61992A0114

++++

1. Annullationssoegsmaal ° fysiske eller juridiske personer ° interesse i at indgive en begaering til Kommissionen om at faa fastslaaet en overtraedelse af de faellesskabsretlige konkurrenceregler ° retlig interesse i soegsmaal til proevelse af Kommissionens afslag ° sammenslutning af virksomheder, der anlaegger sag til varetagelse af en gruppe erhvervsdrivendes generelle interesser ° formaliteten ° betingelser

[EF-traktaten, art. 173, stk. 4; Raadets forordning nr. 17, art. 3, stk. 2, litra b)]

2. Institutionernes retsakter ° begrundelse ° forpligtelse ° raekkevidde ° beslutning om anvendelse af konkurrencereglerne

(EF-traktaten, art. 190; Raadets forordning nr. 17, art. 3)

3. Konkurrence ° administrativ procedure ° behandling af klager ° pligt for Kommissionen til at traeffe beslutning om, hvorvidt der foreligger en overtraedelse ° foreligger ikke

(EF-traktaten, art. 85 og 86)

4. Konkurrence ° administrativ procedure ° behandling af klager ° hensyntagen til Faellesskabets interesse i at behandle en sag ° Rettens proevelse ° graenser

(EF-traktaten, art. 85 og 86)

5. Konkurrence ° administrativ procedure ° behandling af klager ° hensyntagen til Faellesskabets interesse i at behandle en sag ° bedoemmelseskriterier

(EF-traktaten, art. 85 og 86)

1. De fysiske eller juridiske personer, som i henhold til artikel 3, stk. 2, litra b), i forordning nr. 17 er berettigede til at fremsaette en begaering til Kommissionen om at faa fastslaaet en overtraedelse af traktatens artikel 85 og 86, kan, saafremt deres begaering helt eller delvis afvises, anlaegge sag til beskyttelse af deres berettigede interesser. Det maa saaledes laegges til grund, at en sammenslutning af virksomheder har en tilstraekkelig interesse i at anlaegge sag ved Retten til proevelse af Kommissionens beslutning om at afvise begaeringen, saafremt den havde en berettiget interesse i at indgive den.

En sammenslutning af virksomheder har en saadan berettiget interesse, selv om den ikke er en virksomhed, der virker paa det omhandlede marked, og saaledes ikke er direkte beroert, saafremt sammenslutningen har ret til at varetage sine medlemmers interesser, og saafremt den kritiserede adfaerd kan skade disse interesser.

2. Begrundelsen for en bebyrdende beslutning skal dels goere det muligt for den beroerte part at goere sig bekendt med begrundelsen for den trufne foranstaltning med henblik paa, at den paagaeldende kan varetage sine interesser og afgoere, om beslutningen er lovlig, dels goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at udoeve deres kontrol. Kommissionen er imidlertid ikke i begrundelsen for sine beslutninger i henhold til konkurrencereglerne forpligtet til at tage stilling til alle de argumenter, som de beroerte parter har fremfoert til stoette for deres begaering om at faa fastslaaet en overtraedelse af de naevnte regler. Den behoever kun at redegoere for de faktiske omstaendigheder og retlige betragtninger, der har vaeret afgoerende for beslutningen.

En beslutning, hvorved Kommissionen afviser en klage indeholdende tre klagepunkter, og hvori Kommissionen behandler to af disse klagepunkter uden at angive grundene til at afvise klagen for saa vidt angaar det tredje punkt, opfylder ikke kravene i traktatens artikel 190.

3. Bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 1, og artikel 86 har umiddelbare virkninger i forholdet mellem private og fremkalder umiddelbart rettigheder for borgerne, som de nationale domstole skal beskytte. Paa baggrund af denne kompetencefordeling mellem Kommissionen og de nationale domstole og den beskyttelse, den medfoerer for borgerne for de nationale domstole, findes artikel 3 i forordning nr. 17 ikke at give den, der har fremsat en begaering i henhold til denne bestemmelse, krav paa, at Kommissionen traeffer en beslutning efter traktatens artikel 189 om, hvorvidt der foreligger en overtraedelse af de foernaevnte bestemmelser i traktaten, selv om Kommissionen maatte vaere overbevist om, at der foreligger en saadan overtraedelse. Et saadant krav foreligger kun, saafremt genstanden for klagen henhoerer under Kommissionens enekompetence, saasom en tilbagekaldelse af en fritagelse meddelt i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3.

4. Naar Kommissionen under henvisning til sagens manglende interesse for Faellesskabet har afvist en begaering i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17 om at faa fastslaaet en overtraedelse, bestaar den proevelse, Faellesskabets retsinstanser skal foretage, i at undersoege, om den omtvistede beslutning bygger paa et urigtigt faktisk grundlag, om den hviler paa en urigtig retsopfattelse eller paa et aabenbart urigtigt skoen, eller om der foreligger magtfordrejning.

5. Kommissionen er berettiget til at afvise en klage, saafremt den ° uden at have indledt en undersoegelse eller efter at have taget skridt hertil ° konstaterer, at der ikke er en tilstraekkelig interesse for Faellesskabet i en fortsat behandling af sagen. Ved vurderingen af denne interesse skal Kommissionen tage hensyn til sagens konkrete omstaendigheder, herunder navnlig de faktiske omstaendigheder og retlige betragtninger, der er gjort gaeldende. Den skal blandt andet foretage en afvejning af den paastaaede overtraedelses betydning for faellesmarkedets funktion, sandsynligheden for, at det kan godtgoeres, at der foreligger en overtraedelse, og omfanget af de undersoegelser, der vil vaere noedvendige for at give Kommissionen det bedst mulige grundlag for at udfoere sin opgave med at sikre overholdelsen af traktatens artikel 85 og 86. Det forhold, at spoergsmaalet om, hvorvidt en aftale eller en praksis er i overensstemmelse med traktatens artikel 85 eller 86, allerede bliver behandlet ved en national domstol eller en national konkurrencemyndighed, er et moment, som Kommissionen kan tage hensyn til ved vurderingen af sagens interesse for Faellesskabet.

Naar virkningerne af de overtraedelser, der er genstand for en klage, i det vaesentlige kun er maerkbare i en enkelt medlemsstat, og naar klageren har indbragt spoergsmaalet om overtraedelserne for denne medlemsstats domstole og dens kompetente administrative myndigheder, er Kommissionen berettiget til at afvise klagen med den begrundelse, at sagen ikke har interesse for Faellesskabet, idet det dog herved forudsaettes, at klagerens rettigheder kan beskyttes tilfredsstillende af de nationale instanser, hvilket kun er tilfaeldet, hvis disse er i stand til at indhente faktiske oplysninger med henblik paa afgoerelsen af, om den anfaegtede praksis udgoer en overtraedelse af de naevnte bestemmelser i traktaten.

Faktiske omstaendigheder

1 Den 4. februar 1986 indgav sagsoegeren, som er en sammenslutning af diskoteksindehavere, i medfoer af artikel 3, stk. 2, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17"), en begaering til Kommissionen om at faa fastslaaet nogle overtraedelser af EOEF-traktatens artikel 85 og 86 begaaet af Société des auteurs, compositeurs et éditeurs de musique (herefter benaevnt "SACEM"), som er det franske selskab, der administrerer ophavsrettigheder til musikvaerker. Kommissionen har modtaget adskillige tilsvarende klager i tidsrummet 1979-1988.

2 Sagsoegerens klage indeholdt i det vaesentlige foelgende klagepunkter:

° De selskaber, der administrerer ophavsrettigheder til musikvaerker i de forskellige medlemsstater, deler markedet mellem sig, idet de indgaar gensidige repraesentationskontrakter, hvorefter ophavsretsselskaberne ikke har ret til at kontrahere direkte med brugere, der har hjemsted i en anden medlemsstat.

° Den afgift paa 8,25% af omsaetningen, som kraeves af SACEM, er for hoej i forhold til de afgifter, der betales af diskotekerne i de andre medlemsstater. Den ifoelge sagsoegeren urimelige og diskriminerende afgift kommer ikke de repraesenterede ophavsretsselskaber, navnlig de udenlandske selskaber, til gode, idet fortjenesten udelukkende tilfalder SACEM, der kun betaler nogle latterligt smaa beloeb til dem, selskabet repraesenterer.

° SACEM naegter at give tilladelser til udnyttelse af selskabets udenlandske repertoire alene, idet enhver bruger kun kan erhverve ret til hele selskabets repertoire af saavel fransk som udenlandsk musik.

3 Paa baggrund af de modtagne klager ivaerksatte Kommissionen nogle undersoegelser, idet den fremsatte begaeringer om oplysninger i medfoer af artikel 11 i forordning nr. 17.

4 Behandlingen af klagerne blev stillet i bero, efter at Cour d' appel d' Aix-en-Provence, Cour d' appel de Poitiers og Tribunal de grande instance de Poitiers fra december 1987 til august 1988 havde indgivet anmodninger om praejudicielle afgoerelser til Domstolen, hvorved der under henvisning til traktatens artikel 85 og 86 bl.a. blev rejst spoergsmaal om stoerrelsen af de af SACEM opkraevede afgifter, indgaaelsen af gensidige repraesentationskontrakter mellem nationale ophavsretsselskaber og det forhold, at fremfoerelseskontrakterne mellem SACEM og de franske diskoteker skulle omfatte hele repertoiret. I sine domme af 13. juli 1989 (henholdsvis sag 395/87, Tournier, Sml. s. 2521, paa s. 2580, og forenede sager 110/88, 241/88 og 242/88, Lucazeau m.fl., Sml. s. 2811, paa s. 2834) fastslog Domstolen bl.a., at "EOEF-traktatens artikel 85 skal fortolkes saaledes, at den forbyder enhver form for samordnet praksis mellem nationale ophavsretsselskaber i medlemsstaterne, som kan have til formaal eller til foelge, at det enkelte selskab naegter brugere, der er etableret i en anden medlemsstat, direkte adgang til sit repertoire", og at "EOEF-traktatens artikel 86 skal fortolkes saaledes, at et nationalt ophavsretsselskab, der indtager en dominerende stilling paa en vaesentlig del af faellesmarkedet, paatvinger urimelige forretningsbetingelser, saafremt de afgifter, de opkraever af diskoteker, er vaesentlig hoejere end dem, der anvendes i andre medlemsstater, og sammenligningen af afgiftsniveauet er foretaget paa et ensartet grundlag. Forholdet ville vaere et andet, saafremt det paagaeldende ophavsretsselskab kunne begrunde en saadan hoejere afgift ud fra objektive og relevante forskelle mellem forvaltningen af ophavsrettigheder i den paagaeldende medlemsstat og i de oevrige medlemsstater".

5 Efter afsigelsen af disse domme genoptog Kommissionen sine undersoegelser, saerlig for saa vidt angaar forskellene mellem de afgifter, der anvendes af de forskellige ophavsretsselskaber inden for Faellesskabet. For at skabe et ensartet sammenligningsgrundlag opstillede Kommissionen fem typiske kategorier af fiktive diskoteker. Den fremsatte derefter i medfoer af artikel 11 i forordning nr. 17 begaeringer om oplysninger over for ophavsretsselskaberne i de forskellige medlemsstater, som skulle oplyse, hvilke afgifter disse forskellige former for diskoteker ville skulle betale paa grundlag af de enkelte selskabers gaeldende takster henholdsvis foer og efter afsigelsen af Domstolens domme.

6 Resultaterne af Kommissionens undersoegelse blev fremlagt i en rapport af 7. november 1991. I rapporten henvises der foerst til de resultater, Domstolen naaede frem til i de to domme i Tournier- og Lucazeau-sagerne jf. ovenfor, og til vanskelighederne ved at foretage en sammenligning af de afgifter, der opkraeves i de forskellige medlemsstater, paa grundlag af typiske kategorier af diskoteker. Det anfoeres dernaest i rapporten, at SACEM' s takster i perioden forud for den 1. januar 1990 laa klart over de afgifter, der blev opkraevet af de andre ophavsretsselskaber, med undtagelse af det italienske selskab. Kommissionen udtrykker i rapporten skepsis over for de to forklaringer, SACEM havde givet paa den paagaeldende forskel, nemlig at der i Frankrig er tradition for at betale meget hoeje beloeb for ophavsrettigheder, og at der foeres en meget streng kontrol med, hvilke vaerker der spilles, med henblik paa at fastlaegge, hvem afgifterne skal tilfalde. Det fremgaar ligeledes af rapporten, at de i Frankrig og Italien opkraevede afgifter i perioden efter den 1. januar 1990 fortsatte med at ligge langt over dem, der blev anvendt i de andre medlemsstater. Endelig undersoeges det i rapporten, om SACEM foretager en forskelsbehandling af de franske diskoteker, som kan vaere omfattet af traktatens artikel 86, og det fastslaas, at der er tale om forskelle i de afgiftssatser, der anvendes, og i vilkaarene for ydelse af nedslag.

7 Den 18. december 1991 tilstillede sagsoegeren Kommissionen en skrivelse, hvori foreningen i henhold til EOEF-traktatens artikel 175 opfordrede Kommissionen til at tage stilling til klagen.

8 Ved skrivelse af 20. januar 1992 meddelte Kommissionen i henhold til artikel 6 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42, herefter benaevnt "forordning nr. 99/63") sagsoegeren, at den havde besluttet at afvise klagen. Skrivelsen var vedlagt en kopi af rapporten af 7. november 1991.

9 I afsnittet "Retlig bedoemmelse" i skrivelsen af 20. januar 1992 anfoerer Kommissionen bl.a.: "Undersoegelsen giver paa nuvaerende tidspunkt ikke grundlag for at fastslaa, at betingelserne for at anvende artikel 86 er opfyldt for saa vidt angaar stoerrelsen af de afgifter, der i oejeblikket anvendes af SACEM". Afsnittet "Konklusion" i skrivelsen af 20. januar 1992 lyder saaledes:

"Jeg skal derfor i henhold til artikel 6 i Kommissionens forordning nr. 99/63 ved naervaerende skrivelse meddele Dem, at Kommissionen paa baggrund af subsidiaritetsprincippet og princippet om decentralisering ikke finder, at de i Deres klage tilvejebragte oplysninger kan give grundlag for at tage klagen til foelge, da der ikke er nogen interesse for Faellesskabet, fordi de i klagen kritiserede former for praksis i det vaesentlige kun har betydning paa nationalt plan, og da der allerede er anlagt sag ved flere franske domstole.

Kommissionen vil tilstille de franske domstole og administrative myndigheder, der har anmodet herom, en kopi af den rapport, Kommissionens tjenestegrene har udarbejdet vedroerende afgiftssatserne inden for Faellesskabet og forskelsbehandling af brugerne paa det franske marked."

10 Den 20. marts 1992 fremsatte sagsoegeren sine bemaerkninger til meddelelsen af 20. januar 1992. Foreningen anmodede Kommissionen om at fortsaette sin undersoegelse og sende en meddelelse om klagepunkter til SACEM.

11 Ved skrivelse af 20. oktober 1992 meddelte konkurrencekommissaeren sagsoegeren, at foreningens klage blev endelig afvist.

12 I punkt 1, 2 og 3 i denne skrivelse henvises der til korrespondancen mellem Kommissionen og klageren, og i punkt 4 understreges det, at skrivelsen indeholder Kommissionens endelige afgoerelse. I punkt 5 hedder det, at Kommissionen ikke agter at foretage videre i anledning af klagen af de i Kommissionens skrivelse af 20. januar 1992 anfoerte grunde.

13 I punkt 6-13 i skrivelsen tager Kommissionen stilling til de vaesentligste argumenter, som sagsoegeren fremfoerte i sine bemaerkninger til skrivelsen af 20. januar 1992. Efter at have gentaget, at sagen ikke har saerlig betydning for faellesmarkedets funktion, og at der derfor ikke er tilstraekkelig interesse for Faellesskabet i at fortsaette undersoegelsen, anfoerer Kommissionen under henvisning til bl.a. Rettens dom af 18. september 1992, sag T-24/90, Automec mod Kommissionen (Sml. II, s. 2223, praemis 88, herefter benaevnt "Automec II"), at det forhold, at der er anlagt sag ved de nationale domstole, er en omstaendighed, der kan tages hensyn til som begrundelse for en beslutning om at henlaegge en sag. Over for sagsoegerens argument om, at Kommissionens stillingtagen er udtryk for en forkert anvendelse af subsidiaritetsprincippet, understreger Kommissionen, at der ikke er tale om, at enhver handling fra det offentliges side indstilles, idet der blot er truffet en beslutning om, hvilke af de kompetente myndigheder paa omraadet der bedst kan loese de omhandlede problemer. Kun de nationale domstole har kompetence til at tilkende erstatninger, og Kommissionen har i sin rapport af 7. november 1991 givet de nationale domstole de noedvendige oplysninger, for at de kan foretage en sammenligning af de afgifter, der opkraeves af de forskellige nationale ophavsretsselskaber. Kommissionen finder herved, at de nationale domstoles adgang til at anvende rapporten som bevismiddel ikke begraenses af Kommissionens tavshedspligt med hensyn til forretningshemmeligheder, eftersom de forespoergsler, Kommissionen rettede til de forskellige nationale ophavsretsselskaber, ikke drejede sig om stoerrelsen af de gaeldende afgifter, som efter deres natur er offentligt tilgaengelige, men om en sammenligning af de resultater, anvendelsen af afgifterne i praksis havde for fem former for diskoteker. Over for sagsoegerens kritik af, at Kommissionen ikke havde taget stilling til perioden forud for den 1. januar 1990, anfoerer Kommissionen dernaest, at den ikke har pligt til at undersoege, om der tidligere maatte vaere begaaet overtraedelser af konkurrencereglerne, da hovedformaalet med en saadan undersoegelse ville vaere at goere det lettere for de nationale domstole at tilkende erstatning. Som svar paa argumenterne om en paastaaet aftale mellem de forskellige nationale ophavsretsselskaber anfoerer Kommissionen, at det ganske vist ikke kan udelukkes, at der foreligger en saadan aftale, selv om Kommissionen ikke har fundet nogen vaesentlige holdepunkter herfor, men at der ikke synes at kunne tillaegges en saadan aftale bestemte virkninger med hensyn til afgiftssatserne, da visse af disse er faldet og andre steget i perioden efter Tournier- og Lucazeau-dommene. Hvad endelig angaar sagsoegerens bemaerkninger om en aftale mellem SACEM og visse sammenslutninger af diskoteksindehavere anfoerer Kommissionen, at selv om der forelaa en saadan aftale, ville den kun kunne have virkninger i Frankrig.

14 I punkt 14 i beslutningen meddeler Kommissionen sagsoegeren, at den af foreningen i henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17 fremsatte begaering "afvises og henvises til de nationale domstole".

Retsforhandlinger og parternes paastande

15 Sagsoegeren har paa denne baggrund ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 24. december 1992 anlagt naervaerende sag.

16 Den skriftlige forhandling er forloebet forskriftsmaessigt og er afsluttet den 16. juni 1993.

17 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Anden Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Sagsoegte har paa Rettens begaering fremlagt visse dokumenter og besvaret nogle skriftlige spoergsmaal.

18 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret Rettens mundtlige spoergsmaal under det offentlige retsmoede den 18. maj 1994.

19 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

° Det fastslaas:

° at sagsoegeren kan kraeve, at Kommissionens beslutning af 20. oktober 1992 annulleres, for saa vidt som Kommissionen herved undlod at bedoemme de faktiske omstaendigheder, som fremgaar af dens undersoegelsesrapport af 7. november 1991, efter de principper, der foelger af traktatens artikel 85 og 86, som fortolket i Domstolens domme i sagerne Tournier og Lucazeau m.fl., jf. ovenfor

° at SACEM' s aftalepraksis er et resultat af den fuldstaendige afskaermning af de nationale markeder med hensyn til overdragelse af ophavsrettigheder til musikvaerker

° at Faellesskabets interesse, saaledes som den fremgaar af Domstolens domme, tilsiger, at der gennemfoeres en undersoegelse af de gensidige repraesentationskontrakter mellem samtlige ophavsretsselskaber i Europa, og af de kontrakter, hvorved virksomheder, der fremfoerer musik, helt eller delvis gives adgang til de beskyttede repertoirer, som de oensker at fremfoere over for deres kunder, og at Kommissionens tjenestegrene i denne forbindelse boer udarbejde en redegoerelse med henblik paa at skabe grundlag for standardkontrakter, der tager hensyn til interesserne hos saavel ophavsrettighedsindehaverne som de virksomheder, der anvender musikvaerkerne, samtidig med at de franske diskoteker sikres fri adgang til at kontrahere med det ophavsretsselskab, som de oensker at samarbejde med.

° Sagsoegeren fritages for at betale de udgifter og omkostninger, der vil vaere forbundet med en afvisning af sagen eller en frifindelse af sagsoegte.

20 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

° Frifindelse.

° Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Formaliteten

Sammenfatning af parternes argumentation

21 Kommissionen har for det foerste sat spoergsmaalstegn ved sagsoegerens soegsmaalsinteresse, da den skadelige virkning, den omtvistede beslutning maatte kunne have, ikke ville ramme sagsoegeren, som er en sammenslutning af virksomheder, men derimod sammenslutningens medlemmer, dvs. diskoteksindehaverne.

22 For det andet finder Kommissionen, uden hensyn til spoergsmaalet om soegsmaalsinteressen, at sagen kun boer antages til realitetsbehandling for saa vidt angaar paastanden om annullation af beslutningen om at afvise klagen. Kommissionen har under henvisning til Domstolens dom af 24. juni 1986, sag 53/85, AKZO Chemie m.fl. mod Kommissionen (Sml. s. 1965), og Rettens dom af 18. november 1992, sag T-16/71, Rendo m.fl. mod Kommissionen (Sml. II, s. 2417), anfoert, at Faellesskabets retsinstanser ikke har kompetence til at udstede paabud inden for rammerne af en legalitetskontrol i henhold til EF-traktatens artikel 173, og at paastanden om, at Retten skal paalaegge Kommissionen at udarbejde en rapport "med henblik paa at skabe grundlag for standardkontrakter, der tager hensyn til interesserne hos saavel ophavsrettighedsindehaverne som de virksomheder, der anvender musikvaerkerne, samtidig med at de franske diskoteker sikres fri adgang til at kontrahere med det ophavsretsselskab, som de oensker at samarbejde med", derfor maa afvises.

23 Hvad angaar det foerste formalitetsanbringende finder sagsoegeren, at Kommissionen ikke kan goere det paagaeldende synspunkt gaeldende, da den under hele den administrative procedure har betragtet foreningen som repraesentant for samtlige dens medlemmer i forholdet til SACEM. Sagsoegeren har tilfoejet, at foreningen ligesom de andre sammenslutninger af diskoteksindehavere oensker at indgaa en standardkontrakt med SACEM, og at den derfor har en direkte interesse i, at de forskellige afgiftssatser, der anvendes af SACEM, ikke kan anfaegtes paa grundlag af artikel 86.

24 Hvad angaar det andet formalitetsanbringende har sagsoegeren gjort gaeldende, at Retten ved at anmode Kommissionen om at udarbejde den omhandlede rapport blot ville bekraefte, at foreningens klage har interesse for Faellesskabet. Der er ikke tale om et paabud til Kommissionen, men om et led i opfyldelsen af dommen.

Rettens bemaerkninger

Sagsoegerens soegsmaalsinteresse

25 Det bemaerkes, at sagsoegeren, som er en sammenslutning af et vist antal diskoteksindehavere, den 4. februar 1986 i medfoer af artikel 3, stk. 2, litra b), i forordning nr. 17 indgav en begaering til Kommissionen om at faa fastslaaet en overtraedelse af traktatens artikel 85 og 86. I henhold til foerstnaevnte bestemmelse er "fysiske eller juridiske personer, som kan godtgoere en berettiget interesse", berettigede til at fremsaette en saadan begaering.

26 Hvad angaar sagsoegerens retlige interesse i et soegsmaal til proevelse af beslutningen om at afvise foreningens klage bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens og Rettens faste praksis, at de fysiske eller juridiske personer, som er berettigede til at fremsaette en begaering i henhold til artikel 3, stk. 2, litra b), i forordning nr. 17, kan anlaegge sag til beskyttelse af deres berettigede interesser, saafremt deres klage helt eller delvis afvises (Domstolens dom af 25.10.1977, sag 26/76, Metro mod Kommissionen, Sml. s. 1875, praemis 13, og af 11.10.1983, sag 210/81, Demo-Studio Schmidt mod Kommissionen, Sml. s. 3045, praemis 14, samt Rettens dom af 18.5.1994, sag T-37/92, BEUC og NCC mod Kommissionen, Sml. II, s. 285, praemis 36).

27 Det foelger heraf, at saafremt sagsoegeren i det foreliggende tilfaelde havde en berettiget interesse i at indgive en begaering til Kommissionen i henhold til artikel 3, stk. 2, litra b), i forordning nr. 17, maa det laegges til grund, at foreningen har en tilstraekkelig interesse i at anlaegge sag til proevelse af Kommissionens beslutning om at afvise begaeringen.

28 Retten finder herved, at en sammenslutning af virksomheder har en berettiget interesse i at indgive en klage, selv om den ikke er en virksomhed, der virker paa det omhandlede marked, og saaledes ikke er direkte beroert af den adfaerd, klagen er rettet mod, idet det dog maa forudsaettes, at sammenslutningen har ret til at varetage sine medlemmers interesser, og at den kritiserede adfaerd kan skade medlemmernes interesser. Adgangen for virksomhedssammenslutninger til at indgive klager til kollektiv varetagelse af deres medlemmers interesser har i oevrigt visse proceduremaessige fordele for Kommissionen, da denne derved i mindre grad bliver udsat for at modtage et stort antal individuelle klager over den samme adfaerd.

29 Hvad angaar naervaerende sag har sagsoegeren i henhold til sine vedtaegter bl.a. til opgave at "fremme skabelsen af musik ved at soerge for, at den traenger frem i offentligheden" (artikel II). Det hedder udtrykkeligt i vedtaegterne (artikel III, punkt 7), at sagsoegeren "varetager medlemmernes interesser i forhold til de offentlige myndigheder eller som part i retssager". Desuden fremgaar det af sagens akter, at de former for adfaerd, sagsoegerens klage var rettet mod, alle kan skade interesserne hos de diskoteker, der er medlem af den sagsoegende forening.

30 Paa denne baggrund finder Retten, at sagsoegeren havde en berettiget interesse i at indgive en begaering til Kommissionen i henhold til artikel 3, stk. 2, litra b), i forordning nr. 17. Sagsoegeren har derfor i overensstemmelse med den foernaevnte retspraksis en retlig interesse i at anlaegge sag til proevelse af Kommissionens beslutning om at afvise begaeringen.

Spoergsmaalet, hvorvidt sagsoegerens forskellige paastande kan antages til realitetsbehandling

31 Med sine paastande oensker sagsoegeren i foerste raekke at opnaa en annullation af Kommissionens beslutning som indeholdt i Kommissionens skrivelse af 20. oktober 1992. Sagsoegeren opfordrer dernaest Retten til at fastslaa forskellige forhold af generel karakter og paalaegge Kommissionen at udarbejde en ny rapport.

32 Hvad angaar paastanden om annullation af den i skrivelsen af 20. oktober 1992 indeholdte beslutning bemaerkes, at Kommissionen i denne skrivelse afviste sagsoegerens klage efter at have modtaget de bemaerkninger, sagsoegeren var fremkommet med paa grundlag af en underretning i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63. Der er tale om en endelig beslutning, der er truffet i den tredje fase i klageproceduren som beskrevet af Retten i dennes dom af 10. juli 1990, sag T-64/89, Automec mod Kommissionen (Sml. II, s. 367, praemis 47, herefter benaevnt "Automec I"), og som kan vaere genstand for et soegsmaal.

33 Hvad angaar de oevrige paastande bemaerkes, at Faellesskabets retsinstanser i forbindelse med et annullationssoegsmaal i henhold til traktatens artikel 173 alene har kompetence til at proeve lovligheden af den anfaegtede retsakt. Saafremt der skal gives sagsoegeren medhold, erklaeres retsakten ugyldig i medfoer af EF-traktatens artikel 174. I henhold til EF-traktatens artikel 176 er det den institution, fra hvilken den annullerede retsakt hidroerer ° og ikke Domstolen eller Retten ° der skal gennemfoere de til dommens opfyldelse noedvendige foranstaltninger.

34 Det foelger heraf, at de paastande, som gaar ud paa, at Retten fastslaar visse forhold af generel karakter og udsteder et paabud til Kommissionen, ikke kan antages til realitetsbehandling, da de ligger uden for Rettens kompetence i et annullationssoegsmaal.

35 Sagen kan herefter kun antages til realitetsbehandling for saa vidt angaar paastanden om annullation af Kommissionens beslutning af 20. oktober 1992 om afvisning af sagsoegerens klage. For saa vidt angaar de oevrige paastande maa sagen afvises.

Realiteten

36 Sagsoegeren har i det vaesentlige paaberaabt sig tre anbringender. For det foerste har foreningen gjort gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af EF-traktatens artikel 190, idet den omtvistede beslutning ikke er tilstraekkelig begrundet. For det andet er det gjort gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af artikel 3 i forordning nr. 17, idet Kommissionen undlod at foretage en retlig kvalifikation af SACEM' s praksis med hensyn til opkraevning af afgifter som beskrevet i Kommissionens rapport af 7. november 1991. For det tredje har sagsoegeren gjort gaeldende, at den omtvistede beslutning hviler paa en urigtig retsopfattelse og paa et aabenbart urigtigt skoen og derfor er ugyldig.

Anbringendet om tilsidesaettelse af traktatens artikel 190

Sammenfatning af parternes argumentation

37 Sagsoegeren har i foerste raekke gjort gaeldende, at Kommissionen ikke tog stilling til klagepunktet vedroerende de gensidige repraesentationskontrakter mellem ophavsretsselskaberne i de forskellige medlemsstater, som forhindrede de franske diskoteker i at faa direkte adgang til de oevrige medlemsstaters ophavsretsselskabers repertoire. Kommissionen beskaeftigede sig saaledes ifoelge sagsoegeren udelukkende med problemerne i relation til traktatens artikel 86, og den har derfor ikke givet en tilstraekkelig begrundelse for sin afvisning af begaeringen, for saa vidt denne angaar spoergsmaalet om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85. Sagsoegeren har ligeledes gjort gaeldende, at der i oejeblikket findes en aftale mellem de forskellige nationale ophavsretsselskaber inden for Groupement européen des sociétés d' auteurs et de compositeurs (herefter benaevnt "GESAC") om at forhoeje afgiftssatserne i visse medlemsstater med henblik paa at fjerne enhver naevnevaerdig forskel mellem afgifterne for ophavsrettigheder i Europa.

38 Sagsoegeren har dernaest anfoert, at Kommissionen ogsaa undlod at undersoege klagepunktet om en forskelsbehandling af diskotekerne fra SACEM' s side. Selv om SACEM har aendret formen af sine afgifter efter afsigelsen af Tournier- og Lucazeau-dommene, jf. ovenfor, finder forskelsbehandlingen ifoelge sagsoegeren fortsat sted. Sagsoegeren har anfoert, at SACEM i oejeblikket afkraever diskoteker, der er medlem af den sagsoegende forening, en afgift paa 6,05% af deres indtaegter, mens diskoteker, der er medlem af favoriserede foreninger, betaler en afgift paa 4,63% af deres indtaegter.

39 Kommissionen har heroverfor anfoert, at den behandlede klagerne korrekt og omhyggeligt i overensstemmelse med de principper, Retten fastslog i Automec II-dommen. Kommissionen finder, at begrundelsen for beslutningen er tilstraekkelig til, at de beroerte virksomheder kan varetage deres interesser, og til, at Retten kan udoeve sin kontrol, og at den saaledes opfylder de krav, der i saa henseende er opstillet i Domstolens og Rettens praksis (Rettens dom af 24.10.1991, sag T-1/89, Rhône-Poulenc mod Kommissionen, Sml. II, s. 867). Kommissionen har desuden henvist til, at den ifoelge Domstolens og Rettens faste praksis ikke er forpligtet til at tage stilling til alle de argumenter, som de beroerte parter har fremfoert til stoette for deres begaering, men kun behoever at redegoere for de faktiske omstaendigheder og retlige betragtninger, der har vaeret afgoerende for beslutningen (Domstolens dom af 17.1.1984, forenede sager 43/82 og 63/82, VBVB og VBBB mod Kommissionen, Sml. s. 19, og Rettens dom af 24.1.1992, sag T-44/90, La Cinq mod Kommissionen, Sml. II, s. 1).

40 For saa vidt angaar spoergsmaalet om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 1, og navnlig spoergsmaalet om de franske diskotekers paastaaede manglende frie adgang til de andre medlemsstaters ophavsretsselskabers repertoirer, finder Kommissionen, at den ikke kan kritiseres for ikke at have foretaget nogen undersoegelse, da der ikke var nogen vaesentlige holdepunkter for en overtraedelse af bestemmelsen. Med hensyn til den forskelsbehandling, SACEM haevdes at have gjort sig skyldig i ved at indroemme lavere afgiftssatser og visse former for nedslag, har Kommissionen anfoert, at spoergsmaalet herom blev behandlet i rapporten af 7. november 1991, som skal laeses i sammenhaeng med den omtvistede beslutning.

Rettens bemaerkninger

41 Det fremgaar af fast retspraksis, at begrundelsen for en bebyrdende beslutning dels skal goere det muligt for den beroerte at goere sig bekendt med begrundelsen for den trufne foranstaltning med henblik paa at kunne varetage sine interesser og afgoere, om beslutningen er lovlig, dels skal goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at udoeve deres kontrol (Rettens dom i sagen La Cinq mod Kommissionen, jf. ovenfor, praemis 42, og Rettens dom af 29.6.1993, sag T-7/92, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 669, praemis 30). Kommissionen er herved ikke i begrundelsen for sine beslutninger i henhold til konkurrencereglerne forpligtet til at tage stilling til alle de argumenter, som de beroerte parter har fremfoert til stoette for deres begaering, idet den kun behoever at redegoere for de faktiske omstaendigheder og retlige betragtninger, der har vaeret afgoerende for beslutningen (Domstolens domme af 14.7.1972, sag 55/69, Cassella mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 237, org. ref.: Rec. s. 887, praemis 22, og sag 56/69, Hoechst mod Kommissionen, Sml. s. 1969, s. 241, org. ref.: Rec. s. 927, praemis 22, Domstolens dom i sagen VBVB og VBBB mod Kommissionen, jf. ovenfor, praemis 22, Rettens dom i sagen La Cinq mod Kommissionen, jf. ovenfor, praemis 41, og Rettens dom i sagen Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, jf. ovenfor, praemis 31).

42 Det bemaerkes, at den af sagsoegeren indgivne klage i det vaesentlige indeholdt tre klagepunkter. Det foerste gik ud paa, at ophavsretsselskaberne i de forskellige medlemsstater havde delt markedet imellem sig ° og saaledes skabt en fuldstaendig afskaermning af de nationale markeder ° ved at indgaa gensidige repraesentationskontrakter. Eftersom de konkurrencebegraensninger, der sigtes til i dette klagepunkt, skyldes en aftale mellem virksomheder, finder Retten, at klagepunktet i mangel af holdepunkter for det modsatte maa forstaas som et klagepunkt om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 1. Det andet klagepunkt gik ud paa, at SACEM opkraevede for hoeje og diskriminerende afgifter, og det tredje klagepunkt var, at SACEM naegtede at lade de franske diskoteker erhverve brugsretten til det udenlandske repertoire alene. Retten finder, at disse to klagepunkter maa betragtes som klagepunkter om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 86, da der ikke er nogen holdepunkter for, at de anfaegtede former for adfaerd hviler paa nogen aftale eller samordnet praksis.

43 Indledningsvis bemaerkes, at sagsoegerens klage blev afvist i sin helhed i skrivelsen af 20. oktober 1992. I punkt 14 i den omtvistede beslutning hedder det nemlig, uden at der foretages nogen form for sondring mellem klagepunkterne om en tilsidesaettelse af artikel 85 og af artikel 86: "Af de ovenfor anfoerte grunde skal jeg meddele Dem, at den begaering, De har indgivet til Kommissionen i henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17/62, afvises og henvises til de nationale domstole."

44 Afvisningen af klagen ved beslutningen af 20. oktober 1992 hviler i det vaesentlige paa de grunde, der var anfoert i den meddelelse, Kommissionen sendte til sagsoegeren den 20. januar 1992 i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 (herefter benaevnt "artikel 6-skrivelsen"). I punkt 5 i den omtvistede beslutning hedder det saaledes: "Kommissionen finder af de i skrivelsen af 20. januar 1992 anfoerte grunde, at der ikke er tilstraekkeligt grundlag for at imoedekomme Deres begaering om konstatering af en overtraedelse. De bemaerkninger, De har fremsat i Deres skrivelse af 20. marts 1992, indeholder nemlig ingen nye faktiske eller retlige momenter, der kan aendre Kommissionens vurdering og konklusion i skrivelsen af 20. januar 1992."

45 Retten finder derfor, at der med henblik paa afgoerelsen af, om den omtvistede beslutning er tilstraekkelig begrundet, baade skal tages hensyn til de grunde, der er anfoert i skrivelsen af 20. oktober 1992, og dem, der er naevnt i "artikel 6-skrivelsen".

46 Som et foerste led i anbringendet har sagsoegeren gjort gaeldende, at den omtvistede beslutning ikke er tilstraekkelig begrundet, for saa vidt som Kommissionen i beslutningen afviser det foerste klagepunkt vedroerende den opdeling af markedet, som ifoelge sagsoegeren er foretaget i henhold til en aftale mellem de forskellige nationale ophavsretsselskaber i strid med traktatens artikel 85, stk. 1.

47 Det bemaerkes, at der ° som anfoert af sagsoegeren ° hverken i Kommissionens "artikel 6-skrivelse" eller i rapporten af 7. november 1991, som var vedlagt denne skrivelse, er nogen holdepunkter for, at Kommissionen undersoegte sagsoegerens klagepunkt om en tilsidesaettelse af artikel 85, stk. 1, idet begge dokumenter tvaertimod viser, at Kommissionen udelukkende undersoegte klagepunkterne om en tilsidesaettelse af artikel 86. I "artikel 6-skrivelsen" anfoerer Kommissionen nemlig, at dens "undersoegelse naermere har drejet sig om en sammenligning af afgiftsniveauet inden for EF" (punkt I, E). Kommissionen konstaterer dernaest: "Undersoegelsen giver paa nuvaerende tidspunkt ikke grundlag for at fastslaa, at betingelserne for at anvende artikel 86 er opfyldt for saa vidt angaar stoerrelsen af de satser, der i oejeblikket anvendes af SACEM" (punkt II). I afsnittet "Konklusion" i "artikel 6-skrivelsen" giver Kommissionen udtryk for, at den har besluttet at afvise klagen, "da der ikke er nogen interesse for Faellesskabet, fordi de i klagen omtalte former for adfaerd i det vaesentlige kun har betydning paa nationalt plan, og da der allerede er anlagt sager ved flere franske domstole" (punkt III). De omhandlede forhold har ifoelge Kommissionen i det vaesentlige kun betydning paa nationalt plan, fordi "virkningerne af det paastaaede misbrug i det vaesentlige kun maerkes i en enkelt medlemsstat, ja endog kun i en del heraf" (punkt II). I Kommissionens rapport, som var vedlagt "artikel 6-skrivelsen", og som har titlen "Spoergsmaalet, om EOEF-traktatens artikel 86 finder anvendelse paa det afgiftssystem, SACEM anvender over for de franske diskoteker", beskaeftiger Kommissionen sig heller ikke paa nogen maade med klagepunktet om en tilsidesaettelse af artikel 85, stk. 1, fra de forskellige nationale ophavsretsselskabers side.

48 I skrivelsen af 20. oktober 1992 gentager Kommissionen i punkt 6 det i "artikel 6-skrivelsen" anfoerte om, at "tyngdepunktet for den paastaaede overtraedelse ligger i Frankrig, at den kun kan have meget begraensede virkninger i de andre medlemsstater, at sagen foelgelig ikke har saerlig betydning for faellesmarkedets funktion, og at Faellesskabets interesser derfor ikke goer det paakraevet, at Kommissionen behandler klagerne, som i stedet boer henvises til de nationale domstole og de administrative myndigheder i Frankrig". Som begrundelse for at henvise sagerne til de nationale domstole stoetter Kommissionen sig i beslutningens punkt 7 til forslaget til afgoerelse fra dommer Edward som udpeget generaladvokat i sagerne Automec II og Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, jf. ovenfor, og til dommen i Automec II-sagen. Kommissionen gennemgaar dernaest de bemaerkninger, sagsoegeren havde fremsat efter modtagelsen af "artikel 6-skrivelsen", hvorefter den konkluderer, at disse bemaerkninger ikke kan danne grundlag for at aendre det i punkt 6 i den omtvistede beslutning anfoerte (punkt 8-13).

49 Retten finder, at punkt 6 i skrivelsen af 20. oktober 1992, som indeholder de vaesentligste grunde til den endelige afvisning af klagen, ikke med rimelighed kan siges at vedroere sagsoegerens klagepunkt om, at der foreligger en aftale mellem ophavsretsselskaberne i de forskellige medlemsstater. Det af Kommissionen anfoerte om, at tyngdepunktet for overtraedelsen ligger i Frankrig, giver nemlig kun mening i lyset af de i klagen indeholdte klagepunkter om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 86, dvs. klagepunkterne om, at de af SACEM opkraevede afgifter var for hoeje og diskriminerende, og om SACEM' s afvisning af at give adgang til det udenlandske repertoire alene.

50 Det bemaerkes endvidere, at de eneste punkter i den omtvistede beslutning, der vedroerer klagepunktet om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 1, er punkt 12 og 13, som lyder saaledes:

"12. Hvad angaar den aftale, som (sagsoegerens advokat) kritiserer paa s. 12 i skrivelsen af 20. marts 1992, og som haevdes at bestaa mellem SACEM og de andre ophavsretsselskaber inden for Faellesskabet, skal Kommissionen bemaerke, at det ganske vist ikke kan udelukkes, at der foreligger en saadan aftale ° selv om Kommissionen ikke har fundet nogen vaesentlige holdepunkter herfor ° eller i det mindste en samordnet praksis mellem alle selskaberne, f.eks. inden for rammerne af GESAC, men at en saadan aftale eller samordnet praksis ikke kan tillaegges bestemte virkninger med hensyn til afgiftssatserne, da visse af disse er faldet og andre steget i perioden efter Domstolens domme af 13. juli 1989, og da afgifterne navnlig ° som det understreges af alle klagerne ° fortsat udviser store indbyrdes forskelle. Saafremt Kommissionen maatte modtage klare beviser for, at der foreligger en saadan aftale, og for virkningerne heraf, er den helt indstillet paa at tage hensyn hertil.

13. Hvad angaar den aftale, som haevdes at bestaa mellem SACEM og visse diskoteksforbund, og som der klages over paa s. 13 i (sagsoegerens advokats) skrivelse af 20. marts 1992, finder Kommissionen, at en saadan aftale kun kan have haft virkninger i Frankrig til fordel for visse diskoteker og til skade for andre, og at det saaledes paa baggrund af principperne om samarbejde og fordeling af opgaverne mellem Kommissionen og medlemsstaterne er de nationale myndigheder, som skal traeffe afgoerelse i saa henseende, for saa vidt som det ° selv om Kommissionen ganske vist deler kompetencen til at anvende de faellesskabsretlige konkurrenceregler med de naevnte myndigheder ° alene er disse myndigheder, der kan tilkende erstatninger. Desuden finder Kommissionen grund til at understrege, at en eventuel stillingtagen fra dens side til en saadan aftale under ingen omstaendigheder kan begraense de nationale domstoles bedoemmelsesfrihed."

51 Efter Rettens opfattelse indeholder punkt 12 og 13 i den omtvistede beslutning begrundelsen for at afvise to andre klagepunkter, som sagsoegeren fremfoerte, dog ikke i klagen, men i sine bemaerkninger til "artikel 6-skrivelsen". Disse klagepunkter vedroerte paastaaede aftaler, dels mellem de nationale ophavsretsselskaber under GESAC med henblik paa at harmonisere deres afgifter paa det hoejest mulige niveau, dels mellem SACEM og visse franske sammenslutninger af diskoteksindehavere. Punkt 12 og 13 i beslutningen indeholder derimod efter Rettens opfattelse ingen begrundelse for afvisningen af sagsoegerens klage for saa vidt angaar klagepunktet om en opdeling af markedet.

52 Paa denne baggrund giver begrundelsen for den omtvistede beslutning ikke sagsoegeren mulighed for at goere sig bekendt med grundlaget for afvisningen af klagen, for saa vidt som denne vedroerte en paastaaet opdeling af markedet som foelge af de gensidige repraesentationskontrakter mellem ophavsretsselskaberne i de forskellige medlemsstater. Det foelger heraf, at Kommissionen paa dette punkt ikke har opfyldt sin forpligtelse til at begrunde beslutningen i henhold til traktatens artikel 190. Det foerste led i anbringendet maa herefter tiltraedes.

53 Sagsoegeren har som et andet led i samme anbringende gjort gaeldende, at Kommissionen ogsaa undlod at undersoege klagepunktet om en forskelsbehandling af diskotekerne fra SACEM' s side.

54 Det bemaerkes herved, at der i rapporten af 7. november 1991, som var vedlagt "artikel 6-skrivelsen" og var en integrerende del heraf, ikke alene ses paa stoerrelsen af de af SACEM anvendte afgifter i forhold til de afgifter, der anvendes af de oevrige ophavsretsselskaber, men ogsaa foretages en omfattende undersoegelse af forskellene i SACEM' s behandling af de forskellige diskoteker med hensyn til indroemmelse af lavere afgiftssatser og formelle nedslag. Paa baggrund heraf kan sagsoegeren ikke goere gaeldende, at Kommissionen undlod at undersoege klagepunktet om en forskelsbehandling af diskotekerne fra SACEM' s side.

55 Desuden bemaerkes, at Kommissionen i den omtvistede beslutning udtrykkeligt forkaster de klagepunkter, der er stoettet paa artikel 86 ° herunder klagepunktet om en forskelsbehandling af diskotekerne fra SACEM' s side ° paa grund af manglende interesse for Faellesskabet.

56 Den omtvistede beslutning er saaledes tilstraekkelig begrundet, for saa vidt som Kommissionen herved afviser klagepunktet om, at de af SACEM opkraevede afgifter er diskriminerende. Det andet led i anbringendet kan derfor ikke tiltraedes.

57 Den omtvistede beslutning boer herefter annulleres, for saa vidt som Kommissionen herved afviser sagsoegerens klagepunkt om en opdeling af markedet som foelge af en paastaaet aftale mellem SACEM og ophavsretsselskaberne i de andre medlemsstater, som forhindrer de franske diskoteker i at faa direkte adgang til sidstnaevntes selskabers repertoire.

Anbringendet om en tilsidesaettelse af artikel 3 i forordning nr. 17

Parternes argumentation

58 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen undlod at foretage en retlig kvalifikation af SACEM' s praksis med hensyn til afgiftsopkraevning, saaledes som den fremgaar af Kommissionens undersoegelsesrapport af 7. november 1991, og at denne undladelse er ulovlig, da det foelger af Tournier- og Lucazeau-dommene, at traktatens artikel 86 finder direkte anvendelse paa denne praksis.

59 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at det af Kommissionen i "artikel 6-skrivelsen" anfoerte om, at undersoegelsen "paa nuvaerende tidspunkt ikke [giver] grundlag for at fastslaa, at betingelserne for at anvende artikel 86 er opfyldt for saa vidt angaar stoerrelsen af de afgifter, der i oejeblikket anvendes af SACEM", vildledte de nationale domstole. Ved at undlade at foretage en retlig kvalifikation af den omhandlede praksis med hensyn til afgiftsopkraevning bidrog Kommissionen ifoelge sagsoegeren bevidst til at opretholde en uklarhed hos de franske domstole, der gentagne gange har betragtet Kommissionens afvisning af sagsoegerens klage som en godkendelse af SACEM' s afgiftssatser fra Kommissionens side. Sagsoegeren har til stoette for sin opfattelse fremlagt flere afgoerelser fra de franske domstole, hvori Kommissionens foernaevnte bemaerkning i "artikel 6-skrivelsen" er fortolket saaledes. Sagsoegeren finder, at Kommissionen, som skal sikre, at faellesskabsretten overholdes, ikke kunne forholde sig passivt over for de fejlagtige fortolkninger af Kommissionens skrivelse fra de nationale domstoles side.

60 Kommissionen har gjort gaeldende, at den ved afslutningen af sin undersoegelse foretrak at overlade det til de franske myndigheder ° paa grundlag af de i Kommissionens rapport indeholdte bemaerkninger ° selv at drage konklusionerne heraf med henblik paa de for dem verserende sager. Kommissionen har henvist til, at den ikke er enekompetent til at anvende traktatens artikel 85, stk. 1, og artikel 86, idet disse bestemmelser umiddelbart giver borgerne rettigheder, som de nationale domstole skal beskytte. Ifoelge Kommissionen er risikoen for uoverensstemmelser mellem domstolenes praksis med hensyn til anvendelsen af disse traktatbestemmelser en foelge af borgernes mulighed for at paaberaabe sig bestemmelserne for de nationale domstole. Kommissionen har tilfoejet, at det er medlemsstaternes oeverste domstoles opgave at sikre en ensartet og sammenhaengende retspraksis i relation til de omhandlede bestemmelser, idet de om noedvendigt kan forelaegge Domstolen praejudicielle spoergsmaal i medfoer af EF-traktatens artikel 177. Hvad angaar den manglende retlige kvalifikation af den fulgte praksis med hensyn til afgiftsopkraevning har Kommissionen anfoert, at de nationale domstoles anvendelse af artikel 86 ikke ° som det synes at vaere sagsoegerens opfattelse ° kan vaere begraenset til at drage konsekvenserne af Kommissionens forudgaaende retlige kvalifikation med henblik paa afgoerelsen af de for dem verserende sager. Ifoelge Kommissionen tilkommer det tvaertimod disse domstole i deres egenskab af faellesskabsrettens almindelige judicielle instanser selv at afgoere, om den adfaerd, som udvises af en virksomhed med en dominerende stilling, udgoer et misbrug i henhold til traktatens artikel 86 (dom af 10.7.1990, sag T-51/89, Tetra Pak mod Kommissionen, Sml. II, s. 309, praemis 42).

61 Kommissionen har endelig anfoert, at det franske Konkurrenceraad i en udtalelse fra maj 1993 har tilkendegivet, at de af SACEM anvendte afgiftssatser ° saavel foer som efter nedsaettelsen heraf den 1. januar 1990 ° er vaesentlig hoejere end dem, der anvendes af de oevrige nationale ophavsretsselskaber, jf. Tournier- og Lucazeau-dommene, uden at afgifternes stoerrelse er begrundet i objektive og relevante forskelle mellem forvaltningen af ophavsrettigheder i Frankrig og i de oevrige medlemsstater.

Rettens bemaerkninger

62 Indledningsvis bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens og Rettens faste praksis, at traktatens artikel 85, stk. 1, og artikel 86 har umiddelbare virkninger i forholdet mellem private og umiddelbart fremkalder rettigheder for borgerne, som de nationale domstole skal beskytte (Domstolens dom af 30.1.1974, sag 127/73, BRT, Sml. s. 51, praemis 16, af 10.7.1980, sag 37/79, Lauder, Sml. s. 2481, praemis 13, og af 28.2.1991, sag C-234/89, Delimitis, Sml. I, s. 935, praemis 45, samt Rettens dom i sagen Tetra Pak mod Kommissionen, jf. ovenfor, praemis 42). Paa baggrund af denne kompetencefordeling mellem Kommissionen og de nationale domstole og den beskyttelse, den medfoerer for borgerne for de nationale domstole, er det i Domstolens og Rettens faste praksis blevet fastslaaet, at artikel 3 i forordning nr. 17 ikke giver den, der har fremsat en begaering i henhold til denne bestemmelse, krav paa, at Kommissionen traeffer en beslutning efter EF-traktatens artikel 189 om, hvorvidt der foreligger en overtraedelse af traktatens artikel 85 og/eller artikel 86 (Domstolens dom af 18.10.1979, sag 125/78, GEMA mod Kommissionen, Sml. s. 3173, praemis 17, dommen i sagen Rendo m.fl. mod Kommissionen, jf. ovenfor, praemis 98, og Automec II-dommen, jf. ovenfor, praemis 75 og 76). Et saadant krav foreligger kun, saafremt genstanden for klagen henhoerer under Kommissionens enekompetence, saasom en tilbagekaldelse af en fritagelse meddelt i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3 (Automec II-dommen, praemis 75, og dommen Rendo m.fl. mod Kommissionen, praemis 99).

63 Efter Rettens opfattelse oensker sagsoegeren med dette anbringende at paavise, at den omtvistede beslutning er ulovlig, fordi Kommissionen under de foreliggende omstaendigheder burde have truffet en beslutning, hvori det fastslaas, at SACEM' s praksis med hensyn til afgiftsopkraevning udgjorde en tilsidesaettelse af traktatens artikel 86. Det fremgaar imidlertid af den foernaevnte retspraksis, at sagsoegeren ikke havde krav paa, at Kommissionen traf en saadan beslutning, ej heller selv om Kommissionen maatte have vaeret overbevist om, at den omhandlede praksis udgjorde en overtraedelse af traktatens artikel 86.

64 Den omstaendighed, at flere nationale domstole maatte vaere blevet vildledt af en bemaerkning i Kommissionens "artikel 6-skrivelse" ° som i oevrigt i henhold til fast retspraksis (jf. f.eks. Automec I-dommen, praemis 46) kun er en forberedende retsakt og kun indeholder en foreloebig vurdering af de faktiske omstaendigheder, der er klaget over ° kan ikke begraense det skoen, Kommissionen saaledes raader over.

65 Ogsaa selv om det maatte antages, at Kommissionens vurdering i en "artikel 6-skrivelse" hviler paa en urigtig retsopfattelse, finder Retten, at dette ikke ville kunne paavirke borgernes retsstilling for de nationale domstole. For det foerste er de nationale domstole paa baggrund af kompetencefordelingen mellem dem og Kommissionen med hensyn til anvendelsen af traktatens artikel 85, stk. 1, og artikel 86 (Delimitis-dommen, praemis 44 og 45, og Automec II-dommen, praemis 90) ikke bundet af en stillingtagen fra Kommissionens side til spoergsmaalet om, hvorvidt disse bestemmelser finder anvendelse paa en aftale eller en samordnet praksis. For det andet kan en national ret, saafremt den er i tvivl om rigtigheden af en af Kommissionen foretaget vurdering med hensyn til anvendeligheden af artikel 85, stk. 1, og/eller artikel 86, forelaegge Domstolen et praejudicielt spoergsmaal i medfoer af traktatens artikel 177.

66 Anbringendet kan herefter ikke tiltraedes.

Anbringendet om, at beslutningen hviler paa en urigtig retsopfattelse og paa et aabenbart urigtigt skoen

Sammenfatning af parternes argumentation

67 Sagsoegeren finder, at den omtvistede beslutning hviler paa en urigtig retsopfattelse og paa et aabenbart urigtigt skoen og derfor er ugyldig.

68 Sagsoegeren har for det foerste gjort gaeldende, at Kommissionens bemaerkning i "artikel 6-skrivelsen" om, at undersoegelsen "ikke [giver] grundlag for at fastslaa, at betingelserne for at anvende artikel 86 er opfyldt for saa vidt angaar stoerrelsen af de afgifter, der i oejeblikket anvendes af SACEM", hviler paa en urigtig retsopfattelse. Sagsoegeren har henvist til, at Kommissionen fastholdt denne opfattelse i beslutningen af 20. oktober 1992. Det fremgaar ifoelge sagsoegeren klart af rapporten af 7. november 1991, at de af SACEM anvendte afgifter baade foer og efter 1990 var vaesentlig hoejere end dem, der blev anvendt i de andre medlemsstater. Sagsoegeren finder, at Kommissionen paa baggrund af de tidligere naevnte Tournier- og Lucazeau-domme burde have fastslaaet, at betingelserne for at anvende traktatens artikel 86 var opfyldt i forhold til SACEM. Endvidere finder sagsoegeren, at det fremgaar af Kommissionens undersoegelsesrapport, at SACEM anvender diskriminerende afgifter, hvilket ogsaa er i strid med traktatens artikel 86.

69 Sagsoegeren har for det andet gjort gaeldende, at Kommissionens vurdering af sagens interesse for Faellesskabet maa anses for aabenbart fejlagtig. Foreningen har anfoert, at der i det foreliggende tilfaelde ° i modsaetning til Automec II-sagen ° er tale om en sag, som blev behandlet af Kommissionen. Under disse omstaendigheder kunne Kommissionen efter sagsoegerens opfattelse ikke laengere afvise klagen under henvisning til, at den ikke havde interesse for Faellesskabet. Sagsoegeren har tilfoejet, at Tournier- og Lucazeau-dommene i sig selv giver tilstraekkeligt grundlag for at fastslaa, at saavel et nationalt ophavsretsselskabs selvstaendige adfaerd som andre europaeiske ophavsretsselskabers ensartede adfaerd har interesse for Faellesskabet. Endvidere finder sagsoegeren, at det i det foreliggende tilfaelde ikke var forsvarligt at henvise sagen til de nationale domstole, da de franske dommere i modsaetning til Kommissionens tjenestemaend ikke har den noedvendige kompetence til at foretage en undersoegelse, der har virkninger i alle EF' s medlemsstater.

70 Over for anbringendets foerste led har Kommissionen gjort gaeldende, at grundlaget for dens afvisning af klagen ikke var, at der ikke forelaa en overtraedelse af reglerne fra SACEM' s side, men at sagen ikke havde interesse for Faellesskabet, og at der allerede var anlagt lignende sager ved flere franske domstole. Kommissionen har tilfoejet, at den omtvistede saetning i "artikel 6-skrivelsen" ikke kan betragtes som en stillingtagen fra Kommissionens side til den retlige kvalifikation af SACEM' s adfaerd, og at det i afsnittet "Konklusion" i skrivelsen som begrundelse for at afvise klagen og henvise sagen til de nationale domstole alene anfoeres, at sagen ikke havde interesse for Faellesskabet, og at der var anlagt lignende sager ved flere franske domstole. Kommissionen har paapeget, at det under alle omstaendigheder ikke ville have givet mening at henvise sagen til de nationale domstole, hvis Kommissionen havde truffet en endelig beslutning om, at der ikke forelaa noget misbrug.

71 Hvad angaar anbringendets andet led har Kommissionen anfoert, at den mulighed, den inden for de i Automec II-dommen fastlagte graenser har for at afvise en klage med den begrundelse, at sagen ikke har interesse for Faellesskabet, pr. definition kun kan benyttes i tilfaelde, hvor traktatens konkurrenceregler finder anvendelse, idet Kommissionen i modsat fald ikke ville vaere kompetent. Kommissionen finder, at en formodning om en overtraedelse ikke forhindrer den i at afvise klagen paa grund af manglende interesse for Faellesskabet og i at henvise sagen til de nationale domstole. Kommissionen har tilfoejet, at selv om SACEM' s anfaegtede adfaerd har et faellesskabsretligt aspekt, for saa vidt som den kan henhoere under traktatens konkurrenceregler, er dette uden betydning for Kommissionens mulighed for at afvise klagen paa grund af manglende interesse for Faellesskabet. Tyngdepunktet for den paastaaede overtraedelse ligger ifoelge Kommissionen i det vaesentlige i Frankrig, hvilket goer sagens interesse for Faellesskabet mindre. Kommissionen har ligeledes anfoert, at det er udtryk for en paradoksal fortolkning af Automec II-dommen at anerkende, at Kommissionen kan afvise en klage uden en forudgaaende undersoegelse og samtidig i det foreliggende tilfaelde kritisere Kommissionen for, at den ikke traf en beslutning, hvorved det blev fastslaaet, at der forelaa en overtraedelse, under henvisning til, at Kommissionen havde foretaget en laengerevarende undersoegelse. Kommissionen har dernaest afvist argumentet om, at de nationale domstole ikke er i stand til at vurdere sagens faktiske omstaendigheder paa grundlag af traktatens artikel 85, stk. 1, og artikel 86. Kommissionen finder tvaertimod, at den rapport, den har udarbejdet, i hoejere grad goer det muligt for de nationale domstole at udfoere den opgave, de har som foelge af bestemmelsernes umiddelbare anvendelighed.

Rettens bemaerkninger

72 Det bemaerkes, at naar Kommissionen under henvisning til sagens manglende interesse for Faellesskabet har afvist en begaering i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17 om at faa fastslaaet en overtraedelse, bestaar den proevelse, Retten skal foretage, i at undersoege, om den omtvistede beslutning bygger paa et urigtigt faktisk grundlag, om den hviler paa en urigtig retsopfattelse eller paa et aabenbart urigtigt skoen, eller om der foreligger magtfordrejning (Automec II-dommen, praemis 80).

73 Undersoegelsen af det foerste anbringende ° om en manglende begrundelse ° viste, at den omtvistede beslutning skal annulleres, for saa vidt som Kommissionen herved afviste sagsoegerens klagepunkt om en opdeling af markedet. Det her omhandlede anbringende skal herefter udelukkende undersoeges i forhold til de to andre klagepunkter i klagen, nemlig klagepunkterne om, at de af SACEM opkraevede afgifter er for hoeje og diskriminerende, og at SACEM afslaar at lade de franske diskoteker erhverve brugsretten til det udenlandske repertoire alene.

74 Hvad angaar anbringendets foerste led, som gaar ud paa, at Kommissionens beslutning hviler paa en urigtig retsopfattelse, bemaerkes, at Kommissionen i sin "artikel 6-skrivelse" havde fastslaaet, at "undersoegelsen ... paa nuvaerende tidspunkt ikke [giver] grundlag for at fastslaa, at betingelserne for at anvende artikel 86 er opfyldt for saa vist angaar stoerrelsen af de afgifter, der i oejeblikket anvendes af SACEM", og at Kommissionen i den omtvistede beslutning fastholdt sin "vurdering og konklusion" i "artikel 6-skrivelsen" (punkt 5 i beslutningen).

75 Med henblik paa at vurdere beslutningens lovlighed skal det herefter undersoeges, om bemaerkningen i "artikel 6-skrivelsen", som indirekte blev gentaget i punkt 5 i beslutningen, er en noedvendig del af grundlaget for at afvise sagsoegerens klage og henvise sagen til de nationale domstole (jf. f.eks. Rettens dom af 17.9.1992, sag T-138/89, NBV og NVB mod Kommissionen, Sml. II, s. 2181, praemis 31).

76 Det fremgaar af konklusionen i "artikel 6-skrivelsen" (jf. ovenfor, praemis 9), at Kommissionen agtede at afvise sagsoegerens klage med den begrundelse, at sagen ikke havde tilstraekkelig interesse for Faellesskabet, og at dette skyldtes, at "de ... kritiserede former for praksis i det vaesentlige kun har betydning paa nationalt plan", og at "der allerede er anlagt sager ved flere franske domstole". Under disse omstaendigheder finder Retten, at afvisningen af klagen i "artikel 6-skrivelsen" ikke hvilede paa, at der ikke forelaa en overtraedelse af artikel 86.

77 Tilsvarende afviste Kommissionen i skrivelsen af 20. oktober 1992 ikke sagsoegerens klage paa grundlag af en konstatering af, at der ikke var sket en overtraedelse af traktatens konkurrenceregler, idet den i punkt 6 i beslutningen begrundede den endelige afvisning af klagen med, at "tyngdepunktet for den paastaaede overtraedelse ligger i Frankrig, at den kun kan have meget begraensede virkninger i de andre medlemsstater, at sagen foelgelig ikke har saerlig betydning for faellesmarkedets funktion, og at Faellesskabets interesser derfor ikke goer det paakraevet, at Kommissionen behandler klagerne, som i stedet boer henvises til de nationale domstole og de administrative myndigheder i Frankrig". Kommissionen anfoerer saaledes i punkt 8 i beslutningen, at "eftersom sagens tyngdepunkt klart ligger i Frankrig ... og da der er en kompetent national myndighed, som nu i kraft af Kommissionens arbejde raader over de noedvendige oplysninger med henblik paa at foretage den af EF-Domstolen kraevede sammenligning, taler alt for, at det er denne myndighed, der skal forfoelge sagen, saafremt der maatte vaere grund hertil. Desuden er der i det foreliggende tilfaelde allerede anlagt sager ved flere franske domstole af BEMIM og af de diskoteker, som har tilsluttet sig klagen. Visse af disse domstole har allerede afsagt dom. Kommissionen synes herefter ikke at vaere forpligtet til selv at realitetsbehandle klagerne, end mindre til at behandle dem med prioritet forud for andre sager, da der som naevnt i Frankrig findes en administrativ myndighed, der er kompetent til at traeffe afgoerelse vedroerende klagerne. Der er saaledes i det foreliggende tilfaelde tale om et klassisk eksempel paa anvendelse af subsidiaritetsprincippet, som ikke ytrer sig ved passivitet fra faellesskabsmyndighedernes side, men simpelt hen ved overfoersel af kompetence til de nationale myndigheder".

78 Det foelger heraf, at Kommissionens konklusion, hvorefter sagen ikke havde tilstraekkelig interesse for Faellesskabet, hvilket var den eneste begrundelse for at afvise klagen, paa ingen maade var baseret paa en antagelse om, at der ikke forelaa en overtraedelse af traktatens artikel 86. Selv om Kommissionens beslutning ° som haevdet af sagsoegeren ° maatte hvile paa en urigtig retsopfattelse, for saa vidt som det i beslutningen laegges til grund, at "undersoegelsen ... paa nuvaerende tidspunkt ikke [giver] grundlag for at fastslaa, at betingelserne for at anvende artikel 86 er opfyldt for saa vidt angaar stoerrelsen af de afgifter, der i oejeblikket anvendes af SACEM", ville dette herefter ikke paavirke beslutningens lovlighed.

79 Det foerste led i anbringendet er saaledes irrelevant og kan derfor ikke tiltraedes.

80 Hvad angaar anbringendets andet led, som gaar ud paa, at den omtvistede beslutning hviler paa et aabenbart urigtigt skoen, bemaerkes, at det fremgaar af Rettens dom i Automec II-sagen, at Kommissionen er berettiget til at afvise en klage, saafremt den konstaterer, at sagen ikke har tilstraekkelig interesse for Faellesskabet til, at det kan begrunde en videre behandling af sagen (praemis 85). I den paagaeldende sag udtalte Retten, at Kommissionen ved vurderingen af Faellesskabets interesse i at fortsaette behandlingen af en sag skal tage hensyn til sagens konkrete omstaendigheder, herunder navnlig de faktiske omstaendigheder og de retlige betragtninger, der er gjort gaeldende i klagen. Den skal bl.a. foretage en afvejning af den paastaaede overtraedelses betydning for faellesmarkedets funktion, sandsynligheden for, at det kan godtgoeres, at der foreligger en overtraedelse, og omfanget af de undersoegelser, der vil vaere noedvendige for at give Kommissionen det bedst mulige grundlag for at udfoere sin opgave med at sikre overholdelsen af artikel 85 og 86 (praemis 86). Det forhold, at spoergsmaalet, hvorvidt en aftale eller en praksis er i overensstemmelse med traktatens artikel 85 eller 86, allerede bliver behandlet ved en national domstol eller en national konkurrencemyndighed, er et moment, som Kommissionen kan tage hensyn til ved vurderingen af sagens interesse for Faellesskabet.

81 I Automec II- sagen havde Kommissionen ganske vist ° som paapeget af sagsoegeren ° afvist klagen paa grund af den manglende interesse for Faellesskabet, uden at have foretaget nogen undersoegelse af sagen. Retten finder imidlertid, at Kommissionen kan beslutte at henlaegge en klagesag med den begrundelse, at den ikke har tilstraekkelig interesse for Faellesskabet, ikke blot inden den har indledt en behandling af sagen, men ogsaa efter at den har foretaget visse undersoegelser, saafremt sagens manglende interesse for Faellesskabet konstateres paa dette trin i sagen. I modsat fald ville Kommissionen i det oejeblik, den foretager den mindste form for undersoegelse efter at have modtaget en begaering i henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17, vaere forpligtet til at traeffe en beslutning om, hvorvidt der foreligger en overtraedelse af traktatens artikel 85 og/eller 86. En saadan fortolkning ville imidlertid ikke blot vaere i strid med selve ordlyden af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17, hvorefter Kommissionen "kan" traeffe en beslutning vedroerende spoergsmaalet, hvorvidt den paastaaede overtraedelse foreligger, men den ville ogsaa stride mod Domstolens og Rettens faste praksis, jf. ovenfor i praemis 62, hvorefter den, der har indgivet en klage, ikke har krav paa, at Kommissionen traeffer en beslutning i traktatens artikel 189' s forstand.

82 Det fremgaar af punkt 6 og 8 i den omtvistede beslutning, at Kommissionen, efter at have foretaget en undersoegelse, konkluderede, at sagen ikke havde tilstraekkelig interesse for Faellesskabet til, at behandlingen af sagen skulle fortsaettes, fordi tyngdepunktet for den paastaaede overtraedelse laa i Frankrig, og da der allerede var indbragt tilsvarende sager for flere franske domstole og for det franske Konkurrenceraad.

83 Hvad angaar den omstaendighed, at den anfaegtede praksis ° dvs. SACEM' s angiveligt for hoeje og diskriminerende afgifter og SACEM' s paastaaede afvisning af at give de franske diskoteker adgang til det udenlandske repertoire alene ° i det vaesentlige kun har betydning paa nationalt plan, finder Retten, at den omstaendighed, at en adfaerd eller en praksis kan paavirke samhandelen mellem medlemsstater, jf. traktatens artikel 86, ikke i sig selv udelukker, at virkningerne af den paagaeldende adfaerd i det vaesentlige er maerkbare i en enkelt medlemsstat. I det foreliggende tilfaelde fremgaar det af sagens akter, at det kun var de franske diskoteker, som var offer for SACEM' s paastaaede ulovlige adfaerd, og at virkningerne af den anfaegtede praksis, i det omfang den kunne paavirke samhandelen mellem medlemsstater, kun var maerkbare i graenseregionerne. Under alle omstaendigheder finder Retten, at sagsoegeren, som i sin klage udtrykkeligt gjorde gaeldende, at SACEM' s praksis resulterede i "en diskriminering, navnlig af de diskoteker, som ligger paa begge sider af graensen mellem Frankrig og en anden medlemsstat (Belgien, Luxembourg, Tyskland, Italien)", ikke har godtgjort, at Kommissionens antagelse om, at "tyngdepunktet for den paastaaede overtraedelse ligger i Frankrig", hvilede paa en faktisk vildfarelse.

84 Endvidere bemaerkes, at det er uomtvistet, at spoergsmaalet, hvorvidt den i klagen anfaegtede praksis er i overensstemmelse med traktatens artikel 85 og 86, er genstand for flere sager ved de franske domstole mellem SACEM og visse af sagsoegerens medlemmer, og ogsaa er indbragt for det franske Konkurrenceraad.

85 Det skal herefter undersoeges, om Kommissionen i det foreliggende tilfaelde paa baggrund af disse faktiske omstaendigheder foretog et aabenbart urigtigt skoen med hensyn til Faellesskabets interesse i en fortsat behandling af sagen.

86 Retten finder, at naar virkningerne af de overtraedelser, der er genstand for en klage, i det vaesentlige kun er maerkbare i en enkelt medlemsstat, og naar der allerede verserer sager ved denne medlemsstats domstole og for de kompetente administrative myndigheder mellem klageren ° eller visse af klagerens medlemmer, saafremt klageren, som i det foreliggende tilfaelde, er en sammenslutning af virksomheder ° og den virksomhed, der klages over, er Kommissionen berettiget til at afvise klagen med den begrundelse, at sagen ikke har tilstraekkelig interesse for Faellesskabet til, at der er grundlag for en videre behandling af sagen, idet det dog herved forudsaettes, at klagerens eller klagerens medlemmers rettigheder kan beskyttes i tilstraekkelig grad, navnlig af de nationale domstole (Automec II-dommen, praemis 89-96).

87 Sagsoegeren finder, at det i det foreliggende tilfaelde ikke var forsvarligt at henvise sagen til de nationale domstole, da de franske domstole ikke har den noedvendige kompetence til at foretage en saa omfattende undersoegelse.

88 Hertil bemaerkes i foerste raekke, at den omstaendighed, at de nationale domstole maatte kunne stoede paa vanskeligheder ved fortolkningen af traktatens artikel 85 eller 86, naar henses til muligheden for at forelaegge praejudicielle spoergsmaal i henhold til traktatens artikel 177, ikke er et moment, som Kommissionen har pligt til at tage hensyn til ved vurderingen af Faellesskabets interesse i at fortsaette behandlingen af en sag. I henhold til traktatens artikel 177, som navnlig skal sikre en ensartet anvendelse af traktatens bestemmelser, har de nationale retter, hvis afgoerelser ifoelge de nationale retsregler ikke kan appelleres, pligt til at forelaegge et praejudicielt spoergsmaal for Domstolen, saafremt der under en for dem verserende sag rejses spoergsmaal om fortolkningen af traktaten. Retten finder imidlertid, at en klagers rettigheder ikke ville kunne anses for at vaere tilstraekkeligt beskyttet ved en national domstol, saafremt denne i betragtning af sagens komplicerede karakter ikke i rimelig grad var i stand til at indhente de noedvendige faktiske oplysninger med henblik paa afgoerelsen af, om den i klagen anfaegtede praksis udgoer en overtraedelse af de naevnte bestemmelser i traktaten.

89 I relation til anbringendet om, at de af SACEM opkraevede afgifter er udtryk for et misbrug, bemaerkes, at Kommissionen i medfoer af artikel 11 i forordning nr. 17 sendte begaeringer om oplysninger til ophavsretsselskaberne i de forskellige medlemsstater, og at den paa baggrund af de herved tilvejebragte oplysninger udarbejdede en rapport, dateret den 7. november 1991, hvori der paa et ensartet grundlag blev foretaget en sammenligning af stoerrelsen af de af de paagaeldende ophavsretsselskaber opkraevede afgifter. Det bemaerkes, at de eneste individuelle oplysninger vedroerende medlemsstaternes ophavsretsselskaber, som blev medtaget i rapporten, herunder oplysningerne om stoerrelsen af de af selskaberne opkraevede afgifter, er oplysninger, som er offentligt tilgaengelige. Paa den baggrund finder Retten, at sagens akter ikke giver grundlag for at fastslaa, at videresendelsen af rapporten til de nationale domstole og disses brug af rapporten begraenses af reglerne om retten til kontradiktion og om tavshedspligt.

90 Retten finder under henvisning til domskonklusionen i Tournier- og Lucazeau-dommene, at de faktiske oplysninger i rapporten af 7. november 1991, som netop indeholder en sammenligning paa et ensartet grundlag af de afgifter, der opkraeves af ophavsretsselskaberne i de forskellige medlemsstater, boer goere det muligt for de franske domstole at afgoere, om de af SACEM opkraevede afgifter er saa hoeje, at det udgoer et misbrug af en dominerende stilling i traktatens artikel 86' s forstand.

91 Hvad angaar klagepunktet om den forskelsbehandling, som anvendelsen af de paagaeldende afgifter haevdes at foere til, bemaerkes, at Kommissionen i sin rapport af 7. november 1991 ligeledes undersoegte de faktiske omstaendigheder i relation til dette klagepunkt og overlod det til de nationale domstole at foretage den retlige kvalifikation af disse faktiske oplysninger.

92 Hvad endelig angaar klagepunktet om SACEM' s paastaaede afvisning af at lade de franske diskoteker erhverve brugsretten til det udenlandske repertoire alene bemaerkes, at sagsoegeren ikke har fremfoert et eneste konkret argument, som kan rejse tvivl om de franske domstoles kompetence til at tilvejebringe de noedvendige faktiske oplysninger med henblik paa at afgoere, om denne af SACEM ° en fransk virksomhed med hovedsaede i Frankrig ° udoevede praksis udgoer en overtraedelse af traktatens artikel 86.

93 Paa baggrund af det saaledes anfoerte finder Retten, at sagsoegeren ikke er fremkommet med nogen konkrete holdepunkter for, at foreningens og dens medlemmers rettigheder ikke kan beskyttes tilfredsstillende af de franske domstole. Det var herefter under de foreliggende omstaendigheder berettiget at afvise sagsoegerens klage med den begrundelse, at den ikke havde interesse for Faellesskabet, og herved alene henvise til, at tyngdepunktet for de paastaaede overtraedelser laa i Frankrig, og at sagen allerede var indbragt for de franske domstole. Det foelger heraf, at det andet led i anbringendet ikke kan tiltraedes, uden at det herved er noedvendigt at undersoege, om den omstaendighed, at sagen var indbragt for det franske Konkurrenceraad, i sig selv havde givet tilstraekkeligt grundlag for Kommissionens afvisning af klagen.

94 Det kan saaledes paa baggrund af Rettens undersoegelse af den omtvistede beslutning ikke fastslaas, at denne hviler paa en urigtig retsopfattelse eller paa et aabenbart urigtigt skoen. Det paagaeldende anbringende kan herefter ikke tiltraedes.

Sagens omkostninger

95 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter. Baade sagsoegeren og Kommissionen har tabt paa et eller flere punkter, og det boer derfor bestemmes, at Kommissionen baerer sine egne omkostninger og halvdelen af sagsoegerens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Anden Afdeling)

1) Kommissionens beslutning af 20. oktober 1992 annulleres, for saa vidt som Kommissionen herved afviste sagsoegerens klagepunkt om en opdeling af markedet som foelge af en paastaaet aftale mellem Société des auteurs, compositeurs et éditeurs de musique og ophavsretsselskaberne i de andre medlemsstater.

2) I oevrigt frifindes Kommissionen.

3) Kommissionen baerer sine egne omkostninger og halvdelen af sagsoegerens omkostninger. Sagsoegeren baerer den anden halvdel af sine egne omkostninger.