EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62012CC0394

Forslag til afgørelse fra generaladvokat Cruz Villalón fremsat den 11. juli 2013.
Shamso Abdullahi mod Bundesasylamt.
Anmodning om præjudiciel afgørelse: Asylgerichtshof - Østrig.
Præjudiciel forelæggelse - det fælles europæiske asylsystem - forordning (EF) nr. 343/2003 - afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning - kontrol med overholdelsen af ansvarlighedskriterierne for behandlingen af en asylansøgning - rækkevidden af prøvelsen.
Sag C-394/12.

Digital reports (Court Reports - general)

ECLI identifier: ECLI:EU:C:2013:473

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

P. CRUZ VILLALÓN

fremsat den 11. juli 2013 ( 1 )

Sag C-394/12

Shamso Abdullahi

mod

Bundesasylamt

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Asylgerichtshof (Østrig))

»Område med frihed, sikkerhed og retfærdighed — asylret — artikel 18 Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder — forordning (EF) nr. 343/2003 — afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning — asylansøgning indgivet i en medlemsstat, efter at asylansøgeren successivt var indrejst i Unionen gennem to medlemsstater — virkning af, at den medlemsstat, hvor den anden indrejse fandt sted, påtager sig ansvaret — ansøgerens ret til at modsætte sig ovennævnte medlemsstats ansvar — rækkevidde af den i artikel 19, stk. 2, i forordning (EF) nr. 343/2003, fastsatte domstolsprøvelse — dom af 21. december 2011, forenede sager C-411/10 og C-493/10, N.S. m.fl.«

1. 

Denne sag giver Domstolen lejlighed til på ny at udvikle sin praksis vedrørende forordning (EF) nr. 343/2003 ( 2 ), i dette tilfælde først og fremmest vedrørende rækkevidden af den i artikel 19, stk. 2, i forordning nr. 343/2003 fastsatte påklage og vedrørende anvendelsen af det kriterium i forordning nr. 343/2003, som tillægger den medlemsstat, som ansøgeren ulovligt er indrejst i, ansvaret for behandlingen af en asylansøgning. Desuden aktualiseres endnu en gang spørgsmålet om de medlemsstater, som befinder sig i den situation, der gav anledning til dommen af 21. december 2011, N.S. m.fl. ( 3 ).

2. 

Jeg foreslår Domstolen en restriktiv fortolkning af rækkevidden af den i artikel 19, stk. 2, i forordning nr. 343/2003 fastsatte påklage, hvilket indebærer, at det ikke er relevant at besvare de resterende spørgsmål, som jeg dog subsidiært tager stilling til. Denne sag bør således give Domstolen lejlighed til at fastsætte retningslinjer for anvendelsen af kriterierne i nævnte forordning i situationer, hvor det konkluderes, at den i princippet ansvarlige medlemsstat ikke kan udøve dette ansvar af grunde, som vedrører sikringen af de grundlæggende rettigheder.

I – Retsforskrifter

A – EU-retten

1. Forordning nr. 343/2003

3.

I henhold til forordningens artikel 1 »fastsættes [i denne forordning] kriterierne og procedurerne til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der indgives af en tredjelandsstatsborger i en af medlemsstaterne«.

4.

Artikel 3, stk. 1 og 2, i forordning nr. 343/2003 har følgende ordlyd:

»1.   Medlemsstaterne behandler ansøgninger fra enhver tredjelandsstatsborger, der indgiver en asylansøgning ved medlemsstaternes grænser eller på deres område. En asylansøgning behandles kun af den medlemsstat, som er ansvarlig efter kriterierne i kapitel III.

2.   Uanset stk. 1 kan enhver medlemsstat dog behandle en asylansøgning, som den får forelagt af en tredjelandsstatsborger, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter kriterierne i denne forordning. I så fald bliver vedkommende medlemsstat den ansvarlige stat i henhold til denne forordning og påtager sig de forpligtelser, der er forbundet med dette ansvar. I givet fald underretter den den medlemsstat, der tidligere var ansvarlig, eller den medlemsstat, der gennemfører en procedure til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, eller den medlemsstat, der har modtaget en anmodning om at overtage eller tilbagetage ansøgeren.«

5.

I henhold til nævnte forordnings artikel 4, stk. 1, skal »[p]roceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig efter denne forordning, indledes, så snart en asylansøgning indgives for første gang i en medlemsstat«.

6.

I kapitel III (artikel 5-14) i forordning nr. 343/2003, med overskriften »Kriteriernes rækkefølge«, angives, hvilke kriterier der skal anvendes for at afgøre, »hvilken medlemsstat der er ansvarlig« som omhandlet i samme forordnings artikel 3, stk. 1.

7.

Artikel 16, som indleder kapitel V i forordning nr. 343/2003 (»Overtagelse og tilbagetagelse«), bestemmer i stk. 1 følgende:

»1.   Den medlemsstat, der efter denne forordning er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, er forpligtet til:

a)

på de betingelser, der er fastsat i artikel 17-19, at overtage en asylansøger, der har indgivet en ansøgning i en anden medlemsstat

b)

at afslutte behandlingen af asylansøgningen

c)

på de betingelser […] at tilbagetage en asylansøger, hvis ansøgning er under behandling, og som opholder sig på en anden medlemsstats område uden at have fået tilladelse til det

d)

på de betingelser […] at tilbagetage en asylansøger, der har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen, og som har indgivet en asylansøgning i en anden medlemsstat

e)

på de betingelser […] at tilbagetage en tredjelandsstatsborger, hvis ansøgning den har meddelt afslag på, og som opholder sig på en anden medlemsstats område uden at have fået tilladelse til det.

[…]

3.   De i stk. 1 nævnte forpligtelser bortfalder, hvis tredjelandsstatsborgeren har forladt medlemsstaternes område i mindst tre måneder, medmindre tredjelandsstatsborgeren har en gyldig opholdstilladelse, som er udstedt af den ansvarlige medlemsstat.«

8.

Forordningens artikel 17, stk. 1, bestemmer følgende: »Hvis en medlemsstat, som en asylansøgning indgives til, mener, at en anden medlemsstat er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen, kan den snarest muligt og under alle omstændigheder inden for en frist på tre måneder efter, at asylansøgningen er indgivet […] anmode sidstnævnte medlemsstat om at overtage asylansøgeren.«

9.

Artikel 18 i forordning nr. 343/2003 har følgende ordlyd:

»1.   Den anmodede medlemsstat foretager den nødvendige kontrol og skal tage stilling til anmodningen om overtagelse af ansøgeren senest to måneder efter forelæggelsen.

[…]

7.   Hvis der ikke er givet svar på anmodningen om overtagelse ved udløbet af den frist på to måneder, der er fastsat i stk. 1, og på én måned, der er fastsat i stk. 6, anses den for at være accepteret og medfører en pligt til at overtage den pågældende person, herunder til at træffe passende foranstaltninger med henblik på ankomsten.«

10.

Artikel 19 i forordning nr. 343/2003 er affattet således:

»1.   Når den anmodede medlemsstat accepterer overtagelsen af en ansøger, meddeler den medlemsstat, hvor asylansøgningen er indgivet, ansøgeren afgørelsen om, at den ikke skal behandle ansøgningen, og om forpligtelsen til at overføre ansøgeren til den ansvarlige medlemsstat.

2.   Den i stk. 1 nævnte afgørelse skal begrundes. Den ledsages af oplysninger om fristerne for gennemførelsen af overførslen og omfatter om nødvendigt oplysninger om, hvor og hvornår ansøgeren skal møde op, hvis han selv tager til den ansvarlige medlemsstat. Denne afgørelse kan påklages eller indbringes for en domstol. Dette har dog ikke opsættende virkning for gennemførelsen af overførslen, medmindre domstolene eller de kompetente myndigheder træffer beslutning herom i det konkrete tilfælde, såfremt den nationale lovgivning åbner mulighed herfor.

[…]

4.   Hvis overførslen ikke finder sted inden for fristen på seks måneder, påhviler ansvaret den medlemsstat, hvor asylansøgningen er indgivet. Denne tidsfrist kan forlænges til højst et år, hvis overførslen ikke kunne gennemføres på grund af fængsling af asylansøgeren, eller til højst 18 måneder, hvis asylansøgeren forsvinder.«

2. Direktiv 2005/85

11.

Direktiv 2005/85 ( 4 ) foreskriver i artikel 39, stk. 1, følgende:

»Medlemsstaterne sikrer, at asylansøgere har ret til effektive retsmidler ved en ret i forbindelse med følgende:

a)

en afgørelse, der er truffet om deres asylansøgning […]«

B – National ret

12.

Bundesgesetz über die Gewährung von Asyl de 2005 (føderal lov om asyl, herefter »BGA«) fastsætter i artikel 18, at Bundesasylamt og Asylgerichtshof i alle sagens faser ex officio skal sikre, at der gives oplysninger, der er nødvendige for afgørelsen, eller at oplysningerne vedrørende de påberåbte omstændigheder til støtte for ansøgningen kompletteres, at de fremlagte beviser identificeres og kompletteres, og at der generelt gives alle de oplysninger, som anses for nødvendige som grundlag for ansøgningen, hvorved Bundesasylamt og Asylgerichtshof i givet fald ex officio skal indhente de nødvendige beviser.

II – Faktiske omstændigheder

13.

Shamso Abdullahi, som er somalisk statsborger, indrejste illegalt i Grækenland fra Tyrkiet i juli 2011. Derfra rejste hun med hjælp fra menneskesmuglere via Makedonien, Serbien og Ungarn til Østrig, hvor hun blev endeligt standset nær den ungarske grænse.

14.

I Østrig indgav hun den 29. august 2011 en ansøgning om international beskyttelse. Bundesasylamt fremsatte den 7. september 2011 en anmodning om overtagelse til Republikken Ungarn i medfør af artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 343/2003. Republikken Ungarn meddelte sin accept ved skrivelse af 29. september 2011.

15.

Bundesasylamt afviste ved afgørelse af 30. september 2011 sagsøgerens asylansøgning i Østrig og udviste hende til Republikken Ungarn.

16.

Shamso Abdullahi påklagede denne afgørelse ved Asylgerichtshof, som tillagde denne påklage opsættende virkning. Dette blev meddelt Republikken Ungarn den 8. november 2011.

17.

Asylgerichtshof gav ved afgørelse af 5. december 2011 medhold i klagen på grund af procedurefejl.

18.

Efter at den administrative procedure var blevet genoptaget, afviste Bundesasylamt den 26. januar 2012 på ny asylansøgningen og traf samtidig ny afgørelse om udvisning til Ungarn, eftersom Bundesasylamt fandt, at Ungarn var den ansvarlige stat i henhold til forordning nr. 343/2003. Bundesasylamt fastslog endvidere, at en overførsel af sagsøgeren til Ungarn ikke ville indebære en tilsidesættelse af klagers rettigheder i henhold til EMRK’s artikel 3.

19.

Shamso Abdullahi anlagde sag til prøvelse af denne afgørelse ved Asylgerichtshof, hvorved det for første gang blev gjort gældende, at Grækenland, og ikke Ungarn, var den medlemsstat, der var ansvarlig for behandlingen af klagers asylansøgning. Eftersom forholdene i Grækenland var umenneskelige, var Republikken Østrig forpligtet til at behandle klagerens asylsag.

20.

Påstanden blev afvist ved afgørelse af 14. februar 2012.

21.

Shamso Abdullahi appellerede denne afgørelse til Verfassungsgerichtshof, som ved kendelse af 23. marts 2012 tillagde appellen opsættende virkning, hvilket blev meddelt Republikken Ungarn den 2. april 2012.

22.

Verfassungsgerichtshof gav medhold i appellen og fastslog, at ansøgerens forfatningssikrede ret til behandling for en domstol var blevet tilsidesat.

23.

Sagens behandling blev hjemvist til Asylgerichtshof, som har forelagt denne anmodning om præjudiciel afgørelse.

III – De forelagte spørgsmål

24.

Det præjudicielle spørgsmål har følgende ordlyd:

»1)

Skal artikel 19 i forordning nr. 343/2003, sammenholdt med artikel 18 i forordning nr. 343/2003, fortolkes således, at en medlemsstat, der meddeler sit samtykke i henhold til disse bestemmelser, er den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning i henhold til artikel 16, stk. 1, først punktum, i forordning nr. 343/2003, eller er den nationale prøvelsesinstans, hvis den under en klagesag efter artikel 19, stk. 2, i forordning nr. 343/2003 – uafhængigt af dette samtykke – når til den opfattelse, at en anden stat er ansvarlig i henhold til kapitel III i forordning nr. 343/2003 (også når der ikke er rettet en anmodning om overtagelse til denne stat, eller denne ikke meddeler sit samtykke), i henhold til EU-retten forpligtet til at fastslå denne anden medlemsstats ansvar som bindende for sagen om afgørelse vedrørende klagen? Findes der for så vidt en subjektiv ret for enhver asylansøger til at få sin asylansøgning behandlet af en bestemt medlemsstat, der er ansvarlig efter disse ansvarskriterier?

2)

Skal artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 343/2003 fortolkes således, at den medlemsstat, hvori den første ulovlige indrejse fandt sted (»første medlemsstat«), skal anerkende sit ansvar for behandlingen af en asylansøgning fra en tredjelandsstatsborger, når der foreligger følgende faktiske omstændigheder:

En tredjelandsstatsborger indrejser ulovligt fra et tredjeland i den pågældende første medlemsstat. Den pågældende tredjelandsstatsborger indgiver ikke en asylansøgning i denne medlemsstat. Tredjelandsstatsborgeren udrejser derefter til et tredjeland. Mindre end tre måneder senere indrejser den pågældende tredjelandsstatsborger ulovligt fra et tredjeland i en anden EU-medlemsstat (»den anden medlemsstat«). Fra denne anden medlemsstat rejser den pågældende tredjelandsstatsborger straks direkte videre til en tredje medlemsstat og indgiver dér sin første asylansøgning. På dette tidspunkt er der forløbet mindre end 12 måneder fra den ulovlige indrejse i den første medlemsstat.

3)

Skal der, uafhængigt af besvarelsen af spørgsmål 2, anlægges en anden bedømmelse af den medlemsstat, der er primært ansvarlig i henhold til forordning nr. 343/2003, når der ved den i spørgsmål 2 nævnte »første medlemsstat« er tale om en medlemsstat, hvor det er konstateret, at dens asylsystem udviser systemmæssige mangler, som svarer til de mangler, der er beskrevet i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 21. januar 2011, sag 30 696/09, M.S.S., uagtet Domstolens dom af 21. december 2011 i de forenede sager C-411/10 og C-493/10, N.S. [m.fl.]? Kan det f.eks. navnlig på forhånd lægges til grund, at et ophold i en sådan medlemsstat ikke er egnet til at udgøre sådanne faktiske omstændigheder, der kan begrunde ansvar i henhold til artikel 10 i forordning nr. 343/2003?«

IV – Retsforhandlingerne ved Domstolen

25.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgik til Domstolen den 27. august 2012.

26.

Den forelæggende ret ansøgte om at undergive sagen en fremskyndet procedure i henhold til artikel 104 a i procesreglementet i affattelsen af 19. juni 1991. Retten henviste som begrundelse for sin ansøgning til de korte nationale processuelle frister, den usikre situation, som Shamso Abdullahi befinder sig i, vigtigheden af de forelagte spørgsmål og det store antal sager, hvor samme spørgsmål gentages. Denne anmodning blev afvist ved kendelse afsagt af Domstolens præsident af 5. oktober 2012. Domstolens præsident besluttede imidlertid at pådømme sagen forud for andre i henhold til procesreglementets artikel 55, stk. 2.

27.

Shamso Abdullahi, den østrigske, den græske, den ungarske og den italienske regering, Det Forenede Kongeriges regering, Det Schweiziske Forbund samt Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

28.

Shamso Abdullahi, den franske og den græske regering samt Kommissionen afgav mundtlige indlæg i retsmødet den 7. maj 2013. Procesdeltagerne koncentrerede på Domstolens opfordring deres indlægom følgende punkter: (A) beskaffenheden af den påklage, der er foreskrevet i artikel 19, stk. 2, i forordning nr. 343/2001, og betydningen af, at denne påklage ikke nævnes i artikel 39 i direktiv 2005/85, (B) hvorvidt kontrollen over ansvarlighedskriteriernes efterlevelse er forenelig med den frist, der er fastsat i artikel 17, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 343/2003, samt hvordan beslutningen om at efterkomme ansøgningen iværksættes i praksis, (C) hvordan fristen på 12 måneder, der er fastsat i artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 343/2003, skal fortolkes, (D) hvilken betydning artikel 16, stk. 3, i forordning nr. 343/2003 har for afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig.

V – Bedømmelse

A – Det første spørgsmål

29.

Som Asylgerichtshof har forklaret i forelæggelseskendelsen, ønskes det med det første spørgsmål først og fremmest oplyst, hvorvidt den omstændighed, at en medlemsstat meddeler sit samtykke til at behandle en asylansøgning, udelukker muligheden for – inden for rammerne af en påklage i henhold til artikel 19, stk. 2, i forordning nr. 343/2003 – at efterprøve, om en anden medlemsstat egentlig har ansvaret i henhold til de i denne forordning fastsatte kriterier.

30.

Nærmere bestemt ønsker den forelæggende ret oplyst, om en sådan påklage indebærer, at ansøgeren har en subjektiv ret til at få asylansøgningen behandlet af den medlemsstat, som er ansvarlig i medfør af kriterierne i forordning nr. 343/2003.

31.

Asylgerichtshof er tilbøjelig til at mene, at en medlemsstats samtykke skal være afgørende for at tillægge den ansvaret for at behandle asylansøgningen, og at der kun kan gøres undtagelse ved åbenbar vilkårlighed eller risiko for tilsidesættelse af rettigheder. Hvis det ved en passende procedure er godtgjort, at sådanne omstændigheder foreligger, skal den nationale judicielle myndighed med bindende virkning fastslå medlemsstatens ansvar i henhold til forordning nr. 343/2003.

32.

Svaret på dette spørgsmåls første del er efter min mening åbenbart. Det er her tilstrækkeligt at påpege, at samtykke til ansvaret i henhold til artikel 18 i forordning nr. 343/2003 ikke kan sammenlignes med en overtagelse af ansvaret i henhold til artikel 3, stk. 2, i samme forordning, hvilket er den bestemmelse, som indeholder den såkaldte »suverænitetsklausul«. I det sidstnævnte tilfælde drejer det sig om en skønsmæssig – og i denne forstand suveræn ( 5 ) – beføjelse, som ikke kan prøves af domstolene, mens det ved et samtykke til ansvar i henhold til artikel 18 drejer sig om en retsakt, som kan ligge til grund for, at den medlemsstat, hvor der er indgivet en asylansøgning, beslutter ikke at behandle den og overføre sagsøgeren til den medlemsstat, som har accepteret at overtage denne undersøgelse. Denne dobbelte afgørelse kan i henhold til, hvad der udtrykkeligt bestemmes i artikel 19, stk. 2, i forordning nr. 343/2003, »påklages eller indbringes for en domstol«.

33.

Sammenfattende er det andet alternativ i den forelæggende rets spørgsmål det rette. Spørgsmålet er således ikke, om beslutningen kan »påklages eller indbringes for en domstol«, men i hvilken udstrækning det er muligt at prøve afgørelsen om ikke at behandle asylansøgningen og at overføre ansøgeren til den medlemsstat, som har accepteret at overtage dette ansvar.

34.

Forordning nr. 343/2003 indeholder ingen udtrykkelige bestemmelser om dette. I artikel 19, stk. 2, bestemmer den blot, at den omstændighed, at afgørelsen kan »påklages eller indbringes for en domstol […], dog ikke [har] opsættende virkning for gennemførelsen af overførslen, medmindre domstolene eller de kompetente myndigheder træffer beslutning herom i det konkrete tilfælde, såfremt den nationale lovgivning åbner mulighed herfor«. Under disse omstændigheder kan de af forordning nr. 343/2003 forfulgte mål tjene som vejledning for en fortolkning af artikel 19, stk. 2, hvoraf det fremgår, hvilken betydning der skal tillægges den heri foreskrevne klage, og følgelig hvilken rækkevidde den kontrol, der udøves ved hjælp af dette processuelle instrument ( 6 ), skal have.

35.

Formålet med forordning nr. 343/2003 er hovedsageligt at fastsætte en procedure, som gør det muligt »hurtigt at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig« for behandlingen af en asylansøgning, i henhold til fjerde betragtning til forordningen. Dette er efter min opfattelse det grundlæggende formål med forordningen, og hver af dens bestemmelser er underordnet dette formål. Det gælder især ordningen med tidsfrister i kapitel V og opregningen af en række objektive kriterier til at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, hvormed det ud over at forenkle proceduren tilsigtes at undgå den såkaldte forumshopping, således at afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, ikke beror på ansøgernes adfærd ( 7 ).

36.

Det kan således i overensstemmelse med generaladvokat Jääskinens betragtninger i det nævnte forslag til afgørelse i Puid-sagen ( 8 ) hævdes, at forordning nr. 343/2003 ikke sigter på at »tillægge enkeltpersoner rettigheder, men på at organisere relationerne mellem medlemsstaterne«, uanset at den indeholder »visse elementer, der ikke er irrelevante for asylansøgeres rettigheder« ( 9 ).

37.

Forordning nr. 343/2003 regulerer relationerne mellem medlemsstaterne med henblik på afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning. Den omstændighed, at den mekanisme, som foreskrives i forordningen, fungerer korrekt, er således et spørgsmål, som påvirker medlemsstaterne direkte, idet det er udøvelsen af deres beføjelser som offentlig myndighed, der hovedsageligt berøres ved anvendelsen af denne EU-retlige bestemmelse.

38.

Disse beføjelser skal udøves under opfyldelse af medlemsstaternes forpligtelser på asylretsområdet, som artikel 18 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder sikrer »under iagttagelse af reglerne i Genèvekonventionen af 28. juli 1951 og protokollen af 31. januar 1967 om flygtninges retsstilling og i overensstemmelse med traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde«.

39.

Den grundlæggende ret til asyl berøres ligeledes, om end indirekte, ved anvendelsen af forordning nr. 343/2003. Selv om medlemsstaterne er dem, der har størst interesse i forordningens korrekte anvendelse, har også asylansøgerne en legitim interesse heri. Jeg tror imidlertid ikke, at denne interesse kan forvandles til en subjektiv ret, som legitimerer, at det kræves, at asylansøgningen behandles af en bestemt medlemsstat.

40.

Efter min mening er det for en korrekt fortolkning af forordning nr. 343/2003 nødvendigt at tage hensyn til, at det i sidste instans drejer sig om at sikre effektiv udøvelse af asylretten. Forordning nr. 343/2003 er en grundlæggende del af det samlede regelværk, som Unionen har udarbejdet for at muliggøre udøvelsen af denne grundlæggende rettighed. Det nævnte system, som nu styres af anerkendelsen af denne rettighed i artikel 18 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og mandatet til at udvikle en fælles politik på området i henhold til artikel 78 TEUF, stk. 1, består hovedsageligt, foruden af forordning nr. 343/2003, af minimumsstandarderne for anerkendelse som flygtning, der er indeholdt i direktiv 2004/83 ( 10 ) og af minimumsstandarderne for procedurer i direktiv 2005/85.

41.

Ligesom de øvrige EU-retlige bestemmelser, som indgår i systemet for at sikre den grundlæggende ret til asyl, skal forordning nr. 343/2003 således i sidste instans opfattes som en regel til sikring af denne ret. I dette principielle perspektiv mener jeg, at systemets ånd hviler på tanken om, at Unionen som helhed udgør et »sikkert område« for alle asylansøgere. Når den, der flygter fra omstændigheder og forhold, som gav anledning til flugten, og som kan ligge til grund for asyl, rejser ind i Unionens område, får han adgang til et område, hvor han er sikret denne beskyttelse. I et asylperspektiv udgør Unionen som helhed og hver af medlemsstaterne et »sikkert område«, og det er netop denne opfattelse, der ligger til grund for den tillid, som medlemsstaternes integration i det fælles europæiske asylsystem bygger på ( 11 ). Som det vil fremgå nedenfor, drejer det sig ganske vist på ingen måde om en uafkræftelig opfattelse ( 12 ).

42.

Således sikres den i artikel 18 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fastsatte grundlæggende ret til asyl med den pågældendes indrejse i Unionen, hvilket indebærer, at han ikke kan lide skade af, at en bestemt medlemsstat får ansvaret for at behandle hans ansøgning. I det mindste som en overgangsforanstaltning er det i alle medlemsstaterne sikret, at asylansøgningen udøves korrekt, og at den berørte person under alle omstændigheder kan gøre den gældende gennem det i artikel 39 i direktiv 2005/85 foreskrevne retsmiddel mod beslutninger vedrørende asylansøgningens substans eller delspørgsmål i forbindelse med dens behandling, men betegnende nok, ikke mod beslutninger om, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for at behandle den.

43.

Dette fratager imidlertid ikke asylansøgeren en legitim interesse i en korrekt afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af hans ansøgning. Forordning nr. 343/2003 tilkender asylansøgeren ret til at påklage afgørelsen vedrørende dette. Eftersom kernen i asylansøgerens grundlæggende rettighed i princippet ikke påvirkes af den omstændighed, at ansøgningen behandles af en bestemt medlemsstat, mener jeg, at den ret, han kan gøre gældende gennem den påklage, som foreskrives i artikel 19, stk. 2, i forordning nr. 343/2003, har begrænset rækkevidde, hvilket i øvrigt er fuldstændig i overensstemmelse med, at forordning nr. 343/2003 har karakter af regulering af medlemsstaternes medvirken i forvaltningen af Unionens asylsystem.

44.

Efter min opfattelse kan den nævnte klage kun tilsigte at efterleve forordningen i to henseender: (A) forekomsten af omstændigheder, som gør det muligt at afkræfte antagelsen om respekt for de grundlæggende rettigheder, som Unionens system bygger på, (B) anerkendelsen i forordning nr. 343/2003 af bestemte specifikke rettigheder, der er underordnet selve asylretten, og de garantier, som er forbundet med dem.

45.

Hvad angår det første aspekt drejer det sig om sådanne omstændigheder, som gav anledning til N.S.-dommen, som jeg vender tilbage til, når jeg besvarer det tredje spørgsmål. Det drejer sig om en situation, hvor der stilles spørgsmål ved selve grundlaget for forordning nr. 343/2003, nemlig den gensidige tillid mellem medlemsstaterne med hensyn til opfyldelsen i dem alle af de betingelser, som sikrer respekten for asylansøgeres grundlæggende rettigheder ( 13 ).

46.

Det andet aspekt udgøres efter min mening af de rettigheder, som forordning nr. 343/2003 specifikt tillægger asylansøgeren under proceduren med afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af hans ansøgning. Dette gælder rettigheder i forbindelse med familiesammenføring (artikel 7, 8, 14 og 15), i forbindelse med mindreårige (artikel 6) eller rettigheder, som har at gøre med procedurens hastighed (iagttagelse af frister og anvendelse af de i hvert tilfælde fastsatte konsekvenser, jf. eksempelvis artikel 19, stk. 4). Det er alle sammen rettigheder, som går ud over medlemsstaternes retlige stilling inden for rammerne af de forhold, der reguleres i forordning nr. 343/2003, og som giver asylansøgeren en særlig subjektiv rettighed, som i øvrigt vedrører et område, der er beskyttet ved, at en grundlæggende rettighed er garanteret, nemlig retten til beskyttelse af familielivet (chartrets artikel 7 og 33), retten til beskyttelse af børn (chartrets artikel 24) og retten til god forvaltning (chartrets artikel 41). Det drejer sig således ikke blot om retten til et korrekt forløb af en procedure, hvor spørgsmål, der hovedsageligt berører medlemsstaterne, afgøres, men om retten til, at der ved afgørelsen af disse spørgsmål tages hensyn til bestemte rettigheder og interesser, som beskyttes af bestemte grundlæggende rettigheder.

47.

Sammenfattende foreslår jeg Domstolen at besvare det første spørgsmål således, at asylansøgeren kun har adgang til påklage eller indbringelse for en domstol i henhold til artikel 19, stk. 2, i forordning nr. 343/2003 for at modsætte sig en anvendelse af forordningens kriterier, som fører til, at ansvaret – med alle de forpligtelser, dette indebærer – tillægges en medlemsstat, som enten ikke er i stand til at sikre en behandling, som er forenelig med respekten for ansøgerens grundlæggende rettigheder, eller som ikke kender de afgørelseskriterier, som bygger på subjektive rettigheder, som specifikt tilkendes asylansøgeren i henhold til forordningen.

48.

Under hensyn til omstændighederne i forbindelse med det omtvistede spørgsmål i hovedsagen mener jeg derfor, at Shamso Abdullahi kun kan modsætte sig afgørelsen af, at Ungarn er den ansvarlige medlemsstat for behandlingen af hendes asylansøgning, ved at gøre gældende, at hendes overførsel til denne medlemsstat er uforenelig med beskyttelsen af hendes grundlæggende rettigheder, eller at de østrigske myndigheder har set bort fra afgørelseskriterier, som bygger på subjektive rettigheder, som Shamso Abdullahi specifikt tilkendes ved forordning nr. 343/2003.

B – Det andet spørgsmål

49.

Som følge af det ovenfor anførte mener jeg, at Asylgerichtshofs andet spørgsmål er irrelevant.

50.

Afgørelsen af, at Ungarn er den ansvarlige medlemsstat – som er det omtvistede spørgsmål ved den forelæggende ret – kan kun ophæves efter påklage i henhold til artikel 19, stk. 2, i forordning nr. 343/2003, hvis det godtgøres, at Ungarn ikke er i stand til at sikre beskyttelsen af Shamso Abdullahis grundlæggende rettigheder, eller hvis de østrigske myndigheder har undladt at anvende kriterierne i forordningen, der bygger på omstændigheder, som ligger til grund for en subjektiv rettighed for asylansøgeren, som f.eks. status af mindreårig eller forekomst af familiemedlemmer i andre medlemsstater.

51.

Det tilkommer under alle omstændigheder den forelæggende ret at tage stilling til disse to punkter. Det er her kun af betydning, at det med henblik herpå ikke er nødvendigt at afgøre, hvilken der var »den første medlemsstat«, hvor asylansøgeren indrejste i Unionen i henhold til forordning nr. 343/2003. Dette skyldes, at de eneste relevante medlemsstater, som berøres af en klage i henhold til forordningens artikel 19, stk. 2, under alle omstændigheder er Ungarn (eftersom det er den medlemsstat, der er angivet i den afgørelse, der er genstand for klage), og eventuelt andre medlemsstater, hvor Shamso Abdullahi måtte have familiemedlemmer, eller Østrig, hvis de omstændigheder foreligger, som er anført i forordningens artikel 19, stk. 4 (dvs. hvis en overførsel til Ungarn er vedtaget, men ikke er gennemført inden for den foreskrevne tidsfrist).

52.

Det er således irrelevant, gennem hvilken medlemsstat Shamso Abdullahi først indrejste i Unionens område. Jeg siger ikke hermed, at en korrekt anvendelse af forordning nr. 343/2003 under alle omstændigheder bør føre til at udelukke kriteriet om den medlemsstat, hvor indrejsen sker. Det indebærer snarere, at selv om dette kriterium – hypotetisk set – anvendtes, forholder det sig sådan, at en ukorrekt anvendelse af forordningen ikke ville have indebåret en tilsidesættelse af en af Shamso Abdullahis subjektive rettigheder, der kunne gøres gældende gennem en påklage i henhold til artikel 19, stk. 2. Som tidligere nævnt har asylansøgeren ikke en subjektiv ret til anvendelse af forordningen i alle henseender, men kun til korrekt anvendelse af de konkrete kriterier, som bygger på subjektive rettigheder, der er specifikt anerkendt i forordningen.

53.

I tilfælde af, at Domstolen mener, at Asylgerichtshofs andet spørgsmål skal besvares, behandler jeg subsidiært dette i det følgende.

54.

Hvis den nationale domstol inden for rammerne af påklagen i henhold til artikel 19, stk. 2, i forordning nr. 343/2003 kan prøve den administrative afgørelse med hensyn til realiteten i alle henseender og følgelig selv afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig i henhold til forordningens kriterier, er det problem, der under sagens omstændigheder rejser sig for Asylgerichtshof, hvordan forordningens artikel 10, stk. 1, som indeholder kriteriet om ulovlig indrejse gennem en bestemt medlemsstat, skal fortolkes.

55.

Asylgerichtshof anmoder ikke om, at Domstolen afgør, om Shamso Abdullahi indrejste i Unionen, gennem hvad den betegner som »den første medlemsstat«, idet dens andet spørgsmål tager udgangspunkt i, at den første indrejse fandt sted i denne medlemsstat. Spørgsmålet er snarere, om denne indrejse skal anses for »den relevante indrejse« ved anvendelsen af kriteriet i artikel 10, stk. 1.

56.

Efter den forelæggende rets opfattelse – som deles af den østrigske, den græske og den italienske regering samt af Det Schweiziske Forbund – er »den relevante indrejse« kun den, der foretages gennem »den anden medlemsstat« (Ungarn). Efter rettens opfattelse sluttede Shamso Abdullahis første rejse til Unionen, da hun forlod »den første medlemsstat« (Grækenland). Den anden indrejse gennem den »anden medlemsstat« er således resultatet af en ny rejse – den eneste, der ifølge den forelæggende ret har betydning.

57.

Både Kommissionen, Det Forenede Kongerige og den franske og den ungarske regering samt Shamso Abdullahi mener derimod, at den relevante indrejse er den, der er foretaget gennem den »første medlemsstat«, og tillægger det særlig betydning, at ingen af de frister, som foreskrives i artikel 10, stk. 1, og i artikel 16, stk. 3, i forordning nr. 343/2003, var udløbet. Efter min opfattelse er dette faktisk af afgørende betydning for besvarelsen af det forelagte spørgsmål.

58.

Selv om den forelæggende ret taler om to »rejser«, mener jeg på baggrund af sagens omstændigheder, at der kun skal tales om én.

59.

Ifølge de oplysninger, som Asylgerichtshof har fremlagt, påbegyndte Shamso Abdullahi sin rejse i april 2011 med fly fra et ubestemt sted til Syrien og sluttede i Østrig, hvor hun blev standset og ansøgte om asyl den 29. august 2011. For at komme til Østrig fulgte hun en rejserute fra Syrien til Tyrkiet og derfra med båd til Grækenland, hvor hun indrejste i juli 2011, og fortsatte rejsen ad landevej gennem Grækenland, rejste ud af landet og indrejste i et tredjeland. Hun rejste gennem dette og andre tredjelande, indrejste på ny i Unionen via Ungarn og derfra videre til Østrig.

60.

Ud over den geografiske diskontinuitet forekommer Shamso Abdullahis rejserute mig at være samlet og kontinuerlig, nemlig fra Somalia (hendes oprindelsesland) eller i det mindste, ifølge hvad der er godtgjort, fra Syrien – uden afbrydelse – til Østrig, hvor hun til sidst søgte asyl. Rutens enhed og sammenhæng fremkommer efter min mening af dens tidsmæssige dimension, idet hun tilbagelagde afstanden inden for en meget begrænset tid, som i praksis er den tid, det tager at komme hemmeligt til Østrig, hvilket har kendetegnet Shamso Abdullahis samlede rejse. Det er ganske vist ikke sikkert, at Shamso Abdullahi havde Østrig som endemål, hvor hun blev stoppet af politiet, mens hendes hensigt eventuelt var at fortsætte sin rejse til en anden medlemsstat. Jeg mener imidlertid ikke, at der kan herske tvivl om, at hendes »endemål« ikke var Grækenland, hvortil hun kom i juli 2011 og muligvis forlod allerede samme måned, da det var i august, at hun søgte asyl i Østrig efter at have rejst igennem flere tredjelande foruden Ungarn.

61.

Denne så at sige »ideelle« kontinuitet i Shamso Abdullahi rejse har imidlertid kun en relativ vægt. Vigtigere er den omstændighed, at Shamso Abdullahi for første gang betræder Unionens område i Grækenland som det første »sikre område«, og at dette udløste denne medlemsstats ansvar i henhold til artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 343/2003, som først ophørte 12 måneder efter datoen for hendes ulovlige indrejse.

62.

Her skal to betragtninger fremhæves. For det første at det i betragtning af kontinuiteten af Shamso Abdullahis rute fra oprindelsesstedet til det sted, hvor hun blev standset af politiet og søgte om asyl, kan antages, at hun med udrejsen fra Grækenland ikke ønskede at forlade Unionen, men snarere at fortsætte sin rejse til en anden medlemsstat. Med de geografiske forhold i Grækenland kunne det letteste og billigste have været at følge en rute gennem flere tredjelande, uden at hun, da hun rejste ud af Grækenland for at rejse igennem disse tredjelande, havde til hensigt at forlade Unionen. Hendes hensigt i retslig henseende var snarere fortsat at opholde sig i Unionen og rejse videre til en anden medlemsstat.

63.

For det andet kan man ikke, selv hvis det antages, at Shamso Abdullahi »forlod« Unionen ved udrejsen fra Grækenland, se bort fra, at virkningen af at forlade Unionens område ikke indtræder umiddelbart. Dette fremgår efter min opfattelse af artikel 16, stk. 3, i forordning nr. 343/2003, i henhold til hvilken forpligtelserne for den medlemsstat, der har ansvaret i henhold til forordningen, »bortfalder, hvis tredjelandsstatsborgeren har forladt medlemsstaternes område i mindst tre måneder«. Denne bestemmelse henviser naturligvis til den ansvarlige medlemsstats forpligtelser, efter at den er identificeret i henhold til kriterierne i forordning nr. 343/2003. Den bør imidlertid også opfattes således, at den får virkning på selve det tidspunkt, hvor den kompetente myndighed anvender disse kriterier, hvilket indebærer, at de medlemsstater, hvorom det fra begyndelsen er konstateret, at asylansøgeren havde forladt dem i en periode på mindst tre måneder, skal udelukkes fra afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig.

64.

Under alle omstændigheder er det her først og fremmest vigtigt, at den omstændighed i henhold til forordning nr. 343/2003, at personen fysisk forlader området, ikke automatisk indebærer en retslig frakobling med Unionen, således at de rettigheder og forventninger, som asylansøgeren fik, da hun rejste ind i Unionen, opretholdes i tre måneder efter hendes udrejse og reaktiveres, hvis hun på ny rejser ind i Unionen, før denne frist udløber. I det foreliggende tilfælde forlod asylansøgeren ikke Unionen i mere end en måned fra sin indrejse via Grækenland, således at denne medlemsstats ansvar stadig var gældende, da Shamso Abdullahi indrejste i Ungarn.

65.

Jeg mener således, at virkningerne af en første indrejse i Unionen stadig gælder i tre måneder, efter at asylansøgeren har forladt medlemsstaternes område, og at ansvaret i den foreliggende sag påhviler »den første medlemsstat«.

C – Det tredje spørgsmål

66.

Med det tredje spørgsmål, der henviser til N.S.-dommen, ønsker den forelæggende ret oplyst, i hvilket omfang situationen i »en medlemsstat, hvor det er konstateret, at dens asylsystem udviser systemmæssige mangler«, forpligter til at udelukke den som ansvarlig medlemsstat, på trods af, at den er ansvarlig i henhold til artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 343/2003.

67.

Trods visse vanskeligheder med at fortolke det tredje spørgsmål på grund af dets ordlyd mener jeg, at det under hensyn til den forelæggende rets forklaringer i forelæggelseskendelsen må konkluderes, at retten ønsker oplyst, om en medlemsstat, som udviser disse mangler, principielt uden videre skal udelukkes som mulig ansvarlig medlemsstat, eller om man, efter at den er identificeret som ansvarlig medlemsstat i henhold til forordning nr. 343/2003, derimod skal gå videre og identificere en anden ansvarlig medlemsstat i henhold til de øvrige kriterier i forordningen.

68.

Spørgsmålets kerne er således, hvordan man skal gå videre, efter at det ifølge dommen i sagen N.S. m.fl. er fastslået, at en given medlemsstat ikke kan anses for ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning.

69.

Spørgsmålet er således, hvorledes det afgøres, at en anden medlemsstat er ansvarlig, efter at man har udelukket den, der skulle have været det ifølge kriterierne i forordning nr. 343/2003 i henhold til N.S.-dommen.

70.

I dommen i sagen N.S. m.fl., præmis 107, fastslog Domstolen, at »[m]ed forbehold af den i artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 343/2003 omhandlede mulighed for selv at behandle ansøgningen, indebærer den omstændighed, at det er umuligt at overføre en ansøger til en anden medlemsstat i Unionen, når denne stat er identificeret som den ansvarlige medlemsstat efter kriterierne i denne forordnings kapitel III, at den medlemsstat, som skulle have gennemført denne overførsel, skal gennemgå kriterierne i nævnte kapitel med henblik på at efterprøve, om et af de efterfølgende kriterier gør det muligt at identificere en anden medlemsstat som ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen« ( 14 ).

71.

Udtrykket »efterfølgende« giver god mening, idet artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 343/2003 foreskriver, at »[k]riterierne til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, finder anvendelse i den rækkefølge, der er fastsat i dette kapitel« ( 15 ).

72.

Da de østrigske myndigheder fandt, at det først anvendelige kriterium var det omhandlede i artikel 10 i forordning nr. 343/2003 (ulovlig indrejse på Unionens område), skyldes det, at de har udelukket anvendelse af de foregående kriterier (mindreårige asylansøgere, forekomst af familiemedlemmer, indehavelse af opholdsdokument). Kan dette kriterium ikke anvendes, forpligter det myndighederne til at undersøge muligheden for at anvende nogen af de efterfølgende i den rækkefølge, der er fastsat i forordningen, og i sidste instans at anvende opsamlingsklausulen i artikel 13, som gør den medlemsstat, hvor asylansøgningen først blev indgivet, ansvarlig.

73.

I princippet er et kriterium udtømt, så snart det anvendes, eftersom det sædvanligvis er en eneste medlemsstat, der identificeres som ansvarlig. Det er således meningsløst på ny at anvende det kriterium, som førte til fastsættelsen af den medlemsstat, som asylansøgeren ikke kunne overføres til, idet denne anvendelse ubetinget ville føre til, at den udelukkede medlemsstat udpegedes på ny. Af samme grund er det utænkeligt at anvende nogen af de foregående kriterier, som ikke blev anvendt, da det konkluderedes, at det var et af de efterfølgende kriterier, der skulle anvendes.

74.

I den foreliggende sag og ifølge den nævnte logik står der kun tilbage at anvende kriterierne i artikel 11 (indrejse i en medlemsstat, hvor Shamso Abdullahi er fritaget for visumpligt) og i artikel 12 (asylansøgning indgivet under transit i en medlemsstats lufthavn). Hvis ingen af dem er anvendelige, hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve, er kun opsamlingsklausulen i artikel 13 tilbage, hvilket indebærer, at ansvaret tillægges de østrigske myndigheder. Alt dette gælder selvfølgelig med forbehold for anvendelsen af klausulerne om suverænitet og humanitære årsager i artikel 3, stk. 2, og artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 343/2003.

VI – Forslag til afgørelse

75.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål således:

»1)

En asylansøger har adgang til påklage eller indbringelse for en domstol som foreskrevet i artikel 19, stk. 2, i forordning (EF) nr. 343/2003 med henblik på at bestride enten en anvendelse af kriterierne i forordningen, som fører til udpegningen af en medlemsstat, som ikke er i stand til at sikre asylansøgeren en behandling, der er forenelig med respekten for de grundlæggende rettigheder, eller en undladelse af anvendelse af afgørelseskriterier, som bygger på subjektive rettigheder, der specifikt er tilkendt asylansøgeren i henhold til forordningen.«

Såfremt Domstolen finder, at påklage i artikel 19, stk. 2, i forordning nr. 343/2003 giver mulighed for at bestride alle former for tilsidesættelse af forordningen, foreslår jeg subsidiært følgende svar:

»2)

Artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 343/2003 skal fortolkes således, at under omstændighederne i det omtvistede spørgsmål i hovedsagen er den medlemsstat, hvor den første ulovlige indrejse fandt sted, ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen.

3)

Den omstændighed, at den nationale ret konstaterer, at der i en bestemt medlemsstat er systemmæssige mangler i asylproceduren og modtagelsesvilkårene for asylansøgere, indebærer ikke, at den pågældende medlemsstat udelukkes fra systemet i forordning nr. 343/2003, således at denne medlemsstat a priori er udelukket fra dens anvendelsesområde. En sådan konstatering indebærer kun udelukkelse af det ansvar, som kan påhvile den i forbindelse med anvendelse af kriterierne i forordningen, hvoraf følger, at en anden ansvarlig medlemsstat skal identificeres ved anvendelse af kriterier, der følger efter det først anvendte kriterium.«


( 1 ) – Originalsprog: spansk.

( 2 ) – Rådets forordning af 18.2.2003 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger i en af medlemsstaterne (EUT L 50, s. 1).

( 3 ) – Forenede sager C-411/10 og C-493/10.

( 4 ) – Rådets direktiv 2005/85/EF af 1.12.2005 om minimumsstandarder for procedurer om tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne (EUT L 326, s. 13).

( 5 ) – Som der erindres om i dom af 30.5.2013, sag C-528/11, Halaf, præmis 37, fremgår det af forarbejderne til forordning nr. 343/2003, at reglen i artikel 3, stk. 2, blev indført med det formål, at medlemsstaterne »suverænt« kan beslutte at behandle en asylansøgning uden at være undergivet nogen betingelser.

( 6 ) – I denne retning eksempelvis dom af 29.1.2009, sag C-19/08, Petrosian, Sml. I, s. 495, præmis 34.

( 7 ) – I denne retning generaladvokat Jääskinens forslag til afgørelse i sag C-4/11, Puid, punkt 57.

( 8 ) – Punkt 58.

( 9 ) – På dette punkt skal, som generaladvokat Jääskinen også gør, generaladvokat Trstenjaks forslag til afgørelse i sag C-620/10, Kastrati, punkt 29, nævnes.

( 10 ) – Rådets direktiv 2004/83/EF af 29.4.2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse (EUT L 304, s. 12).

( 11 ) – I denne retning dommen i sagen N.S. m.fl., præmis 78-80.

( 12 ) – Dommen i sagen N.S. m.fl., præmis 81 og 99.

( 13 ) – Dommen i sagen N.S. m.fl., præmis 78 og 79.

( 14 ) – Min fremhævelse.

( 15 ) – Min fremhævelse.

Top