61992J0136

++++

1. Tjenestemaend ° vederlag ° for sen tilpasning ° sondring mellem morarenter og erstatning

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 65, stk. 2)

2. Tjenestemaend ° ansvar uden for kontrakt for institutionerne ° betingelser ° tjenstlig fejl fra administrationens side ° tab ° aarsagssammenhaeng

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 65, stk. 2)

3. Appel ° appelgrunde ° fejlagtig vurdering af de faktiske omstaendigheder ° formalitetsmangel ° forkastelse

(EOEF-traktaten, art. 168 A; protokollen vedroerende statutten for EOEF-Domstolen, art. 51)

4. Tjenestemaend ° vederlag ° tilpasning ° efterbetaling af vederlag ° krav paa morarenter ° intet krav i mangel af en fordring lydende paa et bestemt beloeb eller hvis beloeb kan opgoeres

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 65, stk. 2)

5. Appel ° appelgrunde ° anbringende der fremsaettes foerste gang under appellen ° afvisning

(Protokollen vedroerende statutten for EOEF-Domstolen, art. 51)

6. Appel ° appelgrunde ° fejlagtig afgoerelse om, hvilken erstatning der er passende for et tab ° formalitetsmangel ° forkastelse

(Protokollen vedroerende statutten for EOEF-Domstolen, art. 51)

7. Appel ° kontraappel ° frist for ivaerksaettelse

(Protokollen vedroerende statutten for EOEF-Domstolen, art. 51; Domstolens procesreglement, art. 115 og 116)

1. Sondringen mellem morarenter og erstatning findes i faellesskabsretten navnlig i tvister vedroerende forsinkelse med udbetaling af vederlag til tjenestemaendene.

2. Ved paadoemmelsen af et af en tjenestemand fremsat krav om erstatning maa der tages stilling til flere betingelser, der skal vaere opfyldt, for at Faellesskaberne kan ifalde ansvar, idet de handlinger, institutionerne kritiseres for at have begaaet, skal vaere ulovlige, og der skal vaere lidt et tab og vaere aarsagsforbindelse mellem handlingerne og tabet.

3. Ifoelge EOEF-traktatens artikel 168 A er appel begraenset til retsspoergsmaal. Denne begraensning gentages i artikel 51, stk. 1, i EOEF-statutten, hvori det angives, hvilke grunde en appel kan stoettes paa, nemlig manglende kompetence for Retten, rettergangsfejl, som kraenker appellantens interesser, eller overtraedelse af faellesskabsretten. Appel kan kun stoettes paa, at der foreligger en overtraedelse af visse retsregler, idet enhver bedoemmelse af faktisk karakter er udelukket, og kan saaledes kun antages til realitetsbehandling, for saa vidt som appelskriftet stoettes paa, at Retten har truffet en afgoerelse, som strider mod de retsregler, den skal sikre overholdelsen af.

Det er saaledes alene Retten, der er kompetent til at fastlaegge de faktiske omstaendigheder i sagen, naar bortses fra tilfaelde, hvor den indholdsmaessige urigtighed af dens konstateringer foelger af akterne i den sag, den behandler.

Omvendt har Domstolen, naar Retten har fastlagt eller vurderet de faktiske omstaendigheder, kompetence til at gennemfoere den kontrol, som ifoelge EOEF-traktatens artikel 168 A er dens opgave, naar den har fastlagt de faktiske omstaendigheders retlige beskaffenhed og herved har haft anledning til at drage retlige konklusioner.

4. Der skal under alle omstaendigheder kun betales morarenter, dersom hovedstolen lyder paa et bestemt beloeb, eller beloebet i det mindste kan opgoeres paa grundlag af objektivt fastlagte kriterier. Raadet har ved udoevelsen af sin kompetence i henhold til vedtaegtens artikel 65 til at tilpasse vederlag og pensioner til tjenestemaend og oevrige ansatte samt til at fastsaette justeringskoefficienterne for disse vederlag og pensioner et skoen, og den beloebsmaessige stoerrelse af disse tilpasninger og justeringer er derfor ganske uvis, indtil Raadet udoever disse befoejelser og vedtager den omhandlede forordning. Tjenestemaendenes fordring er derfor foer tidspunktet for ordningens vedtagelse hverken et bestemt beloeb eller et beloeb, der kan bestemmes, og der kan derfor ikke paaloebe renter.

5. Et anbringende, der for foerste gang fremsaettes under appellen, skal afvises. En parts adgang til foerst for Domstolen at fremfoere et anbringende, der ikke er blevet fremfoert for Retten, er nemlig ensbetydende med en adgang til at forelaegge Domstolen, der har en begraenset kompetence i appelsager, en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten. Under en appel har Domstolen saaledes kun kompetence til at tage stilling til den retlige afgoerelse, der er blevet truffet vedroerende de anbringender, der er blevet behandlet i foerste instans.

6. Ligesom Domstolen ikke under en appel har kompetence til at fastslaa, hvilke faktiske omstaendigheder der er omfattet af en sag, har den principielt ikke kompetence til at bedoemme de beviser, Retten har lagt til grund for sin konstatering af, at disse omstaendigheder foreligger. Naar disse beviser er blevet forskriftsmaessigt tilvejebragt, og naar bestemmelserne og de almindelige retsgrundsaetninger vedroerende bevisbyrden saavel som de processuelle regler vedroerende fremlaeggelse af bevis er blevet iagttaget, er det nemlig alene Retten, der har kompetence til at afgoere, hvilken bevisvaerdi der skal tillaegges de oplysninger, den har faaet forelagt.

Paa samme maade har alene Retten, naar den foerst har fastslaaet, at der foreligger en skade, kompetence til inden for rammerne af den nedlagte paastand at traeffe afgoerelse om, hvilken erstatning der er mest passende.

7. Naar en part i svarskriftet i en appelsag har nedlagt paastand om, at den anden part doemmes til at betale beloeb, som ogsaa kraevedes betalt ifoelge paastandene i foerste instans, uden at Retten tog paastanden herom til foelge, er den eneste frist for ivaerksaettelse af denne kontraappel fristen ifoelge artikel 115, stk. 1, i Domstolens procesreglement for indgivelse af svarskrift, altsaa to maaneder fra appelskriftets forkyndelse.

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 28. april 1992 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af artikel 49 i EOEF-statutten for Domstolen og de tilsvarende bestemmelser i EKSF-statutten og Euratom-statutten for Domstolen ivaerksat appel af dom afsagt den 26. februar 1992 af Retten i Foerste Instans (forenede sager T-17/89, T-21/89 og T-25/89, Brazzelli Lualdi m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 293), for saa vidt som Kommissionen deri doemmes til at betale erstatning til Brazzelli Lualdi og 618 andre tjenestemaend eller ansatte i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "tjenestemaendene") for det tab, som de har lidt ved opgoerelsen af efterbetalingen af deres vederlag paa grund af det tab i koebekraft, som har paavirket disse mellem den 1. januar 1984 og november 1988.

2 Tjenestemaendene har i svarskriftet, der blev indleveret den 31. juli 1992, foerst nedlagt paastand principalt om afvisning af appellen og subsidiaert i henhold til artikel 116 i Domstolens procesreglement om, at der gives dem helt medhold i de paastande, de havde nedlagt i foerste instans, og hvormed de kraevede sig tilkendt ikke blot den erstatning, som Retten gav dom for, men ogsaa morarenter.

3 Det fremgaar af Rettens dom (praemis 1), at Brazzelli Lualdi og de oevrige sagsoegere alle er tjenestemaend eller ansatte i De Europaeiske Faellesskaber og er placeret ved Det Faelles Forskningscenter i Ispra (Varese, Italien). Deres soegsmaal for Retten vedroerte tilpasningen af deres vederlag efter leveomkostningerne paa deres tjenestested.

4 Ifoelge artikel 63, stk. 1, i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten") lyder tjenestemandens vederlag paa belgiske francs. I samme artikel tilfoejes, at vederlaget udbetales i det lands valuta, hvor tjenestemanden goer tjeneste.

5 Med henblik paa at skaffe samtlige tjenestemaend samme koebekraft for samme vederlag uafhaengig af tjenestested er det i vedtaegtens artikel 64, stk. 1, bestemt, at "tjenestemandens vederlag, udtrykt i belgiske francs, ... [skal] korrigeres med en koefficient, der er over, under eller lig med 100%, afhaengig af de forskellige tjenestesteders levevilkaar". I stk. 2 i artikel 64 praeciseres det, at disse koefficienter fastsaettes af Raadet paa forslag af Kommissionen.

6 Hertil knytter sig foelgende bestemmelser i vedtaegtens artikel 65: "1. Raadet undersoeger hvert aar loenningsniveauet for tjenestemaendene og de oevrige ansatte i Faellesskaberne ... Raadet undersoeger [herved], om en tilpasning af vederlagene er rimelig inden for rammerne af Faellesskabernes oekonomiske og sociale politik ... 2. I tilfaelde af en vaesentlig aendring i leveomkostningerne traeffer Raadet efter faelles aftale inden for en frist paa hoejst to maaneder afgoerelse om tilpasning af justeringskoefficienten, og eventuelt om dette skal ske med tilbagevirkende kraft."

7 I medfoer af disse bestemmelser vedtog Raadet i 1976 en foerste metode for tilpasning af vederlagene til tjenestemaend og oevrige ansatte i De Europaeiske Faellesskaber. Ved afgoerelse 81/1061/Euratom, EKSF, EOEF af 15. december 1981 om aendring af metoden for tilpasning af vederlagene til tjenestemaend og oevrige ansatte i Faellesskaberne (EFT L 386, s. 6) vedtog Raadet en ny metode. Ifoelge punkt II, 1.1, andet afsnit, i bilaget til denne afgoerelse undersoeger De Europaeiske Faellesskabers Statistiske Kontor (herefter benaevnt "Det Statistiske Kontor") hvert femte aar i samarbejde med medlemsstaternes statistiske kontorer, om forholdet mellem justeringskoefficienterne giver et korrekt billede af koebekraftaekvivalenserne mellem de vederlag, der udbetales til det personale, som goer tjeneste i medlemsstaternes hovedstaeder. I tredje led tilfoejes det, at en saadan undersoegelse foretages paa de oevrige tjenestesteder, naar objektive faktorer viser, at der er risiko for vaesentlige fordrejninger i forhold til de data, som er indsamlet i den paagaeldende medlemsstats hovedstad.

8 I 1980 og i 1981 gennemfoerte Det Statistiske Kontor undersoegelser for at fastslaa, om justeringskoefficienterne korrekt afspejlede udviklingen i leveomkostningerne mellem den 1. januar 1976 og den 31. december 1980. Da der ikke forelaa talmaessige oplysninger vedroerende de huslejer, som Faellesskabernes tjenestemaend havde betalt i hovedstaederne, blev huslejefaktoren for tjenestemaendene fastlagt paa grundlag af de huslejer, der blev betalt pr. 1. januar 1981 af befolkningen i almindelighed i samtlige medlemsstater. Paa grundlag af disse undersoegelsesresultater udarbejdede Kommissionen et forslag til forordning om aendring af justeringskoefficienterne, som blev forelagt Raadet den 17. juli 1984. For at mindske risikoen for fejl som foelge af beregningen af huslejefaktoren foreslog Kommissionen, at der blev gennemfoert en korrektion op- eller nedefter af de justeringskoefficienter, der skulle aendres med mere end 2,5%. Endvidere skulle ifoelge Kommissionens forslag de nye justeringskoefficienter traede i kraft den 1. januar 1981.

9 Raadet gjorde under droeftelsen af dette forslag gaeldende, at det maatte vaere i strid med vedtaegtens artikel 64 kun at tilpasse de justeringskoefficienter, som skulle aendres med mere end 2,5%. Det afviste at vedtage dette forslag.

10 Kommissionen gav derefter Det Statistiske Kontor i opdrag at gennemfoere en undersoegelse af de huslejer, som Faellesskabernes tjenestemaend i de forskellige hovedstaeder havde betalt pr. 1. januar 1981. Efter gennemfoerelsen af denne undersoegelse forelagde Kommissionen den 23. december 1985 Raadet et nyt forslag. Efter dette forslag var den 1. januar 1981 fortsat ikrafttraedelsesdatoen for de nye justeringskoefficienter.

11 Den 26. november 1986 vedtog Raadet forordning (EOEF, Euratom, EKSF) nr. 3619/86 om korrigering af de justeringskoefficienter, der anvendes paa vederlag og pensioner til De Europaeiske Faellesskabers tjenestemaend og oevrige ansatte i Danmark, Tyskland, Graekenland, Frankrig, Irland, Italien, Nederlandene og Det Forenede Kongerige (EFT L 336, s. 1, herefter benaevnt "forordning nr. 3619/86").

12 Denne forordning fraveg paa to punkter Kommissionens andet forslag. For det foerste forkastede Raadet resultaterne af huslejeundersoegelsen. For det andet fastsatte det ikrafttraedelsesdatoen for de nye justeringskoefficienter til den 1. juli 1986 i stedet for den 1. januar 1981.

13 Kommissionen anlagde herefter ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 15. januar 1987 sag med paastand om annullation i medfoer af EOEF-traktatens artikel 173, stk. 1, af denne forordning.

14 Samtidig med anlaeggelsen af denne sag anlagde Augusto Brazzelli Lualdi og Cleto Bertolo, Helga Alex og andre tjenestemaend eller ansatte, der er placeret i Ispra, henholdsvis den 23. december 1986, den 1. oktober 1987 og den 10. februar 1988 tre sager med paastand foerst og fremmest om annullation af visse for dem i 1986 og 1987 udfaerdigede loensedler, for saa vidt som disse var udfaerdiget i medfoer af forordning nr. 3619/86, og herudover om, at der tilkendtes sagsoegerne morarenter og erstatning for det oekonomiske tab, de havde lidt, angiveligt som foelge af forsinkelsen med tilpasningen af de justeringskoefficienter, der skulle anvendes paa deres vederlag.

15 Disse tre sager blev udsat, indtil Domstolen havde truffet afgoerelse i den af Kommissionen anlagte sag.

16 Det skete ved Domstolens dom af 28. juni 1988 (sag 7/87, Kommissionen mod Raadet, Sml. s. 3401). Ved denne dom blev forordning nr. 3619/86 annulleret som stridende mod vedtaegtens artikel 64.

17 Raadet vedtog derefter forordning (EKSF, EOEF, Euratom) nr. 3294/88 af 24. oktober 1988 om korrigering med virkning fra den 1. januar 1981 af de justeringskoefficienter, hvormed vederlag og pensioner til tjenestemaend og oevrige ansatte i De Europaeiske Faellesskaber korrigeres i Danmark, Tyskland, Graekenland, Frankrig, Irland, Italien, Nederlandene og Det Forenede Kongerige (EFT L 293, s. 1, herefter benaevnt "forordning nr. 3294/88").

18 Med denne forordning blev tjenestemaendenes krav for saa vidt angaar tilpasning af deres vederlag imoedekommet, og efter at Kommissionen i november 1988 havde opgjort og efterbetalt vederlagene, haevede tjenestemaendene soegsmaalet om annullation af deres loensedler. De fastholdt imidlertid deres krav om for det foerste betaling af morarenter for perioden fra det tidspunkt, hvor efterbetalingen af deres vederlag skulle have vaeret foretaget, til det tidspunkt, hvor de faktisk blev foretaget, og for det andet om erstatning for det tab af koebekraft, som disse efterbetalte vederlag havde undergaaet.

19 Den skriftlige forhandling fandt i det hele sted for Domstolen, der ved kendelse af 15. november 1989 henviste de tre sager til Retten.

20 Retten besluttede ved kendelse af 2. april 1990 at forene disse sager med henblik paa den mundtlige forhandling og domsafsigelsen.

21 Retten anfoerer i sin dom indledningsvis, at tjenestemaendene til stoette for kravet om morarenter har fremfoert et enkelt anbringende, hvorefter den forsinkelse, hvormed Kommissionen har ydet dem efterbetaling af vederlag, var ulovlig.

22 Herom fastslaar Retten i dommens praemis 23-26 i foerste raekke, at ingen af Faellesskabets institutioner foer den 24. oktober 1988, hvor Raadet vedtog forordning nr. 3294/88, vidste, om de gaeldende justeringskoefficienter skulle aendres og i bekraeftende fald, hvilke nye justeringskoefficienter der skulle gaelde. Heraf fulgte ifoelge Retten, at sagsoegerne ikke foer naevnte dato kunne paaberaabe sig nogen ret til at faa efterbetalt vederlag, og tilsvarende, at der ikke for faellesskabsinstitutionerne bestod nogen pligt til eller mulighed for at gennemfoere efterbetalingen. Paa baggrund heraf havde der ikke indtil naevnte dato kunnet vaere tale om en forsinkelse med opfyldelsen af forfaldne krav. For det andet fastslog Retten, at Kommissionen, efter vedtagelsen af forordning nr. 3294/88, i november 1988 beregnede og foranstaltede efterbetaling af de vederlag, der skyldtes i medfoer af denne forordning, og Kommissionen soergede saaledes hurtigt for at opfylde forpligtelsen til at foretage efterbetalingen, hvorfor den ikke i den forbindelse kunne lastes for nogen forsinkelse.

23 Paa grundlag af det anfoerte forkastede Retten tjenestemaendenes paastand om at faa tilkendt morarenter.

24 Retten anfoerer dernaest, at tjenestemaendene til stoette for deres paastand om erstatning for tab som foelge af koebekraftsforringelsen har fremfoert to anbringender om henholdsvis tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 64 og 65 og forkert opfyldelse af ovennaevnte dom i sagen Kommissionen mod Raadet.

25 Retten anfoerer i den forbindelse i praemis 38, 39 og 40 i dommen, at forordningen om tilpasning af justeringskoefficienterne skulle have vaeret vedtaget senest i 1986, idet Raadet paa dette tidspunkt var i besiddelse af alle de fornoedne oplysninger. Det er dog Rettens opfattelse, at selv om Raadet i 1986 havde vedtaget en saadan forordning, havde den forberedende procedure, dvs. Kommissionens undersoegelser og dens forslag til Raadet, allerede vaeret uforholdsmaessig langstrakt. Ifoelge Retten havde de omhandlede regler kunnet ° og derfor skullet ° vedtages allerede den 1. januar 1984. Paa grundlag heraf fastslaar Retten, at der har vaeret tale om en culpoes forsinkelse, og at sagsoegerne har lidt et tab, der bestaar i tabet af koebekraft med hensyn til de vederlag, der skulle have vaeret efterbetalt i foerste kvartal af 1984, men som foerst blev udbetalt flere aar senere. Den bemaerker i den forbindelse, at sagsoegerne med fremlaeggelsen af relevante statistiske oplysninger, der ikke er blevet bestridt af Kommissionen, i fornoedent omfang har foert bevis for den koebekraftsforringelse, de har vaeret udsat for.

26 Paa baggrund heraf doemte Retten Kommissionen til at betale tjenestemaendene erstatning for det tab, de havde lidt som foelge af den koebekraftsforringelse, der havde ramt deres efterbetalte vederlag for tidsrummet fra den 1. januar 1984 til november 1988. Den tilfoejede, at denne erstatning skulle beregnes paa grundlag af Faellesskabets officielle statistikker for koebekraftens udvikling i de forskellige medlemsstater og saa vidt muligt fastsaettes efter faelles aftale mellem parterne.

27 Kommissionen har til stoette for sin paastand om ophaevelse af denne dom fremfoert tre anbringender, det foerste om Rettens angiveligt fejlagtige fortolkning af faellesskabsretten for saa vidt angaar morarenter og erstatning, det andet om utilstraekkeligheden af og inkonsekvensen i de grunde, der er givet i dommens praemis 23-26 samt 38, 39 og 40, og det tredje om fejlagtig fortolkning og anvendelse af faellesskabsretten for saa vidt angaar beviset for, at der er lidt et tab.

28 Tjenestemaendene har i svarskriftet principalt paastaaet appelsagen afvist. Subsidiaert har de paastaaet Rettens dom ophaevet af to grunde. Den foerste er tilsidesaettelse af de generelle principper for erstatning, den anden bygger paa en paastaaet uoverensstemmelse mellem den appellerede doms praemisser og konklusion samt paa en tilsidesaettelse af forbuddet mod forskelsbehandling.

29 Det skal paa naervaerende trin i sagen fremhaeves, at Domstolen i en appelsag ikke skal tage stilling til hele den tvist, der er blevet afgjort ved Rettens dom, men kun til de punkter i denne, der anfaegtes med appellen. Domstolen skal endvidere kun tage stilling til disse punkter i lyset af de appelgrunde, der er fremfoert til stoette for paastanden om ophaevelse af Rettens dom.

Kommissionens appel

Kommissionens foerste anbringende om fejlagtig fortolkning af faellesskabsretten for saa vidt angaar morarenter og erstatning

30 Kommissionen har i forbindelse med sit foerste anbringende anfaegtet Rettens afgoerelse, for saa vidt som der deri for krav, der er opstaaet som foelge af forsinkelse med udbetalingen af vederlag til tjenestemaendene, sondres mellem morarenter og erstatning, selv om der ikke ifoelge Domstolens praksis kan opstilles en saadan sondring.

31 Domstolen har ifoelge Kommissionen, naar det gaelder erstatning af tab som foelge af forsinket udbetaling af skyldige beloeb, udarbejdet en for faellesskabsretten saeregen renteordning. De renter, der herefter bliver tale om, skyldes kun, saafremt to betingelser er opfyldt: For det foerste skal det vaere fastslaaet, at den, der er debitor for krav paa renter af den heromhandlede art, har handlet culpoest, og dernaest skal kreditor have fremsat krav over for debitor. Kommissionen har desuden anfoert, at disse renter uden udtrykkelig angivelse herom tager hoejde for pengeforringelsen.

32 Tjenestemaendene har anfoert, at dette foerste anbringende skal forkastes af tre grunde.

33 For det foerste har Kommissionen ikke for saa vidt angaar kravet om morarenter tabt sagen, jf. det i EOEF-statuttens artikel 49, stk. 2, indeholdte krav om, at appel kan ivaerksaettes af en part, der ikke har faaet medhold, idet Retten ikke tog paastanden om tilkendelse af saadanne renter til foelge. For det andet indeholder dette anbringende, der ikke kommer til udtryk i en paastand om aendring af den praemis i dommen, der omhandler morarenter, ingen paastand efter artikel 113 i Domstolens procesreglement. Endelig goeres det med dette anbringende ikke gaeldende, at der foreligger en tilsidesaettelse af en faellesskabsregel eller af en almindelig retsgrundsaetning, men at der foreligger et brud med Domstolens praksis. Imidlertid er retspraksis i spoergsmaal om renter ikke fast, og denne modstrid kan saaledes ikke give adgang til at ivaerksaette appel.

34 Det maa fastslaas, at Kommissionens foerste anbringende kan paakendes. For med Kommissionens kritik af den af Retten opstillede sondring mellem morarenter og erstatning og dens anbringende om, at praksis maa fortolkes saaledes, at kun rente sui generis skal betales ved forsinkelse med udbetaling af vederlag, har den faktisk uden at sige det udtrykkeligt, men dog klart kritiseret Rettens domskonklusion, hvori det paalaegges den at betale erstatning.

35 Men dette foerste anbringende skal forkastes. Domstolen selv har nemlig navnlig i tvister om forsinket opgoerelse og udbetaling af tjenestemaendenes vederlag haft anledning til at sondre mellem morarenter og erstatning (jf. domme af 15.1.1985, sag 158/79, Roumengous Carpentier mod Kommissionen, Sml. s. 39, praemis 8-14; forenede sager 532/79, 534/79, 567/79, 600/79, 618/79, 660/79 og 543/79, Amesz m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 55, praemis 11-17; sag 737/79, Battaglia mod Kommissionen, Sml. s. 71, praemis 6-13, og af 4.7.1985, sag 174/83, Amman m.fl. mod Raadet, Sml. s. 2133, praemis 13; sag 175/83, Culmsee m.fl. mod OESU, Sml. s. 2149, praemis 13; sag 176/83, Allo m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2155, praemis 19) og har herved isaer fastslaaet, at de i disse sager nedlagte paastande som foelge af de foreliggende processuelle omstaendigheder skulle afvises for saa vidt angik kravene paa erstatning, og realitetsbehandles, men forkastes, for saa vidt angik kravene paa morarenter. Paa baggrund heraf kan det ikke antages, at den af Retten opstillede sondring ikke udspringer af Domstolens praksis.

36 Kommissionens foerste anbringende skal derfor forkastes.

Kommissionens andet anbringende om utilstraekkeligheden af og inkonsekvensen i den appellerede doms praemisser

37 Kommissionen har med det andet anbringende gjort gaeldende, at dommens praemisser er utilstraekkelige og selvmodsigende. Dette anbringende har den opdelt i tre led.

Det foerste led

38 Kommissionen har indledningsvis anfoert, at dommens begrundelse for sondringen mellem morarenter og erstatning er utilstraekkelig og selvmodsigende. Den er utilstraekkelig, idet Retten ikke har forklaret, hvorfor den har fraveget det rentebegreb, der er udformet i Domstolens praksis. Den er selvmodsigende, idet Retten paa den ene side i dommens praemis 23 fastslaar, at der ikke foer vedtagelsen af forordning nr. 3294/88 for faellesskabsinstitutionerne bestod nogen pligt til eller mulighed for at gennemfoere efterbetaling af vederlag og ° i praemis 26 ° at Kommissionen efter vedtagelsen af naevnte forordning hurtigt soergede for udbetaling, og paa den anden side i praemis 38 naar til det resultat, at der forelaa en culpoes forsinkelse, idet retsgrundlaget for den femaarlige tilpasning skulle have vaeret tilvejebragt allerede i 1986, dvs. paa det tidspunkt, hvor Raadet var i besiddelse af alle de oplysninger, der kraevedes for at vedtage en forordning i overensstemmelse med vedtaegtens krav.

39 Tjenestemaendene har heroverfor anfoert, at dette foerste led af anbringendet skal afvises, idet det vedroerer dommens praemis 23-26, dvs. den del af domsbegrundelsen, der omhandler morarenter, og at Retten i disse praemisser gav Kommissionen medhold.

40 Det foerste led af det andet anbringende skal paakendes. For som anfoert ovenfor i praemis 34 har Kommissionen rejst kritik af den af Retten gennemfoerte sondring mellem morarenter og erstatning og naar paa grundlag heraf til det resultat, at der kun haves et krav paa rente sui generis. Kommissionens kritik er saaledes moentet paa de praemisser i Rettens dom, hvori denne fandt anledning til at paalaegge den at betale erstatning. Kommissionen har en retlig interesse i at fremfoere denne kritik.

41 Det foerste led af dette anbringende skal imidlertid forkastes.

42 For det foerste har Retten ikke med konstateringen i dommens praemis 35 af, at sagsoegerne for at kunne paastaa sig tilkendt erstatning maa godtgoere, at den sagsoegte institution har begaaet en tjenstlig fejl, at der faktisk er opstaaet en bestemt og maalelig skade, samt at der er aarsagsforbindelse mellem den tjenstlige fejl og den paaberaabte skade, ikke fraveget Domstolens praksis. Domstolen har nemlig i dom af 16. december 1987 (sag 111/86, Delauche mod Kommissionen, Sml. s. 5345, praemis 30) ved paadoemmelsen af et af en tjenestemand fremsat krav om erstatning fastslaaet, at flere betingelser skal vaere opfyldt, for at Faellesskaberne kan ifalde ansvar, idet de handlinger, institutionen kritiseres for at have begaaet, skal vaere ulovlige, samt at der skal vaere lidt et tab og vaere aarsagsforbindelse mellem handlingerne og tabet. Begrundelsen i praemisserne i Rettens dom kan derfor ikke anses for utilstraekkelig.

43 Endvidere er denne begrundelse ikke selvmodsigende. Retten har nemlig klart sondret mellem det tidsrum, der hengik foer vedtagelsen af bestemmelserne om opgoerelse og efterbetaling af tjenestemaendenes vederlag, som efter dens opfattelse var uforholdsmaessigt langt og ubegrundet, hvorfor der forelaa en tjenstlig fejl (dommens praemis 39), og det tidsrum, der hengik, foer disse vederlag efter vedtagelsen af disse bestemmelser blev udbetalt, hvis laengde efter dens opfattelse var normal (dommens praemis 26). Den appellerede doms praemisser vedroerende dette punkt kan ikke anses for mangelfulde.

44 Paa baggrund heraf skal foerste led af det andet anbringende forkastes.

Det andet led

45 Kommissionen har med det andet led af det andet anbringende kritiseret Retten for at have gjort Kommissionen fuldt ud ansvarlig for den forsinkelse, hvormed efterbetalingen af vederlag blev foretaget, uden at have taget hensyn til, at den allerede i 1986 havde forelagt Raadet resultaterne af de statistiske undersoegelser, der var noedvendige for at gennemfoere den femaarlige tilpasning, eller til, at forsinkelsen efter 1986 skyldtes gennemfoerelsen af det soegsmaal, den havde anlagt ved Domstolen til anfaegtelse af en forordning, Raadet havde vedtaget, og som ikke fulgte dens forslag. Det er dens opfattelse, at efterbetalingen af vederlag under disse omstaendigheder kunne fastlaegges allerede i 1986, og at der derfor kun skyldes morarenter.

46 Tjenestemaendene har anfoert, at dette led af anbringendet skal afvises. Den kritik, Retten har fremfoert, vedroerer nemlig omfanget af den forsinkelse med forberedelsen af forslaget til forordningen, der kan tilregnes Kommissionen. Der er tale om en vurdering af et faktisk forhold, der ikke kan goeres til genstand for appel.

47 I den forbindelse bemaerkes, at appel til Domstolen ifoelge EOEF-traktatens artikel 168 A og de tilsvarende bestemmelser i EKSF- og Euratom-traktaterne er begraenset til retsspoergsmaal. Denne begraensning gentages i artikel 51 i EOEF-statutten og de tilsvarende bestemmelser i EKSF- og Euratom-statutterne, hvori det angives, hvilke grunde en appel kan stoettes paa, nemlig manglende kompetence for Retten, rettergangsfejl, som kraenker appellantens interesser, eller overtraedelse af faellesskabsretten.

48 Endvidere bemaerkes, at appel kun kan stoettes paa, at Retten har overtraadt visse retsregler, idet enhver bedoemmelse af faktisk karakter er udelukket, og saaledes kun kan antages til realitetsbehandling, for saa vidt som appelskriftet stoettes paa, at Retten har truffet en afgoerelse, som strider mod de retsregler, den skal sikre overholdelsen af (jf. dom af 1.10.1991, sag C-283/90 P, Vidranyi mod Kommissionen, Sml. I, s. 4339, praemis 11, 12 og 13, af 8.4.1992, sag C-346/90 P, F. mod Kommissionen, Sml. I, s. 2691, praemis 6 og 7, og af 2.3.1994, sag C-53/92 P, Hilti mod Kommissionen, Sml. I, s. 667, praemis 10).

49 Det er saaledes alene Retten, der er kompetent til at fastlaegge de faktiske omstaendigheder i sagen, naar bortses fra tilfaelde, hvor den indholdsmaessige urigtighed af dens konstateringer foelger af akterne i den sag, den behandler. I det foreliggende tilfaelde kan Rettens konstateringer vedroerende begivenhedsforloebet forud for vedtagelsen af forordning nr. 3294/88 (dommens praemis 11), der ikke er bestridt, ikke drages i tvivl. Det er ogsaa Retten, der alene er kompetent til at tage stilling til disse faktiske omstaendigheder. I den foreliggende sag er dette saaledes tilfaeldet med den vurdering, at Kommissionens fremsendelse til Raadet den 23. december 1985 af det andet forslag vedroerende justeringskoefficienterne kunne vaere sket hurtigere, og reglerne saaledes faktisk vaere vedtaget allerede den 1. januar 1984 (dommens praemis 39). Omvendt har Domstolen, naar Retten har fastlagt eller vurderet de faktiske omstaendigheder, kompetence til at gennemfoere den kontrol, som ifoelge EOEF-traktatens artikel 168 A er dens opgave, naar den har fastlagt disse faktiske omstaendigheders retlige beskaffenhed og herved har haft anledning til at drage retlige konklusioner. I det foreliggende tilfaelde gaelder dette saaledes Rettens vurdering om, at den forberedende procedures langstrakthed udgoer en fejl (dommens praemis 39).

50 Det maa med disse begraensninger fastslaas, at det andet led kan realitetsbehandles.

51 Det skal imidlertid forkastes. Retten fandt nemlig, at den af Kommissionen begaaede fejl bestod i, at den foerst i 1986 havde tilstillet Raadet et forslag, der allerede havde kunnet vedtages i 1984 (praemis 39). Retten har med denne beskrivelse af Kommissionens adfaerd ikke begaaet en retlig fejl.

52 Imidlertid bemaerkes det, at Retten ikke har taget stilling til, om der er aarsagssammenhaeng mellem denne tjenstlige fejl og det tab, tjenestemaendene led fra 1986 til 1988. Det maa imidlertid bemaerkes, at Kommissionen ikke i appelstaevningen har fremfoert et anbringende herom. Domstolen kan derfor ikke laegge det til grund. Kommissionens anbringende maa derfor undersoeges alene ud fra det synspunkt, det er anlagt paa, nemlig om der, saafremt der foreligger en fejl, som den, Retten har lagt til grund, alene skal betales morarenter.

53 Det fremgaar i denne henseende af domme af 30. september 1986 (sag 174/83, Amman m.fl. mod Raadet, Sml. s. 2647, praemis 19 og 20, sag 175/83, Culmsee m.fl. mod OESU, Sml. s. 2667, praemis 19 og 20, sag 176/83, Allo m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2687, praemis 19 og 20, sag 233/83, Agostini m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2709, praemis 19 og 20, sag 247/83, Ambrosetti m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2729, praemis 19 og 20, og sag 264/83, Delhez m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2749, praemis 20 og 21), at der under alle omstaendigheder kun skal betales morarenter, dersom hovedstolen lyder paa et bestemt beloeb, eller beloebet i det mindste kan opgoeres paa grundlag af objektivt fastlagte kriterier. Det blev i de samme domme fastslaaet, at Raadet ved udoevelsen af sin kompetence i henhold til vedtaegtens artikel 65 til at tilpasse vederlag og pensioner til tjenestemaend og oevrige ansatte samt til at fastsaette justeringskoefficienterne for disse vederlag og pensioner har et skoen. Den beloebsmaessige stoerrelse af disse tilpasninger og justeringer er ganske uvis, indtil Raadet udoever disse befoejelser og vedtager den omhandlede forordning.

54 I det foreliggende tilfaelde vidste, som Retten korrekt har fastslaaet (dommens praemis 23), ingen af Faellesskabets institutioner foer vedtagelsen af forordning nr. 3294/88, om de gaeldende justeringskoefficienter skulle aendres og i bekraeftende fald, hvilke nye justeringskoefficienter der skulle gaelde. Tjenestemaendenes fordring var derfor foer tidspunktet for forordningens vedtagelse hverken et bestemt beloeb eller et beloeb, der kunne bestemmes, og der kunne derfor ikke paaloebe renter.

55 Det andet led af Kommissionens andet anbringende skal derfor forkastes.

Det tredje led

56 Kommissionen har med det tredje led af det andet anbringende gjort gaeldende, at Retten har paalagt den at betale erstatning som foelge af en forsinkelse, som fremdeles ifoelge Retten maa tilregnes Raadet. Ifoelge Kommissionen skulle tjenestemaendene over for Raadet have rejst krav om erstatning for tab i henhold til EOEF-traktatens artikel 215.

57 Det skal i den forbindelse fastslaas, at Kommissionen ikke har fremfoert denne kritik for Retten, hvorfor dette led skal afvises.

58 I henhold til artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement maa nye anbringender nemlig ikke fremsaettes under sagens behandling, medmindre de stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.

59 En parts adgang til foerst for Domstolen at fremfoere et anbringende, der ikke er blevet fremfoert for Retten, er ensbetydende med en adgang til at forelaegge Domstolen ° der har en begraenset kompetence i appelsager ° en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten. Under en appel har Domstolen saaledes kun kompetence til at tage stilling til den retlige afgoerelse, der er blevet truffet vedroerende de anbringender, der er blevet behandlet i foerste instans.

60 Paa baggrund heraf skal det tredje led af Kommissionens andet anbringende afvises.

Kommissionens tredje anbringende om fejlagtig fortolkning og anvendelse af faellesskabsretten for saa vidt angaar beviset for tabet

61 Kommissionen har med det tredje anbringende gjort gaeldende, at Retten i praemis 40 i dommen har fortolket og anvendt faellesskabsretten forkert for saa vidt angaar beviset for tabet.

62 Retten fastslog i naevnte praemis bl.a., at det maatte anses for godtgjort, at tjenestemaendene som foelge af den culpoese forsinkelse havde lidt et tab bestaaende i tabet af koebekraft med hensyn til de vederlag, der skulle have vaeret efterbetalt i foerste kvartal af 1984, men som foerst blev udbetalt flere aar senere. Hertil tilfoejedes, at der ikke i de foreliggende sager kunne blive tale om at finde frem til et bevis for individuelle tab, men derimod om at fastslaa, om der foreligger objektivt paaviselige kendsgerninger, der kan stoettes paa praecise og offentliggjorte oplysninger. Retten naaede til det resultat, at tjenestemaendene med fremlaeggelsen af relevante statistiske oplysninger, der ikke var blevet bestridt af Kommissionen, i fornoedent omfang havde foert bevis for den koebekraftsforringelse, der havde ramt deres efterbetalte vederlag i den i sagen omhandlede periode.

63 Denne formulering strider imidlertid ifoelge Kommissionen mod almindelige retsgrundsaetninger vedroerende erstatning. Det paahviler nemlig parter, der oensker at faa erstatning, at godtgoere, at de individuelt har lidt et tab. Dette individuelle tab er ikke godtgjort blot med fremlaeggelsen af statistikker. Desuden kan en opskrivning af de skyldige beloeb kun fremkomme ved en af faellesskabslovgiver udstedt akt, og en saadan er der ikke tale om i det foreliggende tilfaelde.

64 Tjenestemaendene har anfoert, at dette tredje anbringende vedroerer bevisbedoemmelsen, som alene henhoerer under Rettens kompetence, og ikke kan vaere omfattet af appel.

65 Det tredje anbringende skal faktisk afvises. I den forbindelse bemaerkes, at den omstaendighed, at tjenestemaendene i november 1988 havde modtaget efterbetalinger af vederlag, der ifoelge en vurdering, som alene henhoerer under Rettens kompetence, skulle have vaeret udbetalt dem i 1984, virkelig udgoer en skade. Det er i praemis 30 i Rettens dom anfoert, at disse restancer hermed havde tabt en del af deres reelle vaerdi.

66 Ligesom Domstolen ikke har kompetence til at fastslaa, hvilke faktiske omstaendigheder der er omfattet af en sag, har den principielt ikke kompetence til at bedoemme de beviser, Retten har lagt til grund for sin konstatering af, at disse omstaendigheder foreligger. Naar disse beviser er blevet forskriftsmaessigt tilvejebragt, og naar de bestemmelser og almindelige retsgrundsaetninger vedroerende bevisbyrden saavel som de processuelle regler vedroerende fremlaeggelse af bevis er blevet iagttaget, er det alene Retten, der har kompetence til at afgoere, hvilken bevisvaerdi der skal tillaegges de oplysninger, den har faaet forelagt. Anbringender, hvormed der rejses kritik af denne afgoerelse, kan ikke admitteres af Domstolen. Dermed er ogsaa begrundelsen givet for, at alene Retten, naar den foerst har fastslaaet, at der foreligger en skade, har kompetence til, inden for rammerne af den nedlagte paastand, at traeffe afgoerelse om, hvilken erstatning der er mest passende.

67 Kommissionens tredje anbringende kan derfor ikke anerkendes.

68 Af det anfoerte fremgaar i det hele, at Kommissionens appel skal forkastes.

Tjenestemaendenes kontraappel

69 Kommissionen har gjort gaeldende, at den af tjenestemaendene ved svarskriftet ivaerksatte kontraappel skal afvises. Denne afvisningsindsigelse skal behandles foerst.

Spoergsmaalet om antagelse til behandling i realiteten af kontraappellen

70 Kommissionen har gjort gaeldende, at tjenestemaendenes appel ikke er ivaerksat i overensstemmelse med artikel 49 i protokollen vedroerende statutten for EOEF-Domstolen, idet den er blevet ivaerksat efter udloebet af fristen paa to maaneder fra forkyndelsen af den anfaegtede afgoerelse.

71 Dette argument kan ikke laegges til grund. Artikel 116, stk. 1, i Domstolens procesreglement indeholder en bestemmelse om, at "paastandene i svarskriftet skal gaa ud paa:

° at appellen helt eller delvis afvises eller forkastes, eller at Rettens afgoerelse helt eller delvis ophaeves

° at der gives helt eller delvis medhold i de paastande, der er nedlagt i foerste instans, idet nye paastande ikke kan nedlaegges".

72 I den foreliggende sag har tjenestemaendene i svarskriftet nedlagt paastand om, at Kommissionen doemmes til at betale morarenter, hvilken paastand ogsaa var nedlagt i foerste instans, uden at Retten dog tog den til foelge. En saadan paastand er i overensstemmelse med forskriften i naevnte artikel 116. Heraf foelger, at den eneste frist for ivaerksaettelse af kontraappel er fristen ifoelge artikel 115, stk. 1, i Domstolens procesreglement for indgivelse af svarskrift, altsaa to maaneder fra appelskriftets forkyndelse.

73 Denne frist er blevet overholdt i den foreliggende sag, og kontraappellen skal derfor admitteres. Herefter skal de to anbringender, som tjenestemaendene har fremfoert til anfaegtelse af Rettens dom, og hvorefter denne ikke tilkendte dem morarenter, idet der i oevrigt i Rettens dom burde vaere foretaget en ansaettelse af tabet med medregning af aaret 1982, behandles.

Tjenestemaendenes foerste anbringende om tilsidesaettelse af de almindelige regler for erstatning

74 Tjenestemaendene har fremhaevet, at der skulle hengaa over otte aar, foer de faktisk fik udbetalt deres loentilgodehavender. De har anfoert, at de, saafremt de ikke tilkendes morarenter, ikke paa nogen maade kan varetage deres interesser, saafremt institutionerne urimeligt forhaler vedtagelsen af generelle regler. Hermed vil institutionerne kunne fristes til at udsaette vedtagelsen af relevante regler uden tidsbegraensning til trods for bestemmelsen i vedtaegtens artikel 65, stk. 2, hvorefter der skal handles i rimelig god tid. Kommissionen har i oevrigt betalt saadanne renter til flere hundrede tjenestemaend, der derefter har haevet de af dem anlagte sager.

75 Dette anbringende kan ikke laegges til grund. Som anfoert ovenfor i naervaerende dom (praemis 53) kan der ifoelge Domstolens praksis foerst paaloebe morarenter, naar tjenestemaendenes krav lyder paa et bestemt beloeb eller kan opgoeres, det vil i denne sag sige fra datoen for vedtagelsen af forordning nr. 3294/88.

76 Den omstaendighed, at Kommissionen i oevrigt har betalt saadanne morarenter til visse tjenestemaend uden at vaere retligt forpligtet hertil, kan ikke aendre dette resultat.

77 Det foerste anbringende i tjenestemaendenes kontraappel skal derfor forkastes.

Tjenestemaendenes andet anbringende om uoverensstemmelse mellem dommens praemisser og domskonklusionen og om tilsidesaettelse af forbuddet mod forskelsbehandling

78 Tjenestemaendene har herudover gjort gaeldende, at selv om Retten i praemis 39 anerkendte, at Kommissionen allerede i januar 1982 raadede over de relevante dokumenter fra Det Statistiske Kontor, tilkendte den ved domskonklusionen alene erstatning for koebekraftstabet for tiden fra 1984 og hermed ingen erstatning overhovedet for de tre foregaaende aar. Herved er der uoverensstemmelse mellem dommens praemisser og domskonklusionen. Desuden udgoer undladelsen af at tilkende erstatning for et koebekraftstab i saa langt et tidsrum en tilsidesaettelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling af Faellesskabets tjenestemaend, der faar deres vederlag udbetalt i forskellige valutaer.

79 Dette anbringende kan ikke laegges til grund. Det indeholder nemlig alene en anfaegtelse af Rettens vurdering vedroerende det tidspunkt, hvor den anfaegtede forordning kunne og burde vaere vedtaget. Som fastslaaet ovenfor i naervaerende dom (praemis 49) vedroerer en saadan vurdering alene de faktiske omstaendigheder, hvorfor den ikke kan goeres til genstand for appel.

80 Tjenestemaendene har herudover anfoert, at Retten ikke tog hensyn til, at de morarenter, der skulle vaere erstatning for tabet af koebekraft i tidsrummet 1984-1988, selv taber i vaerdi fra 1988 og indtil de udbetales til opfyldelse af Rettens dom.

81 Dette anbringende kan ikke laegges til grund. Som anfoert ovenfor i praemis 66, er det alene Retten, der har kompetence til, inden for rammerne af den nedlagte paastand, at fastslaa, hvorledes og i hvilket omfang skaden skal erstattes.

82 Det andet anbringende i kontraappellen skal saaledes ogsaa forkastes.

83 Af det anfoerte foelger i det hele, at tjenestemaendenes kontraappel skal forkastes.

Sagens omkostninger

84 Ifoelge procesreglementets artikel 122 finder i tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte procesreglementets artikel 70 kun anvendelse ved appel ivaerksat af institutionerne. Ifoelge sidstnaevnte bestemmelse baerer institutionerne selv deres egne omkostninger, jf. dog bestemmelserne i procesreglementets artikel 69, stk. 3, andet afsnit.

85 Det paalaegges derfor Kommissionen at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Appellen forkastes.

2) Kommissionen betaler sagens omkostninger.