EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62014TN0725

Sag T-725/14: Sag anlagt den 14. oktober 2014 — Aalberts Industries mod Kommissionen og Den Europæiske Unions Domstol

OJ C 431, 1.12.2014, p. 43–44 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

1.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 431/43


Sag anlagt den 14. oktober 2014 — Aalberts Industries mod Kommissionen og Den Europæiske Unions Domstol

(Sag T-725/14)

(2014/C 431/67)

Processprog: nederlandsk

Parter

Sagsøger: Aalberts Industries NV (Utrecht, Nederlandene) (ved advokaterne R. Wesseling og M. Tuurenhout)

Sagsøgte: Europa-Kommissionen og Den Europæiske Unions Domstol

Sagsøgerens påstande

Den Europæiske Union, repræsenteret ved Domstolen eller Europa-Kommissionen, tilpligtes at betale Aalberts Industries en erstatning for den skade, der er opstået på grund af tilsidesættelsen af Aalberts Industries rettigheder, på 1 0 41  863 EUR for den økonomiske skade og på 5 0 40  000 EUR for den ikke-økonomiske skade eller på et beløb, der fastsættes efter Rettens rimelige skøn, i begge tilfælde med tillæg af udligningsrenter for perioden fra den 13. januar 2010 og indtil datoen for afsigelsen af dommen vedrørende denne stævning til den i denne periode gældende rentesats, som anvendes af Den Europæiske Centralbank på dennes vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med to procentpoints, eller til en rimelig rentesats, som Retten fastlægger.

Den Europæiske Union, repræsenteret ved Domstolen eller Europa-Kommissionen, tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har gjort gældende, at Retten i sagen Aalberts Industries N.V. m.fl. mod Kommissionen (sag T-385/06), som sagsøgeren havde anlagt til prøvelse af Kommissionens beslutning K(2006)4180 endelig af 20. september 2006 om en procedure efter artikel 81 [EF] og artikel 53 i EØS-aftalen (sag COMP/F-1/38.121 — Fittings), har tilsidesat selskabets ret til at få sin sag pådømt inden en rimelig frist.

Sagsøgeren har gjort gældende, at sagen varede fire år og tre måneder, selv om Rettens afgørelse af sagen under hensyn til alle omstændighederne i sagen ikke måtte have varet længere end tre år. Retten har tilsidesat artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som fastsætter en forpligtelse for Unionens retsinstanser til at pådømme sager, der forelægges dem, inden for en rimelig frist, og artikel 6, stk. 2, i EMRK, der giver enhver ret til inden en rimelig tid at få behandlet en sag.

Sagsøgeren har på grund af det forhold, at Retten ikke afsluttede sagen inden for en periode på tre år, lidt en faktisk og sikker økonomisk skade. Denne skade består i de omkostninger, der opstod for selskabet i forbindelse med refinansieringen af en bankgaranti, efter at det havde varet længere end tre år at få sagen afgjort.

Sagsøgeren har lidt en ikke-økonomisk skade, fordi indtrykket om, at sagsøgeren indgik i kartellet, på grund af sagens overdrevent lange varighed for Retten blev opretholdt urimeligt længe. En erstatning på 5 % af den oprindeligt fastsatte bøde svarer til, hvad Domstolen har anset for at være en rimelig erstatning i tilsvarende sager om betydelige fristoverskridelser i forbindelse med bedømmelsen af bøder i kartelsager.

Henset til det ovenfor anførte gør sagsøgeren gældende, at der er en direkte kausal sammenhæng mellem den skadeserstatning, der er gjort gældende, og Unionens tilsidesættelse af en retsnorm, der har til formål at give den enkelte borger rettigheder. Derfor er betingelserne for, at Unionen ifalder ansvar uden for kontraktforhold i henhold til artikel 340, stk. 2, TEUF, til stede.


Top