1

Melli Bank plc (herefter »Melli Bank«) har i appelskriftet nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 9. juli 2009, Melli Bank mod Rådet (forenede sager T-246/08 og T-332/08, Sml. II, s. 2629, herefter »den appellerede dom«), hvorved Kommissionen blev frifundet for Melli Banks påstande om dels, i sag T-246/08 og sag T-332/08, annullation af punkt 4 i tabel B i bilaget til Rådets afgørelse 2008/475/EF af 23. juni 2008 om gennemførelse af artikel 7, stk. 2, i forordning (EF) nr. 423/2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 163, s. 29, herefter »den anfægtede afgørelse«), for så vidt som det vedrører Melli Bank, dels, i sag T-332/08, at det eventuelt fastslås, at artikel 7, stk. 2, litra d), i Rådets forordning (EF) nr. 423/2007 af 19. april 2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 103, s. 1) ikke kan finde anvendelse.

2

Som Retten anførte i den appellerede doms præmis 1, er appellanten, Melli Bank plc, et aktieselskab, som er registreret og har hjemsted i Det Forenede Kongerige og er godkendt af Financial Services Authority (Det Forenede Kongeriges myndighed for finansielle tjenesteydelser) og undergivet denne myndigheds tilsyn. Appellanten påbegyndte sin bankvirksomhed i Det Forenede Kongerige den 1. januar 2002 efter en omdannelse af Bank Melli Irans filial i denne medlemsstat. Bank Melli Iran, som er det moderselskab, der fuldt ud ejer appellanten, er en iransk bank kontrolleret af den iranske stat.

3

For at lægge pres på Den Islamiske Republik Iran med henblik på at få denne til at ophøre med spredningsfølsomme nukleare aktiviteter og udvikling af fremføringssystemer til kernevåben (herefter »nuklear spredning«) vedtog De Forenede Nationers Sikkerhedsråd (herefter »Sikkerhedsrådet«) den 23. december 2006 resolution 1737 (2006).

4

I denne resolutions punkt 12 besluttede Sikkerhedsrådet:

»that all States shall freeze the funds, other financial assets and economic resources which are on their territories at the date of adoption of this resolution or at any time thereafter, that are owned or controlled by the persons or entities designated in the Annex, as well as those of additional persons or entities designated by the Security Council or by the Committee as being engaged in, directly associated with or providing support for Iran’s proliferation sensitive nuclear activities or the development of nuclear weapon delivery systems, or by persons or entities acting on their behalf or at their direction, or by entities owned or controlled by them, including through illicit means […]«.

5

I bilaget til resolution 1737 (2006) opstilles en liste over personer og enheder, som er involveret i nuklear spredning, og hvis midler og økonomiske ressourcer (herefter »midler«) skal indefryses.

6

Denne liste er senere blevet ajourført ved flere resolutioner, navnlig Sikkerhedsrådets resolution 1747 (2007) af 24. marts 2007, hvorved midler tilhørende den iranske bank Bank Sepah og dennes datterselskab i Det Forenede Kongerige, Bank Sepah International plc, blev indefrosset. Appellanten har ikke været genstand for foranstaltninger i form af indefrysning af midler vedtaget af Sikkerhedsrådet.

7

For så vidt angår Den Europæiske Union blev resolution 1737 (2006) gennemført ved Rådets fælles holdning 2007/140/FUSP af 27. februar 2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 61, s. 49).

8

Artikel 5, stk. 1, i fælles holdning 2007/140 er affattet således:

»Alle midler […], der direkte eller indirekte tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af

9

Appellanten er ikke nævnt i bilagene til fælles holdning 2007/140.

10

For så vidt som Det Europæiske Fællesskabs kompetencer var berørt, blev resolution 1737 (2006) gennemført ved forordning nr. 423/2007, som blev vedtaget på grundlag af artikel 60 EF og 301 EF og under henvisning til fælles holdning 2007/140, hvis indhold denne forordnings indhold i det væsentlige svarer til, idet de samme navne på enheder og personer er opført i forordningens bilag.

11

Denne forordnings artikel 5 forbyder visse transaktioner med personer eller enheder i Iran eller med henblik på brug i Iran.

12

Nævnte forordnings artikel 7 er affattet således:

»1.   Alle pengemidler […], som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af de personer, enheder eller organer, der er opført i bilag IV, indefryses. Bilag IV indeholder en liste over personer, enheder og organer, som er fastlagt af [Sikkerhedsrådet] eller Sanktionskomitéen i overensstemmelse med punkt 12 i [Sikkerhedsrådets resolution] 1737 (2006).

2.   Alle pengemidler […], som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af de personer, enheder eller organer, der er opført i bilag V, indefryses. Bilag V indeholder en liste over fysiske og juridiske personer, enheder og organer, der ikke er omfattet af bilag IV, og som i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra b), i fælles holdning 2007/140[…] anses for:

3.   Ingen pengemidler eller økonomiske ressourcer må direkte eller indirekte stilles til rådighed for eller være til fordel for de fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført i bilag IV og V.

4.   Bevidst og forsætlig deltagelse i aktiviteter, der direkte eller indirekte har til formål eller til følge at omgå de i stk. 1, 2 og 3 omhandlede foranstaltninger, er forbudt.«

13

Appellanten er ikke nævnt i bilag V til forordning nr. 423/2007.

14

Denne forordnings artikel 13 pålægger de berørte personer og enheder at videregive forskellige oplysninger til de kompetente myndigheder og samarbejde med disse.

15

Den nævnte forordnings artikel 15, stk. 2 og 3, er affattet som følger:

»2.   Rådet opstiller, reviderer og ændrer med kvalificeret flertal listen over de personer, enheder og organer, der er omhandlet i artikel 7, stk. 2, i fuld overensstemmelse med de afgørelser, der er truffet af Rådet med hensyn til bilag II til fælles holdning 2007/140[…]. Listen i bilag V revideres regelmæssigt og mindst hver 12. måned.

3.   Rådet angiver individuelle og specifikke grunde til de afgørelser, der træffes efter stk. 2, og meddeler disse til de berørte personer, enheder og organer.«

16

Samme forordnings artikel 16 bestemmer, at medlemsstaterne fastsætter, hvilke sanktioner der skal gælde ved overtrædelse af forordningens bestemmelser.

17

Sikkerhedsrådet opfordrede i punkt 10 i sin resolution 1803 (2008) af 3. marts 2008»all States to exercise vigilance over the activities of financial institutions in their territories with all banks domiciled in Iran, in particular with Bank Melli and Bank Saderat, and their branches and subsidiaries abroad, in order to avoid such activities contributing to proliferation of sensitive nuclear activities, or to the development of nuclear weapon delivery systems«.

18

Rådets fælles holdning 2008/479/FUSP af 23. juni 2008 om ændring af fælles holdning 2007/140 (EUT L 163, s. 43) erstattede bl.a. sidstnævntes bilag II med et nyt. Dette bilag indeholder en tabel A med overskriften »Fysiske personer« og en tabel B med overskriften »Enheder«.

19

I medfør af fælles holdning 2008/479 blev Bank Melli Iran og Melli Bank opført blandt de enheder, der var omfattet af indefrysningen af midler. Tabel B, punkt 5, i bilaget til sidstnævnte indeholder således i første kolonne under overskriften »Navn« følgende angivelser:

»Bank Melli, Melli Bank Iran and all branches and subsidiaries including

20

I tabellens anden kolonne med overskriften »Identificerende oplysninger« er der angivet en adresse ud for navnet på hver af de omhandlede banker.

21

Den tredje kolonne med overskriften »Begrundelse« indeholder følgende tekst:

»Yder eller forsøger at yde finansiel støtte til virksomheder, der er involveret i eller fremskaffer varer til Irans nuklear- og missilprogrammer (AIO, SHIG, SBIG, AEOI, Novin Energy Company, Mesbah Energy Company, Kalaye Electric Company and DIO). Bank Melli fungerer som mellemled i forbindelse med Irans følsomme aktiviteter. Den har formidlet en lang række indkøb af følsomme materialer til Irans nuklear- og missilprogrammer. Den har leveret en række finansielle tjenesteydelser på vegne af enheder, der er tilknyttet Irans nuklear- og missilindustrier, herunder åbning af remburser og varetagelse af konti. Mange af de ovennævnte virksomheder er omfattet af [Sikkerhedsrådets resolution] 1737 og 1747.«

22

I den fjerde kolonne med overskriften »Opført på listen den:« er angivet datoen »23.6.2008«.

23

Den 23. juni 2008 vedtog Rådet ligeledes den anfægtede afgørelse. Bilaget til denne afgørelse erstatter bilag V til forordning nr. 423/2007. Det omfatter en tabel A med overskriften »Fysiske personer« og en tabel B med overskriften »Juridiske personer, enheder og organer«, der begge indeholder de samme kolonner som dem, der er indeholdt i bilaget til fælles holdning 2008/475. Appellanten er opført i den nævnte tabel B’s punkt 4. Oplysningerne vedrørende appellanten er identiske med dem, der er angivet i bilaget til den nævnte fælles holdning, bortset fra datoen for opførelsen på listen, der er anført som den 24. juni 2008. Den nævnte afgørelse blev offentliggjort den 24. juni 2008 i Den Europæiske Unions Tidende.

24

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 25. juni 2008 anlagde appellanten sag T-246/08 med påstand om annullation af punkt 4 i tabel B i bilaget til den anfægtede afgørelse, for så vidt angik appellanten, samt at Rådet tilpligtedes at betale sagens omkostninger.

25

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 15. august 2008 anlagde appellanten sag T-332/08 og nedlagde herved følgende påstande:

26

Den Franske Republik, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland samt Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber fik tilladelse til at indtræde i sagen for Retten til støtte for Rådets frifindelsespåstand.

27

Til støtte for de nedlagte påstande fremsatte appellanten en række anbringender. Det første anbringende vedrørte Bank Mellis manglende deltagelse i finansieringen af nuklear spredning. Det andet anbringende vedrørte fejlagtig fortolkning og anvendelse af artikel 7, stk. 2, litra d), i forordning nr. 423/2007, idet Rådet rådede over en skønsmargen. Det tredje anbringende, som fremsattes subsidiært, vedrørte ulovlighed af den nævnte artikel 7, stk. 2, litra d), på grund af tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, for så vidt som Rådet i medfør af denne bestemmelse var forpligtet til at optage appellanten på listen i bilag V til nævnte forordning. Det fjerde anbringende vedrørte fejlagtig fortolkning eller anvendelse af den nævnte artikel 7, stk. 2, litra d), idet appellanten ikke er en enhed, der »ejes eller kontrolleres« af moderselskabet i denne bestemmelses forstand. Det femte anbringende vedrørte tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling. Det sjette anbringende vedrørte tilsidesættelse af begrundelsespligten med hensyn til den anfægtede afgørelse.

28

Retten fastslog, at det første anbringende ikke kunne antages til realitetsbehandling, fordi det i stævningen blot blev hævdet, at Bank Melli Iran ikke var involveret i finansieringen af nuklear spredning, og at for så vidt som dette anbringende var blevet fremsat senere, var der tale om et nyt anbringende.

29

Retten behandlede dernæst hvert enkelt af de øvrige anbringender, som den alle forkastede.

30

Melli Bank har nedlagt følgende påstande:

31

Rådet, Den Franske Republik, Det Forenede Kongerige og Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

32

Til støtte for appellen har appellanten fremsat fire anbringender. Med det første anbringende, som er opdelt i to led, har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at lægge til grund, at artikel 7, stk. 2, litra d), i forordning nr. 423/2007 er en obligatorisk bestemmelse, selv om denne fortolkning er i strid med dels, jf. dette anbringendes første led, bestemmelsens ordlyd, dels, jf. anbringendets andet led, proportionalitetsprincippet. Med det andet anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at antage, at den nævnte artikel 7, stk. 2, litra d), er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Med det tredje anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved udformningen og anvendelsen af kriteriet for, om appellanten ejes og kontrolleres af moderselskabet. Med det fjerde anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at Rådet havde opfyldt sin forpligtelse til at begrunde sin afgørelse om at optage appellanten på listen over personer, enheder og organer, som er omfattet af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 423/2007.

33

Det første anbringendes første led er hovedsageligt rettet mod den appellerede doms præmis 61-67 samt dens præmis 69 og 70.

34

Appellanten anfægter den analyse af udtrykket »indefryses« i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 423/2007, som Retten foretog i den appellerede doms præmis 63, og på grundlag af hvilken Retten konkluderede, at Rådet ikke rådede over en skønsmargen. Ifølge appellanten udgør anvendelsen af udtrykket »anses for« i nævnte stk. 2’s andet punktum, en nuancering i forhold til den forudgående anvendelse af udtrykket »indeholder en liste over« (»shall include«), og den beviser, at Rådet skulle foretage en bedømmelse og en identificering for at afgøre, om de aktiver, som tilhører de enheder, som ejes eller kontrolleres, skulle indefryses. I øvrigt er denne konklusion fra Rettens side ifølge appellanten i modstrid med den appellerede doms præmis 64 og 65, hvor Retten antog, at Rådet skulle foretage en bedømmelse af, om betingelserne for at anvende artikel 7, stk. 2, litra d), i forordning nr. 423/2007 var opfyldt, herunder med hensyn til datterselskaber, som er 100% ejet af enheder, der anses for at være involveret i nuklear spredning.

35

Ifølge appellanten tilsigtes der med forordning nr. 423/2007 en differentieret tilgang til optagelse på listen over personer, enheder og organer, som er omfattet af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 423/2007, hvilket begrunder forpligtelsen til at give en særlig begrundelse for optagelsen af hver enkelt enhed på denne liste i henhold til denne forordnings artikel 15, stk. 3, hvorefter Rådet skal angive grundene til, at det finder, at en specifik enhed opfylder betingelserne for at være optaget på den nævnte liste.

36

Rådet, Den Franske Republik, Det Forenede Kongerige og Kommissionen har anfægtet denne fortolkning.

37

Artikel 7, stk. 2, litra d), i forordning nr. 423/2007 bestemmer, at »[a]lle pengemidler […], som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af de personer, enheder eller organer, der er opført i bilag V, indefryses«, og at »[b]ilag V indeholder en liste over fysiske og juridiske personer, enheder og organer, der ikke er omfattet af bilag IV, og som i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra b), i fælles holdning 2007/140/FUSP anses for […] at være en juridisk person, en enhed eller et organ, som ejes eller kontrolleres af en person, en enhed eller et organ, som er omhandlet i litra a) eller b) [dvs. anses for at være at være involveret i, direkte associeret med eller støtte nuklear spredning], herunder med ulovlige midler«.

38

I overensstemmelse med fast retspraksis (jf. analogt dom af 17.11.1983, sag 292/82, Merck, Sml. s. 3781, præmis 12, og af 23.2.2010, sag C-480/08, Teixeira, Sml. I, s. 1107, præmis 48) tog Retten ved fortolkningen af artikel 7, stk. 2, litra d), i forordning nr. 423/2007 hensyn til denne bestemmelses ordlyd og den sammenhæng, hvori den indgår, samt de formål, der forfølges med den lovgivning, den er en del af.

39

Som generaladvokaten har anført i punkt 40 i forslaget til afgørelse, begik Retten ikke en retlig fejl ved på grundlag af ordlyden af artikel 7, stk. 2, litra d), i forordning nr. 423/2007 at lægge til grund, at Rådet i medfør af denne bestemmelse var forpligtet til at indefryse en enheds midler, når denne »ejes eller kontrolleres« af en enhed, der anses for at være involveret i nuklear spredning som omhandlet i samme forordnings artikel 7, stk. 2, litra a), idet Rådet konkret skal bedømme, om enheden »ejes eller kontrolleres« af den pågældende enhed.

40

Retten fandt med rette, i den appellerede doms præmis 64 og 65, at spørgsmålet om, hvorvidt en enhed »ejes eller kontrolleres«, henset til udtrykket »anses for« i den indledende del af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 423/2007 skulle være genstand for en konkret bedømmelse fra Rådets side under hensyn til, i hvilket omfang enheden ejes, eller med hvilken intensitet den kontrolleres. Retten fremhævede ligeledes med rette, i den nævnte doms præmis 63 og 69, at der, henset til anvendelsen af formuleringen »indefryses« i den samme bestemmelse i forordning nr. 423/2007, skal vedtages en foranstaltning i form af indefrysning af midler over for en enhed, som af Rådet anses for at ejes eller kontrolleres af en enhed, som selv anses for at være involveret i nuklear spredning, og at vedtagelsen af foranstaltningen ikke er begrundet i, at den enhed, som ejes eller kontrolleres, selv er involveret i nuklear spredning.

41

Disse to vurderinger fra Rettens side er ikke indbyrdes modstridende, eftersom den første vedrører forpligtelsen til med en vis skønsbeføjelse at efterprøve, om den pågældende enhed »ejes eller kontrolleres«, mens den anden vedrører forpligtelsen til at indefryse en sådan enheds midler uden at kontrollere, om den selv er involveret i nuklear spredning.

42

På denne baggrund kan det ikke af den omstændighed, at Rådet har en skønsbeføjelse med hensyn til spørgsmålet, om enheden ejes eller kontrolleres, udledes, at Rådet også råder over en skønsbeføjelse med hensyn til spørgsmålet, om en sådan enhed bidrager til nuklear spredning, med henblik på at træffe en afgørelse om indefrysning af dens midler.

43

Det kan heller ikke på nogen måde udledes af den i artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 423/2007 omhandlede begrundelsespligt, at en sådan skønsbeføjelse bør anerkendes. De individuelle og specifikke grunde, som Rådet er forpligtet til at angive, vedrører optagelsen af de pågældende personer, enheder og organer på den omhandlede liste, dvs. efter omstændighederne deltagelse i Den Islamiske Republik Irans nukleare aktiviteter eller, med hensyn til enheder, som ejes eller kontrolleres, de grunde, de har ført til at anse betingelsen om ejerskab eller kontrol for at være opfyldt.

44

På baggrund af det ovenfor anførte er det første appelanbringendes første led ugrundet, og det skal derfor forkastes.

45

Med det første anbringendes andet led har appellanten gjort gældende, at Retten tilsidesatte proportionalitetsprincippet ved at fortolke artikel 7, stk. 2, litra d), i forordning nr. 423/2007 således, at denne bestemmelse ikke overlader nogen skønsmargen til Rådet ved afgørelsen af, om et datterselskab opfylder de kriterier, der er fastsat i heri. Med det andet anbringende har appellanten anført, at såfremt Domstolen måtte anse den nævnte forordnings artikel 7, stk. 2, litra d), for at være af obligatorisk karakter, tilsidesætter denne bestemmelse selv proportionalitetsprincippet, og det bør derfor fastslås, at den i overensstemmelse med artikel 241 EF ikke kan finde anvendelse i det foreliggende tilfælde, hvilket indebærer, at den anfægtede afgørelse ikke har noget retligt grundlag. Nævnte led og nævnte anbringende er hovedsageligt rettet mod den appellerede doms præmis 75, 76, 99, 102 og 103 samt dens præmis 107-110.

46

Appellanten rejser kritik af Rettens argumentation, for så vidt som Retten ikke tog hensyn til Sikkerhedsrådets resolutioner ved fortolkningen af artikel 7, stk. 2, litra d), i forordning nr. 423/2007. Appellanten har henvist til sammenhængen mellem resolutionerne og denne forordning, som navnlig fremgår af første, anden, femte og sjette betragtning til forordningen samt af betragtningerne til fælles holdning 2007/140. I øvrigt har resolution 1803 (2008) ifølge appellanten en særlig betydning for fortolkningen af artikel 7, stk. 2, litra d), i forordning nr. 423/2007, selv om den blev vedtaget efter vedtagelsen af forordningen. Den omstændighed, at Sikkerhedsrådet ikke traf nogen foranstaltning i form af indefrysning af midler over for appellanten, men i nævnte resolutions punkt 10 anbefalede staterne at udvise agtpågivenhed (»exercise vigilance«), peger på, at mindre alvorlige foranstaltninger end indefrysning af midler kunne være effektive med henblik på at nå det mål, som forfølges med Sikkerhedsrådets resolutioner.

47

Appellanten er i øvrigt af den opfattelse, at Retten begik en retlig fejl ved at lægge til grund, således som den bemærkede i det sidste punktum i den appellerede doms præmis 103, at indefrysning af midler tilhørende enheder, der ejes eller kontrolleres af en enhed, der anses for at være involveret i nuklear spredning, var nødvendig og egnet til at sikre effektiviteten af de foranstaltninger, der er vedtaget over for denne sidstnævnte enhed, og til at garantere, at disse foranstaltninger ikke omgås. Ifølge appellanten er der allerede foreskrevet effektive foranstaltninger i artikel 5, stk. 1, artikel 7, stk. 3 og 4, artikel 13 samt artikel 16 i forordning nr. 423/2007. Ifølge appellanten var det med urette, at Retten forkastede de alternative foranstaltninger, som appellanten havde foreslået, idet den anså dem for ikke at kunne forebygge eventuelle transaktioner, som er uforenelige med de trufne restriktive foranstaltninger. Under alle omstændigheder ville det, eftersom der er tale om alternative efterfølgende foranstaltninger, have været muligt først at foreskrive optagelsen af datterselskabet på listen efter at have anvendt de nævnte foranstaltninger. Ved at drage en sådan konklusion forvanskede Retten proportionalitetsprincippet og vendte bevisbyrden om ved at kræve, at appellanten godtgjorde, at de alternative foranstaltninger var fuldstændigt effektive.

48

Ifølge appellanten var Rettens kategoriske afvisning i den appellerede doms præmis 107 af dennes argumentation vedrørende effektiviteten af disse alternative foranstaltninger desuden åbenbart fejlagtig, henset til, at indefrysningen af midler indebærer et væsentligt indgreb i appellantens grundlæggende rettigheder.

49

Appellanten har konstateret, at kun to af Bank Melli Irans datterselskaber blev nævnt i den anfægtede afgørelse. Appellanten fremlagde ligeledes et andet eksempel for Retten, som er nævnt i den appellerede doms præmis 53, og hvoraf det fremgik, at Rådet havde opført et moderselskab på listen uden at nævne nogen af dets seks datterselskaber. Heraf har appellanten udledt, at der enten er tale om, at Rådet råder over en skønsbeføjelse ved anvendelsen af artikel 7, stk. 2, litra d), i forordning nr. 423/2007, således som appellanten har gjort gældende, eller at denne praksis viser, at forpligtelsen til at optage alle datterselskaber på den nævnte liste er uforholdsmæssig.

50

Appellanten har heraf udledt, at Rådet råder over en skønsbeføjelse, og at Retten har begået en retlig fejl ved at fortolke artikel 7, stk. 2, litra d), i forordning nr. 423/2007 således, at den er obligatorisk. I det mindste er den nævnte artikel 7, stk. 2, litra d), tvetydig. Når en bestemmelse i den afledte fællesskabsret kan fortolkes på flere måder, bør ifølge retspraksis den fortolkning, der bringer bestemmelsen i overensstemmelse med traktaten, foretrækkes. I den foreliggende sag har Retten begået en retlig fejl ved ikke at fortolke artikel 7, stk. 2, litra d), i forordning nr. 423/2007 således, at Rådet råder over en skønsmargen.

51

Rådet, Den Franske Republik, Det Forenede Kongerige og Kommissionen er af den opfattelse, at Retten ikke begik en retlig fejl ved bedømmelsen af den omhandlede foranstaltnings forholdsmæssighed.

52

Det fremgår af fast retspraksis, at proportionalitetsprincippet hører til EU-rettens almindelige grundsætninger og indeholder et krav om, at de foranstaltninger, som iværksættes med en EU-retlig bestemmelse, skal være egnede til at nå det mål, der forfølges, og ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det (dom af 10.12.2002, sag C-491/01, British American Tobacco (Investments) og Imperial Tobacco, Sml. I, s. 11453, præmis 122, af 6.12.2005, forenede sager C-453/03, C-11/04, C-12/04 og C-194/04, ABNA m.fl., Sml. I, s. 10423, præmis 68, og af 8.6.2010, sag C-58/08, Vodafone m.fl., Sml. I, s. 4999, præmis 51).

53

Appellanten har ikke anfægtet lovligheden af det forfulgte mål, nemlig bekæmpelse af nuklear spredning i Iran med henblik på opretholdelse af fred og international sikkerhed, men at indefrysningen af midler tilhørende enheder, der ejes eller kontrolleres, er en nødvendig og egnet foranstaltning. Appellanten bebrejder i første række Retten, at den ikke i tilstrækkelig grad har taget hensyn til Sikkerhedsrådets resolutioner ved fortolkningen af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 423/2007.

54

I denne henseende skal der erindres om, at Sikkerhedsrådets resolutioner på den ene side og Rådets fælles holdninger og dets forordninger på den anden side henhører under forskellige retsordener. De retsakter, der vedtages inden for rammerne af på den ene side De Forenede Nationer og på den anden side Unionen, vedtages således af organer, der råder over selvstændige kompetencer, som de er blevet tildelt ved deres grundlæggende retsakter, som er de traktater, hvorved de er blevet oprettet (dom af 16.11.2011, sag C-548/09 P, Bank Melli Iran mod Rådet, Sml. I, s. 11381, præmis 100 og 102).

55

I præmis 103 i dommen i sagen Bank Melli Iran mod Rådet henviste Domstolen til, at Fællesskabet ved udformningen af fællesskabsforanstaltninger, som har til formål at gennemføre en resolution vedtaget af Sikkerhedsrådet, som en fælles holdning henviser til, skal tage behørigt hensyn til den omhandlede resolutions ordlyd og formål. Der skal ligeledes tages hensyn til affattelsen af og formålet med en resolution fra Sikkerhedsrådet ved fortolkningen af en forordning, som har til formål at gennemføre denne (dommen i sagen Bank Melli Iran mod Rådet, præmis 104 og den deri nævnte retspraksis).

56

Retten tog hensyn til resolution 1737 (2006), eftersom den i den appellerede doms præmis 6 fastslog, at den var blevet gennemført ved forordning nr. 423/2007, hvis indhold i det væsentlige svarer til indholdet af fælles holdning 2007/140. I denne henseende har appellanten ikke påvist, hvordan Retten kunne være nået frem til en anden konklusion med hensyn til nødvendigheden af at indefryse midler tilhørende enheder, der ejes eller kontrolleres. I resolution 1737 (2006) foreskrives det nemlig udtrykkeligt, i punkt 12, at midler tilhørende enheder, som ejes eller kontrolleres af personer eller enheder, der er involveret i Den Islamiske Republik Irans nukleare aktiviteter, skal indefryses.

57

Resolution 1803 (2008) pålægger ikke medlemsstaterne at træffe bestemte foranstaltninger, men opfordrer dem til at udvise agtpågivenhed med hensyn til virksomhed, der udøves af finansielle institutioner beliggende på deres område sammen med Bank Melli Iran, med henblik på at undgå, at denne virksomhed bidrager til spredningsfølsomme nukleare aktiviteter (jf. i denne retning dommen i sagen Bank Melli Iran mod Rådet, præmis 107). Det kan ikke udledes af denne henstilling, at det ikke er nødvendigt at indefryse midler tilhørende enheder, der ejes eller kontrolleres af Bank Melli Iran.

58

Under disse omstændigheder begik Retten ikke en retlig fejl ved, i den appellerede doms præmis 103, at fastslå, at når midler tilhørende en enhed, der anses for at være involveret i nuklear spredning, indefryses, er der en ikke ubetydelig risiko for, at enheden lægger pres på de enheder, den ejer eller kontrollerer, for at omgå virkningen af de foranstaltninger, den er omfattet af, og at indefrysning af disse enheders midler er nødvendig og egnet til at sikre effektiviteten af de foranstaltninger, der er vedtaget, og til at sikre, at disse foranstaltninger ikke omgås.

59

Hvad i anden række angår de alternative foranstaltninger, som appellanten har henvist til, skal det indledningsvis fastslås, at Retten, i den appellerede doms præmis 109, afviste at behandle de foranstaltninger i form af forudgående godkendelse og overvågning ved en uafhængig befuldmægtiget samt et fuldstændigt forbud mod transaktioner med Den Islamiske Republik Iran, som blev påberåbt for første gang i retsmødet, med den begrundelse, at de var i strid med artikel 48, stk. 2, og artikel 76a, stk. 3, i Rettens procesreglement. I den appellerede doms præmis 107 fastslog Retten, at argumentet om, at de overvågnings- og kontrolforanstaltninger, der fandtes på tidspunktet for den anfægtede afgørelses vedtagelse, var tilstrækkelige i forhold til den risiko, der var redegjort for i nævnte doms præmis 103, ikke var blevet underbygget, og fastslog derved en bevismangel, som det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve under en appelsag. Hvad angår de i den appellerede doms præmis 108 omhandlede efterfølgende foranstaltninger foretog Retten en bedømmelse af disses effektivitet på grundlag af en bedømmelse af de faktiske omstændigheder, som det heller ikke tilkommer Domstolen at efterprøve under en appelsag.

60

Henset til disse forhold kan Rettens konklusion i den appellerede doms præmis 110, hvorefter de af appellanten foreslåede alternative foranstaltninger ikke var egnede til at nå det forfulgte mål, ikke anfægtes.

61

Som generaladvokaten har anført i punkt 53 i forslaget til afgørelse, og af de grunde, som Retten anførte i den appellerede doms præmis 111 og 112, kunne Retten ligeledes uden at begå en retlig fejl konkludere, at henset til den afgørende betydning af opretholdelse af international fred og sikkerhed var de begrænsninger af en banks frihed til at udøve økonomisk virksomhed og af dens ejendomsret, som forårsagedes af indefrysningen af midler, ikke uforholdsmæssige i forhold til de forfulgte mål.

62

Appellanten har i tredje række anført, at det ikke er Rådets praksis systematisk at indefryse midler tilhørende alle enheder, der ejes eller kontrolleres af enheder, der anses for involveret i nuklear spredning. Retten begik imidlertid ikke en retlig fejl ved at fastslå:

63

Retten begik heller ikke en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 76 at udtale, at den af appellanten påberåbte retspraksis vedrørende fortolkning af fællesskabsretsakter, som der er henvist til i denne doms præmis 50, ikke var relevant, eftersom der ikke var tvivl om fortolkningen af artikel 7, stk. 2, litra d), i forordning nr. 423/2007.

64

Det følger af det anførte, at Retten hverken tilsidesatte proportionalitetsprincippet ved fortolkningen af artikel 7, stk. 2, litra d), i forordning nr. 423/2007 eller ved efterprøvelsen af anvendelsen af denne bestemmelse på appellanten. Følgelig er det første appelanbringendes andet led og det andet appelanbringende ugrundede og skal derfor forkastes.

65

Appellanten har kritiseret den appellerede doms præmis 119-129 og anført, at det kriterium, som skal anvendes, er det i den nævnte doms præmis 121 anførte, hvorefter det skal efterprøves, om »[appellanten] på grund af det forhold, at [denne] ejes af [Bank Melli Iran], med en ikke ubetydelig sandsynlighed kunne ledes til at omgå virkningen af de trufne foranstaltninger over for moderenheden«.

66

Retten begik imidlertid ifølge appellanten en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 123 at lægge til grund, at kun særlige omstændigheder ville kunne begrunde, at artikel 7, stk. 2, litra d), i forordning nr. 423/2007 ikke finder anvendelse på et datterselskab, der er 100% ejet af en enhed, der anses for at være involveret i nuklear spredning.

67

Appellanten har ligeledes gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved urigtigt at tage hensyn til præjudikater inden for det konkurrenceretlige område. Appellanten har anført, at den formodning, der anvendes inden for konkurrenceretten, er afkræftelig. Mens de berørte selskaber inden for konkurrenceretten har ret til at fremsætte bemærkninger til Kommissionen, var dette i øvrigt ikke tilfældet i den foreliggende sag, idet appellanten blev optaget på den omhandlede liste uden at have fået lejlighed til at anfægte Rådets opfattelse.

68

Appellanten har desuden anført, at Retten begik en retlig fejl ved at anvende det i den appellerede doms præmis 121 anførte kriterium på appellanten. Retten begik således navnlig en retlig fejl ved at tillægge moderselskabets kompetence til at udnævne Melli Banks ledelse for stor betydning. Appellanten har herved henvist til den række af omstændigheder, som den påberåbte sig i punkt 17 i den for Retten indgivne stævning, samt til restriktionerne for dens handelsrelationer og har heraf konkluderet, at det ikke var nødvendigt at vedtage en foranstaltning såsom indefrysning af dens midler.

69

Ifølge appellanten tilsidesætter den anfægtede afgørelse og den appellerede dom, idet de er baseret på en antagelse om, at appellanten vil udvise en ulovlig adfærd, princippet om uskyldsformodning, eftersom indefrysning af midler kan sidestilles med en strafferetlig sanktion.

70

Kommissionen har fremhævet, at appellanten heller ikke inden for rammerne af dette anbringende har påvist, på hvilken måde Rettens argumentation skulle være behæftet med en retlig fejl. I øvrigt anfægter appellanten bedømmelsen af de faktiske omstændigheder og bevisbedømmelsen.

71

Den Franske Republik, Det Forenede Kongerige og Kommissionen har anfægtet det kriterium, som Retten anvendte i første punktum i den appellerede doms præmis 121. Ifølge disse procesdeltagere indeholder artikel 7, stk. 2, litra d), i forordning nr. 423/2007 en alternativ betingelse, således at det, hvis det er godtgjort, at appellanten er 100% ejet af Bank Melli Iran, ikke længere er nødvendigt at påvise, at den kontrolleres af moderselskabet. Ifølge Kommissionen skal de forskellige omstændigheder, som Retten henviste til med henblik på at fastslå, at der forelå en sådan kontrol, snarere betragtes »som aspekter, der […] illustrerer formålet« med den nævnte artikel 7, stk. 2, litra d).

72

Det Forenede Kongerige har imidlertid anført, at selv hvis det af Retten anvendte kriterium godtages, har appellanten ikke påvist, at Retten begik en retlig fejl i sin argumentation.

73

Hvad angår Rettens anvendelse af kriterier fra konkurrenceretten har Rådet, Den Franske Republik, Det Forenede Kongerige og Kommissionen gjort gældende, at Retten udelukkende lod sig inspirere heraf.

74

Disse institutioner og medlemsstater har henvist til Domstolens praksis, hvorefter indefrysning af midler er en sikkerhedsforanstaltning og ikke en sanktion.

75

Artikel 7, stk. 2, litra d), i forordning nr. 423/2007 foreskriver indefrysning af midler tilhørende enheder ejet eller kontrolleret af enheder, der er involveret i, direkte associeret med eller støtter nuklear spredning som omhandlet i nævnte forordnings artikel 7, stk. 2, litra a) eller b). Denne bestemmelse skal fortolkes i lyset af punkt 12 i resolution 1737 (2006), som foreskriver indefrysning af midler tilhørende enheder, der ejes eller kontrolleres af personer eller enheder, der er udpeget som sådanne, der er involveret i, direkte associeret med eller støtter nuklear spredning.

76

Artikel 7, stk. 2, litra d), i forordning nr. 423/2007 fastsætter to alternative kriterier, nemlig ejerskab og kontrol. Det fremgår af den anfægtede afgørelse samt af Rådets bemærkninger i retsmødet under sagens behandling for Retten, således som disse er gengivet af Retten i den appellerede doms præmis 120, at indefrysningen af appellantens midler blev gennemført, fordi appellanten er en enhed, som »ejes« af Bank Melli Iran. Det var derfor med rette, at Retten begrænsede sin efterprøvelse til spørgsmålet, om Melli Bank ejedes af Bank Melli Iran.

77

Appellanten har ikke bestridt at være 100% ejet af Bank Melli Iran. Appellanten er derimod af den opfattelse, at Retten ikke har foretaget en tilstrækkelig efterprøvelse af, om appellanten på grund af det forhold, at denne ejes af Bank Melli, med en ikke ubetydelig sandsynlighed kunne foranlediges til at omgå virkningen af de trufne foranstaltninger over for moderselskabet, hvorved appellanten har henvist til første punktum i den appellerede doms præmis 121.

78

I denne henseende skal det fastslås, at Retten på trods af den klare ordlyd af artikel 7, stk. 2, litra d), i forordning nr. 423/2007, som fortolket i lyset af punkt 12 i resolution 1737 (2006), og selv om det ikke blev bestridt af appellanten, at denne ejedes 100% af Bank Melli Iran, fandt det nødvendigt at foretage en yderligere efterprøvelse.

79

Dermed anvendte Retten ikke EU-retten korrekt. Når en enhed ejes 100% af en enhed, der anses for at være involveret i nuklear spredning, er betingelsen vedrørende ejerskab i artikel 7, stk. 2, litra d), i forordning nr. 423/2007 opfyldt.

80

Denne retlige fejl medfører imidlertid ikke, at den appellerede dom skal ophæves, eftersom Retten under alle omstændigheder forkastede appellantens anbringende.

81

I modsætning til hvad appellanten har anført, kan den foranstaltning, som blev truffet over for appellanten som følge af, at denne ejedes 100% af Bank Melli Iran, ikke indebære en tilsidesættelse af uskyldsformodningen. Vedtagelse på grundlag af artikel 7, stk. 2, litra d), i forordning nr. 423/2007 af foranstaltninger i form af indefrysning af midler er netop ikke rettet mod en selvstændig adfærd, der udvises af en enhed som appellanten, og kræver derfor ikke, at denne udviser en adfærd, som er i strid med den nævnte forordnings forskrifter.

82

Det tredje anbringende er følgelig ugrundet.

83

Appellanten har anfægtet Rettens argumentation i den appellerede doms præmis 143-151. Appellanten har henvist til, at en bebyrdende retsakts begrundelse skal meddeles den berørte samtidig med retsakten, og anført, at i den foreliggende sag indeholdt den anfægtede retsakt ikke nogen »individuel og specifik grund« som krævet i artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 423/2007. I replikken har appellanten anført, at den anfægtede afgørelse burde være blevet forkyndt for denne.

84

For det første er det ifølge appellanten ikke tilstrækkeligt, at Rådet i den anfægtede afgørelse nævnte, at afgørelsen var blevet truffet i henhold til artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 423/2007, eftersom denne bestemmelse omfatter flere forskellige situationer, på grundlag af hvilke Rådet kunne have besluttet at optage appellanten på den omhandlede liste.

85

For det andet blev der ikke angivet nogen grund til, at Rådet havde fundet, at der forelå en ikke ubetydelig sandsynlighed for, at appellanten kunne blive foranlediget til at omgå virkningerne af moderselskabets optagelse på denne liste.

86

For det tredje har appellanten anført, at Rettens udtalelse om, at Rådet implicit havde anset appellanten for at være ejet af moderselskabet som omhandlet i artikel 7, stk. 2, litra d), i forordning nr. 423/2007, og at appellanten blev optaget på listen på dette grundlag, udgør en forhastet konklusion, som på ingen måde følger af den anfægtede afgørelses ordlyd.

87

For det fjerde har appellanten gjort gældende, at muligheden for at anlægge sag til prøvelse af den anfægtede afgørelse ikke ændrer ved den omstændighed, at Rådet tilsidesatte begrundelsespligten med hensyn til denne afgørelse.

88

For det femte har appellanten oplyst at have indledt en brevveksling med Rådet med henblik på at søge at få fastslået grundene til, at denne var blevet optaget på den omhandlede liste og dens midler indefrosset, men at Rådet havde afslået at fremsende sagens akter til appellanten.

89

Rådet, Den Franske Republik og Kommissionen har gjort gældende, at anbringendet om manglende forkyndelse af den anfægtede afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling.

90

Kommissionen har gjort gældende, at appellanten ikke har anfægtet det princip, som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 146, hvorefter den begrundelsespligt, som Rådet var underlagt, ud over angivelsen af retsgrundlaget for den vedtagne foranstaltning vedrørte den omstændighed, at den pågældende enhed ejedes eller kontrolleredes af en enhed, der ansås for involveret i nuklear spredning som omhandlet i artikel 7, stk. 2, litra a) eller b), i forordning nr. 423/2007.

91

I denne henseende er Rådet, Den Franske Republik, Det Forenede Kongerige og Kommissionen af den opfattelse, at Retten ikke begik nogen retlig fejl i den appellerede doms præmis 147 ff., da den fandt, at den anfægtede afgørelse var tilstrækkeligt begrundet. Navnlig gjorde den omstændighed, at Melli Bank var nævnt i punkt 4 i tabel B i bilaget til den anfægtede afgørelse, det muligt for appellanten at konstatere, at indefrysningen af midler skyldtes, at appellanten er et datterselskab af Bank Melli Iran.

92

Indledningsvis skal anbringendet om manglende forkyndelse af den anfægtede afgørelse forkastes. Som generaladvokaten har anført i punkt 66 i forslaget til afgørelse, blev dette anbringende nemlig ikke fremsat for Retten. Inden for rammerne af en appelsag er Domstolens kompetence i princippet begrænset til at tage stilling til den retlige afgørelse, der er blevet truffet vedrørende de anbringender, som er blevet behandlet i første instans (jf. dom af 15.9.2011, sag C-544/09 P, Tyskland mod Kommissionen, præmis 63).

93

Hvad angår begrundelsespligten har appellanten ikke anfægtet princippet om, at denne forpligtelse skal bedømmes i forhold til den konkrete sags omstændigheder, som Retten henviste til i den appellerede doms præmis 143-145. Appellanten har imidlertid anført, at Retten begik en retlig fejl ved at anse begrundelsen for den anfægtede afgørelse for at være tilstrækkelig og for at opfylde forpligtelsen i henhold til artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 423/2007 til at give individuelle og specifikke grunde til denne afgørelse.

94

I den appellerede doms præmis 147 fastslog Retten, at Rådet såvel i den anfægtede afgørelses overskrift som i anden betragtning hertil angav det retlige grundlag for vedtagelsen af denne afgørelse, nemlig artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 423/2007, og i punkt 4 i tabel B i bilaget til den anfægtede afgørelse anførte, at Bank Melli Iran var involveret i nuklear spredning, og at appellanten indgik blandt dette selskabs filialer og datterselskaber.

95

I modsætning til hvad appellanten har anført, er den appellerede dom ikke behæftet med en retlig fejl som følge af, at Retten fastslog, at det ikke var nødvendigt at præcisere, at den anfægtede afgørelse, for så vidt som den vedrørte appellanten, var blevet vedtaget i henhold til nævnte forordnings artikel 7, stk. 2, litra d), eftersom Bank Melli Irans filialer og datterselskaber var nævnt i afgørelsen.

96

Retten begik derfor ikke en retlig fejl ved i den appellerede dom præmis 148 at fastslå, at angivelsen af appellanten som datterselskab af Bank Melli Iran – en omstændighed, som appellanten nødvendigvis var bekendt med, og som aldrig var blevet bestridt – var tilstrækkelig, henset til den retspraksis vedrørende begrundelsespligt, som appellanten havde henvist til.

97

Hvad angår muligheden for at anlægge et søgsmål skyldes appellantens argument en fejlagtig fortolkning af den appellerede dom. Retten angav i nævnte doms præmis 151 ikke blot, at appellanten havde haft mulighed for at anlægge et søgsmål, men beskrev udførligt indholdet af stævningen i sag T-246/08 med henblik på at underbygge sin konklusion om, at begrundelsen var tilstrækkelig, idet Retten i denne henseende fandt, at appellanten på tidspunktet for indgivelsen af stævningen var bevidst om forbindelsen mellem indefrysningen af dennes midler og den involvering i nuklear spredning, som foreholdtes moderselskabet, Bank Melli Iran.

98

Argumentet om manglende fremsendelse af Rådets sagsakter er ikke relevant i forbindelse med behandlingen af anbringendet om tilsidesættelse af begrundelsespligten med hensyn til den anfægtede afgørelse, eftersom Retten uden derved at begå nogen retlig fejl fastslog, at den nævnte afgørelses begrundelse var tilstrækkelig henset til retspraksis på området.

99

Heraf følger, at det fjerde anbringende skal forkastes.

100

Da ingen af appellantens anbringender er taget til følge, bør appellen forkastes.

101

Procesreglementets artikel 122 bestemmer, at såfremt der ikke gives appellanten medhold, træffer Domstolen afgørelse om sagens omkostninger. I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, der ifølge artikel 118 finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Rådet, Den Franske Republik, Det Forenede Kongerige og Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellanten tilpligtes at betale sagens omkostninger. Appellanten har tabt sagen og bør derfor pålægges at betale sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Store Afdeling):