Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62001CJ0464

    Domstolens Dom (Anden Afdeling) af 20. januar 2005.
    Johann Gruber mod Bay Wa AG.
    Anmodning om præjudiciel afgørelse: Oberster Gerichtshof - Østrig.
    Bruxelles-konventionen - artikel 13, stk. 1 - betingelser for anvendelse - begrebet "forbrugerkontrakt" - landmands køb af teglsten til delvis privat, delvis erhvervsmæssig brug.
    Sag C-464/01.

    Samling af Afgørelser 2005 I-00439

    ECLI identifier: ECLI:EU:C:2005:32

    Arrêt de la Cour

    Sag C-464/01

    Johann Gruber

    mod

    Bay Wa AG

    (anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberster Gerichtshof (Østrig))

    »Bruxelles-konventionen – artikel 13, stk. 1 – betingelser for anvendelse – begrebet »forbrugerkontrakt« – landmands køb af teglsten til delvis privat, delvis erhvervsmæssig brug«

    Forslag til afgørelse fra generaladvokat F.G. Jacobs fremsat den 16. september 2004  

    Domstolens dom (Anden Afdeling) af 20. januar 2005 

    Sammendrag af dom

    Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser – kompetence i sager om forbrugerkontrakter – begrebet »forbrugerkontrakt« – aftale om køb af gode til delvis privat, delvis erhvervsmæssig brug – udelukket undtagen i tilfælde af marginalt erhvervsmæssigt brug – den nationale rets afgørelse – kriterier

    (Konventionen af 27.9.1968, art. 13- 15)

    Kompetencereglerne i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse, ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltrædelse, ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltrædelse og ved konventionen af 29. november 1996 om Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse, skal fortolkes på følgende måde:

    – En person, der har indgået en kontrakt vedrørende en vare med henblik på brug, der delvis vedrører hans erhvervsmæssige virksomhed, og som delvis ligger uden for denne virksomhed, kan ikke gøre den beskyttelse, der følger af de specielle kompetenceregler i konventionens artikel 13-15, gældende, medmindre den erhvervsmæssige virksomhed er så marginal, at den kun spiller en ubetydelig rolle i forbindelse med den transaktion, som kontrakten samlet set vedrører; den omstændighed, at der er tale om overvejende privat brug, er herved uden betydning.

    – Det tilkommer den ret, som sagen er blevet indbragt for, at afgøre, om den pågældende kontrakt blev indgået for i en ikke ubetydelig grad at opfylde behov vedrørende den pågældendes erhvervsmæssige virksomhed, eller om den erhvervsmæssige brug tværtimod kun spillede en ubetydelig rolle.

    – Den nævnte ret skal tage hensyn til samtlige relevante faktiske omstændigheder, der objektivt kan udledes af sagens akter; derimod skal der ikke tages hensyn til omstændigheder eller forhold, som var kendelige for medkontrahenten i forbindelse med kontraktens indgåelse, medmindre den person, der gør gældende at være forbruger, har udvist en sådan adfærd, at hans medkontrahent med føje har kunnet få det indtryk, at der var tale om erhvervsmæssige formål.

    (jf. præmis 54 og domskonkl.)




    DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
    20. januar 2005(1)


    »Bruxelles-konventionen – artikel 13, stk. 1 – betingelser for anvendelse – begrebet »forbrugerkontrakt« – landmands køb af teglsten til delvis privat, delvis erhvervsmæssig brug«

    I sag C-464/01,angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til protokollen af 3. juni 1971 vedrørende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, indgivet af Oberster Gerichtshof (Østrig), ved afgørelse af 8. november 2001, indgået til Domstolen den 4. december 2001, i sagen:

    Johann Gruber

    mod

    Bay Wa AG ,

    har

    DOMSTOLEN (Anden Afdeling),



    sammensat af afdelingsformanden, C.W.A. Timmermans, og dommerne C. Gulmann, R. Schintgen (refererende dommer), G. Arestis og J. Klučka,

    generaladvokat: F.G. Jacobs
    justitssekretær: ekspeditionssekretær M.-F. Contet,

    på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 24. juni 2004,efter at der er afgivet indlæg af:

    Johann Gruber ved Rechtsanwalt W. Graziani-Weiss

    den østrigske regering ved C. Pesendorfer, som befuldmægtiget

    den tyske regering ved R. Wagner, som befuldmægtiget

    den italienske regering ved I.M. Braguglia, som befuldmægtiget, bistået af avvocati dello Stato G. Aiello og G. Albenzio

    den portugisiske regering ved L. Fernandes og M. Telles Romão, som befuldmægtigede

    den svenske regering ved A. Kruse, som befuldmægtiget

    Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved A.-M. Rouchaud og S. Grünheid, som befuldmægtigede,

    og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 16. september 2004,

    afsagt følgende



    Dom



    1
    Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 13, stk. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17), som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse (EFT L 304, s. 1, og – den ændrede tekst – s. 77), ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltrædelse (EFT L 388, s. 1), ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltrædelse (EFT L 285, s. 1) og ved konventionen af 29. november 1996 om Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse (EFT 1997 C 15, s. 1, herefter »Bruxelles-konventionen«).

    2
    Denne anmodning er fremsat i en sag mellem Johann Gruber, der er bosat i Østrig, og selskabet Bay Wa AG, der er et selskab efter tysk ret (herefter »Bay Wa«), der har hjemsted i Tyskland, på grund af Bay Was påståede mangelfulde opfyldelse af en kontrakt indgået med Johann Gruber.


    Retsforskrifter

    3
    Bruxelles-konventionens kompetenceregler fremgår af konventionens afsnit II, som består af artikel 2 til 24.

    4
    Bruxelles-konventionens artikel 2, stk. 1, som findes i afsnit II, afdeling 1, med overskriften »Almindelige bestemmelser«, opstiller hovedreglen, som har følgende ordlyd:

    »Med forbehold af bestemmelserne i denne konvention skal personer, der har bopæl på en kontraherende stats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne stat.«

    5
    Bruxelles-konventionens artikel 3, stk. 1, der findes i samme afdeling, bestemmer:

    »Personer, der har bopæl på en kontraherende stats område, kan kun sagsøges ved retterne i en anden kontraherende stat i medfør af de regler, der er fastsat i afdeling 2 til 6 i dette afsnit.«

    6
    I Bruxelles-konventionens artikel 5 til 18, som tilsammen udgør afdeling 2 til 6 i afsnit II, findes der specielle kompetenceregler, som er præceptive regler eller regler om enekompetence.

    7
    Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, som findes i konventionens afsnit II, afdeling 2, med overskriften »Specielle kompetenceregler«, bestemmer:

    »En person, der har bopæl på en kontraherende stats område, kan sagsøges i en anden kontraherende stat:

    1)
    i sager om kontraktforhold, ved retten på det sted, hvor den pågældende forpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes [...]«

    8
    Afdeling 4, der har overskriften »Kompetence i sager om forbrugerkontrakter«, der findes i Bruxelles-konventionens afsnit II, består af artikel 13 til 15.

    9
    Bruxelles-konventionens artikel 13 har følgende ordlyd:

    »I sager om kontrakter indgået af en person med henblik på brug, der må anses [for] at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed, i det følgende benævnt »forbrugeren«, afgøres kompetencen efter bestemmelserne i denne afdeling […]:

    1)
    når sagen vedrører køb af løsøregenstande, hvor købesummen skal betales i rater

    2)
    når sagen vedrører lån, der skal tilbagebetales i rater, eller andre kreditdispositioner, som er bestemt til finansiering af køb af sådanne genstande

    3)
    når sagen vedrører andre kontrakter, hvis formål er levering af tjenesteydelser eller løsøregenstande, og såfremt

    a)
    fremsættelse af særligt tilbud eller reklamering i den stat, hvor forbrugeren har bopæl, er gået forud for kontraktens indgåelse

    og

    b)
    forbrugeren i denne stat har foretaget de dispositioner, der er nødvendige til indgåelse af kontrakten.

    […]«

    10
    Bruxelles-konventionens artikel 14, stk. 1, bestemmer:

    »Sager, som en forbruger agter at rejse mod den anden part i kontrakten, kan anlægges enten ved retterne i den kontraherende stat, på hvis område denne part har bopæl, eller ved retterne i den kontraherende stat, på hvis område forbrugeren har bopæl.«

    11
    Denne kompetenceregel kan alene fraviges ved aftale på de betingelser, som er opstillet i Bruxelles-konventionens artikel 15.


    Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

    12
    Det fremgår af hovedsagens akter, at Johann Gruber er landbruger og ejer af en firlænget gård (»Vierkanthof«), som er beliggende i Oberösterreich, tæt ved den tyske grænse. Sammen med sin familie anvender han ca. 10 værelser til beboelse. På gården holdes også mere end 200 svin, og den omfatter desuden en stor maskinhal og fodersiloer. Endvidere anvendes gården til oplag af mellem 10 og 15% af den samlede fodermængde. Den del af gården, som anvendes privat, udgør lidt mere end 60% af bygningens samlede udnyttede areal.

    13
    Bay Wa driver i Tyskland flere forskellige virksomheder, der organisatorisk er adskilte. I Pocking (Tyskland), tæt ved grænsen til Østrig, driver selskabet såvel handel med byggematerialer som et bygge- og havecenter. Den afdeling, som udgøres af bygge- og havecentret, udgav reklamebrochurer, der også blev omdelt i Østrig.

    14
    Johann Gruber havde besluttet sig for at forsyne sin gård med en ny tagdækning med teglsten og blev gennem reklamebrochurer, der var vedlagt tidsskriftet »Braunauer Rundschau«, der omdeles til husstande i regionen, opmærksom på Bay Was virksomhed. De teglsten, som Bay Was afdeling for byggematerialer udbød til salg, var ikke nævnt i disse brochurer.

    15
    Johann Gruber forhørte sig flere gange telefonisk om Bay Was teglstenssortiment og om priserne hos en af dets medarbejdere. I denne forbindelse præsenterede han sig med sit navn og oplyste sin bopæl, men ikke at han er landbruger. Et stykke tid herefter telefonerede den pågældende medarbejder til Johann Gruber og afgav et tilbud. Johann Gruber ønskede imidlertid at besigtige teglstenene hos producenten. I forbindelse med sit besøg hos Bay Wa fik han af selskabets medarbejder overrakt et skriftligt tilbud, der var dateret den 23. juli 1998. Under samtalen oplyste Johann Gruber til medarbejderen, at han drev en landbrugsvirksomhed, og at han ville benytte teglstenene til tagdækning på gården. Han oplyste endvidere, at gården havde sidebygninger, som hovedsagelig tjente til brug for landbrugsvirksomheden, men det blev ikke udtrykkeligt omtalt, om den bygning, der skulle forsynes med nyt tag, overvejende blev anvendt erhvervsmæssigt eller privat. Dagen efter meddelte Johann Gruber nævnte medarbejder under en telefonsamtale, der blev ført fra Østrig, at han antog Bay Was tilbud. Medarbejderen faxede herefter ordrebekræftelsen til Johann Grubers faste bankforbindelse i Østrig.

    16
    Efter Johann Grubers mening udviste de teglsten, som var blevet leveret af Bay Wa, og som var blevet anvendt til tagdækningen, på trods af, at der var givet tilsagn om en ensartet indfarvning, så væsentlige farvemæssige afvigelser, at taget skulle have en ny tagbeklædning. Derfor besluttede han at anlægge sag med henvisning til reglerne om ansvar for mangler og sælgers erstatningsansvar med påstand om tilbagebetaling af købesummen for teglstenene på 258 123 ATS og om godtgørelse af udgifterne til nedtagning og pålægning af ny tagdækning på 141 877 ATS, samt om anerkendelse af, at sagsøgte skulle hæfte for yderligere udgifter og omkostninger.

    17
    Med henblik herpå anlagde Johann Gruber den 26. maj 1999 sag ved Landesgericht Steyr (Østrig), der var udpeget som den stedligt kompetente ret i Østrig af Oberster Gerichtshof i overensstemmelse med § 28 i lov af 1. august 1895 om kompetence til udpegning og de almindelige domstoles territoriale kompetence i borgerlige sager (Jurisdiktionsnorm, RGBl. 111).

    18
    Ved dom af 29. november 2000 forkastede Landesgericht Steyr Bay Was indsigelse om manglende kompetence, og fastslog således sin kompetence til at påkende sagen.

    19
    Ifølge Landesgericht Steyr var betingelserne for anvendelse af Bruxelles-konventionens artikel 13 opfyldt. I tilfælde af blandede kontrakter er det afgørende, om formålet med handelen er overvejende privat eller erhvervsmæssig. Da afgrænsningen mellem private og erhvervsmæssige dispositioner er vanskelig, når der er tale om landbrugsvirksomheder, fastslog Landesgericht Steyr, at sælgeren ikke havde haft objektive holdepunkter for, at det ene eller det andet formål havde overvægt i forbindelse med kontraktens indgåelse, hvorfor han, da der forelå tvivl, måtte gå ud fra, at der var tale om en forbrugerkontrakt. Det er desuden ikke afgørende i henhold til Bruxelles-konventionens artikel 13, stk. 1, nr. 3, litra a), om der er gjort reklame for det konkrete produkt, som forbrugeren til slut har erhvervet. Det er tilstrækkeligt, at der har været iværksat reklametiltag, som har henledt opmærksomheden på en bestemt virksomhed. Det er i kraft af reklamebrochurerne, at Bay Wa indgik kontrakten med Johann Gruber, uafhængigt af det forhold, at disse brochurer hidrørte fra en anden afdeling end den, der leverede varen. Endelig er betingelsen om, at der skal være fremsat et »særligt tilbud« fra sælgeren i nævnte bestemmelses forstand, opfyldt, idet der over for Johann Gruber blev fremsat et telefonisk tilbud. Det er ikke afgørende, om dette tilbud er blevet antaget straks.

    20
    Ved dom af 1. februar 2001 tog Oberlandesgericht Linz (Østrig) derimod Bay Was appel til prøvelse af nævnte dom til følge og forkastede Johann Grubers påstand med den begrundelse, at de østrigske domstole ikke havde kompetence til at påkende sagen.

    21
    Oberlandesgericht Linz anførte, at forudsætningen for, at der er tale om en sag om en forbrugerkontrakt i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Bruxelles-konventionens artikel 13, er, at aftalen er indgået af den pågældende med henblik på en anvendelse, der ligger uden for hans erhvervsmæssige virksomhed. Ydelsesmodtagerens subjektive hensigt er uden relevans for fastlæggelsen af anvendelsesformålet. Det er derimod afgørende, hvilke omstændigheder der var objektivt kendelige for medkontrahenten. Bruxelles-konventionens artikel 13 til 15 finder kun anvendelse, hvis den pågældende i det væsentlige har handlet uden for sin erhvervsmæssige virksomhed, og hvis det private anvendelsesformål var eller burde være medkontrahenten bekendt ved kontraktens indgåelse, hvilket skal vurderes på grundlag af alle objektive omstændigheder.

    22
    Den handel, der her er tale om, har i henhold til de omstændigheder, der var objektivt kendelige for Bay Wa, i det mindste overvejende tjent landbrugerens erhvervsmæssige virksomhed. En landbrugers indkøb af teglsten med henblik på tagdækning på sin gård skal umiddelbart henregnes til hans landbrugsmæssige virksomhed. En gård udgør normalt midtpunktet for en landbrugsvirksomhed, som også, men ikke primært, tjener som bopæl for ejeren og dennes familie. Det forhold, at en gård anvendes til beboelse, følger normalt af udøvelsen af landbrugsvirksomheden, og har for så vidt en særlig sammenhæng med denne virksomhed, og anvendelsen til beboelse træder derfor efter den almindelige opfattelse i baggrunden i forhold til driften af landbrugsvirksomheden. Johann Grubers udsagn om, at han drev en landbrugsvirksomhed og ville benytte teglstenene som tagbeklædning på sin gård, førte derfor til, at Bay Wa med rette kunne antage, at der var tale om en handel, der overvejende havde erhvervsmæssig karakter. Det konstaterede omfang af de privat anvendte arealer på den ene side og de erhvervsmæssigt anvendte arealer på den anden side er ikke til hinder for en sådan opfattelse, allerede fordi Bay Wa ikke blev underrettet om disse forhold. Bay Wa havde alt i alt ingen grund til at antage, at Johann Gruber udelukkende eller i alt fald overvejende ville anvende teglstenene til private formål. Endelig har handelens betydelige omfang – 24 000 teglsten i alt – udgjort et afgørende holdepunkt for sælger for at antage, at den bygning, der skulle forsynes med nyt tag, overvejende blev anvendt erhvervsmæssigt.

    23
    Johann Gruber iværksatte herefter appel for Oberster Gerichtshof til prøvelse af dommen afsagt den 1. februar 2001 af Oberlandesgericht Linz.

    24
    Til støtte for sin appel har Johann Gruber gjort gældende, at det, for at han kan anses for forbruger i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Bruxelles-konventionens artikel 13, kræves, at formålet med handelen overvejende er privat. I det foreliggende tilfælde er hans brug af gården overvejende privat i forhold til den erhvervsmæssige brug. Johann Gruber har tilføjet, at forbrugerens medkontrahent har en undersøgelses- og rådgivningspligt samt bærer risikoen for en eventuel vildfarelse. Efter Johann Grubers opfattelse havde Bay Wa i det foreliggende tilfælde haft tilstrækkelig grund til at gå ud fra, at gården overvejende blev anvendt privat, og burde, hvis der var i tvivl, have stillet køberen spørgsmål herom. Endvidere blev der før salget af teglstenene udsendt reklamebrochurer i Østrig af Bay Wa, hvilket foranledigede ham til at handle med denne, selv om han før udsendelsen af disse brochurer ikke havde haft kendskab til dette selskab. Endelig traf Johann Gruber de dispositioner, der var nødvendige til indgåelse af kontrakten, i Østrig.

    25
    Bay Wa har heroverfor gjort gældende, at når der er tale om en landbrugsbedrift, er en gård først og fremmest et driftssted, og enhver levering, som vedrører bedriften, kan normalt ikke anses for at være sket i medfør af en forbrugerkontrakt. I det foreliggende tilfælde er den private brug under alle omstændigheder accessorisk, og Bay Wa kunne ikke have kendskab til en sådan brug. Forbrugeren må udtrykkeligt gøre sin status som sådan gældende, når det, som i dette tilfælde, er muligt umiddelbart at antage, at der er tale om et erhvervsmæssigt formål. Der påhviler ikke medkontrahenten nogen undersøgelsesforpligtelse i denne henseende. Såfremt der hersker tvivl om, hvorvidt der er tale om en forbruger, bør dette føre til, at Bruxelles-konventionens bestemmelser om kompetence i sager om forbrugerkontrakter ikke finder anvendelse. Desuden var Bay Was afdeling for byggematerialer, hvorfra teglstenene blev bestilt, ikke omfattet af den reklamering, der skete ved udsendelse af brochurer, og Bay Was bygge- og havecenter, som reklamen vedrørte, sælger ikke teglsten til tagdækning. Under alle omstændigheder blev der ikke reklameret for teglsten. De dispositioner, der var nødvendige til indgåelse af kontrakten, blev ikke truffet i Østrig, men i Tyskland, fordi det følger af tysk ret, at telefonisk meddelelse af antagelse af tilbud er et løfte, der kræver accept, og at sælgerens ordrebekræftelse blev sendt med telefax fra Tyskland. I tilfælde af tilbud og accept, der ikke fremsættes samtidig, hvilket er tilfældet, når ordren afgives telefonisk på grundlag af et forudgående tilbud, anses kontrakten for indgået ved sagsøgtes hjemsted.

    26
    Oberster Gerichtshof har anført, at det følger af Domstolens praksis, at Bruxelles-konventionens regler om kompetence i sager om forbrugerkontrakter har karakter af undtagelser fra det grundlæggende princip, hvorefter personer skal sagsøges ved retterne i den stat, hvor de har bopæl; forbrugerbegrebet skal således fortolkes snævert. Domstolen har imidlertid ikke tidligere taget stilling til visse af de betingelser for anvendelse af konventionens artikel 13, der er relevante i den foreliggende sag.

    27
    Da Oberster Gerichtshof under disse omstændigheder finder, at det med henblik på afgørelsen af den tvist, der er indbragt for den, er nødvendigt at opnå en fortolkning af Bruxelles-konventionen, har den besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

    »1)
    Er det, når der er tale om en ydelse, der delvis har privat karakter, afgørende for, om der foreligger forbrugerstatus i Bruxelles-konventionens artikel 13’s forstand, om ydelsen overvejende har et privat eller et erhvervsmæssigt formål, og hvilke kriterier er bestemmende for, om formålet overvejende er privat eller erhvervsmæssigt?

    2)
    Afhænger fastlæggelsen af formålet af de omstændigheder, der er objektivt kendelige for forbrugerens medkontrahent?

    3)
    Skal en kontrakt, der kan henregnes såvel til den private som til den erhvervsmæssige virksomhed, i tvivlstilfælde anses for at være en forbrugerkontrakt?

    4)
    Er der også tale om et tilfælde, hvor en reklamering er gået forud for kontraktens indgåelse i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Bruxelles-konventionens artikel 13, [stk. 1], nr. 3, litra a), når forbrugerens senere medkontrahent ganske vist i forbrugerens kontraherende stat har udsendt reklamebrochurer for sine produkter, men dog ikke deri har reklameret for det produkt, forbrugeren senere har købt?

    5)
    Foreligger der også en sag om en forbrugerkontrakt i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Bruxelles-konventionens artikel 13, når sælgeren fra sin stat har fremsat et telefonisk tilbud til køberen, der har bopæl i en anden stat, som køberen imidlertid ikke antog, idet han dog senere købte det tilbudte produkt på grundlag af et skriftligt tilbud?

    6)
    Har forbrugeren i henhold til Bruxelles-konventionens artikel 13, [stk. 1], nr. 3, litra b), også foretaget den retlige disposition, som er nødvendig for indgåelse af kontrakten, i sin egen stat, når han under en telefonsamtale, som han fører fra denne stat, antager et tilbud, der er fremsat i hans medkontrahents kontraherende stat?«


    Om de tre første spørgsmål

    28
    Med de tre første spørgsmål, som skal vurderes samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om reglerne om kompetence i Bruxelles-konventionen skal fortolkes således, at en kontrakt som den, der er genstand for hovedsagen, og som vedrører dels privat, dels erhvervsmæssig virksomhed, skal anses for indgået af en forbruger i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i nævnte konventions artikel 13, stk. 1.

    29
    Som det fremgår af forelæggelseskendelsen, ønsker Oberster Gerichtshof nærmere oplysning vedrørende spørgsmålet om, og i givet fald på hvilke betingelser, en blandet kontrakt som den, Johann Gruber indgik med Bay Wa, er omfattet af de specielle kompetenceregler i Bruxelles-konventionens artikel 13 til 15. Nærmere bestemt ønsker den forelæggende ret en præcisering af de omstændigheder, den skal tage i betragtning ved kvalifikationen af en sådan kontrakt, og af betydningen i den forbindelse af, at formålet med den virksomhed, som kontrakten vedrører, er enten overvejende privat eller erhvervsmæssigt, såvel som nærmere oplysning om betydningen af det kendskab, som medkontrahenten til den part, til fordel for hvem denne transaktion finder sted, havde til formålet med nævnte kontrakt på den ene side og betydningen af de omstændigheder, hvorunder kontrakten blev indgået, på den anden side.

    30
    Indledningsvis bemærkes, at Bruxelles-konventionen i afsnit II, afdeling 4, fastsætter regler om kompetence i sager om forbrugerkontrakter. Sidstnævnte begreb er, således som det fremgår af selve ordlyden af denne konventions artikel 13, stk. 1, defineret som »kontrakter indgået af en person med henblik på brug, der må anses [for] at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed«.

    31
    Efter fast retspraksis skal de begreber, der anvendes i Bruxelles-konventionen – herunder bl.a. begrebet »forbruger« som omhandlet i denne konventions artikel 13 til 15 – fortolkes selvstændigt, først og fremmest ud fra konventionens opbygning og formål, for at sikre konventionens ensartede anvendelse i alle de kontraherende stater (jf. bl.a. dom af 21.6.1978, sag 150/77, Bertrand, Sml. s. 1431, præmis 14-16, af 19.1.1993, sag C-89/91, Shearson Lehmann Hutton, Sml. I, s. 139, præmis 13, af 3.7.1997, sag C-269/95, Benincasa, Sml. I, s. 3767, præmis 12, af 27.4.1999, sag C-99/96, Mietz, Sml. I, s. 2277, præmis 26, og af 11.7.2002, sag C-96/00, Gabriel, Sml. I, s. 6367, præmis 37).

    32
    For det første gælder der, således som Bruxelles-konventionen er opbygget, et almindeligt princip om, at kompetencen tilkommer retterne i den kontraherende stat, på hvis område sagsøgte har bopæl, således som det følger af konventionens artikel 2, stk. 1, og det er kun i kraft af en fravigelse af dette princip, at konventionen fastlægger de udtømmende opregnede tilfælde, hvor en person kan eller skal sagsøges ved en ret i en anden kontraherende stat. Kompetencereglerne, der fraviger dette almindelige princip, skal derfor fortolkes snævert og kan ikke føre til en fortolkning, der rækker ud over de tilfælde, konventionen har for øje (jf. bl.a. Bertrand-dommen, præmis 17, Shearson Lehmann Hutton-dommen, præmis 14-16, Benincasa-dommen, præmis 13, og Mietz-dommen, præmis 27).

    33
    En sådan fortolkning må så meget mere antages at skulle gælde for en kompetenceregel som den, der er opstillet i Bruxelles-konventionens artikel 14, som giver en forbruger i artikel 13, stk. 1’s forstand mulighed for at anlægge sag ved retterne i den kontraherende stat, på hvis område sagsøgeren har bopæl. Konventionen taler således, bortset fra de tilfælde, hvor det udtrykkeligt er fastsat, imod, at retterne på det sted, hvor sagsøgeren har bopæl, tillægges kompetence (jf. dom af 11.1.1990, sag C-220/88, Dumez France og Tracoba, Sml. I, s. 49, præmis 16 og 19, Shearson Lehmann Hutton-dommen, præmis 17, og Benincasa-dommen, præmis 14, samt dom af 10.6.2004, sag C-168/02, Kronhofer, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 20).

    34
    For det andet har Domstolen gentagne gange fastslået, at den særlige ordning, der er indført ved Bruxelles-konventionens afsnit II, afdeling 4, der fraviger hovedreglen i konventionens artikel 2, stk. 1, og den bestemmelse om speciel kompetence for kontrakter generelt set, der er fastsat i samme konventions artikel 5, nr. 1, har til formål at sikre en passende beskyttelse af forbrugeren som den part i kontrakten, der må antages at være økonomisk set svagere og retligt set mindre erfaren end den erhvervsdrivende medkontrahent, og at forbrugeren som kontraktpart derfor ikke bør udsættes for vanskeligheder i forbindelse med et søgsmål i form af at skulle anlægge sag ved retterne i den stat, på hvis område medkontrahenten har bopæl (jf. bl.a. Shearson Lehmann Hutton-dommen, præmis 18, og Gabriel-dommen, præmis 39).

    35
    På grundlag af de kompetenceregler, der er fastsat i Bruxelles-konventionen, såvel som begrundelsen for den særlige ordning, der er indført ved Bruxelles-konventionens afsnit II, afdeling 4, har Domstolen fastslået, at disse bestemmelser kun skal gælde for private endelige forbrugere, som ikke driver forretnings- eller erhvervsmæssig virksomhed. Den beskyttelse, som er knyttet til disse bestemmelser, må ikke udvides til at omfatte personer, som ikke har behov for særlig beskyttelse (jf. i denne retning bl.a. Bertrand-dommen, præmis 21, Shearson Lehmann Hutton-dommen, præmis 19 og 22, Benincasa-dommen, præmis 15, og Gabriel-dommen, præmis 39).

    36
    I præmis 16-18 i Benincasa-dommen præciserede Domstolen i den forbindelse, at begrebet »forbruger« som omhandlet i Bruxelles-konventionens artikel 13, stk. 1, og artikel 14, stk. 1, skal fortolkes snævert under henvisning til den pågældende persons status i relation til en bestemt kontrakt, sammenholdt med dennes karakter og formål, og ikke til personens subjektive forhold, og at en og samme person kan anses for forbruger i relation til visse transaktioner og for erhvervsdrivende i relation til andre. Domstolen fastslog på dette grundlag, at alene kontrakter, der er indgået uden for og uafhængigt af nogen erhvervsmæssig virksomhed eller formål alene med henblik på at opfylde en persons private, personlige forbrug, er omfattet af konventionens særlige ordning, der skal sikre forbrugeren beskyttelse som den forudsætningsvis økonomisk svagere part. Denne særlige beskyttelse savner imidlertid begrundelse i forbindelse med kontrakter, der har erhvervsmæssigt formål.

    37
    Det følger heraf, at de specielle kompetenceregler i Bruxelles-konventionens artikel 13 til 15 i princippet kun finder anvendelse for det tilfælde, at formålet med kontrakten, der er indgået mellem parterne, er ikke erhvervsmæssig brug af den pågældende vare eller tjenesteydelse.

    38
    Det er i lyset af disse principper, at spørgsmålet, om og i hvilket omfang en kontrakt som den, der er genstand for hovedsagen, som vedrører virksomhed, der delvis er privat delvis erhvervsmæssig, er omfattet af de undtagelsesbestemmelser om kompetence, der er indeholdt i nævnte artikel 13 til 15, skal vurderes.

    39
    I denne forbindelse følger det allerede klart af formålet med Bruxelles-konventionens artikel 13 til 15 – nemlig at sikre beskyttelsen af den person, som forudsætningsvis anses for at være svagere stillet end sin medkontrahent – at den beskyttelse, som følger af disse bestemmelser, i princippet ikke kan gøres gældende af en person, der har indgået en kontrakt med henblik på brug, der delvis vedrører hans erhvervsmæssige virksomhed, og som derfor kun delvis ligger uden for denne virksomhed. Det forholder sig kun anderledes, såfremt nævnte kontrakts forbindelse med den pågældendes erhvervsmæssige virksomhed er så svag, at den må anses for marginal, og derfor kun spillede en ubetydelig rolle i forbindelse med den transaktion, som kontrakten samlet set vedrører.

    40
    Som generaladvokaten har anført i punkt 40 og 41 i forslaget til afgørelse, forholder det sig sådan, at når en kontrakt er indgået med henblik på kundens erhvervsmæssige virksomhed, må han anses for at være ligestillet med leverandøren, således at den særlige beskyttelse, som Bruxelles-konventionen forbeholder forbrugere, ikke er begrundet i dette tilfælde.

    41
    Denne betragtning ændres ikke af den omstændighed, at den pågældende kontrakt også tjener private formål, og dette gælder, uanset forholdet mellem den private og erhvervsmæssige brug, som den pågældende vare eller tjenesteydelse kan anvendes til. Dette gælder, selv om der er tale om overvejende privat brug, for så vidt som den del af brugen, der vedrører den erhvervsmæssige virksomhed, ikke er ubetydelig.

    42
    I tilfælde af blandede kontrakter er det følgelig ikke nødvendigt, at brugen af den pågældende vare eller tjenesteydelse i overvejende grad sker til erhvervsmæssige formål, for at konventionens artikel 13-15 ikke kan finde anvendelse.

    43
    En sådan fortolkning støttes af den omstændighed, at definitionen af begrebet »forbruger« i Bruxelles-konventionens artikel 13, stk. 1, er strengt formuleret, idet der anvendes en negativ afgrænsning (»kontrakter indgået […] med henblik på brug […] uden for [den]erhvervsmæssige virksomhed«). Endvidere skal definitionen af en forbrugerkontrakt fortolkes snævert, idet den indebærer en fravigelse af hovedreglen om kompetence i konventionens artikel 2, stk. 1, og undtagelsesvis giver retterne ved sagsøgerens hjemsted kompetence (jf. denne doms præmis 32 og 33).

    44
    Denne fortolkning er ligeledes begrundet i den omstændighed, at kvalifikationen af kontrakten alene kan følge af en samlet vurdering af denne, og Domstolen har ved flere lejligheder fastslået, at behovet for at undgå, at der opstår flere værneting for én og samme kontrakt, er et af Bruxelles-konventionens væsentlige formål (jf. i denne retning bl.a. dom af 19.2.2002, sag C-256/00, Besix, Sml. I, s. 1699, præmis 27, Gabriel-dommen, præmis 57, og dom af 5.2.2004, sag C-18/02, DFDS Torline, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 26).

    45
    Den fortolkning, hvorefter det må antages, at der ikke er tale om en forbruger som omhandlet i Bruxelles-konventionens artikel 13, stk. 1, når brugen af varen eller tjenesteydelsen tjener et formål, der har en ikke ubetydelig forbindelse med den pågældendes erhvervsmæssige virksomhed, er ligeledes den fortolkning, der i videst udstrækning er i overensstemmelse med kravene om retssikkerhed, såvel som hensynet til, at den senere sagsøgte kan forudse, ved hvilken ret han kan blive sagsøgt, hvilket tilsammen udgør grundlaget for konventionen (jf. bl.a. Besix-dommen, præmis 24-26).

    46
    I henhold til de almindelige bevisbyrderegler påhviler det den person, der søger at gøre Bruxelles-konventionens artikel 13 til 15 gældende, at godtgøre, at den erhvervsmæssige brug i forbindelse med den pågældende blandede kontrakt kun spiller en ubetydelig rolle, idet modparten har ret til at føre bevis for det modsatte.

    47
    Under hensyn til de beviser, der således fremlægges for den, tilkommer det den nationale ret at afgøre, om den pågældende kontrakt tilsigtede i en ikke ubetydelig grad at opfylde behov vedrørende den pågældendes erhvervsmæssige virksomhed, eller omvendt, om den erhvervsmæssige brug alene spillede en ubetydelig rolle. I denne forbindelse skal den nationale ret tage hensyn ikke blot til kontraktens indhold, art og formål, men også til de objektive omstændigheder, der lå til grund for dens indgåelse.

    48
    Hvad endelig angår den forelæggende rets spørgsmål om, hvorvidt formålet med den virksomhed, hvortil kontrakten blev indgået, skal have været kendeligt for den påståede forbrugers medkontrahent, såvel som om betydningen af de omstændigheder, hvorunder kontrakten blev indgået, skal det præciseres, at med henblik på i videst muligt omfang at lette såvel fremlæggelse som vurdering af beviser, skal den ret, som sagen er indbragt for, først og fremmest lægge vægt på de beviselementer, der objektivt fremgår af sagens akter.

    49
    Hvis disse elementer er tilstrækkelige til, at retten på dette grundlag kan fastslå, at kontrakten på en ikke ubetydelig måde tjente til opfyldelsen af behov vedrørende den pågældendes erhvervsmæssige virksomhed, finder Bruxelles-konventionens artikel 13 til 15 under alle omstændigheder ikke anvendelse på grund af den særlige stilling, som disse bestemmelser indtager i den ordning, konventionen indfører. Det vil i et sådant tilfælde således være ufornødent at undersøge, om den erhvervsmæssige brug var objektivt kendelig for medkontrahenten eller ej.

    50
    Hvis de objektive oplysninger, der fremgår af sagens akter, derimod ikke på tilstrækkelig måde viser, at den transaktion, der lå til grund for indgåelsen af en blandet kontrakt, tjente et ikke ubetydeligt erhvervsmæssigt formål, skal denne kontrakt i princippet anses for at være indgået af en forbruger i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 13 til 15, idet disse bestemmelser ellers ville miste deres effektive virkning.

    51
    Under hensyn til, at den beskyttelsesordning, der er indført med Bruxelles-konventionens artikel 13 til 15, har karakter af en undtagelse, bør den nationale ret imidlertid i sidstnævnte tilfælde desuden undersøge, om medkontrahenten ikke med rimelighed kunne se bort fra det ikke erhvervsmæssige formål med transaktionen, fordi den påståede forbruger i kraft af sin adfærd over for sin senere medkontrahent i praksis har givet sidstnævnte det indtryk, at der var tale om erhvervsmæssige formål.

    52
    Dette vil eksempelvis være tilfældet, når en person uden yderligere præciseringer bestiller varer, der faktisk kan anvendes til hans erhvervsvirksomhed, til dette formål anvender brevpapir med et forretningsmæssigt brevhoved, lader varerne levere på sin forretningsadresse eller nævner muligheden for at kunne fratrække merværdiafgift.

    53
    I et sådant tilfælde finder de specielle kompetenceregler i sager om forbrugerkontrakter i medfør af Bruxelles-konventionens artikel 13 til 15 ikke anvendelse, selv om kontrakten ikke som sådan forfølger et ikke ubetydeligt erhvervsmæssigt formål, idet den pågældende person må anses for at have givet afkald på den beskyttelse, der følger af nævnte artikler, i betragtning af det indtryk, han har skabt hos sin medkontrahent, der er i god tro.

    54
    I lyset af ovenstående bemærkninger skal de første tre præjudicielle spørgsmål besvares med, at de kompetenceregler, der er fastsat i Bruxelles-konventionen, skal fortolkes således:

    En person, der har indgået en kontrakt vedrørende en vare med henblik på brug, der delvis vedrører hans erhvervsmæssige virksomhed, og som delvis ligger uden for denne virksomhed, kan ikke gøre den beskyttelse, der følger af de specielle kompetenceregler i konventionens artikel 13 til 15, gældende, medmindre den erhvervsmæssige virksomhed er så svag, at den må anses for marginal, og derfor kun spillede en ubetydelig rolle i forbindelse med den transaktion, som kontrakten samlet set vedrører; den omstændighed, at der er tale om overvejende privat brug, er herved uden betydning.

    Det tilkommer den ret, som sagen er blevet indbragt for, at afgøre, om den pågældende kontrakt blev indgået for i en ikke ubetydelig grad at opfylde behov vedrørende den pågældendes erhvervsmæssige virksomhed, eller om den erhvervsmæssige brug tværtimod kun spillede en ubetydelig rolle.

    Den nævnte ret skal tage hensyn til samtlige relevante faktiske omstændigheder, der objektivt kan udledes af sagens akter; derimod skal der ikke tages hensyn til omstændigheder eller forhold, som var kendelige for medkontrahenten i forbindelse med kontraktens indgåelse, medmindre den person, der gør gældende at være forbruger, har udvist en sådan adfærd, at hans medkontrahent med føje har kunnet få det indtryk, at der var tale om erhvervsmæssige formål.


    Om de tre sidste spørgsmål

    55
    Eftersom de sidste tre spørgsmål alene er stillet for det tilfælde, at det fastlås, at der er tale om en forbruger i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Bruxelles-konventionens artikel 13, stk. 1, og under hensyn til besvarelsen af de første tre spørgsmål, er det ufornødent at besvare de sidste tre spørgsmål om øvrige betingelser for anvendelsen af denne bestemmelse.


    Sagens omkostninger

    56
    Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

    På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

    Kompetencereglerne i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse, ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltrædelse, ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltrædelse og ved konventionen af 29. november 1996 om Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse, skal fortolkes på følgende måde:

    En person, der har indgået en kontrakt vedrørende en vare med henblik på brug, der delvis vedrører hans erhvervsmæssige virksomhed, og som delvis ligger uden for denne virksomhed, kan ikke gøre den beskyttelse, der følger af de specielle kompetenceregler i konventionens artikel 13 til 15, gældende, medmindre den erhvervsmæssige virksomhed er så marginal, at den kun spiller en ubetydelig rolle i forbindelse med den transaktion, som kontrakten samlet set vedrører; den omstændighed, at der er tale om overvejende privat brug, er herved uden betydning.

    Det tilkommer den ret, som sagen er blevet indbragt for, at afgøre, om den pågældende kontrakt blev indgået for i en ikke ubetydelig grad at opfylde behov vedrørende den pågældendes erhvervsmæssige virksomhed, eller om den erhvervsmæssige brug tværtimod kun spillede en ubetydelig rolle.

    Den nævnte ret skal tage hensyn til samtlige relevante faktiske omstændigheder, der objektivt kan udledes af sagens akter; derimod skal der ikke tages hensyn til omstændigheder eller forhold, som var kendelige for medkontrahenten i forbindelse med kontraktens indgåelse, medmindre den person, der gør gældende at være forbruger, har udvist en sådan adfærd, at hans medkontrahent med føje har kunnet få det indtryk, at der var tale om erhvervsmæssige formål.

    Underskrifter


    1
    Processprog: tysk.

    Top