61996J0048

1 Annullationssoegsmaal - frister - begyndelsestidspunkt - retsakt, der ikke er offentliggjort eller meddelt sagsoegeren - noejagtigt kendskab til indhold og begrundelse - pligt til at anmode om oplysning om retsaktens fulde ordlyd inden for en rimelig frist efter opnaaelse af kendskab til dens eksistens

(EF-traktaten, art. 173, stk. 5)

2 Institutionernes retsakter - begrundelse - pligt - raekkevidde - kommissionsafgoerelse om ikke at yde finansiel stoette som led i et program til fremme af energiteknologi

(EF-traktaten, art. 190; Raadets forordning nr. 2008/90)

3 Faellesskabsret - principper - ret til kontradiktion - anvendelsesomraade - fremgangsmaade ved udvaelgelse af projekter med henblik paa finansiel stoette fra Faellesskabet - ikke omfattet

4 Annullationssoegsmaal - anbringender - magtfordrejning - begreb

5 Appel - anbringender - anbringender og argumenter, som blot gentager det for Retten paaberaabte - formalitetsmangel - afvisning

[Statutten for EF-Domstolen, art. 51; Domstolens procesreglement, art. 112, stk. 1, litra c)]

1 I tilfaelde, hvor en retsakt hverken er offentliggjort eller meddelt, kan fristen for at ivaerksaette et annullationssoegsmaal til proevelse af retsakten foerst loebe fra det tidspunkt, hvor den beroerte tredjemand har faaet noejagtigt kendskab til retsaktens indhold og begrundelse, dog forudsat at han, inden for en rimelig frist efter at have faaet kendskab til den, har anmodet om den fuldstaendige ordlyd. Hensynet til retssikkerheden kraever, at en retsakts adressater, naar de ikke kender retsaktens noejagtige indhold, udfolder de fornoedne bestraebelser paa at fremskaffe tilstraekkelige oplysninger.

2 Den begrundelse, som kraeves efter traktatens artikel 190, skal vaere tilpasset den paagaeldende retsakts karakter. Det skal klart og utvetydigt fremgaa af begrundelsen, hvilke betragtninger den institution, som har udstedt retsakten, har lagt til grund, saaledes at den beroerte kan goere sig bekendt med baggrunden for den trufne foranstaltning, og Domstolen kan udoeve sin kontrol. Det kan imidlertid ikke kraeves, at alle de faktiske og retlige elementer, som retsakten bestaar af, er specificeret i begrundelsen, naar retsakten indgaar i en generel ordning af foranstaltninger for det paagaeldende omraade. Desuden skal begrundelseskravet fastlaegges i forhold til den konkrete sags omstaendigheder, navnlig indholdet af den paagaeldende retsakt, indholdet af de anfoerte grunde og den interesse, som retsaktens adressater eller andre, der i henhold til traktatens artikel 173, stk. 4, maa anses for umiddelbart og individuelt beroert af retsakten, kan have i begrundelsen.

Under en udvaelgelsesprocedure for projekter, hvortil der vil kunne ydes finansiel stoette i henhold til forordning nr. 2008/90 om fremme af energiteknologi i Europa (Thermie-programmet), som er kendetegnet ved et stort antal deltagere, og som er tilrettelagt saaledes, at udvaelgelseskriterierne for de enkelte projekter, som fastsat i forordningen, er kendt af de paagaeldende paa forhaand, at der deltager udvalg, og at resultaterne offentliggoeres, kan der ikke stilles krav om en detaljeret begrundelse for en beslutning om afslag paa en ansoegning om finansiel stoette, som bl.a. skulle omfatte en sammenholdelse med oplysningerne om de projekter, der er blevet foretrukket.

3 Kravet om, at Kommissionen giver de personer, der kan blive beroert, lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter forud for udstedelsen af den paagaeldende retsakt, gaelder kun, naar institutionen paataenker at paalaegge en sanktion eller at traeffe en foranstaltning, der kan paavirke deres retsstilling. Hvad naermere angaar udvaelgelsesproceduren for projekter, hvortil der vil kunne ydes finansiel stoette til fremme af energiteknologi i Europa (Thermie-programmet) - der er kendetegnet ved et stort antal deltagere - er den omstaendighed, at forslagsstillerne, naar forslagene er indgivet, som udgangspunkt ikke bliver hoert under udvaelgelsesproceduren desuden begrundet i, at der skal foretages en bedoemmelse af et stort antal projekter.

4 En retsakt udstedt af en faellesskabsinstitution er behaeftet med magtfordrejning, saafremt institutionen udoever sine befoejelser udelukkende eller dog i det mindste overvejende med det formaal at forfoelge andre maal end dem, der er angivet, eller for at omgaa en fremgangsmaade, der saerligt er fastsat i traktaten for at imoedegaa konkret foreliggende vanskeligheder.

5 Det fremgaar af artikel 51, stk. 1, i statutten for Domstolen og af procesreglementets artikel 112, stk. 1, litra c), at appelskriftet skal indeholde en noejagtig angivelse af, hvilke forhold der anfaegtes i den appellerede dom, samt de retlige argumenter, der saerligt stoetter annullationspaastanden. Dette krav kan ikke anses for at vaere opfyldt, naar appelskriftet blot gentager eller noejagtigt gengiver de anbringender og argumenter, der er blevet fremfoert for Retten, herunder de anbringender og argumenter, der var stoettet paa faktiske omstaendigheder, som Retten udtrykkeligt har afvist at laegge til grund.

I sag C-48/96 P,

Windpark Groothusen GmbH & Co. Betriebs KG, Groothusen-Krummhoern (Tyskland), ved professor Detlef Schumacher, Bremen, og advokat Benno Grunewald, Bremen,

appellant,

angaaende appel af dom afsagt den 13. december 1995 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (Foerste Afdeling) i sag T-109/94, Windpark Groothusen mod Kommissionen (Sml. II, s. 3007), hvori der er nedlagt paastand om ophaevelse af dommen,

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Juergen Grunwald, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

har

DOMSTOLEN

(Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C. Gulmann, og dommerne J.C. Moitinho de Almeida (refererende dommer) og J.-P. Puissochet,

generaladvokat: G. Cosmas

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer H.A. Ruehl,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 2. oktober 1997, hvorunder Windpark Groothusen GmbH & Co. Betriebs KG var repraesenteret ved Detlef Schumacher og advokat Wilhelm Wiltfang, Bremen, og Kommissionen ved Juergen Grunwald,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 13. november 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 19. februar 1996 har Windpark Groothusen GmbH & Co. Betriebs KG (herefter »Windpark«) i medfoer af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen ivaerksat appel af dom afsagt den 13. december 1995 af Retten i Foerste Instans i sag T-109/94, Windpark Groothusen mod Kommissionen (Sml. II, s. 3007, herefter »dommen« eller »den appellerede dom«), for saa vidt som Windpark ikke ved dommen fik medhold i sin paastand om annullation af Kommissionens beslutning af 13. januar 1994, hvorved finansiel stoette til Windpark i henhold til Thermie-programmet for 1993 blev afslaaet, eller i sin paastand om, at det blev paalagt Kommissionen at traeffe en ny beslutning.

2 Retten lagde foelgende faktiske omstaendigheder til grund:

»1 Den 26. juni 1990 udstedte Raadet forordning (EOEF) nr. 2008/90 om fremme af energiteknologi i Europa (Thermie-programmet) (EFT L 185, s. 1, herefter 'Thermie-forordningen'). Thermie-programmet omfatter i alt 17 anvendelsessektorer, herunder vindenergi.

2 I overensstemmelse med Thermie-forordningens artikel 8 indledes fremgangsmaaden til fastlaeggelse af egnede projekter af Kommissionen, som skal offentliggoere en indkaldelse af forslag i De Europaeiske Faellesskabers Tidende. Ved udvaelgelse af projekter med samlede omkostninger paa over 500 000 ECU bistaas Kommissionen af et udvalg bestaaende af repraesentanter for medlemsstaterne (herefter 'Thermie-Udvalget'), som afgiver udtalelse om det for udvalget forelagte udkast til foranstaltninger, der skal traeffes. Saafremt de af Kommissionen vedtagne foranstaltninger ikke er i overensstemmelse med den af udvalget afgivne udtalelse, skal Kommissionen underrette Raadet herom. Raadet kan i saa fald i medfoer af Thermie-forordningens artikel 10, stk. 1, traeffe en afgoerelse, der afviger fra Kommissionens.

3 For 1993 offentliggjorde Kommissionen den 16. juli 1992 i EF-Tidende (EFT C 179, s. 14) en meddelelse om ydelse af finansiel stoette til projekter til fremme af energiteknologi - Thermie-programmet. Den opfordrede interesserede til foer den 11. december 1992 at indsende projekter til Kommissionen med henblik paa udvaelgelse til eventuel tildeling af finansiel stoette i 1993. Kommissionen angav ligeledes i overensstemmelse med Thermie-forordningens artikel 8, stk. 2, hvilke sektorer der havde foersteprioritet, nemlig 'lavenergibygninger med lav CO2-emission' og 'integrerede styringssystemer for bytrafik'. Kommissionen anfoerte desuden, at naermere oplysninger om den procedure, der skulle foelges ved indgivelse af forslag, og om betingelserne for deltagelse, udvaelgelseskriterier og andre relevante forhold kunne faas ved henvendelse til Kommissionen.

4 Sagsoegeren er et selskab, der har til formaal at oprette og drive en vindenergipark i Groothusen ved Emden i Tyskland.

5 Den 27. november 1992 indgav sagsoegeren anmodning til Kommissionen om stoette paa 1 933 495 ECU til oprettelse af en vindmoellepark.

6 Kommissionen modtog omkring 700 forslag. I marts 1993 udarbejdede Generaldirektoratet for Energi et dokument, hvori det tog stilling til disse projekter. Den 5. april 1993 blev projekterne behandlet af Det Tekniske Udvalg for Vindenergi og den 3. og 4. juni 1993 af Thermie-Udvalget. I overensstemmelse med artikel 9, stk. 2, sammenholdt med artikel 10, stk. 1, i Thermie-forordningen fandt den i udbuddene angivne fastlaeggelse af prioriteterne saaledes sted efter den saakaldte 'komitéprocedure'.

7 Den 19. juli 1993 traf Kommissionen afgoerelse om at yde finansiel stoette til i alt 137 projekter. Ved samme afgoerelse opstillede Kommissionen ligeledes en 'reserveliste' bestaaende af 49 erstatningsprojekter. Af de 52 projekter inden for vindenergiomraadet opnaaede 11 finansiel stoette, og 8 blev opfoert paa reservelisten. En kortfattet meddelelse om afgoerelsen er blevet offentliggjort i EF-Tidende den 24. juli 1993 (EFT C 200, s. 4).

8 Den 5. august 1993 meddelte Kommissionen sagsoegeren, at sagsoegerens projekt var blevet opfoert paa en 'supplerende liste over projekter, som muligvis kan opnaa finansiel stoette foer den 31. december 1993, saafremt tilstraekkelige bevillinger er til raadighed, navnlig hvis de projekter, der allerede har opnaaet finansiel stoette, ikke gennemfoeres'. Ifoelge et bilag til denne skrivelse var den maksimale finansielle stoette til projektet blevet fastsat til 918 028 ECU. Kommissionen understregede, at det forhold, at projektet var opfoert paa den supplerende liste, var uden forbindende for institutionen, og den fralagde sig ethvert ansvar for eventuelle foelger af en endelig beslutning om ikke at yde sagsoegeren finansiel stoette.

9 Ved telefax af 9. august 1993 til Kommissionen anmodede sagsoegeren om yderligere oplysninger samt om tilladelse til at paabegynde arbejdet. Delstaten Niedersachsen's Forbindelseskontor ved De Europaeiske Faellesskaber meddelte dernaest sagsoegeren, at dennes projekt var opfoert paa reservelisten, og at der ville blive truffet beslutning om en eventuel finansiel stoette efter september maaned 1993.

10 Kommissionen meddelte ved skrivelse af 13. januar 1994 sagsoegeren, at dennes projekt ikke kunne opnaa finansiel stoette i 1993, eftersom der ikke var de fornoedne bevillinger til raadighed.

11 Sagsoegeren fremsendte herefter skrivelser af 9. og af 23. februar 1994, hvori man gav udtryk for sin skuffelse og anmodede om, at den fulgte 'fremgangsmaade og beslutningen af 13. januar 1994 paa ny underkastes en omhyggelig undersoegelse'. Kommissionen besvarede disse skrivelser ved skrivelse af 16. marts 1994, hvori den bekraeftede indholdet af sine skrivelser af 5. august 1993 og af 13. januar 1994.«

3 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 17. marts 1994 anlagde Windpark sag med paastand om annullation af Kommissionens beslutning af 13. januar 1994 og om, at det blev paalagt Kommissionen at traeffe en ny beslutning i overensstemmelse med de af Domstolen fastlagte retsprincipper.

4 Windpark havde i staevningen udelukkende nedlagt paastand om annullation af Kommissionens beslutning af 13. januar 1994, men anfoerte i replikken, at sagen ligeledes burde antages at vaere rettet mod Kommissionens tidligere vedtagelser, navnlig afgoerelsen af 19. juli 1993, for saa vidt som soegsmaalsgrundene stod i forbindelse hermed.

5 Til stoette for paastandene paaberaabte Windpark sig tre anbringender: 1) Tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter, idet beslutningen ikke var tilstraekkeligt begrundet, 2) overtraedelse af vaesentlige retsregler om anvendelsen af traktaten, idet sagsoegerens ret til kontradiktion ikke var blevet overholdt, og 3) magtfordrejning, idet selskabets anmodning var blevet afslaaet tilsyneladende uden begrundelse.

6 Ved Rettens dom blev Kommissionen frifundet.

7 Med hensyn til formaliteten fandt Retten for det foerste, i praemis 22, at der maatte sondres mellem dels Kommissionens afgoerelse af 19. juli 1993 om ydelse af finansiel stoette paa i alt 129 182 448 ECU til 137 projekter til fremme af energiteknologi og om etablering af en reserveliste bestaaende af 49 erstatningsprojekter, dels den retsakt, som var indeholdt i Kommissionens skrivelse af 13. januar 1994 til Windpark, og Retten udtalte i praemis 23, at den foerstnaevnte afgoerelse var endelig, for saa vidt som det blev fastslaaet, at Windpark's projekt ikke var blandt de udvalgte projekter.

8 I praemis 24 og 25 konstaterede Retten dernaest, at hverken offentliggoerelsen af Kommissionens meddelelse i EF-Tidende om afgoerelsen af 19. juli 1993 eller Kommissionens skrivelse af 5. august 1993 til Windpark - hvori der blev givet meddelelse om, at Windpark's projekt var blevet opfoert paa den supplerende liste - havde gjort det muligt for de beroerte parter at faa noejagtigt kendskab til indholdet af og begrundelsen for den omhandlede retsakt, saaledes at de havde kunnet goere brug af deres soegsmaalsret.

9 I dommens praemis 26 henledte Retten dog opmaerksomheden paa, at soegsmaalsfristen, i tilfaelde hvor retsakten ikke er offentliggjort eller meddelt, efter retspraksis foerst kan loebe fra det tidspunkt, hvor den beroerte tredjemand faar noejagtigt kendskab til indholdet af og begrundelsen for den paagaeldende retsakt, hvorved det ganske vist er en forudsaetning, at han inden for en rimelig frist, efter at han har faaet kendskab til retsakten, anmoder om ordlyden af den paagaeldende retsakt i sin helhed (jf. Rettens dom af 19.5.1994, sag T-465/93, Consorzio gruppo di azione locale »Murgia Messapica« mod Kommissionen, Sml. II, s. 361, praemis 29, og Domstolens kendelse af 5.3.1993, sag C-102/92, Ferriere Acciaierie Sarde mod Kommissionen, Sml. I, s. 801, praemis 18). I praemis 27 udtalte Retten imidlertid, at Windpark gennem Kommissionens skrivelse af 5. august 1993 havde faaet kendskab til, at der var truffet afgoerelse om udvaelgelsen af de projekter, der kunne opnaa finansiel stoette, men at Windpark - som med urette antog, at udsigterne til at opnaa stoette var lovende - hverken havde benyttet lejligheden til at anmode om afgoerelsens fulde ordlyd eller om individuelle forklaringer med hensyn til afgoerelsen om ikke at medtage projektet blandt de 137 udvalgte projekter. For saa vidt som soegsmaalet var rettet mod afgoerelsen af 19. juli 1993, og det foerst var blevet anlagt den 17. marts 1994, dvs. mere end syv maaneder efter, at Windpark i august 1993 havde faaet kendskab til afgoerelsen, fandt Retten, i praemis 28, at sagen maatte afvises.

10 I praemis 29 fandt Retten derimod, at sagen maatte antages til realitetsbehandling, for saa vidt den angik den i skrivelsen af 13. januar 1994 indeholdte beslutning, hvorved Kommissionen havde meddelt Windpark, at selskabets projekt ikke kunne opnaa finansiel stoette i 1993, eftersom der ikke var disponible bevillinger. Denne skrivelse var naaet frem til Windpark den 19. januar 1994.

11 Hvad angaar sagens realitet fandt Retten for det foerste, i praemis 44 og 45, med hensyn til anbringendet vedroerende utilstraekkelig begrundelse, at begrundelsen for den i skrivelsen af 13. januar 1994 indeholdte beslutning - nemlig at der paa dette tidspunkt ikke laengere var bevillinger til raadighed - var tilstraekkelig og korrekt, idet bevillingerne, skoent der stadig var midler til raadighed paa budgettet for Thermie-programmet i juli 1993, efter at der var truffet afgoerelse om finansiering af visse projekter, imidlertid ifoelge Kommissionen i loebet af de sidste maaneder af aaret var blevet tildelt visse »maalprojekter«, hvorefter der ikke laengere var bevillinger til raadighed ved udloebet af aaret 1993.

12 For det andet fandt Retten, i praemis 48, for saa vidt angik anbringendet vedroerende tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, at den fulgte fremgangsmaade, hvorefter ansoegerne om finansiel stoette ikke blev hoert under udvaelgelsesproceduren, der blev gennemfoert paa baggrund af de af ansoegerne fremsendte dokumenter, var i overensstemmelse med det system, som anvendtes ved finansielle stoetteprogrammer, og var hensigtsmaessigt i en situation, hvor hundredevis af ansoegninger skulle vurderes. I praemis 49 udtalte Retten desuden, at Kommissionen ikke var forpligtet til at give Windpark lejlighed til at udtale sig, foer skrivelsen af 13. januar 1994 blev fremsendt til selskabet, eftersom dette ikke havde anmodet Kommissionen om supplerende forklaringer, efter at meddelelsen om afgoerelsen om at yde finansiel stoette til 137 projekter var blevet offentliggjort, eller efter at Kommissionen havde fremsendt skrivelsen af 5. august 1993. Endelig tilfoejede Retten, i praemis 50, at omstaendighederne i den foreliggende sag klart adskilte sig fra dem, der laa til grund for Rettens dom af 6. december 1994 i sag T-450/93, Lisrestal m.fl. mod Kommissionen (Sml. II, s. 1177), idet Windpark, i modsaetning til, hvad der var tilfaeldet i Lisrestal-sagen, ikke havde faaet bevilget nogen finansiel stoette.

13 For det tredje fastslog Retten, i praemis 58, for saa vidt angik anbringendet vedroerende magtfordrejning, at Windpark ikke havde fremfoert noget faktisk eller retligt forhold, der kunne godtgoere, at Kommissionens og Thermie-Udvalgets vurdering af sagsoegerens projekt havde vaeret behaeftet med en aabenbar fejl eller vaeret udtryk for magtfordrejning.

14 Til stoette for appellen har Windpark fremfoert seks anbringender, for det foerste at kravet paa fuld retsbeskyttelse er tilsidesat, for det andet at bestemmelsen i EF-traktatens artikel 173, stk. 5, er blevet fejlagtigt anvendt, for det tredje at begrundelsespligten, som foreskrevet i EF-traktatens artikel 190, er tilsidesat, for det fjerde at retten til kontradiktion er tilsidesat, for det femte at der foreligger magtfordrejning, og for det sjette at der er sket en tilsidesaettelse af EF-traktatens artikel 175, stk. 3, artikel 173, stk. 4, og artikel 176.

Anbringendet vedroerende tilsidesaettelse af kravet paa fuld retsbeskyttelse

15 Windpark har gjort gaeldende, at Retten har tilsidesat selskabets grundlaeggende ret til fuld retsbeskyttelse, som fastslaaet i artikel F, stk. 2, i traktaten om Den Europaeiske Union, sammenholdt med artikel 6 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlaeggende frihedsrettigheder og med traktatens artikel 173, stk. 4. Denne ret er efter Windpark's opfattelse for det foerste blevet tilsidesat ved, at Retten i den appellerede doms praemis 22 med urette har sondret mellem Kommissionens afgoerelse af 19. juli 1993 og den retsakt, der var indeholdt i skrivelsen af 13. januar 1994, og Retten dermed kun har realitetsbehandlet soegsmaalet, for saa vidt som det var rettet mod beslutningen af 13. januar 1994, idet Retten afviste sagen, som anlagt for sent, for saa vidt den angik afgoerelsen af 19. juli 1993. For det andet har Windpark gjort gaeldende, at selskabets ret til domstolsproevelse ogsaa er blevet tilsidesat ved, at Retten har betragtet afgoerelsen af 19. juli 1993 om ikke at medtage selskabets projekt blandt de 137 projekter, der kunne modtage finansiel stoette, som endelig. Efter Windpark's opfattelse forholdt det sig derimod saaledes, at der ikke var truffet endelig afgoerelse, eftersom selskabets projekt var optaget paa en »reserveliste«.

16 Hertil bemaerkes, at Retten med foeje har antaget, at afgoerelsen af 19. juli 1993 og beslutningen af 13. januar 1994 var to saerskilte retsakter, og at afgoerelsen af 19. juli 1993 indeholdt et endeligt afslag paa at medtage Windpark's projekt blandt de 137 projekter, der kunne ydes stoette til.

17 Ved afgoerelsen af 19. juli 1993 bevilgede Kommissionen saaledes finansiel stoette til 137 projekter til fremme af energiteknologi, og Windpark's projekt indgik ikke blandt disse projekter.

18 Derimod gav Kommissionen i skrivelsen af 13. januar 1994, som var en opfoelgning af skrivelsen af 5. august 1993 - hvorved Kommissionen havde forbeholdt sig mulighed for at yde finansiel stoette til projekter optaget paa en supplerende liste, herunder Windpark's projekt, for det tilfaelde, at tilstraekkelige bevillinger var til raadighed, og navnlig hvis projekter, der allerede havde opnaaet finansiel stoette, ikke blev gennemfoert - meddelelse til Windpark om, at bevillingerne var opbrugt, og at der saaledes ikke kunne ydes finansiel stoette til Windpark's projekt i 1993.

19 Retten findes korrekt at have fastslaaet, at afgoerelsen af 19. juli 1993 var endelig, ogsaa selv om Kommissionen i skrivelsen af 5. august 1993 havde forbeholdt sig mulighed for - med hensyn til udvaelgelsen af de 137 projekter, der kunne ydes stoette til, og med hensyn til, at Windpark's projekt ikke indgik blandt disse - at traeffe en anden afgoerelse end den, der fremgik af afgoerelsen af 19. juli 1993, hvis de fornoedne bevillinger var til raadighed.

20 Retten har saaledes med foeje fastslaaet, i overensstemmelse med retspraksis, at da Windpark hverken havde anmodet om den fulde ordlyd af beslutningen af 5. august 1993 eller om individuelle forklaringer vedroerende beslutningen, maatte sagen, som var anlagt den 17. marts 1994, afvises, for saa vidt som den var rettet mod afgoerelsen af 19. juli 1993.

21 Appellantens foerste anbringende kan herefter ikke tages til foelge.

Anbringendet vedroerende fejlagtig anvendelse af traktatens artikel 173, stk. 5

22 Windpark har gjort gaeldende, at selv hvis det antages, at Kommissionen i afgoerelsen af 19. juli 1993 i det hele afslog selskabets ansoegning om finansiel stoette, maa soegsmaalsfristen paa to maaneder anses for at vaere overholdt ved indleveringen af staevningen den 17. marts 1994. I forbindelse hermed har Windpark anfoert, at Rettens udtalelser i dommens praemis 9 og 28 er selvmodsigende, idet Retten i praemis 28 konstaterede, at Windpark ikke anmodede om den fulde ordlyd eller om at faa individuelle forklaringer vedroerende afslaget paa at yde stoette til projektet, da selskabet modtog skrivelsen af 5. august 1993, mens Retten i dommens praemis 9 omtalte, at Windpark ved telefax af 9. august 1993 havde anmodet om yderligere oplysninger efter modtagelsen af skrivelsen af 5. august 1993, men at Kommissionen ikke besvarede henvendelsen. I oevrigt har Windpark anfoert, at Kommissionen, efter at selskabet havde anmodet om yderligere oplysninger ved telefax af 9. august 1993, maatte have kunnet udlede af henvendelsen, at Windpark ikke havde forstaaet raekkevidden af meddelelsen af 5. august 1993, men skulle have givet selskabet oplysning om det noejagtige indhold af afgoerelsen af 19. juli 1993. Det foerste svar fra Kommissionens side var skrivelsen af 13. januar 1994, og kun denne skrivelse kunne medfoere, at soegsmaalsfristen begyndte at loebe.

23 Windpark har endvidere gjort gaeldende, at Retten urigtigt har indtaget det standpunkt, at soegsmaalsfristen i tilfaelde, hvor den paagaeldende retsakt hverken er blevet offentliggjort eller meddelt, foerst kan begynde at loebe fra det tidspunkt, hvor den beroerte tredjemand har faaet noejagtigt kendskab til den paagaeldende retsakts indhold og begrundelse, dog forudsat at han inden for en rimelig frist fra det tidspunkt, hvor han har faaet kendskab til dens eksistens, har anmodet om retsaktens fulde ordlyd. Efter Windpark's opfattelse skal traktatens artikel 173, stk. 5, fortolkes saaledes, at det i tilfaelde, hvor en beslutning ikke er offentliggjort og ikke er meddelt, kun kan vaere det forhold, at en person, der er individuelt beroert, rent faktisk har faaet kendskab til beslutningen, der kan vaere afgoerende for, at soegsmaalsfristen begynder at loebe. Hertil kommer efter Windpark's opfattelse, at det efter retsstatsprincippet ikke kan kraeves af den paagaeldende person, at denne selv skal soege at fremskaffe beslutningen og dens begrundelse.

24 Indledningsvis bemaerkes, at den appellerede doms praemis 9 og 28 ikke er selvmodsigende. I den telefax, Windpark sendte til Kommissionen den 9. august 1993, anmodede selskabet om supplerende oplysninger og ikke om den fuldstaendige ordlyd af afgoerelsen af 19. juli 1993. Windpark reagerede heller ikke paa meddelelsen i EF-Tidende, og selskabet anmodede ikke om individuelle oplysninger om grundene til, at dets projekt var blevet opfoert paa en supplerende liste og kun kunne opnaa finansiel stoette, hvis de fornoedne bevillinger var til raadighed.

25 Dernaest bemaerkes, at soegsmaalsfristen efter fast retspraksis (jf. bl.a. kendelsen i sagen Ferriere Acciaierie Sarde mod Kommissionen, praemis 18, og dom af 19.2.1998, sag C-309/95, Kommissionen mod Raadet, Sml. I, s. 655, praemis 18), i tilfaelde hvor en retsakt hverken er offentliggjort eller meddelt, foerst loeber fra det tidspunkt, hvor den beroerte har faaet noejagtigt kendskab til retsaktens indhold og begrundelse, dog forudsat at han har anmodet om den fuldstaendige ordlyd inden for en rimelig frist. Retten er derfor med foeje naaet frem til, at Windpark, der anlagde sag mere end syv maaneder efter, at selskabet i august 1993 havde faaet kendskab til, at dets projekt ikke var blandt de 137 projekter, der kunne ydes finansiel stoette til, maatte vaere afskaaret fra at opnaa domstolsproevelse, fordi soegsmaalet vedroerende retsakten blev indbragt for sent.

26 Denne retspraksis er begrundet i hensynet til retssikkerheden, som kraever, at en retsakts adressater, naar de ikke kender retsaktens noejagtige indhold, udfolder de fornoedne bestraebelser paa at fremskaffe tilstraekkelige oplysninger.

27 Appellantens andet anbringende kan herefter ikke tages til foelge.

Anbringendet vedroerende tilsidesaettelse af begrundelsespligten

28 Windpark har gjort gaeldende, at Retten har foretaget en urigtig bedoemmelse ved i den appellerede doms praemis 45 at fastslaa, at begrundelsen for den retsakt, der var indeholdt i skrivelsen af 13. januar 1994, nemlig at bevillingerne var opbrugt, var korrekt og tilstraekkelig. Efter Windpark's opfattelse var denne begrundelse dels forkert, fordi Kommissionen, som det er blevet oplyst under sagens behandling, bevilgede 10 817 552 ECU til bestemte maalrettede projekter under Thermie-programmet i tiden indtil den 31. december 1993, hvilket Windpark har bestridt (den appellerede doms praemis 44), dels utilstraekkelig, fordi Kommissionen, selv hvis det skulle have vaeret tilfaeldet, skulle have sammenlignet de maalrettede projekter med Windpark's projekt og have anfoert en begrundelse for, at de maalrettede projekter blev foretrukket. Det var derfor ikke tilstraekkeligt, at Retten kun tog hensyn til, at de midler, der stadig var til raadighed, var blevet brugt til maalrettede projekter.

29 Windpark har endvidere anfoert, at der paa budgettet for 1993 var afsat 174 000 000 ECU til Thermie-programmet. I indledningen til Thermie-rapporten oplyste Kommissionen, uden at sondre mellem formidlingsprojekter i henhold til Thermie-forordningens artikel 2 og maalrettede projekter i henhold til samme forordnings artikel 4, at der i 1993 blev ydet en finansiel stoette paa 140 000 000 ECU til 139 projekter, mens der blev brugt 34 000 000 ECU paa ledsageforanstaltninger. Ved afgoerelsen af 19. juli 1993 blev der imidlertid ydet en stoette paa 129 182 448 ECU til 137 projekter, og Windpark har anfoert, at 10 817 552 ECU er blevet fordelt, men ikke til projekter i henhold til Thermie-forordningens artikel 4. Dette fremgaar af et svar, som Christos Papoutsis afgav paa Kommissionens vegne den 29. april 1996 paa skriftlig forespoergsel E-0627/96 (EFT C 217, s. 81). Ifoelge svaret fremgik det af Kommissionens afgoerelse af 13. december 1993 dels, at 12,89 mio. ECU var stillet til raadighed til gennemfoerelse af projekter, dels at tre projekter fra reservelisten og tre andre projekter var blevet udvalgt som stoetteberettigede til erstatning for projekter, som var opfoert paa den oprindelige liste, men som var blevet opgivet. Det fremgik endvidere af Thermie-rapporten, at Kommissionen, i modsaetning til hvad der fremgik af afgoerelsen af 19. juli 1993, havde ydet en finansiel stoette paa 2 189 356 ECU inden for vindenergisektoren, uden hoering af Thermie-Udvalget, til fire projekter, som var opfoert paa reservelisten, men som ikke var maalrettede projekter. I oevrigt har Windpark gjort opmaerksom paa, at sondringen mellem »formidlingsprojekter« i henhold til artikel 2 og »maalrettede projekter« i henhold til Thermie-forordningens artikel 4 hverken er blevet benyttet under sagens behandling ved Retten eller i budgetprogrammet.

30 Windpark har endelig anfoert, at kun en del af de budgetmidler, der var blevet afsat for 1993 til fremme af vindenergiprojekter, faktisk blev brugt, da visse projekter ikke blev gennemfoert eller kun delvis blev gennemfoert.

31 Med hensyn til afgoerelsen af 13. december 1993, som angik maalrettede projekter, har Kommissionen anfoert, at der ved afgoerelsen blev bevilget 12 653 339 ECU til gennemfoerelse af maalrettede projekter, og at afgoerelsen ogsaa vedroerte tre andre vindenergiprojekter, som allerede var medtaget i afgoerelsen af 19. juli 1993, men som ifoelge berigtigelser kraevede yderligere udgiftsbeloeb paa 240 097 ECU.

32 Med hensyn til finansieringen af de fire projekter paa vindenergiomraadet, som var optaget paa reservelisten, og som Retten har opfattet saaledes, at de hoerte til de maalrettede projekter, har Kommissionen anfoert, at disse projekter, der efter udtalelse fra Thermie-Udvalget var blevet opfoert paa reservelisten ved afgoerelsen af 19. juli 1993, maatte foretraekkes frem for Windpark's projekt, fordi de alle indebar et »samarbejde mellem mindst to uafhaengige virksomheder, der er etableret i forskellige medlemsstater«, og at der derfor i henhold til Thermie-forordningens artikel 6, stk. 3, litra a), skulle gives forrang til disse projekter.

33 Hvad endelig angaar de beloeb, der var til raadighed som foelge af, at visse projekter ikke blev gennemfoert eller kun delvis blev gennemfoert, har Kommissionen gjort gaeldende, at nogle af projekterne faktisk blev gennemfoert, og at de eneste projekter, der blev annulleret, foerst blev det i oktober 1994 og i 1996, dvs. laengere tid efter, at beslutningen af 13. januar 1994 var truffet.

34 Indledningsvis bemaerkes, at den begrundelse, som kraeves efter traktatens artikel 190, ifoelge fast retspraksis skal vaere tilpasset den paagaeldende retsakts karakter. Det skal klart og utvetydigt fremgaa af begrundelsen, hvilke betragtninger den institution, som har udstedt retsakten, har lagt til grund, saaledes at den beroerte kan goere sig bekendt med baggrunden for den trufne foranstaltning, og Domstolen kan udoeve sin kontrol. Det fremgaar endvidere af retspraksis, at det ikke kan kraeves, at alle de faktiske og retlige elementer, som retsakten bestaar af, er specificeret i begrundelsen, naar retsakten indgaar i en generel ordning af foranstaltninger for det paagaeldende omraade (jf. dom af 13.10.1992, forenede sager C-63/90 og C-67/90, Portugal og Spanien mod Raadet, Sml. I, s. 5073, praemis 16, af 14.7.1994, sag C-353/92, Graekenland mod Raadet, Sml. I, s. 3411, praemis 19, og af 9.11.1995, sag C-466/93, Atlanta Fruchthandelsgesellschaft m.fl. (II), Sml. I, s. 3799, praemis 16).

35 Dernaest bemaerkes, at begrundelseskravet skal fastlaegges i forhold til den konkrete sags omstaendigheder, navnlig indholdet af den paagaeldende retsakt, indholdet af de anfoerte grunde og den interesse, som retsaktens adressater eller andre, der i henhold til traktatens artikel 173, stk. 4, maa anses for umiddelbart og individuelt beroert af retsakten, kan have i begrundelsen (dom af 13.3.1985, forenede sager 296/82 og 318/82, Nederlandene og Leeuwarder Papierwarenfabriek mod Kommissionen, Sml. s. 809, praemis 19).

36 Som generaladvokaten har anfoert i punkt 49 i forslaget til afgoerelse, giver en deltagelse i et finansielt stoetteprogram ikke den, der ansoeger om en saadan stoette, nogen rettighed, og hvis ansoegningen afslaas, aendres den paagaeldendes retsstilling ikke, idet ansoegerens eneste interesse bestaar i, at ansoegningen behandles efter objektive kriterier under udvaelgelsesproceduren.

37 Den begrundelse, der er givet i skrivelsen af 13. januar 1994, skal bedoemmes ud fra Thermie-forordningen, hvori de vigtigste kriterier for vurderingen af de enkelte projekter er opstillet. Ansoegerne kan dermed faa kendskab til, i hvilket omfang deres projekter er i overensstemmelse med kriterierne.

38 Desuden kan den paagaeldende udvaelgelsesprocedures saerlige kendetegn - at kriterierne for at opnaa stoette er offentliggjort, og at der er nedsat udvalg til at deltage i udvaelgelsen af projekterne - goere det overfloedigt at angive en detaljeret individuel begrundelse (dom af 31.3.1965, sag 16/64, Rauch mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 39, org. ref.: Rec. s. 179, og af 7.2.1990, sag C-213/87, Gemeente Amsterdam og VIA mod Kommissionen, Sml. I, s. 221).

39 Heraf foelger, at der i forbindelse med en procedure som den foreliggende - som er kendetegnet ved et stort antal deltagere, og som er tilrettelagt saaledes, at udvaelgelseskriterierne for de enkelte projekter, som fastsat i forordningen, er kendt af de paagaeldende paa forhaand, at der deltager udvalg, og at resultaterne offentliggoeres - ikke kan stilles krav om en detaljeret begrundelse for en beslutning om afslag paa en ansoegning om finansiel stoette, som bl.a. skulle omfatte en sammenholdelse med oplysningerne om de projekter, der er blevet foretrukket.

40 Retten har derfor med foeje fastslaaet, at den begrundelse, der var anfoert i beslutningen af 13. januar 1994, var tilstraekkelig og korrekt, dvs. at de disponible finansielle midler var udtoemt paa det paagaeldende tidspunkt, og at der dermed ikke kunne ydes stoette til Windpark's projekt.

41 Den af Windpark fremfoerte argumentation om, at de disponible midler kun til dels blev benyttet til maalrettede projekter, kan ikke foere til et andet resultat.

42 Appellantens tredje anbringende maa herefter ligeledes forkastes.

Anbringendet vedroerende tilsidesaettelse af retten til kontradiktion

43 Windpark har anfoert, at Kommissionen skulle have givet selskabet adgang til at udtale sig i forbindelse med, at den besluttede at yde stoette paa i alt 10 817 552 ECU til andre projekter. Retten har saaledes anlagt en urigtig bedoemmelse ved at fastslaa, at Kommissionen kan undlade at give personer, der deltager i en procedure for tildeling af finansiel stoette, for hvilken betingelserne er offentliggjort paa forhaand, adgang til at udtale sig.

44 Windpark har endvidere anfoert, at Retten ogsaa har anlagt en urigtig bedoemmelse ved i den appellerede doms praemis 49 at fastslaa, at der ikke kunne gives Windpark medhold i anbringendet om, at retten til kontradiktion var tilsidesat, fordi Windpark havde undladt at anmode om supplerende forklaringer, selv om Retten i den appellerede doms praemis 9 havde udtalt, at der var anmodet om yderligere oplysninger ved telefax af 9. august 1993.

45 Denne argumentation kan ikke tiltraedes.

46 Som Retten har anfoert, var det med hensyn til den fremgangsmaade, der skulle foelges ved forelaeggelse af projekter, blevet praeciseret, »at naar forslaget er indgivet, anmodes forslagsstillerne om ikke at fremsende yderligere oplysninger til Kommissionen, medmindre denne udtrykkeligt afkraever saadanne oplysninger«. Som udgangspunkt blev ansoegerne saaledes ikke hoert under udvaelgelsesproceduren, hvilket var begrundet i hensynet til, at der skulle foretages en bedoemmelse af et stort antal projekter.

47 Det fremgaar af Domstolens praksis (jf. dom af 29.6.1994, sag C-135/92, Fiskano mod Kommissionen, Sml. I, s. 2885, praemis 39 og 40), at kravet om, at personer, der kan blive beroert, skal have lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter forud for udstedelsen af den paagaeldende retsakt, kun gaelder, naar Kommissionen paataenker at paalaegge en sanktion eller at traeffe en foranstaltning, der kan paavirke deres retsstilling.

48 Windpark's argument vedroerende den appellerede doms praemis 49, sammenholdt med Rettens udtalelser i dommens praemis 9, kan af de grunde, der er anfoert i naervaerende doms praemis 24, ikke tiltraedes.

49 Appellantens fjerde anbringende kan herefter ikke tages til foelge.

Anbringendet vedroerende magtfordrejning

50 Windpark har for det foerste gjort gaeldende, at det ikke er godtgjort, at Kommissionen har udoevet sit skoen korrekt. Den omstaendighed, at Kommissionen har stoettet sin afgoerelse paa Thermie-Udvalgets udtalelse, er ikke tilstraekkelig, idet det ikke er godtgjort, at udvalget har udoevet sit skoen korrekt.

51 Windpark har for det andet anfoert, at Retten har stoettet sin afgoerelse paa en afgoerelse truffet af de af Kommissionen benyttede uafhaengige tekniske sagkyndige om kun at opfoere Windpark's projekt paa reservelisten. Nogle medlemmer af Thermie-Udvalget er imidlertid embedsmaend i medlemsstaterne, og det er derfor muligt, at udvalget lader sig lede af nationale oekonomiske interesser.

52 I denne henseende findes det tilstraekkeligt at bemaerke, at der efter Domstolens praksis foreligger magtfordrejning, saafremt en institution udoever sine befoejelser udelukkende eller dog i det mindste overvejende med det formaal at forfoelge andre maal end dem, der er angivet, eller for at omgaa en fremgangsmaade, der saerligt er fastsat i traktaten for at imoedegaa konkret foreliggende vanskeligheder (jf. bl.a. dom af 12.11.1996, sag C-84/94, Det Forenede Kongerige mod Raadet, Sml. I, s. 5755, praemis 69).

53 Appellanten har imidlertid ikke fremfoert noget retligt eller faktisk forhold, der kan godtgoere, at der har foreligget magtfordrejning.

54 Appellantens femte anbringende kan herefter ikke tages til foelge.

Anbringendet vedroerende tilsidesaettelse af traktatens artikel 175, stk. 3, artikel 173, stk. 4, og artikel 176

55 Windpark har gjort gaeldende, at Kommissionen ikke forskriftsmaessigt har taget stilling til selskabets ansoegning om en finansiel stoette paa 918 028 ECU. Windpark har til stoette herfor anfoert, at projektet opfylder betingelserne for, at en saadan stoette kan ydes, og at de noedvendige midler er til raadighed.

56 Hertil er det tilstraekkeligt at bemaerke, at anbringendet maa afvises, for saa vidt som det stoettes paa traktatens artikel 175, idet sagen for Retten ikke blev foert paa grundlag af denne bestemmelse. I det omfang det goeres gaeldende, at beslutningen af 13. januar 1994 ikke har vaeret forskriftsmaessig, er anbringendet blot en gentagelse af anbringender, som Domstolen allerede har forkastet. Det fremgaar af artikel 51, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen og af procesreglementets artikel 112, stk. 1, litra c), at appelskriftet skal indeholde en noejagtig angivelse af, hvilke forhold der anfaegtes i den appellerede dom, samt de retlige argumenter, der saerligt stoetter annullationspaastanden. Efter fast retspraksis kan dette krav ikke anses for at vaere opfyldt, naar appelskriftet blot gentager eller noejagtigt gengiver de anbringender og argumenter, der er blevet fremfoert for Retten, herunder de anbringender og argumenter, der var stoettet paa faktiske omstaendigheder, som Retten udtrykkeligt har afvist at laegge til grund (jf. bl.a. kendelse af 16.9.1997, sag C-59/96 P, Koelman mod Kommissionen, Sml. I, s. 4809, praemis 52).

57 Paa denne baggrund kan appellantens sjette anbringende ikke tages til foelge, og appellen maa herefter i det hele forkastes.

Sagens omkostninger

58 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Appellanten har tabt sagen og boer derfor paalaegges at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Tredje Afdeling)

1) Appellen forkastes.

2) Appellanten betaler sagens omkostninger.