61993J0364

++++

Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser ° specielle kompetenceregler ° kompetence "i sager om erstatning uden for kontrakt" ° det sted, hvor skadetilfoejelsen er foregaaet ° sagsoegerens ret til at vaelge ° det sted, hvor den skadegoerende handling er foretaget, og det sted, hvor skaden er indtraadt ° raekkevidde ° det sted, hvor skadelidte har lidt et formuetab som foelge af en skade, han oprindelig har lidt i en anden kontraherende stat ° ikke omfattet

(Bruxelles-konventionen af 27.9.1968, art. 5, nr. 3)

Udtrykket "det sted, hvor skadetilfoejelsen er foregaaet" i artikel 5, nr. 3, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, skal fortolkes saaledes, at det ikke omfatter det sted, hvor skadelidte haevder at have lidt et formuetab som foelge af en skade, der oprindelig er indtraadt og lidt af ham i en anden kontraherende stat. Selv om det er fastslaaet, at udtrykket baade kan omfatte det sted, hvor skaden er indtraadt, og det sted, hvor den skadegoerende handling er foretaget, kan det imidlertid ikke fortolkes udvidende, saaledes at det omfatter ethvert sted, hvor der kan opstaa skadevirkninger af et forhold, som allerede har forvoldt en skade, der faktisk er indtraadt et andet sted.

1 Ved kendelse af 21. januar 1993, indgaaet til Domstolen den 26. juli 1993, har Corte suprema di cassazione i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17), som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (EFT L 304, s. 1, og ° den aendrede tekst ° s. 77) og ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltraedelse (EFT L 388, s. 1, herefter "konventionen") forelagt et praejudicielt spoergsmaal om fortolkningen af konventionens artikel 5, nr. 3.

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag mellem Antonio Marinari, som har bopael i Italien, og Lloyd' s Bank, London.

3 I april 1987 havde Antonio Marinari i Lloyd' s Bank' s afdeling i Manchester deponeret en pakke "promissory notes" (veksler) til en paalydende vaerdi af 752 500 000 USD. Vekslerne var udstedt af provinsen Negros Oriental i Republikken Philippinerne til Zubaidi Trading Company, Beirut. Bankens ansatte havde, efter at de havde aabnet pakken, naegtet at udlevere de paagaeldende "promissory notes", og de havde givet politiet underretning om dem under henvisning til, at deres oprindelse var tvivlsom, hvilket medfoerte, at Antonio Marinari blev anholdt, og de naevnte "promissory notes" blev taget i bevaring.

4 Efter at de engelske myndigheder havde frafaldet sigtelsen mod Antonio Marinari, anlagde han sag ved Tribunale di Pisa med paastand om, at Lloyd' s Bank blev paalagt at betale erstatning for den skade, bankens ansatte havde foraarsaget. Af sagsakterne fra den nationale ret fremgaar, at Antonio Marinari dels nedlagde paastand om betaling af et beloeb svarende til vekslernes vaerdi, dels om erstatning for det tab, han havde lidt som foelge af sin tilbageholdelse, en raekke kontraktbrud samt for den skade, hans omdoemme havde lidt. Lloyd' s Bank nedlagde paastand om, at den italienske ret savnede kompetence, idet den skade, som skulle danne grundlag for rettens kompetence paa grund af den stedlige tilknytning, var indtraadt i England. Herefter anmodede Antonio Marinari, stoettet af selskabet Zubaidi, om, at Corte suprema di cassazione traf praejudiciel afgoerelse om dette kompetencespoergsmaal.

5 Corte suprema di cassazione har i sin forelaeggelse for Domstolen rejst spoergsmaal om, hvorvidt de italienske retter har kompetence i medfoer af konventionens artikel 5, nr. 3, saaledes som denne er blevet fortolket af Domstolen.

6 Corte suprema di cassazione har herved henvist til, at Domstolen i dom af 30. november 1976 (sag 21/76, Bier, Sml. s. 1735) har fastslaaet, at udtrykket "det sted, hvor skadetilfoejelsen er foregaaet", skal forstaas saaledes, at det baade omfatter det sted, hvor skaden er indtraadt, og det sted, hvor den skadegoerende handling er foretaget, samt at Antonio Marinari har gjort gaeldende, at udtrykket "den indtraadte skade" foruden det fysiske resultat tillige omfatter skade i ordets retlige betydning, forstaaet som forringelse af en persons formue.

7 Retten har endvidere anfoert, at Domstolen i dom af 11. januar 1990 (sag C-220/88, Dumez France og Tracoba, Sml. I, s. 49) har afvist, at der skal tages hensyn til indirekte oekonomisk skade ved fastlaeggelsen af retternes kompetence ifoelge konventionens artikel 5, nr. 3. Den forelaeggende ret har herefter fundet det tvivlsomt, om spoergsmaalet skal besvares paa samme maade, saafremt de af sagsoegeren paaberaabte skadevirkninger har ramt ham direkte, og ikke blot indirekte.

8 Corte suprema di cassazione besluttede herefter at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"Skal udtrykket 'det sted, hvor skaden er indtraadt' med henblik paa anvendelsen af kompetencereglen i artikel 5, nr. 3, i Bruxelles-konventionen af 27. september 1968, som fortolket af Domstolen i dom af 30. november 1976 i sag 21/76, alene forstaas som det sted, hvor en fysisk skade paa person eller ting er lidt, eller omfatter udtrykket ogsaa det sted, hvor det formuetab, sagsoegeren har lidt, er indtraadt?"

9 Med henblik paa besvarelsen af dette spoergsmaal bemaerkes indledningsvis, at konventionens artikel 5, nr. 3, fraviger hovedreglen i konventionens artikel 2, stk. 1 ° hvorefter retterne i den kontraherende stat, hvor sagsoegte har bopael, har kompetencen ° idet den bestemmer foelgende:

"En person, der har bopael paa en kontraherende stats omraade, kan sagsoeges i en anden kontraherende stat:

...

3) i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten paa det sted, hvor skadetilfoejelsen er foregaaet

..."

10 Som Domstolen flere gange har fastslaaet (jf. Bier-dommen, praemis 11, Dumez France og Tracoba-dommen, praemis 17, og dom af 7.3.1995, sag C-68/93, Shevill m.fl., Sml. I, s. 415, praemis 19), stoettes denne specielle kompetenceregel, som kan benyttes efter sagsoegers valg, paa, at der foreligger en saerlig snaever sammenhaeng mellem tvisten og andre domstole end domstolene i det land, hvor sagsoegte har bopael, og at denne sammenhaeng begrunder, at de foerstnaevnte domstole tillaegges kompetencen af retsplejehensyn og af hensyn til tilrettelaeggelsen af retssagen.

11 I Bier-dommen (praemis 24 og 25) og Shevill m.fl.-dommen (praemis 20) har Domstolen fastslaaet, at hvis det sted, hvor den handling, der kan medfoere et ansvar uden for kontraktforhold, og det sted, hvor denne handling har foraarsaget en skade, ikke er identiske, skal udtrykket "det sted, hvor skadetilfoejelsen er foregaaet" i konventionens artikel 5, nr. 3, forstaas saaledes, at det baade omfatter det sted, hvor skaden er indtraadt, og det sted, hvor den skadegoerende handling er foretaget, saaledes at en person efter sagsoegerens valg kan sagsoeges enten ved retten paa det ene eller det andet sted.

12 I disse to domme har Domstolen saaledes antaget, at stedet for den skadevoldende begivenhed kan have lige saa stor betydning som stedet for skadens indtraeden som tilknytningsmoment ved udpegning af den kompetente ret. Domstolen tilfoejede, at et valg af stedet for den skadevoldende begivenhed som det eneste tilknytningsmoment ville medfoere, at de i konventionens artikel 2 og artikel 5, nr. 3, omhandlede vaernetingsregler i et betydeligt antal sager ville falde sammen, saaledes at den sidstnaevnte bestemmelse for saa vidt ville miste sin tilsigtede virkning.

13 Denne adgang for sagsoeger til at vaelge vaerneting boer imidlertid ikke antages at vaere mere vidtgaaende end de saerlige hensyn, som begrunder valgmuligheden, tilsiger, idet der i modsat fald vil vaere risiko for, at det almindelige princip i konventionens artikel 2, stk. 1, om, at retterne i den kontraherende stat, hvor sagsoegte har bopael, har kompetencen, mister sin betydning, og for, at man i andre tilfaelde end dem, der udtrykkeligt er fastsat, naar frem til at anerkende en kompetence for retterne paa sagsoegers bopael, hvilket konventionen klart taler imod, idet vaernetingsregler af dette indhold i national ret ifoelge konventionens artikel 3, stk. 2, ikke kan finde anvendelse i forhold til sagsoegte, der har bopael paa en kontraherende stats omraade.

14 Selv om det er fastslaaet, at udtrykket "det sted, hvor skadetilfoejelsen er foregaaet" i konventionens artikel 5, nr. 3, skal forstaas saaledes, at det baade kan omfatte det sted, hvor skaden er indtraadt, og det sted, hvor den skadegoerende handling er foretaget, kan det imidlertid ikke fortolkes udvidende, saaledes at det omfatter ethvert sted, hvor der kan opstaa skadevirkninger af et forhold, som allerede har forvoldt en skade, der faktisk er indtraadt et andet sted.

15 Udtrykket kan derfor ikke fortolkes saaledes, at det omfatter det sted, hvor skadelidte, som tilfaeldet er i hovedsagen, haevder at have lidt et formuetab som foelge af en skade, der oprindelig er indtraadt og lidt af ham i en anden kontraherende stat.

16 Den tyske regering har imidlertid gjort gaeldende, at Domstolen ved sin fortolkning af konventionens artikel 5, nr. 3, boer tage hensyn til national rets regler om erstatningsansvar uden for kontraktforhold. Saafremt national ret kraever, at der er sket en kraenkelse af et konkret retsgode som betingelse for, at der kan ifaldes ansvar (jf. bl.a. Buergerliches Gesetzbuch, § 823, stk. 1), betyder "det sted, hvor skadetilfoejelsen er foregaaet" baade det sted, hvor kraenkelsen er sket, og det sted, hvor den skadegoerende handling er foretaget. Saafremt national ret derimod ikke kraever, at der er sket en kraenkelse af et konkret retsgode som betingelse for at ifalde erstatningsansvar (jf. bl.a. artikel 1382 i den franske code civil og artikel 2043 i den italienske Codice Civile) kan skadelidte vaelge mellem det sted, hvor den skadegoerende handling er foretaget, og det sted, hvor skaden paa hans formue er indtraadt.

17 En saadan fortolkning foerer ifoelge den tyske regering ikke til, at flere retter tillaegges kompetence, eller at der automatisk vil vaere sammenfald mellem retten paa det sted, hvor der er lidt et formuetab, og hvor sagsoegeren har bopael. Den giver heller ikke skadelidte mulighed for frit at vaelge vaerneting ved at flytte sine formueaktiver, idet det sted, hvor de befandt sig paa ansvarspaadragelsestidspunktet, vil vaere afgoerende. En saadan fortolkning indebaerer endelig den fordel, at den ikke giver visse nationale retssystemer fordele frem for andre.

18 Hertil bemaerkes imidlertid, at konventionen ikke har haft til hensigt at knytte reglerne om den stedlige kompetence til de nationale regler om erstatningsansvar uden for kontraktforhold. Betingelserne for at ifalde erstatningsansvar afspejler sig ikke noedvendigvis i de loesninger, medlemsstaterne har valgt med hensyn til retternes stedlige kompetence, da andre hensyn ligger til grund for disse regler.

19 Der er saaledes ikke grundlag for at fortolke konventionens artikel 5, nr. 3, under hensyn til de gaeldende regler om erstatningsansvar uden for kontraktforhold, som foreslaaet af den tyske regering. Dette vil endvidere vaere uforeneligt med konventionens formaal, som er at foretage en sikker og forudselig tildeling af kompetence (jf. dom af 15.1.1985, sag 241/83, Roesler, Sml. s. 99, praemis 23, og af 17.6.1992, sag C-26/91, Handte, Sml. I, s. 3967, praemis 19). Afgoerelsen af, hvilken ret der er kompetent, ville i saa fald skulle traeffes paa grundlag af usikre omstaendigheder, f.eks. det sted, hvor skadelidte har konstateret formuetab som foelge af flere paa hinanden foelgende skader, eller under hensyn til de erstatningsansvarsregler, der skulle finde anvendelse.

20 For saa vidt angaar argumentet om, at det sted, hvor formueaktiverne befandt sig, skulle forstaas som det sted, hvor de befandt sig, da erstatningsansvaret opstod, bemaerkes, at en saadan fortolkning vil kunne foere til, at en ret uden nogen som helst tilknytning til sagens omstaendigheder blev anset for kompetent, selv om det netop er en saadan tilknytning, der begrunder den specielle kompetenceregel i konventionens artikel 5, nr. 3. Det vil saaledes kunne taenkes, at afholdte udgifter eller tabt fortjeneste som foelge af den oprindelige skadegoerende handling, konstateres paa et andet sted, og at et vaerneting paa det paagaeldende sted vil vaere helt irrelevant ud fra hensynet til en hensigtsmaessig bevisvurdering.

21 Det praejudicielle spoergsmaal skal foelgelig besvares med, at udtrykket "det sted, hvor skadetilfoejelsen er foregaaet" i artikel 5, nr. 3, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, skal fortolkes saaledes, at det ikke omfatter det sted, hvor skadelidte haevder at have lidt et formuetab som foelge af en skade, der oprindelig er indtraadt og lidt af ham i en anden kontraherende stat.

Sagens omkostninger

22 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongerige, den tyske regering og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Italiens Corte suprema di cassazione ved kendelse af 21. januar 1993, for ret:

Udtrykket "det sted, hvor skadetilfoejelsen er foregaaet" i artikel 5, nr. 3, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, skal fortolkes saaledes, at det ikke omfatter det sted, hvor skadelidte haevder at have lidt et formuetab som foelge af en skade, der oprindelig er indtraadt og lidt af ham i en anden kontraherende stat.