Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 61994TJ0266

Dom afsagt af Retten i Første Instans (Tredje Udvidede Afdeling) den 22. oktober 1996.
Foreningen af Jernskibs- og Maskinbyggerier i Danmark, Skibsværftsforeningen, Assens Skibsværft A/S, Burmeister & Wain Skibsværft A/S, Danyard A/S, Fredericia Skibsværft A/S, Odense Staalskibsværft A/S, Svendborg Værft A/S, Ørskov Christensens Staalskibsværft A/S og Aarhus Flydedok A/S mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.
Statsstøtte - Skibsbygningsindustri - Undtagelsesordning - Skibsværfter i den tidligere Tyske Demokratiske Republik.
Sag T-266/94.

European Court Reports 1996 II-01399

ECLI identifier: ECLI:EU:T:1996:153

61994A0266

Dom afsagt af Retten i Første Instans (Tredje Udvidede Afdeling) den 22. oktober 1996. - Foreningen af Jernskibs- og Maskinbyggerier i Danmark, Skibsværftsforeningen, Assens Skibsværft A/S, Burmeister & Wain Skibsværft A/S, Danyard A/S, Fredericia Skibsværft A/S, Odense Staalskibsværft A/S, Svendborg Værft A/S, Ørskov Christensens Staalskibsværft A/S og Aarhus Flydedok A/S mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Statsstøtte - Skibsbygningsindustri - Undtagelsesordning - Skibsværfter i den tidligere Tyske Demokratiske Republik. - Sag T-266/94.

Samling af Afgørelser 1996 side II-01399


Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Nøgleord


1 Retspleje - intervention - sagsoegte har ikke nedlagt paastand om afvisning - afvisning

(EOEF-statutten for Domstolen, art. 37, stk. 3; Rettens procesreglement, art. 116, stk. 3)

2 Annullationssoegsmaal - fysiske eller juridiske personer - retsakter, der beroerer dem umiddelbart og individuelt - kommissionsbeslutning, der tillader udbetaling af en statsstoette til en virksomhed, der opererer paa et marked med faa producenter - konkurrerende virksomhed - soegsmaalsret

(EF-traktaten, art. 93, stk. 3, og art. 173, stk. 4)

3 Statsstoette - forbud - undtagelser - stoette til skibsbygningsindustrien - direktiv 90/684 - stoette til oesttyske skibsvaerfter - kriterier for undtagelse - udbetaling inden den 31. december 1993 - deponering til fordel for modtageren inden den 31. december 1993 under afventning af Kommissionens endelige beslutning - tilladt

[Raadets direktiv 90/684, art. 10a, stk. 2, litra a), og art. 11, stk. 2, og Raadets direktiv 92/68]

4 Statsstoette - forbud - undtagelser - stoette til skibsbygningsindustrien - direktiv 90/684 - stoette til oesttyske skibsvaerfter - sidste frist for betaling af stoette fastsat til den 31. december 1993 - Kommissionens kompetence til at tillade en stoette efter denne dato

(Raadets direktiv 90/684, art. 10a, og Raadets direktiv 92/68)

5 Statsstoette - forbud - undtagelser - stoette til skibsbygningsindustrien - direktiv 90/684 - stoette til oesttyske skibsvaerfter - kriterier for undtagelse - maksimumsgraense - beregningsgrundlag og -metode - fastlaeggelse paa baggrund af forarbejderne

[Raadets direktiv 90/684, art. 10a, stk. 2, litra a), og Raadets direktiv 92/68]

6 Statsstoette - forbud - undtagelser - stoette til skibsbygningsindustrien - direktiv 90/684 - stoette til oesttyske skibsvaerfter - kriterier for undtagelse - kapacitetsnedskaering - omfang

[Raadets direktiv 90/684, art. 10a, stk. 2, litra c), og Raadets direktiv 92/68]

7 Statsstoette - forbud - undtagelser - stoette til skibsbygningsindustrien - direktiv 90/684 - stoette til oesttyske skibsvaerfter - kriterier for undtagelse - kapacitetsnedskaering - Kommissionens skoen - domstolskontrol

(Raadets direktiv 90/684, art. 10a, og Raadets direktiv 92/68)

8 Statsstoette - forbud - undtagelser - stoette til skibsbygningsindustrien - direktiv 90/684 - stoette til oesttyske skibsvaerfter - kriterier for undtagelse - kapacitetsnedskaering - faktisk og definitiv nedskaering - begreb

(Raadets direktiv 90/684, art. 7 og 10a, og Raadets direktiv 92/68)

9 Institutionernes retsakter - begrundelse - forpligtelse - raekkevidde - hensyntagen til sammenhaengen

(EF-traktaten, art. 190)

10 Statsstoette - paataenkte stoetteforanstaltninger - Kommissionens undersoegelse - indledende fase og kontradiktorisk fase - respektive kendetegn

(EF-traktaten, art. 93, stk. 2 og 3)

Sammendrag


11 I henhold til artikel 37, stk. 3, i EOEF-statutten for Domstolen, som i medfoer af samme statuts artikel 46, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse paa rettergangsmaaden ved Retten, kan paastande, der nedlaegges i en begaering om intervention, kun gaa ud paa at understoette en af parternes paastande. I oevrigt indtraeder intervenienten i henhold til artikel 116, stk. 3, i Rettens procesreglement i sagen, som den foreligger ved hans intervention. Intervenienten kan saaledes ikke fremsaette en formalitetsindsigelse, som ikke er indeholdt i sagsoegtes paastande.

12 Selv om en kommissionsbeslutning, hvorved der gives tilladelse til en statsstoette til en virksomhed, foerst kan paavirke en konkurrents interesser fra det oejeblik, hvor de tilladte nationale foranstaltninger gennemfoeres, maa en konkurrent anses for at vaere umiddelbart beroert i traktatens artikel 173, stk. 4's forstand af en saadan beslutning, saafremt der ikke er nogen tvivl om de nationale myndigheders vilje til at yde den omhandlede stoette.

Konkurrenten maa ogsaa betragtes som individuelt beroert i naevnte bestemmelses forstand, saafremt han paa grund af saerlige omstaendigheder - f.eks. fordi der kun er et begraenset antal virksomheder paa det paagaeldende marked - i relation til statsstoetten befinder sig i en saerlig situation i forhold til alle andre erhvervsdrivende.

13 Betingelsen i artikel 10a, stk. 2, litra a), i direktiv 90/684 om stoette til skibsbygningsindustrien, som indsat ved direktiv 92/68 for at lette de noedvendige omstruktureringer inden for den paagaeldende sektor i det tidligere DDR, hvorefter den af Kommissionen tilladte stoette til de oesttyske skibsvaerfter skulle vaere udbetalt inden den 31. december 1993, blev ikke paavirket af direktiv 93/115, hvorved gyldighedsperioden for direktivet blev forlaenget indtil den 31. december 1994. Da Kommissionen ikke var i stand til at traeffe en endelig beslutning om tilladelse af en af trancherne af en saadan stoette inden udloebet af den fastsatte frist for udbetalingen heraf, opfyldte den tyske regering, som oenskede at yde en tranche af stoetten, den foernaevnte betingelse ved at indsaette det omhandlede beloeb paa spaerrede bankkonti til fordel for modtageren.

14 Kommissionen har kompetence til at tillade en driftsstoette til et oesttysk skibsvaerft efter den 31. december 1993, som er fastsat som sidste frist for udbetalingen af en saadan stoette ved artikel 10a, stk. 2, i direktiv 90/684 om stoette til skibsbygningsindustrien, som indsat ved direktiv 92/68 for at lette de noedvendige omstruktureringer inden for den paagaeldende sektor i det tidligere DDR.

Det foelger nemlig af bestemmelsens litra b), at Kommissionen havde kompetence og pligt til at vurdere noedvendigheden og dermed foreneligheden med faellesmarkedet af driftsstoette, der blev ydet til kontrakter indgaaet i hele perioden fra den 1. juli 1990 til den 31. december 1993, herunder eventuelle kontrakter underskrevet sidstnaevnte dag.

Da en undersoegelse af, om statsstoette er forenelig med faellesmarkedet, normalt indebaerer en kompliceret oekonomisk og teknisk vurdering, som kraever en vis tid, maa det desuden antages, at faellesskabslovgiver i forbindelse med vedtagelsen af direktiv 92/68 har givet Kommissionen kompetence til i visse tilfaelde at traeffe sin beslutning om en stoettes forenelighed med faellesmarkedet selv efter den 31. december 1993. Det bemaerkes herved, at det efter ordlyden af artikel 10a i direktiv 90/684 ikke udtrykkeligt kraeves, at Kommissionen traeffer sin beslutning inden denne dato. Da der er tale om driftsstoette, herunder navnlig produktionsstoette knyttet til bestemte kontrakter, er det alene tidspunktet for underskrivelsen af kontrakterne, der har betydning i relation til stoettens indvirkning paa konkurrencen, og ikke det tidspunkt, hvor Kommissionen traeffer beslutning om, hvorvidt stoetten er forenelig med faellesmarkedet.

15 Artikel 10a, stk. 2, litra a), i direktiv 90/684 om stoette til skibsbygningsindustrien, som indsat ved direktiv 92/68 for at lette de noedvendige omstruktureringer inden for den paagaeldende sektor i det tidligere DDR, foreskriver udtrykkeligt, at beregningen af maksimumsgraensen for driftsstoette skal ske paa grundlag af den aarlige normalomsaetning »efter« den planlagte omstrukturering, dvs. efter 1995, idet omstruktureringen efter planen skulle vare indtil den 31. december 1995.

Direktiv 92/68 indeholder ganske vist ikke nogen definition af begrebet den aarlige normalomsaetning, men i Kommissionens meddelelse af 25. maj 1992, som ledsagede forslaget til direktivet, gives der en definition, hvorefter det paagaeldende tal skal beregnes ved at gange det forventede antal arbejdstagere ved udgangen af omstruktureringsperioden med den gennemsnitlige produktionsvaerdi pr. arbejdstager. Det fremgaar ligeledes af forarbejderne til direktiv 92/68, hvilken maksimal driftsstoette der var paataenkt paa tidspunktet for vedtagelsen af direktivet. Uden at det udtrykkeligt fremgaar af Kommissionens direktivforslag, kan man paa den baggrund udlede den beregningsmetode, som Kommissionen maa have anvendt ved fastsaettelsen af maksimumsstoettegraensen ved hjaelp af en procentsats af den aarlige normalomsaetning. Raadet har saaledes implicit godkendt denne beregningsmetode, som svarer til den, der er anvendt i artikel 4, stk. 1, i direktiv 90/684, og som udgoer den eneste formel, som kan forklare den maksimumsgraense, der er fastsat i direktiv 92/68.

16 Artikel 10a, stk. 2, litra c), i direktiv 90/684 om stoette til skibsbygningsindustrien, som indsat ved direktiv 92/68 for at lette de noedvendige omstruktureringer inden for den paagaeldende sektor i det tidligere DDR, skal fortolkes saaledes, at bestemmelsen som betingelse for, at en stoette kan tillades, alene kraever en generel nedskaering paa 40% af den samlede produktionskapacitet i det tidligere DDR inden afslutningen af den planlagte omstrukturering.

Det foelger saaledes af den naevnte bestemmelse, at Kommissionen paa den ene side ikke i forbindelse med vedtagelsen af en beslutning om at tillade en stoette til et skibsvaerft havde pligt til at sikre sig, at dettes kapacitet saerskilt betragtet blev reduceret eller begraenset til, hvad den tyske regering havde tildelt det, og at den paa den anden side var berettiget til at godkende udbetalingen af en tranche af stoetten alene paa grundlag af tilsagn fra den tyske regerings side om en fordeling af kapaciteten mellem de oesttyske vaerfter og en nedskaering af den samlede kapacitet inden udgangen af 1995, hvor omstruktureringen skulle vaere afsluttet.

17 Selv om Kommissionens opgave med henblik paa vurderingen af, om driftsstoette, der ydes i henhold til den undtagelsesordning, der er indfoert ved direktiv 92/68 for at lette de noedvendige omstruktureringer inden for skibsbygningsindustrien i det tidligere DDR, er forenelig med faellesmarkedet, alene bestaar i at kontrollere, at betingelserne i artikel 10a i direktiv 90/684 om stoette til skibsbygningsindustrien er opfyldt, har Kommissionen dog i relation til betingelsen om en nedskaering af modtagernes fremtidige kapacitet et vidt skoen ved bedoemmelsen af det faktiske grundlag for vurderingen af denne kapacitet.

I sager, der indebaerer en kompliceret oekonomisk og teknisk vurdering, maa den kontrol, Faellesskabets retsinstanser udoever, begraenses til en efterproevelse af, om procedureregler er overholdt, om begrundelsen er tilstraekkelig, om de faktiske omstaendigheder er materielt rigtige, samt om der foreligger et aabenbart urigtigt skoen eller magtfordrejning.

18 Udtrykket »en faktisk og definitiv nedskaering« i artikel 10a, stk. 2, litra c), i direktiv 90/684 om stoette til skibsbygningsindustrien, som indsat ved direktiv 92/68 for at lette de noedvendige omstruktureringer inden for den paagaeldende sektor i det tidligere DDR, skal fortolkes saaledes, at kapaciteten kan foroeges efter afslutningen af omstruktureringen, henholdsvis efter fem aar med Kommissionens tilladelse eller efter ti aar uden en saadan tilladelse.

Da artikel 10a ikke indeholder nogen definition af udtrykket, maa det nemlig fortolkes paa baggrund af de oevrige bestemmelser i direktiv 90/684, saasom artikel 7 om stoette til lukning, hvorefter en lukning maa betragtes som definitiv, naar den straekker sig over mere end ti aar, idet Kommissionen eventuelt kan give tilladelse til en genaabning efter fem aar.

19 Den begrundelse, som kraeves i henhold til traktatens artikel 190, skal tilpasses karakteren af den paagaeldende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfaegtede retsakt, har lagt til grund, saaledes at de beroerte parter kan faa kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og saaledes at Faellesskabets retsinstanser kan udoeve deres proevelsesret. Det kraeves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spoergsmaalet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter traktatens artikel 190, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes i forhold til den sammenhaeng, hvori den indgaar, samt under hensyn til alle de retsregler, som gaelder paa det paagaeldende omraade.

Naar der er tale om en beslutning truffet ved afslutningen af den indledende procedure i henhold til traktatens artikel 93, stk. 3, paavirker det omfanget af begrundelsespligten, at denne bestemmelse ikke paalaegger Kommissionen at inddrage tredjemand i den administrative procedure. Med forbehold af en eventuel forpligtelse til at indlede proceduren i artikel 93, stk. 2, i forbindelse med hvilken Kommissionen har pligt til at opfordre de interesserede parter til at fremsaette deres bemaerkninger, kan Kommissionen traeffe en beslutning i henhold til artikel 93, stk. 3, udelukkende paa grundlag af sin korrespondance med den beroerte medlemsstat. Det foelger heraf, at Kommissionen i princippet ikke har pligt til at tage hensyn til bl.a. den interesse, en tredjemand kunne have i at modtage en forklaring i begrundelsen.

20 Den administrative procedure i statsstoettesager har to faser: den indledende fase af undersoegelsen af stoetteforanstaltninger i medfoer af traktatens artikel 93, stk. 3 - der alene har til formaal at goere det muligt for Kommissionen at danne sig en foerste opfattelse af, om den paagaeldende stoette er delvis eller fuldt ud forenelig med faellesmarkedet - og undersoegelsesfasen i traktatens artikel 93, stk. 2. Kommissionen er foerst i sidstnaevnte undersoegelsesfase, som skal give den mulighed for at opnaa fuldstaendige oplysninger om alle sagens omstaendigheder, i henhold til traktaten forpligtet til at opfordre de beroerte parter til at fremsaette deres bemaerkninger, hvorimod der i den indledende fase ikke gaelder en saadan forpligtelse.

Parter


I sag T-266/94,

Foreningen af Jernskibs- og Maskinbyggerier i Danmark, Skibsvaerftsforeningen, Koebenhavn, paa egne vegne og som mandatar for

Assens Skibsvaerft A/S, Assens,

Burmeister & Wain Skibsvaerft A/S, Koebenhavn,

Danyard A/S, Frederikshavn,

Fredericia Skibsvaerft A/S, Fredericia,

Odense Staalskibsvaerft A/S, Odense,

Svendborg Vaerft A/S, Svendborg,

rskov Christensens Staalskibsvaerft A/S, Frederikshavn,

rhus Flydedok A/S, AArhus,

ved advokat Jan-Erik Svensson, Koebenhavn, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Philippe Dupont, 8-10, rue Mathias Hardt,

sagsoegere,

stoettet af

Kongeriget Danmark ved kontorchef Peter Biering, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg paa Kongelig Dansk Ambassade, 4, boulevard Royal,

intervenient,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Anders Christian Jessen og Ben Smulders, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

stoettet af

Forbundsrepublikken Tyskland ved Ministerialrat Ernst Roeder og Oberregierungsrat Bernd Kloke, begge Forbundsoekonomiministeriet, Bonn, som befuldmaegtigede, under den mundtlige forhandling bistaaet af advokat Michael Schuette, Bruxelles,

og

MTW Schiffswerft GmbH (tidligere Meerestechnik Werft), Wismar (Tyskland), ved advokaterne Hans-Juergen Rabe og Georg M. Berrisch, Hamburg, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat François Turk, 13 B, avenue Guillaume,

intervenienter,

angaaende en paastand om hel eller delvis annullation af Kommissionens beslutning af 11. maj 1994 om udbetaling af den anden tranche af statsstoette til MTW Schiffswerft GmbH, tidligere Meerestechnik Werft,

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Tredje Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C.P. Briët, og dommerne B. Vesterdorf, P. Lindh, A. Potocki og J.D. Cooke,

justitssekretaer: fuldmaegtig J. Palacio González,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 14. maj 1996,

afsagt foelgende

Dom

Dommens præmisser


Retlig baggrund

1 Raadet har med hjemmel i EOEF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra d) [nu EF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra e)], og EOEF-traktatens artikel 113 udstedt saerlige regler om, hvornaar statsstoette til skibsbygningsindustrien er forenelig med faellesmarkedet. Reglerne er indeholdt i Raadets direktiv 90/684/EOEF af 21. december 1990 om stoette til skibsbygningsindustrien (EFT L 380, s. 27, herefter »syvende direktiv«), som aendret ved Raadets direktiv 92/68/EOEF af 20. juli 1992 (EFT L 219, s. 54, herefter »direktiv 92/68«), Raadets direktiv 93/115/EF af 16. december 1993 (EFT L 326, s. 62, herefter »direktiv 93/115«) og Raadets direktiv 94/73/EF af 19. december 1994 (EFT L 351, s. 10). Syvende direktiv opstiller en sondring mellem paa den ene side produktionsstoette, saakaldt driftsstoette, for hvilken der gaelder en maksimumsgraense, og paa den anden side stoette til omstrukturering, der skal fremme paakraevede strukturaendringer inden for den europaeiske skibsbygningssektor.

2 Den 25. maj 1992 forelagde Kommissionen Raadet et forslag til direktiv med henblik paa at faa fastsat saerlige overgangsbestemmelser for skibsvaerfterne i den tidligere Tyske Demokratiske Republik (DDR). Forslaget var ledsaget af en meddelelse, hvori der blev foretaget en undersoegelse af noedvendigheden af en undtagelsesordning, der tillod driftsstoette ud over den saedvanlige graense med henblik paa at lette de noedvendige omstruktureringer i den oesttyske skibsbygningssektor (SEK(92) 991 endelig udg., herefter »meddelelsen af 25. maj 1992«). Den 20. juli 1992 vedtog Raadet direktiv 92/68.

3 Der blev herved indsat foelgende artikel 10a i kapitel IV i syvende direktiv:

»1. Med undtagelse af artikel 4, stk. 6 og 7, gaelder kapitel II ikke for skibsbygnings- og skibsreparationsaktiviteter paa vaerfter, der udoevede deres virksomhed paa den tidligere Tyske Demokratiske Republiks omraade den 1. juli 1990.

2. Indtil den 31. december 1993 kan den i stk. 1 omhandlede driftsstoette til bygning og ombygning af skibe paa disse vaerfter betragtes som forenelig med det faelles marked, hvis

a) stoetten til fremme af den fortsatte drift af disse vaerfter i denne periode ikke for nogen af vaerfternes vedkommende overstiger en maksimumsgraense paa 36% af omsaetningen beregnet paa basis af tre gange vaerftets aarlige normalomsaetning inden for skibsbygning og skibsombygning efter omstruktureringen; stoetten udbetales inden den 31. december 1993

b) der ikke ydes supplerende produktionsstoette til kontrakter indgaaet mellem den 1. juli 1990 og den 31. december 1993

c) den tyske regering paatager sig, i overensstemmelse med en tidsplan, der accepteres af Kommissionen, og under alle omstaendigheder inden den 31. december 1995, at gennemfoere en faktisk og definitiv nedskaering af skibsbygningskapaciteten paa netto 40% sammenlignet med den skibsbygningskapacitet paa 545 000 kbt, der fandtes den 1. juli 1990

d) den tyske regering over for Kommissionen, i form af aarlige rapporter udarbejdet af en uafhaengig statsautoriseret revisor, beviser, at den udbetalte stoette udelukkende anvendes til aktiviteter paa vaerfter beliggende i den tidligere Tyske Demokratiske Republik; den foerste af disse rapporter fremsendes til Kommissionen senest ved udgangen af februar 1993.

3. Kommissionen sikrer sig, at den i denne artikel omhandlede stoette ikke paavirker samhandelen i et omfang, der er i modstrid med den faelles interesse.«

Faktiske omstaendigheder

4 MTW Schiffswerft GmbH (herefter »MTW«), Wismar (Tyskland), driver et skibsvaerft i det tidligere DDR. Skibsvaerftet blev privatiseret ved et salg til Bremer Vulkan AG den 11. august 1992. Ved skrivelse af 2. oktober 1992 anmeldte den tyske regering til Kommissionen en paataenkt stoette til vaerftet.

5 Ifoelge de oplysninger, Kommissionen har givet, beloeb den paataenkte driftsstoette sig til 597,2 mio. DM (80,7 mio. DM til daekning af 40% af gammel gaeld, 57,7 mio. DM i kapitalindskud og 458,8 mio. DM til daekning af tab under omstruktureringen).

6 Ved skrivelse af 30. oktober 1992 anmodede Kommissionen de tyske myndigheder om yderligere oplysninger. Disse blev givet mundtligt under et moede den 2. december 1992 og senere skriftligt den 4. december 1992.

7 Kommissionen havde i mellemtiden anmodet konsulentfirmaet A & P Appledore International (herefter »Appledore«) om at foretage en undersoegelse af de anmeldte investeringsplaner til fordel for MTW og andre oesttyske vaerfter og beregne deres virkninger for kapaciteten. I en foerste rapport, som blev sendt til Kommissionen den 4. december 1992, konkluderede Appledore, at den for MTW fastsatte graense paa 100 000 kbt (kompenserede bruttotons (»compensated gross tonnage«), herefter »kbt«) ikke ville blive overskredet.

8 Paa et moede den 23. december 1992 besluttede Kommissionen at tillade, at en foerste tranche af driftsstoetten paa 191,2 mio. DM blev udbetalt til MTW. Ved skrivelse af 6. januar 1993 blev denne beslutning (herefter »den foerste beslutning« eller »beslutningen af 23. december 1992«) meddelt den tyske regering.

9 Den 1. april 1993 fremlagde Kommissionen sin anden beretning om kontrollen med privatiseringen i de nye tyske delstater. Det fremgaar bl.a. af beretningen, at den tyske regering som led i undtagelsesordningen havde paataget sig inden udgangen af 1995 at gennemfoere en faktisk og definitiv nedskaering af skibsbygningskapaciteten paa 40% af den kapacitet paa 545 000 kbt, der fandtes i 1990. Den tyske regering angav foelgende fordeling af den fremtidige skibsbygningskapacitet paa vaerfterne i de nye delstater.

(kbt)

Kapacitet i

1990

Fremtidig kapacitet

AEndring

MTW

87 275

100 000

+ 12 725

WW

133 804

85 000

- 48 804

PW

0

35 000

+ 35 000

VW

183 030

85 000

- 98 030

EWB

38 228

22 000

- 16 228

NW

97 042

0

- 97 042

RSW

5 662

0

- 5 662

I alt

545 041

327 000

- 218 041

10 Det fremgaar ligeledes af beretningen af 1. april 1993, at Appledore havde vurderet de tre privatiserede vaerfter MTW, WW og PW's kapacitet paa grundlag af de planlagte investeringer. Ifoelge Appledore ville de aftalte kapacitetsgraenser (jf. ovenstaaende tabel) ikke blive overskredet for de tre vaerfters vedkommende, da der var paavist tekniske flaskehalse i produktionsfaciliteterne.

11 Kommissionen har oplyst, at de tyske myndigheder i marts 1993 fremsendte den foerste af de rapporter, der er omhandlet i syvende direktivs artikel 10a, stk. 2, litra d) (herefter »'spill-over'-rapporter«). Rapporten var udarbejdet af C & L Treuarbeit Deutsche Revision, og den omfattede perioden fra den 1. november 1992 til den 28. februar 1993.

12 Yderligere »spill-over«-rapporter blev sendt til Kommissionen den 11. oktober 1993, den 14. december 1993 og den 2. februar 1994. Den aarlige »spill-over«-rapport for 1993 blev forelagt Kommissionen den 16. marts 1994.

13 I begyndelsen af august 1993 meddelte de tyske myndigheder Kommissionen, at MTW planlagde en flytning af vaerftet, fordi undergrunden paa det sted, hvor vaerftet hidtil havde vaeret beliggende, hoejst sandsynligt ikke ville give mulighed for at bygge et vaerft af den i privatiseringsaftalen omhandlede type. Men henblik paa at droefte de mulige konsekvenser af den planlagte flytning holdt Kommissionen den 19. august 1993 moede med de tyske myndigheder og den 18. oktober 1993 med repraesentanter for det danske Industriministerium og sagsoegerne.

14 Den 27. oktober 1993 anmodede Kommissionen de tyske myndigheder om at foretage en officiel anmeldelse af planerne om flytning af vaerftet. Anmeldelsen blev foretaget ved skrivelse af 5. november 1993. Flytteplanerne blev derpaa droeftet med medlemsstaterne under et multilateralt moede den 3. december 1993.

15 Ved skrivelse af 15. december 1993 tilkendegav Kommissionen over for den tyske regering, at den ikke kunne traeffe beslutning vedroerende den anden tranche af stoetten inden den 31. december 1993.

16 Droeftelserne vedroerende konsekvenserne af flytningen af vaerftet fortsatte i de foerste maaneder af 1994, og der blev afholdt endnu et multilateralt moede med medlemsstaterne den 7. februar 1994. Den 29. april 1994 meddelte de tyske myndigheder, at planerne om at flytte vaerftet var blevet opgivet. Under et moede den 11. maj 1994 besluttede Kommissionen at give tilladelse til udbetaling af den anden tranche af stoetten, dvs. 406 mio. DM, heraf 220,8 mio. kontant, med den begrundelse, at betingelserne i henhold til artikel 10a i syvende direktiv var opfyldt.

17 Beslutningen af 11. maj 1994 (herefter »den omtvistede beslutning«) blev omtalt i en pressemeddelelse samme dag. Ved skrivelse af 18. maj 1994 fremsendte Kommissionen sin beslutning til den tyske regering, som beslutningen er rettet til.

Retsforhandlinger og parternes paastande

18 Sagsoegerne har paa denne baggrund anlagt naervaerende sag ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 20. juli 1994.

19 Ved begaering indleveret til Rettens Justitskontor den 4. oktober 1994 har sagsoegerne anmodet om en aendring af processproget fra dansk til engelsk. Ved kendelse af 8. november 1994 har Retten givet parterne tilladelse til at fortsaette retsforhandlingerne paa engelsk.

20 Ved begaering indleveret til Rettens Justitskontor den 8. december 1994 har MTW anmodet om tilladelse til at intervenere til stoette for Kommissionens paastande. Ved kendelse af 10. marts 1995 har formanden for Anden Udvidede Afdeling tilladt denne intervention.

21 Ved begaering indleveret til Rettens Justitskontor den 16. december 1994 har Forbundsrepublikken Tyskland anmodet om tilladelse til at intervenere til stoette for Kommissionens paastande. Ved kendelse af 10. marts 1995 har formanden for Anden Udvidede Afdeling tilladt denne intervention.

22 Ved begaering indleveret til Rettens Justitskontor den 20. december 1994 har Kongeriget Danmark anmodet om tilladelse til at intervenere til stoette for sagsoegernes paastande. Ved kendelse af 10. marts 1995 har formanden for Anden Udvidede Afdeling tilladt denne intervention.

23 Ved saerskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 17. februar 1995 har sagsoegerne i medfoer af procesreglementets artikel 70 og 114 anmodet Retten om dels at paalaegge Kommissionen at fremlaegge en raekke dokumenter, som de anser for vaesentlige og noedvendige med henblik paa at klarlaegge sagens faktiske omstaendigheder, dels at traeffe bestemmelse om, at der skal indhentes en sagkyndig erklaering vedroerende de metoder, Kommissionen har anvendt med henblik paa at kontrollere kapacitetsnedskaeringen i henhold til artikel 10a i syvende direktiv. For saa vidt angaar dokumenterne har sagsoegerne naermere anmodet om fremlaeggelse af 1) den anmeldelse, de tyske myndigheder foretog den 2. oktober 1992, og skrivelsen af 4. december 1992, hvorved de gav yderligere oplysninger om anmeldelsen, 2) de i artikel 10a, stk. 2, litra d), i syvende direktiv omhandlede »spill-over«-rapporter, 3) dokumenterne vedroerende udbetalingen af den anden tranche af stoetten, herunder navnlig de tyske myndigheders skrivelse af 2. februar 1994, 4) den tyske regerings skrivelse 24. juli 1992, hvori den bekraeftede, at den paatog sig at gennemfoere en faktisk og definitiv kapacitetsnedskaering paa 40% inden for den fastsatte frist i overensstemmelse med artikel 10a, stk. 2, litra c), i syvende direktiv, og 5) Kommissionens skrivelse af 15. december 1993 til den tyske regering.

24 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 11. april 1995 har Kommissionen anmodet om, at sagsoegernes begaeringer om bevisoptagelse ikke tages til foelge, bortset fra anmodningen om fremlaeggelse af Kommissionens skrivelse af 15. december 1993, som Kommissionen har vedlagt det naevnte processkrift.

25 Ved skrivelse af 30. maj 1995 har Retten anmodet Kommissionen om at fremlaegge de tyske myndigheders skrivelse af 2. februar 1994 vedroerende udbetalingen af den anden tranche af stoetten. Kommissionen har fremlagt skrivelsen den 27. juni 1995.

26 Ved Rettens beslutning af 19. september 1995 er den refererende dommer blevet knyttet til Tredje Udvidede Afdeling, som sagen derfor er blevet henvist til.

27 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Retten har dog ved skrivelse af 18. marts 1996 anmodet parterne om at fremlaegge en raekke dokumenter og besvare bestemte spoergsmaal skriftligt og under retsmoedet. Sagsoegerne har besvaret Rettens spoergsmaal ved skrivelse indgaaet til Justitskontoret den 1. april 1996. Ved skrivelse indgaaet til Justitskontoret den 23. april 1996 har Kommissionen besvaret spoergsmaalene og fremlagt de oenskede dokumenter.

28 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret spoergsmaal fra Retten i retsmoedet den 14. maj 1996.

29 Sagsoegerne har nedlagt foelgende paastande:

- Kommissionens beslutning af 11. maj 1994 om frigivelse af den anden tranche af stoette til MTW annulleres helt eller delvis.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

- Intervenienten MTW tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med sin intervention.

30 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

31 Intervenienten Kongeriget Danmark har nedlagt paastand om annullation af Kommissionens beslutning af 11. maj 1994 om frigivelse af den anden tranche af stoette til MTW.

32 Intervenienten Forbundsrepublikken Tyskland har nedlagt paastand om frifindelse.

33 Intervenienten MTW har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder intervenientens omkostninger.

Formaliteten

Parternes argumenter

34 Intervenienten MTW har rejst spoergsmaal om, hvorvidt de otte danske skibsvaerfter, der er anfoert i staevningen, kan betragtes som sagsoegere i sagen. MTW har gjort gaeldende, at eftersom staevningen ikke klart angiver sagsoegeren, boer sagen ud fra en modsaetningsslutning fra procesreglementets artikel 44, stk. 6, afvises, i det mindste for saa vidt angaar disse skibsvaerfter.

35 Saafremt Retten maatte finde, at sagen er anlagt af Skibsvaerftsforeningen og de otte skibsvaerfter i faellesskab, boer sagen efter MTW's opfattelse afvises, for saa vidt som den er anlagt af skibsvaerfterne, idet disse ikke har godtgjort, at de har deltaget i den administrative procedure (Domstolens dom af 28.1.1986, sag 169/84, Cofaz m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 391). Desuden har de danske skibsvaerfter ikke fremfoert et eneste saerligt argument vedroerende de virkninger, som den omhandlede statsstoette vil kunne have for deres stilling paa markedet.

36 Sagsoegerne har for det foerste anfoert, at det klart fremgaar af den danske udgave af staevningen, at sagsoegeren er Skibsvaerftsforeningen paa egne vegne og paa vegne af de skibsvaerfter, der er naevnt i staevningen. De har dernaest gjort gaeldende, at MTW som intervenient i medfoer af artikel 116, stk. 3, i procesreglementet og artikel 37, stk. 3, og artikel 46 i EF-statutten for Domstolen ikke har ret til at fremsaette en formalitetsindsigelse, da sagsoegte ikke har paastaaet sagen afvist (Domstolens dom af 24.3.1993, sag C-313/90, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1125, praemis 20, 21 og 22, og af 15.6.1993, sag C-225/91, Matra mod Kommissionen, Sml. I, s. 3203).

37 Sagsoegerne finder, at Retten ikke boer afvise sagen af egen drift, idet MTW har rejst spoergsmaalet om afvisning af sagen paa et meget sent stadium. Paastanden om delvis afvisning boer under alle omstaendigheder ikke tages til foelge, da der ikke er nedlagt paastand om afvisning af sagen, for saa vidt som den er anlagt af foreningen, og da der er tale om et faelles soegsmaal (dommen i sagen CIRFS m.fl. mod Kommissionen). Sagsoegerne har i oevrigt anfoert, at de danske skibsvaerfter er konkurrenter til MTW, og at statsstoetten i vaesentlig grad vil beroere deres stilling paa markedet, hvilket der tydeligt og praecist er redegjort for i staevningen. Sagsoegerne opfylder derfor betingelserne for at vaere soegsmaalsberettigede (dommene i sagerne Cofaz m.fl. mod Kommissionen og Matra mod Kommissionen).

Rettens bemaerkninger

38 Hvad angaar MTW's ret til som intervenient at fremsaette en formalitetsindsigelse bemaerkes, at paastande, der nedlaegges i en begaering om intervention, i henhold til artikel 37, stk. 3, i statutten for Domstolen, som i medfoer af samme statuts artikel 46, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse paa rettergangsmaaden ved Retten, kun kan gaa ud paa at understoette en af parternes paastande. Endvidere bemaerkes, at intervenienten i henhold til procesreglementets artikel 116, stk. 3, indtraeder i sagen, som den foreligger ved hans intervention.

39 Heraf foelger, at MTW ikke kan fremsaette en formalitetsindsigelse vedroerende en del af sagen, og at Retten ikke er forpligtet til at behandle de argumenter, der er fremfoert til stoette herfor (dommen i sagen CIRFS m.fl. mod Kommissionen, praemis 22).

40 Retten kan imidlertid i medfoer af procesreglementets artikel 113 til enhver tid af egen drift efterproeve, om sagen skal afvises, fordi ufravigelige procesforudsaetninger ikke er opfyldt.

41 Indledningsvis bemaerkes, at sagsoegerne, naar henses til staevningen og besvarelsen af de af Retten stillede spoergsmaal, er Foreningen af Jernskibs- og Maskinbyggerier i Danmark, Skibsvaerftsforeningen (herefter »Skibsvaerftsforeningen«) paa egne vegne og som mandatar for foelgende danske skibsvaerfter: Assens Skibsvaerft A/S, Burmeister & Wain Skibsvaerft A/S, Danyard A/S, Fredericia Skibsvaerft A/S, Odense Staalskibsvaerft A/S, Svendborg Vaerft A/S, OErskov Christensens Staalskibsvaerft A/S og Aarhus Flydedok A/S. Skibsvaerftsforeningen har i henhold til sine vedtaegter bl.a. til opgave at repraesentere skibsbygningssektoren i Danmark og i udlandet.

42 Retten finder, i modsaetning til, hvad MTW har gjort gaeldende, at staevningen i denne henseende er i overensstemmelse med procesreglementets artikel 44, stk. 1.

43 Dernaest bemaerkes, at enhver fysisk eller juridisk person i henhold til artikel 173, stk. 4, i EF-traktaten (herefter »traktaten«) kan anlaegge sag til proevelse af beslutninger, der retter sig til ham, samt beslutninger, som, skoent de er udfaerdiget i form af en forordning eller en beslutning rettet til en anden person, dog beroerer ham umiddelbart og individuelt. Der er i det foreliggende tilfaelde tale om en beslutning rettet til den tyske regering.

44 Efter fast retspraksis vil andre personer end en beslutnings adressater kun kunne paastaa, at de beroeres individuelt, saafremt beslutningen rammer dem paa grund af visse egenskaber, som er saerlige for dem, eller paa grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem paa lignende maade som adressaten (Domstolens dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, paa s. 414, org. ref.: Rec. s. 197, paa s. 223, samt Rettens dom af 27.4.1995, sag T-435/93, ASPEC m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1281, praemis 62, og af 5.6.1996, sag T-398/94, Kahn Scheepvaart mod Kommissionen, Sml. II, s. 477, praemis 37).

45 Endvidere bemaerkes, at den omtvistede beslutning er truffet af Kommissionen i forbindelse med den indledende procedure, der er omhandlet i traktatens artikel 93, stk. 3. Da sagsoegerne imidlertid ikke har paastaaet beslutningen annulleret med den begrundelse, at Kommissionen har tilsidesat forpligtelsen til at indlede proceduren i henhold til artikel 93, stk. 2, eller med den begrundelse, at de proceduremaessige garantier, som er hjemlet i sidstnaevnte bestemmelse, er blevet tilsidesat (Domstolens dom af 19.5.1993, sag C-198/91, Cook mod Kommissionen, Sml. I, s. 2487, og dommen i sagen Matra mod Kommissionen), er den omstaendighed, at sagsoegerne maatte kunne betragtes som »interesserede« parter i artikel 93, stk. 2's forstand, ikke i sig selv tilstraekkelig til, at sagen kan antages til realitetsbehandling. Der skal derfor tages stilling til, om den omtvistede beslutning rammer sagsoegerne paa grund af andre omstaendigheder, der kan individualisere dem paa lignende maade som adressaten, jf. Plaumann-dommen.

46 I denne forbindelse bemaerkes, at det fremgaar af sagens akter, at mindst to danske skibsvaerfter blandt de sagsoegende selskaber, nemlig Danyard A/S og Odense Staalskibsvaerft A/S, konkurrerer eller - naar omstruktureringen af MTW er gennemfoert - vil konkurrere direkte med MTW. Sidstnaevnte har selv anerkendt, at selskabet i oejeblikket er en direkte konkurrent til de to skibsvaerfter og i endnu hoejere grad vil vaere det efter faerdiggoerelsen af den nye toerdok. Ligesom Danyard A/S bygger intervenienten MTW i oejeblikket mellemstore tankskibe, massegodsskibe (»bulk carriers«) og containerskibe paa op til 40 000 tons doedvaegt (dwt). Ifoelge vaerftets egne oplysninger vil MTW med sine nye faciliteter vaere i stand til at bygge meget store raaolietankskibe (»very large crude carriers«, herefter »E3-(tank)skibe«) paa op til 300 000 dwt og containerskibe. Med disse produkter vil MTW - stadig ifoelge vaerftets egne oplysninger - befinde sig paa de samme markedssegmenter som Odense Staalskibsvaerft A/S. Det fremgaar ligeledes af sagens akter, at der inden for Faellesskabet kun er et meget begraenset antal vaerfter, der bygger eller for tiden er i stand til at bygge E3-tankskibe, herunder navnlig Odense Staalskibsvaerft. Sidstnaevntes faciliteter er i oevrigt under den administrative procedure ofte blevet sammenlignet med MTW's i forbindelse med vurderingen af MTW's fremtidige kapacitet.

47 Den omstaendighed, at en retsakt kan have indvirkning paa konkurrenceforholdene paa det paagaeldende marked, er ganske vist ikke i sig selv tilstraekkelig til, at enhver erhvervsdrivende, som paa en eller anden maade konkurrerer med adressaten for retsakten, kan anses for umiddelbart og individuelt beroert af denne (Domstolens dom af 10.12.1969, forenede sager 10/68 og 18/68, Eridania m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1969, s. 117, org. ref.: Rec. s. 459, praemis 7), men det findes ud fra sagens akter godtgjort (jf. ovenfor, praemis 46), at de sagsoegende selskaber Danyard A/S og Odense Staalskibsvaerft A/S's stilling paa markedet vil kunne blive beroert i vaesentlig grad af den omtvistede statsstoette. De befinder sig saaledes i en saerlig konkurrencesituation, hvorved de i relation til statsstoetten adskiller sig fra alle andre erhvervsdrivende (dommen i sagen ASPEC m.fl. mod Kommissionen, praemis 70).

48 Under disse omstaendigheder boer Danyard A/S og Odense Staalskibsvaerft A/S betragtes som individuelt beroert af den omtvistede beslutning.

49 Hvad angaar spoergsmaalet om, hvorvidt disse to skibsvaerfter ogsaa er umiddelbart beroert af den omtvistede beslutning, bemaerkes, at beslutningen ganske vist ikke vil kunne beroere vaerfternes interesser uden gennemfoerelsesforanstaltninger fra den tyske regerings side. Den kontante del af den anden tranche af den omtvistede stoette blev imidlertid allerede den 30. december 1993 indsat paa spaerrede konti hos Commerzbank og Dresdner Bank af den tyske regering, mens man afventede Kommissionens godkendelse. Der var saaledes ingen tvivl om de tyske myndigheders vilje til at yde den omhandlede stoette. Det maa derfor anerkendes, at de to naevnte skibsvaerfter er umiddelbart beroert af den omtvistede beslutning (jf. i samme retning Domstolens dom af 17.1.1985, sag 11/82, Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 207).

50 Eftersom en af Danyard A/S eller Odense Staalskibsvaerft A/S anlagt sag kunne vaere antaget til realitetsbehandling, kan en sag, der er anlagt af Skibsvaerftsforeningen som mandatar for disse to skibsvaerfter, ogsaa antages til realitetsbehandling (dom af 6.7.1995, forenede sager T-447/93, T-448/93 og T-449/93, AITEC m.fl., Sml. II, s. 1971, praemis 59-62).

51 Da der er tale om et faelles soegsmaal, er det ikke noedvendigt at undersoege, om de andre skibsvaerfter, der er naevnt i staevningen, og Skibsvaerftsforeningen paa egne vegne er soegsmaalsberettigede (dommen i sagen CIRFS m.fl. mod Kommissionen, praemis 31).

52 Sagen boer herefter antages til realitetsbehandling.

Realiteten

53 Sagsoegerne har til stoette for deres paastand gjort tre anbringender gaeldende om henholdsvis Kommissionens manglende kompetence til at godkende den anden tranche af stoetten paa det paagaeldende tidspunkt (inkompetence ratione temporis), tilsidesaettelse af betingelserne i artikel 10a, stk. 2, i syvende direktiv, og vaesentlige formelle mangler. Den danske regering har gjort gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af »princippet om transparens«.

Anbringendet om inkompetence paa det paagaeldende tidspunkt

Om anbringendet kan antages til realitetsbehandling

- Parternes argumenter

54 Intervenienten MTW har anfoert, at dette anbringende boer afvises. Der er efter MTW's opfattelse tale om et anbringende om overtraedelse af en procedureregel, nemlig den i syvende direktivs artikel 10a, stk. 2, indeholdte regel om, at Kommissionen skulle traeffe sin beslutning inden den 31. december 1993. Efter retspraksis kan et saadant anbringende kun antages til realitetsbehandling, saafremt det maa antages, at proceduren, hvis manglerne ikke havde foreligget, ville have foert til et andet resultat, eller saafremt den bestemmelse, som haevdes at vaere tilsidesat, sigtede mod at beskytte sagsoegernes legitime interesser (Domstolens dom af 15.3.1973, sag 37/72, Marcato mod Kommissionen, Sml. s. 361, praemis 6, og af 10.7.1980, sag 30/78, Distillers Company mod Kommissionen, Sml. s. 2229, praemis 26, og dommen i sagen Cofaz m.fl. mod Kommissionen, praemis 23 ff.). Sagsoegerne har imidlertid ifoelge MTW ikke godtgjort, at dette er tilfaeldet.

55 Sagsoegerne har bestridt dette, idet de har anfoert, at det er sandsynligt, at Kommissionen ville have truffet en beslutning af et andet indhold, hvis procedurereglerne ikke var blevet overtraadt, og at sagsoegerne under alle omstaendigheder har en legitim interesse i, at Retten behandler de paagaeldende argumenter. Det udgoer ikke i sig selv en afvisningsgrund, at en parts argumenter muligvis vil blive forkastet.

- Rettens bemaerkninger

56 Sagsoegernes anbringende gaar ud paa, at Kommissionen har savnet kompetence. Hvis anbringendet maa tiltraedes, medfoerer det annullation af beslutningen i henhold til traktatens artikel 173, stk. 2.

57 Sagsoegerne er dels den danske forening af de stoerste danske skibsvaerfter, dels otte selskaber, der driver skibsvaerfter, hvoraf mindst to konkurrerer direkte med modtageren af den omtvistede stoette. MTW kan ikke bestride, at de naevnte sagsoegere har en interesse i at goere anbringendet gaeldende og opnaa en domstolsproevelse af raekkevidden af Kommissionens kompetence.

58 Anbringendet boer herefter antages til realitetsbehandling.

Realitetsbehandling af anbringendet

- Parternes argumenter

59 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at Kommissionen har godkendt en statsstoette paa et tidspunkt, hvor den ikke havde kompetence hertil, idet den omtvistede beslutning blev truffet efter udloebet af den i artikel 10a, stk. 2, i syvende direktiv fastsatte frist til den 31. december 1993, som i oevrigt ogsaa gjaldt som frist for udbetalingen af stoetten i henhold til direktivets artikel 10a, stk. 2, litra a). Kommissionen har hermed ikke haft den fornoedne kompetence ratione temporis.

60 Der findes ifoelge sagsoegerne ingen andre bestemmelser, der bemyndiger Kommissionen til at traeffe beslutning efter den 31. december 1993 om godkendelse af stoetten, selv ikke paa grundlag af en rettidigt forhaandsanmeldt stoette, og selv om det laegges til grund, at stoetten var blevet udbetalt inden dette tidspunkt. De omhandlede direktiver saetter absolutte graenser for Kommissionens kompetence (Domstolens dom af 18.5.1993, forenede sager C-356/90 og C-180/91, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 2323).

61 Sagsoegerne har herved anfoert, at det fremgaar af forslaget til direktiv 92/68, at den stoette, der tillades til fordel for de oesttyske skibsvaerfter, skulle vaere udbetalt inden den 31. december 1993. Faellesskabslovgiver oenskede saaledes at fastlaegge et sluttidspunkt for, hvornaar strukturomlaegningerne af den oesttyske skibsbygningsindustri med tilladt statsstoette fra den tyske regering skulle vaere tilendebragt. Det har efter den 31. december 1993 alene vaeret Raadet, som med hjemmel i traktatens artikel 92, stk. 3, litra e), har haft kompetence til at traeffe beslutning om godkendelse af den anden tranche af den omhandlede stoette.

62 Selv om fristen for anvendelsen af syvende direktiv blev forlaenget fra den 31. december 1993 til den 31. december 1994 ved direktiv 93/115, blev den i artikel 10a, stk. 2, i syvende direktiv fastsatte sidste frist for udbetalingen af statsstoetten til de oesttyske skibsvaerfter ikke aendret.

63 Sagsoegerne har bestridt det af Kommissionen anfoerte om, at fristen i artikel 10a ikke var bindende. Sagen blev nemlig droeftet i Raadet og direktiv 93/115 vedtaget den 16. december 1993, dvs. dagen efter at Kommissionen havde orienteret den tyske regering om sine vanskeligheder med at traeffe beslutning inden den 31. december 1993.

64 Sagsoegerne har under retsmoedet henvist til, at Kommissionen i en anden sammenhaeng, nemlig i forbindelse med stoette til jern- og staalindustrien, har lagt til grund, at den efter udloebet af en frist, som var fastsat i artikel 5 i Kommissionens beslutning nr. 3855/91/EKSF af 27. november 1991 (EFT L 362, s. 57) - en bestemmelse, som kan sidestilles med den her omhandlede - ikke laengere havde den kompetence, som den paagaeldende artikel hjemlede (jf. Kommissionens meddelelse af 31.10.1995 (EFT C 289, s. 11)).

65 De har dernaest gjort gaeldende, at den dom, Kommissionen har paaberaabt sig (Domstolens dom af 21.11.1991, sag C-354/90, Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires og Syndicat national des négociants et transformateurs de saumon, Sml. I, s. 5505, herefter »FNCE-dommen«), ikke har betydning for det foreliggende tilfaelde.

66 Mens stoetten i FNCE-sagen var blevet ydet i overensstemmelse med traktatens bestemmelser, som ikke indeholder en bestemt frist, er der nemlig i det foreliggende tilfaelde tale om, at man efter fristens udloeb har godkendt en stoette, som er udbetalt i henhold til en saerlig undtagelses- og overgangsordning, hvis gyldighedsperiode udloeb den 31. december 1993. Det fremgaar af FNCE-dommen, at hverken Kommissionen eller Domstolen efterfoelgende kan lovliggoere en stoette, der er udbetalt i strid med traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum. Hvis der gives Kommissionen medhold i, at den selv under disse omstaendigheder kan erklaere den omhandlede stoette forenelig med faellesmarkedet, forbedres de tyske myndigheders og MTW's retsstilling, idet man tolererer en ulovlig udbetaling, samtidig med at Kommissionens befoejelser udvides til at gaelde ud over den af Raadet fastsatte frist.

67 Sagsoegerne har paapeget, at de foerst ved modtagelsen af svarskriftet fik oplysning om, at den anden tranche af den omtvistede stoette var blevet indsat paa spaerrede konti inden den 31. december 1993, hvorimod pressemeddelelsen af 11. maj 1994 gav det indtryk, at tranchen ville blive betalt efter vedtagelsen af den omtvistede beslutning.

68 Det foelger efter sagsoegernes opfattelse af retspraksis, at en manglende overholdelse af en frist som den, der er fastsat i direktiv 92/68, udgoer en tilsidesaettelse af faellesskabsretten (Domstolens dom af 8.2.1973, sag 30/72, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 161). I det foreliggende tilfaelde kan Kommissionens tilsidesaettelse af syvende direktiv ikke anses for begrundet, idet forsinkelsen med behandlingen af sagen alene maa tilregnes MTW. Sagsoegerne har tilfoejet, at stoetten ikke alene foerst burde vaere udbetalt efter Kommissionens godkendelse, men at den ogsaa skulle have vaeret forenelig med faellesmarkedet forud for den 31. december 1993. Da den omtvistede beslutning imidlertid foerst blev truffet i maj 1994, maa den have vaeret baseret paa helt andre faktiske omstaendigheder end dem, der forelaa paa det tidspunkt, hvor stoetten haevdes at vaere udbetalt, nemlig paa et tidspunkt, hvor vaerftet skulle flyttes. Disse omstaendigheder goer efter sagsoegernes opfattelse udbetalingen ulovlig (Domstolens dom af 5.5.1977, sag 104/76, Jansen, Sml. s. 829).

69 Sagsoegerne har bestridt det af MTW anfoerte om, at udbetalingen af den anden tranche af stoetten i det vaesentlige blev godkendt, da Kommissionen den 23. december 1992 besluttede at godkende den foerste tranche af stoetten. Det taler imod det af MTW anfoerte, at Kommissionen i svarskriftet har opregnet de betingelser, der skulle vaere opfyldt, foer den anden tranche af stoetten kunne erklaeres forenelig med faellesmarkedet.

70 Sagsoegerne har endelig bestridt Kommissionens argumentation om, at de ikke skulle have nogen legitim interesse i at paastaa den omtvistede beslutning annulleret. Beslutningen beroerer dem tvaertimod umiddelbart og individuelt. Det fremgaar i oevrigt af retspraksis, at der stilles en raekke formelle krav i forbindelse med Kommissionens virksomhed (Domstolens dom af 15.6.1994, sag C-137/92 P, Kommissionen mod BASF m.fl., »PVC«, Sml. I, s. 2555, og Rettens domme af 29.6.1995, henholdsvis sag T-32/91, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 1825, nu appelleret til Domstolen, jf. sag C-288/95 P, og sag T-37/91, ICI mod Kommissionen, Sml. II, s. 1901, appelleret til Domstolen, jf. sag C-286/95 P). Tilsidesaettelse af formforskrifter udgoer i sig selv en overtraedelse, der medfoerer, at en beslutning maa annulleres, uanset om tilsidesaettelsen har haft betydning for den omtvistede beslutnings indhold.

71 Den danske regering har tilsluttet sig sagsoegernes argumentation om, at Kommissionen i maj 1994 ikke havde kompetence til at traeffe den omtvistede beslutning. Tidsfristen i artikel 10a, stk. 2, i syvende direktiv er nemlig ikke udtryk for en formel procedureregel, men en af betingelserne for, at stoetten er forenelig med faellesmarkedet. I modsaetning til, hvad Kommissionen har anfoert, finder den danske regering, at sondringen mellem ulovlig stoette og stoette, som er uforenelig med faellesmarkedet, er irrelevant i forbindelse med vurdering af statsstoette i henhold til den saerlige overgangsordning for skibsvaerfterne i det tidligere DDR, som blev indfoert ved direktiv 92/68.

72 Den danske regering har bestridt det af Kommissionen anfoerte om, at det alene skyldtes en misforstaaelse, at overgangsbestemmelserne ikke udtrykkeligt blev forlaenget i forbindelse med vedtagelsen af direktiv 93/115. Regeringen har anfoert, at spoergsmaalet blev droeftet under Raadets behandling af forslaget til det naevnte direktiv, men at der i Raadet var enighed om, at gyldighedsperioden for de saerlige regler for skibsvaerfter i det tidligere DDR ikke skulle forlaenges. Den naevnte tidsfrist var i oevrigt blevet fastsat af hensyn til medlemsstaterne og andre interesserede parters muligheder for at kunne disponere forretningsmaessigt. Medlemsstaterne og andre interesserede parter skulle have en retlig beskyttet sikkerhed for at kunne disponere i tillid til direktivets regler i overensstemmelse med den gaeldende tidsfrist. Kommissionen har selv i besvarelsen af skriftlig forespoergsel nr. 2792/92 fra Europa-Parlamentet anerkendt tidsfristens afgoerende betydning (EFT 1993 C 195, s. 18).

73 Den danske regering har endvidere anfoert, at Kommissionen ved den omtvistede beslutning godkendte udbetalingen af den anden tranche af stoetten paa et forkert grundlag. Da den tyske regering - den 17. marts 1994 - orienterede Kommissionen om udbetalingen af den omtvistede stoette, var denne nemlig tiltaenkt et udflyttet vaerft. Kommissionen forudsatte imidlertid i den omtvistede beslutning, at MTW ikke ville blive flyttet.

74 Hvad endelig angaar det forhold, at en del af den anden tranche af stoetten blev indsat paa spaerrede konti, mens man afventede Kommissionens godkendelse, har den danske regering anfoert, at hvis denne deponering maa sidestilles med betaling, var den ulovlig, fordi Kommissionens godkendelse ikke forelaa. Hvis deponeringen derimod ikke kan sidestilles med betaling, er betaling foerst sket ved frigivelsen af deponeringen i 1994. Denne betaling er i saa fald ulovlig, fordi Kommissionens godkendelse blev givet paa et tidspunkt, hvor Kommissionen ikke laengere havde kompetence hertil, og fordi betaling ikke lovligt kunne ske efter den 31. december 1993. Den danske regering har herved paapeget, at det ikke klart fremgaar af den omtvistede beslutning, om betaling er sket i 1993 eller foerst i 1994.

75 Kommissionen har gjort gaeldende, at der efter retspraksis skal sondres mellem ugyldig (eller ulovlig) statsstoette og statsstoette, der er uforenelig med faellesmarkedet (jf. FNCE-dommen, praemis 9, 10 og 11).

76 Den har understreget, at de tyske myndigheder i naervaerende sag udbetalte stoetten, inden Kommissionens godkendelse forelaa. Det forhold, at stoetten var ugyldig efter den naevnte retspraksis, forhindrede imidlertid ikke Kommissionen i at erklaere den forenelig med faellesmarkedet, eftersom stoetten var blevet ydet inden udloebet af den i artikel 10a, stk. 2, i syvende direktiv fastsatte frist, og da alle de oevrige betingelser i henhold til denne bestemmelse ogsaa var opfyldt. Kommissionens opgave var saaledes udelukkende at vurdere stoettens forenelighed med faellesmarkedet, selv om stoetten var blevet udbetalt, inden Kommissionen havde godkendt den.

77 Hvad angaar betalingen af den anden tranche af stoetten har Kommissionen anfoert, at det fremgaar af skrivelsen af 2. februar 1994 fra de tyske myndigheder, at der den 30. december 1993 var blevet indsat 220,8 mio. DM paa spaerrede konti til fordel for MTW, mens man afventede Kommissionens godkendelse. Kommissionen har i denne forbindelse afvist sagsoegernes paastand om, at de ikke var orienteret om denne betaling forud for sagens anlaeg. Udbetalingen af den omtvistede stoette blev droeftet under moeder den 3. februar 1994, den 7. februar 1994 og den 21. marts 1994, som sagsoegerne ogsaa deltog i. Sagsoegerne kan efter procesreglementets artikel 48 ikke i replikken fremfoere en argumentation, der stoettes paa denne forkerte paastand.

78 Kommissionen har afvist, at den savnede kompetence ratione temporis, naar henses til grundene til forsinkelsen med beslutningen, nemlig det forhold, at der blev fremlagt planer om flytning af vaerftet af rent objektive grunde, og de mange droeftelser med bl.a. sagsoegerne, som planerne gav anledning til.

79 Kommissionen har i denne forbindelse under retsmoedet gjort gaeldende, at artikel 10a i syvende direktiv hjemlede udbetaling af driftsstoette til kontrakter underskrevet mellem den 1. juli 1990 og den 31. december 1993. Kommissionen havde saaledes selv efter sidstnaevnte dato kompetence til at godkende stoette, forudsat at den blev udbetalt i tilknytning til saadanne kontrakter. Fristen i artikel 10a er altsaa ikke fristen for at traeffe beslutning om stoettens forenelighed med faellesmarkedet.

80 Kommissionen har dernaest anfoert, at selv om artikel 10a, stk. 2, foerste afsnit, angiver den 31. december 1993 som frist, er der ikke tale om en »bindende frist«. Den blev alene indsat i direktiv 92/68 for at sikre, at dette fik samme gyldighedsperiode som syvende direktiv. Da direktiv 92/68 blev udstedt den 20. juli 1992, vidste man nemlig endnu ikke, at gyldighedsperioden for syvende direktiv den 16. december 1993 ville blive forlaenget indtil den 31. december 1994 ved direktiv 93/115. Det er ganske vist beklageligt, at der ved sidstnaevnte direktiv ikke skete en udtrykkelig forlaengelse af fristen i artikel 10a, stk. 2, men det ville vaere udtryk for overdreven formalisme alene paa dette grundlag at fastslaa, at Kommissionen ikke efter den 31. december 1993 havde kompetence til at godkende den anden tranche af stoetten.

81 Kommissionen har endelig understreget, at en stoettes forenelighed med faellesmarkedet skal vurderes i forhold til dens virkninger for markedet paa det tidspunkt, hvor den er ydet, dvs. inden den 31. december 1993, hvilket er sket i det foreliggende tilfaelde. Det forhold, at Kommissionen traf sin beslutning efter den 31. december 1993, havde ikke nogen negative virkninger for de sagsoegende selskabers konkurrencemaessige stilling. Selskaberne har derfor ikke nogen legitim interesse i at paastaa den omtvistede beslutning annulleret.

82 Intervenienten MTW har tilsluttet sig Kommissionens argumentation, for saa vidt angaar konsekvenserne af, at den i artikel 10a, stk. 2, fastsatte frist var udloebet. Selskabet har naermere anfoert, at den omstaendighed, at der er sket en tilsidesaettelse af traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum, fordi den omhandlede stoette blev betalt inden den 31. december 1993, efter retspraksis ikke i sig selv medfoerer, at stoetten er uforenelig med faellesmarkedet, idet Kommissionen ikke har kompetence til at erklaere stoetteforanstaltninger uforenelige med faellesmarkedet alene med den begrundelse, at sidstnaevnte bestemmelse er tilsidesat (jf. FNCE-dommen, praemis 13 og 14, og generaladvokat Jacobs' forslag til afgoerelse, punkt 21).

83 Ifoelge MTW blev den omtvistede stoette i det vaesentlige allerede godkendt ved Kommissionens beslutning af 23. december 1992 vedroerende den foerste tranche af stoetten. Kommissionen har ikke ved de to beslutninger tilladt to forskellige statsstoetteforanstaltninger, men en foerste og en anden tranche af én og samme stoette. I sin beslutning af 23. december 1992 gav Kommissionen udtryk for, at den paa baggrund af de oplysninger, den tyske regering havde givet den 2. og den 4. december 1992, var i stand til at vurdere den paagaeldende stoette. Udbetalingen af den anden tranche var kun betinget af, at den tyske regering fremlagde en erklaering vedroerende nedskaeringen af den samlede skibsbygningskapacitet for de forskellige vaerfter og »spill-over«-rapporterne. Under disse omstaendigheder havde Kommissionen kompetence til at godkende frigivelsen af den anden tranche i 1994, som alene var undergivet disse formelle betingelser.

84 MTW har endelig gjort gaeldende, at eftersom den omhandlede frist var en ren procedureregel, kan anbringendet kun tiltraedes, saafremt sagsoegerne godtgoer, at Kommissionen ikke ville have godkendt frigivelsen af den anden tranche af stoetten, hvis den havde truffet sin beslutning inden udgangen af 1993, eller at de omhandlede bestemmelser havde til formaal at beskytte deres interesser (jf. dommene i sagerne Distillers Company mod Kommissionen og Marcato mod Kommissionen). Dette er imidlertid ifoelge MTW ikke tilfaeldet i denne sag.

- Rettens bemaerkninger

85 Indledningsvis bemaerkes, at direktiv 92/68, hvorved artikel 10a blev indsat i syvende direktiv, udgjorde en saerlig undtagelses- og overgangsordning i tilknytning til reglerne om statsstoette. Det fremgaar saaledes af anden betragtning til direktivet, at der var behov for en omstrukturering af den oesttyske skibsbygningsindustri med henblik paa at goere den konkurrencedygtig, og at der skulle »indfoeres en saerlig overgangsordning for at saette skibsbygningsindustrien [i det tidligere DDR ...] i stand til at fortsaette sin virksomhed under den gradvise omstrukturering og goere det muligt for den at overholde de regler om statsstoette, der gaelder i Faellesskabet som helhed«.

86 Selv om gyldighedsperioden for syvende direktiv gennem en aendring af dettes artikel 13 ved direktiv 93/115 blev forlaenget indtil udgangen af 1994, blev de i artikel 10a i syvende direktiv fastsatte frister ikke herved aendret. Hvis den nye frist, der blev fastsat ved direktiv 93/115, ogsaa havde skullet gaelde for den saerlige ordning for de oesttyske skibsvaerfter, skulle den i artikel 10a fastsatte frist udtrykkeligt have vaeret forlaenget ved direktiv 93/115.

87 For saa vidt angaar spoergsmaalet, om betingelsen i artikel 10a, stk. 2, litra a), in fine, hvorefter stoetten skulle vaere udbetalt inden den 31. december 1993, var opfyldt i det foreliggende tilfaelde, bemaerkes, at det fremgaar af Kommissionens svar paa Rettens skriftlige spoergsmaal - uden at dette er blevet bestridt af sagsoegerne - at den kontante del af den anden tranche af den omhandlede stoette den 30. december 1993 blev indsat paa spaerrede konti hos Commerzbank og Dresdner Bank til fordel for MTW. Beloebene kunne foerst frigives, efter at dette var godkendt af en repraesentant for den tyske regering og af en repraesentant udpeget af beloebsmodtageren.

88 Retten skal tage stilling til, om denne deponering maa sidestilles med en udbetaling som omhandlet i artikel 10a, stk. 2, litra a), in fine. I modsaetning til, hvad Kommissionen har anfoert, medfoerer procesreglementets artikel 48 ikke, at sagsoegerne er afskaaret fra at paaberaabe sig en eventuel overtraedelse af reglerne i forbindelse med udbetalingen af den anden tranche af stoetten, idet sidstnaevnte bestemmelse ikke udelukker, at der fremfoeres et nyt argument til stoette for det her omhandlede anbringende.

89 Det bemaerkes, at det af artikel 11 i syvende direktiv foelger, at medlemsstaterne paa forhaand skal anmelde individuelle beslutninger om at anvende den saerlige ordning i henhold til artikel 10a til Kommissionen og »ikke ivaerksaetter« saadanne beslutninger uden Kommissionens tilladelse.

90 Efter at den tyske regering ved skrivelse af 15. december 1993 havde faaet meddelelse om, at Kommissionen ikke kunne traeffe en endelig beslutning inden udgangen af 1993 (jf. ovenfor, praemis 15), var regeringen saaledes noedsaget til at handle under hensyntagen til konflikten mellem de relevante bestemmelser, hvis den stadig ville yde en driftsstoette til MTW. Paa den ene side var regeringen i henhold til artikel 10a, stk. 2, i syvende direktiv forpligtet til at udbetale stoetten til modtageren inden den 31. december 1993. Paa den anden side skulle den overholde direktivets artikel 11, stk. 2, hvorefter medlemsstaterne »ikke ivaerksaetter« statsstoetten uden Kommissionens tilladelse.

91 Under de foreliggende ganske saerlige omstaendigheder finder Retten, at den tyske regering, som fortsat oenskede at yde den anden tranche af stoetten til MTW, for at opfylde betingelserne i artikel 10a var noedsaget til at indsaette den kontante del af den anden tranche paa spaerrede konti. Det maa saaledes antages, at betingelsen om udbetalingen af stoetten blev opfyldt ved denne deponering til fordel for MTW inden den 31. december 1993. Til stoette herfor taler ogsaa, at renterne af beloebene paa de spaerrede konti - ifoelge de oplysninger, Kommissionen er fremkommet med under retsmoedet, og som ikke er blevet bestridt af sagsoegerne - tilfaldt MTW.

92 Hvad angaar spoergsmaalet, om Kommissionen i maj 1994 havde kompetence til at erklaere den anden tranche af stoetten til MTW for forenelig med faellesmarkedet, bemaerkes, at Kommissionens kompetence til at erklaere statsstoette til skibsbygningsindustrien for forenelig med faellesmarkedet er begraenset ved de gaeldende direktiver (jf. dommen i sagen Belgien mod Kommissionen, praemis 24-33, og Domstolens dom af 5.10.1994, sag C-400/92, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 4701, praemis 13-16).

93 Det foelger af systematikken i og opbygningen af traktatens artikel 92, at artiklens stk. 3 giver mulighed for i saerlige tilfaelde at goere undtagelse fra forbuddet mod stoette, der ellers ville vaere uforenelig med faellesmarkedet. Desuden giver artikel 92, stk. 3, litra e), Raadet mulighed for at beslutte, at andre former for stoette - ud over de stoetteformer, der er naevnt under litra a), b), c) og d) - kan betragtes som forenelige med faellesmarkedet. Raadet har saaledes med vedtagelsen af syvende direktiv, i overensstemmelse med formaalet med artikel 92, stk. 3, og med udgangspunkt i en konstatering af, at stoette til skibsbygningsindustrien er uforenelig med faellesmarkedet, taget hensyn til en raekke oekonomiske og sociale krav, og herudfra gjort brug af den i traktaten anerkendte mulighed for alligevel at anse stoetten for forenelig med faellesmarkedet, saafremt den opfylder de i direktivet indeholdte undtagelsesbetingelser (jf. ovennaevnte dom i sagen Tyskland mod Kommissionen, praemis 15).

94 Paa det for sagen relevante tidspunkt kunne Kommissionen i henhold til syvende direktiv erklaere driftsstoette for forenelig med faellesmarkedet, forudsat at den stoette, der blev ydet til den enkelte kontrakt, ikke oversteg en maksimumsgraense paa 9% af kontraktvaerdien foer stoette. Med henblik paa at lette omstruktureringen i det tidligere DDR besluttede Raadet imidlertid, som en undtagelse fra denne ordning, ved artikel 10a i syvende direktiv, at saerlig driftsstoette ud over maksimumsgraensen »indtil den 31. december 1993 [kunne ...] betragtes som forenelig med det faelles marked«, saafremt bestemte betingelser i henhold til artiklens stk. 2 og 3 var opfyldt.

95 En af betingelserne for, at der kunne udbetales en saadan saerlig driftsstoette, var, at »der ikke ydes supplerede produktionsstoette til kontrakter indgaaet mellem den 1. juli 1990 og den 31. december 1993« [artikel 10a, stk. 2, litra b), i syvende direktiv]. Det foelger efter Rettens opfattelse af denne bestemmelse, at Kommissionen havde kompetence og pligt til at vurdere noedvendigheden og dermed foreneligheden med faellesmarkedet af driftsstoette, der blev ydet til kontrakter indgaaet i hele denne periode, herunder eventuelle kontrakter underskrevet den sidste dag, dvs. den 31. december 1993.

96 Da en undersoegelse af, om statsstoette er forenelig med faellesmarkedet, normalt indebaerer en kompliceret oekonomisk og teknisk vurdering, som kraever en vis tid, maa det antages, at faellesskabslovgiver i forbindelse med vedtagelsen af direktiv 92/68 har givet Kommissionen kompetence til i visse tilfaelde at traeffe sin beslutning om en stoettes forenelighed med faellesmarkedet selv efter den 31. december 1993. Det bemaerkes herved, at det efter ordlyden af artikel 10a ikke udtrykkeligt kraeves, at Kommissionen traeffer sin beslutning inden den 31. december 1993. Da der er tale om driftsstoette, herunder navnlig produktionsstoette knyttet til bestemte kontrakter, finder Retten endvidere, at det alene er tidspunktet for underskrivelsen af kontrakterne, der har betydning i relation til stoettens indvirkning paa konkurrencen, og ikke det tidspunkt, hvor Kommissionen traeffer beslutning om, hvorvidt stoetten er forenelig med faellesmarkedet.

97 Retten finder ud fra disse betragtninger, at Kommissionen i maj 1994 havde kompetence til at tage stilling til, om den anden tranche af den omtvistede stoette var forenelig med faellesmarkedet, saaledes som sket ved den omtvistede beslutning.

98 Det kan ikke foere til en aendret bedoemmelse, at den kontante del af den anden tranche af stoetten var blevet indsat paa spaerrede konti - en deponering, der maa betragtes som en udbetaling som omhandlet i artikel 10a, stk. 2, litra a), in fine, i syvende direktiv - inden beslutningen blev truffet. Domstolen har saaledes i FNCE-dommen, jf. ovenfor, fastslaaet, at Kommissionen ogsaa skal undersoege, om en stoette er forenelig med faellesmarkedet, selv om den paagaeldende medlemsstat har tilsidesat forbuddet mod at ivaerksaette stoetteforanstaltningerne, inden Kommissionen har truffet sin beslutning.

99 Kommissionen har ganske vist - som paapeget af sagsoegerne og den danske regering under retsmoedet - i forbindelse med stoette til jern- og staalindustrien lagt til grund, at det fremgaar af artikel 5 i Kommissionens beslutning nr. 3855/91, jf. ovenfor, hvorefter »regional investeringsstoette ... indtil den 31. december 1994 [kunne ...] betragtes som forenelig med faellesmarkedet«, at Kommissionen efter denne frists udloeb ikke laengere havde den i bestemmelsen hjemlede kompetence. En saadan vurdering kan imidlertid, selv om den maatte antages at vaere korrekt, ikke vaere bindende for Retten. Det er under alle omstaendigheder ikke noedvendigt at anlaegge en tilsvarende vurdering i det foreliggende tilfaelde, allerede fordi der i artikel 10a i syvende direktiv ikke er fastsat nogen anmeldelsesfrist, hvorimod det i artikel 6, stk. 1, i den paaberaabte beslutning bestemmes, at paataenkte stoetteforanstaltninger skulle anmeldes saa betids - konkret mindst seks maaneder foer fristens udloeb - at Kommissionen kunne indlede og afslutte sagsbehandlingen inden fristens udloeb.

100 I oevrigt maa det konstateres, at det var objektivt begrundet, at den omtvistede beslutning blev vedtaget efter den 31. december 1993. Bystyret i Wismar havde oensket at finde en ny placering til vaerftet, hvorfor MTW havde undersoegt mulighederne for en flytning til nye arealer, der tidligere var blevet benyttet af sovjetiske militaerenheder. Undersoegelsen var imidlertid blevet forsinket paa grund af den tilstand, den sovjetiske haer havde efterladt arealerne i. Den tyske regering havde derfor foerst kunnet orientere Kommissionen om flytteplanerne i august 1993. Kommissionen vedtog den omtvistede beslutning kort tid efter, at flytteplanerne blev opgivet den 29. april 1994. Naar endvidere henses til, at den paataenkte stoette allerede var blevet anmeldt i 1992, og at den foerste tranche af stoetten var blevet godkendt af Kommissionen i december 1992, finder Retten ikke, at den tyske regering har forsoegt at omgaa de omhandlede regler.

101 Endelig bemaerkes, at den i 1994 trufne beslutning om den anden tranches forenelighed med faellesmarkedet ikke kunne vaere overraskende for de erhvervsdrivende paa markedet. Spoergsmaalet om foreneligheden med faellesmarkedet havde nemlig vaeret genstand for flere multilaterale moeder i 1993 og begyndelsen af 1994. Navnlig sagsoegerne havde faaet et indgaaende kendskab til omstaendighederne i sagen. De var bekendt med beslutningen af 23. december 1992 om godkendelse af den foerste tranche af stoetten og havde under den administrative procedure deltaget i flere moeder. De havde endelig faaet indsigt i flere af sagens akter. Selv om det maatte laegges til grund, at fristen for beslutningen var fastsat for at give medlemsstaterne og andre interesserede parter mulighed for at disponere forretningsmaessigt, maa det konstateres, at sagsoegerne faktisk var i stand til at traeffe de relevante forretningsmaessige dispositioner, i betragtning af at de deltog i den administrative procedure og navnlig havde kendskab til den forsinkelse, der var indtraadt.

102 Anbringendet kan herefter ikke tiltraedes.

Anbringendet om en tilsidesaettelse af betingelserne i artikel 10a, stk. 2, i syvende direktiv

103 Anbringendet falder i tre led. Sagsoegerne har for det foerste gjort gaeldende, at Kommissionen har tilladt en stoette, der overstiger den i artikel 10a, stk. 2, litra a), i syvende direktiv fastsatte maksimumsgraense paa 36%. De har endvidere anfoert, at Kommissionen ikke sikrede sig, at den tyske regering inden den 31. december 1995 gennemfoerte en faktisk og definitiv nedskaering af skibsvaerfternes kapacitet paa 40% sammenlignet med den kapacitet, der fandtes den 1. juli 1990. Endelig har de gjort gaeldende, at Kommissionen med urette gav mulighed for en foroegelse af kapaciteten efter fem eller ti aar.

Anbringendets foerste led om en tilsidesaettelse af artikel 10a, stk. 2, litra a), i syvende direktiv

- Parternes argumenter

104 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at den godkendte stoette overstiger den maksimumsgraense, der er fastsat i artikel 10a, stk. 2, litra a), i syvende direktiv, idet denne graense er fastsat til »36% af omsaetningen beregnet paa basis af tre gange vaerftets aarlige normalomsaetning inden for skibsbygning og skibsombygning efter omstruktureringen«. Ifoelge meddelelsen af 25. maj 1992 skulle denne aarlige normalomsaetning beregnes ved at gange det forventede antal arbejdstagere ved udgangen af omstruktureringsperioden med den gennemsnitlige produktionsvaerdi pr. arbejdstager paa 240 000 DM. Da det forventede antal arbejdspladser paa vaerftet i 1995 var 1 790, var maksimumsgraensen for stoetten 464 mio. DM.

105 Sagsoegerne har i replikken vurderet maksimumsgraensen til 486 mio. DM paa grundlag af omsaetningen i 1992 og 1993, som udgjorde ca. 450 mio. DM og var kendt af Kommissionen paa tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede beslutning. Sagsoegerne har anfoert, at den samlede stoette paa 597,2 mio. DM (en foerste tranche paa 191,2 mio. DM og en anden tranche paa 406 mio. DM) under alle omstaendigheder overstiger den fastsatte graense.

106 Kommissionen har bestridt, at den godkendte stoette overstiger den i artikel 10a, stk. 2, litra a), i syvende direktiv fastsatte graense. Det fremgaar af forarbejderne, navnlig meddelelsen af 25. maj 1992, at der var paataenkt en driftsstoette paa 714,6 mio. DM til MTW. Maksimumsgraensen paa 36% blev beregnet paa grundlag heraf med henblik paa at tillade en stoette paa det paagaeldende beloeb. Raadet havde fuldt kendskab til disse oplysninger, da det vedtog direktiv 92/68. Da den faktisk udbetalte stoette kun beloeber sig til i alt 597,2 mio. DM, indebaerer den saaledes ikke en tilsidesaettelse af artikel 10a, stk. 2, litra a), i syvende direktiv.

107 Kommissionen har desuden gjort gaeldende, at sagsoegerne med urette anvender den faktiske omsaetning i 1992 og 1993. Efter den omhandlede bestemmelses ordlyd skal maksimumsgraensen nemlig fastsaettes paa grundlag af den »aarlige normalomsaetning ... efter omstruktureringen«. Det er saaledes i strid med saavel bestemmelsens ordlyd som Raadets intentioner, saaledes som de fremgaar af forarbejderne, at basere beregningen paa den faktiske omsaetning i de paagaeldende to regnskabsaar, hvor omstruktureringen endnu ikke var gennemfoert.

108 Den tyske regering har anfoert, at intensiteten af den stoette, der til sidst blev ydet MTW, nemlig 597,2 mio. DM, kun udgjorde 31,7%.

109 MTW har i det vaesentlige tilsluttet sig Kommissionens argumentation.

- Rettens bemaerkninger

110 I henhold til artikel 10a, stk. 2, litra a), i syvende direktiv kan driftsstoette betragtes som forenelig med faellesmarkedet, hvis stoetten »ikke ... overstiger en maksimumsgraense paa 36% af omsaetningen beregnet paa basis af tre gange vaerftets aarlige normalomsaetning inden for skibsbygning og skibsombygning efter omstruktureringen«.

111 Det foelger af selve bestemmelsens ordlyd, at den beregningsmetode, som sagsoegerne har anvendt i replikken, og som er baseret paa den faktiske omsaetning i 1992 og 1993, ikke er korrekt. Den citerede bestemmelse foreskriver nemlig udtrykkeligt, at beregningen skal ske paa grundlag af den aarlige normalomsaetning »efter« den planlagte omstrukturering, dvs. efter 1995, idet omstruktureringen efter planen skulle vare indtil den 31. december 1995.

112 Det synspunkt, sagsoegerne har fremfoert i staevningen (jf. ovenfor, praemis 104), kan heller ikke tiltraedes.

113 Direktiv 92/68 indeholder ikke nogen definition af begrebet den »aarlige normalomsaetning«. Der gives imidlertid en definition i meddelelsen af 25. maj 1992. Normalomsaetningen efter omstruktureringen skal i henhold til denne meddelelse »beregnes ved at gange det forventede antal arbejdstagere ved udgangen af omstruktureringsperioden med den gennemsnitlige produktionsvaerdi pr. arbejdstager paa 240 000 DM«.

114 Det maa herefter fastslaas, at faellesskabslovgiver som beregningsgrundlag har indfoert en hypotetisk omsaetning, idet omstruktureringen efter planen skulle vare til og med 1995, mens den ved direktiv 92/68 tilladte stoette skulle goere det lettere for de oesttyske skibsvaerfter at fortsaette deres virksomhed under denne gradvise omstrukturering.

115 Ifoelge meddelelsen af 25. maj 1992 havde alle de oesttyske skibsvaerfter arbejde til et stykke ind i 1993 som foelge af kontrakter indgaaet foer 1. juli 1990. Stoette udbetalt til disse kontrakter skulle ikke betragtes som statsstoette i syvende direktivs forstand. Det var derfor anset for noedvendigt at indfoere en hypotetisk omsaetning. Faellesskabslovgiver kunne nemlig hverken anvende en saerlig maksimumsgraense udtrykt i procent af kontraktvaerdien foer stoette (jf. artikel 4 i syvende direktiv) eller i procent af stoettemodtagerens aarsomsaetning (jf. artikel 5 i samme direktiv).

116 Det er ubestridt, at der kunne forventes at vaere beskaeftiget 1 790 arbejdstagere ved udgangen af omstruktureringsperioden, hvilket er i overensstemmelse med Kommissionens skoen i meddelelsen af 25. maj 1992. Det maa herefter fastslaas, at »omsaetningen beregnet paa basis af tre gange vaerftets aarlige normalomsaetning inden for skibsbygning og skibsombygning efter omstruktureringen« for MTW's vedkommende ud fra ovennaevnte definition udgjorde 1 288,8 mio. DM (1 790 x 3 x 240 000 DM).

117 Det fremgaar af forarbejderne til direktiv 92/68, navnlig punkt V.8 i meddelelsen af 25. maj 1992, at man paa tidspunktet for vedtagelsen af direktivet paataenkte at yde MTW en driftsstoette paa op til 714,6 mio. DM. Med henblik paa at tillade en stoette af denne stoerrelsesorden regnede Kommissionen i sin meddelelse »tilbage« og naaede herved frem til en maksimumsstoettegraense udtrykt i procent af »omsaetningen beregnet paa basis af tre gange vaerftets aarlige normalomsaetning inden for skibsbygning og skibsombygning efter omstruktureringen«, idet denne omsaetning var fastsat til 1 288,8 mio. DM.

118 Uden at det udtrykkeligt fremgaar af direktivforslaget, maa Kommissionen for saa vidt angaar MTW vaere naaet frem til procentsatsen paa 35,7% ved hjaelp af foelgende formel:

stoette 714,6 mio. DM

------------------- = ------------------------- = 35,7%.

omsaetning + stoette (1 288,8 + 714,6) mio. DM

119 Efter Rettens opfattelse har Raadet implicit godkendt denne beregningsmetode, som svarer til den, der er anvendt i artikel 4, stk. 1, i syvende direktiv [jf. ogsaa definitionen i artikel 1, litra e), i syvende direktiv], og som skyldes et oenske om at behandle stoette, der ydes direkte til skibsvaerftet, paa samme maade som stoette, der ydes indirekte gennem en reder. Den udgoer nemlig den eneste formel, som med udgangspunkt i den udtrykkeligt naevnte paataenkte stoette paa 714,6 mio. DM og den ovenfor i praemis 116 anfoerte beregning af omsaetningen kan forklare den maksimumsgraense paa 36%, der er fastsat i direktiv 92/68.

120 Det foelger heraf, at maksimumsgraensen i direktivets artikel 10a, stk. 2, litra a), tillod en samlet driftsstoette paa 714,6 mio. DM. Da den faktisk udbetalte stoette kun beloeber sig til i alt 597,2 mio. DM, kan godkendelsen af den anden tranche saaledes ikke udgoere en overtraedelse af bestemmelsen.

121 Anbringendets foerste led kan herefter ikke tiltraedes.

Anbringendets andet led om en tilsidesaettelse af artikel 10a, stk. 2, litra c), i syvende direktiv, for saa vidt angaar kravet om en nedskaering af kapaciteten inden den 31. december 1995

- Parternes argumenter

122 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at Kommissionen godkendte stoetten uden at sikre sig, at den tyske regering inden den 31. december 1995 gennemfoerte en faktisk og definitiv nedskaering af kapaciteten paa 40% sammenlignet med den kapacitet, der fandtes i det tidligere DDR den 1. juli 1990. Den omstrukturering af MTW-vaerftet, der blev tilladt ved den omtvistede beslutning, begraenser ikke kapaciteten til 100 000 kbt i syvende direktivs forstand, men giver derimod MTW mulighed for en meget stoerre produktion. Sagsoegernes konsulentfirma, C.R. Cushing & Co. Inc. (herefter »Cushing«), har anslaaet, at kapaciteten vil kunne naa op paa 200 000 kbt pr. aar. Den samlede nedskaering af kapaciteten i de nye tyske delstater efter omstruktureringen vil saaledes ikke blive paa 40%.

123 Sagsoegerne har anfoert, at selv om der i henhold til artikel 10a, stk. 2, litra c), i syvende direktiv kraeves en nedskaering af den samlede kapacitet for alle skibsvaerfterne i det tidligere DDR, er det noedvendigt at tildele hvert vaerft en bestemt kapacitet. Ifoelge Kommissionens ovennaevnte beretning af 1. april 1993 forpligtede den tyske regering sig til at overholde en kapacitetsgraense paa 100 000 kbt for saa vidt angaar MTW (jf. ovenfor, praemis 9). Kvotefordelingen giver ifoelge sagsoegerne ingen margin for foroegelser af kapaciteten, hvorfor enhver overskridelse af de kbt-kvoter, der tildeles de enkelte vaerfter, vil medfoere en overskridelse af den samlede kapacitet og dermed en manglende opfyldelse af direktivets krav om en nedskaering paa 40%.

124 Sagsoegerne har endvidere anfoert, at Kommissionen godkendte stoetten uden forinden, som kraevet i henhold til artikel 10a, stk. 2, litra c), i syvende direktiv, at acceptere en tidsplan, der sikrer en faktisk og definitiv nedskaering af skibsbygningskapaciteten i det tidligere DDR paa 40%. Desuden var den foerste »spill-over«-rapport tilsyneladende ikke blevet fremsendt til Kommissionen ved udgangen af februar 1993. Der er tale om vaesentlige regler, som er naert forbundet med de oevrige betingelser i artikel 10a.

125 For saa vidt angaar begrebet »kapacitet« har sagsoegerne gjort gaeldende, at Kommissionen har fortolket dette forkert og aendret det under den administrative procedure. Det er saaledes blevet umuligt at afgoere, om den begraensning, der kraeves i henhold til artikel 10a, stk. 2, litra c), i syvende direktiv, faktisk er blevet overholdt, navnlig for saa vidt angaar MTW.

126 Ved »kapacitet« skal ifoelge sagsoegerne forstaas vaerftets maksimale produktion under optimale vilkaar. Denne fortolkning stoettes af, at kapaciteten i forbindelse med vedtagelsen af direktiv 92/68 blev beregnet paa grundlag af »en ressourceberegning bestaaende af en sammenligning mellem antallet af mandetimer, der er noedvendige for at bygge et skib, og antallet af disponible mandetimer« (jf. meddelelsen af 25. maj 1992).

127 Sagsoegerne har under henvisning til Kommissionens beretning af 8. november 1991 om Faellesskabets skibsbygningsindustri (dok. SEK(91) 2057 endelig udg.), navnlig de faktiske tal for produktionen i det tidligere DDR, gjort gaeldende, at kapaciteten den 1. juli 1990, som i direktiv 92/68 er fastsat til 545 000 kbt, aldrig er blevet udnyttet. Den maksimale faktiske produktion var ca. 502 000 kbt (i 1984 og 1985) og ca. 345 000 kbt i 1990.

128 Det foelger efter sagsoegernes opfattelse heraf, at begrebet kapacitet skal forstaas som den absolut maksimale produktion. Denne fortolkning bekraeftes ogsaa af forarbejderne, herunder Raadets dokument nr. 7049/92 af 10. juni 1992 vedroerende et moede i Coreper i juni 1992 og et dokument fra Kommissionen selv (GD III.C.3 af 4.2.1985), hvori begrebet »national kapacitet« anses for at svare til begrebet »maksimal teoretisk kapacitet«. Definitionen benyttes desuden i OECD's »Comprehensive Information System on Shipbuilding Capacity, Annual Reports«. Der tales heri om »den maksimale kapacitet, som kan udnyttes til bygning af handelsskibe, under hensyntagen til de fysiske muligheder og de begraensninger, der maatte gaelde i henhold til lov eller administrative bestemmelser«. Endelig omtales kapaciteten i den sagkyndige rapport fra Cushing som »evnen til at producere, dvs. den maksimale produktion«.

129 Sagsoegerne har anfoert, at det med henblik paa at undgaa, at den ved direktiv 92/68 kraevede nedskaering goeres illusorisk, er vigtigt, at kapacitetsbegrebet ikke aendres. Begrebet blev imidlertid senere aendret af Kommissionen, idet denne i forbindelse med vurderingen af kapaciteten efter omstruktureringen ikke laengere undersoegte den potentielle kapacitet, men - i strid med direktiv 92/68 - den »faktiske kapacitet«, dvs. »den produktion, der er mulig under normale gode vilkaar«.

130 Ifoelge sagsoegerne vil den faktiske produktion altid vaere mindre end kapaciteten, da der findes flaskehalse i produktionen. Kommissionen har ikke ret i, at man kan gennemfoere en faktisk og definitiv nedskaering af kapaciteten ved at sikre, at flere begraensninger og flaskehalse i produktionsfaciliteterne opretholdes, idet disse flaskehalse kun nedbringer den faktiske produktion, men ikke kapaciteten.

131 Sagsoegerne har under henvisning til den sagkyndige rapport fra Cushing anfoert, at man ved hjaelp af forholdsvis beskedne investeringer vil kunne fjerne de fleste af de naevnte flaskehalse, hvis man antager, at der findes saadanne. Eksempelvis er det, for saa vidt angaar staalproduktionen, tilstraekkeligt at udvide staalforarbejdningsfaciliteterne. Navnlig udgoer pladsen til staalforarbejdning ikke en egentlig flaskehals, og beregningen af kapaciteten boer altid baseres paa tre skift om dagen, som er det maksimale under normale vilkaar, og ikke 1,7 skift om dagen som antaget af Kommissionen.

132 Desuden fremgaar det af korrespondancen med Kommissionen, at det ifoelge dennes eget konsulentfirma vil vaere muligt at fjerne de flaskehalse, der begraenser MTW's »kapacitet« til 100 000 kbt. Produktionen vil saaledes kunne overstige det tilladte maksimum.

133 Sagsoegerne har endvidere anfoert, at Kommissionens vurdering af MTW's kapacitet ikke er korrekt, da den er baseret paa en forkert forudsaetning om, at vaerftet vil producere 2,5 E3-tankskibe. Kommissionens konsulentfirma - og dermed ogsaa Kommissionen selv - har paa dette punkt baseret vurderingen af kapaciteten paa en evne til at forarbejde 102 500 tons staal om aaret, svarende til en produktion af 2,5 E3-tankskibe, hvilket ifoelge Kommissionen er i overensstemmelse med den kapacitet paa 100 000 kbt, der er tildelt MTW. Denne beregningsmetode er ifoelge sagsoegerne imidlertid forkert af flere grunde.

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 694A0266.1

134 For det foerste svarer forudsaetningen om, at MTW udelukkende vil producere E3-tankskibe, ikke til de faktiske forhold, hvilket Kommissionen og MTW har anerkendt under den skriftlige forhandling ved at erklaere, at de var bekendt med, at produktionen ville omfatte forskellige skibe, herunder E3-tankskibe, containerskibe og passagerskibe. Det er desuden ikke saerlig sandsynligt, at MTW i fremtiden vil bygge E3-skibe, da efterspoergslen paa verdensmarkedet er mindre end forudsat, idet der tilsyneladende ikke er nogen ordrer paa E3-tankskibe i MTW's ordrebog, og da havnen i Wismar i oejeblikket ikke er stor nok til, at et E3-skib kan sejle ud herfra.

135 Endvidere ligger kapaciteten udtrykt i kbt, hvis man baserer beregningerne paa en mere sandsynlig og forventelig produktion af skibe - alt andet lige, altsaa bl.a. stadig under forudsaetning af en forarbejdning af 102 500 tons staal om aaret - over de tilladte 100 000 kbt. Det fremgaar saaledes af OECD's dokument C/WP6/SG(94)8, at man, hvis de hoejere koefficienter for andre skibstyper anvendes, vil naa frem til en hoejere kapacitet i kbt, hvilket Kommissionens konsulentfirma da ogsaa har anerkendt. Ifoelge sagsoegerne viser et dokument, som de har fremlagt under retsmoedet, at MTW's produktion, hvis man havde anvendt andre produkttyper som beregningsgrundlag, navnlig de produkttyper, som vaerftet oprindelig havde til hensigt at bygge, inden for rammerne af den tilladte staalforarbejdning ville have oversteget de tildelte 100 000 kbt.

136 Sagsoegerne har endelig anfoert, at Kommissionen med urette har anvendt koefficienten for enkeltskrogede E3-skibe (0,25) i stedet for koefficienten for dobbeltskrogede skibe (0,30), idet det var sidstnaevnte koefficient, der var gaeldende paa tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede beslutning.

137 Den danske regering har gjort gaeldende, at Kommissionen ikke sikrede sig, at den i artikel 10a, stk. 2, litra c), i syvende direktiv fastsatte kapacitetsgraense blev overholdt fra den 1. januar 1996. Den omtvistede beslutning boer derfor annulleres.

138 Hvad angaar den samlede kapacitet for skibsvaerfterne i det tidligere DDR har den danske regering i det hele stoettet sagsoegernes argumentation.

139 Det er regeringens opfattelse, at MTW-vaerftets kapacitet pr. 31. december 1995 maa antages at ville overskride de 100 000 kbt. Den har paa baggrund af en rapport udarbejdet af Carl Bro Industry & Marine A/S (herefter »Carl Bro«) konkluderet, at MTW's kapacitet og den samlede kapacitet i det tidligere DDR vil ligge paa henholdsvis ca. 240 000 kbt og ca. 576 000 kbt pr. aar. Regeringen har til stoette herfor anfoert, at MTW-vaerftets produktionsfaciliteter synes at vaere overdimensionerede i forhold til den tilladte kapacitet, og at de indbyggede flaskehalse paa vaerftet er uden reel betydning, idet de eneste reelle begraensende flaskehalse for et vaerft er kran og dok. Kapacitetsnedskaeringen er derfor ikke definitiv.

140 Den danske regering har endelig anfoert, at kapaciteten paa MTW ikke - som antaget af Kommissionen - kan kontrolleres paa grundlag af en begraensning af staalproduktionen, da der ikke er et fast forhold mellem kbt, som produktionen og kapaciteten maales i, og staalforbruget for de forskellige skibstyper. Regeringen har paa dette punkt i det vaesentlige tilsluttet sig sagsoegernes argumentation.

141 Kommissionen har indledningsvis henvist til, at den kontrol, Faellesskabets retsinstanser kan udoeve med hensyn til de vurderinger, der er foretaget af Kommissionen, skal begraenses til en efterproevelse af, om procedureregler er overholdt, om begrundelsen er tilstraekkelig, om de faktiske omstaendigheder er materielt rigtige, samt om der foreligger et aabenbart urigtigt skoen eller magtfordrejning. Sagsoegerne har ifoelge Kommissionen ikke fremfoert omstaendigheder, der kan godtgoere, at den omtvistede beslutning bygger paa et urigtigt faktisk grundlag eller paa et aabenbart urigtigt skoen.

142 Kommissionen har - stadig indledningsvis - endvidere anfoert, at sagsoegernes argumentation vedroerende den fremtidige kapacitet er forhastet. Selv hvis det antages, at MTW foretager aendringer, der medfoerer en foroegelse af kapaciteten, vil dette blot udgoere en tilsidesaettelse af den omtvistede beslutning, der medfoerer, at stoetten ikke laengere kan betragtes som forenelig med faellesmarkedet. Kommissionen har i denne forbindelse anfoert, at de tyske myndigheder havde en frist indtil den 31. december 1995 til at gennemfoere den samlede kapacitetsnedskaering.

143 Ifoelge Kommissionen har faellesskabslovgiver overladt den et vist skoen med hensyn til fortolkningen af kapacitetsbegrebet. Den af sagsoegerne anlagte fortolkning af begrebet anvendes ikke saedvanligvis inden for skibsbygningsindustrien og strider under alle omstaendigheder mod Raadets oenske om at opretholde en levedygtig vaerftsindustri, der kan producere 327 000 kbt (545 000 kbt minus 40%).

144 Efter Kommissionens opfattelse skal kapaciteten forstaas saaledes, at der henvises til den produktion, der er mulig under normale gode vilkaar under hensyn til de disponible faciliteter. Begrebet er anvendt i denne betydning i forbindelse med det skoen over kapaciteten, der er foretaget i direktiv 92/68, hvilket medlemsstaterne i oevrigt har godkendt. De relevante oplysninger viser, at de oesttyske vaerfter - i modsaetning til, hvad sagsoegerne har gjort gaeldende - var i stand til at producere maengder, der stort set svarede til den skoennede kapacitet for 1990.

145 Kommissionen har dernaest anfoert, at den gjorde sin godkendelse af driftsstoetten betinget af, at en raekke begraensninger og flaskehalse i produktionen blev opretholdt. Selv om flaskehalse efter deres karakter er midlertidige, er der en tendens til, at der blot skabes en forsinkelse i et andet led i produktionskaeden, hvis det lykkes at fjerne eller omgaa dem. Rapporten fra sagsoegernes konsulentfirma indeholder paa dette punkt flere fejlvurderinger af de faktiske forhold paa MTW-vaerftet, for saa vidt som det i rapporten konkluderes, at flaskehalsene vil kunne fjernes med forholdsvis lave omkostninger.

146 Kommissionen har ikke aendret begrebet »kapacitet«, selv om metoden for vurderingen af kapaciteten blev forbedret en smule mellem den vurdering, der blev foretaget for 1990, og vurderingen af den fremtidige kapacitet. Der var en lille forskel mellem de anvendte metoder, fordi Kommissionen raadede over vaesentlig mere detaljerede oplysninger ved vurderingen af den fremtidige kapacitet.

147 Med hensyn til sagsoegernes argument om, at der ikke blev foretaget en tidsplan for kapacitetsnedskaeringen, har Kommissionen anfoert, at der ikke er foert nogen form for bevis herfor. Den har understreget, at de tyske myndigheders skrivelse af 24. juli 1992 til Kommissionen indeholdt en tidsplan. Under alle omstaendigheder blev der faktisk foretaget nedskaeringer af kapaciteten i det tidligere DDR. Sagsoegerne har derfor ingen legitim interesse i at fremfoere dette argument.

148 De sagkyndige rapporter, der er udarbejdet af Cushing for sagsoegerne og af den danske regerings konsulentfirma, Carl Bro, har ifoelge Kommissionen ingen bevisvaerdi, da de er baseret paa et meget ufuldstaendigt kendskab til de faktiske forhold. Konsulentfirmaerne har desuden ikke haft lejlighed til at besigtige vaerftet, ligesom de ikke har haft adgang til investerings- eller konstruktionsplanerne.

149 Kommissionen har bestridt det af sagsoegerne anfoerte om, at den har foretaget en forkert vurdering ved at forudsaette, at produktionen kun ville omfatte E3-tankskibe. Den har anfoert, at den aldrig har opstillet en saadan forudsaetning. Den var fuldstaendig klar over, at der i fremtiden ville blive produceret forskellige skibstyper, herunder tankskibe, containerskibe og passagerskibe. Da MTW imidlertid havde en maalsaetning om en maksimal produktion paa 2,5 E3-tankskibe pr. aar svarende til 100 000 kbt, var det naerliggende at vurdere staalproduktionen i forhold til denne skibstype. I oevrigt har MTW's nuvaerende ordrer ingen betydning, da dokken endnu ikke er klar.

150 Kommissionen har endelig anfoert, at den i begyndelsen anvendte den i 1992 gaeldende koefficient. Den kunne derfor ud fra retssikkerhedshensyn ikke, efter at konstruktionsprocessen var afsluttet, anvende nye koefficienter, som var aftalt i mellemtiden.

151 Den tyske regering har for det foerste anfoert, at den over for Kommissionen har forpligtet sig til at soerge for, at vaerfterne overholder de investerings- og konstruktionsplaner, som er forelagt Kommissionens uafhaengige ekspert og godkendt af denne, saaledes at det sikres, at de maksimumsgraenser, som er fastsat for de enkelte vaerfter, ikke overskrides.

152 Den har dernaest gjort gaeldende, at tallene for produktionen paa skibsvaerfterne i det tidligere DDR er blevet fastlagt i undersoegelser foretaget af DMS Deutsche Maschinen- und Schiffbau AG (herefter »DMS«) i samarbejde med de forskellige vaerfter. Afvigelserne i tallene for produktionen forud for genforeningen kan skyldes, at det tidligere DDR ikke gav oplysninger til en international organisation, og at industrien heller ikke afgav formelle erklaeringer til en erhvervssammenslutning.

153 Med de faciliteter og den arbejdskraft, der var til raadighed, kan skibsvaerfterne derfor i slutningen af det tidligere DDR's eksistensperiode under gunstige, men normale vilkaar have haft en faktisk produktion paa omkring 545 000 kbt om aaret, mens kapaciteten snarere udgjorde ca. 600 000 kbt.

154 Den tyske regering har endelig tilsluttet sig Kommissionens vurdering, hvorefter et skibsvaerfts kapacitet skal beregnes paa grundlag af 1,7 skift om dagen. I henhold til undersoegelser foretaget af Vervand fuer Schiffbau und Meerestechnik eV er gennemsnittet i den tyske skibsbygningsindustri 1,2 skift om dagen. Den tyske regering har desuden henvist til, at udvidelsen af sejlloebet fra havnen i Wismar skulle paabegyndes i anden halvdel af 1995. Udvidelsen skulle ifoelge regeringen goere det muligt for E3-tankskibe at besejle Wismar.

155 Intervenienten MTW har anfoert, at det er uden betydning i forhold til artikel 10a i syvende direktiv, hvorvidt vaerftet maatte vaere i stand til at producere mere end 100 000 kbt, hvilket det ikke er. Der kraeves nemlig i henhold til artiklens stk. 2, litra c), kun en samlet nedskaering af kapaciteten i det tidligere DDR. Kommissionen har derfor ikke i henhold til bestemmelsen pligt til at sikre, at det af MTW drevne vaerfts kapacitet, saerskilt betragtet, reduceres.

156 Eftersom sagsoegerne ikke har godtgjort, at de oevrige oesttyske vaerfter vil overskride den kapacitet, der er tildelt dem, eller udnytte den fuldt ud, saaledes at en overskridelse af kapaciteten for intervenientens vedkommende medfoerer en overskridelse af den samlede maksimumsgraense paa 327 000 kbt, er sagsoegernes bemaerkninger vedroerende MTW's individuelle kapacitet irrelevante.

157 MTW har endvidere anfoert, at der i artikel 10a, stk. 2, litra c), blev fastsat en frist til den 31. december 1995 til gennemfoerelsen af kapacitetsnedskaeringen. Kommissionen havde derfor ikke paa tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede beslutning pligt til at erklaere en stoette uforenelig med faellesmarkedet, fordi der ikke var sikkerhed for en kapacitetsnedskaering, som endnu ikke skulle vaere gennemfoert paa dette tidspunkt. Desuden kraever bestemmelsen strengt taget ikke, at kapaciteten nedskaeres med 40%, men alene, at den tyske regering paatager sig at gennemfoere en saadan nedskaering. Da den tyske regering har indvilliget heri, er den paagaeldende betingelse opfyldt. Anbringenderne vedroerende kapacitetsnedskaeringen boer derfor forkastes.

158 Hvad angaar anvendelsen af E3-tankskibe som grundlag for beregningen af kapaciteten har MTW gjort gaeldende, at sagsoegernes argumentation hviler paa flere fejlfortolkninger. For det foerste udformes dokken med henblik paa at goere det muligt at bygge E3-skibe. For det andet har den tyske regering allerede planlagt en udvidelse af havnen i Wismar med henblik paa at give adgang for stoerre skibe, og disse arbejder skulle efter planerne vaere afsluttet i 1997. For det tredje er det ikke korrekt, at MTW aldrig har haft til hensigt at bygge E3-tankskibe. MTW vil nemlig vaere det eneste vaerft inden for Bremer Vulkan-koncernen, der er udformet med henblik paa at bygge E3-skibe. MTW's ordrebog, som sagsoegerne har paaberaabt sig, er irrelevant, idet alle de heri indeholdte skibe skulle vaere faerdigbygget og leveret i februar 1996, dvs. inden faerdiggoerelsen af de nye produktionsfaciliteter.

- Rettens bemaerkninger

159 Artikel 10a, stk. 2, litra c), i syvende direktiv findes at skulle fortolkes saaledes, at bestemmelsen alene kraever en generel nedskaering paa 40% af den samlede produktionskapacitet i det tidligere DDR, dvs. en nedskaering fra 545 000 til 327 000 kbt, inden den 31. december 1995.

160 Det foelger saaledes af artikel 10a, at Kommissionen paa den ene side ikke i forbindelse med vedtagelsen af sin beslutning havde pligt til at sikre sig, at MTW-vaerftets kapacitet saerskilt betragtet blev reduceret eller begraenset til 100 000 kbt, og at den paa den anden side var berettiget til i 1994 at godkende udbetalingen af den anden tranche alene paa grundlag af tilsagn fra den tyske regerings side om en fordeling af kapaciteten mellem de oesttyske vaerfter og en nedskaering af den samlede kapacitet inden udgangen af 1995.

161 Det bemaerkes i denne forbindelse, at det paa davaerende tidspunkt alene var den tyske regering, der havde kompetence til at fordele den samlede kapacitet mellem de forskellige oesttyske vaerfter og saaledes tildele MTW en maksimumskapacitet paa 100 000 kbt eller derover pr. aar, forudsat at regeringen overholdt den fastsatte frist til den 31. december 1995 for kapacitetsnedskaeringen paa 40%.

162 Det fremgaar af Kommissionens beretning af 1. april 1993 (jf. ovenfor, praemis 9), at den tyske regering i medfoer af undtagelsesordningen i direktiv 92/68 faktisk havde paataget sig at gennemfoere en nedskaering af kapaciteten inden udgangen af 1995, og at den havde angivet en fordeling af den fremtidige kapacitet mellem de oesttyske vaerfter.

163 Som anfoert af Kommissionen under retsmoedet vil den omstaendighed, at stoettemodtageren MTW efter vedtagelsen af den omtvistede beslutning eventuelt foretager aendringer paa vaerftet, som foerer til en overskridelse af graensen for den samlede kapacitet paa de oesttyske skibsvaerfter, ikke kunne paavirke beslutningens lovlighed, idet denne skal vurderes paa det tidspunkt, hvor beslutningen blev truffet (Domstolens dom af 7.2.1973, sag 40/72, Schroeder, Sml. s. 125). Det paagaeldende forhold vil i givet fald kunne faa Kommissionen til at traeffe en ny beslutning, hvori det fastslaas, at betingelserne i artikel 10a ikke er opfyldt, og efterfoelgende kraeve, at den omhandlede stoette tilbagebetales.

164 Det maa imidlertid konstateres, at Kommissionen i det foreliggende tilfaelde har truffet sin beslutning ud fra den forudsaetning, at MTW's fremtidige kapacitet ikke vil overstige de 100 000 kbt, som den tyske regering har tildelt vaerftet. I denne forbindelse har Kommissionen under den administrative procedure foretaget forskellige tekniske undersoegelser ved hjaelp af uafhaengige eksperter med henblik paa at sikre, at den naevnte kapacitetsgraense overholdes.

165 Det hedder saaledes i den omtvistede beslutning, at »selv om den tekniske undersoegelse, som et uafhaengigt konsulentfirma har foretaget for Kommissionen, har vist, at MTW's bygningskapacitet naeppe vil kunne overskride den graense, den tyske regering har fastsat for dette vaerft (100 000 kbt) i forhold til den maksimalt tilladte kapacitet i OEsttyskland (327 000 kbt), har man fundet det noedvendigt at opretholde en kontrol, mens investeringsplanerne gennemfoeres, med henblik paa at begraensningen af bygningskapaciteten overholdes«.

166 I henhold til den omtvistede beslutning goeres godkendelsen af stoetten dernaest betinget af, at den tyske regering forpligter sig til at sikre, at MTW ikke overskrider den tilladte maksimale produktion paa 102 500 tons staal, at dokkens laengde ikke overstiger 366 meter, og at den del af dokken, der oprindelig var beregnet til »tandem-produktion«, opgives. Der er i denne forbindelse ogsaa grund til at bemaerke, at Kommissionen under retsmoedet har anfoert, at den paa tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede beslutning, dvs. mere end halvandet aar foer omstruktureringsperiodens afslutning, var noedsaget til at basere sig paa de forpligtelser, den tyske regering havde paataget sig, og at de tyske myndigheder fra det oejeblik, de havde paataget sig disse forpligtelser, saerlig med hensyn til MTW's kapacitet, ikke laengere kunne aendre kapacitetstildelingen uden Kommissionens tilladelse.

167 Under disse omstaendigheder finder Retten, at spoergsmaalet om, hvorvidt dette led i anbringendet kan tiltraedes - som i oevrigt anerkendt af Kommissionen under retsmoedet - maa afhaenge af, om sagsoegerne kan fremfoere forhold, der godtgoer, at Kommissionen ved paa davaerende tidspunkt at laegge til grund, at begraensningen af kapaciteten til 100 000 kbt pr. aar ville blive overholdt, baserede sin beslutning paa et aabenbart urigtigt skoen eller paa et urigtigt faktisk grundlag.

168 Inden det undersoeges, om dette er tilfaeldet, skal det bemaerkes, at Faellesskabets retsinstanser under et annullationssoegsmaal kun kan efterproeve, om den anfaegtede beslutning er behaeftet med en af de i traktatens artikel 173 anfoerte mangler, der medfoerer, at retsakten er ulovlig, og at de ikke kan saette deres skoen med hensyn til faktiske forhold i stedet for det, der er anlagt af den institution, der har vedtaget beslutningen (ovennaevnte dom i sagen Matra mod Kommissionen, praemis 23).

169 Selv om Kommissionens opgave med henblik paa vurderingen af, om driftsstoette, der ydes i henhold til den ved direktiv 92/68 indfoerte undtagelsesordning, er forenelig med faellesmarkedet, alene bestaar i at kontrollere, at betingelserne i artikel 10a i syvende direktiv er opfyldt (jf. ovenfor, praemis 92, 93 og 94, og dommen af 18.5.1993 i sagen Belgien mod Kommissionen, praemis 33), har Kommissionen dog et vidt skoen ved bedoemmelsen af det faktiske grundlag for vurderingen af MTW's fremtidige kapacitet (jf. i samme retning med hensyn til anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 3, dommen i sagen Matra mod Kommissionen, Domstolens dom af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 959, og Rettens dom af 13.9.1995, forenede sager T-244/93 og T-486/93, TWD mod Kommissionen, Sml. II, s. 2265).

170 I sager, der - som den foreliggende - indebaerer en kompliceret oekonomisk og teknisk vurdering, maa den kontrol, Faellesskabets retsinstanser udoever, begraenses til en efterproevelse af, om procedureregler er overholdt, om begrundelsen er tilstraekkelig, om de faktiske omstaendigheder er materielt rigtige, samt om der foreligger et aabenbart urigtigt skoen eller magtfordrejning (Domstolens dom af 17.11.1987, forenede sager 142/84 og 156/84, BAT og Reynolds mod Kommissionen, Sml. s. 4487, praemis 62, Rettens dom af 15.7.1994, sag T-17/93, Matra Hachette mod Kommissionen, Sml. II, s. 595, praemis 104, og Rettens dom af 8.6.1995, sag T-9/93, Schoeller mod Kommissionen, Sml. II, s. 1611, praemis 140).

171 De argumenter, der er fremfoert mod den omtvistede beslutning, skal undersoeges paa baggrund af denne retspraksis.

172 For saa vidt angaar argumentet om, at Kommissionen har fortolket begrebet kapacitet forkert, bemaerkes, at direktiv 92/68 ikke indeholder nogen definition af begrebet. Som det med rette er anfoert af Kommissionen, foelger det heraf, at faellesskabslovgiver har overladt Kommissionen et vist skoen i denne henseende.

173 Det fremgaar af sagens akter, at der ikke inden for den paagaeldende sektor findes én enkelt, almindeligt anerkendt definition af begrebet »kapacitet«. Et af Kommissionen fremlagt notat af 12. oktober 1994, som er udarbejdet af den vesteuropaeiske skibsvaerftsforening og af den japanske skibsvaerftsforening, vedroerende spoergsmaalet om kapaciteten inden for skibsbygningsindustrien paa verdensplan viser, hvor mange forskellige kapacitetsbegreber der anvendes inden for sektoren.

174 Det OECD-dokument, som sagsoegerne har paaberaabt sig, og hvori »available national capacity« defineres som »den maksimale kapacitet, som kan udnyttes til bygning af handelsskibe, under hensyntagen til de fysiske muligheder og de begraensninger, der maatte gaelde i henhold til lov eller administrative bestemmelser«, findes ikke at bekraefte sagsoegernes opfattelse, hvorefter »kapaciteten« er vaerftets maksimale produktion under optimale vilkaar. For det foerste henvises der i OECD-dokumentet - som anfoert af Kommissionen under retsmoedet - til den »maksimale kapacitet«, mens der i artikel 10a, stk. 2, litra c), i syvende direktiv tales om »kapaciteten«. For det andet skal der ifoelge OECD's definition tages hensyn til de fysiske muligheder og de begraensninger, der maatte gaelde i henhold til lov eller administrative bestemmelser, hvilket snarere er i overensstemmelse med den af Kommissionen anvendte definition, hvorefter kapaciteten svarer til den produktion, der er mulig under normale gode vilkaar under hensyn til de disponible faciliteter. Under alle omstaendigheder kan OECD's definition ikke vaere bindende for Kommissionen i det foreliggende tilfaelde, da den er anvendt i en anden sammenhaeng, nemlig til brug for udarbejdelse af statistikker.

175 Der kan heller ikke gives sagsoegerne medhold i, at deres fortolkning af begrebet »kapacitet« ogsaa foelger af meddelelsen af 25. maj 1992. Vurderingen af kapaciteten i det tidligere DDR pr. 1. juli 1990 var ganske vist baseret paa en »ressourceberegning bestaaende af en sammenligning mellem antallet af mandetimer, der er noedvendige for at bygge et skib, og antallet af disponible mandetimer«, men dette skyldes udelukkende, at der kun forelaa meget faa paalidelige oplysninger om skibsbygningen i OEsttyskland i perioden frem til juli 1990.

176 Da det er sagsoegerne, der har bevisbyrden i forbindelse med deres anfaegtelse af den fortolkning, Kommissionen har anlagt ved udoevelsen af dens skoen, kan de dokumenter, som sagsoegerne har henvist til til stoette for deres fortolkning, nemlig Raadets dokument nr. 7049/92 af 10. juni 1992 og Kommissionens dokument GD III.C.3 af 4. februar 1985, ikke anerkendes som beviser, idet de ikke er fremlagt for Retten.

177 Sagsoegerne findes herefter ikke at have fremfoert forhold, der kan godtgoere, at Kommissionen har overskredet graenserne for sit skoen ved at fortolke begrebet kapacitet som den produktion, der er mulig under normale gode vilkaar under hensyn til de disponible faciliteter.

178 For saa vidt angaar argumentet om en paastaaet aendring af fortolkningen under den administrative procedures forloeb bemaerkes, at det fremgaar af sagens akter - herunder de tal for produktionen paa de oesttyske skibsvaerfter (i perioden 1975-1990), der er beregnet efter genforeningen af DMS i samarbejde med de forskellige oesttyske skibsvaerfter - at den gennemsnitlige produktion i aarene foer 1990 mere eller mindre svarede til den af Kommissionens konsulentfirma, DRT Europe, skoennede kapacitet paa 545 000 kbt, som Raadet efterfoelgende lagde til grund. Disse oplysninger viser efter Rettens opfattelse, at den skoennede kapacitet i 1990 faktisk svarede til den mulige produktion under normale gode vilkaar under hensyn til de disponible faciliteter, jf. den af Kommissionen anlagte fortolkning af begrebet kapacitet. Retten finder i denne forbindelse, at Kommissionen var berettiget til at praecisere sin metode for vurderingen af kapaciteten, efterhaanden som investeringsplanerne blev udviklet, og der fremkom mere detaljerede oplysninger.

179 De tal for produktionen, der er indeholdt i Kommissionens beretning af 8. november 1991 om Faellesskabets skibsbygningsindustri (SEK(91) 2057 endelig udg.), og som sagsoegerne har paaberaabt sig til stoette for det omhandlede argument, kan ikke aendre ovenstaaende vurdering, da de er mindre noejagtige. Det fremgaar saaledes af Kommissionens svar paa Rettens skriftlige spoergsmaal, at de tal for produktionen, der er angivet i beretningen, er indsamlet af Lloyds Maritime Information Service, der som vestligt selskab havde vanskeligheder med at fremskaffe paalidelige tal, eftersom det tidligere DDR ikke havde givet oplysninger til en international organisation, og da den oesttyske industri ikke havde afgivet formelle erklaeringer til en erhvervssammenslutning.

180 Sagsoegerne findes herefter ikke at have godtgjort, at Kommissionen aendrede sin fortolkning af begrebet kapacitet under den administrative procedure.

181 For saa vidt angaar argumenterne vedroerende vurderingen af MTW's fremtidige kapacitet bemaerkes, at Kommissionen foretog en omfattende oekonomisk analyse af kapaciteten bl.a. paa grundlag af en undersoegelse foretaget af et eksternt konsulentfirma, nemlig Appledore. Det fremgaar af Kommissionens anden beretning af 1. april 1993 om kontrollen med privatiseringen i de nye tyske delstater, at Appledore vurderede kapaciteten for de tre privatiserede skibsvaerfter, herunder MTW. Ifoelge de af Appledore indsamlede oplysninger ville de fastsatte graenser for kapaciteten blive overholdt, fordi der fandtes forskellige flaskehalse i produktionen. Appledore vurderede efter at have foretaget forskellige tekniske undersoegelser, at MTW-vaerftet ville skulle opnaa en produktivitet, der laa taet ved eller endog over de »bedste europaeiske normer«, foer det kunne producere 100 000 kbt om aaret.

182 Kommissionen har i denne forbindelse under den skriftlige forhandling gjort gaeldende, at begraensningen af kapaciteten ville blive sikret, hvis vaerftet blev udformet saaledes, at de oevrige faciliteter blev afpasset efter flaskehalsene. Selv om flaskehalse efter deres karakter er midlertidige, er der ifoelge Kommissionen en tendens til, at der blot skabes en forsinkelse i et andet led i produktionskaeden, hvis de fjernes eller omgaas, hvilket foerer til en forringelse af den optimale produktivitet. Kommissionens konsulentfirma har i denne sammenhaeng understreget, at det naermest er umuligt at projektere produktionsfaciliteter uden flaskehalse.

183 I sin besvarelse af Rettens skriftlige spoergsmaal har Kommissionen anfoert, at den seneste undersoegelse af flaskehalsene (foretaget i august 1995) viser, at de primaere flaskehalse vil vaere panelsamlelinjerne og de steder, hvor sektionerne samles. Den har tilfoejet, at der ogsaa er foretaget en undersoegelse af andre noeglefaciliteter, saasom dokker, kraner og steder, hvor der samles enkeltdele, med henblik paa at fastlaegge den forventede udnyttelse udtrykt i arbejdsgangstid, dvs. den tid, der er noedvendig for at udfoere en bestemt opgave ved hjaelp af det paagaeldende anlaeg. Ifoelge Kommissionen kunne Appledore i forbindelse med undersoegelserne ikke paavise overskydende kapacitet paa nogen omraader. Kommissionens konsulentfirma har desuden givet udtryk for, at mens de fleste skibsvaerfter kan oege deres produktionsniveau, hver gang der opstaar behov herfor, ved at anvende intensive driftsmetoder forbundet med lave omkostninger, idet de raader den fornoedne plads, raader MTW ikke over store aabne arealer, der kan anvendes til en foroegelse af staalproduktionen.

184 Eftersom der ved begrebet kapacitet i direktiv 92/68's forstand skal forstaas den produktion, der er mulig under normale gode vilkaar under hensyn til de disponible faciliteter, finder Retten, at der maa gives Kommissionen medhold i, at kapaciteten kan begraenses ved, at flere begraensninger og flaskehalse i produktionen opretholdes.

185 Sagsoegerne findes ikke at have godtgjort, at de af Kommissionens konsulentfirma foretagne tekniske vurderinger af de samlede faciliteter er udtryk for et aabenbart urigtigt skoen eller stoettes paa et urigtigt faktisk grundlag.

186 Retten finder herved, at de to sagkyndige rapporter, sagsoegerne og den danske regering har fremlagt, ikke rejser tvivl om de vurderinger af MTW's kapacitet, Kommissionens konsulentfirma har foretaget, hvorved det i oevrigt bemaerkes, at der i de naevnte rapporter anvendes helt forskellige metoder til at vurdere kapaciteten.

187 De firmaer, som er blevet anmodet om at udarbejde de to rapporter, er nemlig specialiserede i konstruktion af skibe og ikke i konstruktion af skibsvaerfter, og de to rapporter bygger paa et ufuldstaendigt kendskab til de faktiske omstaendigheder, hvilket i oevrigt anerkendes i Cushing-rapporten. Cushing stoetter sig navnlig i vidt omfang paa rapporter, moedenotater og andre dokumenter vedroerende MTW's flytteplaner, som senere blev opgivet. Desuden har hverken Cushing eller Carl Bro haft lejlighed til at besoege vaerftet, ligesom de ikke har haft adgang til investerings- eller konstruktionsplanerne. Ifoelge Appledore er vurderingerne og konklusionerne i Cushing-rapporten saaledes behaeftet med flere unoejagtigheder, bl.a. med hensyn til antallet af ansatte, hvis arbejde er direkte forbundet med produktionen, vaerftets produktionsareal og den nye doks stoerrelse. Under disse omstaendigheder findes rapporterne ikke at godtgoere, at Kommissionen har foretaget aabenbart urigtige skoen.

188 For saa vidt angaar argumentet vedroerende anvendelsen af produktion af E3-tankskibe som grundlag for beregningen af den maksimale staalproduktion fremgaar det af den omtvistede beslutning, at godkendelsen af stoetten er betinget af, at den tilladte maksimale produktion paa 102 500 tons staal ikke overskrides. Denne staalproduktion er beregnet paa grundlag af en produktion af 2,5 E3-tankskibe.

189 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at Kommissionens vurderinger er vildledende. Hvis man nemlig baserer beregningerne paa en mere sandsynlig og forventelig varieret skibsproduktion, f.eks. en produktion af bl.a. E3-tankskibe, containerskibe og passagerskibe, i overensstemmelse med MTW's oprindeligt planlagte produktion, vil kapaciteten beregnet paa grundlag af en forarbejdning af 102 500 tons staal pr. aar overstige den tilladte graense paa 100 000 kbt.

190 Det bemaerkes hertil, at sagsoegerne ikke har bestridt, at projekterne for MTW-vaerftet koncentrerede sig om E3-tankskibe. Det fremgaar i oevrigt af sagens akter, at den dok, som vil kunne tages i brug i november 1997, er udformet med henblik paa bygning af E3-tankskibe. I svarene paa Rettens spoergsmaal er det blevet paapeget, at der inden udgangen af 1997 vil vaere sket en udvidelse af sejlloebene, som vil goere det muligt for store tankskibe saasom E3-tankskibe at sejle ud fra havnen i Wismar.

191 Det er ganske vist korrekt, at en produktion af andre skibstyper vil kunne foere til en overskridelse af den maksimale kapacitet paa 100 000 kbt, hvis man stadig gaar ud fra en produktion paa 102 500 tons staal - hvilket Kommissionen i oevrigt ogsaa har anerkendt - men det fremgaar af sagsakterne, at der herved er tale om en rent teoretisk situation, idet sagsoegernes argumentation hviler paa en forkert forudsaetning om, at vaerftet kan forarbejde den samme maengde staal, uanset hvor kompliceret forarbejdningen maatte vaere.

192 Det fremgaar saaledes af Kommissionens svar paa Rettens spoergsmaal, at den maksimale staalproduktion (102 500 tons) kun kan naas, hvis vaerftet udelukkende producerer E3-tankskibe.

193 Dette skyldes ifoelge Kommissionen, at vaerftets staalforarbejdningskapacitet uundgaaeligt ville blive paavirket af en eventuel beslutning om at producere mindre og mere komplicerede skibe som f.eks. containerskibe, faerger og passagerskibe. Saadanne skibe bygges nemlig normalt af vaesentligt tyndere staalplader, hvilket reducerer den noedvendige maengde staal, men ikke noedvendigvis det antal plader, der skal anvendes. Desuden vil det stoerre antal buede plader og de helt andre krav med hensyn til udrustning bl.a. oege produktionstiden og ventetiden i hvert produktionsled og dermed paavirke den samlede staalforarbejdningskapacitet i betydelig grad.

194 Produktion og forarbejdning af staalplader, som vaerftet ikke er udformet til at foretage, foerer derfor ifoelge Kommissionen hurtigt til et maetningspunkt i visse produktionsled. Malevaerkstederne vil eksempelvis bremse produktionen, da det samme antal malevaerksteder vil skulle udfoere et stoerre arbejde, idet der vil vaere en tendens til, at de enheder, der skal behandles, bliver mindre, samtidig med at antallet af enheder stiger. Tilsvarende vil antallet af komplicerede dele, selv om de kraever en mindre maengde staal, typisk noedvendiggoere et stoerre antal mandetimer til udrustningen og forlaenge produktionstiden i visse af vaerftets afdelinger.

195 Da sagsoegerne ikke er fremkommet med faktiske oplysninger, der kan skabe vaesentlig tvivl om rigtigheden af disse oplysninger om staalproduktionen, finder Retten herefter, at argumentet vedroerende anvendelsen af E3-tankskibe som beregningsgrundlag maa forkastes.

196 Hvad dernaest angaar sagsoegernes argument om, at Kommissionen med urette har anvendt OECD's kbt-koefficient for enkeltskrogede E3-skibe (0,25) i stedet for koefficienten for dobbeltskrogede skibe (0,30), findes der at maatte gives Kommissionen medhold i, at den ud fra retssikkerhedshensyn ikke, efter at projekteringen var afsluttet, kunne anvende nye koefficienter, som var blevet aftalt i mellemtiden, idet den gaeldende koefficient ved vurderingen af kapaciteten i 1992 var 0,25. Under alle omstaendigheder fremgaar det af sagens akter og parternes mundtlige indlaeg, at den nye koefficient for dobbeltskrogede skibe (0,30), selv om den var gaeldende med virkning fra den 1. januar 1993, foerst blev offentliggjort i juni 1994.

197 Hvad endelig angaar sagsoegernes argumenter om tilsidesaettelse af procedurereglerne, for saa vidt som den tyske regering undlod at fremlaegge den i artikel 10a, stk. 2, litra c), i syvende direktiv omhandlede tidsplan og indgav den foerste »spill-over«-rapport for sent, skal det blot bemaerkes, at sagsoegerne, selv om det maatte skulle laegges til grund, at der er sket saadanne overtraedelser, ikke har godtgjort, at proceduren uden disse mangler kunne have foert til et andet resultat (dommen af 21.3.1990 i sagen Belgien mod Kommissionen, og dommen i sagen Distillers Company mod Kommissionen). Desuden har de ikke kunnet bestride, at der, som anfoert af Kommissionen, under alle omstaendigheder blev gennemfoert nedskaeringer af kapaciteten i det tidligere DDR. Paa denne baggrund maa argumentet forkastes.

198 Anbringendets andet led kan herefter ikke tiltraedes.

199 Retten finder, at sagen er tilstraekkeligt oplyst ved hjaelp af sagsakterne, og at der derfor ikke som begaeret af sagsoegerne boer traeffes bestemmelse om fremlaeggelse dels af de tyske myndigheders anmeldelse af 2. oktober 1992 og den tyske regerings skrivelse af 4. december 1992, herunder den mellem Treuhandanstalt og Bremer Vulkan indgaaede kontrakt om salget af MTW, dels af den tyske regerings skrivelse af 24. juli 1992. Sagsoegerne har kraevet disse dokumenter fremlagt med den begrundelse, at de indeholder oplysninger om kapacitetsgraensen, som er et af de vigtigste punkter i sagen. Da sagsoegerne imidlertid ikke har bestridt, at den tyske regering over for Kommissionen har forpligtet sig til at sikre, at MTW's fremtidige kapacitet begraenses til 100 000 kbt, er det ikke noedvendigt for proevelsen af lovligheden af den omtvistede beslutning, at de paagaeldende dokumenter fremlaegges (Domstolens kendelse af 11.12.1986, sag 212/86, ICI mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 4).

200 Med hensyn til begaeringen om indhentelse af en sagkyndig erklaering bemaerkes, at den omtvistede beslutning efter retspraksis maa vaeret omfattet af den formodning, der gaelder for gyldigheden af faellesskabsretsakter, saafremt der paa ingen maade skabes tvivl om gyldigheden af beslutningen (Domstolens dom af 1.4.1982, sag 11/81, Duerbeck mod Kommissionen, Sml. s. 1251). Hvis sagsoegerne saaledes ikke kan paavise forhold, der kan drage denne formodning i tvivl, tilkommer det ikke Retten at foranstalte bevisoptagelse. Eftersom de sagkyndige rapporter, sagsoegerne og den danske regering har ladet udarbejde, som fastslaaet ovenfor i praemis 186, ikke giver grundlag for tvivl om de foretagne vurderinger af MTW's kapacitet, og da sagsoegerne ikke har paavist forhold, der kan skabe en formodning om, at Kommissionen kan have foretaget aabenbart urigtige skoen, er det ufornoedent at indhente en sagkyndig erklaering.

Anbringendets tredje led om en tilsidesaettelse af artikel 10a, stk. 2, litra c), i syvende direktiv, for saa vidt som Kommissionen har givet mulighed for en foroegelse af kapaciteten efter fem eller ti aar

201 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 10a, stk. 2, litra c), i syvende direktiv, hvorefter der kraeves en faktisk og definitiv nedskaering af kapaciteten, idet den har accepteret, at kapaciteten kan foroeges efter fem aar med Kommissionens tilladelse eller efter ti aar uden en saadan tilladelse. Ifoelge sagsoegerne kan princippet i artikel 7 i syvende direktiv ikke finde anvendelse, da denne bestemmelse kun vedroerer stoette til lukning. Der er i det foreliggende tilfaelde tvaertimod tale om, at der skabes et mere moderne vaerft, idet kapaciteten foroeges til 100 000 kbt.

202 Det hedder i den omtvistede beslutning, at »begraensningen af kapaciteten gaelder for en periode paa ti aar efter afslutningen af omstruktureringen. Efter fem aar kan Tyskland anmode Kommissionen om at ophaeve kapacitetsbegraensningen«.

203 Artikel 10a indeholder ingen definition af udtrykket »en faktisk og definitiv nedskaering af skibsbygningskapaciteten« i stk. 2, litra c). Udtrykket maa saaledes fortolkes paa baggrund af de oevrige bestemmelser i syvende direktiv.

204 Artikel 7, stk. 1, foerste og andet afsnit, i syvende direktiv, der drejer sig om stoette til lukning, lyder saaledes:

»Stoette til daekning af de normale omkostninger som foelge af hel eller delvis lukning af skibsbygnings- eller skibsreparationsvaerfter kan betragtes som forenelig med det faelles marked, hvis den medfoerer en reel og definitiv kapacitetsnedskaering.

For at sikre, at lukninger, hvortil der er ydet stoette, er definitive, skal den paagaeldende medlemsstat paase, at det lukkede skibsbygnings- eller skibsreparationsvaerft forbliver lukket i mindst fem aar.«

205 Det foelger af artikel 7 i syvende direktiv, at en lukning maa betragtes som definitiv, naar den straekker sig over mere end ti aar. Kommissionen kan eventuelt give tilladelse til en genaabning efter fem aar. Artikel 7, stk. 1, fjerde afsnit, indeholder foelgende bestemmelse: »Hvis en medlemsstat efter en periode paa fem aar, men inden ti aar efter lukningen, oensker at genaabne et skibsbygnings- eller skibsreparationsvaerft, skal den paa forhaand indhente Kommissionens tilladelse.«

206 Efter Rettens opfattelse maa udtrykket »en faktisk og definitiv nedskaering af skibsbygningskapaciteten« i artikel 10a fortolkes paa samme maade. Da der er tale om en nedskaering af de oesttyske skibsvaerfters samlede kapacitet, er sagsoegernes argument om, at principperne i henhold til artikel 7 ikke kan finde anvendelse, fordi MTW's kapacitet foroeges, saaledes uden betydning.

207 Anbringendets tredje led kan herefter ikke tiltraedes.

208 Anbringendet om en tilsidesaettelse af betingelserne i artikel 10a, stk. 2, i syvende direktiv kan saaledes i det hele ikke tiltraedes.

Anbringendet om vaesentlige formelle mangler

209 Anbringendet falder i to led. Sagsoegerne har dels gjort gaeldende, at den omtvistede beslutning ikke er tilstraekkeligt begrundet, dels at Kommissionen ikke har indhentet de »spill-over«-rapporter, der kraeves i henhold til artikel 10a, stk. 2, litra d), i syvende direktiv.

Anbringendets foerste led om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 190

- Parternes argumenter

210 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at begrundelsen for den omtvistede beslutning er mangelfuld. De har henvist til, at den begrundelse, som kraeves i henhold til traktatens artikel 190, efter fast retspraksis klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, som den faellesskabsmyndighed, der har udstedt den anfaegtede retsakt, har lagt til grund, dels saaledes at de beroerte personer kan faa kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at de kan forsvare deres rettigheder, dels saaledes at Faellesskabets retsinstanser kan udoeve deres proevelsesret (Rettens dom af 28.9.1995, sag T-95/94, Sytraval mod Kommissionen, Sml. II, s. 2651, praemis 52, appelleret til Domstolen, jf. sag C-367/95 P). Det er ifoelge sagsoegerne vigtigt, at begrundelsen for en beslutning indeholder de oplysninger, der er noedvendige for enhver tredjemand, der maatte have en interesse heri (Domstolens dom af 13.3.1985, forenede sager 296/82 og 318/82, Nederlandene og Leeuwarder Papierwarenfabriek mod Kommissionen, Sml. s. 809).

211 Sagsoegerne har anerkendt, at begrundelsen for en beslutning efter omstaendighederne kan vaere kortfattet (Domstolens dom af 4.7.1963, sag 24/62, Tyskland mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 407, org. ref.: Rec. s. 129). De finder dog, at der maa gaelde visse graenser, hvilket kan udledes af Domstolens dom af 14. november 1984 i sagen Intermills mod Kommissionen (sag 323/82, Sml. s. 3809, praemis 35), som har visse lighedspunkter med naervaerende sag. Artikel 10a i syvende direktiv og beslutningen af 23. december 1992 opstiller visse saerlige betingelser for, at Kommissionen kunne godkende den anden tranche af stoetten. Kommissionen skulle derfor i forbindelse med vedtagelsen af den omtvistede beslutning have forklaret, hvorfor den ansaa disse betingelser for opfyldt.

212 Sagsoegerne har naermere anfoert, at det ikke fremgaar af den omtvistede beslutning, 1) at noedvendigheden af at yde stoetten var blevet godtgjort ved, at der var konstateret tab paa loebende kontrakter (dommen i sagen Intermills mod Kommissionen, praemis 33), 2) at den tyske regering utvetydigt havde paataget sig at gennemfoere en faktisk og definitiv nedskaering af skibsbygningskapaciteten i det tidligere DDR paa 40%, 3) at den i artikel 10a, stk. 2, litra a), fastsatte graense var blevet overholdt, 4) at den anden tranche af stoetten var blevet udbetalt inden den 31. december 1993, 5) at Kommissionen havde modtaget alle »spill-over«-rapporterne, og 6) at Kommissionen havde sikret sig, at der ikke senere ville blive ydet nogen produktionsstoette. Desuden har Kommissionen i den omtvistede beslutning undladt at naevne, at stoetten allerede var blevet udbetalt af de tyske myndigheder inden den 31. december 1993. Kommissionen kunne ifoelge sagsoegerne ikke begraense sig til at fastslaa, at de i artikel 10a, stk. 2, i syvende direktiv opstillede betingelser var opfyldt (dommen i sagen Intermills mod Kommissionen, praemis 35).

213 Sagsoegerne har dernaest under henvisning til de begrundelser, Kommissionen har anfoert i svarskriftet, understreget, at mangler ved en begrundelse ikke kan afhjaelpes, efter at der er anlagt sag (Domstolens dom af 26.11.1981, sag 195/80, Michel mod Parlamentet, Sml. s. 2861).

214 Sagsoegerne har endvidere anfoert, at selv om de blev indkaldt til nogle moeder, hvorunder sagen blev droeftet i detaljer, fik de ikke ved disse lejligheder oplysninger om de faktiske og retlige grunde til, at stoetten til sidst blev anset for forenelig med faellesmarkedet. De blev alene orienteret om stoerrelsesforholdene og om flytteplanerne.

215 Sagsoegerne har i oevrigt bestridt, at den af Kommissionen paaberaabte retspraksis er relevant (Domstolens dom af 17.1.1984, forenede sager 43/82 og 63/82, VBVB og VBBB mod Kommissionen, Sml. s. 19, og dommen af 18.5.1993 i sagen Belgien mod Kommissionen). De har navnlig anfoert, at sidstnaevnte dom ikke fritager Kommissionen for den forpligtelse, der paahviler den i henhold til traktatens artikel 190.

216 Sagsoegerne har endelig i relation til artikel 10a, stk. 3, i syvende direktiv gjort gaeldende, at Kommissionen ikke - saaledes som den havde pligt til - i den omtvistede beslutning har praeciseret, om den ansaa den ydede stoette for forenelig med den faelles interesse.

217 Den danske regering har anfoert, at der maa stilles stoerre krav til begrundelsen for en individuel beslutning som den her omhandlede end til begrundelsen for generelle retsakter.

218 Den omtvistede beslutning giver efter regeringens opfattelse ikke de beroerte parter tilstraekkelig mulighed for at forstaa de retlige konsekvenser af beslutningen og kontrollere dennes lovlighed (dommen i sagen Sytraval mod Kommissionen). Den danske regering har stoettet sagsoegernes argumenter og tilfoejet, 1) at det ikke fremgaar af skrivelsen af 18. maj 1994, at der er tale om en beslutning, 2) at den omtvistede beslutning ikke klart angiver hjemmelen, 3) at beslutningen ikke indeholder en noejagtig opregning af de forpligtelser, den tyske regering har indgaaet, 4) at beskrivelsen af de kraevede kapacitetsbegraensninger er ustruktureret og usammenhaengende, 5) at det - naar henses til, at de beroerte parter maa kunne kraeve en saerlig fyldestgoerende begrundelse i forbindelse med statsstoette - ikke fremgaar af beslutningen, om Kommissionen har foretaget nogen som helst form for yderligere undersoegelser af den paataenkte stoettes konsekvenser for hele skibsbygningsindustrien, og 6) at beslutningen indeholder oplysninger, der er irrelevante og ikke har nogen forbindelse med beslutningen.

219 Selv hvis det maatte laegges til grund, at Kommissionen i overensstemmelse med retspraksis kunne begraense sig til at fastslaa, at de betingelser, der er opstillet i de omhandlede undtagelsesbestemmelser, var opfyldt (dommen af 18.5.1993 i sagen Belgien mod Kommissionen), har den ifoelge den danske regering ikke engang opfyldt dette begraensede krav. Den omtvistede beslutning boer derfor annulleres paa grund af mangler ved begrundelsen (Domstolens dom af 17.1.1995, sag C-360/92 P, Publishers Association mod Kommissionen, Sml. I, s. 23).

220 Kommissionen har gjort gaeldende, at omfanget af begrundelsespligten i henhold til traktatens artikel 190 afhaenger af den paagaeldende retsakts karakter og den sammenhaeng, hvori den er vedtaget (Domstolens dom af 11.1.1973, sag 13/72, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. s. 27, praemis 11).

221 For saa vidt angaar den omtvistede beslutnings karakter har Kommissionen anfoert, at dens opgave udelukkende var at kontrollere, om de saerlige betingelser i henhold til direktivets artikel 10a var opfyldt. Den kunne under disse omstaendigheder begraense sig til at fastslaa, at den havde kontrolleret, at betingelserne var opfyldt, hvilket den faktisk gjorde.

222 Hvad angaar den sammenhaeng, den omtvistede beslutning blev vedtaget i, har Kommissionen gjort gaeldende, at sagsoegerne paa baggrund af deres meget aktive rolle under den administrative procedure havde fuldt kendskab til alle de faktiske og retlige grunde til, at Kommissionen ansaa stoetten for forenelig med faellesmarkedet. De af sagsoegerne fremfoerte argumenter boer derfor forkastes. Kommissionen har herved henvist til generaladvokat Lenz' forslag til afgoerelse forud for Domstolens dom af 8. marts 1988 i sagerne Exécutif régional wallon og Glaverbel mod Kommissionen (forenede sager 62/87 og 72/87, Sml. s. 1573). Ifoelge Kommissionen er dommen i sagen Michel mod Parlamentet, saaledes ikke relevant, idet sagsoegerne, inden den omtvistede beslutning blev truffet, blev orienteret om alle de vaesentligste grunde til, at Kommissionen til sidst valgte at anse stoetten for forenelig med faellesmarkedet.

223 Over for de argumenter, der saerligt er fremfoert af den danske regering, har Kommissionen for det foerste bemaerket, at den i statsstoettesager foelger den praksis at give den beroerte medlemsstat meddelelse om kommissaerkollegiets beslutning ved at tilstille den en kopi heraf i form af en skrivelse. Desuden fremgaar det af ordlyden af den skrivelse af 18. maj 1994, som udgoer den omtvistede beslutning, at der netop er tale om en beslutning. For det andet angiver skrivelsen - i modsaetning til, hvad den danske regering har gjort gaeldende - baade hjemmelen for beslutningen og de hertil knyttede betingelser. For det tredje finder Kommissionen sig ude af stand til at imoedegaa argumentet om, at den tekniske beskrivelse af kapacitetsnedskaeringen i den omtvistede beslutning skulle vaere usammenhaengende eller selvmodsigende, da den danske regering ikke har uddybet sin argumentation paa dette punkt. For det fjerde taler karakteren af en beslutning i henhold til artikel 10a i syvende direktiv - i modsaetning til, hvad den danske regering har givet udtryk for - for en kortfattet begrundelse. For det femte finder Kommissionen, at selv om det maatte antages, at skrivelsen af 18. maj 1994 indeholder visse betingelser, der er uden forbindelse med sagen - hvilket bestrides - paavirker dette ikke sagsoegernes legitime interesser. For det sjette omtales »spill-over«-rapporterne - i modsaetning til, hvad den danske regering har haevdet - i hvert fald indirekte i beslutningen, ligesom det i oevrigt angives, at der ikke vil kunne udbetales nogen yderligere produktionsstoette til skibsvaerftet.

224 Kommissionen har gjort gaeldende, at artikel 10a, stk. 3, i syvende direktiv intet tilfoejer til betingelserne i artikel 10a, stk. 2, men blev indsat for at goere det helt klart, at Kommissionen har pligt til at kontrollere, at vaerfter, der modtager stoette, ikke pludselig saelger skibe under markedspriserne.

225 For saa vidt angaar fremgangsmaaden for udbetalingen af den anden tranche har Kommissionen understreget, at det fremgaar af referatet af moedet den 21. marts 1994, at sagsoegerne var bekendt med, at denne tranche var blevet indsat paa spaerrede konti inden den 31. december 1993.

226 Intervenienten MTW har understreget, at den omtvistede beslutning kun drejer sig om den anden tranche af en statsstoette, hvis foerste tranche allerede var blevet godkendt i beslutningsform paa baggrund af samme anmeldelse og i samme sammenhaeng. Da selve stoetten allerede var blevet undersoegt og tilladt ved den tidligere beslutning af 23. december 1992, kunne Kommissionen ifoelge MTW i den omtvistede beslutning begraense sig til at fastslaa, at de i den foerste beslutning opstillede formelle betingelser for frigivelsen af den anden tranche var opfyldt.

227 MTW har i denne forbindelse for det foerste anfoert, at Kommissionen kun har pligt til at give en detaljeret begrundelse, saafremt den sidste beslutning gaar vaesentligt laengere end den foerste (Domstolens dom af 26.11.1975, sag 73/74, Groupement des fabricants de papiers peints de Belgique mod Kommissionen, Sml. s. 1491, praemis 31). Den af Domstolen opstillede regel om, at en kortfattet begrundelse er tilstraekkelig, naar beslutningen indgaar i en fast beslutningspraksis, boer anvendes analogt i det foreliggende tilfaelde.

228 For det andet havde sagsoegerne fuldt kendskab til den sammenhaeng, den omtvistede beslutning blev truffet i, idet de i vidt omfang havde deltaget i beslutningsprocessen og havde faaet adgang til stort set alle relevante dokumenter.

229 For det tredje maa begrundelsen for en beslutning ikke indeholde fortrolige oplysninger, som det ville vaere i strid med Kommissionens tavshedspligt at afsloere. Kommissionen har saaledes f.eks. ikke kunnet videregive nogen oplysninger vedroerende »spill-over«-rapporterne, fremgangsmaaden for udbetalingen af stoetten og de planlagte investeringer paa intervenientens vaerft.

- Rettens bemaerkninger

230 Ifoelge fast retspraksis skal den begrundelse, som kraeves i henhold til traktatens artikel 190, tilpasses karakteren af den paagaeldende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfaegtede retsakt, har lagt til grund, saaledes at de beroerte parter kan faa kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og saaledes at Faellesskabets retsinstanser kan udoeve deres proevelsesret. Det kraeves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spoergsmaalet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter traktatens artikel 190, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes i forhold til den sammenhaeng, hvori den indgaar, samt under hensyn til alle de retsregler, som gaelder paa det paagaeldende omraade (Domstolens dom af 29.2.1996, sag C-56/93, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 723, praemis 86, og de dér citerede afgoerelser).

231 For saa vidt angaar den sammenhaeng, den omhandlede retsakt er vedtaget i, bemaerkes, at Kommissionens opgave - som allerede fastslaaet ovenfor i praemis 169 - med henblik paa vurderingen af, om driftsstoette, der ydes i henhold til den ved direktiv 92/68 indfoerte undtagelsesordning, er forenelig med faellesmarkedet, alene bestaar i at kontrollere, at betingelserne i artikel 10a i syvende direktiv er opfyldt. Det er under disse omstaendigheder efter retspraksis ikke noedvendigt at give nogen anden begrundelse end den, der er knyttet til konstateringen af, at de naevnte betingelser er opfyldt (dommen af 18.5.1993 i sagen Belgien mod Kommissionen, praemis 36).

232 Eftersom betingelserne i artikel 10a desuden er af faktisk karakter, finder Retten det ikke noedvendigt, at Kommissionen gentager alle betingelserne i sin begrundelse. Det bemaerkes, at begrundelseskravet skal vurderes paa grundlag af omstaendighederne i det konkrete tilfaelde, bl.a. retsaktens indhold, arten af de anfoerte grunde og adressatens, dvs. den tyske regerings, interesse i at modtage en forklaring (Domstolens dom af 21.3.1991, sag C-303/88, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 1433, praemis 52).

233 Det fremgaar af den omtvistede beslutning, at Kommissionen, efter at have modtaget den endelige kontrakt og supplerende oplysninger om privatiseringen af MTW, i foerste omgang ved sin beslutning af 23. december 1992 kunne give tilladelse til udbetaling af den foerste tranche af driftsstoetten. Efter at have modtaget flere oplysninger fra den tyske regering saa den sig senere i stand til at kontrollere, at betingelserne for den saerlige stoette i henhold til direktiv 92/68 var opfyldt, hvorfor den kunne give tilladelse til udbetaling af den anden tranche.

234 Hvad angaar disse betingelser henviste Kommissionen i den omtvistede beslutning navnlig til noedvendigheden af den anden tranche af stoetten og til de foretagne undersoegelser vedroerende MTW's fremtidige kapacitet. Beslutningen indeholder naermere oplysninger om begraensningen af denne kapacitet. Det kraeves bl.a., at den tilladte maksimale produktion paa 102 500 tons staal ikke overskrides, at dokkens laengde, som oprindelig var 422 meter, reduceres til 366 meter, og at den del af dokken, der oprindelig var beregnet til »tandem-produktion«, opgives. Desuden fremgaar det af beslutningen, at selv om den tekniske undersoegelse havde vist, at MTW's skibsbygningskapacitet naeppe ville kunne overskride den kapacitet, den tyske regering havde tildelt vaerftet (100 000 kbt), fandt Kommissionen det noedvendigt at opretholde en kontrol, mens investeringsplanerne blev gennemfoert, med henblik paa at sikre, at begraensningen af kapaciteten blev overholdt.

235 Endelig fremgaar det af den omtvistede beslutning, at Kommissionen paa grundlag af den tyske regerings tilsagn om, at kapacitetsbegraensningen og pligten til at undgaa, at dele af stoetten tilfaldt andre vaerfter, ville blive overholdt, besluttede ikke at modsaette sig udbetalingen af den anden tranche af stoetten.

236 Retten finder, at denne redegoerelse for grundene, selv om den er kortfattet, udgoer en tilstraekkelig begrundelse i traktatens artikel 190's forstand, naar henses til den citerede retspraksis og Kommissionens begraensede opgave i den paagaeldende sammenhaeng. Den omtvistede beslutning indeholder saaledes en redegoerelse for de faktiske og retlige betragtninger, som har afgoerende betydning for beslutningens indhold.

237 Dette resultat stoettes ogsaa af, at den omtvistede beslutning blev truffet ved afslutningen af den indledende procedure i henhold til traktatens artikel 93, stk. 3.

238 Denne bestemmelse paalaegger ikke Kommissionen at inddrage tredjemand i den administrative procedure. Kommissionen har foerst i forbindelse med proceduren i traktatens artikel 93, stk. 2, pligt til at opfordre de interesserede parter til at fremsaette deres bemaerkninger (dommen i sagen Cook mod Kommissionen, praemis 22, og dommen i sagen Matra mod Kommissionen, praemis 16). Med forbehold af en eventuel forpligtelse til at indlede sidstnaevnte procedure - hvorved bemaerkes, at sagsoegerne ikke har gjort et anbringende herom gaeldende - kunne Kommissionen saaledes traeffe den omtvistede beslutning udelukkende paa grundlag af korrespondancen med den tyske regering. Det foelger heraf, at Kommissionen i princippet ikke havde pligt til at tage hensyn til bl.a. den interesse, en tredjemand kunne have i at modtage en forklaring i begrundelsen.

239 I oevrigt findes sagsoegerne at have haft et saa indgaaende kendskab til sagen, at de ikke har vaeret afskaaret fra at forsvare deres rettigheder og anfaegte retmaessigheden af den omtvistede beslutning. Som det med rette er blevet paapeget af Kommissionen, fremgaar det nemlig af sagens akter, at sagsoegerne i vidt omfang deltog i den administrative procedure og saaledes i hvert fald blev orienteret om de vaesentligste faktiske og retlige grunde til, at Kommissionen fandt stoetten forenelig med faellesmarkedet. Som naevnt ovenfor i praemis 101, deltog sagsoegerne i flere moeder, ligesom de fik adgang til flere af sagens akter. De fik udfoerlige svar paa spoergsmaal om bl.a. MTW's fremtidige kapacitet. Desuden fremgaar det klart af saavel moedereferaterne som den korrespondance, sagsoegerne selv har fremlagt, at de havde et saerligt omfattende kendskab til sagen.

240 Anbringendets foerste led kan herefter ikke tiltraedes.

Anbringendets andet led om en tilsidesaettelse af artikel 10a, stk. 2, litra d), i syvende direktiv

241 Sagsoegerne har foerst anfoert, at Kommissionen i strid med artikel 10a, stk. 2, litra d), i syvende direktiv ikke indhentede de i henhold til denne bestemmelse kraevede »spill-over«-rapporter. I replikken har de alene gjort gaeldende, at Kommissionen ikke havde modtaget den foerste af »spill-over«-rapporterne inden udgangen af februar 1993.

242 Kommissionen har anfoert, at den har modtaget de i artikel 10a, stk. 2, litra d), i syvende direktiv omhandlede »spill-over«-rapporter. Den finder derfor, at anbringendets andet led boer forkastes.

243 Det bemaerkes paa grundlag af Kommissionens beretning af 1. april 1993, jf. ovenfor i praemis 9, at Kommissionen modtog den foerste »spill-over«-rapport i midten af marts 1993, dvs. et par uger efter fristens udloeb. Det foelger imidlertid af fast retspraksis, at en tilsidesaettelse af en procedureregel kun medfoerer annullation, hvis proceduren uden den paagaeldende mangel kunne have foert til et andet resultat (dommen af 21.3.1990 i sagen Belgien mod Kommissionen, og dommen i sagen Distillers Company mod Kommissionen).

244 Da sagsoegerne ikke laengere bestrider, at de oevrige aarlige »spill-over«-rapporter er blevet sendt til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 10a i syvende direktiv, og da de ikke engang har forsoegt at godtgoere, at den administrative procedure kunne have foert til et andet resultat, hvis Kommissionen havde modtaget den foerste rapport inden udgangen af februar 1993, maa anbringendets andet led forkastes. Der er derfor ikke anledning til at foranstalte bevisoptagelse i form af et paalaeg om fremlaeggelse af de af sagsoegerne oenskede »spill-over«-rapporter.

245 Anbringendet om vaesentlige formelle mangler kan herefter ikke tiltraedes.

Anbringendet om tilsidesaettelse af »transparensprincippet« eller »princippet om kontradiktorisk sagsbehandling«

Parternes argumenter

246 Den danske regering har henvist til, at Kommissionen har pligt til at indlede den kontradiktoriske procedure i henhold til artikel 93, stk. 2, saafremt den paa baggrund af en foreloebig undersoegelse foretaget i henhold til artikel 93, stk. 3, finder, at der er tvivl om, hvorvidt den omhandlede stoette er forenelig med faellesmarkedet. Regeringen har paa denne baggrund konkluderet, at den administrative procedure i forbindelse med statsstoette skal vaere transparent for saavel medlemsstaterne som for alle interesserede parter, herunder konkurrerende virksomheder, som kan blive direkte beroert. Det fremgaar efter regeringens opfattelse ogsaa af retspraksis, at der gaelder et strengt krav om transparens (Domstolens dom af 17.9.1980, sag 730/79, Philip Morris Holland mod Kommissionen, Sml. s. 2671, af 20.3.1984, sag 84/82, Tyskland mod Kommissionen, Sml. s. 1451, og af 14.2.1990, sag C-301/87, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 307). Den danske regering har under retsmoedet under henvisning til Domstolens dom af 30. april 1996 i sag C-58/94, Nederlandene mod Raadet (Sml. I, s. 2169, praemis 20, 21 og 22) bestridt rigtigheden af den af Kommissionen fremfoerte argumentation for, at anbringendet maa afvises fra realitetsbehandling.

247 Princippet om transparens (eller om kontradiktorisk sagsbehandling) indebaerer ifoelge den danske regering, at de interesserede parter skal kunne faa fuldt kendskab til Kommissionens maade at behandle sagen paa, og at de skal opfordres til at fremsaette deres eventuelle bemaerkninger til en paataenkt stoette. Det forhold, at Kommissionen paa statsstoetteomraadet raader over et meget vidt skoen, er i oevrigt i sig selv en grund til at stille et strengt krav om transparens.

248 Kommissionens sagsbehandling i det konkrete tilfaelde har imidlertid efter den danske regerings opfattelse ikke vaeret tilstraekkelig transparent til at opfylde dette krav. Naar henses til det komprimerede tidsrum, inden for hvilket sagen blev behandlet, har de interesserede parter kun haft begraenset adgang til oplysninger og begraensede muligheder for at foelge Kommissionens behandling af sagen, navnlig i det afsluttende forloeb. Desuden blev godkendelsen af udbetalingen af den anden tranche foerst offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende (herefter »EF-Tidende«) naesten to maaneder efter udloebet af fristen for et annullationssoegsmaal til proevelse af den omtvistede beslutning i medfoer af traktatens artikel 173.

249 Kommissionen har anfoert, at anbringendet maa afvises fra realitetsbehandling, da det ikke er gjort gaeldende af sagsoegerne. Det foelger af artikel 116, stk. 3, i procesreglementet og artikel 37, stk. 3, og artikel 46 i EF-statutten for Domstolen, at den danske regering som intervenient er afskaaret fra at rejse nye spoergsmaal, som i det vaesentlige er nye anbringender (generaladvokat Lagrange's forslag til afgoerelse forud for Domstolens dom af 23.2.1961, sag 30/59, De Gezamenlijke Steenkolenmijnen in Limburg mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 211, org. ref.: Rec. s. 1, generaladvokat Darmon's forslag til afgoerelse forud for Domstolens dom af 12.2.1987, sag 233/85, Bonino mod Kommissionen, Sml. s. 739, Domstolens dom af 17.3.1993, sag C-155/91, Kommissionen mod Raadet, Sml. I, s. 939, praemis 24, generaladvokat Tesauro's forslag til afgoerelse i samme sag, punkt 13, dommen i sagen CIRFS m.fl. mod Kommissionen, praemis 21 og 22, generaladvokat Lenz' forslag til afgoerelse i samme sag, punkt 48, og dommen i sagen Matra mod Kommissionen, praemis 11 og 12). Kommissionen finder i oevrigt, at anbringendet under alle omstaendigheder boer forkastes af saavel retlige som faktiske grunde.

250 Hvad angaar de retlige grunde har Kommissionen anfoert, at den foerst i forbindelse med undersoegelsesfasen i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, har pligt til at opfordre de interesserede parter til at fremsaette deres bemaerkninger. Proceduren i henhold til artikel 93, stk. 2, har i oevrigt til formaal at goere det muligt for Kommissionen at opnaa fuldstaendige oplysninger om alle sagens omstaendigheder og ikke - saaledes som det synes at vaere den danske regerings opfattelse - at give de interesserede parter mulighed for at foelge Kommissionens behandling af sagen.

251 Hvad angaar de faktiske grunde til, at anbringendet boer forkastes, har Kommissionen anfoert, at den udvekslede synspunkter og argumenter med sagsoegerne, og at disse inden for mulighedernes graenser fuldt ud blev holdt orienteret om de oplysninger, som Kommissionen indhentede i forbindelse med sin undersoegelse af sagen, ikke blot i 1994, men ogsaa i 1993. I oevrigt blev medlemsstaterne under multilaterale moeder informeret om enhver vaesentlig udvikling i sagen.

252 Hvad endelig angaar den danske regerings argument om en for sen offentliggoerelse af den omtvistede beslutning har Kommissionen anfoert, at en forsinkelse paa fire maaneder ikke er usaedvanlig og ikke kan betragtes som urimelig. Under alle omstaendigheder kan en saadan forsinkelse ikke paavirke lovligheden af den omtvistede beslutning.

Rettens bemaerkninger

253 Den danske regering har gjort gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat et »transparensprincip«, fordi de interesserede parter kun har haft begraenset adgang til oplysninger og begraensede muligheder for at foelge Kommissionens behandling af sagen, navnlig i det afsluttende forloeb.

254 Idet det findes ufornoedent at tage stilling til, om anbringendet kan antages til realitetsbehandling, bemaerkes, at det under alle omstaendigheder boer forkastes.

255 Der maa sondres mellem paa den ene side den indledende fase af undersoegelsen af stoetteforanstaltninger i medfoer af traktatens artikel 93, stk. 3 - der alene har til formaal at goere det muligt for Kommissionen at danne sig en foerste opfattelse af, om den paagaeldende stoette er delvis eller fuldt ud forenelig med faellesmarkedet - og paa den anden side undersoegelsesfasen i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2 (dommen i sagen Matra mod Kommissionen, praemis 16, og dommen i sagen Cook mod Kommissionen, praemis 22). Som fastslaaet ovenfor i praemis 238, er Kommissionen foerst i sidstnaevnte undersoegelsesfase, som skal give den mulighed for at opnaa fuldstaendige oplysninger om alle sagens omstaendigheder, i henhold til traktaten forpligtet til at opfordre de beroerte parter til at fremsaette deres bemaerkninger.

256 Hvis en sag goer det noedvendigt at indlede den i artikel 93, stk. 2, foreskrevne procedure, skal Kommissionen opfordre de interesserede parter til at fremsaette deres bemaerkninger. Formaalet hermed er imidlertid alene at fremskaffe alle oplysninger fra de paagaeldende, som kan klarlaegge forholdene for Kommissionen med henblik paa, hvad denne videre skal foretage sig (Domstolens dom af 12.7.1973, sag 70/72, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 813, praemis 19). I ovennaevnte dom af 20. marts 1984 i sagen Tyskland mod Kommissionen udtalte Domstolen (praemis 13), at proceduren i henhold til den naevnte artikel »sikrer, at de oevrige medlemsstater og de beroerte erhvervskredse hoeres, og ... goer det muligt for Kommissionen at opnaa fuld oplysning om alle sagens momenter, inden den traeffer beslutning«.

257 Den omtvistede beslutning blev imidlertid truffet ved afslutningen af den indledende procedure i henhold til traktatens artikel 93, stk. 3. Det fremgaar i denne forbindelse af retspraksis (dommen af 20.3.1984 i sagen Tyskland mod Kommissionen, praemis 13), at et af de vaesentligste kendetegn, hvorved undersoegelsesfasen efter artikel 93, stk. 2, adskiller sig fra den indledende fase efter artikel 93, stk. 3, bestaar i, at Kommissionen i denne indledende fase ikke er forpligtet til at give de beroerte parter lejlighed til at fremsaette bemaerkninger, inden den traeffer beslutning.

258 Det fremgaar saaledes af saavel opbygningen af traktatens artikel 92 og 93 som retspraksis, at Kommissionen ikke havde pligt til at inddrage tredjemand i den administrative procedure i saa vid udstraekning som haevdet af den danske regering.

259 Det er korrekt, at Kommissionen i visse tilfaelde goer de virksomheder, der har deltaget i den administrative procedure, bekendt med de bemaerkninger, som den modtager fra den beroerte medlemsstat under undersoegelsesprocedurens indledende fase. Retten finder imidlertid ikke, at Kommissionen har pligt hertil ud fra et »transparensprincip«.

260 Under alle omstaendigheder maa anbringendet forkastes af faktiske grunde. Det fremgaar saaledes af sagens akter, at sagsoegerne i vid udstraekning blev inddraget i den administrative procedure. Sagsakterne viser, at sagsoegerne under flere moeder havde lejlighed til at fremkomme med deres synspunkter. Endvidere orienterede Kommissionen dem udfoerligt om enhver vaesentlig udvikling i sagen.

261 Ud fra disse betragtninger og under hensyntagen til, at en forsinkelse med offentliggoerelsen i EF-Tidende ikke kan paavirke lovligheden af den omtvistede beslutning, kan den danske regerings anbringende ikke tiltraedes.

Anbringendet om en tilsidesaettelse af reglerne om Kommissionens beslutningsprocedure

262 Den danske regering har rejst spoergsmaalet, om Kommissionen overholdt kollegialitetsprincippet, da den traf den omtvistede beslutning, idet denne kun er underskrevet af det ansvarlige medlem af Kommissionen. Regeringen har desuden anfoert, at beslutningen er behaeftet med en vaesentlig formel mangel i form af manglende stadfaestelse.

263 Efter at have modtaget en kopi af referatet af Kommissionens moede den 11. maj 1994, har den danske regering imidlertid frafaldet anbringendet, idet det fremgaar af moedereferatet, at den omtvistede beslutning blev truffet af kommissaerkollegiet under det paagaeldende moede, og at Kommissionens formand og generalsekretaer stadfaestede beslutningen ved deres underskrift den 18. maj 1994.

264 Det er herefter ufornoedent at traeffe afgoerelse vedroerende dette anbringende.

265 Da ingen af de anbringender, der er gjort gaeldende af sagsoegerne og intervenienten Kongeriget Danmark, kan tiltraedes, boer Kommissionen frifindes.

266 Det er herefter ikke noedvendigt at traeffe afgoerelse vedroerende intervenienten MTW's anbringende om, at en annullation af den omtvistede beslutning vil indebaere en tilsidesaettelse af vaerftets berettigede forventning.

Afgørelse om sagsomkostninger


Sagens omkostninger

267 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegerne har tabt sagen og boer derfor paalaegges at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens og intervenienten MTW's paastande herom.

268 De medlemsstater, der er indtraadt i sagen, baerer dog deres egne omkostninger i medfoer af procesreglementets artikel 87, stk. 4, foerste afsnit.

Afgørelse


Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Tredje Udvidede Afdeling)

269 Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes.

270 Sagsoegerne betaler sagens omkostninger, herunder intervenienten MTW's omkostninger.

271 Forbundsrepublikken Tyskland og Kongeriget Danmark baerer deres egne omkostninger.

Top