61992J0037

++++

1. Praejudicielle spoergsmaal ° Domstolens kompetence ° fortolkning af national ret ° ikke omfattet ° bestemmelse til gennemfoerelse af et faellesskabsdirektiv ° ingen betydning

(EOEF-traktaten, art. 177)

2. Tilnaermelse af lovgivningerne ° bortskaffelse af olieaffald ° bestemmelser i en medlemsstat, hvorefter den kraevede godkendelse kun gives til indenlandske virksomheder ° uforenelighed med direktiv 75/439

(Raadets direktiv 75/439)

1. Inden for rammerne af det ved EOEF-traktatens artikel 177 fastsatte retslige samarbejde er det de nationale domstole og ikke Domstolen, der fortolker de nationale regler, selv om de nationale domstole ifoelge fast praksis, naar bestemmelser i en national lov saerlig er vedtaget til gennemfoerelse af et faellesskabsdirektiv, er forpligtet til at fortolke national ret i lyset af dettes ordlyd og formaal.

2. Direktiv 75/439 om bortskaffelse af olieaffald er til hinder for nationale regler om fastsaettelse af en ordning for indsamling og bortskaffelse af olieaffald til fordel for de virksomheder, administrationen godkender til i saerlige zoner at varetage disse opgaver, naar disse regler faktisk kun giver mulighed for at godkende indenlandske virksomheder.

1 Ved dom af 18. oktober 1991 indgaaet til Domstolen den 13. februar 1992 har Cour d' appel de Douai i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-traktatens artikel 30-36 samt Raadets direktiv 75/439/EOEF af 16. juni 1975 om bortskaffelse af olieaffald (EFT L 194, s. 31, herefter benaevnt "direktivet").

2 Spoergsmaalet er rejst under en straffesag mod to belgiske statsborgere, J. Vanacker og A. Lesage, som ved Tribunal correctionnel de Laon stod tiltalt for i loebet af 1985 i henhold til de dengang gaeldende franske bestemmelser at have bortskaffet, det vil sige indsamlet og transporteret, olieaffald paa fransk omraade uden den i henhold til de naevnte bestemmelser kraevede tilladelse. Dette forhold er strafbart i henhold til disse bestemmelser.

3 Tribunal correctionnel frifandt de tiltalte. Frifindelsesdommen blev stadfaestet af Cour d' appel d' Amiens, og sagen blev derefter indbragt for Cour de cassation. Denne ret ophaevede den af Cour d' appel d' Amiens afsagte dom og henviste sagen til Cour d' appel de Douai. Denne fandt det "under henvisning til den af Tribunal correctionnel de Laon afsagte dom tilstraekkelig begrundet" at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"Kan de franske retsregler ° som paa fransk omraade har indfoert en ordning for indsamling og bortskaffelse af olieaffald, som er til fordel for de virksomheder, administrationen godkender til i saerlige zoner at varetage disse opgaver ° naar henses til EOEF-traktatens artikel 30-36 samt Raadets direktiv 75/439/EOEF af 16. juni 1975 om bortskaffelse af olieaffald, fortolkes saaledes, at de i virkeligheden kun giver mulighed for at godkende indenlandske virksomheder og derfor maa anses for at vaere i strid med de naevnte EF-regler?"

4 Vedroerende de faktiske omstaendigheder og de relevante bestemmelser i hovedsagen, retsforhandlingernes forloeb og de for Domstolen afgivne skriftlige indlaeg henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

5 Det fremgaar af sagen, at den nationale domstols tvivl angaar ordningen for indsamling og transport af olieaffald og ikke reglerne vedroerende bortskaffelse. I oevrigt har det for Domstolen forelagte spoergsmaal i virkeligheden foelgende to led.

6 Med det foerste led i spoergsmaalet anmoder den nationale ret Domstolen om at fortolke de franske bestemmelser med henblik paa at afgoere, om disse ikke faktisk begraenser udstedelsen af den til indsamling kraevede tilladelse til de nationale virksomheder.

7 Denne del af spoergsmaalet maa besvares saaledes, at det inden for rammerne af det ved EOEF-traktatens artikel 177 fastsatte retslige samarbejde er de nationale domstole og ikke EF-Domstolen, der fortolker de nationale retsregler, selv om de nationale domstole ifoelge fast praksis, naar bestemmelser i en national lov saerlig er vedtaget til gennemfoerelse af et faellesskabsdirektiv, er forpligtet til at fortolke national ret i lyset af dettes ordlyd og formaal (jf. dom af 8.10.1987, Kolpinghuis, 80/86, Sml. s. 3969).

8 Med det andet led i den nationale rets spoergsmaal oenskes det oplyst, om traktatens artikel 30-36 og direktiv 75/439 er til hinder for en national ordning for indsamling og bortskaffelse af olieaffald, som begunstiger de virksomheder, administrationen godkender til i saerlige zoner at varetage disse opgaver, og som faktisk kun giver mulighed for at godkende indenlandske virksomheder.

9 For at kunne besvare denne del af spoergsmaalet bemaerkes indledningsvis, at da spoergsmaalet om indsamling af olieaffald er reguleret paa faellesskabsplan ved direktivet, skal alle relevante nationale foranstaltninger bedoemmes i henhold til direktivets bestemmelser og ikke paa grundlag af traktatens artikel 30 og 36.

10 Det bemaerkes endvidere, at medlemsstaterne i henhold til direktivets artikel 2, 3 og 4 traeffer de noedvendige foranstaltninger for at sikre, at indsamling og bortskaffelse af olieaffald, saa vidt muligt ved genanvendelse, sker uden skadelige virkninger. Ifoelge direktivets artikel 5 i den affattelse, der var gaeldende paa det for hovedsagen relevante tidspunkt, skulle medlemsstaterne, saafremt de fastsatte maal ikke kan naas paa anden vis, traeffe de noedvendige foranstaltninger, for at en eller flere virksomheder foretager indsamling og/eller bortskaffelse af det olieaffald, de faar tilbudt fra indehavere eventuelt i det omraade, som i givet fald tildeles dem af den kompetente myndighed.

11 Domstolen har i oevrigt ved dom af 10. marts 1983 (sag 172/82, Inter-Huiles, Sml. s. 555), dom af 9. februar 1984 (sag 295/82, Rhônes-Alpes Huiles, Sml. s. 575) og dom af 7. februar 1985 (sag 173/83, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 491) fastslaaet, at den nationale lovgivning, som indfoerte et system med godkendelse i zoner, var uforenelig med det paagaeldende direktiv og med reglerne om frie varebevaegelser, eftersom det herefter var udelukket at eksportere olieaffaldet.

12 Det bemaerkes, at nationale bestemmelser, hvorefter der meddeles godkendelse for bestemte zoner, og hvorefter der kun er mulighed for at godkende indenlandske virksomheder, ogsaa er i strid med direktivet.

13 Denne del af den nationale rets spoergsmaal skal derfor besvares saaledes, at direktiv 75/439 er til hinder for nationale regler om fastsaettelse af en ordning for indsamling og bortskaffelse af olieaffald til fordel for de virksomheder, administrationen godkender til i saerlige zoner at varetage disse opgaver, naar disse regler faktisk kun giver mulighed for at godkende indenlandske virksomheder.

Sagens omkostninger

14 De udgifter, der er afholdt af den franske regering og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Cour d' appel de Douai ved dom af 18. oktober 1991, for ret:

1) Det er de nationale domstole og ikke EF-Domstolen, der inden for rammerne af det ved EOEF-traktatens artikel 177 fastsatte retslige samarbejde fortolker de nationale retsregler, selv om de nationale domstole ifoelge fast praksis, naar bestemmelser i en national lov saerlig er vedtaget til gennemfoerelse af et faellesskabsdirektiv, er forpligtet til at fortolke national ret i lyset af dettes ordlyd og formaal.

2) Raadets direktiv 75/439/EOEF af 16. juni om bortskaffelse af olieaffald er til hinder for nationale regler om fastsaettelse af en ordning for indsamling og bortskaffelse af olieaffald til fordel for de virksomheder, administrationen godkender til i saerlige zoner at varetage disse opgaver, naar disse regler faktisk kun giver mulighed for at godkende indenlandske virksomheder.