—

Michal Zeman, som selvmøder

—

Krajské riaditeľstvo Policajného zboru v Žiline ved M. Gajdošová, som befuldmægtiget

—

den slovakiske regering ved B. Ricziová, som befuldmægtiget

—

Europa-Kommissionen ved A. Tokár og G. Wilms, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, stk. 4, og artikel 3 i Rådets direktiv 91/477/EØF af 18. juni 1991 om erhvervelse og besiddelse af våben (EFT L 256, s. 51), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/51/EF af 21. maj 2008 (EUT L 179, s. 5, herefter »direktiv 91/477«), samt af artikel 45, stk. 1, og artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem Michal Zeman og Krajské riaditeľstvo Policajného zboru v Žiline (det nationale politis regionaldirektorat i Žiline) vedrørende sidstnævntes afslag på Michal Zemans ansøgning om udstedelse af et europæisk skydevåbenpas.

3

De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet, der blev vedtaget ved Generalforsamlingens resolution 55/25 af 15. november 2000, er det primære instrument til bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet. Den var åben for undertegnelse for medlemsstaterne mellem den 12. og den 15. december 2000 i Palermo (Italien) og trådte i kraft den 29. september 2003. Den blev godkendt ved Rådets afgørelse 2004/579/EF af 29. april 2004 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet (EUT L 261, s. 69).

4

Konventionen suppleres af tre protokoller, herunder protokollen om bekæmpelse af ulovlig fremstilling af og handel med skydevåben og dele, komponenter og ammunition hertil, til supplering af De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet, der blev vedtaget ved Generalforsamlingens resolution 55/255 af 8. juni 2001 (herefter »protokollen«).

5

Protokollens artikel 2 med overskriften »Statement of purpose« bestemmer:

»The purpose of this Protocol is to promote, facilitate and strengthen cooperation among States Parties in order to prevent, combat and eradicate the illicit manufacturing of and trafficking in firearms, their parts and components and ammunition.«

6

Protokollens artikel 10 med overskriften »General requirements for export, import and transit licensing or authorization systems« bestemmer:

»1.   Each State Party shall establish or maintain an effective system of export and import licensing or authorization, as well as of measures on international transit, for the transfer of firearms, their parts and components and ammunition.

2.   Before issuing export licences or authorizations for shipments of firearms, their parts and components and ammunition, each State Party shall verify:

3.   The export and import licence or authorization and accompanying documentation together shall contain information that, at a minimum, shall include the place and the date of issuance, the date of expiration, the country of export, the country of import, the final recipient, a description and the quantity of the firearms, their parts and components and ammunition and, whenever there is transit, the countries of transit. The information contained in the import licence must be provided in advance to the transit States.

4.   The importing State Party shall, upon request, inform the exporting State Party of the receipt of the dispatched shipment of firearms, their parts and components or ammunition.

5.   Each State Party shall, within available means, take such measures as may be necessary to ensure that licensing or authorization procedures are secure and that the authenticity of licensing or authorization documents can be verified or validated.

6.   States Parties may adopt simplified procedures for the temporary import and export and the transit of firearms, their parts and components and ammunition for verifiable lawful purposes such as hunting, sport shooting, evaluation, exhibitions or repairs.«

7

Kontrollen med erhvervelse og besiddelse af våben i Den Europæiske Union er i det væsentlige reguleret ved direktiv 91/477.

8

Første til syvende betragtning til direktivet har følgende ordlyd:

»Efter traktatens artikel 8 A skal det indre marked oprettes senest den 31. december 1992; det indre marked indebærer et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital i henhold til bestemmelserne i traktaten.

Det Europæiske Råd satte sig på mødet i Fontainebleau den 25. og 26. juni 1984 udtrykkeligt som mål at afskaffe alle politi- og toldformaliteter ved Fællesskabets indre grænser.

[F]uldstændig afskaffelse af kontrol og formaliteter ved Fællesskabets indre grænser forudsætter, at visse materielle betingelser er opfyldt; Kommissionen anførte i sin Hvidbog, »Gennemførelse af det indre marked«, at afskaffelsen af kontrol med sikkerhedsrisikoen ved transporterede genstande og med personer bl.a. forudsætter en indbyrdes tilnærmelse af våbenlovgivningerne.

[A]fskaffelsen af kontrol ved passage af Fællesskabets indre grænser med våbenbesiddelse kræver indførelse af effektive regler, som gør det muligt inden for medlemsstaterne at føre kontrol med erhvervelse og besiddelse samt med overførsel til en anden medlemsstat af et skydevåben; derfor skal de systematiske kontroller ved Fællesskabets indre grænser afskaffes.

[S]ådanne regler vil skabe større gensidig tillid mellem medlemsstaterne inden for overvågning af borgernes sikkerhed i den udstrækning bestemmelserne er forankret i en delvis harmoniseret lovgivning; det bør derfor bestemmes, at privatpersoners erhvervelse og besiddelse af visse kategorier af skydevåben enten forbydes eller gøres afhængig af tilladelse eller anmeldelse.

[D]et er hensigtsmæssigt i princippet at forbyde medbringelse af våben ved passage af Fællesskabets indre grænser; en undtagelse herfra kan kun godtages, såfremt der følges en procedure, som giver medlemsstaterne mulighed for at blive holdt underrettet i tilfælde af, at et skydevåben indføres på deres område.

[D]er skal dog vedtages lempeligere regler for så vidt angår jagt og konkurrenceskydning for ikke i unødvendig grad at hindre den frie bevægelighed for personer.«

9

Direktivets artikel 1, stk. 4, bestemmer:

»Et »europæisk skydevåbenpas« er et dokument, som myndighederne i medlemsstaterne efter ansøgning udsteder til en person, der lovligt kommer i besiddelse af og bruger et skydevåben. Skydevåbenpasset kan højst gælde fem år, dets gyldighedsperiode kan forlænges, og det skal indeholde de i bilag II fastsatte oplysninger. Det er et personligt dokument, hvori det eller de skydevåben, som passets indehaver besidder og bruger, opføres. Brugeren af skydevåbnet skal altid bære passet på sig, og ændringer med hensyn til skydevåbenets kendetegn eller besiddelse samt tab eller tyveri af skydevåbenet skal angives i passet.«

10

Artikel 2, stk. 1, i direktiv 91/477 bestemmer:

»Dette direktiv indskrænker ikke anvendelsen af nationale bestemmelser om bæretilladelse til våben eller om jagt og konkurrenceskydning.«

11

Direktivets artikel 3 bestemmer:

»Medlemsstaterne kan i deres nationale våbenlovgivning fastsætte bestemmelser, der er strengere end de i dette direktiv foreskrevne, med forbehold af de rettigheder, der i medfør af artikel 12, stk. 2, indrømmes de i medlemsstaterne bosiddende personer.«

12

Artikel 11, stk. 1 og 2, i direktiv 91/477 bestemmer:

»1.   Med forbehold af artikel 12 kan skydevåben kun overføres fra én medlemsstat til en anden, når den i de følgende stykker fastsatte procedure overholdes. Disse bestemmelser gælder ligeledes for overførsel af skydevåben i forbindelse med postordresalg.

2.   For så vidt angår overførsel af skydevåben til en anden medlemsstat, giver den pågældende person før forsendelse den medlemsstat, hvor de pågældende våben befinder sig, meddelelse om:

Oplysningerne i de to sidste led skal [ikke] meddeles, når der er tale om overførsel mellem våbenhandlere.

Medlemsstaten undersøger, under hvilke betingelser overførslen skal finde sted, navnlig af hensyn til sikkerheden.

Såfremt medlemsstaten giver tilladelse til denne overførsel, udsteder den en tilladelse indeholdende samtlige de i første afsnit nævnte angivelser. Denne tilladelse skal ledsage skydevåbnene indtil bestemmelsesstedet; den skal på forlangende forevises for medlemsstaternes myndigheder.«

13

Samme direktivs artikel 12, stk. 1 og 2, bestemmer:

»1.   Medmindre proceduren i artikel 11 følges, vil besiddelse af skydevåben under en rejse gennem to eller flere medlemsstater kun være tilladt, hvis den pågældende har opnået tilladelse fra alle de pågældende medlemsstater.

Medlemsstaterne kan give denne tilladelse for en eller flere rejser og for en periode på højst ét år, som kan forlænges. Tilladelserne vil blive anført på det europæiske våbenpas, som den rejsende på forlangende skal forevise for medlemsstaternes myndigheder.

2.   Uanset stk. 1 kan jægere, for så vidt angår kategori C og D, og konkurrenceskytter, for så vidt angår kategori B, C og D, uden forudgående tilladelse besidde et eller flere skydevåben under en rejse gennem to eller flere medlemsstater med henblik på at udøve deres aktiviteter, forudsat at de er i besiddelse af et europæisk skydevåbenpas, hvorpå dette eller disse våben er angivet, og at de kan dokumentere begrundelsen for rejsen, bl.a. ved forelæggelse af en indbydelse eller andet bevis for deres jagt- eller konkurrenceskydningsaktiviteter i destinationsmedlemsstaten.

Medlemsstaterne må ikke gøre accept af det europæiske skydevåbenpas betinget af betaling af et gebyr eller en afgift.

Denne undtagelse gælder dog ikke ved rejser til en medlemsstat, som i henhold til artikel 8, stk. 3, forbyder erhvervelse og besiddelse af det pågældende våben eller kræver tilladelse hertil; i dette tilfælde anføres der en udtrykkelig påtegning på det europæiske skydevåbenpas.

I forbindelse med den i artikel 17 nævnte rapport gennemgår Kommissionen i samråd med medlemsstaterne også følgerne af at anvende andet afsnit, navnlig med hensyn til indvirkningen på offentlig orden og offentlig sikkerhed.«

14

Følgende fremgår af 14. betragtning til direktiv 2008/51:

»Det europæiske skydevåbenpas fungerer i det store hele tilfredsstillende og bør betragtes som det primære dokument til brug for jægere og konkurrenceskytter, når de er i besiddelse af skydevåben under en rejse til en anden medlemsstat. Medlemsstaterne må ikke gøre accept af det europæiske skydevåbenpas betinget af betaling af et gebyr eller en afgift.«

15

Den 25. februar 1993 vedtog Kommissionen henstilling 93/216/EØF om Det Europæiske Våbenpas (EFT L 93, s. 39), hvori det i anden betragtning er anført, at »Det Europæiske Våbenpas er indført med henblik på at lette den frie bevægelighed for jægere og konkurrenceskytter inden for Fællesskabet, og at det bør anskueliggøres, at målet er nået, ved at der indføres et ensartet pas med et fælles logo«.

16

Modellen for det europæiske skydevåbenpas er indeholdt i bilaget til nævnte henstilling.

17

Rådet for Den Europæiske Union vedtog afgørelse 2001/748/EF af 16. oktober 2001 om undertegnelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af protokollen om bekæmpelse af ulovlig fremstilling af og handel med skydevåben og dele, komponenter og ammunition hertil, der er knyttet til De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet (EFT L 280, s. 5). Den 16. januar 2002 undertegnede Kommissionen protokollen på Fællesskabets vegne.

18

Da EU-lovgiver efterfølgende vurderede, at Fællesskabets tiltrædelse af protokollen nødvendiggjorde ændringer af visse bestemmelser i direktiv 91/477, og at det var vigtigt at sikre en sammenhængende, effektiv og hurtig gennemførelse af de internationale forpligtelser, der berører direktivet, vedtog den direktiv 2008/51.

19

Tiltrædelsen af denne protokol førte ligeledes til vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 258/2012 af 14. marts 2012 om gennemførelse af artikel 10 i De Forenede Nationers protokol om bekæmpelse af ulovlig fremstilling af og handel med skydevåben og dele, komponenter samt ammunition hertil, der supplerer De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet (»FN’s våbenprotokol«), og om fastsættelse af udførselstilladelse og indførsels- og transitforanstaltninger for skydevåben og dele, komponenter samt ammunition hertil (EUT L 94, s. 1).

20

Følgende fremgår af tiende betragtning til forordning nr. 258/2012:

»Direktiv [91/477] omhandler overførsel af skydevåben til civil brug inden for Unionens område, hvorimod denne forordning fokuserer på foranstaltninger i forbindelse med udførsel fra Unionens toldområde til eller gennem tredjelande.«

21

Denne forordnings artikel 9, stk. 1, litra a) og b), bestemmer:

»Forenklede procedurer for midlertidig udførsel og genudførsel af skydevåben og dele, væsentlige komponenter samt ammunition hertil finder anvendelse på følgende måde:

22

Lov nr. 190/2003 om skydevåben og ammunition og om ændring af visse love i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for forelæggelsesafgørelsen (herefter »lov nr. 190/2003«), blev vedtaget af den slovakiske lovgiver med henblik på at gennemføre direktiv 91/477 i den slovakiske retsorden.

23

Det fremgår af oplysningerne i forelæggelsesafgørelsen, at stk. 2 i nævnte lovs artikel 15 med overskriften »Tilladelse til at være i besiddelse af eller bære våben og tilladelseskategorier« sondrer mellem forskellige kategorier af våbentilladelser alt efter våbnets eller ammunitionens anvendelsesformål og arten af tilladelsen til at bære eller være i besiddelse af det pågældende våben. Disse kategorier er følgende:

»[…]

24

Samme lovs artikel 46, der regulerer det europæiske skydevåbenpas, bestemmer:

»1.   Det europæiske skydevåbenpas er et officielt dokument, som giver indehaveren ret til under rejser til andre medlemsstater i Den Europæiske Union at bære det skydevåben, der er anført i skydevåbenpasset, samt ammunition hertil i et omfang, der passer til anvendelsesformålet, når den medlemsstat i Den Europæiske Union, hvortil eller gennem hvilken han rejser, har givet samtykke til dette våbens indførsel eller transit. Modellen for det europæiske skydevåbenpas og de oplysninger, der skal fremgå heraf, er fastsat i en ministeriel anordning af almen gyldighed.

2.   Indehaveren af et europæisk skydevåbenpas må uden forudgående tilladelse fra en medlemsstat i Den Europæiske Union under en rejse gennem to eller flere medlemsstater i Den Europæiske Union udføre et våben som omhandlet i artikel 6, stk. 1, [litra] a)-c), eller et langt automatisk skydevåben, hvis magasin og kammer ikke må indeholde mere end tre patroner, samt den hertil hørende ammunition med henblik på udøvelse af en jagtret, eller et våben som omhandlet i artikel 5, stk. 1, [litra] a)-f), og artikel 6 samt den dertil hørende ammunition med henblik på deltagelse i en begivenhed, der omfatter konkurrenceskydning, såfremt dette våben er angivet i det europæiske skydevåbenpas, og såfremt indehaveren af skydevåbenpasset kan dokumentere formålet med sin rejse. Denne undtagelse finder ikke anvendelse på rejser til en medlemsstat, som forbyder erhvervelse og besiddelse af det pågældende våben eller kræver tilladelse hertil. I dette tilfælde anføres denne omstændighed i det europæiske skydevåbenpas.

3.   Det europæiske skydevåbenpas udstedes af politiet efter skriftlig ansøgning fra en fysisk person, som er bosat i [Slovakiet], som ejer et våben omfattet af stk. 2, og som er indehaver af en tilladelse i kategori D eller E. Ansøgningen om udstedelse af det europæiske skydevåbenpas skal indeholde ansøgerens personlige oplysninger og våbentilladelsens nummer og kategori. Ansøgningen skal ligeledes vedlægges to fotografier, der opfylder angivelserne i artikel 17, stk. 2, [litra] a).

[…]«

25

Michal Zeman har siden den 30. juni 2010 i overensstemmelse med slovakisk lovgivning haft en våbentilladelse i kategori A, som giver ham tilladelse til på hele det slovakiske område at bære våben og ammunition med henblik på selvforsvar og forsvar af egen ejendom. Han har derimod ingen våbentilladelse i kategori D eller E, hvis udstedelse forudsætter, at de pågældende våben anvendes til jagt eller konkurrenceskydning.

26

Den 22. november 2010 ansøgte Michal Zeman Okresné riaditeľstvo Policajného zboru v Žiline om udstedelse af et europæisk skydevåbenpas. Denne ansøgning blev afslået ved afgørelse af 21. december 2010.

27

Denne afgørelse blev opretholdt af Krajské riaditeľstvo Policajného zboru v Žiline, der traf afgørelse som rekursmyndighed, med den begrundelse, at betingelserne i artikel 46, stk. 3, i lov nr. 190/2003 ikke var opfyldt, for så vidt som et sådant skydevåbenpas kun kan udstedes til indehavere af våbentilladelser i kategori D eller E, som udelukkende udstedes med henblik på udøvelse af jagt og konkurrenceskydning.

28

Michal Zeman anlagde sag til prøvelse af sidstnævnte afgørelse ved Krajský súd v Žiline (den regionale ret i Žiline) og gjorde i det væsentlige gældende, at afslaget på at udstede et europæisk skydevåbenpas til ham var uforeneligt med formålet med direktiv 91/477 og i strid med EU-retten, herunder chartret.

29

Michal Zeman fik ikke medhold i søgsmålet med den begrundelse, at nævnte direktiv var blevet behørigt gennemført i den slovakiske retsorden. Retten i første instans fastslog endvidere, at de relevante bestemmelser i dette direktiv ikke har direkte virkning, og at den ret, der er sikret ved chartrets artikel 45, stk. 1, ikke var blevet tilsidesat.

30

Michal Zeman iværksatte appel af denne afgørelse for Najvyšší súd Slovenskej republiky (Republikken Slovakiets højesteret), som i sin forelæggelsesafgørelse har rejst tvivl vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt national ret kan begrænse udstedelsen af det europæiske skydevåbenpas, således at det kun udstedes til jægere og konkurrenceskytter.

31

Eftersom artikel 1, stk. 4, i direktiv 91/477 indeholder en definition af begrebet »europæisk skydevåbenpas«, som ikke må ændres af en medlemsstats lovgivning, giver denne bestemmelse ifølge den forelæggende ret enhver indehaver af en våbentilladelse de rettigheder, der følger af direktivet, uafhængigt af kategorien af de pågældende våben.

32

Det fremgår ikke udtrykkeligt af hverken dette direktiv eller præamblen hertil, at det europæiske skydevåbenpas udelukkende tager sigte på udøvelse af jagt eller konkurrenceskydning, og at reglerne om skydevåbenpasset kun omfatter disse to aktiviteter.

33

Afslaget på at udstede et europæisk skydevåbenpas til Michal Zeman er i strid med retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, som er sikret ved chartrets artikel 45, stk. 1, idet denne ret er tæt forbundet med enhver borgers ret til at beskytte sin fysiske integritet og sit helbred – en ret, hvis overholdelse bl.a. kan sikres ved at bære et skydevåben. Retten til at transportere skydevåben, der er beregnet til indehaverens selvforsvar, følger således af retten til at færdes frit. Den nationale lovgivning udgør følgelig en restriktion af retten til at færdes frit, der er mere omfattende end de i direktiv 91/477 foreskrevne strengere bestemmelser, som medlemsstaterne kan fastsætte i henhold til direktivets artikel 3.

34

Den forelæggende ret har anført, at den er bekendt med risikoen for misbrug af våben, der besiddes af en person, som frit kan bevæge sig på Unionens område. Den forelæggende ret er imidlertid af den opfattelse, at såfremt det antages, at artikel 3 i direktiv 91/477 gør det muligt at fravige direktivets artikel 1, stk. 4, således at visse personer kan få afslag på at få udstedt et europæisk skydevåbenpas, skal et sådant afslag være i overensstemmelse med chartrets artikel 52, stk. 1, og overholde proportionalitetsprincippet.

35

Najvyšší súd Slovenskej republiky har endvidere anført, at det europæiske skydevåbenpas letter indehaverens mulighed for at opnå en tilladelse til at være i besiddelse af våben i andre medlemsstater, idet indehaveren har adgang til en forenklet procedure, der gør det muligt at undgå at betale supplerende gebyrer og at undgå administrative forhindringer, der kan udgøre en hindring for borgernes frie bevægelighed.

36

På denne baggrund har Najvyšší súd Slovenskej republiky besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

37

For det første bemærkes, at det fremgår af de sagsakter, som Domstolen råder over, at Michal Zeman i overensstemmelse med slovakisk lovgivning har en våbentilladelse i kategori A, som giver ham tilladelse til på hele det slovakiske område at bære våben og ammunition med henblik på selvforsvar og forsvar af egen ejendom. Det er ubestridt, at Michal Zeman derimod ikke har en våbentilladelse i kategori D eller E i medfør af lov nr. 190/2003 og derfor ikke har tilladelse til at være i besiddelse af et våben med henblik på jagt eller konkurrenceskydning.

38

For det andet fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at genstanden for tvisten i hovedsagen ikke er forbuddet mod overførsel af et våben tilhørende Michal Zeman til en anden medlemsstat, såfremt der ikke foreligger et europæisk skydevåbenpas, men alene den kompetente myndigheds afslag på at udstede et sådant skydevåbenpas til Michal Zeman.

39

For det tredje bemærkes, at chartrets artikel 45, som Michal Zeman har påberåbt sig, og som den forelæggende ret henviser til i det første spørgsmål, under overskriften »Fri bevægelighed og opholdsret« giver »[e]nhver unionsborger […] ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område«. Ifølge forklaringerne til chartret om grundlæggende rettigheder (EUT 2007 C 303, s. 17) er den ret, der sikres ved artikel 45, stk. 1, den ret, der er sikret ved artikel 20, stk. 2, første afsnit, litra a), TEUF, og den udøves i henhold til artikel 20, stk. 2, andet afsnit, TEUF på de betingelser og med de begrænsninger, der er fastsat i traktaterne og i foranstaltninger vedtaget med henblik på deres gennemførelse. For så vidt som direktiv 91/477 omhandler den frie bevægelighed for personer, der er i besiddelse af våben, herunder jægere og konkurrenceskytter, udgør det således en sådan foranstaltning. Det første spørgsmål skal derfor alene besvares i lyset af dette direktiv.

40

Under disse omstændigheder bemærkes, at den forelæggende ret med det første spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om direktiv 91/477 skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning, der kun tillader udstedelse af et europæisk skydevåbenpas til personer, der er i besiddelse af et våben med henblik på jagt eller konkurrenceskydning.

41

I mangel af udtrykkelige bestemmelser i direktiv 91/477 skal direktivet med henblik på at give et anvendeligt svar på det første spørgsmål fortolkes i lyset af de formål, som det forfølger, samt i lyset af dets ordning og generelle opbygning.

42

I denne forbindelse bemærkes, at det fremgår af anden til fjerde betragtning til direktiv 91/477, at direktivet er blevet vedtaget med det formål at skabe det indre marked, og at afskaffelsen af kontrol med sikkerhedsrisikoen ved transporterede genstande og med personer bl.a. forudsætter en indbyrdes tilnærmelse af våbenlovgivningerne.

43

EU-lovgiver fastslog i denne forbindelse, at afskaffelsen af kontrol ved passage af Fællesskabets indre grænser med våbenbesiddelse krævede indførelse af effektive regler, som gør det muligt inden for medlemsstaterne at føre kontrol med erhvervelse og besiddelse samt med overførsel til en anden medlemsstat af et skydevåben.

44

Det fremgår af sjette betragtning til direktiv 91/477, at direktivet hviler på den antagelse, at medbringelse af våben fra en medlemsstat til en anden i princippet bør forbydes, idet undtagelser til dette princip kun kan godtages, såfremt der findes en procedure, som giver medlemsstaterne mulighed for at blive holdt underrettet i tilfælde af, at et skydevåben indføres på deres område.

45

Endelig fremgår det af syvende betragtning til direktivet, at der dog skal vedtages lempeligere regler for så vidt angår jagt og konkurrenceskydning.

46

Heraf følger, at et af formålene med direktiv 91/477 er i princippet at forbyde grænseoverskridende bevægelighed inden for Unionen af skydevåben, som ikke anvendes til jagt eller konkurrenceskydning, med undtagelse af de tilfælde, som tillades af de pågældende medlemsstater i henhold til de procedurer, der er fastsat i direktivets artikel 11 og 12, stk. 1.

47

Hvad angår samme direktivs ordning og generelle opbygning bemærkes endvidere i denne forbindelse, at direktivet ganske vist udgør en foranstaltning til delvis og minimal harmonisering af visse administrative betingelser vedrørende erhvervelse, besiddelse og grænseoverskridende bevægelighed af våben, eftersom artikel 3 i direktiv 91/477 giver medlemsstaterne mulighed for i deres lovgivning at fastsætte bestemmelser, der er strengere end dem, der er fastsat i dette direktiv.

48

Det forholder sig imidlertid ikke desto mindre således, at samme artikel 3 udtrykkeligt udelukker, at denne mulighed anvendes på en måde, der begrænser de rettigheder, som i medfør af artikel 12, stk. 2, i direktiv 91/477 indrømmes personer, som er bosat i medlemsstaterne. Sidstnævnte bestemmelse fastsætter således netop, at jægere og konkurrenceskytter, der er indehavere af et europæisk skydevåbenpas, som en undtagelse til den procedure, der er fastsat i direktivets artikel 12, stk. 1, uden yderligere administrative formaliteter må rejse med de våben, der er angivet i skydevåbenpasset, forudsat at de kan dokumentere begrundelsen for rejsen, bl.a. ved forelæggelse af en indbydelse eller andet bevis for deres jagt- eller konkurrenceskydningsaktiviteter i destinationsmedlemsstaten.

49

Det er i lyset af disse betragtninger, at den retlige karakter af det europæiske skydevåbenpas og rækkevidden af medlemsstaternes autonomi i forbindelse med dets udstedelse skal undersøges. Ifølge artikel 1, stk. 4, i direktiv 91/477 er det europæiske skydevåbenpas et dokument, som efter ansøgning udstedes til en person, der lovligt kommer i besiddelse af et skydevåben, og hvorpå denne persons våben er angivet. Skydevåbenpasset skal indeholde oplysninger om enhver ændring med hensyn til det pågældende skydevåbens besiddelse og kendetegn samt om tab eller tyveri af dette våben.

50

Nævnte bestemmelse definerer således det europæiske skydevåbenpas uden imidlertid herved udtrykkeligt at præcisere udstrækningen af de rettigheder, der tillægges ved et sådant skydevåbenpas.

51

Det bemærkes dog, at den omstændighed, at nævnte skydevåbenpas udstedes til en person, der allerede er i lovlig besiddelse af et våben i medfør af nationale bestemmelser, skaber en formodning for, at skydevåbenpasset ikke træder i stedet for den nationale tilladelse på området for erhvervelse og besiddelse af våben. Det kan nemlig udledes af den omstændighed, at et sådant skydevåbenpas kun udstedes efter ansøgning, at den lovlige besiddelse af skydevåben ikke er underlagt et krav om, at den person, der er i besiddelse af våbnet, skal være indehaver af et europæisk skydevåbenpas.

52

Det bemærkes endvidere, at artikel 1, stk. 4, i direktiv 91/477 henviser til bilag II til direktivet, der indeholder de påtegninger, som skal fremgå af det [europæiske] skydevåbenpas. I henhold til nævnte bilag II skal skydevåbenpasset obligatorisk indeholde påtegningen »Ovennævnte forudgående tilladelse er i princippet ikke nødvendig for at foretage en rejse med et skydevåben i kategori C og D med henblik på jagt eller med et skydevåben i kategori B, C eller D med henblik på konkurrenceskydning på betingelse af besiddelse af [skyde]våbenpasset og af at kunne godtgøre rejsens formål«. Heraf følger, at direktivets artikel 1, stk. 4, sammenholdt med direktivets artikel 12, stk. 2, hovedsageligt har til formål at lette bevægeligheden for våben, der anvendes til jagt eller sportsaktiviteter.

53

På denne baggrund bemærkes for det første, at det kun er over for jægere og konkurrenceskytter, at medlemsstaterne er forpligtede til at udstede et europæisk skydevåbenpas, for så vidt som disse personkategorier, såfremt et sådant skydevåbenpas ikke udstedes, ikke kan udøve den rettighed, som de udtrykkeligt er tillagt ved nævnte direktiv.

54

For det andet bemærkes, at medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelser, der er strengere end dem, der er fastsat i direktiv 91/477 – med det ene forbehold, at de pågældende nationale bestemmelser ikke må være til hinder for nævnte rettighed for jægere og konkurrenceskytter – og de er således ikke forpligtede til at udstede et europæisk skydevåbenpas til andre våbenbesiddere.

55

Denne fortolkning underbygges af en analyse af visse bestemmelser i andre EU-retsakter vedrørende skydevåben.

56

Selv om det således er korrekt, at forordning nr. 258/2012 ikke finder anvendelse i hovedsagen, bemærkes det ikke desto mindre, at denne forordnings artikel 9 fastsætter forenklede procedurer for midlertidig udførsel og genudførsel af skydevåben, der anvendes af jægere og konkurrenceskytter.

57

Såvel 14. betragtning til direktiv 2008/51 som anden betragtning til henstilling 93/216 bekræfter ligeledes, at indførelsen af det europæiske skydevåbenpas havde til formål at gøre det muligt for jægere og konkurrenceskytter at bevæge sig frit med deres våben fra en medlemsstat til en anden, i det omfang det er strengt nødvendigt for at virkeliggøre dette formål.

58

Det bemærkes desuden, at det følger af Domstolens faste praksis, at de EU-retlige forskrifter i videst muligt omfang skal fortolkes i lyset af international ret, navnlig når disse forskrifter netop har til formål at gennemføre en international aftale indgået af EU (jf. bl.a. domme Bettati, C‑341/95, EU:C:1998:353, præmis 20, SGAE, C‑306/05, EU:C:2006:764, præmis 35, Peek & Cloppenburg, C‑456/06, EU:C:2008:232, præmis 29-32, og Donner, C‑5/11, EU:C:2012:370, præmis 23).

59

En sådan fortolkning bestyrker de betragtninger, der er anført i denne doms præmis 54. Protokollens artikel 10 tillader således – idet den samtidig pålægger de kontraherende stater at indføre et effektivt system for tilladelser til import, eksport og transit af skydevåben – i stk. 6, at der indføres forenklede procedurer med henblik på import, midlertidig eksport og transit af sådanne våben, men kun når de anvendes til kontrollerbare lovlige formål såsom jagt, konkurrenceskydning, vurdering, udstilling eller reparation.

60

Det følger af samtlige de ovenstående betragtninger, at direktiv 91/477 skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der kun tillader udstedelse af et europæisk skydevåbenpas til personer, der er i besiddelse af et våben med henblik på jagt eller konkurrenceskydning.

61

Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet og det tredje spørgsmål.

62

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Rådets direktiv 91/477/EØF af 18. juni 1991 om erhvervelse og besiddelse af våben, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/51/EF af 21. maj 2008, skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der kun tillader udstedelse af et europæisk skydevåbenpas til personer, der er i besiddelse af et våben med henblik på jagt eller konkurrenceskydning.