1. 

Det af Conseil d’État (Belgien) forelagte præjudicielle spørgsmål vedrører anvendelsesområdet for fællesskabsbestemmelserne om indgåelse af offentlige kontrakter. Spørgsmålet er, hvorvidt disse bestemmelser finder anvendelse, når en kollektiv enhed, i dette tilfælde en kommune, overdrager driften af sit teledistributionsnet til en enhed, som er en ren interkommunal kooperation ( 2 ) bestående af de nævnte kommuner, uden nogen form for privat kapital. I den foreliggende sag er der tale om en interkommunal kooperation i form af et andelsselskab, og spørgsmålene fra den forelæggende ret vedrører det første af de to såkaldte Teckal-kriterier: »udøvelse af en kontrol svarende til den, som føres med egne tjenestegrene«.

2. 

Det belgiske teledistributionsselskab Coditel Brabant SPRL (herefter »Coditel«) står i hovedsagen over for tre sagsøgte parter: Uccle kommune (herefter også »kommunen«), sammenslutningen Société Intercommunale pour la Diffusion de la Télévision (herefter »Brutélé«) og hovedstadsregionen Bruxelles, repræsenteret ved regeringen.

3.

Artikel 12, stk. 1, EF bestemmer:

»Inden for denne traktats anvendelsesområde og med forbehold af dennes særlige bestemmelser er al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, forbudt.«

4.

Artikel 43 EF bestemmer:

»Inden for rammerne af nedennævnte bestemmelser er der forbud mod restriktioner, som hindrer statsborgere i en medlemsstat i frit at etablere sig på en anden medlemsstats område […]

Med forbehold af bestemmelserne i kapitlet vedrørende kapitalen indebærer etableringsfriheden adgang til at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed samt til at oprette og lede virksomheder, herunder navnlig selskaber i den i artikel 48 anførte betydning, på de vilkår, som i etableringslandets lovgivning er fastsat for landets egne statsborgere.«

5.

Artikel 49, stk. 1, EF bestemmer:

»Inden for rammerne af nedennævnte bestemmelser er der forbud mod restriktioner, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelser inden for Fællesskabet, for så vidt angår statsborgere i medlemsstaterne, der er bosat i et andet af Fællesskabets lande end modtageren af den pågældende ydelse.«

6.

Ifølge artikel 162 i den belgiske forfatning kan kommunerne sammenslutte sig.

7.

Reglerne for et interkommunalt samarbejde er fastlagt i lov om interkommunale sammenslutninger (»loi du 22 décembre 1986 relative aux intercommunales«). Ifølge artikel 1 i denne lov kan flere kommuner inden for rammerne af lovens bestemmelser sammenslutte sig med henblik på at nå visse mål af kommunal interesse. Lovens artikel 3 bestemmer, at interkommunale sammenslutninger er offentligretlige juridiske personer, som uanset deres form og formål ikke er af erhvervs- eller forretningsmæssig karakter. Lovens artikel 10 bestemmer, at enhver interkommunal sammenslutning skal bestå af en generalforsamling, en bestyrelse og et udvalg af kommissærer. Ifølge denne lovs artikel 12 vælges generalforsamlingsrepræsentanterne af kommunalbestyrelsen i de respektive kommuner blandt byrådsmedlemmer, borgmestrene og viceborgmestrene. Det er ligeledes fastsat, at hver kommunes stemmerettigheder på generalforsamlingen svarer til deres selskabsandele.

8.

Driften af teledistributionsnettet i den belgiske kommune Uccle blev foretaget af teledistributionsselskabet Coditel på grundlag af aftaler indgået i perioden 1969-1999. Ved aftalens udløb den 31. december 1999 gjorde kommunen brug af den i aftalen fastsatte mulighed for at afkøbe Coditel den del af teledistributionsnettet, som var beliggende på kommunens område.

9.

I oktober 1999 besluttede Uccles kommunalbestyrelse dels at overdrage driften og udbedringen af det kommunale teledistributionsnet til en koncessionshaver for perioden fra den 1. juli 2000 til den , dels at godkende et udkast til et tillæg til aftalen med Coditel med henblik på at sikre fortsat offentlig teledistributionstjeneste indtil udpegelsen af ovennævnte koncessionshaver. I henhold til dette tillæg fortsatte Coditel driften af det kommunale teledistributionsnet frem til .

10.

I slutningen af 1999 indgav Coditel et bud med henblik på tildeling af koncessionen på drift af teledistributionsnettet i Uccle kommune. På kommunens anmodning i april 2000 afgav Coditel desuden et tilbud om køb af teledistributionsnettet ( 3 ), ligesom de andre selskaber, som havde indgivet ansøgning under udbuddet, gjorde.

11.

I maj 2000 besluttede Uccles kommunalbestyrelse at sælge nettet i stedet for at tildele koncessionen på driften heraf. I overensstemmelse med udbudsproceduren gav Coditel i oktober 2000 et tilbud om køb. De tilbudte priser varierede mellem 750 mio. og 1 mia. belgiske francs (BEF), og det eneste korrekte og antagelige bud — buddet fra Coditel — var det laveste.

12.

Blandt andre havde også Brutélé afgivet tilbud i forbindelse med udbudsproceduren, dog var der ikke tale om et købstilbud, men derimod et tilbud om tilslutning.

13.

Eftersom de priser, som Uccle kommune blev tilbudt, lå betydeligt under dem, der blev nævnt som mulige ( 4 ), besluttede kommunalbestyrelsen den 23. november 2000 at give afkald på salget af det kommunale teledistributionsnet (den første anfægtede beslutning i hovedsagen).

14.

Ligeledes den 23. november 2000 besluttede kommunalbestyrelsen i Uccle at tilslutte kommunen det interkommunale selskab Brutélé (den anden anfægtede beslutning i hovedsagen). I denne beslutning hed det bl.a., at Brutélé havde givet Uccle kommune et tilbud om tilslutning, mod indskud af det kommunale net og tegning af selskabsandele, herunder betaling af en årlig afgift ( 5 ), samt om, at Uccle kommune i tilfælde af tilslutning alene skulle udgøre en undersektor i driften med selvstændig beslutningstagning ( 6 ). Kommunalbestyrelsen giver i denne beslutning desuden udtryk for, at tilslutningen til Brutélé giver kommunen en række fordele: selvstændig beslutningstagning, betydelige indtægter, fortsat ejendomsret til nettet samt muligheden for let og hurtigt at kunne trække sig ud af det interkommunale samarbejde, hvis den skulle modtage et interessant købstilbud i fremtiden.

15.

Den 30. november 2000 tilstillede Coditel ministerpræsidenten for regeringen for hovedstadsregionen Bruxelles en begrundet klage, hvori der rejses krav om ophævelse af beslutningen af truffet af Uccles kommunalbestyrelse om, at kommunen tilsluttes det interkommunale net Brutélé.

16.

Den 7. december 2000 godkendte Brutélés ekstraordinære generalforsamling Uccle kommunes tilslutning (den tredje anfægtede beslutning i hovedsagen).

17.

Den 19. december 2000 meddelte ministerpræsidenten for hovedstadsregionen Bruxelles Uccles samlede kommunalbestyrelse, at der ikke var noget til hinder for beslutningen om en »betinget ( 7 ) tilslutning til Brutélés interkommunale net« (den fjerde anfægtede beslutning i hovedsagen). Den meddelte ministerpræsidenten for hovedstadsregionen Bruxelles Coditel, at han ikke havde fremsat indsigelse mod Uccle kommunes tilslutning til Brutélé.

18.

Coditel anlagde den 22. januar 2001 sag med påstand om ophævelse af de fire nævnte beslutninger.

19.

Den forelæggende ret Conseil d’État har allerede i hovedsagen afvist søgsmålet vedrørende to af disse beslutninger (den tredje og fjerde anfægtede beslutning). Hvis sagen ifølge den forelæggende ret kan antages til realitetsbehandling, bør der bl.a. foretages en vurdering af den beslutning, hvormed Uccle kommune traf beslutningen om at tilslutte sig Brutélé.

20.

Ved kendelse af 3. juli 2007 har Conseil d’État forelagt Domstolen følgende spørgsmål:

21.

Den forelæggende ret har anført, at Uccle kommunes tilslutning til Brutélé ikke er et udbud af offentlige tjenesteydelseskontrakter, men en tjenesteydelseskoncession i fællesskabsretlig forstand. Selv om fællesskabsdirektiverne om offentlige udbud ganske vist ikke finder anvendelse på aftalen, omfattes denne derimod af de grundlæggende regler i den primære fællesskabsret i almindelighed og af det principielle forbud mod forskelsbehandling som følge af nationalitet i almindelighed, hvilket princip navnlig medfører en pligt til gennemsigtighed.

22.

Ifølge den forelæggende ret taler meget for, at Uccle kommune som ordregiver ikke uden udbud eller en sammenlignende undersøgelse af de foreliggende bud direkte og umiddelbart kan vælge løsningen med tilslutning til Brutélé. Konkret burde kommunen for at opfylde de fællesskabsretlige krav have foranstaltet et nyt udbud med henblik på at undersøge, om koncessionen på dens teledistributionstjeneste til Coditel eller andre økonomiske aktører ikke var et gunstigere alternativ end det, som endelig blev valgt.

23.

For at kunne vurdere de forelagte faktiske omstændigheder er det imidlertid nødvendigt at undersøge kriterierne i dommen i sagen Teckal ( 8 ) nærmere, herunder navnlig med hensyn til, hvilken kontrol den koncessionsgivende myndighed udøver med den koncessionshavende enhed. De fællesskabsretlige krav om gennemsigtighed kan ifølge denne dom således kun udelukkes, hvis to kumulative betingelser, som skal fortolkes strengt, er opfyldt, nemlig for det første, at kontrollen, der udøves af den koncessionsgivende enhed med den koncessionshavende myndighed skal svare til den kontrol, som den fører med sine egne tjenestegrene, og for det andet, at koncessionshaveren udøver hovedparten af sin virksomhed sammen med den myndighed, den ejes af.

24.

Brutélé har gjort gældende, at selskabet er et »rent interkommunalt selskab«, hvis virksomhed tager sigte på og er forbeholdt de tilsluttede kommuner, og at selskabets vedtægter har gjort det muligt for Uccle kommune selv at etablere en drifts-undersektor med selvstændig beslutningstagning, hvilket gør det muligt for kommunen at føre en øjeblikkelig og præcis kontrol med selskabets aktiviteter i denne undersektor, som er fuldstændig identisk med den kontrol, den fører med sine egne interne tjenestegrene. Uccle kommune er repræsenteret ved en administrator i Brutélés bestyrelse og ved tre administratorer i driftssektorudvalget i Bruxelles, en revisor og en kommunal sagkyndig. Uccle kommune har desuden mulighed for til enhver tid at udtræde af sammenslutningen, hvilket atter beviser, hvorledes den fuldstændigt er herre over driften af sit teledistributionsnet.

25.

Ifølge den forelæggende ret fremgår det af Brutélés vedtægter, at de samarbejdende er kommuner på den ene side og en interkommunal sammenslutning på den anden side, der selv udelukkende består af kommuner, at sammenslutningen ikke er åben for private samarbejdspartnere, at bestyrelsen er sammensat af repræsentanter for kommunerne — højst tre pr. kommune — der er udnævnt af generalforsamlingen, som selv er sammensat af kommunalrepræsentanter, at bestyrelsen har de mest vidtrækkende beføjelser, at kommunerne er opdelt i to sektorer, hvoraf én består af kommunerne i Bruxellesregionen, som kan inddeles i undersektorer, at der i hver sektor udnævnes et sektorråd sammensat af administratorer, som er udnævnt af generalforsamlingen efter forslag fra kommunerne, og som er inddelt i selvstændige grupper, der repræsenterer indehaverne af selskabsandele for hver enkelt sektor, at bestyrelsen kan delegere sine beføjelser til sektorrådene vedrørende de for undersektorerne specifikke problemer, herunder anvendelse af tarifferne, arbejdsprogrammet og investeringsprogrammet, finansieringen af disse, reklamekampagner, samt for de fælles problemer, der opstår i flere undersektorer af driftssektoren, at de øvrige vedtægtsmæssige organer i selskabet er generalforsamlingen, hvis afgørelser er bindende for samtlige deltagere, generaldirektøren, udvalget af sagkyndige, som består af kommunaltjenestemænd, samt udvalget af revisorer (»commissaires-réviseurs«), og at generaldirektøren, de sagkyndige og kommissærerne alle udnævnes enten af bestyrelsen eller af generalforsamlingen.

26.

Den forelæggende ret har på grundlag heraf konkluderet, at Uccle kommunes kompetence til selvstændig beslutningstagning ikke er så fuldstændig som hævdet af Brutélé. Det er således f.eks. bestyrelsen, i hvilken Uccle kommune kun råder over én repræsentant, der udøver de mest vidtgående beføjelser. Ganske vist træffes samtlige afgørelser af selskabsorganer, som udelukkende er sammensat af kommunalrepræsentanter og repræsentanter for tilsluttede interkommunale net, men dette medfører ikke, at hver enkelt samarbejdspartner individuelt, i relation til selskabet, har den samme afgørende indflydelse, som man ville have, såfremt man selv havde tilrettelagt »in-house«-virksomheden.

27.

Med hensyn til det andet kriterium, som fremgår af Teckal-dommen ( 9 ) — »såfremt […] den pågældende person udfører hovedparten af sin virksomhed sammen med den eller de lokale myndigheder, den ejes af« — har den forelæggende ret anført, at det er ubestridt, at selskabet i det væsentlige realiserer sin virksomhed med de tilsluttede. Den forelæggende ret har ikke forelagt Domstolen nogen præjudicielle spørgsmål vedrørende dette kriterium.

28.

I henhold til artikel 23 i statutten for Domstolen har Coditel, Uccle kommune, Brutélé, den belgiske, den tyske og den nederlandske regering samt Kommissionen for de Europæiske Fællesskaber indgivet skriftlige indlæg til Domstolen. Med undtagelse af Uccle kommune, som ikke var repræsenteret, deltog de alle i retsmødet den 9. april 2008.

29.

Parterne er i det væsentlige enige om, at sagen vedrører tildeling af offentlige kontrakter, som imidlertid ikke er omfattet direktiverne om indgåelse af offentlige kontrakter, men dog af det generelle krav om gennemsigtighed ( 10 ).

30.

Bortset fra Coditel er parterne på grundlag af oplysningerne i den præjudicielle forelæggelse enige om, at det andet Teckal-kriterium er opfyldt.

31.

For så vidt angår det første Teckal-kriterium hersker der følgende uenighed:

32.

Coditel og Kommissionen er af den opfattelse, at dette kriterium ikke er opfyldt, og at Uccle kommunes direkte tilslutning til Brutélé er i strid med kravet om gennemsigtighed.

33.

Coditel har understreget, at Uccle kommune forud for tilslutningen til Brutélé ikke på nogen måde stod i forbindelse med denne sammenslutning, hvorfor Teckal-dommen overhovedet ikke er relevant. Uccle kommune ejer desuden kun 8,26% af Brutélés selskabsandele (76 selskabsandele ud af 920). Dertil kommer, at Brutélé stiller sine tjenesteydelser, såsom kabel-tv, telefoni og internet, til rådighed på kommerciel vis og i konkurrence med andre private udbydere. Brutélés interne struktur ligner i det væsentlige den interne struktur i en privat virksomhed. Uccle kommune har ikke mulighed for at kontrollere Brutélé — tværtimod er det snarere tvivlsomt, hvorvidt parterne i det kooperative selskab rent faktisk har en kollektiv kontrol i betragtning af det store antal medlemmer og eventuelle interessekonflikter. I betragtning af dommen i sagen Carbotermo og Consorzio Alisei ( 11 ) er det ikke af afgørende betydning, at 100% af Brutélés kapital ejes af kommuner og lokale myndigheder. I denne henseende er det navnlig ikke tilstrækkeligt, at Uccle kommune udgør en selvstændig undersektor.

34.

Kommissionen har i sit skriftlige indlæg ligeledes taget stilling til Brutélés interne beslutningsprocedurer og er af den opfattelse, at ikke en enkeltstående kommune, såsom Uccle, har nogen udslagsgivende ( 12 ) indflydelsesmuligheder. Brutélés bestyrelse råder over vidtrækkende kompetencer og fastsætter bl.a. tarifferne. Uccle kommune har i denne henseende kun en »delt« indflydelse og kan ikke frit sætte sin egen vilje igennem, hvilket imidlertid er en forudsætning for, at det første Teckal-kriterium er opfyldt.

35.

Uccle kommune og Brutélé, som i modsætning til Kommissionen er af den opfattelse, at det første Teckal-kriterium er opfyldt, har påpeget det aspekt, at der er tale om et selskab af interkommunal karakter, såvel i medfør af virksomhedens vedtægter som af den belgiske lovgivning.

36.

Uccle kommune har fremhævet, at den med sin tilslutning har bevaret en kontrol, »der svarer til« Teckal-dommens forstand, over det kommunale teledistributionsnet. Det bør understreges, at Domstolen ikke taler om en »identisk« kontrol, men om en kontrol »der svarer til«. At forlange, at en kommune skal have den fuldstændige og individuelle kontrol over en interkommunal selskabsform, ville være til hinder for en sådan selskabsform, som pr. definition er betinget af et samarbejde mellem flere parter.

37.

Brutélé har kun subsidiært henvist til, at det første Teckal-kriterium skal være opfyldt, navnlig under henvisning til dommen i sagen Asociación Nacional de Empresas Forestales (Asemfo), præmis 57 ff. Brutélé har først og fremmest anført, at artikel 43 EF og artikel 49 EF samt lighedsprincippet, princippet om forbud mod forskelsbehandling samt kravet om gennemsigtighed skal fortolkes på en sådan måde, at de i sig selv ikke er til hinder for, at en kommune uden et offentligt udbud tilslutter sig et rent interkommunalt selskab uden nogen form for inddragelse af privat kapital og med henblik på at nå visse mål af lokal og almen interesse. Det fremgår af dommen i sagen Stadt Halle og RPL Lochau, præmis 48, at kommuner har mulighed for selv at opfylde de opgaver, der tjener almenvellets interesser. Skal man anvende de fællesskabsretlige bestemmelser om indgåelse af offentlige kontrakter på et interkommunalt selskab, ville det imidlertid indebære, at kommunerne tvinges til at outsource deres opgaver på det åbne marked. Den belgiske lovgivning giver udtrykkeligt kommunerne mulighed for at indgå i et interkommunalt samarbejde ( 13 ). Forholdet mellem Uccle kommune og Brutélé er ikke begrundet i en kontrakt, men derimod i en tilslutning, som er lovbestemt og reguleret i Brutélés vedtægter. Brutélé er baseret på et rent interkommunalt samarbejde, er i henhold til vedtægterne ikke åben for privat kapital og opfylder sin opgave i kommunernes interesse. Samarbejdet har til formål at tilbyde brugerne det størst mulige udvalg af tv-programmer på de bedst mulige betingelser og i givet fald udvide tilbuddet til at omfatte radio og forskellige andre kommunikationstjenester. Endelig har Brutélé for det tredje gjort gældende, at Uccle kommune, navnlig også på grund af den interne beslutningsstruktur og som følge af, at den udgør en separat undersektor, udøver den pågældende kontrol svarende til den, som den fører med egne tjenestegrene.

38.

Den belgiske regering har argumenteret for en bekræftende besvarelse af det første præjudicielle spørgsmål. En kommune kan uden udbud tilslutte sig et kooperativt selskab som Brutélé, der udelukkende består af andre kommuner og kommunalforbund, med henblik på at overlade dette kooperativ driften af sit teledistributionsnet, såfremt kooperativet realiserer hovedparten af sine aktiviteter alene med de tilsluttede og skadesløst for dem, og at afgørelserne i forbindelse med disse træffes af bestyrelsen og sektorrådene inden for grænserne af de delegationer, som bestyrelsen meddeler dem som vedtægtsmæssige organer, der er sammensat af repræsentanter for de offentlige myndigheder, og som træffer afgørelse ved stemmeflerhed blandt disse.

39.

Brutélé, som ikke er åben for privat kapital, kan ikke anses for tredjemand i forhold til Uccle kommune. Koncessionen for teledistributionsnettet er således ikke overdraget til udenforstående, men har derimod bevaret sin interne karakter.

40.

De øvrige præjudicielle spørgsmål skal udelukkende ses på baggrund af den omstændighed, at den interkommunale sammenslutning udgør en form for samarbejde, som i sagens natur forener forskellige kommuner, der samarbejder med hinanden. Det skal i denne henseende understreges, at de decentrale forvaltninger har ret til at indgå et sådant samarbejde med henblik på at garantere en effektiv forvaltning. I denne forbindelse drejer det sig bl.a. om samarbejdet mellem små og større kommunalforbund, hvor de mindre kommunalforbund ofte, som i dette tilfælde, udfører deres horisontale opgaver inden for rammerne af en større horisontal struktur. Hvorledes et sådant samarbejde skal organiseres og kontrolleres internt i et kommunalforbund afhænger af medlemsstaternes lovgivning og er deres offentlige myndigheders anliggende. I denne henseende findes der et utal af interne organisations- og kontrolmodeller. Det er ikke fordi, at en sammenslutning med hensyn til udøvelsen af kontrol tager hensyn til de samarbejdende kommunalforbunds forskellige størrelse, at det nødvendigvis kan konkluderes, at den ikke udøver en tilsvarende kontrol med egne tjenestegrene. Desuden ligger det i sagens natur, at afgørelser inden for en interkommunal sammenslutning ikke træffes af en enkelt kommune, men derimod ved stemmeflerhed med henblik på at opfylde det fælles formål. En kontrol gennem stemmeflerhed skal anses for en »tilsvarende kontrol« jf. retspraksis. For så vidt angår Uccle kommune, som er repræsenteret i Brutélés organer, bør det som følge af ovenstående konstateres, at den udøver en kontrol med Brutélé, som svarer til den, som den fører med sine egne tjenestegrene.

41.

Den tyske regering er af den opfattelse, at de fællesskabsretlige principper og regler om udbud allerede på forhånd ikke er anvendelige på en sag som den foreliggende, eftersom begge Teckal-kriterier er opfyldt. Ved et flertal af »udøvende myndigheder« skal disse kriterier forstås således, at den omstændighed, at den offentlige ordregiver sammen med andre offentligretlige juridiske personer i fællesskab er ejere af ordremodtageren, ikke nødvendigvis indebærer, at den myndighed, som tilkommer de forskellige offentlige myndigheder i fællesskab, medfører en svækkelse af kontrollen. Tjenestegrene, som er enkeltstående i organisatorisk henseende, kan f.eks. også oprettes og »drives« i fællesskab af flere lokale myndigheder, og det ville i sådanne tilfælde være urigtigt at antage, at de enkelte myndigheder ikke har mulighed for at udøve kontrol eller udøver mangelfuld kontrol over disse tjenestegrene. Der findes mange eksempler herpå i tysk forvaltningsorganisationsret, f.eks. er et generaldirektorat for finans (Oberfinanzdirektion) en tjenestegren såvel under Forbundsrepublikken som under den pågældende delstat. I visse delstater findes der distriktsforvaltninger (Kreisverwaltungsbehörden), som er tjenestegrene såvel under et distrikt (Landkreis) som under delstatsmyndighederne. Flere delstater, f.eks. Brandenburg og Berlin, har også en fælles højeste forvaltningsret (Oberverwaltungsgericht). Det ville være urigtigt at antage, at et sådant kommunalforbund ikke skulle have kontrol eller have mangelfuld kontrol over myndigheder, som er underlagt flere kommunalforbund i fællesskab. Det er korrekt, at kontrollen over en enhed, som ejes af flere offentligretlige juridiske personer, udøves »i fællesskab«, men den er dog ikke mindre effektiv af den grund. Dette er således tilfældet med Brutélé, som udelukkende består af kommuner, der i fællesskab udøver kontrol svarende til den, som føres med egne (fælles) tjenestegrene.

42.

Skulle man konkludere, at kontrollen er »utilstrækkelig«, og at bestemmelserne om indgåelse af offentlige kontrakter finder anvendelse, fordi den offentlige ordregiver skal udøve sin kontrol over ordremodtageren i fællesskab med andre myndigheder, ville dette have alvorlige konsekvenser for den nødvendige organisationsfrihed, som interkommunale sammenslutninger råder over. Valget af et sådant interkommunalt samarbejde ville i så fald altid foregå med forbehold for en udbudsprocedure. Dette ville klart reducere det interkommunale samarbejde til blot at være en form for statslig opgaveorganisation i forhold til, at opgaverne løses i eget regi, således at bestemmelserne om indgåelse af offentlige kontrakter aldrig ville finde anvendelse. Bestemmelserne om indgåelse af offentlige kontrakter ville dermed medføre et fuldstændigt urimeligt pres på kommunerne, der således vil undlade at indgå i et samarbejde med andre kommuner. Dette har imidlertid aldrig været formålet med reglerne om indgåelse af offentlige kontrakter. Disse regler skal derimod kun anvendes, når kommunerne henvender sig til markedet for at få sine opgaver udført.

43.

Den tyske regering har endelig gjort gældende, at retten til at udøve kommunalt selvstyre er fastlagt på europæisk plan i den europæiske konvention om lokalt selvstyre ( 14 ). Konventionen giver kommunerne ret til at udføre opgaver i eget regi og ligeså indgå i en interkommunal sammenslutning uden forud herfor at være forpligtet til at udskrive en »konkurrence«.

44.

Den nederlandske regering har foreslået, at det første præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende. For så vidt angår det andet præjudicielle spørgsmål har regeringen på baggrund af det første Teckal-kriterium og den deraf følgende retspraksis samt på baggrund af oplysningerne i forelæggelsesafgørelsen påpeget, at de kommuner og den kommunesammenslutning, der er tilsluttet Brutélé, er i stand til at udøve afgørende indflydelse på Brutélé. At dette er tilfældet, fremgår allerede af den omstændighed, at de i fællesskab ejer den samlede kapital i Brutélé, og at det ikke er muligt at tilføre privat kapital. Denne afgørende indflydelse bekræftes af, at kommunerne og kommunesammenslutningen helt og holdent har kontrollen over Brutélés beslutningsorganer, idet disse er sammensat af de tilsluttedes repræsentanter. Kommunerne og kommunesammenslutningen er således i stand til at øve afgørende indflydelse på såvel de strategiske mål som på vigtige beslutninger, f.eks. tariffastsættelse. Brutélé har ingen selvstændig beslutningsret og kan således ikke betragtes som tredjemand i forhold til kommunerne og kommunesammenslutningen. Det tredje præjudicielle spørgsmål bør derfor besvares således, at det for »udøvelsen af en kontrol svarende til den, som føres med egne tjenestegrene«, er tilstrækkeligt, at kommunerne og kommunesammenslutningen udøver en fælles kontrol.

45.

Eftersom de præjudicielle spørgsmål vedrører forskellige aspekter af det samme problem, skal disse behandles samlet nedenfor.

46.

Problemet drejer sig om, hvorvidt tilslutningen af en kommune som Uccle kommune til en ren interkommunal sammenslutning som Brutélé og den dermed forbundne overdragelse af driften af det fælles teledistributionsnet til dette kooperative selskab skal betragtes som en koncessionstildeling, der er underlagt de fællesskabsretlige bestemmelser om indgåelse af offentlige kontrakter, eller om der er tale om en opgaveløsning »in-house«, som ikke skal gives i udbud. De aspekter, som den forelæggende ret behandler, vedrører navnlig de interne beslutningsstrukturer: dvs. dels de beslutninger, der træffes af de vedtægtsmæssige organer, såsom bestyrelsen eller sektorrådene, dels beslutninger af fortrinsvis ikke-individuel art, der træffes ved stemmeflerhed. Er sådanne beslutningsstrukturer i overensstemmelse med kriteriet i retspraksis, hvorefter der skal »udøves kontrol svarende til den, som føres med egne tjenestegrene«?

47.

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at kontrollen over sammenslutningen og dennes beslutninger udøves af de lokale og regionale myndigheder i fællesskab via sammenslutningens vedtægtsmæssige organer, og at sammenslutningen derigennem råder over en vis autonomi i forhold til sine medlemmer. Dermed udøves der ikke »en kontrol svarende til den, som føres med egne tjenestegrene«, hvorfor den forelæggende ret er tilbøjelig til at tage det første anbringende til følge.

48.

I forbindelse med gennemgangen af de præjudicielle spørgsmål skal det, således som den forelæggende ret med rette har gjort, bemærkes, at ifølge fast retspraksis finder ingen af de fællesskabsretlige direktiver, der regulerer udbudsområdet ( 15 ), anvendelse på indgåelsen af offentlige kontrakter ( 16 ) ( 17 ). At omstændighederne i hovedsagen henhører under tjenesteydelseskoncessioner og ikke under offentlige tjenesteydelsesaftaler, følger af, at de lokale myndigheder ikke betaler for den leverede ydelse, men at vederlaget derimod består i retten til at udnytte sin egen ydelse, hvilket medfører en overførsel af driftsrisikoen ( 18 ) ( 19 ).

49.

Eftersom der på det for hovedsagen relevante tidspunkt ikke fandtes noget direktiv om samordning af procedurerne for tildeling af offentlige tjenesteydelseskoncessioner ( 20 ), skal virkningerne for tildeling af sådanne koncessioner i henhold til fællesskabsretten fortsat udelukkende prøves på grundlag af den primære ret og navnlig på grundlag af de i EF-traktaten foreskrevne grundlæggende friheder ( 21 ).

50.

I henhold til disse stilles der i forbindelse med tildeling af offentlige tjenesteydelseskoncessioner krav om ligebehandling og gennemsigtighed ( 22 ), navnlig med henblik på forbuddet mod indirekte forskelsbehandling på grund af nationalitet ifølge artikel 12 EF, 43 EF og 49 EF ( 23 ), der i almindelighed kræver, at der gennemføres en udbudsprocedure.

51.

Der findes i henhold til retspraksis en undtagelse for en »in-house- opgaveløsning« ( 24 ), som er et begreb, der blev indført med den tidligere nævnte Teckal-dom ( 25 ) og senere blev videreudviklet ( 26 ) og anvendt på alle fællesskabsbestemmelser på området for offentlige kontrakter eller offentlige tjenesteydelseskoncessioner ( 27 ), når der er tale om en situation med en forvaltningsintern foranstaltning ( 28 ). I overensstemmelse dermed er en udbudsprocedure i henhold til Domstolens faste praksis ikke obligatorisk — også selv om kontrahenten er et offentligt organ, som i retlig henseende adskiller sig fra en offentlig ordregiver — såfremt to forudsætninger er opfyldt: For det første skal den offentlige myndighed, som er en offentlig ordregiver, underkaste den pågældende enhed en kontrol, der svarer til den kontrol, den fører med sine egne tjenestegrene, og for det andet skal denne enhed udføre hovedparten af sin virksomhed sammen med den eller de lokale og regionale myndigheder, den ejes af ( 29 ).

52.

Analysen kræver imidlertid en gennemgang af den første forudsætning, dvs. udøvelsen af en »kontrol, der svarer til den kontrol, den fører med sine egne tjenestegrene«.

53.

Af retspraksis siden dommen i sagen Stadt Halle og RPL Lochau ( 30 ) fremgår det utvetydigt, at halvoffentlige virksomheder, uafhængigt af, hvor lille en andel den private kapital udgør, på ingen måde kan betragtes som enheder, med hvilke der føres en kontrol, svarende til den kontrol, der føres med egne tjenestegrene ( 31 ). Det er tilstrækkeligt, at enheden er åben for privat kapital, også selv om enheden (endnu) ikke har gjort brug af denne mulighed ( 32 ). Afståelse af kapitalandele til private, som finder sted kort tid efter tildelingen af kontrakten, skal ligeledes tages i betragtning ved bedømmelsen ( 33 ).

54.

Når der er tale om omstændigheder som i den foreliggende sag, skal spørgsmålet om, hvorvidt der er tilført privat kapital, tydeligvis besvares benægtende. Der er ikke tilført nogen privat kapital til Brutélé, og virksomheden er heller ikke åben for privat kapital.

55.

Det fremgår imidlertid af retspraksis, at konstateringen af, at der ikke er tilført privat kapital, og at dette heller ikke er tilladt, ikke altid på tilstrækkelig vis opfylder det første Teckal-kriterium om udøvelse af en »kontrol, der svarer til den kontrol, der føres med egne tjenestegrene« ( 34 ). Spørgsmålene fra den forelæggende ret skal forstås på baggrund heraf.

56.

Det fremgår af nogle af de domme, der behandler det første af de to Teckal-kriterier, at »bedømmelsen skal tage samtlige relevante lovbestemmelser og faktiske omstændigheder i betragtning« ( 35 ). »Det skal fremgå af undersøgelsen, at den pågældende kontraherende virksomhed er underlagt en kontrol, der gør det muligt for den ordregivende offentlige myndighed at påvirke virksomhedens beslutninger. Indflydelsen skal være bestemmende såvel i forhold til de strategiske målsætninger som i forhold til de vigtige beslutninger« ( 36 ).

57.

Det fremgår navnlig af Parking Brixen-dommen, hvilken type kriterier der kan have betydning: Omdannelse til et aktieselskab, udvidelse af selskabets formål, en snarlig forestående åbning af selskabet for fremmedkapital, en omfattende geografisk udvidelse af selskabets virksomhedsaktiviteter og overdragelse af betydelige beføjelser til bestyrelsen førte i denne dom i sin helhed betragtet til, at det pågældende selskab ud fra Domstolens synspunkt havde erhvervet en vis form for kontraktmæssig status og selvstændighed, som udelukkede, at den koncessionsgivende offentlige myndighed kunne udøve en kontrol, som svarer til den kontrol, den førte med egne tjenestegrene ( 37 ).

58.

I forbindelse med bedømmelsen af de tilsvarende spørgsmål i Parking Brixen-sagen var der således to relevante grundkriterier: såvel omfanget af den kontraktmæssige status som graden af den koncessionshavendes selvstændighed ( 38 ). Disse kriterier er i overensstemmelse med Teckal-dommen, hvori den pågældende enheds eksisterende henholdsvis manglende selvstændige beslutningsbeføjelse i forhold til de(n) offentlige myndighed(er) i præmis 51 ligeledes nævnes som et kriterium ( 39 ).

59.

I Domstolens hidtidige praksis med hensyn til Teckal-kriterierne har Domstolen imidlertid kun i få tilfælde behandlet sådanne yderligere omstændigheder. I de to nævnte sager, Parking Brixen samt Carbotermo og Consorzio Alisei, optrådte flere af disse omstændigheder samtidig, hvoraf kun en af disse drejede sig om overførelsen af vidtgående beføjelser til bestyrelsen.

60.

I Parking Brixen-dommen fastslog Domstolen, at Stadtwerke Brixen AG havde erhvervet sig en vis form for kontraktmæssig status, som gjorde det vanskeligt for kommunen at udøve kontrol, og anførte i det hele fem grunde ( 40 ), bl.a. den planlagte snarlige åbning af selskabet for fremmedkapital og den geografiske udvidelse af selskabets virksomhedsområde til også at omfatte hele Italien og udlandet ( 41 ).

61.

I dommen i sagen Carbotermo og Consorzio Alisei blev der lagt stor vægt på den eventuelle indflydelse, som den italienske kommune Busto Arsizio gennem et ad-hoc-holdingselskab udøvede på beslutninger truffet af virksomheden AGESP SpA, der leverede almennyttige tjenesteydelser af forskellig art ( 42 ). Domstolen anførte i den forbindelse, at medvirken fra en sådan mellemmand alt efter omstændighederne i det konkrete tilfælde kan afsvække den kontrol, som den ordregivende myndighed eventuelt måtte udøve med et aktieselskab blot ved at deltage i dettes kapital ( 43 ).

62.

Det bør således fastslås, at der i disse tilfælde var sammenfald af flere særlige omstændigheder, som blev genstand for en samlet vurdering ( 44 ).

63.

Der er dog meget, der taler for, at situationer, som de, der lå til grund for Parking Brixen-dommen og dommen i sagen Carbotermo og Consorzio Alisei, udgør enkeltstående tilfælde, hvor Domstolen har anset en grænse for at være overskredet, og at tildelingen af almennyttige opgaver til en enhed, der er sammensat af rent offentlige organer, uden enhver form for deltagelse af privat kapital, ganske vist ikke automatisk ( 45 ), men i princippet skal anses for at være undtaget fra forpligtelsen til at gennemføre en udbudsprocedure. Den nedenfor anførte sammenhæng og udvikling i Domstolens retspraksis taler herfor.

64.

I dommen i sagen Carbotermo og Consorzio Alisei, i hvilken yderligere omstændigheder var udslagsgivende for, at den foreliggende situation ikke kunne karakteriseres som værende undtaget fra forpligtelsen om at gennemføre en udbudsprocedure, lød den præcise ordlyd: »Den omstændighed, at den ordregivende myndighed, alene eller sammen med andre offentlige myndigheder, besidder den samlede kapital i et kontraherende selskab, tyder på, uden at være afgørende, at denne ordregivende myndighed udøver en kontrol med dette selskab, der svarer til den, som den fører med sine egne tjenestegrene som omhandlet i Teckal-dommens præmis 50« ( 46 ).

65.

I de efterfølgende præmisser i dommen i sagen Carbotermo og Consorzio Alisei tydeliggøres det, at der med den begrænsende vending »uden at være afgørende« menes de nævnte øvrige omstændigheder, nemlig svækkelse af kontrollen som følge af holdingselskabets mellemkomst, også selv om sidstnævnte for 99,98%’s vedkommende ejes af den pågældende lokale myndighed, og overførsel af de mest vidtgående beføjelser til bestyrelserne i både holdingselskabet og i det af holdingselskabet stiftede aktieselskab, som blev tildelt kontrakten ( 47 ). Ifølge Domstolens opfattelse forbeholdt disse vedtægter ikke den pågældende kommune nogen særlig kontrolbeføjelse eller stemmeret, der kunne begrænse den handlefrihed, der var tillagt disse bestyrelser. Den kontrol, som kommunen udøvede med disse to selskaber, kunne i det væsentlige sammenfattes til det råderum, som selskabsretten giver selskabsdeltagernes flertal, hvilket betydeligt begrænser dens mulighed for at få indflydelse på disse selskabers beslutninger ( 48 ).

66.

Deroverfor fremgår det af den senere dom i sagen Asociación Nacional de Empresas Forestales (Asemfo), at det første Teckal-kriterium om »udøvelse af en kontrol, der svarer til den, som føres med egne tjenestegrene« i reglen skal anses som opfyldt, når der er tale om et rent interkommunalt samarbejde, og at det således i reglen ikke er nødvendigt med en nærmere analyse af de indre beslutningsstrukturer og flertalsforholdet. Det ovenfor nævnte citat ( 49 ) fra dommen i sagen Carbotermo og Consorzio Alisei blev ganske vist gentaget i præmis 57 i dommen i sagen Asociación Nacional de Empresas Forestales (Asemfo), dog lettere modificeret. I dommen i sagen Carbotermo og Consorzio Alisei hed det »uden at være afgørende«, mens denne passage i Asemfo-dommen er erstattet med »i princippet«. Dermed blev »[…] tyder på, uden at være afgørende […]« således til »[…] i princippet tyder på […]«.

67.

Når den offentlige ordregiver, henholdsvis den koncessionsgivende offentlige myndighed, alene eller i samarbejde med andre offentlige myndigheder ( 50 ) ejer den samlede kapital af en ordretagende henholdsvis koncessionshavende myndighed, er der således meget, der taler for, at førstnævnte i overensstemmelse med præmis 50 i Teckal-dommen generelt udøver en kontrol, der svarer til den kontrol, den fører med sine egne tjenestegrene. Der kan ganske vist undtages fra denne regel ( 51 ), dog, som nævnt ovenfor ( 52 ), kun når der foreligger særlige omstændigheder.

68.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt en enkelt offentlig myndigheds kontrolbeføjelser over en sammenslutning, der udelukkende består af offentlige myndigheder, har spillet en rolle i den her relevante retspraksis, skal følgende bemærkes.

69.

Allerede Teckal-sagen vedrørte en situation om en interkommunal sammenslutning ( 53 ), hvor spørgsmålet om kontrol blev berørt på grundlag af selskabsandelenes størrelse. Det drejede sig om en sammenslutning bestående af 45 kommuner i provinsen Reggio Emilia, hvor den i sagen berørte kommune Viano deltog med 0,9%. Generaladvokat Cosmas påpegede hertil, at det »næppe kunne hævdes, at kommunen Viano udøvede en kontrol over sammenslutningen, der svarer til den kontrol, der føres med egne tjenestegrene« ( 54 ). Selve dommen tager ikke stilling til dette spørgsmål, og frem for alt behandles dette aspekt ikke i forbindelse med formuleringen af kontrolkriteriet i præmis 50 ( 55 ). Det bør dog bemærkes, at Domstolen i denne dom ikke på forhånd besvarede spørgsmålet om kontrolbeføjelserne for en kommune med en relativ begrænset selskabs- og stemmeandel benægtende, og dermed gav den forelæggende ret mulighed for at anse kontrolkriteriet i hovedsagen for opfyldt.

70.

I mellemtiden blev dette aspekt besvaret modsat i Coname-dommen i 2005, hvor en selskabsandel på 0,97% af selskabskapitalen blev anset for at være utilstrækkelig ( 56 ).

71.

Med dommen i sagen Asociación Nacional de Empresas Forestales (Asemfo) blev det imidlertid tydeligt, at størrelsen på den selskabsandel, som en offentlig sammenslutning ejer af en sammenslutning, der udelukkende består af offentlige myndigheder, ikke (længere) anvendes som målestok for kontrollen. Domstolen fastslog udtrykkeligt, at selv en så lille selskabsandel som f.eks. 0,25% af kapitalen i en sådan sammenslutning (1% af kapitalen ejedes af fire selvstændige regioner, som hver rådede over en aktie) ikke var til hinder for, at det fastslås, at der er tale om en in-house-tildeling med hensyn til samtlige deltagende lokale myndigheder ( 57 ).

72.

Det er desuden bemærkelsesværdigt for hovedsagen i dom i sagen Asociación Nacional de Empresas Forestales (Asemfo), at kontrolbeføjelsen over den enhed, som var blevet tildelt de pågældende opgaver, åbenbart lå hos den centrale statsforvaltning, der ejede størstedelen af andelene, og ikke hos de fire selvstyrende regioner, hvis selskabsandel tilsammen udgjorde 1% af kapitalen ( 58 ). Denne omstændighed har ikke hindret Domstolen i at anse det første Teckal-kriterium for at være opfyldt, ikke blot for den spanske stat, men derimod også udtrykkeligt for de selvstyrende regioner, som ejer en del af kapitalen ( 59 ). I forbindelse med spørgsmålet om de selvstyrende regioners kontrolbeføjelser kan det imidlertid ikke udledes af dommen, om der er tale om en justering af retspraksis, eller om det snarere var de særlige omstændigheder i den konkrete sag, der var udslagsgivende, hvilket må formodes ( 60 ). Det fremgår under alle omstændigheder tydeligt, at spørgsmålet om den indre kontrol og beslutningsbeføjelser inden for en sammenslutning, der udelukkende består af offentlige organer, ikke må overvurderes.

73.

Af redegørelsen vedrørende retspraksis for så vidt angår størrelsen på selskabsandelene kan det såvel systematisk ( 61 ) som på grund af anvendelsen af flertalsformen i ordlyden af det andet Teckal-kriterium — »såfremt den pågældende person udfører hovedparten af sin virksomhed sammen med den eller de lokale og regionale myndigheder, den ejes af« — grammatisk udledes ( 62 ), at de pågældende offentlige organer ikke nødvendigvis skal råde over en fuldstændig individuel kontrolbeføjelse, men at det derimod er tilstrækkeligt, at der udøves en kollektiv og flertalsstyret kontrol ( 63 ).

74.

Det burde således være afgørende, om de pågældende offentlige organer som helhed har kontrollen over den pågældende sammenslutning, i dette tilfælde Brutélé, eller om denne sammenslutning handler uafhængigt af denne fælles kontrol.

75.

Den retlige analyse har vist, at det i reglen burde være muligt at indgå i et rent interkommunalt samarbejde uden at foretage udbud, såfremt der ikke foreligger andre særlige omstændigheder, der viser, at graden af den kontraktmæssige status og selvstændighed hos den interkommunale myndighed overskrider grænserne for det interkommunale samarbejde, der ikke er omfattet af reglerne om indgåelse af offentlige kontrakter, med henblik på at udføre almennyttige opgaver.

76.

Selv om der hidtil ikke er opnået nogen retssikkerhed ( 64 ) med hensyn til den nærmere afgrænsning af kriterierne, såsom »graden af den kontraktmæssige status« og »graden af selvstændighed«, og det således ikke er tydeligt, hvor grænsen helt præcis går for, hvornår interkommunale sammenslutninger kan undlade at gennemføre en udbudsprocedure med henblik på at udføre almennyttige opgaver, er der intet, der tyder på, at samarbejdet inden for Brutélé har overskredet denne.

77.

Det tilkommer de nationale domstole, i dette tilfælde den forelæggende ret, at tage stilling til de særlige omstændigheder i den nærværende sag. I dette tilfælde burde det ikke være muligt at fastslå, at nogen af de ovennævnte grænser er overskredet, eftersom Brutélés interne beslutningsstrukturer er kendetegnet ved de involverede lokale myndigheders kollektive indflydelse i form af flertalsafgørelser. De udøver ikke blot deres indflydelse på generalforsamlingen, men derimod også i bestyrelsen, som består af repræsentanter fra kommunerne. Dermed er spørgsmålet om kontrolbeføjelsen besvaret såvel positivt som på tilstrækkelig vis. Dertil kommer, at de enkelte kommuners beslutninger med hensyn til undersektorerne tillægges endnu større vægt. Brutélés kontraktmæssige status vedrører almennyttige opgaver, såsom kabel-tv, telefoni og internet, og der er intet, der tyder på, at reglerne for, hvornår en udbudsprocedure kan undlades, skulle være overskredet, uanset hvor upræcise kriterierne herfor måtte være.

78.

Alt taler altså for, at der i en sag som den foreliggende eksisterer et samarbejde mellem offentlige lokale myndigheder, som ikke kræver gennemførelse af en udbudsprocedure.

79.

I modsætning til Coditels opfattelse er det i den foreliggende kontekst uden betydning, at Brutélé tilbyder brugerne sine tjenesteydelser erhvervsmæssigt og dermed automatisk konkurrerer ( 65 ) med andre private udbydere.

80.

Til trods for, at de forelagte spørgsmål i mine øjne dermed er besvaret, skal jeg kort endnu engang understrege min konklusion og samtidig behandle de modstridende argumenter fra Coditel og Kommissionen.

81.

Bestemmelserne om indgåelse af offentlige kontrakter er og bliver et af medlemsstaternes og de europæiske institutioners mest indflydelsesrige politiske instrumenter i forbindelse med den europæiske integrationsproces ( 66 ). Dette potentiale må dog ikke anvendes uden nærmere overvejelser, idet formålet skal være i overensstemmelse med de øvrige politiske områder.

82.

Hvis man foreslog Coditel og Kommissionen, ligesom den forelæggende ret har gjort, at den pågældende kommune skulle have »omfattende beslutningsbeføjelser«, vel at mærke i en sådan udstrækning, at den pågældende kommune skulle »bestemme« over den pågældende interkommunale sammenslutning (her over andelsselskabet), ville det nærmest gøre et interkommunalt samarbejde praktisk umuligt i fremtiden. Et vigtigt kendetegn ved et ægte samarbejde er, at beslutninger træffes på paritetisk grundlag og ikke blot af en enkelt af de deltagende parter. Det fremgår af Coditels og Kommissionens skriftlige og mundtlige udtalelser, at de anvender kriterier, der svarer til at kræve, at en enkelt lokal myndighed næsten alene skal kontrollere en sammenslutning. Det siger sig selv, at en sådan situation ikke kan betegnes som en sammenslutning henholdsvis et samarbejde.

83.

Dette ville som nævnt gøre selv et helt rent interkommunalt samarbejde praktisk umuligt. Lokale myndigheder, der samarbejder med andre lokale myndigheder, ville i så fald altid skulle regne med eventuelt at skulle overdrage deres opgaver til en bedre bydende privat virksomhed, hvilket på grundlag af bestemmelserne om indgåelse af offentlige kontrakter ville være ensbetydende med en tvungen privatisering af almennyttige opgaver ( 67 ).

84.

Hvis det første Teckal-kriterium fortolkes på en sådan snæver måde, gives de konkurrenceretlige formål en urimelig overvægt, og der foretages samtidig et alt for vidtgående indgreb i kommunernes selvstændige forvaltningsret og dermed også i medlemsstaternes kompetencer ( 68 ).

85.

I sagen ved Domstolen påpeges dette med rette af de deltagende regeringer. Retten til kommunalt selvstyre er ikke blot fastslået i medlemsstaternes lovgivninger, men derimod, således som den tyske regering med rette har påpeget, også i Europarådets konvention om lokalt selvstyre, som er undertegnet af samtlige medlemsstater og ratificeret af de fleste af disse ( 69 ). Med EF-traktatens artikel 263 oprettedes Regionsudvalget, bestående af repræsentanter for de regionale og lokale myndigheder. I denne bestemmelse ligger der med muligheden for en institutionaliseret inddragelse af regionale og lokale synspunkter også en vis anerkendelse af selvbestemmelsesretten. Endelig understreger Lissabontraktaten ( 70 ) det regionale og lokale selvstyres rolle for de forskellige nationale identiteter, som skal respekteres.

86.

En kommune skal selv kunne bestemme, om den vil opfylde sine almennyttige opgaver ved hjælp af sine egne administrative, tekniske og øvrige midler uden at være tvunget til at skulle henvende sig til eksterne organer, som ikke tilhører dens tjenestegrene ( 71 ), eller om den vil lade opgaverne udføre af et organ, der i retlig henseende adskiller sig fra kommunen i dens egenskab af offentlig ordre- henholdsvis koncessionsgiver. Hvis en kommune vælger sidstnævnte mulighed, kan den omvendt frit vælge, om den vil begrænse sig til at være enebestemmende, eller om den vil indgå i et »rent« samarbejde med andre offentlige organer med henblik på hovedsageligt at udføre egne ( 72 ) opgaver »under udøvelse af en kontrol, der svarer til den kontrol, den udfører med egne tjenestegrene«, hvorved der i vid udstrækning ses bort fra bestemmelserne om statsstøtte og fra bestemmelserne om indgåelse af offentlige kontrakter ( 73 ). Kommunen kan også vælge at inddrage privat kapital ( 74 ) og/eller under udvidelse af sin kontraktmæssige status selv deltage i konkurrence, hvilket indebærer et tab af privilegier ( 75 ). Endelig har kommunen mulighed for at udlicitere kontrakter på klassisk vis eller via privatisering, hvor den under alle omstændigheder ikke nyder nogen privilegier i konkurrenceretlig henseende.

87.

Det er ikke altid let for kommuner — og lokale og regionale myndigheder i almindelighed — og navnlig ikke i tider med stramme budgetter, at løse de mange, traditionelle ( 76 ) og nye ( 77 ) opgaver. Dette er især vanskeligt for de mindre kommuner og mindre lokale og regionale myndigheder ( 78 ). Dertil kommer, at mange opgaver, især på miljø- og trafikområdet, ikke alene er et kommunalt anliggende ( 79 ). Et interkommunalt samarbejde uden inddragelse af privat kapital er som følge af dets synergieffekt en i medlemsstaterne hyppigt anvendt metode til på effektiv og billig vis at udføre almennyttige opgaver ( 80 ).

88.

Det er i den foreliggende sag ufornødent at behandle det andet kriterium nærmere, idet der ifølge den forelæggende ret ikke er rejst spørgsmål i denne henseende ( 81 ).

89.

Som følge af ovenstående foreslår jeg Domstolen at besvare de tre præjudicielle spørgsmål fra Conseil d’État således:

»Artikel 12 EF, 43 EF og 49 EF samt ligebehandlingsprincippet, princippet om forbud mod forskelsbehandling samt princippet om gennemsigtighed er ikke til hinder for, at en kommune uden udbud tilslutter sig et andelsselskab, der udelukkende består af andre kommuner og sammenslutninger af kommuner, med henblik på at overlade andelsselskabet driften af kommunens teledistributionsnet, såfremt den pågældende kommune udøver en kontrol med hensyn til dette andelsselskab svarende til den, som udøves over egne tjenestegrene. Hvis dette andelsselskab udelukkende består af kommuner og kommunesammenslutninger (henholdsvis offentlige myndigheder) — uden inddragelse af nogen form for privat kapital — tyder dette i princippet på, at kravet om en kontrol svarende til den, som udøves over egne tjenestegrene, er opfyldt. I en situation som i den foreliggende skal en kontrol, der udøves gennem flertalsafgørelser over andelsselskabets vedtægtsmæssige organer, bestående af repræsenter for kommunerne og kommunesammenslutningerne, anses for en kontrol svarende til den, der udøves over egne tjenestegrene.«

a)

fast afgift på 10% af abonnementsindtægterne fra teledistribution (på grundlag af 31000 abonnenter) og 3400 BEF i årligt abonnement (minus moms og ophavsretlige afgifter): 10540000 BEF årligt

b)

betaling på 5% af omsætningen fra Canal+ og le Bouquet

c)

betaling af den samlede fortjeneste opnået ved samtlige leverede ydelser.

—

valg af de distribuerede programmer

—

tarifferne for abonnement og tilslutning

—

investeringspolitik og arbejde

—

rabat eller fordele, der indrømmes visse personkategorier

—

karakteren af og omstændighederne ved de andre tjenester, der kan ydes via nettet, og muligheden for at overlade til det interkommunale selskab at stå for projekter af kommunal interesse, som opfylder de vedtægtsmæssige formål, såsom realisering af et kommunalt intranet, en webside og personaleuddannelse med henblik herpå.

—

etablerer Brutélé en oversigt over resultaterne og aktiviteterne på nettet i Uccle, ligesom

—

er Uccle repræsenteret ved en administrator i Brutélés bestyrelse og ved tre administratorer i driftssektorudvalget i Bruxelles, en revisor og en kommunal sagkyndig.