Appel iværksat den 8. juni 2009 af ArcelorMittal Luxembourg SA til prøvelse af dom afsagt den 31. marts 2009 af Retten i Første Instans (Syvende Afdeling) i sag T-405/06, ArcelorMittal Luxembourg m.fl. mod Kommissionen

(Sag C-201/09 P)

2009/C 205/33

Processprog: fransk

Parter

Appellant: ArcelorMittal Luxembourg SA, tidligere Arcelor Luxembourg SA (ved avocat A. Vandencasteele)

De andre parter i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, ArcelorMittal Belval & Differdange, tidligere Arcelor Profil Luxembourg SA og ArcelorMittal International, tidligere Arcelor International SA

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for sine påstande har appellanten fremført fire anbringender.

Det første anbringende, som indeholder to led, er for det første, at Retten har tilsidesat artikel 97 KS og begået magtfordrejning ved at anvende artikel 65 KS, efter at EKSF-traktaten trådte ud af kraft den 23. juli 2002. Selv om institutionerne er forpligtet til at anlægge en sammenhængende fortolkning af de forskellige traktater, kan dette under ingen omstændigheder begrunde, at bestemmelserne i en traktat opretholdes i fællesskabsretten, efter at traktaten er udløbet.

Andet led af første anbringende er, at Retten har tilsidesat forordning nr. 1/2003 (1) og begået magtfordrejning ved at fastslå, at Kommissionen har kompetence til at vedtage en beslutning om anvendelse af artikel 65 KS i medfør af en forordning, som kun giver den beføjelse til at gennemføre artikel 81 og 82 EF. Da denne forordning er vedtaget efter EKSF-traktatens udløb udelukkende i medfør af EF-traktaten, kan den ikke give Kommissionen nogen kompetence til at fastsætte bøder for en overtrædelse af artikel 65 KS uden at tilsidesætte såvel EKSF-traktaten som principperne om retsreglernes indbyrdes rangfølge.

Det andet anbringende, som indeholder tre led, er, at Retten har tilsidesat princippet om individuel fastsættelse af straffe og sanktioner, Domstolens praksis om tilregnelse, retskraft og princippet om retsreglernes indbyrdes rangfølge, idet Retten har anerkendt, at Kommissionen kan tilregne et selskab ansvaret for en konkurrencebegrænsende adfærd, som et andet selskab i samme koncern har fulgt, selv om det førstnævnte selskab ikke selv har deltaget i overtrædelsen. Hverken den omstændighed, at de forskellige selskaber, som tilhører samme koncern, udgør én økonomisk enhed, eller den omstændighed, at moderselskabet har den fulde kontrol med sit datterselskab, som har fulgt den konkurrencebegrænsende adfærd, eller den omstændighed, at moderselskabet udøver en bestemmende indflydelse på sit datterselskab, er tilstrækkeligt til at bevise, at appellanten har deltaget i en overtrædelse, og kan derfor ikke begrunde, at moderselskabet tilregnes sit datterselskabs adfærd.

Appellantens tredje anbringende er, at Retten har foretaget en urigtig anvendelse af reglerne om forældelse af forfølgning af overtrædelser og tilsidesat princippet om retskraft, idet Retten i dommen afviser selskabets anbringender med henvisning til, at der er truffet foranstaltninger, som afbryder forældelsen, selv om det klart fremgår af Kommissionens første beslutning, der blev vedtaget i 1994, at appellanten udtrykkeligt blev fastslået ikke at have deltaget i overtrædelsen.

Endelig er appellantens fjerde anbringende, at Rettens dom tilsidesætter appellantens ret til forsvar, da dommen er behæftet med en begrundelsesmangel hvad angår procedurens usædvanligt lange varighed, som medførte, at det var umuligt for appellanten stadig at fremlægge de beviser, der var nødvendige for at afkræfte formodningen for appellantens ansvar. Endvidere gør appellanten gældende, at Rettens dom er i strid med den retskraft, som dommen af 2. oktober 2003 i sag C-176/99 P, ARBED mod Kommissionen, har erhvervet, hvorved Kommissionens beslutning blev annulleret i det omfang, den vedrørte appellanten.

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 [EF] og 82 [EF], EFT 2003 L 1, s. 1.