61995A0093

I sag T-93/95,

Bernard Laga, Grisolles (Frankrig), ved advokat Jean-François Le Petit, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Aloyse May, 31, Grand-Rue,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Gérard Rozet, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

stoettet af

Den Franske Republik, foerst ved kontorchef Catherine de Salins og fuldmaegtig Frédéric Pascal, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, senere ved kontorchef Kareen Rispail-Bellanger, ligeledes Juridisk Tjeneste, og Frédéric Pascal, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg paa Frankrigs Ambassade, 8 B, boulevard Joseph II,

intervenient,

angaaende en paastand om annullation af en afgoerelse truffet af Office national interprofessionnel du lait et des produits laitiers den 20. januar 1995 om at naegte sagsoegeren ret til tilbud om erstatning i medfoer af Raadets forordning (EOEF) nr. 2187/93 af 22. juli 1993 om tilbud om erstatning til visse producenter af maelk og mejeriprodukter, som midlertidigt har vaeret forhindret i at udoeve deres virksomhed (EFT L 196, s. 6), samt en paastand om, at Kommissionen tilpligtes at erstatte det ved afgoerelsen forvoldte tab,

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Foerste Afdeling)

sammensat af praesidenten, A. Saggio, og dommerne V. Tiili og R.M. Moura Ramos,

justitssekretaer: fuldmaegtig J. Palacio González,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 21. oktober 1997,

afsagt foelgende

Dom

Faktiske omstaendigheder og relevante retsforskrifter

1 Sagsoegeren, der er maelkeproducent, driver sin bedrift i et landbrugsbedriftsfaellesskab, han har indgaaet med Jean-Pierre Landuyt. Han paatog sig i medfoer af Raadets forordning (EOEF) nr. 1078/77 af 17. maj 1977 om indfoerelse af en praemieordning for ikke-markedsfoering af maelk og mejeriprodukter og for omstilling af malkekvaegsbesaetninger (EFT L 131, s. 1, herefter »forordning nr. 1078/77«) en forpligtelse til ikke-markedsfoering, der udloeb den 1. juli 1985.

2 I mellemtiden havde Raadet den 31. marts 1984 vedtaget forordning (EOEF) nr. 857/84 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning (EOEF) nr. 804/68 omhandlede afgift paa maelk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 13, herefter »forordning nr. 857/84«). Afgiften skulle betales af de producenter, der overskred en referencemaengde, der blev fastsat paa grundlag af maelkeproduktionen i et referenceaar.

3 Da forordning nr. 857/84 oprindeligt ikke indeholdt nogen saerskilt bestemmelse om tildeling af en referencemaengde til de producenter, der i lighed med sagsoegeren som foelge af en forpligtelse til ikke-markedsfoering, de havde indgaaet i henhold til forordning nr. 1078/77, ikke havde leveret maelk i referenceaaret, blev den erklaeret delvis ugyldig ved to domme afsagt af Domstolen den 28. april 1988 i Mulder-sagen (sag 120/86, Sml. s. 2321) og von Deetzen-sagen (sag 170/86, Sml. s. 2355).

4 Efter afsigelsen af disse domme vedtog Raadet forordning (EOEF) nr. 764/89 af 20. marts 1989 (EFT L 84, s. 2, herefter »forordning nr. 764/89«) og siden forordning nr. 1639/91 af 13. juni 1991 (EFT L 150, s. 35, herefter »forordning nr. 1639/91«), begge om aendring af forordning nr. 857/84. I begge forordninger blev det fastsat, at der skulle tildeles en saakaldt »specifik« referencemaengde til producenter, der ikke havde leveret maelk i referenceaaret. Denne referencemaengde blev foerst tildelt midlertidigt, men blev siden endelig efter dokumentation for opfyldelse af visse betingelser.

5 Ved Domstolens dom af 19. maj 1992 (forenede sager C-104/89 og C-37/90, Mulder m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. I, s. 3061) blev Faellesskabet tilpligtet at erstatte de tab, som sagsoegerne havde lidt ved anvendelsen af forordning nr. 857/84.

6 Efter denne dom vedtog Raadet forordning (EOEF) nr. 2187/93 af 22. juli 1993 om tilbud om erstatning til visse producenter af maelk og mejeriprodukter, som midlertidigt har vaeret forhindret i at udoeve deres virksomhed (EFT L 196, s. 6, herefter »forordning nr. 2187/93«).

7 I henhold til forordningens artikel 1 ydes der en erstatning til producenter, der har lidt tab, fordi de i referenceaaret ikke har kunnet levere eller saelge maelk eller mejeriprodukter som foelge af en forpligtelse, de havde indgaaet i henhold til forordning nr. 1078/77.

8 I forordningens artikel 2 bestemmes det, at erstatningskrav godkendes, naar de fremsaettes af en producent, der har faaet tildelt en endelig specifik referencemaengde i medfoer af forordning (EOEF) nr. 764/89 eller i medfoer af forordning (EOEF) nr. 1639/91.

9 I henhold til artikel 14 fremsaetter den kompetente nationale myndighed paa Raadets og Kommissionens vegne og for disses regning et tilbud om erstatning til producenten.

10 Ved afgoerelse truffet af praefekten for Aisne den 31. august 1989 blev der tildelt sagsoegeren en midlertidig specifik referencemaengde. Ved afgoerelse truffet af praefekten den 8. november 1991 blev denne midlertidige specifikke referencemaengde gjort endelig med virkning fra den 30. marts 1991.

11 Den 10. og 11. marts 1994 foretog Office national interprofessionnel du lait et des produits laitiers (herefter »Onilait«) en kontrolundersoegelse paa sagsoegerens bedrift. Onilait naaede til den konklusion, at sagsoegeren ikke personligt havde genoptaget maelkeproduktionen, hvilket fandtes at vaere i strid med bestemmelserne i artikel 3a, stk. 3, i forordning nr. 857/84.

12 I skrivelse af 20. januar 1995 meddelte direktoeren for Onilait sagsoegeren, at den specifikke referencemaengde, han havde faaet tildelt, ikke kunne anses for endelig, og at Onilait derfor uden at have taget stilling til annullation af referencemaengden - hvorom han ville faa meddelelse senere - ikke kunne betale den i forordning nr. 2187/93 hjemlede erstatning.

13 Den 6. marts 1995 traf direktoeren for Onilait afgoerelse om at annullere den endelige specifikke referencemaengde, der var blevet tildelt sagsoegeren.

Retsforhandlinger og parternes paastande

14 Ved staevning indgivet til Rettens Justitskontor den 17. marts 1995 har sagsoegeren i medfoer af EF-traktatens artikel 173, artikel 178 og artikel 215, stk. 2, nedlagt paastand om annullation af afgoerelsen indeholdt i skrivelsen fra direktoeren for Onilait af 20. januar 1995 samt om, at Onilait tilpligtes at betale den i forordning nr. 2187/93 omhandlede erstatning med 8% rente fra den 19. maj 1992, 50 000 FF til daekning af omkostninger, der ikke kan tilbagesoeges, og samtlige sagsomkomstninger. Sagen blev anlagt mod Onilait som »stedfortraeder for de europaeiske institutioner, naermere bestemt Kommissionen«. Som svar paa en skrivelse fra Justitskontoret af samme dato tilsendte sagsoegeren den 30. marts 1995 Retten en aendret udgave af staevningen, hvorved Kommissionen blev indstaevnt.

15 Ved dokument indgivet til Rettens Justitskontor den 9. juni 1995 har Kommissionen rejst formalitetsindsigelse, og sagsoegeren har afgivet indlaeg hertil den 28. august 1995.

16 Den 10. oktober 1995 fremsatte Den Franske Republik begaering om intervention til stoette for Kommissionens paastande.

17 Ved kendelse af 29. november 1995 tog formanden for Rettens Foerste Afdeling begaeringen til foelge.

18 Ved kendelse af samme dato henskoed Retten Kommissionens formalitetsindsigelse til afgoerelse i forbindelse med sagens realitet.

19 Den 9. april 1996 indgav intervenienten indlaeg.

20 Den skriftlige forhandling blev afsluttet den 31. maj 1996 med indgivelse af duplik.

21 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret mundtlige spoergsmaal fra Retten under retsmoedet den 21. oktober 1997.

22 Sagsoegeren har i staevningen nedlagt foelgende paastande:

- Afgoerelsen indeholdt i skrivelsen af 20. januar 1995 fra direktoeren for Onilait annulleres.

- Kommissionen tilpligtes at betale den i forordning nr. 2187/93 omhandlede erstatning med 8% rente fra den 19. maj 1992.

- Kommissionen tilpligtes at betale 50 000 FF til daekning af omkostninger, der ikke kan tilbagesoeges.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkomstninger

23 I replikken fastholder sagsoegeren disse paastande og kraever endvidere, at Onilait over for sagsoegeren fremsaetter tilbud om erstatning i henhold til artikel 10 og 14 i forordning nr. 2187/93. Subsidiaert nedlaegger sagsoegeren paastand om betaling af 1 220 634,30 FF i erstatning i medfoer af traktatens artikel 215.

24 Kommissionen har som sagsoegt nedlagt foelgende paastande:

- For saa vidt angaar annullationspaastanden afvises sagen, subsidiaert frifindes sagsoegte.

- For saa vidt angaar erstatningspaastanden afvises sagen, subsidiaert frifindes sagsoegte.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

25 Intervenienten, den franske regering, har nedlagt paastand om, at Kommissionens paastande om frifindelse med hensyn til annullations- og erstatningspaastanden tages til foelge.

Annullationspaastanden

Formaliteten

Parternes argumenter

26 Til stoette for sin indsigelse har Kommissionen for det foerste gjort gaeldende, at staevningen ikke opfylder betingelserne i artikel 19 i EF-statutten for Domstolen og artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement, for saa vidt som soegsmaalsgrundene ikke fremgaar af den. Kommissionen ser sig derfor ude af stand til at tage til genmaele.

27 For det andet goer Kommissionen gaeldende, at hvis soegsmaalet skal fortolkes saaledes, at der nedlaegges paastand om annullation af den kontrol, Onilait har foretaget paa sagsoegerens bedrift, eller om annullation af afgoerelsen om at annullere den specifikke referencemaengde, der var tildelt sagsoegeren, maa sagen afvises, fordi den er anlagt til proevelse af nationale myndigheders foranstaltninger i forbindelse med deres almindelige og saedvanlige arbejde med at gennemfoere faellesskabslovgivningen vedroerende maelkeproducenter.

28 I modsaetning til, hvad der er haevdet af sagsoegeren, udgoer de paagaeldende foranstaltninger ikke blot forberedende foranstaltninger til afgoerelsen om at naegte at fremsaette et tilbud. Sagsoegeren tager herved ikke hensyn til den vide kompetence, der i henhold til faellesskabsretten er tillagt medlemsstaterne i forbindelse med gennemfoerelsen af faellesskabslovgivningen og kontrollen hermed. Denne kompetence bekraeftes i den foreliggende sag af de franske myndigheders vejledning vedroerende gennemfoerelsesforanstaltninger til lovgivningen om maelkekvoteordningen. Bedoemmelsen af saadanne foranstaltninger henhoerer derfor naturligt under de nationale retsinstanser.

29 Vedroerende den foerste afvisningsgrund, som Kommissionen har fremfoert over for annullationspaastanden, har sagsoegeren gjort gaeldende, at staevningen indeholder alle de noedvendige oplysninger.

30 Med hensyn til den anden afvisningsgrund har sagsoegeren anfoert, at den anfaegtede retsakt er en retsakt udstedt af Onilait som mandatar for Faellesskabet. I modsaetning til, hvad der er Kommissionens opfattelse, er de kontrolopgaver, Onilait udfoerer, selv om de udfoeres inden for rammerne af national ret, foranstaltninger, der forbereder en afgoerelse, dette forvaltningsorgan traeffer i egenskab af mandatar for Faellesskabet. Retten har derfor kompetence til at proeve saadanne foranstaltninger.

31 Sagsoegeren er af den opfattelse, at de tre betingelser, der stilles for at yde erstatning i medfoer af forordning nr. 2187/93, alle er opfyldt i sagsoegerens tilfaelde. Det er ikke bestridt, at sagsoegeren har leveret maelk til mejeriet, at maelken er blevet afhentet paa landbrugsbedriften, og at der paa landbrugsbedriften forefandtes samtlige installationer til denne produktion. Onilait kunne derfor ikke efter sin kontrol den 10. og 11. marts 1994 regne sagsoegeren det til skade, at han ikke personligt havde genoptaget driften, uden derved at tilfoeje nye betingelser til de i forordning nr. 2187/93 indeholdte.

32 Det kunne paa grundlag af den paagaeldende kontrol derfor ikke anses for godtgjort, at sagsoegeren havde tilsidesat forpligtelser, der paahvilede ham, og den anfaegtede retsakt bygger paa en faktisk vildfarelse.

Rettens bemaerkninger

33 Det fremgaar af fast retspraksis, at ifoelge reglerne om kompetencefordelingen mellem Faellesskabet og medlemsstaterne paahviler det medlemsstaterne at sikre gennemfoerelsen af Faellesskabets retsforskrifter paa deres territorium, navnlig for saa vidt angaar den faelles landbrugspolitik (Domstolens dom af 7.7.1987, forenede sager 89/86 og 91/86, Étoile Commerciale og CNTA mod Kommmissionen, Sml. s. 3005, praemis 11, Rettens kendelse af 21.10.1993, sagerne T-492/93 og T-492/93 R, Nutral mod Kommissionen, Sml. II, s. 1023, praemis 26). De retsakter, der udstedes af de nationale myndigheder som led i gennemfoerelsen af denne politik, er saaledes som udgangspunkt underkastet de nationale domstoles kontrol.

34 I den foreliggende sag giver erstatningsordningen, der er gennemfoert ved forordning nr. 2187/93, de nationale myndigheder befoejelse til at fremsaette et tilbud om erstatning til producenten paa Raadets og Kommissionens vegne og for disses regning (jf. tiende betragtning til forordningen og forordningens artikel 14).

35 I henhold til artikel 2 i forordning nr. 2187/93 er det kun de producenter, som har faaet tildelt en endelig specifik referencemaengde, der kan faa tilbud om erstatning. I medfoer af forordning nr. 857/84 som aendret ved forordning nr. 764/89 og nr. 1639/91 er det en betingelse for tildeling af endelige specifikke referencemaengder, at maelkeproduktionen faktisk er genoptaget.

36 Det fremgaar saaledes heraf, at den befoejelse, der ved forordning nr. 2187/93 er tillagt de nationale myndigheder til paa Raadets og Kommissionens vegne og for disses regning at fremsaette et tilbud om erstatning til hver enkelt producent (jf. ovenfor i praemis 9), i sig selv haenger noeje sammen med tilbudsmodtagerens faktiske genoptagelse af maelkeproduktionen.

37 Hvis maelkeproduktionen ikke er genoptaget, er den afgoerende betingelse i forordning nr. 2187/93 for at fremsaette et erstatningstilbud ikke opfyldt.

38 Ifoelge den gaeldende lovgivning paahviler kontrollen med, at produktionen er genoptaget, den samme nationale myndighed, som skal fremsaette tilbud om erstatning (jf. artikel 3a, stk. 3, i forordning nr. 857/84, som indsat ved forordning nr. 764/89 og aendret ved forordning nr. 1639/91).

39 Retsakter, hvorved det fastslaas, at maelkeproduktionen ikke er blevet genoptaget, og retsakter, hvorved der som foelge heraf gives afslag paa en endelig specifik referencemaengde, henhoerer derfor under de nationale domstoles kontrol (jf. Rettens dom af 11.7.1996, sag T-271/94, Branco mod Kommissionen, Sml. II, s. 749, praemis 53). Endvidere har sagsoegeren faktisk for en national retsinstans anfaegtet tilbagetraekningen af den endelige specifikke referencemaengde samt resultaterne af kontrolbesoeget i hans landbrugsbedrift.

40 Det fremgaar, at sagsoegeren kun har gjort gaeldende, at den anfaegtede retsakt, dvs. de nationale myndigheders afslag paa at fremsaette et erstatningstilbud, skyldes en fejl i forbindelse med disse myndigheders kontrol med hans landbrugsbedrift. Han har saaledes ikke fremfoert andre anbringender til stoette for annullationspaastanden end anbringendet vedroerende kontrollen med genoptagelse af produktionen.

41 Der er saaledes reelt nedlagt paastand om annullation af resultaterne af de nationale myndigheders kontrolbesoeg. Paastanden har saaledes til formaal at anfaegte gyldigheden af en afgoerelse truffet af de nationale organer, der skal gennemfoere visse foranstaltninger i forbindelse med den faelles landbrugspolitik (jf. hertil med hensyn til erstatningssoegsmaal Domstolens dom af 2.3.1978, forenede sager 12/77, 18/77 og 21/77, Debayser m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 553, praemis 25).

42 Det foelger heraf, at Retten ikke har kompetence til at proeve lovligheden af den retsakt, som annullationspaastanden reelt er rettet mod.

43 Paastanden maa derfor afvises.

Erstatningspaastanden

Formaliteten

Parternes argumenter

44 Kommissionen er af den opfattelse, at erstatningspaastanden i staevningen ikke kan antages til realitetsbehandling, idet den i realiteten har til formaal at opnaa det samme som annullationspaastanden (jf. Rettens dom af 15.3.1995, sag T-514/93, Cobrecaf m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 621). Kommissionen har gjort gaeldende, at erstatningspaastanden endvidere ikke kan antages til realitetsbehandling, fordi den ikke er understoettet af de noedvendige oplysninger. Saerligt kan det ikke paa grundlag af staevningen fastslaas, hvilke anbringender der fremfoeres til stoette herfor, hvilket er til hinder for, at Kommissionen kan varetage sine interesser. Selv efter angivelsen af det paastaaede tabs stoerrelse i replikken har sagsoegeren ikke formuleret noget klagepunkt mod Kommissionen.

45 Sagsoegeren har for det foerste anfoert, at en afvisning af annullationspaastanden ikke medfoerer afvisning af erstatningspaastanden. For det andet er sagsoegeren af den opfattelse, at staevningen indeholder samtlige noedvendige oplysninger, og at Kommissionen ikke kan kritisere sagsoegeren paa dette punkt, naar den selv sidder inde med mere konkrete oplysninger, som sagsoegeren selv ikke er bekendt med, saerligt om, hvilket beloeb sagsoegeren har krav paa i erstatning. I replikken har sagsoegeren beregnet den erstatning, han paastaar at have krav paa i medfoer af forordning nr. 2187/93.

Rettens bemaerkninger

46 Det bemaerkes indledningsvis, at sagsoegeren i erstatningspaastanden rejser krav om betaling af den erstatning, som Onilait efter hans opfattelse skulle have fremsat tilbud om, men afslog. Sagsoegeren har i realiteten nedlagt paastand om, at Onilait skal fremsaette tilbud til ham om erstatning i medfoer af artikel 10 og 14 i forordning nr. 2187/93, og subsidiaert opgoer han sit erstatningskrav under henvisning til en erstatningsberegning paa grundlag af forordning nr. 2187/93.

47 Som det er fastslaaet ovenfor (i praemis 37-40) er afslaget paa at fremsaette et tilbud til sagsoegeren om erstatning, saaledes som det paahviler sagsoegte paa de i forordning nr. 2187/93 fastsatte betingelser, en foelge af resultatet af de nationale myndigheders kontrol. Da erstatningskravet bygger paa paastaaede urigtigheder i resultaterne af kontrollen, er den handling, der skulle have forvoldt det tab, sagsoegeren soeger erstattet, en retsakt udstedt af de nationale myndigheder under udoevelse af deres egne befoejelser. Det foelger heraf, at betingelserne for at indbringe en sag for Retten i medfoer af traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2, ikke er opfyldt. Faellesskabets retsinstanser kan med hjemmel i disse bestemmelser alene tilkende erstatning for tab, der forvoldes af institutionerne eller af disses ansatte under udfoerelsen af deres arbejdsopgaver. Faellesskabet kan saaledes ikke drages til ansvar for tab, som foraarsages af nationale organer, og de nationale domstole er enekompetente til at tilkende erstatning herfor (jf. bl.a. Rettens dom af 14.9.1995, sag T-571/93, Lefebvre m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2379, praemis 65; jf. tillige Domstolens dom af 12.12.1979, sag 12/79, Wagner Agrarhandel mod Kommissionen, Sml. s. 3657, praemis 10, og af 26.2.1986, sag 175/84, Krohn mod Kommissionen, Sml. s. 753, praemis 18).

48 Det bemaerkes endvidere, at det i fast retspraksis er fastslaaet, at selv om annullationssoegsmaalet og erstatningssoegsmaalet er to selvstaendige retsmidler, og den omstaendighed, at et annullationssoegsmaal afvises, i princippet ikke medfoerer afvisning af et erstatningssoegsmaal, hvorunder der er nedlagt paastand om erstatning af tab, der haevdes at vaere forvoldt ved den anfaegtede retsakt, saa medfoerer afvisning af annullationssoegsmaalet ogsaa afvisning af erstatningssoegsmaalet, saafremt der med erstatningssoegsmaalet reelt tilsigtes en ophaevelse af en individuel afgoerelse, og dennes retsvirkninger ville blive ophaevet, hvis sagsoegeren fik medhold i erstatningssoegsmaalet (jf. bl.a. ovennaevnte dom i sagen Cobrecaf m.fl. mod Kommissionen, praemis 58 og 59).

49 Det fremgaar, at med erstatningspaastanden soeges sagsoegte tilpligtet at betale den erstatning, der er meddelt afslag paa ved den anfaegtede afgoerelse. Paastanden ville saaledes indebaere, at der blev opnaaet et resultat, som denne afgoerelse netop har udelukket, og som sagsoegeren har soegt at opnaa med sin annullationspaastand.

50 Erstatningspaastanden maa herefter afvises.

51 Sagsoegerens paastand om, at sagsoegte tilpligtes at betale 50 000 FF til daekning af »omkostninger, der ikke kan tilbagesoeges«, er ikke stoettet af et eneste faktisk eller retligt anbringende - som kraevet ved procesreglementets artikel 44, stk. 1 - der kunne saette Retten i stand til at traeffe afgoerelse vedroerende paastanden. Denne paastand skal derfor ligeledes afvises.

Sagens omkostninger

52 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagen skal afvises, boer sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens paastand herom.

53 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, skal intervenienten, Den Franske Republik, baere sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Foerste Afdeling)

1) Sagen afvises.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.

3) Intervenienten baerer sine egne omkostninger.