PERSONALERETTENS DOM

(Tredje Afdeling)

21. oktober 2009

Sag F-74/08

Dominique Ramaekers-Jørgensen

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – fællesskabsskat – beregning – sammenlægning af det personlige vederlag og efterladtepension – de nærmere regler for opkrævningen af skatten – indeholdelsesdatoen«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Dominique Ramaekers-Jørgensen har nedlagt påstand om for det første annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 20. maj 2008, hvorved hendes klage over den nærmere fremgangsmåde ved beregningen og opkrævningen af skatten til Fællesskaberne af hendes efterladtepension blev afslået, og om nødvendigt annullation af Kommissionens afgørelse af 16. oktober 2007 om tildeling af denne pension, for så vidt som den ovennævnte fremgangsmåde fastsættes deri, samt for det andet at det fastslås, at artikel 3 og 4 i Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 260/68 af 29. februar 1968 om fastlæggelse af betingelserne for og fremgangsmåden ved opkrævning af skat til De europæiske Fællesskaber (EFT 1968 I, s. 37), som senest ændret ved Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 420/2008 af 14. maj 2008 om tilpasning med virkning fra den 1. juli 2007 af vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte ved De Europæiske Fællesskaber (EUT L 127, s. 1), er ulovlige, for så vidt som de bestemmer, at den efterladtepension, som en tjenestemand er blevet tilkendt, skal sammenlægges med den pågældendes løn ved beregningen af den pligtige skat til Fællesskaberne.

Udfald: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes. Sagsøgeren bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger. Rådet for Den Europæiske Union bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Annullationssøgsmål – Fællesskabets retsinstansers kompetence – påstand om annullation af en individuel bebyrdende retsakt – Fællesskabets retsinstansers manglende kompetence til at fastslå ulovligheden af en generel bestemmelse i dommenes dispositive del

(Art. 230 EF)

2.      Tjenestemænd – pensioner – efterladtepension

(Tjenestemandsvedtægten, art. 79; bilag VIII, art. 17; Rådets forordning nr. 260/68, art. 2, art. 3, stk. 1, art. 4 og 8)

3.      Tjenestemænd – beskatning af vederlagene – anvendelse af forskellige satser på forskellige indkomstintervaller

(Rådets forordning nr. 260/68, art. 4)

4.      Tjenestemænd – pensioner – efterladtepension

(Protokollen vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter, art. 13; Rådets forordning nr. 260/68, art. 3 og 4)

1.      Selv om Fællesskabets retsinstanser i et annullationssøgsmål anlagt til prøvelse af en individuel bebyrdende retsakt rent faktisk er kompetent til at erklære en generel bestemmelse, hvorpå den anfægtede akt er støttet, for ulovlig, er Personaleretten imidlertid ikke kompetent til at medtage sådanne konstateringer i dommenes dispositive del.

(jf. præmis 37)

2.      Fællesskabets skatteordning foreskriver en progressiv beskatning, i hvilken forbindelse der ved beregningen af beskatningsgrundlaget tages hensyn til alle de vederlag, som hver enkelt ydelsesberettigede person modtager. Det fremgår således af artikel 4 i forordning nr. 260/68 om fastlæggelse af betingelserne for og fremgangsmåden ved opkrævning af skat til De Europæiske Fællesskaber, at skatten beregnes på grundlag af det skattepligtige beløb, der fremkommer ved anvendelse af forordningens artikel 3, der bestemmer, at »[s]kat af løn, vederlag og honorarer af enhver art, som Fællesskaberne udbetaler hver enkelt skattepligtig, forfalder til betaling hver måned«. Beskatningsgrundlaget for fællesskabsskatten udgøres således af summen af den løn samt de vederlag og honorarer af enhver art, som Fællesskaberne udbetaler til hver enkelt skattepligtig.

Vedtægtens artikel 79 og artikel 17 i bilag VIII hertil om efterladtepension indeholder ingen undtagelser til den almindelige regel om, at vederlagene skal sammenlægges ved beregningen af fællesskabsskatten. Selv om efterladtepensionens størrelse fastsættes før skat i disse bestemmelser under hensyntagen til den afdøde ægtefælles beskæftigelse, udgør denne pension, som udbetales til den efterladte ægtefælle, en erstatningsindkomst, der skal kompensere tabet af den afdøde ægtefælles indkomst. Efterladtepensionen udgør følgelig et vederlag, der udbetales af Fællesskaberne, i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 260/68, og som oppebæres af den efterladte ægtefælle selv i henhold til forordningens artikel 2. Hvis den nævnte ægtefælle også er tjenestemand, skal den pågældende betale fællesskabsskat af sin løn i henhold til de samme bestemmelser. Den skat, som sidstnævnte person skal betale, beregnes følgelig i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, og artikel 4 i forordning nr. 260/68, idet beskatningsgrundlaget udgøres af summen af den løn og de vederlag, der udbetales hver måned.

I mangel af en udtrykkelig undtagelsesbestemmelse vedrørende efterladtepensioner skal reglen om sammenlægning anvendes på løn og en sådan efterladtepension, der udbetales samtidig. Der kan ikke rejses tvivl om denne konklusion med den begrundelse, at den løn, som udbetales til den pågældende tjenestemand den 15. i hver måned, og efterladtepensionen, der betales bagud, ikke betales samtidig, eftersom det ikke fremgår af forordning nr. 260/68, at anvendelsen af reglen om sammenlægning er betinget af, at alle vederlagene udbetales på et og samme tidspunkt. Det fremgår navnlig af forordningens artikel 3, stk. 1, at »[s]kat af løn, vederlag og honorarer af enhver art […] forfalder til betaling hver måned«, og skatten skal derfor beregnes på grundlag af samtlige de beløb, der er udbetalt i denne periode. I artikel 8 i forordning nr. 260/68, hvoraf fremgår, at »[s]katten opkræves som kildeskat«, fastsættes alene fremgangsmåden for opkrævning af skat.

(jf. præmis 48, 49 og 52-56)

Henvisning til:

Retten: 1. december 1994, sag T-502/93, Coen-Porisini mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 303, og II, s. 949, præmis 22, 28 og 29

3.      Anvendelsen af forskellige satser på forskellige indkomstintervaller, som er fastsat i artikel 4 i forordning nr. 260/68 om fastlæggelse af betingelserne for og fremgangsmåden ved opkrævning af skat til De Europæiske Fællesskaber er ikke til hinder for, at der indeholdes skat af den samlede indkomst uanset kilden hertil, idet procentsatsen forhøjes, såfremt den skattepligtiges samlede indkomst når et højere interval.

(jf. præmis 64)

4.      Ved at overlade det til Rådet bl.a. at fastsætte de betingelser, der gælder for opkrævning af skat af løn, vederlag og honorarer af enhver art, som Fællesskaberne udbetaler til EU-tjenestemænd, og samtidig undtage den samme løn og de samme vederlag og honorarer for enhver national beskatning, er der med artikel 13 i protokollen vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter indført en skatteordning, der specifikt vedrører Fællesskabernes ansatte. Denne ordning har som følge af sin ensartede og selvstændige karakter i forhold til de nationale skattelovgivninger til formål at sikre, at Fællesskabernes tjenestemænd behandles ens. Stillingen som EU tjenestemand er derfor et relevant kriterium ved sondringen mellem den skattemæssige situation, som en sådan tjenestemand befinder sig i, og den skattemæssige situation, som de personer, der ikke modtager vederlag fra Fællesskaberne, befinder sig i.

(jf. præmis 73 og 74)

Henvisning til:

Domstolen: 16. december 1960, sag 6/60, Humblet mod État belge, Sml. s. 1125; 3. juli 1974, sag 7/74, Brouerius van Nidek, Sml. s. 757, præmis 11; 3. marts 1988, sag 85/86, Kommissionen mod EIB, Sml. s. 1281, præmis 23; 22. marts 2007, sag C-437/04, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 2513, præmis 61