at ILP var i økonomiske vanskeligheder og var nødt til at rette sig efter den irske centralbanks anvisninger. Sagsøgerne har til gengæld rejst tvivl om lovligheden af de foranstaltninger, som ministeren har truffet. De har i det væsentlige anført, at der fandtes andre og billigere foranstaltninger, som kunne træffes uden at omgå kravet om godkendelse fra generalforsamlingen i ILPGH, hvilket efter deres opfattelse var i strid med andet direktivs artikel 8, 25 og 29.

37.

Sagsøgernes vigtigste argument er, at det er ILP og ikke ILPGH, der er et kreditinstitut. De hævder, at ministeren med henblik på at bevare den irske økonomis finansielle stabilitet kunne og burde have begrænset sit indgreb til ILP i stedet for at anmode High Court om at rette størstedelen af de anfægtede foranstaltninger mod ILPGH. De betragter kun ILPGH som et holdingselskab, hvis aktiekapital var adskilt fra ILP’s, og som ikke var bundet af den irske centralbanks anvisninger og i øvrigt heller ikke var ansvarligt for ILP’s handlinger og undladelser.

38.

Det er ikke nødvendigt at tage stilling til dette argument for at kunne besvare High Courts første præjudicielle spørgsmål. Da det kan hjælpe High Court med at træffe afgørelse i hovedsagen, vil jeg imidlertid undersøge dette argument nærmere i forbindelse med besvarelsen af det andet spørgsmål, der efter min opfattelse supplerer svaret på det første spørgsmål. Jeg vil derfor besvare begge spørgsmål samlet i slutningen af dette forslag til afgørelse.

39.

Det første spørgsmål er formuleret i generelle vendinger og henviser ikke blot til omstændighederne i hovedsagen. Det må heraf udledes, at High Court først og fremmest ønsker et principielt svar fra Domstolen. Som jeg forstår det, ønsker den forelæggende ret således med det første spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om andet direktivs artikel 8, 25 og 29 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter en ret – for at afhjælpe forstyrrelsen af økonomien og det finansielle system og truslen mod visse kreditinstitutters stabilitet i denne medlemsstat og det finansielle system generelt og for at mindske risikoen for spredning til andre medlemsstater – kan udstede påbud om, at et aktieselskab, som dette direktiv finder anvendelse på, som har systemisk betydning for økonomien i denne medlemsstat, og som ikke egenhændigt kan opfylde de lovmæssige krav, som denne medlemsstat har fastsat vedrørende tilsyn med finansielle institutioner, overtages af regeringen uden generalforsamlingens samtykke.

40.

Ledemotivet i den foreliggende sag er således endnu en gang spørgsmålet om, hvilke begrænsninger der gælder for regeringens beføjelser til at overtage et nødlidende kreditinstitut, som er en grundsten i økonomien, i tilfælde af en krise. I det foreliggende tilfælde følger de omhandlede begrænsninger af de rettigheder, som aktionærerne efter EU-retten – her andet direktivs artikel 8, 25 og 29 – har til at nedlægge veto mod en sådan overtagelse på generalforsamlingen.

41.

Som jeg har nævnt i indledningen til dette forslag til afgørelse, mener jeg, at Domstolen bør følge den tilgang, som jeg har foreslået i sagen Kotnik m.fl. ( 12 ). Denne sag vedrørte bl.a. de begrænsninger af statens indgreb i den nødlidende finansielle sektor, der er indeholdt i EU’s selskabsret, dog i form af statsstøtte. Jeg vil i punkt 44-51 nedenfor fortælle, hvad denne sag drejede sig om, og hvorfor den ligner den foreliggende sag.

42.

Før jeg gør det, vil jeg imidlertid minde om et grundlæggende princip: den uafhængige retlige status for aktieselskaber, der udgør en hjørnesten i det indre marked, og især etableringsfriheden, der er fastsat i artikel 49, stk. 2, TEUF og artikel 54, stk. 2, TEUF ( 13 ). Selv om et aktieselskab kommer i økonomiske vanskeligheder, kan dette ikke i sig selv begrunde, at aktionærernes rettigheder i henhold til andet direktiv ophæves ( 14 ). Det ville gøre andet direktivs artikel 17 ( 15 ) formålsløs.

43.

Den antagelse, som ILP, ILPGH og Irland har fremført, og hvorefter artikel 65, stk. 1, litra b), TEUF kan begrunde en fravigelse af andet direktiv på grund af tilsynet med finansielle institutioner, og Domstolen endvidere har anerkendt, at den nationale finansielle sektors omdømme i princippet kan begrunde restriktioner for den frie bevægelighed ( 16 ), må derfor uden videre forkastes. Inden for et område, der har været genstand for en udtømmende harmonisering på EU-plan, skal en national foranstaltning således bedømmes på grundlag af de harmoniserede bestemmelser og ikke på grundlag af bestemmelser i den primære ret ( 17 ). Det ser desuden ud til, at Domstolen allerede har behandlet og forkastet et lignende argument ( 18 ).

44.

Som jeg i det væsentlige allerede har pointeret i punkt 93-121 i mit forslag til afgørelse i sagen Kotnik m.fl. ( 19 ), som jeg henviser nærmere til, er jeg imidlertid uenig med sagsøgerne i, at andet direktiv er til hinder for, at en medlemsstat træffer hasteforanstaltninger for at bevare den finansielle stabilitet på sit område og mindske risikoen for afsmitning. Jeg tvivler ligesom High Court ( 20 ) på, at de sager, som jeg vil kalde Pafitis-doktrinen ( 21 ), gør det muligt at fortolke andet direktiv således, som sagsøgerne foreslår, hvilket ifølge det nævnte forslag til afgørelse skyldes følgende forhold.

45.

Det vil for det første, som det også var tilfældet i sagen Kotnik m.fl., være en underdrivelse at sige, at de omstændigheder, der lå til grund for Pafitis-doktrinen, i faktuel henseende adskiller sig væsentligt fra omstændighederne i de sager, der i øjeblikket verserer for Domstolen. Som det blev anført i retsmødet, erkendte Domstolen ganske vist i præmis 57 i dommen i sagen Pafitis m.fl. ( 22 ), at andet direktiv fortsat finder anvendelse på en »[almindelig] saneringsordning« – som den, der var omhandlet i denne sag – men den forholdt sig ikke til saneringsforanstaltninger, der må betegnes som ekstraordinære.

46.

For det andet er det egentlige formål med andet direktiv og navnlig med artikel 25 heri reelt at opretholde magtbalancen mellem et aktieselskabs forskellige organer (og mellem de enkelte aktionærer), især i tilfælde af uoverensstemmelser mellem dem ( 23 ), og ikke at forhindre en medlemsstat i at gribe ind over for et sådant selskab for at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse af dens økonomi, som eventuelt vil kunne brede sig. Det fremgår således af selve direktivet, at en medlemsstat kan være nødt til at vedtage regler, der strider mod generalforsamlingens beføjelser, hvis det er nødvendigt for at undgå betydelig og truende skade ( 24 ).

47.

Med hensyn til det sidstnævnte har Irland med rette påpeget, at der er sket en betydelig udvikling i det europæiske samarbejde og den europæiske integration på det finansielle og monetære område, siden disse domme blev afsagt – både i forhold til den primære ret ( 25 ) og den sekundære ret ( 26 ). Det er de vigtigste grunde til, at Domstolen ikke bør holde sig nøje til Pafitis-doktrinen.

48.

Jeg mener desuden ikke, at de spørgsmål, der rejses i den foreliggende sag, adskiller sig væsentligt fra spørgsmålene i sagen Kotnik m.fl.

49.

De faktiske omstændigheder i sagen Kotnik m.fl. svarer selvfølgelig ikke fuldstændigt til omstændighederne i hovedsagen. Sagen Kotnik m.fl. drejede sig om en »bail-in«-foranstaltning for aktiekapital, finansielle hybridinstrumenter og efterstillet gæld, hvorimod påbuddet i den foreliggende sag bl.a. medførte en forhøjelse af aktiekapitalen. Den voldsomme forhøjelse af ILGPH’s aktiekapital og aktionærernes manglende mulighed for at udnytte deres fortegningsret i hovedsagen var imidlertid samlet set årsag til, at de oprindelige aktionærer, der i øjeblikket ejer mindre end 1% af aktierne, mistede den indflydelse, som deres aktier ellers ville have givet dem. Deres rettigheder blev med andre ord udvandet. Påbuddet omfatter derfor reelt også en byrdefordelingsforanstaltning ( 27 ).

50.

Hertil kommer, at sagen Kotnik m.fl. hovedsageligt vedrører statsstøtteregler og ikke EU’s selskabsret. Med det femte spørgsmål, der er forelagt i denne sag, ønsker Ustavno sodišče (forfatningsdomstolen, Slovenien) imidlertid oplyst, om visse punkter i en meddelelse fra Kommissionen vedrørende statsstøtte til banksektoren ( 28 ) strider mod den omarbejdede udgave af andet direktiv, dvs. direktiv 2012/30/EU ( 29 ) (hvilket jeg ikke mener, at de gør). Jeg har for at besvare dette spørgsmål fyldestgørende anført, at det efter en bredere fortolkning af spørgsmålet også skal undersøges, om nationale bestemmelser, hvorefter den nationale centralbank skal vedtage de byrdefordelingsforanstaltninger, der er omhandlet i denne meddelelse, er forenelige med dette direktiv. Jeg har i det nævnte forslag til afgørelse konkluderet, at dette mere vidtrækkende spørgsmål bør besvares med, at sådanne bestemmelser under omstændighederne i denne sag ikke er uforenelige med direktiv 2012/30.

51.

Efter min opfattelse svarer de spørgsmål, der rejses med det femte præjudicielle spørgsmål i sagen Kotnik m.fl., i vidt omfang til de spørgsmål, der rejses i den foreliggende sag. Der bør derfor anlægges den samme tilgang i begge sager.

52.

Jeg har i punkt 44 ovenfor beskrevet den generelle tilgang, som Domstolen bør følge, når den træffer afgørelse i den foreliggende sag. Jeg vil nu pege på visse forhold, der kendetegner sagen.

53.

Med hensyn til de finansielle og økonomiske omstændigheder, hvorunder rekapitaliseringen fandt sted, kan der næppe være tvivl om, at der var tale om særlige omstændigheder – og ikke kun i national henseende. De var rent faktisk så usædvanlige, at Rådet i gennemførelsesafgørelsen (jf. navnlig anden betragtning hertil) gav sin tilslutning til vedtagelsen af programmet. Kommissionen var enig i dette og godkendte i henhold til artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF de statsstøtteforanstaltninger, der indgik i redningen og omstruktureringen af ILP, med henblik på at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse af den irske økonomi (jf. punkt 30 ovenfor). Ingen af disse afgørelser er blevet anfægtet, og de politiske vurderinger, som de indeholder, er derfor endelige.

54.

På denne baggrund bemærkede Domstolen ganske vist – og med rette – i Pafitis-doktrinen, at den omstændighed, at nationale bestemmelser internt betegnes som »specielle bestemmelser« eller »undtagelsesbestemmelser«, ikke i sig selv kan begrunde, at reglerne i andet direktiv fraviges ( 30 ). Det bør dog ikke forstås således, at dette også gælder i en situation, der har international rækkevidde, som den, der foreligger i hovedsagen.

55.

Jeg forholder mig dog mere tvivlende over for argumentet om, at EU-retten indeholdt en forpligtelse for Irland til at rekapitalisere, som det gjorde. Dette argument fremføres af ILP, ILPGH og Irland for at adskille den foreliggende sag mere klart fra Pafitis-doktrinen. Det er korrekt, at der ifølge gennemførelsesafgørelsens artikel 3, stk. 5, litra a), var generel enighed om, at Irland skulle træffe foranstaltninger til at sikre, at de indenlandske banker i fornødent omfang var tilstrækkeligt kapitaliseret ved hjælp af aktiekapital, således at det sikredes, at minimumskapitalkravet blev overholdt for hele varigheden af EU’s finansielle støtteprogram, samtidig med at der blev foretaget en nedgearing i retning af den tilsigtede udlåns-/indlånskvote. I henhold til artikel 3, stk. 7, litra g), skulle Irland endvidere rekapitalisere de indenlandske banker inden udgangen af juli 2011 – med forbehold af en passende justering i forbindelse med det forventede salg af ILP’s aktiver – i overensstemmelse med PCAR’en og PLAR’en. Gennemførelsesafgørelsen stillede imidlertid ikke krav om, at Irland skulle rekapitalisere på den måde, der er anført i påbuddet. Det var Irland selv, der traf dette valg. Det var med andre ord ikke et EU-retligt krav, at High Court skulle udstede påbuddet.

56.

Desuden var »forpligtelsen« til at rekapitalisere en del af modydelsen for den finansielle støtte, som Irland efter egen anmodning modtog som led i støtteprogrammet. Ifølge gennemførelsesafgørelsens artikel 1, stk. 4, og artikel 3, stk. 2, var rekapitaliseringen af de indenlandske banker, heriblandt ILP, således blot en betingelse for støtten. I denne forbindelse påpegede Kommissionen med rette i retsmødet, at gennemførelsesafgørelsen dybest set er forankret i artikel 122, stk. 2, TEUF, som er en bestemmelse, der henviser til ydelse af »finansiel støtte« på bestemte »betingelser«, men ikke bemyndiger EU til at fastsætte bindende mål for den økonomiske politik ( 31 ).

57.

Det er derfor ikke indlysende, at EU pålagde en forpligtelse ensidigt. Det er af samme grund ikke nødvendigt at tage stilling til, om forordning nr. 407/2010 og dermed også gennemførelsesafgørelsen er lex specialis i forhold til andet direktiv, som den italienske regering har anført.

58.

En anden faktor, som jeg gerne vil fremhæve, er påbuddets karakter. Dette påbud blev efter den procedure, der er fastsat i loven, udstedt af High Court, dvs. af et uvildigt og uafhængigt organ. Der er tale om en retsafgørelse. Dette adskiller også den foreliggende sag fra Pafitis-doktrinen. I disse sager besluttede den kompetente minister alene og på grundlag af den gældende lovgivning, om virksomheder, der var i alvorlige økonomiske vanskeligheder, skulle omfattes af ordningen i denne lovgivning. Ministeren havde også kompetence til at overdrage de pågældende virksomheder til et rent statsejet selskab, som skulle omstrukturere dem, og til at godkende dette selskabs beslutninger om at forhøje kapitalen i de pågældende virksomheder. Disse sager var derfor kendetegnet ved, at regeringen uhindret greb ind i et aktieselskabs selvstændighed.

59.

Det er også værd at fremhæve, at påbuddet blev udstedt af en retsinstans. Andet direktiv anerkender rent faktisk retsafgørelsers betydning og vægt og henviser til dem flere gange ( 32 ). Ifølge andet direktivs artikel 30 behøver en kapitalnedsættelse således ikke at blive forelagt for generalforsamlingen, hvis den er pålagt af en domstol. Det kan i denne henseende gøres gældende, at domstolenes uafhængighed adskiller dem endnu mere fra uafhængigheden af visse andre tilsynsmyndigheder, som ganske vist ikke er underlagt de nationale regeringer, men tydeligvis ikke er hævet over politiske hensyn ( 33 ).

60.

Sagsøgerne har med henvisning til en række afgørelser fra de irske retter ( 34 ) anført, at påbuddet ikke er en retsafgørelse, men reelt er en foreløbig administrativ afgørelse.

61.

Det er jeg ikke enig i.

62.

For det første blev de afgørelser, som sagsøgerne har nævnt, bl.a. truffet for at fastlægge den gældende prøvelsesstandard efter irsk ret i forbindelse med en anmodning om ophævelse af et påbud i henhold til lovens section 11. Da påbuddet var udstedt af en retsinstans og ikke af en administrativ instans, var det ikke muligt at benytte den standard, der normalt anvendes ved retslig prøvelse af administrative foranstaltninger. Dette nationalretlige spørgsmål ændrer imidlertid ikke ved den kendsgerning, at der, henset til andet direktiv, foreligger en retsafgørelse.

63.

For det andet beror den omstændighed, at påbuddet blev udstedt ex parte, eller at det kan ophæves ved en procedure i henhold til lovens section 11, på den irske procesret, som ikke har betydning for fortolkningen af andet direktiv. Den forelæggende ret har i øvrigt forklaret, at ministeren gengav den holdning, som flertallet af aktionærerne indtog på den ekstraordinære generalforsamling, uforbeholdent over for High Court.

64.

Sidst, men ikke mindst, synes sagsøgerne at mene, at de irske retter automatisk blåstemplede ministerens forslag til påbud helt uden at tage stilling til, om der var grundlag for et sådant påbud. Denne opfattelse er ikke korrekt.

65.

Henset til andet direktiv er påbuddet således en retsafgørelse og ikke blot en administrativ foranstaltning.

66.

Irland har desuden med støtte af ILP og ILPGH gjort gældende, at påbuddet er en »saneringsforanstaltning« som omhandlet i artikel 2 i direktiv 2001/24. Irland betragter direktiv 2001/24 som lex posterior og lex specialis i forhold til andet direktiv og mener, at en sådan foranstaltning bevirker, at aktionærernes rettigheder i henhold til andet direktiv fortrænges.

67.

Jeg har i mit forslag til afgørelse i sagen Kotnik m.fl. ( 35 ) anført, at en »saneringsforanstaltning« bygger på tre kumulative krav: Den skal i) vedtages af de kompetente administrative eller retslige myndigheder i en medlemsstat, ii) have til formål at bevare eller genoprette et kreditinstituts finansielle situation og iii) potentielt berøre tredjemands rettigheder. Disse krav synes at være opfyldt i forbindelse med påbuddet ( 36 ).

68.

Jeg finder det imidlertid ikke nødvendigt at tage formel stilling til, om direktiv 2001/24 tilsidesætter bestemmelserne i andet direktiv. Da direktiv 2001/24 blev vedtaget mange år efter andet direktiv, kan man undres over, at direktiv 2001/24 ikke indeholder en bestemmelse, som fastslår, at den har forrang for andet direktiv ( 37 ).

69.

De to direktiver har desuden forskellige retsgrundlag ( 38 ) og personelle anvendelsesområder (andet direktiv finder anvendelse på aktieselskaber, og direktiv 2001/24 finder anvendelse på kreditinstitutter). Deres formål er også forskellige: Formålet med andet direktiv er at »sikre et mindstemål af ligelig beskyttelse såvel af selskabernes aktionærer som af deres kreditorer« ( 39 ), hvorimod der med direktiv 2001/24 blot som påpeget af Kommissionen er indført en ordning med gensidig anerkendelse af nationale sanerings- og likvidationsforanstaltninger, uden at det herved er tilsigtet at harmonisere den nationale lovgivning på området, hvilket ses af sjette betragtning til dette direktiv ( 40 ). Jeg er derfor ikke overbevist om, at de to retsakter strider mod hinanden.

70.

Det virker snarere, som om de to direktiver generelt supplerer hinanden. På den ene side fremgik det klart af dommen i sagen Pafitis m.fl. ( 41 ), at andet direktiv i princippet finder anvendelse på et aktieselskab, uanset om det har status som kreditinstitut. På den anden side vedrører direktiv 2001/24 ikke aktionærrettigheder. Det fremgår således af ottende betragtning til direktiv 2001/24, at »[v]isse foranstaltninger, navnlig foranstaltninger, der berører […] aktionærernes rettigheder, […] ikke [behøver] at være omfattet af dette direktiv for at få fuld virkning i medlemsstaterne, i den udstrækning det i henhold til den internationale privatret er hjemlandets lovgivning, der finder anvendelse«. I tiende betragtning præciseres det som følge heraf, at »aktionærer […] ikke anses for tredjemand med henblik på anvendelsen af« direktiv 2001/24.

71.

Jeg er derfor tilbøjelig til at tilslutte mig den cypriotiske regerings anskuelse om, at begge direktiver bør fortolkes ensartet for at bevare EU-rettens enhed og sammenhæng.

72.

Jeg mener som følge heraf, at det baseret på den mest sammenhængende fortolkning bør fastslås dels, at saneringsforanstaltninger, der berører aktionærers rettigheder, ikke er omfattet af direktiv 2001/24, men af hjemlandets ret – i dette tilfælde irsk ret, nærmere bestemt loven – dels, at andet direktiv, som jeg har nævnt i punkt 58 og 59 ovenfor, selv anerkender retsafgørelsers vægt.

73.

Det er som følge heraf min opfattelse, at den foreliggende sag i det væsentlige rejser de samme spørgsmål som spørgsmålene i sagen Kotnik m.fl. og derfor bør behandles på stort set samme måde. Dette bekræftes af omstændighederne i hovedsagen.

74.

Sagsøgerne har anført, at Domstolen i så fald vil tage afstand fra sin tidligere praksis, hvilket er i strid med retssikkerhedsprincippet.

75.

Denne kritik er helt uberettiget.

76.

For de første tager sagsøgerne ikke hensyn til forskellen mellem at præcisere eller uddybe retspraksis og at tilsidesætte retspraksis (Domstolen angiver specifikt, når den har til hensigt at afvige fra sin praksis) ( 42 ). Den foreliggende sag giver ikke anledning til at tilsidesætte Pafitis-doktrinen. Den synes tværtimod at bekræfte den rent principielt. Der skal blot sondres mellem de pågældende situationer og den relevante retspraksis.

77.

Hvad for det andet angår den tilbagevirkende kraft er det tilstrækkeligt at fastslå, at sagsøgerne har ret på dette punkt. Dette er imidlertid et almindeligt kendetegn ved den ordning med præjudiciel forelæggelse, der er fastsat i traktaterne, og fører ikke til tilsidesættelse af retssikkerheden ( 43 ). Domstolen har i øvrigt ikke modtaget nogen anmodning om begrænsning af afgørelsens tidsmæssige virkninger og ville formentlig ikke have efterkommet en sådan anmodning ( 44 ).

78.

For så vidt angår det principielle spørgsmål vil jeg derfor foreslå, at Domstolen besvarer det første præjudicielle spørgsmål med, at andet direktivs artikel 8, 25 og 29 skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter en ret – for at afhjælpe forstyrrelsen af økonomien og det finansielle system og truslen mod visse kreditinstitutters stabilitet i denne medlemsstat og det finansielle system generelt og for at mindske risikoen for spredning til andre medlemsstater – kan udstede påbud om, at et aktieselskab, som dette direktiv finder anvendelse på, som har systemisk betydning for økonomien i denne medlemsstat, og som ikke egenhændigt kan opfylde de lovmæssige krav, som denne medlemsstat har fastsat vedrørende tilsyn med finansielle institutioner, overtages af regeringen uden generalforsamlingens samtykke.

79.

Jeg har imidlertid endnu ikke set på de særlige omstændigheder i denne sag. Det gør jeg i forbindelse med min besvarelse af det andet præjudicielle spørgsmål.

80.

Med det andet spørgsmål ønsker High Court oplyst, om påbuddet udgjorde »en tilsidesættelse af EU-retten«.

81.

Dette kortfattede spørgsmål er direkte og præcist. Det rejser imidlertid en række formelle spørgsmål.

82.

Den cypriotiske regering mener ikke, at det andet spørgsmål kan antages til realitetsbehandling, fordi det ikke fremgår af dets ordlyd, hvilke EU-retlige bestemmelser der kan være tale om.

83.

Det er korrekt, at der kun henvises til »EU-retten« i det andet spørgsmål.

84.

Det skal fremhæves, at Domstolen ikke af egen drift skal afgøre, hvilke EU-retlige bestemmelser der kan være relevante i hovedsagen. Denne forpligtelse påhviler i stedet den nationale ret i henhold til procesreglementets artikel 94, litra c) ( 45 ).

85.

Jeg anser også det andet spørgsmål for at være særlig problematisk for så vidt angår Domstolens kompetence.

86.

For det første anmoder den forelæggende ret i det væsentlige Domstolen om at anvende EU-regler på de faktiske omstændigheder i hovedsagen. Det har Domstolen ikke kompetence til i henhold til artikel 267 TEUF ( 46 ).

87.

For det andet har Domstolen inden for rammerne af den præjudicielle procedure ikke kompetence til at afgøre, om nationale retsregler er forenelige med EU-retten ( 47 ).

88.

Selv om det ikke angives udtrykkeligt i forelæggelsesafgørelsen, hvordan det andet spørgsmål adskiller sig fra det første, mener jeg ikke desto mindre, at baggrunden for det er tilstrækkelig klart. Hvor det første spørgsmål er formuleret i generelle vendinger med henblik på at afklare, om andet direktiv i sig selv udelukker, at der iværksættes en foranstaltning, som vedtages uden generalforsamlingens samtykke, og som vil gribe ind i de rettigheder, som aktionærerne sikres i dette direktiv – dette spørgsmål bør efter min opfattelse besvares benægtende – fokuserer det andet spørgsmål specifikt på omstændighederne i hovedsagen. Den forelæggende ret ønsker med andre ord oplyst, om EU-retten er til hinder for en rekapitalisering, som foregår på den måde, der er beskrevet i hovedsagen. Det vage begreb »EU-retten« bør ikke forstås således, at det ikke som minimum henviser til andet direktiv.

89.

Det fremgår i denne sammenhæng af Domstolens faste praksis, at den i henhold til artikel 267 TEUF har kompetence til at forsyne en national ret med de fornødne EU-retlige fortolkningselementer, som kan være hensigtsmæssige for den ved dens afgørelse ( 48 ).

90.

Jeg vil derfor som foreslået af Kommissionen og som nævnt i punkt 38 ovenfor besvare begge spørgsmål samlet.

91.

Jeg vil her minde om, at Irland ved udstedelse af påbuddet opfyldte den betingelse for finansiel støtte til rekapitalisering af indenlandske banker, der er fastsat i gennemførelsesafgørelsens artikel 3, stk. 5, litra a), og stk. 7, litra g). Det fremgår i denne forbindelse af 11. betragtning til gennemførelsesafgørelsen, at »[d]e tiltag, som Unionens finansielle støtte skal bidrage til at finansiere, skal være i overensstemmelse med Unionens politikker og overholde EU-retten«. Det omfatter ikke bare de positive rettigheder, som borgerne tillægges direkte i henhold til EU-retten, men også de generelle principper i EU-retten, herunder de grundlæggende rettigheder, som medlemsstaterne skal respektere, når de gennemfører EU-retten ( 49 ). Disse generelle principper omfatter både ejendomsretten, der er fastsat i chartrets artikel 17 ( 50 ), og proportionalitetsprincippet ( 51 ). Det sidstnævnte princip kræver mere specifikt, at medlemsstaterne anvender midler, som – idet de gør det muligt effektivt at nå det mål, der forfølges med national ret – gør det mindste indgreb i de af den pågældende EU-lovgivning opstillede formål og principper ( 52 ).

92.

Det er High Court, der ved prøvelsen af påbuddet i henhold til lovens section 11 skal undersøge, om de principper, der er nævnt i det foregående punkt, er blevet iagttaget, og navnlig om påbuddet er den foranstaltning, der gør det mindste indgreb i de i andet direktiv opstillede formål og principper.

93.

Det bringer mig videre til det vigtigste kritikpunkt, som sagsøgerne har rettet mod påbuddet (jf. punkt 37 ovenfor). Sagsøgernes kritik går, som jeg har forstået det, ikke på, at det var unødvendigt at rekapitalisere ILP, eller at Irland overtog kontrollen med ILP. Deres kritik går på, at ministeren overtog kontrollen med ILPGH og dermed beslaglagde den kapital, som selskabet angiveligt indeholdt, den dag, hvor påbuddet trådte i kraft.

94.

Det fremgår ikke udtrykkeligt af forelæggelsesafgørelsen eller af de skriftlige indlæg fra ILP og ILPGH eller fra Irland, hvorfor påbuddet ikke kun var rettet mod banken, men også mod selskabet. Sagsøgerne har anført, at ILPGH som holdingselskab havde sin egen kapital, der tilhørte dets aktionærer. De hævder, at denne kapital udgjorde 453 mio. EUR, før påbuddet blev vedtaget. Det eneste sted i forelæggelsesafgørelsen, hvor dette spørgsmål er nævnt, er følgende bemærkning: »Den indbetalte aktiekapital i selskabet blev ikke medtaget som en del af rekapitaliseringen, og ministeren har ikke taget den kapital ud af selskabet.«

95.

Det lykkedes imidlertid at få klarlagt dette spørgsmål yderligere i retsmødet. Irland udtalte med støtte fra ILP og ILPGH, at indgrebet over for ILPGH »ikke havde gjort nogen forskel for ILPGH’s aktionærer. Hvis ministeren havde grebet ind over for ILP, ville aktionærerne have ejet hele ILPGH, som ejede 0,8% af ILP, i stedet for at eje 0,8% af aktierne i ILPGH« ( 53 ). Disse parter udtalte videre, at påbuddet var blevet rettet mod ILPGH og ikke mod banken for at sikre Irland et afkast af dets investering ud fra den betragtning, at ILPGH – som ifølge Irland i mellemtiden var blevet børsnoteret igen – var mere attraktiv for potentielle købere.

96.

Disse udtalelser er helt afgørende. De understøttes af baggrunden for den frivillige akkord, som er nævnt i punkt 22 ovenfor, og som indgår i sagsakterne, hvoraf det fremgår, at ILPGH’s startkapital blev forhøjet ved et naturalieindskud, som bestod af hele (eller næsten hele) aktiekapitalen i ILP. Som High Court har fastslået, havde ILPGH desuden ingen andre aktiver end ILP. Udtalelserne forklarer derfor High Courts konklusion om, at »ILP’s konkurs […] sandsynligvis [ville] have medført, at aktionærerne [i ILPGH] havde mistet alle deres værdier i banken«.

97.

Hvis det antages, at disse udtalelser er korrekte, må det af sagsøgerne anførte om, at påbuddet er uberettiget, forkastes. Ifølge dette scenario er og var banken selskabets eneste aktiv, hvilket som anført i forelæggelsesafgørelsen betyder, at selskabets aktier ville have mistet enhver værdi, hvis banken gik konkurs. Jeg kan derfor ikke se, hvordan der i så fald kunne have været tale om et indgreb i sagsøgernes ejendomsret. Det ser snarere ud til, at sagsøgerne med søgsmålet tilsigter at opnå en »meget væsentlig foræring«, som ILP og ILPGH har formuleret det i deres skriftlige indlæg, hvilket ministeren ikke tilbød dem på den ekstraordinære generalforsamling eller efterfølgende.

98.

Jeg finder det derfor heller ikke nødvendigt at undersøge, hvilke retsvirkninger en eventuel tilsidesættelse af andet direktivs artikel 8, 25 og 29 kan have. Som Irland har påpeget, er Domstolen i det foreliggende tilfælde ikke blevet bedt om at afgøre, hvilke afhjælpende foranstaltninger der kan træffes, såfremt den besvarer et af spørgsmålene bekræftende, og jeg vil ikke uddybe det nærmere.

99.

Det er under alle omstændigheder High Court, der skal efterprøve, om de udtalelser, der er nævnt i punkt 95, er korrekte.

100.

De to spørgsmål bør på denne baggrund besvares samlet som anført i punkt 78 ovenfor på betingelse af, at den pågældende medlemsstat anvender midler, som – idet de gør det muligt effektivt at nå de mål, der forfølges med dens nødlovgivning – gør det mindste indgreb i de af andet direktiv opstillede formål og principper. Det tilkommer de nationale retter at kontrollere, om det er tilfældet.

101.

Jeg foreslår på baggrund af det ovenfor anførte, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål fra High Court (ret i første instans, Irland) med, at artikel 8, 25 og 29 i Rådets andet direktiv 77/91/EØF af 13. december 1976 om samordning af de garantier, der kræves i medlemsstaterne af de i artikel 58, stk. 2, i [EØF-traktaten] nævnte selskaber til beskyttelse af såvel selskabsdeltagerne som tredjemands interesser, for så vidt angår stiftelsen af aktieselskabet samt bevarelse af og ændringer i dets kapital, med det formål at gøre disse garantier lige byrdefylde med ændringer skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter en ret – for at afhjælpe forstyrrelsen af økonomien og det finansielle system og truslen mod visse kreditinstitutters stabilitet i denne medlemsstat og det finansielle system generelt og for at mindske risikoen for spredning til andre medlemsstater – kan udstede påbud om, at et aktieselskab, som dette direktiv finder anvendelse på, som har systemisk betydning for økonomien i denne medlemsstat, og som ikke egenhændigt kan opfylde de lovmæssige krav, som denne medlemsstat har fastsat vedrørende tilsyn med finansielle institutioner, overtages af regeringen uden generalforsamlingens samtykke. Medlemsstaten skal imidlertid anvende midler, som – idet de gør det muligt effektivt at nå de mål, der forfølges med den nævnte lovgivning – gør det mindste indgreb i de af andet direktiv opstillede formål og principper. Det tilkommer de nationale retter at kontrollere dette.