61991A0015

++++

1. Tjenestemaend - soegsmaal - forudgaaende administrativ klage - frister - ufravigelig karakter

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)

2. Tjenestemaend - soegsmaal - forudgaaende administrativ klage - stiltiende afslag paa en ansoegning ikke rettidigt anfaegtet - senere udtrykkelig afgoerelse - bekraeftende retsakt - ingen soegsmaalsadgang

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90, stk. 1, og art. 91)

1. Klage- og soegsmaalsfristerne i vedtaegtens artikel 90 og 91 har til formaal at fremme klarheden og sikkerheden i retsforhold. Der er tale om ufravigelige procesforudsaetninger, hvorover hverken parterne eller vedkommende retsinstans er raadige.

Den omstaendighed, at en institution ikke har fremhaevet, at en klage er indbragt for sent, kan ikke fritage Retten fra dens pligt til at paase overholdelsen af fristerne i vedtaegten.

2. Et udtrykkeligt afslag paa en ansoegning, som meddeles efter en stiltiende afgoerelse om afslag paa samme ansoegning, er en ren bekraeftende retsakt og kan derfor ikke, i mangel af saerlig hjemmel i vedtaegten, tillade en tjenestemand, som ikke har overholdt fristerne for at anfaegte den stiltiende afgoerelse om at afslaa hans ansoegning, at fortsaette klagesagen, idet han faar en ny frist til at indgive klage. I modsat fald ville der opstaa fare for retssikkerheden, som kraever, at klage- og soegsmaalsadgangen for tjenestemaend og oevrige ansatte ved Faellesskaberne er undergivet praecise regler, som fortolkes strengt.

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 Sagsoegeren tiltraadte tjenesten ved Europa-Parlamentet (herefter benaevnt "Parlamentet") den 24. oktober 1977 som hjaelpeansat ved Generaldirektoratet for Informations- og Pressetjenesten. Efter at have bestaaet intern udvaelgelsesproeve C/246 blev hun fastansat den 1. april 1980 i loenklasse C3 og tilknyttet Parlamentets tjenestegrene i Luxembourg. Den 1. april 1982 blev hun forfremmet til loenklasse C2.

2 I meddelelsen om intern udvaelgelsesproeve C/246 af 7. januar 1980 fandtes foelgende stillingsbeskrivelse:

"Administrativt arbejde, bl.a. vedroerende

- modtagelse af gaester, herunder saerlig latinamerikanske gaester

- kontorarbejde, herunder maskinskrivning.

Disse arbejdsomraader kraever erfaring og jugement samt sans for public relations og evne til at skabe kontakt.

Stillingen kan medfoere en vis rejseaktivitet, saerlig til Strasbourg og Bruxelles."

3 Sagsoegeren har ved sammenligning af denne beskrivelse med beskrivelsen i de forskellige bedoemmelser af hende, der er udfaerdiget efter hendes fastansaettelse i 1980, fundet, at der er sket en bestandig foroegelse i omfanget af de opgaver, som er blevet betroet hende. Ifoelge sagsoegeren er dette blevet bekraeftet ved, at den stilling, der var omhandlet i meddelelse om ledig stilling nr. 5363 af 21. september 1987 inden for samme afdeling, men med tjenestested i Bruxelles, var normeret i loenklasse B3/B2, selv om det arbejde, der var forbundet med denne, ifoelge sagsoegeren lignede, og endda var identisk med det, som hun havde, mens hun paa davaerende tidspunkt stadig var indplaceret i loenklasse C2.

4 I den paagaeldende passus i meddelelse om ledig stilling nr. 5363 vedroerende arbejdets karakter hedder det:

"Den paagaeldende tjenestemand skal inden for rammerne de almindelige retningslinjer og under sekretariatschefens tilsyn udfoere vanskeligt og kompliceret arbejde med gennemfoerelse af og kontrol i forbindelse med et faelles gaesteprogram for Parlamentet og Kommissionen for statsborgere fra visse tredjelande, herunder bl.a.

- udarbejdelse af individuelle programmer for gaesterne (rejseruter, bestilling af hotelvaerelser og billetter, forbindelse med eksterne informationskontorer, mv.)

- bogfoering og oekonomi (budgetlaegning, udbetalinger, maanedsopgoerelser, mv.)

- administrativt arbejde (forberedelse af moeder i Direktionsudvalget, aarsberetning, statistikker og udfaerdigelse af noter, skrivelser mv.)

- sekretaerarbejde (stenografi og maskinskrivning, arkivering, mv.).

Disse arbejdsomraader kraever sans for public relations, ansvarsfoelelse og initiativ samt sans for orden og metode, som er noedvendige for, at en lille gruppe kan fungere harmonisk."

5 Som foelge heraf anmodede sagsoegeren, i en foerste ansoegning i medfoer af artikel 90, stk. 1, i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten") af 10. november 1987 om "opnormering til B3/B2 af den stilling, som jeg i oejeblikket har i Luxembourg, og som blev normeret i C3/C2 efter intern udvaelgelsesproeve C/246". Videre anfoerte hun, "at (hun) i mangel af et positivt svar fra administrationen (ville se sig) noedsaget til at indbringe en administrativ klage i medfoer af tjenestemandsvedtaegtens artikel 90, stk. 2".

6 Den 5. januar 1988 afslog Parlamentets generalsekretaer denne ansoegning med den begrundelse, at opnormering af en stilling ikke automatisk og noedvendigvis betyder forfremmelse af den tjenestemand, som beklaeder den paagaeldende stilling. Han tilfoejede, at opnormering af stillingen ikke paa nogen maade var taenkelig, og at oprykning fra en kategori til en anden kun kunne ske ved udvaelgelsesproeve.

7 Senere konstaterede sagsoegeren, at foroegelsen af hendes arbejdsomraader blev bekraeftet i bedoemmelsen af hende for tidsrummet 1985-1986, der blev endeligt udarbejdet den 22. februar 1988, samt i bedoemmelsen af hende for tidsrummet 1987-1988, som blev udarbejdet den 16. november 1989.

8 At hun under en sygeorlov havde vaeret erstattet af en tjenestemand fra samme afdeling, men i loenklasse B, bestyrkede hende i denne opfattelse.

9 Sagsoegeren indgav derfor den 28. november 1989 en ny ansoegning om "opnormering af stilling 2337 (til mindst C1) og i givet fald afholdelse af en intern udvaelgelsesproeve B". Det skal bemaerkes, at sagsoegeren havde indgivet denne ansoegning i form af en klage i medfoer af vedtaegtens artikel 90, stk. 2.

10 Den 17. maj 1990 afslog Parlamentets generalsekretaer denne ansoegning, som sagsoegeren efter hans opfattelse urigtigt havde betegnet som en klage over manglende svar paa en akt, der indeholdt et klagepunkt for hende. Hans begrundelse var foelgende: "Tjenestemandsvedtaegten hjemler ikke opnormering af stillinger eller gennemfoerelse af udvaelgelsesproever efter anmodning fra de paagaeldende".

11 Han tilfoejede: "Saadanne beslutninger kan i givet fald traeffes efter en objektiv vurdering af arbejdsopgaverne i stillingen. En grundig undersoegelse af Deres sag har vist, at det arbejde, De udfoerer, ikke hoerer hjemme i en hoejere stillingsgruppe end den, hvori De i oejeblikket er ansat".

12 Den 10. august 1990 indbragte sagsoegeren en klage over denne afgoerelse.

13 Den 13. februar 1991 naegtede Parlamentets generalsekretaer udtrykkeligt at opnormere sagsoegerens stilling og afviste hendes klage. Det skal bemaerkes, at en stiltiende afvisning af klagen havde fundet sted den 10. december 1990.

14 Ved staevning registreret paa Rettens Justitskontor den 8. marts 1991 har sagsoegeren anlagt sag i anledning af den stiltiende afvisning af hendes klage af 10. august 1990.

15 Den skriftlige forhandling er forloebet forskriftsmaessigt og afsluttedes den 12. august 1991.

16 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten den 28. november 1991 opfordret Parlamentet til naermere at redegoere for tilrettelaeggelsen og budgetstyringen af Det Europaeiske Faellesskabs besoegsprogrammer for modtagelse af gaester (herefter benaevnt "EFMG") og fremlaegge en organisationsplan for afdelingen "Besoeg og Seminarer" inden for Generaldirektoratet for Informations- og Pressetjenesten. Ved skrivelse af 16. december 1991 besvarede Parlamentet disse spoergsmaal og fremsendte den omspurgte organisationsplan.

17 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.

Parternes paastande

18 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Sagen er anlagt rettidigt og antages til realitetsbehandling.

- Ansaettelsesmyndighedens stiltiende afvisning den 10. december 1990 af den klage, som blev indbragt den 10. august 1990 i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2, annulleres.

- Det fastslaas principielt, at sagsoegeren paa baggrund af de opgaver, hun varetager i institutionen, har krav paa at blive indplaceret i en stilling i loenklasse C1 med tilbagevirkende kraft fra datoen for indgivelsen af ansoegningen om opnormering, den 28. november 1989, eller fra et senere tidspunkt efter Rettens skoen, og subsidiaert, at der af hensyn til sagsoegeren skal ivaerksaettes en intern udvaelgelsesproeve med henblik paa ansaettelse i kategori "B".

- Under alle omstaendigheder tilkendes sagsoegeren ret til, med tilbagevirkende kraft fra datoen for indgivelsen af ansoegningen om opnormering den 28. november 1989, eller fra et senere tidspunkt efter Rettens skoen, at oppebaere forskellen mellem paa den ene side den loen, hun faktisk har modtaget siden denne dato, og paa den anden side den loen, som svarer til, hvad sagsoegeren ville oppebaere i en stilling i loenklasse C1.

- Europa-Parlamentet tilpligtes at betale morarenter, indtil betaling sker, med 8% p.a. af forskelsbeloebet i forhold til den loen, som faktisk er udbetalt for perioden fra den 28. november 1989 eller fra et senere tidspunkt efter Rettens skoen.

- Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsoegeren et beloeb paa 50 000 BFR i erstatning for ikke-oekonomisk skade.

- Der tilstedes sagsoegeren adgang til at foere enhver form for bevis under den skriftlige forhandling i sagen.

19 Parlamentet har for sit vedkommende nedlagt foelgende paastande:

- Sagen afvises.

- Sagsoegte frifindes om fornoedent for samtlige sagsoegerens paastande.

- Der traeffes afgoerelse om sagens omkostninger i medfoer af gaeldende regler.

Paastanden om annullation af den anfaegtede afgoerelse

Formaliteten

Soegsmaalsfristerne

20 I medfoer af artikel 113 i procesreglementet vil Retten uafhaengigt af parternes anbringender foerst efterproeve, om sagen boer afvises, fordi ufravigelige procesforudsaetninger ikke er opfyldt.

21 Det skal herved efterproeves, om de i vedtaegtens artikel 90 og 91 omhandlede frister er overholdt.

22 Retten erindrer saaledes om, at disse frister efter fast retspraksis er ufravigelige, og at hverken parterne eller vedkommende retsinstans er raadige over dem, eftersom de er indfoert af klarheds- og retssikkerhedshensyn (jf. bl.a. Domstolens dom af 13.11.1986, sag 232/85, Becker mod Kommissionen, Sml. s. 3401, og af 14.6.1988, sag 161/87, Muysers m.fl. mod Revisionsretten, Sml. s. 3037, samt Rettens dom af 7.2.1991, sag T-58/89, Williams mod Revisionsretten, Sml. II, s. 77, og af 17.10.1991, sag T-129/89, Offermann mod Europa-Parlamentet, Sml. II, s. 855).

23 Det fremgaar imidlertid af sagen, at sagsoegerens ansoegning af 28. november 1989, som hun fejlagtigt havde betegnet som klage, stiltiende blev afvist den 28. marts 1990, idet der ikke forelaa noget svar fra Parlamentet, jf. vedtaegtens artikel 90, stk. 1.

24 I henhold til bestemmelserne i vedtaegtens artikel 90, stk. 2, havde sagsoegeren herefter en frist paa tre maaneder til at indbringe klage over denne stiltiende afvisning.

25 Det foreligger imidlertid klart oplyst, at sagsoegerens klage er dateret den 10. august 1990, og at den saaledes ikke er indbragt foer den 28. juni 1990, der var datoen for den naevnte frists udloeb.

26 Det skal i denne forbindelse tilfoejes, at svaret af 17. maj 1990 fra Parlamentets generalsekretaer, hvori han udtrykkeligt afslog sagsoegerens ansoegning af 28. november 1989, er en ren og skaer bekraeftelse paa dets stiltiende svar, som ansaas for givet tidligere. Som saadan har denne bekraeftelse ikke paa nogen maade bevirket, at den tidligere udloebne klagefrist paa ny begyndte at loebe (jf. bl.a. Rettens ovennaevnte dom af 17.10.1991, sag T-129/89, Offermann).

27 Idet Retten bemaerker, at fristen i medfoer af bestemmelserne i vedtaegtens artikel 91, stk. 3, sidste afsnit, begynder at loebe paa ny, naar der finder udtrykkelig afvisning af en klage sted efter den stiltiende afgoerelse herom, skal Retten henvise til, at denne bestemmelse om forlaengelse af fristen i mangel af modstaaende bestemmelse herom ikke kan udvides analogisk til at omfatte stadiet foer sagsanlaegget, der er omhandlet i vedtaegtens artikel 90, stk. 1, uden at bringe retssikkerheden i fare, idet denne kraever, at tjenestemaendenes og de oevrige ansattes klage- og soegsmaalsadgang er undergivet praecise regler, som fortolkes strengt.

28 Ej heller kan det forhold, at sagsoegte ikke, hverken i sine skriftlige eller mundtlige indlaeg, har paaberaabt sig, at sagsoegerens klage af 10. august 1990 blev indbragt for sent, fritage Retten fra dens pligt til at paase overholdelsen af fristerne i vedtaegten (jf. ligeledes Rettens domme af 6.12.1990, sag T-130/89, B. mod Kommissionen, Sml. II, s. 761, og sag T-6/90, Petrilli mod Kommissionen, Sml. II, s. 765; af 11.7.1991, sag T-19/90, Von Hoessle mod Revisionsretten, Sml. II, s. 615, og af 25.9.1991, sag T-54/90, Lacroix mod Kommissionen, Sml. II, s. 749).

29 Retten maa saaledes fastslaa, at fristerne i vedtaegten ikke er overholdt i den foreliggende sag.

30 For det andet bemaerker Retten, at Parlamentet som en afvisningsindsigelse paapeger, at sagsoegeren den 10. november 1987 havde indgivet en foerste ansoegning om opnormering af den stilling, som hun beklaedte. Parlamentet tilfoejer, at denne ansoegning udtrykkeligt var blevet afvist den 5. januar 1988, uden at sagsoegeren inden for tremaanedersfristen i vedtaegtens artikel 90, stk. 2, havde indbragt en klage over denne afvisning.

31 Efter Parlamentets opfattelse bevirker den manglende klage, at hun nu er endeligt afskaaret fra at anlaegge sag. Hun var nemlig ikke laengere berettiget til at anfaegte afgoerelsen af 5. januar 1988 ved sin anden ansoegning af 28. november 1989, fordi denne ansoegning, stadig ifoelge Parlamentet, var identisk med den foerste, idet den ligeledes angik en opnormering af hendes stilling, eller eventuelt ivaerksaettelse af en intern udvaelgelsesproeve.

32 Sagsoegeren har tilbagevist dette raesonnement, idet hun fastholder, at de to ansoegninger havde forskelligt formaal, idet den foerste angik oprykning af hende i en hoejere kategori end den, hvori hun var indplaceret ved denne ansoegnings indgivelse, mens den anden i det vaesentlige angik forfremmelse inden for samme kategori.

33 Subsidiaert haevder sagsoegeren til stoette for sin paastand om, at sagen tages under paakendelse, at hendes anden ansoegning af 28. november 1989 byggede paa nye faktiske forhold.

34 I denne henseende henviser hun foerst til de bedoemmelsesrapporter, der blev udfaerdiget for aarene 1985-1986 og 1987-1988, og som viste foroegelsen af hendes ansvarsomraader i forhold til dem, der var omhandlet i hendes tidligere bedoemmelse. Efter sagsoegerens opfattelse var denne udvidelse af ansvarsomraaderne udtryk for, at hun nu havde forladt det egentlige kontorarbejde og var blevet paalagt at udarbejde og administrere programmer for besoeg i Luxembourg og Strasbourg.

35 For det andet paaberaaber sagsoegeren sig, at tjenestemaend i hoejere loenklasser havde erstattet hende under hendes fravaer paa grund af sygdom.

36 Sagsoegeren paastaar for det tredje, at Parlamentet underforstaaet har anerkendt eksistensen af saadanne nye faktiske omstaendigheder, eftersom det ved afgoerelsen af 17. maj 1990 blev meddelt hende, at hendes ansoegning af 28. november 1989 var blevet afvist efter en "grundig undersoegelse". Efter sagsoegerens opfattelse ville en saadan indgaaende undersoegelse ikke have vaeret noedvendig, dersom der ikke havde vaeret tale om nye faktiske forhold, eftersom man i saa fald i afgoerelsen af 17. maj 1990 kunne have begraenset sig til at henvise til det foerste afslag af 5. januar 1988.

37 Parlamentet fastholder for sit vedkommende, at de to ansoegninger fra sagsoegeren havde samme formaal, og det goer for det foerste over for sagsoegerens subsidiaere argumentation tillige gaeldende, at ansoegningen af 10. november 1987 allerede henviste til ovennaevnte meddelelse om ledig stilling nr. 5363 af 21. september 1987, og for det andet, at sagsoegeren allerede i sin foerste ansoegning fremhaevede det stadig voksende omfang af sine opgaver siden fastansaettelsen, og at dette skete paa grundlag af en sammenligning mellem meddelelsen om udvaelgelsesproeve C/246 og bedoemmelsesrapporten for 1983-1984.

38 Naermere bestrider Parlamentet, at der i bedoemmelsesrapporterne for 1985-1986 og 1987-1988 indeholdes nye oplysninger i forhold til de tidligere paaberaabte rapporter.

39 Ligeledes naegter Parlamentet at betragte det forhold, at sagsoegeren har vaeret erstattet af en tjenestemand i en hoejere loenklasse, som et nyt faktisk forhold, idet hun under sine talrige fravaer paa grund af sygdom havde vaeret erstattet af tjenestemaend i loenklasse C3/C2, B4, A7 og endda af selve chefen for afdelingen. Hertil foejer Parlamentet, at disse afloesninger, som falder inden for rammerne af tilrettelaeggelsen af arbejdet inden for en tjenestegren, ikke i noget tilfaelde kan betragtes som en aendring af dets indstilling over for sagsoegeren efter hendes foerste ansoegning.

40 Endelig bestrider Parlamentet, at sagsoegeren kan paaberaabe sig bemaerkningen "indgaaende undersoegelse" af hendes anden ansoegning i afgoerelsen af 17. maj 1990 til stoette for, at Parlamentet skulle have anerkendt, at der forelaa nye faktiske forhold. Ifoelge Parlamentet sigtedes der hermed til anmodningen om opnormering af stillingen, og den faldt saaledes inden for rammerne af et godt forhold mellem administrationen og de ansatte, som kraever, at sidstnaevntes krav tages alvorligt under overvejelse.

41 Til disse faktiske og retlige betragtninger skal Retten bemaerke, at dersom en tjenestemand eller en ansat finder sine rettigheder kraenket ved en afgoerelse i medfoer af vedtaegtens artikel 90, stk. 1, paahviler det ham at anfaegte denne afgoerelse ved en klage, der indbringes inden for den i vedtaegtens artikel 90, stk. 2, omhandlede frist.

42 Heraf foelger, at forelaeggelsen af en ny ansoegning paa grundlag af vedtaegtens artikel 90, stk. 1, efter udloebet af ovennaevnte klagefrist kun kan finde sted, saafremt der viser sig et nyt forhold, der kan begrunde en ny undersoegelse af situationen.

43 Hvis man antog det modsatte og saaledes tillod gentagen indgivelse af samme ansoegning, ville det ligeledes foere til, at man accepterede en ubegraenset forlaengelse af fristerne for klager over akter, der indeholder klagepunkter, selv om dette er uforeneligt med de ifoelge vedtaegten gaeldende klage- og soegsmaalsregler (jf. bl.a. Domstolens dom af 11.3.1986, sag 294/84, Adams mod Kommissionen, Sml. s. 977, paa s. 987, og af 4.2.1987, sag 302/85, Pressler-Hoeft mod Revisionsretten, Sml. s. 513, paa s. 526).

44 I det foreliggende tilfaelde skal Retten fastslaa, at sagsoegeren ikke indbragte nogen klage over den af Parlamentets generalsekretaer den 5. januar 1988 trufne afgoerelse om afslag paa hendes foerste ansoegning af 10. november 1987.

45 I mangel af en saadan klage kunne sagsoegerens ansoegning af 28. november 1989 saaledes kun tages under behandling, hvis der havde vist sig nye faktiske forhold, der kunne begrunde en fornyet proevelse af hendes stilling.

46 Retten maa imidlertid fastslaa, at der hverken i sagsoegerens skriftlige indlaeg eller hendes forklaring under den mundtlige forhandling findes bevis for, at hendes ansvarsomraader skulle vaere blevet vaesentligt aendret i perioden mellem den foerste og den anden ansoegning.

47 Da der saaledes ikke foreligger nye faktiske forhold, maa Retten konkludere, at den anden ansoegning af 28. november 1989 blev forelagt for sent, idet den foerst blev indgivet efter udloebet af fristen for klage over afgoerelsen af 5. januar 1988.

48 Ifoelge samtlige ovenstaaende betragtninger boer sagen afvises.

Realiteten

49 Efter saaledes at have fastslaaet, at sagen maa afvises, skal Retten dog som et tillaeg bemaerke, at sagsoegeren paaberaaber sig to anbringender om henholdsvis tilsidesaettelse af lighedsprincippet og princippet om god forvaltningsskik til stoette for, at der boer gives hende medhold under sagen.

50 Retten fastslaar, at sagsoegeren til stoette for sine krav i det vaesentlige haevder, at hun i Luxembourg inden for samme institution og endog inden for samme afdeling udoevede funktioner, der lignede eller endog var identiske med dem, der udoevedes i Bruxelles af en tjenestemand i kategori B, mens hun selv paa grund af en ikke objektivt begrundet mangel paa differentiering er ansat i kategori C.

51 Parlamentet erkender for sit vedkommende, at den stilling, der var omhandlet i meddelelse om ledig stilling nr. 5363, hvortil sagsoegeren henviser, faktisk vedroerer samme arbejdsomraade som sagsoegerens, nemlig EFMG-programmet, men det paapeger dog, at der efter dets opfattelse findes afgoerende forskelle mellem de to stillinger, der angaar bogfoering og oekonomiske forhold (budgetter, udbetalinger, maanedsopgoerelser, mv.). Parlamentet fremhaever saaledes, at administrationen og den centrale bogfoeringsfunktion inden for det paagaeldende program udelukkende hoerer under stilling nr. 5363. I den forbindelse fremhaever Parlamentet, at det interinstitutionelle aspekt af EFMG-programmet, der gennemfoeres i faellesskab af Parlamentet og Kommissionen, indebaerer, at indehaveren af stilling nr. 5363 sammen med tjenestemaend, som alle er ansat i Bruxelles, udoever betydelige funktioner inden for den centrale tilrettelaeggelse af programmet, mens sagsoegeren, der alene er ansat i Luxembourg, paa tidspunktet for de her omhandlede forhold udelukkende var beskaeftiget med udfoerelsen af en del af dette program ved besoeg i Strasbourg og eventuelt i Luxembourg. Efter Parlamentets opfattelse viser disse forhold, at der er tale om en betydelig forskel paa funktionerne, som udelukker enhver tale om tilsidesaettelse af de af sagsoegeren paaberaabte grundsaetninger.

52 Vedroerende dette punkt fastslaar Retten paa grund af bilagene i sagen og Parlamentets besvarelser af 16. december 1991 af de spoergsmaal, som Retten havde forelagt det den 28. november 1991, samt efter at have hoert parternes forklaringer under den mundtlige forhandling, at sagsoegerens anbringender ikke paa nogen maade stoettes af de foreliggende kendsgerninger.

53 Retten bemaerker saaledes, at det arbejde, der udfoeres af sagsoegeren, og det, der udfoeres af den tjenestemand, som beklaeder den stilling, der er omhandlet i meddelelse om ledig stilling nr. 5363, kan synes at vaere de samme, for saa vidt som de vedroerer samme arbejdsomraade, nemlig gennemfoerelsen af EFMG-programmet. Retten konstaterer dog, at Parlamentet med rette laegger vaegt paa, at der er afgoerende forskelle paa de ansvarsomraader, som var henlagt til henholdsvis sagsoegeren og den tjenestemand, der beklaedte stilling nr. 5363 inden for rammerne af dette program.

54 I denne henseende bemaerker Retten, at det interinstitutionelle aspekt ved EFMG-programmet, der gennemfoeres af Parlamentet og Kommissionen i faellesskab, indebaerer, at den tjenestemand, der beklaeder stilling nr. 5363 sammen med andre tjenestemaend, som alle er ansat i Bruxelles, udoever betydelige funktioner i forbindelse med den centrale tilrettelaeggelse af programmet, hvorimod sagsoegeren, der alene er ansat i Luxembourg, kun gennemfoerer en del af dette program ved besoeg i Strasbourg og eventuelt i Luxembourg.

55 Det boer ligeledes tilfoejes, at lederne af den centrale tilrettelaeggelse af dette program i Bruxelles, herunder bl.a. indehaveren af stilling nr. 5363, forvisser sig om, at programmet gennemfoeres rigtigt i Strasbourg og Luxembourg under lejlighedsvise besoeg, og at disse ledere saaledes foerer tilsyn med det arbejde, der udfoeres af sagsoegeren.

56 Det fremgaar af samtlige disse betragtninger, at anbringenderne om paastaaet tilsidesaettelse af grundsaetningerne om ligebehandling og god forvaltningsskik er ubegrundede og som foelge heraf maa forkastes.

Paastanden om, at Retten skal paabyde opnormering af sagsoegeren eller subsidiaert ivaerksaettelse af en intern udvaelgelsesproeve for hende

57 Herved skal der alene henvises til, at EF' s domsmyndighed ikke uden at goere indgreb i den administrative myndigheds befoejelser kan meddele nogen faellesskabsinstitution paalaeg.

58 I medfoer af denne grundsaetning maa ovennaevnte paastand afvises i denne sag.

Paastanden om tilkendelse af erstatning for den angiveligt lidte skade

59 Sagsoegeren har haevdet, at Parlamentet ved i strid med grundsaetningerne om god forvaltningsskik og ligebehandling at naegte at imoedekomme hendes ansoegning om opnormering af den stilling, hun beklaedte, har gjort sig skyldig i en grov tjenstlig fejl og saaledes paadraget sig ansvar.

60 Hun udleder heraf, at det paahviler Parlamentet at erstatte hende den skade, som denne tjenstlige fejl har paafoert hende. Efter sagsoegerens opfattelse svarer skaden til forskellen mellem den loen, hun ville have oppebaaret i tilfaelde af opnormering af hendes stilling, og den loen hun faktisk har oppebaaret, med tillaeg af morarente 8% p.a. fra de respektive forfaldsdatoer. Hun paastaar sig ligeledes tilkendt 50 000 BFR i erstatning for den ikke-oekonomiske skade, hun har lidt.

61 Retten bemaerker, at samtlige disse krav er snaevert forbundet med paastanden om annullation, som allerede er afvist fra paakendelse.

62 Ligeledes skal Retten paapege, at den til overmaal har fastslaaet, at sagsoegeren ikke har anfoert noget anbringende, der kan medfoere annullation af den anfaegtede afgoerelse. Som foelge heraf har sagsoegeren ikke paavist noget ulovligt forhold, som kan anses for en tjenstlig fejl, der kan tilregnes Parlamentet og begrunde tilkendelse af erstatning.

63 Samtlige ovennaevnte paastande om erstatning af den oekonomiske og ikke-oekonomiske skade, sagsoegeren paastaar at have lidt, maa foelgelig forkastes, idet de enten ikke har kunnet tages under paakendelse eller er ubegrundede.

64 Det foelger af ovenstaaende betragtninger, at sagsoegte boer frifindes.

Sagens omkostninger

65 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at afholde sagens omkostninger. Ifoelge samme reglements artikel 88 baerer institutionerne dog selv deres omkostninger i tvister indbragt af Faellesskabets ansatte.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Femte Afdeling)

1) Sagsoegte frifindes.

2) Hver part baerer sine egne omkostninger.