61990A0039

++++

1. Konkurrence - administrativ procedure - begaering om oplysninger - krav om forbindelse mellem de begaerede oplysninger og den overtraedelse som undersoeges

(Raadets forordning nr. 17, art. 11, stk. 1 og 3)

2. Konkurrence - administrativ procedure - tavshedspligt - medlemsstaternes kompetente myndigheders forpligtelse til at iagttage tavshedspligt med hensyn til oplysninger, som Kommissionen tilsender - tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet paa grund af risikoen for, at den nationale forvaltning videregiver oplysninger, Kommissionen ved en begaering om oplysninger har indhentet hos en virksomhed - foreligger ikke

(Raadets forordning nr. 17, art. 10, stk. 1, art. 11 og 20)

1. Under den administrative procedure, hvorved det skal undersoeges, om der foreligger en overtraedelse af konkurrencereglerne, kan Kommissionen kun begaere, at en virksomhed fremsender oplysninger, som kan vaere til nytte ved undersoegelsen af den formodede overtraedelse, som dels er aarsag til undersoegelsen, dels skal vaere angivet i begaeringen om oplysninger. Det foelger nemlig saavel af forbindelsen mellem artikel 11, stk. 1, og artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 17 som af, at de paagaeldende virksomheder skal have mulighed for kontradiktion, at fornoedenhedskriteriet i artikel 11 skal vurderes paa baggrund af undersoegelsens formaal, som strikte skal vaere praeciseret i begaeringen om oplysninger.

Kravet om forbindelse mellem begaeringen om oplysninger og den formodede overtraedelse er opfyldt, naar begaeringen paa dette trin af proceduren med foeje kan anses for at staa i forbindelse med den formodede overtraedelse.

2. Artikel 20 i forordning nr. 17, der forbyder, dels at der videregives oplysninger indhentet i medfoer af forordningen, som ifoelge deres natur er undergivet tavshedspligt, dels at saadanne oplysninger anvendes til et andet formaal end det tilsigtede, skal sikre, at oplysninger, medlemsstaterne faar tilsendt i medfoer af artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 17, behandles fortroligt.

Bestemmelserne er ikke alene til hinder for, at oplysninger kan videregives uden for en medlemsstats nationale forvaltning, men ogsaa at de videregives til andre i denne end lederne samt tjenestemaendene og de oevrige ansatte ved den kompetente tjenestegren paa konkurrenceomraadet, hvorfor en virksomhed ikke kan unddrage sig en begaering om oplysninger, som Kommissionen fremsaetter i medfoer af artikel 11 i forordning nr. 17, ved at paaberaabe sig en tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet paa grund af risikoen for, at oplysningerne vil cirkulere mellem forskellige dele af en medlemsstats forvaltning, som vil kunne anvende de af virksomheden afkraevede dokumenter paa en maade, der strider mod virksomhedens forretningsmaessige interesser.

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 Ved staevning, indleveret til Justitskontoret ved De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans den 26. september 1990, har Samenwerkende Elektriciteits-produktiebedrijven NV (herefter benaevnt "SEP") anlagt sag med paastand om annullation af Kommissionens beslutning af 2. august 1990 om en procedure i henhold til artikel 11, stk. 5, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i Traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81; herefter benaevnt "forordning nr. 17") (IV/33.539 - SEP/Gasunie; herefter benaevnt "beslutningen").

2 Sagsoegeren, SEP, er et aktieselskab, som er en sammenslutning af fire nederlandske virksomheder, der producerer elektricitet, og som er ansvarlige for produktionen af og eventuel import af elektricitet i Nederlandene. Ifoelge parternes oplysninger har SEP bl.a. til formaal - som det bekraeftes af den nederlandske lov om elektricitet fra 1989 (Elektriciteitswet, Staatsblad, 1989, s. 535) - at tilstraebe en saa lav elektricitetspris som muligt for forbrugeren under hensyn til forsyningssikkerheden. Ud fra denne maalsaetning koordinerer det paa aktionaerernes vegne produktionen af elektricitet samt indkoeb af braendselsmaterialer, som udgoer den stoerste del af produktionsomkostningerne ved elektricitetsproduktionen. For oejeblikket produceres ca. 50% af elektriciteten i Nederlandene ved hjaelp af naturgas.

3 Nederlandse Gasunie NV (herefter benaevnt "Gasunie") har i Nederlandene et faktisk monopol paa forsyningen med naturgas. Det fremgaar af sagen, at Gasunie har krav paa at faa tilbudt at koebe al naturgas, som udvindes paa nederlandsk omraade. Gasunie indehaves for 50% vedkommende af olieselskaberne Shell og Esso, og for de resterende 50% vedkommende direkte eller indirekte af den nederlandske stat. De vaesentligste punkter i Gasunie' s salgspolitik skal godkendes af den nederlandske oekonomiminister. Ifoelge den nederlandske lov om prisen paa naturgas (Wet Aardgasprijzen) er naturgas national ejendom, som i videst muligt omfang skal udnyttes i nederlandsk interesse. Der er tale om en "integreret naturgaspolitik", og indtaegterne herfra kommer direkte eller via moms statsbudgettet til gode.

4 Den 16. juni 1989 indgik SEP og den norske virksomhed Statoil en kontrakt om levering af gas (herefter benaevnt "statoilkontrakten"). Statoil fik dermed for foerste gang adgang til det nederlandske marked for naturgas. Ifoelge parterne var det den foerste kontrakt af sin art mellem SEP og en anden virksomhed end Gasunie. Gasunie er dog fortsat SEP' s vigtigste leverandoer af gas.

5 Efter det af parterne oplyste gav statoilkontrakten i andet kvartal af 1989 Gasunie lejlighed til at forhandle en samarbejdsaftale med adfaerdskodeks med SEP for at vaere sikret mod overraskelser i forbindelse med eventuelle fremtidige kontrakter om gasleverancer mellem SEP og en tredjepart, saafremt der paa ny maatte opstaa yderligere behov for naturgasleverancer. Det fremgaar af sagen, at samarbejdsaftalen blev indgaaet i sin endelige form den 9. april 1990.

6 I slutningen af 1989 blev Kommissionens tjenestegrene bekendt med statoilkontrakten og de nye aftaler eller i det mindste om forhandlingerne mellem Gasunie og SEP vedroerende ovennaevnte "samarbejdsaftale" om "hvorledes [de to virksomheder] skulle samordne eventuelle fremtidige gasleverancer". Oplysningerne foranledigede Kommissionen til i medfoer af artikel 11 i forordning nr. 17 at paabegynde en undersoegelse af, om disse aftaler eller denne samordnede praksis mellem SEP og Gasunie om levering af naturgas eventuelt var i strid med EOEF-Traktatens konkurrenceregler og artikel 85. Den anfaegtede beslutning blev truffet den 2. august 1990 i forbindelse med undersoegelsen.

7 Undersoegelsen er forloebet paa foelgende maade. I medfoer af artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 17 - som bemyndiger Kommissionen til, for at den kan loese sin opgave med at foere tilsyn med overholdelsen af Traktatens artikel 85 og 86, at indhente "alle fornoedne oplysninger" fra bl.a. virksomheder og sammenslutninger af virksomheder - anmodede Kommissionen sagsoegeren ved skrivelse af 6. marts 1990 om at fremsende foelgende dokumenter:

"a) den foerste kontrakt om levering af gas mellem SEP og Statoil samt korrespondancen vedroerende denne

b) den nye aftale mellem SEP og Gasunie samt dokumenterne vedroerende de forudgaaende forhandlinger

c) oplysninger om den nederlandske stats rolle i forbindelse med indgaaelsen af aftalen mellem SEP og Gasunie samt eventuel korrespondance herom."

SEP fremsendte heri ved skrivelse af 9. april 1990 til Kommissionen en kopi af samarbejdsaftalen med Gasunie, saaledes som den i mellemtiden var blevet endelig indgaaet, og et tidligere udkast. SEP afslog imidlertid at meddele Kommissionen de oevrige oplysninger, som den havde bedt om; ifoelge SEP vedroerte statoilkontrakten ikke samarbejdsaftalen, og den nederlandske stat havde ikke spillet nogen rolle ved indgaaelsen af samarbejdsaftalen, og endelig forelaa der ikke nogen korrespondance i saa henseende. Kommissionen gentog ved skrivelse af 23. april 1990 sin tidligere begaering om fremsendelse af statoilkontrakten. Sagsoegeren afslog paa ny dette den 1. maj 1990.

8 Under disse omstaendigheder traf Kommissionen beslutningen af 2. august 1990 i medfoer af artikel 11, stk. 5, i forordning nr. 17, som bestemmer: "Saafremt en virksomhed eller sammenslutning af virksomheder inden udloebet af en af Kommissionen fastsat frist ikke eller ikke udtoemmende meddeler de kraevede oplysninger, fremsaetter Kommissionen krav om oplysningerne i form af en beslutning. Denne skal angive, hvilke oplysninger der kraeves, fastsaette en passende frist til deres afgivelse og indeholde en henvisning til de i artikel 15, stk. 1, litra b), og artikel 16, stk. 1, litra c), fastsatte sanktioner saavel som til adgangen til at indbringe klage over beslutningen for Domstolen." Ved beslutningen af 2. august 1990 paalaegges sagsoegeren inden 10 dage at fremsende den foerste kontrakt om gasleverancer mellem SEP og Statoil samt korrespondancen vedroerende denne. Beslutningen paalaegger hverken boede eller tvangsboede for det tilfaelde, at oplysningerne ikke meddeles inden for de fastsatte frister.

- Ogsaa efter beslutningen af 2. august 1990 fastholdt sagsoegeren sit afslag. Sagsoegeren anmodede ved skrivelse af 16. august 1990 om en personlig samtale med generaldirektoer Ehlermann for Generaldirektoratet for Konkurrence for at forklare ham grundene til SEP' s holdning og for at soege en mindelig loesning paa problemet. I skrivelsen paaberaabte sagsoegeren sig for foerste gang behovet for, at statoilkontrakten blev behandlet fortroligt i forhold til tredjemand, og at SEP havde til hensigt at anlaegge sag for at forsvare sine rettigheder.

- Kommissionen svarede ved skrivelse af 30. august 1990 fra generaldirektoeren for konkurrence, at SEP' s forslag om en droeftelse ikke var en passende loesning, og at statoilkontraktens fortrolige karakter ikke kunne begrunde, at SEP havde naegtet at fremsende den. Herved henviste man til Kommissionens tavshedspligt i medfoer af artikel 20 i forordning nr. 17.

- Ved skrivelse af 12. september 1990 praeciserede SEP under henvisning til behovet for, at statoilkontrakten behandles fortroligt i forhold til tredjemaend - derved taenkte selskabet navnlig paa den nederlandske stat - at Kommissionen i medfoer af artikel 10 i forordning nr. 17 til medlemsstaternes kompetente myndigheder omgaaende fremsender afskrift af de vigtigste dokumenter, som indsendes til Kommissionen med henblik paa konstatering af overtraedelse af bestemmelserne i Traktatens artikel 85 eller artikel 86. Selskabet foreslog derfor, at Kommissionen fik kendskab til statoilkontrakten paa betingelse af, at der ikke blev taget en kopi heraf, saaledes at den selv kunne konstatere, at kontrakten ikke var noedvendig for at vurdere samarbejdsaftalen med Gasunie.

- Kommissionen afviste dette forslag ved skrivelse af 24. september 1990 fra generaldirektoeren for konkurrence, da det ikke saas at opfylde kravene i artikel 11 i forordning nr. 17. Kommissionen fremhaevede i oevrigt, at artikel 10 overlod Kommissionen et tilstraekkelig skoen med hensyn til fremsendelsen af dokumenter til medlemsstaterne, og hvis statoilkontrakten, som haevdet af sagsoegeren, ikke kunne vaere paavirket af samarbejdsaftalen, var der ingen grund til at fremsende den til medlemsstaterne.

9 Kommissionen har forklaret formaalet med begaeringen om oplysninger paa foelgende maade. I ovennaevnte skrivelse af 6. marts 1990 - som udtrykkeligt vedroerte den "mellem SEP og Gasunie indgaaede aftale" - anfoeres det, at dens tjenestegrene havde forstaaet, at SEP havde indgaaet en samarbejdsaftale med Gasunie vedroerende levering af gas, og "at dette skete under paavirkning fra OEkonomiministeriet". Kommissionen bemaerker, at gennemfoerelsen af statoilkontrakten "forekommer paavirket" af samarbejdsaftalen. Begaeringen om oplysninger om statoilkontrakten og om samarbejdsaftalen skulle goere det muligt for Kommissionen "paa grundlag af et fuldstaendigt kendskab til de faktiske forhold og disses indbyrdes oekonomiske sammenhaeng" at vurdere, om samarbejdsaftalen er forenelig med EOEF-Traktatens artikel 85.

I begrundelsen til beslutningen af 2. august 1990 praeciserer Kommissionen, at den samarbejdsaftale, undersoegelsen vedroerer, og som SEP har tilstillet den, "giver Gasunie en fortrinsret med hensyn til gasleverancer. I henhold til tidligere udkast til denne aftale skulle der alene foeres forhandlinger med Gasunie, og der skulle ikke indhentes pristilbud fra tredjemaend, medmindre forhandlingerne med Gasunie ikke inden for seks maaneder har foert til et for SEP tilfredsstillende resultat. Samarbejdsaftalen (kan have haft indflydelse) paa statoilkontrakten, og Statoil' s leverancer kan vaere betinget af Gasunie' s godkendelse eller vaere genstand for en samordning. Det er derfor af betydning at faa kendskab til den omhandlede kontrakt om levering af gas ... Kontrakten kan vaere en aftale, som paavirker konkurrencen inden for faellesmarkedet" (sjette betragtning).

10 Samtidig med, at SEP den 26. september 1990 anlagde naervaerende sag med paastand om annullation af beslutningen af 2. august 1990, fremsatte SEP ved indlevering af et saerskilt processkrift til Rettens Justitskontor samme dag begaering om, at gennemfoerelsen af den anfaegtede beslutning udsaettes. Begaeringen blev ikke taget til foelge, jf. kendelse afsagt af Rettens praesident den 21. november 1990 (sag T-39/90, Sml. II, s. 649).

11 Ved beslutning af 26. november 1990 paalagde Kommissionen SEP i medfoer af artikel 11, stk. 5, jf. artikel 16, stk. 1, litra c), i forordning nr. 17 en tvangsboede paa 1 000 ECU for hver dag, sagsoegeren at regne fra femtedagen fra beslutningens meddelelse ikke opfylder forpligtelserne ifoelge beslutningen af 2. august 1990. SEP fremsendte derefter statoilkontrakten til Kommissionen, idet man forbeholdt sig sine rettigheder.

12 Sagsoegeren ivaerksatte den 14. december 1990 appel til Domstolen af den naevnte kendelse afsagt af praesidenten for Retten i Foerste Instans vedroerende en begaering om foreloebige forholdsregler (sag C-372/90 P). Ved saerskilt processkrift indleveret til Domstolens Justitskontor samme dag fremsatte SEP endvidere begaering om, at gennemfoerelsen af beslutningen af 2. august 1990 udsaettes og/eller der traeffes foreloebige forholdsregler. Sagsoegeren kraevede derved subsidiaert, at "Kommissionen forbydes at fremsende en kopi af statoilkontrakten til medlemsstaterne ... indtil Retten i Foerste Instans har truffet afgoerelse i den af SEP anlagte sag om annullation af Kommissionens beslutning af 2. august 1990 eller - saafremt Domstolen foerst traeffer afgoerelse - indtil Domstolen har afsagt endelig dom i appelsagen vedroerende den af Rettens praesident afsagte kendelse om foreloebige forholdsregler" (sag C-372/90 P-R).

Endelig ivaerksatte sagsoegeren den 23. januar 1991 ex tuto en yderligere appel af den af Rettens praesident afsagte kendelse. Herved kraevede sagsoegeren tillige, at Kommissionen paalaegges at tilbagelevere statoilkontrakten, som selskabet tilstillede den efter naevnte beslutning af 26. november 1990, hvorved der ogsaa blev paalagt tvangsboeder. Subsidiaert nedlagde sagsoegeren paastand om, at Kommissionen paalaegges ikke at fremsende en kopi af aftalen til medlemsstaternes myndigheder (sag C-22/91 P).

13 Ved kendelse afsagt af Domstolens praesident den 3. maj 1991 blev det taget til efterretning, at sagsoegeren haevede appellen, idet Kommissionen havde accepteret "ikke paa nogen maade at meddele indholdet af kontrakten med Statoil til medlemsstaternes myndigheder, foer Retten havde afsagt dom i det af SEP anlagte annullationssoegsmaal", og sagerne C-372/90 R, C-372/90 P-R og C-22/91 P blev slettet af Domstolens register.

14 I det foreliggende annullationssoegsmaal blev den skriftlige forhandling afsluttet den 19. december 1990. Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.

Parternes paastande

15 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskabers beslutning af 2. august 1990 om en procedure i henhold til artikel 11, stk. 5, i Raadets forordning nr. 17 (IV/33.539 - SEP/Gasunie) annulleres.

- Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Parternes argumenter og retlig bedoemmelse

16 Til stoette for paastanden om annullation af beslutningen har sagsoegeren fremfoert tre anbringender, naermere bestemt at artikel 11 i forordning nr. 17 er overtraadt, at beslutningen er utilstraekkelig begrundet, og at proportionalitetsprincippet er tilsidesat.

Overtraedelse af artikel 11 i forordning nr. 17

Parternes argumenter

17 I forbindelse med det foerste anbringende har sagsoegeren gjort gaeldende, at statoilkontrakten ikke indeholder fornoedne oplysninger, jf. artikel 11 i forordning nr. 17, og at Kommissionen ikke var berettiget til at kraeve den fremsendt, idet Kommissionen ikke har godtgjort, at fremsendelsen er fornoeden for undersoegelsen.

18 Med hensyn til det foerste punkt haevder sagsoegeren, at statoilkontraktens fremsendelse ikke er fornoeden efter betydningen i artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 17. Den anfaegtede beslutning er truffet i forbindelse med en undersoegelse, hvorved det alene skal bedoemmes, om den mellem SEP og Gasunie indgaaede samarbejdsaftale er forenelig med Traktatens artikel 85. Under disse omstaendigheder er statoilkontrakten, som er uden forbindelse til samarbejdsaftalen, klart ufornoeden for den undersoegelse, som Kommissionen har ivaerksat i den foreliggende sag.

Til stoette for dette synspunkt anfoerer sagsoegeren for det foerste, at det, at forhandlingerne om samarbejdsaftalen fandt sted netop i tilslutning til statoilkontrakten, ikke indebaerer, at denne kontrakt er fornoeden for at bedoemme samarbejdsaftalen. Samarbejdsaftalen blev nemlig indgaaet, fordi statoilkontrakten forelaa, men derimod ikke paa grund af kontraktens indhold, som Gasunie ikke kendte. Desuden blev samarbejdsaftalen med Gasunie foerst udarbejdet, efter at statoilkontrakten var indgaaet. Samarbejdsaftalen kan derfor ikke have paavirket forhandlingerne forud for og indholdet af statoilkontrakten. Kun én aendring af statoilkontrakten, som blev foretaget efter samarbejdsaftalens indgaaelse, kan vaere paavirket af sidstnaevnte aftale. Men, som sagsoegeren har forklaret under retsmoedet, er den eneste aendring af statoilkontrakten, som fandt sted den 27. december 1990, meddelt Kommissionen, og den fastlaegger alene maaden, hvorpaa gassen skal transporteres - et punkt som den oprindelige kontrakt lod staa aabent - hvilket er uden betydning for transportprisen.

Sagsoegeren haevder for det andet, at ogsaa naar man ser paa samarbejdsaftalens indhold, maa man konkludere, at statoilkontraktens fremsendelse ikke er fornoeden for en undersoegelse, som alene vedroerer samarbejdsaftalen. Samarbejdsaftalens eneste formaal er at skabe en ramme om de fremtidige forhandlinger mellem SEP og Gasunie vedroerende eventuelle nye gasleverancer. Aftalen regulerer kun maaden, hvorpaa SEP fremover skal sammenligne tilbuddene fra Gasunie og tredjemaend, herunder Statoil. Det fremgaar klart af samarbejdsaftalen, at den ikke indebaerer, at SEP skal aendre adfaerd ved opfyldelsen af statoilkontrakten. For at bedoemme, om samarbejdsaftalen er forenelig med artikel 85, kraeves der blot en undersoegelse af den holdning, som SEP og Gasunie i medfoer af aftalen eventuelt skal indtage over for fremtidige leverandoerer, naar SEP ifoelge aftalen indhenter pristilbud.

19 Med hensyn til det andet punkt goer sagsoegeren gaeldende, at Kommissionen ikke var berettiget til at forlange statoilkontrakten fremsendt, fordi Kommissionen ikke har godtgjort, at denne kontrakt indeholder oplysninger, som er noedvendige for at bedoemme, om samarbejdsaftalen er lovlig. I henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 kan Kommissionen nemlig kun indhente oplysninger, saafremt der er en formodning for en overtraedelse af artikel 85 eller 86. Det er denne formodning, som afgraenser undersoegelsens omfang. I den foreliggende sag vedroerer den formodning for en ulovlighed, som angives i skrivelsen af 6. marts 1990, hvorved undersoegelsen blev indledt, udelukkende samarbejdsaftalen, og undersoegelsen kan derfor kun vedroere denne aftales lovlighed. Derimod fremgaar det ikke tydeligt af beslutningen af 2. august 1990, hvilken formodning for en overtraedelse det er, som Kommissionen ville undersoege med sin begaering om statoilkontraktens fremsendelse.

20 Sagsoegeren er herved af den opfattelse, at Kommissionen har aendret undersoegelsens genstand ved at begaere statoilkontrakten fremsendt. Det skal navnlig fremgaa af den anfaegtede beslutnings sjette betragtning, som antyder, at statoilkontrakten kan udgoere en selvstaendig overtraedelse af artikel 85, og at den selv er undersoegelsens genstand. Kommissionen er imidlertid ifoelge sagsoegeren forpligtet til, hvis den vil kraeve statoilkontrakten fremsendt for at bedoemme dens lovlighed, at indlede en ny procedure i medfoer af artikel 11 i forordning nr. 17 ved, at der paa grundlag af mistanke om en overtraedelse fremsaettes en ny begaering om oplysninger. Ved at kraeve statoilkontrakten fremsendt under en undersoegelse af det forretningsmaessige forhold mellem SEP og Gasunie maa Kommissionen derfor antages at ville anlaegge en ny fortolkning af sine undersoegelsesbefoejelser i henhold til artikel 11, som skulle bringe den uden for enhver judiciel kontrol. Det synes i oevrigt at fremgaa af de ovennaevnte oplysninger, at Kommissionen vil ivaerksaette en mere generel undersoegelse af det nederlandske gasmarked. Der vil herved blive tale om en undersoegelse af en erhvervssektor jf. artikel 12 i forordning nr. 17, hvorefter Kommissionen ikke skal godtgoere en formodning for en individuel overtraedelse af artikel 85 eller 86.

21 Kommissionen har gjort gaeldende, at det foerste anbringende savner ethvert grundlag. Indledningsvis bestrider den, at den ville anlaegge en ny fortolkning af artikel 11 ved at tiltage sig retten til at begaere oplysninger, selv om der ikke er holdepunkter for en overtraedelse. Den omhandlede undersoegelse vedroerer forholdet mellem SEP og Gasunie. At SEP i begyndelsen af forhandlingerne om en samarbejdsaftale med Gasunie ikke accepterede, at der kun kunne aftages gas fra Gasunie, netop fordi det ville vaere i strid med artikel 85, ser Kommissionen som et indicium for, at samarbejdsaftalen ogsaa i sin endelige form kan udgoere en overtraedelse af denne artikel.

22 Kommissionen afviser ogsaa, at den aendrede undersoegelsens genstand i den anfaegtede beslutning. Statoilkontrakten var fra begyndelsen omfattet af undersoegelsen. Det fremgaar navnlig tydeligt af den anfaegtede beslutnings sjette betragtning, at Kommissionen i foerste raekke kraevede statoilkontrakten fremsendt for at den kunne bedoemme samarbejdsaftalens paavirkning af konkurrencen ved at bedoemme virkningerne for kontrakter med tredjemandsleverandoerer saasom Statoil. Det er altsaa denne betragtning, som laa til grund for begaeringen, uanset at statoilkontrakten i sig selv kan vaere i strid med artikel 85. Under retsmoedet fremhaevede Kommissionen, at henvisningen - i beslutningens sjette betragtning - til statoilkontraktens virkninger for konkurrencen er uden betydning, for saa vidt angaar genstanden for den omhandlede undersoegelse.

23 Hvad angaar spoergsmaalet, om statoilkontraktens fremsendelse er noedvendig for at kunne kontrollere samarbejdsaftalens lovlighed, anfoerer Kommissionen under henvisning til Domstolens dom af 18. november 1989 (sag 374/87, Orkem mod Kommissionen, Sml. s. 3283, praemis 15), at det tilkommer Kommissionen, og ikke den paagaeldende virksomhed, at vurdere, om bestemte oplysninger er "fornoedne" efter betydningen i artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 17. Kommissionen understreger, at den herved raader over et vidt skoen, hvilket indebaerer, at Rettens proevelse bliver staerkt begraenset.

24 Kommissionen paapeger, at den for at undersoege samarbejdsaftalens paavirkning af konkurrencen skal tage hensyn til den samlede oekonomiske sammenhaeng, hvori aftalen indgaar, altsaa situationen paa det nederlandske naturgasmarked; vedroerende dette forhold henviser den til Domstolens dom af 13. juli 1966 (forenede sager 56/64 og 58/64, Grundig mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 245).

Kommissionen anser umiddelbart statoilkontrakten for noedvendig for at kunne bedoemme, om og i hvilket omfang samarbejdsaftalen i praksis alligevel indebaerer, at Gasunie har eneret eller fortrinsret i forhold til SEP. I den forbindelse anfoerer Kommissionen, at samarbejdsaftalen er indgaaet "netop paa grund af" statoilkontrakten. At aftalen foerst blev udarbejdet efter kontraktens indgaaelse, er derfor uden betydning. Kommissionen vil nemlig undersoege, om kontraktens opfyldelse paavirkes af samarbejdsaftalen, bl.a. med hensyn til de maengder gas, som SEP har koebt af Statoil, og transporten af denne gas paa nederlandsk omraade, som kraever Gasunie' s medvirken. Kommissionen har under retsmoedet udtalt, at i modsaetning til det af sagsoegeren haevdede, indeholder den aendring af statoilkontrakten, som fandt sted den 27. december 1990, og som Kommissionen fik meddelelse om i januar 1991, bestemmelser vedroerende salgsprisen til store aftagere, og der er fastsat en rabat ved transporten. Kommissionen udleder heraf, at statoilkontrakten i den aendrede form henviser til salgsprisen for nederlandsk gas. Desuden fremgaar det af den aendrede statoilkontrakt, at ikke kun Statoil er beroert ved salg af gas. Andre store olieselskaber, herunder Shell Nederland, der er et af Gasunie' s moderselskaber, udgoer sammen med Statoil en del af det konsortium, som saelger gas til sagsoegeren. Selskaberne er altsaa parter i den aendrede statoilkontrakten.

Retlig bedoemmelse

25 Med det foerste anbringende har sagsoegeren i det vaesentlige gjort gaeldende, at statoilkontraktens fremsendelse ikke er "fornoeden", fordi kontrakten ikke har forbindelse med den af undersoegelsen omfattede samarbejdsaftale. Hertil henvises indledningsvis til kravet om, at der skal vaere forbindelse mellem de oplysninger, som Kommissionen begaerer i medfoer af artikel 11 i forordning nr. 17, og den i begaeringen om oplysninger anfoerte overtraedelse, som er genstand for undersoegelsen. Artikel 11, stk. 1, bemyndiger Kommissionen til at indhente "alle fornoedne oplysninger" til brug for sin gennemfoerelse af de i EOEF-Traktatens artikel 85 og 86 fastlagte principper. Artiklens stk. 3 bestemmer, at Kommissionen i begaeringen bl.a. skal angive "retsgrundlaget for og formaalet med begaeringen". De naevnte to bestemmelser set under ét samt kravet om, at de paagaeldende virksomheder skal have mulighed for kontradiktion, medfoerer, at fornoedenhedskriteriet i artikel 11 skal vurderes paa baggrund af undersoegelsens formaal, saaledes som det skal vaere praeciseret i begaeringen om oplysninger. Paa et omraade, som kan sammenlignes med artikel 11 - Kommissionens befoejelser til at gennemfoere kontrolundersoegelser i henhold til artikel 14 i forordning nr. 17 - udtalte Domstolen i dom af 21. september 1989, at "Kommissionens pligt til at angive kontrolundersoegelsens genstand og formaal ... er et grundlaeggende krav, som ikke alene har til formaal at klarlaegge, hvorfor det paataenkte indgreb inden for den paagaeldende virksomhed er berettiget, men ogsaa at skabe et grundlag for, at virksomheden bliver bekendt med omfanget af dens samarbejdspligt, samtidig med at dens ret til kontradiktion bevares" (forenede sager 46/87 og 227/88, Hoechst mod Kommissionen, Sml. s. 2859, praemis 29). Heraf foelger, at Kommissionen kun kan begaere oplysninger, som kan vaere til nytte ved undersoegelsen af den formodede overtraedelse, som dels er aarsag til undersoegelsen, dels skal vaere angivet i begaeringen om oplysninger.

26 Retten finder herved, at den anfaegtede beslutning, som Kommissionen med rette har anfoert, konkret blev truffet i forbindelse med en undersoegelse af forholdet mellem sagsoegeren og Gasunie. Det fremgaar tydeligt af indholdet af den foerste begaering om oplysninger af 6. marts 1990, som indledte undersoegelsen i medfoer af artikel 11 i forordning nr. 17 . Dette bekraeftes ogsaa af den anfaegtede beslutning og af de forklaringer, sagsoegte har afgivet under retsmoedet. Kommissionen findes derfor at have overholdt den i artikel 11 fastsatte procedure, som bestaar af to faser - foerst en begaering om oplysninger, hvori undersoegelsens formaal angives, efterfulgt, i tilfaelde af at virksomheden naegter, af en beslutning, som kraever de samme oplysninger fremsendt, uden at begaeringens formaal aendres.

27 Det fremgaar af skrivelsen af 6. marts 1990 - hvori formaalet endvidere udtrykkeligt angives som "aftalen mellem SEP og Gasunie" - at Kommissionen udelukkende kraevede statoilkontrakten fremsendt for at faa klarhed over samarbejdsaftalens paavirkning af konkurrencen. Dette fremgaar klart af den anfaegtede beslutnings begrundelse, hvori det hedder, at "begaeringens formaal er at goere det muligt for Kommissionen paa grundlag af et fuldstaendigt kendskab til de faktiske forhold og disses indbyrdes oekonomiske sammenhaeng at vurdere, om aftalen (aftalerne) (mellem SEP og Gasunie) er forenelige med EOEF-Traktatens konkurrenceregler, navnlig artikel 85" (skrivelsens foerste afsnit). Kommissionen praeciserer ogsaa i beslutningen, at begaeringen om fremsendelse af statoilkontrakten skal ses i sammenhaeng med en af den indledt undersoegelse, "fordi der er formodning for, at SEP og Gasunie har vedtaget aftaler og/eller samordnet praksis, som strider mod EOEF-Traktatens konkurrenceregler, navnlig artikel 85" (beslutningens anden betragtning). Som begrundelse for begaeringen om statoilkontraktens fremsendelse anfoeres det udtrykkeligt i beslutningen, at aftalen udgoer et vigtigt element i bedoemmelsen af, om samarbejdsaftalen er lovlig efter Faellesskabets konkurrencelovgivning, hvorved det maa undersoeges, i hvilket omfang samarbejdsaftalen har paavirket statoilkontrakten (beslutningens sjette betragtning) (jf. praemis 9 ovenfor).

28 Sagsoegerens anbringende om, at den trufne beslutning aendrer undersoegelsens genstand, eller i det mindste ikke klart definerer den formodning om en overtraedelse, som Kommissionen vil undersoege, kan derfor ikke tages til foelge.

Under retsmoedet har Kommissionen erkendt, at den formulering i beslutningen, hvorefter statoilkontrakten kan vaere "en aftale, som paavirker konkurrencen inden for faellesmarkedet" efter omstaendighederne er vildledende. Kommissionen fremhaever dog, at denne tvetydighed til trods skal begaeringen om fremsendelse af statoilkontrakten goere det muligt at analysere den oekonomiske sammenhaeng i forholdet mellem SEP og Gasunie, som det fremgaar af beslutningens begrundelse.

Paa baggrund af den indledende skrivelses klare og eksplicitte ordlyd, den anfaegtede beslutning og Kommissionens forklaringer under retsmoedet maa det fastslaas, at den yderligere angivelse i den anfaegtede beslutning af, at statoilkontrakten muligvis er ulovlig, ikke - uanset at den paagaeldende virksomhed derved kan blive bragt i tvivl - kan indebaere, at undersoegelsens genstand er aendret. Den har nemlig klart til formaal at bedoemme samarbejdsaftalens lovlighed uafhaengigt af spoergsmaalet, om statoilkontrakten som saadan kan udgoere en overtraedelse af Traktatens artikel 85.

29 Retten maa under disse omstaendigheder undersoege, om statoilkontrakten, som Kommissionen haevder det, har tilstraekkelig forbindelse med samarbejdsaftalen, som er undersoegelsens genstand. Indledningsvis maa der henvises til, at begrebet "fornoedne oplysninger" i artikel 11, stk. 1, skal fortolkes i lyset af formaalet med, at Kommissionen er tillagt den omhandlede efterforskningsbefoejelse. Kravet om forbindelse mellem begaeringen om oplysninger og den formodede overtraedelse er opfyldt, naar begaeringen paa dette trin under proceduren med foeje kan anses for at staa i forbindelse med den formodede overtraedelse.

30 Denne opfattelse finder stoette i praksis ved Domstolen, som i dom af 18. oktober 1989 udtalte, "at Kommissionen ved forordning nr. 17 er tillagt vidtgaaende efterforsknings- og kontrolbefoejelser, idet det i forordningens ottende betragtning udtales, at Kommissionen ... [skal] have befoejelse til at kraeve de oplysninger og foretage saadanne kontrolundersoegelser, som er noedvendige for at kunne paavise handlinger i strid med Traktatens artikel 85 og 86. [Det] tilkommer Kommissionen at vurdere, om en oplysning er noedvendig for at paavise en overtraedelse af konkurrencereglerne" (ovennaevnte sag 374/87, Orkem, praemis 15, og sag 27/88, Solvay mod Kommissionen, Sml. s. 3355, summarisk offentliggoerelse, samt generaladvokat Darmon' s forslag til afgoerelse, Sml. s. 3301, navnlig paa s. 3320; jf. ogsaa dom af 26.6.1980, sag 136/79, National Panasonic mod Kommissionen, Sml. s. 2033, praemis 13).

31 Retten finder i naervaerende sag, at Kommissionen med foeje kunne antage, at der var forbindelse mellem statoilkontrakten og samarbejdsaftalen. Paa grundlag af forskellige oplysninger kan det nemlig antages, at sidstnaevnte aftale kan have paavirket statoilkontrakten.

For det foerste er begge aftaler, dvs. samarbejdsaftalen og statoilkontrakten, indgaaet af den samme virksomhed - sagsoegeren - med to af dennes leverandoerer af naturgas, dvs. Gasunie og Statoil. Til dette foerste sammenfald af omstaendigheder - begge de af SEP indgaaede aftaler vedroerer den samme oekonomiske aktivitet, nemlig levering af naturgas - kommer det tidsmaessige sammenfald, idet samarbejdsaftalen blev forhandlet og vedtaget kort efter statoilkontraktens indgaaelse. Kommissionen kunne derfor med rette anse statoilkontrakten for at vaere en fornoeden oplysning med henblik paa undersoegelsen og for at kunne bedoemme den oekonomiske sammenhaeng, hvori samarbejdsaftalen indgaar.

Desuden skal det fremhaeves, at sagsoegeren i sit skriftlige indlaeg udtrykkeligt har erkendt, at det netop var indgaaelsen af statoilkontrakten, som fik Gasunie, der saa sin faktiske position som davaerende eneleverandoer af naturgas til sagsoegeren truet, til at forhandle med sagsoegeren om en samarbejdsaftale, som skulle regulere deres forhold i tilfaelde af, at sagsoegeren fremover maatte faa brug for yderligere leverancer af naturgas. Selv om samarbejdsaftalen kun vedroerer fremtidige leverancer og derfor i princippet ikke dem, som er fastlagt i statoilkontrakten, kunne fremsendelsen af kontrakten derfor anses for noedvendig for at undersoege, om samarbejdsaftalen kunne have paavirket kontraktens opfyldelse, som ifoelge det af parterne anfoerte regulerede de forretningsmaessige forbindelser mellem sagsoegeren og Statoil indtil aar 2000. Eftersom der, uanset indholdet af statoilkontrakten, er en forbindelse mellem selve denne kontrakts bestaaen og udarbejdelsen af samarbejdsaftalen, maa man komme til det resultat, at Kommissionen med foeje kunne anse statoilkontrakten for en oplysning, som efter betydningen i artikel 11 i forordning nr. 17 var fornoeden for at bedoemme, om samarbejdsaftalen var lovlig.

Det foelger af det anfoerte, at Kommissionen ikke har udoevet et aabenbart fejlskoen ved at antage, at aftalerne mellem SEP og Gasunie kunne paavirke opfyldelsen af den aendrede statoilkontrakt.

32 Det foerste anbringende maa derfor forkastes.

Beslutningens utilstraekkelige begrundelse

Parternes argumenter

33 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning ikke er tilstraekkeligt begrundet, fordi de af Kommissionen anfoerte grunde ikke begrunder begaeringen om fremsendelsen af statoilkontrakten, for saa vidt som de aendrer undersoegelsens genstand.

34 Kommissionen har afvist dette med henvisning til, at statoilkontrakten fra begyndelsen var omfattet af undersoegelsen. Den anfaegtede beslutning er derfor ikke utilstraekkeligt begrundet.

Retlig bedoemmelse

35 Under henvisning til den anfaegtede beslutnings utilstraekkelige begrundelse har sagsoegeren anfoert, at Kommissionen i beslutningen ikke har godtgjort, at der bestaar en forbindelse mellem statoilkontrakten og samarbejdsaftalen.

36 Som Retten fastslog ved undersoegelsen af det foerste anbringende, vedroerer undersoegelsen samarbejdsaftalen, og Kommissionen har i den anfaegtede beslutning udtrykkeligt anfoert, at der bestaar en forbindelse mellem statoilkontrakten og samarbejdsaftalen for at begrunde sin begaering om statoilkontraktens fremsendelse (jf. navnlig praemis 26 og 27).

37 Med hensyn til de grunde, som fik Kommissionen til at antage, at der bestaar en forbindelse mellem statoilkontrakten og samarbejdsaftalen, bemaerkes desuden, at Kommissionen i den omhandlede beslutning udtrykkeligt fremhaever det noedvendige i at kende den oekonomiske sammenhaeng, hvori samarbejdsaftalen indgaar. I den forbindelse anfoerer Kommissionen visse indicier, som har faaet den til at antage, at statoilkontrakten kan vaere paavirket af samarbejdsaftalen. Kommissionen baserer sig foerst og fremmest paa det foerste udkast til samarbejdsaftalen, som skulle have medfoert en handelsmaessig eneret i forholdet mellem SEP og Gasunie og anser det ikke for udelukket, at leverancer fra Statoil kan vaere betinget af, at Gasunie godkender disse, eller at der skal ske en samordning herom (jf. praemis 9 ovenfor).

38 Heraf foelger, at Kommissionen i den anfaegtede beslutning har begrundet begaeringen om statoilkontraktens fremsendelse retligt fyldestgoerende ved klart at henvise til den formodede forbindelse mellem denne kontrakt og samarbejdsaftalen, som er genstand for undersoegelsen.

39 Det andet anbringende maa derfor forkastes.

Tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet

Parternes argumenter

40 Med sit tredje og sidste anbringende har sagsoegeren gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning klart tilsidesaetter proportionalitetsprincippet, som Kommissionen ogsaa skal overholde i forbindelse med de undersoegelser, som er noedvendige, for at den kan udfoere sin opgave, hvilket fremgaar af Domstolens dom af 4. april 1960 (sag 31/59, Acciaieria e Tubificio di Brescia mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 171). Sagsoegeren har anfoert, at det i doktrinen i almindelighed antages, at princippet ogsaa finder anvendelse paa begaeringer om oplysninger i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17. Kommissionen har i oevrigt erkendt, at proportionalitetsprincippet finder anvendelse paa de beslutninger, den traeffer i henhold til artikel 11, stk. 5. Den praeciserede nemlig i sagen Deutsche Castrol Vertriebsgesellschaft GmbH, at de stillede spoergsmaal "ikke gaar ud over, hvad der med rimelighed kan forlanges af den paagaeldende virksomhed til belysning af denne sag" (Kommissionens beslutning 83/205/EOEF af 10.1.1983, EFT L 114, s. 26).

41 Tilsidesaettelsen af proportionalitetsprincippet i den aktuelle sag foelger efter sagsoegerens mening af det forhold, at statoilkontrakten, som Kommissionen allerede ved undersoegelsens begyndelse kraevede fremsendt, er af saerdeles fortrolig karakter. Ved fremsendelsen af den omhandlede kontrakt til Kommissionen ville medlemsstaterne, herunder den nederlandske stat, faa kendskab til kontrakten i medfoer af artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 17. I henhold til denne bestemmelse "[fremsender] Kommissionen omgaaende til medlemsstaternes kompetente myndigheder afskrift af ... de vigtigste dokumenter, som indsendes til Kommissionen med henblik paa konstatering af overtraedelser af bestemmelserne i Traktatens artikel 85 eller artikel 86, udstedelse af negativattest eller afgivelse af en beslutning i henhold til Traktatens artikel 85, stk. 3". Kontraktens fremsendelse til de nederlandske myndigheder ville skade sagsoegerens interesser paa grund af sagens omstaendigheder, som er karakteriseret ved, at de nederlandske myndigheder via Gasunie, som kontrolleres af den nederlandske stat, er part i sagen, idet Gasunie er SEP' s hovedleverandoer af gas. De nederlandske myndigheders kendskab til indholdet af statoilkontrakten ville ikke alene undergrave SEP' s forhandlingsposition over for Gasunie, men ogsaa dens trovaerdighed som koeber i forhold til andre leverandoerer, der ville blive bekendt med, at myndighederne raadede over statoilkontrakten.

42 Sagsoegeren har understreget, at medlemsstaterne har krav paa at faa tilsendt kopi af de til Kommissionen indsendte dokumenter, uden at Kommissionen under henvisning til artikel 20 i forordning nr. 17 om tavshedspligt over for medlemsstaterne kan afslaa at fremsende hele statoilkontrakten. Kommissionen har ikke et skoen ved anvendelsen af artikel 10, stk. 1. Dette synspunkt er bekraeftet i Domstolens praksis, som i kendelse af 13. juli 1990 - vedroerende en national retsinstans' retsanmodning til Kommissionen med henblik paa anvendelsen af faellesskabsretten i den nationale retsorden - udtalte, at Kommissionen kun kunne afslaa at fremsende saadanne dokumenter til medlemsstaterne, saafremt det ville bringe De Europaeiske Faellesskabers funktion og uafhaengighed i fare (sag C-2/88-Imm., Zwartveld m.fl., Sml. I, s. 3365). Kommissionen har i oevrigt selv med rette undladt at garantere, at statoilkontrakten ikke foer eller senere fremsendes til de nederlandske myndigheder.

43 Sagsoegeren anser ikke de nationale myndigheders tavshedspligt efter artikel 20 i forordning nr. 17 for en tilstraekkelig beskyttelse af selskabets interesser. I OEkonomiministeriet findes der nemlig ikke en eneste administrativ regel, som effektivt garanterer, at statoilkontrakten, hvis den overdrages til de nederlandske myndigheder - dvs. det nederlandske OEkonomiministeriums Direktorat for Konkurrence - ikke kommer til andre ministerialtjenesters kundskab, f.eks. Generaldirektoratet for Energi. Sagsoegeren vil ikke dermed haevde, at de nederlandske myndigheder vil misbruge statoilkontrakten i deres egenskab af hovedaktionaer i Gasunie. Sagsoegeren vil blot paavise en ikke urealistisk risiko for, at Gasunie faar kontrakten i haende, netop paa grund af den omstaendighed, at de nederlandske myndigheder paa én og samme tid optraeder som myndighed og som impliceret part. Desuden fremhaever sagsoegeren, at uafhaengigt af om de nederlandske myndigheder faktisk kender eller goer brug af statoilkontrakten, bringes SEP' s position som aftager i forhold til andre leverandoerer i fare, naar det kommer dem for oere, at myndighederne har statoilkontrakten i deres besiddelse.

44 Kommissionen har erkendt, at den er bundet af proportionalitetsprincippet, naar den foretager undersoegelser paa konkurrenceomraadet. Modsat sagsoegeren finder Kommissionen dog, at princippet er overholdt i den foreliggende sag.

45 I foerste raekke goer Kommissionen gaeldende, at den raader over "et vidt skoen", naar det skal vurderes, om et dokument, som er indsendt til Kommissionen, skal fremsendes til medlemsstaterne, idet alene "de vigtigste dokumenter" skal fremsendes i henhold til artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 17. I praksis venter den ofte med at traeffe beslutning om, hvorvidt et dokument skal fremsendes eller ej, indtil der er indledt en procedure i henhold til forordningens artikel 9, stk. 3. Sagsoegte bemaerker derfor, at "afgoerelsen om fremsendelse af kontrakten ..." er afhaengig af, hvorvidt man beslutter sig for at indlede en procedure i denne sag, og saafremt dette bliver tilfaeldet, af den betydning, kontrakten har for proceduren (hvilket vil blive fastlagt i en meddelelse af klagepunkterne).

46 For det andet haevder Kommissionen, at et dokuments fortrolige karakter ikke kan begrunde, at man afslaar at fremsende det, idet tavshedspligten - som er fastsat i Traktatens artikel 214 og artikel 20, stk. 2, i forordning nr. 17 - er pendanten til virksomhedernes samarbejdsforpligtelse. Tavshedspligten omfatter udtrykkeligt "medlemsstaternes kompetente myndigheder". I Nederlandene er det de ansatte ved OEkonomiministeriets Direktorat for Konkurrence. Ogsaa de er bundet af tavshedspligten. Saafremt de maatte anse det for noedvendigt at videregive kontrakten til kollegaer i andre afdelinger, er de ogsaa bundet af tavshedspligten.

47 For det tredje bestemmer artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 17, at oplysninger indhentet i medfoer af artikel 11 kun maa bruges til "det ... tilsigtede formaal". Formaalet er den procedure, som Kommissionen har indledt i medfoer af forordning nr. 17. Men ogsaa saafremt man fortolkede artikel 20, stk. 1, saaledes, at medlemsstaterne ved anvendelsen af deres nationale konkurrenceret var bemyndiget til at anvende de via Kommissionen indhentede oplysninger, ville det dog ikke have de foelger, som sagsoegeren frygter.

48 For det fjerde har sagsoegeren ifoelge Kommissionen ikke fremfoert nogen indicier for, at der hos de nederlandske myndigheder, som ogsaa er part i sagen, er sket en sammenblanding af deres forskellige befoejelser. De risici, som statoilkontraktens fremsendelse skulle vaere forbundet med, er helt teoretiske. Argumentet om, at ansatte ved det nederlandske OEkonomiministeriums Direktorat for Energi deltager i forhandlinger i Bruxelles vedroerende spoergsmaal om konkurrencen paa energimarkedet, er ikke af betydning for det problem, som fremsendelsen af statoilkontrakten rejser. Sagsoegeren insisterede i oevrigt selv paa, at der skulle vaere en ansat fra Direktoratet for Energi i den nederlandske delegation under behandlingen af den foreliggende sag.

49 For det femte gaelder det ifoelge sagsoegte under alle omstaendigheder, at de af sagsoegeren anfoerte skadelige virkninger ved en saadan fremsendelse kun kan medfoere, at de nederlandske myndigheder tilsidesaetter deres forpligtelser i medfoer af artikel 20 i forordning nr. 17, hvilket efter Kommissionens opfattelse ville vaere en bemaerkelsesvaerdig situation. Men selv i dette tilfaelde raader sagsoegeren ifoelge nederlandsk ret over de noedvendige retsmidler til at beskytte sine interesser. Sagsoegeren vil nemlig kunne kraeve erstatning i det tilfaelde, at dets position som koeber paa naturgasmarkedet faktisk ville vaere skadet som foelge af, at de nationale tjenestemaend har handlet retsstridigt.

50 Endelig mener Kommissionen, at den har vist den noedvendige tilbageholdenhed i den anfaegtede beslutning ved, at den ved undersoegelsens start begraensede sin begaering til samarbejdsaftalen og statoilkontrakten, som den var bekendt med, dels ikke - foer Retten havde afsagt kendelse den 21. november 1990 - paalagde boede eller tvangsboede.

Retlig bedoemmelse

51 Med hensyn til det tredje anbringende, tilsidesaettelsen af proportionalitetsprincippet, henvises indledningsvis til, at artikel 11 i forordning nr. 17 skal anvendes under iagttagelse af dette princip. Det er saaledes ikke tilstraekkeligt, at de begaerede oplysninger staar i forbindelse med undersoegelsens genstand. Det maa ogsaa kraeves, at den forpligtelse til at fremkomme med oplysninger, som paalaegges en virksomhed, ikke udgoer en uforholdsmaessig byrde for virksomheden i forhold til det, som undersoegelsen kraever.

52 Denne opfattelse finder stoette i fast retspraksis. I dom af 26. juni 1980 tog Domstolen stilling til, om Kommissionen ved sin anvendelse af artikel 11 i forordning nr. 17 havde "handlet paa en maade, der stod i urimeligt forhold til formaalet og derfor ... tilsidesat proportionalitetsprincippet" (ovennaevnte National Panasonic-sag, 136/79, praemis 30). Paa samme maade anerkendte Domstolen udtrykkeligt i dom af 21. september 1989 vedroerende en procedure om anvendelse af artikel 14 i forordning nr. 17, at kravet om beskyttelse mod offentlige myndigheders vilkaarlige eller uforholdsmaessige indgreb i forhold af privat karakter er en faellesskabsretlig grundsaetning (ovennaevnte forenede sager 46/87 og 227/88, Hoechst, praemis 19).

53 Retten finder i den foreliggende sag, at begaeringen om statoilkontraktens fremsendelse til Kommissionen ikke er uforholdsmaessig. Det af sagsoegeren anfoerte vedroerende risikoen for, at statoilkontrakten kommer til Gasunie' s kendskab via den nederlandske stat, som er hovedaktionaer i Gasunie, kan ikke tages til foelge. Ogsaa for det tilfaelde, at Kommissionen i medfoer af sin forpligtelse i artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 17 til at fremsende afskrift af de vigtigste dokumenter, som indsendes til Kommissionen med henblik paa konstatering af overtraedelser i Traktatens artikel 85 og 86, er forpligtet til at bringe statoilkontrakten til medlemsstaternes kompetente myndigheders kundskab, sikrer artikel 20 i forordning nr. 17, at kontrakten behandles fortroligt, navnlig over for Gasunie. Dette er en bestemmelse, som ikke alene gaelder i forhold til Kommissionen, men ogsaa i forhold til medlemsstaternes kompetente myndigheder samt deres tjenestemaend og oevrige ansatte.

54 Herved kan der ikke laegges vaegt paa sagsoegerens argument om, at artikel 20 ud over en formel garanti ikke i praksis giver nogen effektiv garanti for, at statoilkontraktens indhold ikke bliver bragt til tredjemands kundskab, bl.a. Gasunie' s, saafremt den fremsendes til de nederlandske myndigheder. At den i faellesskabsretten fastsatte garanti er tilstraekkelig til at undgaa den af sagsoegeren anfoerte risiko, fremgaar af foelgende betragtninger.

55 Beskyttelsen i artikel 20 har to former. Dels forbyder artiklen i stk. 2, at der videregives oplysninger, som er indhentet i medfoer af forordning nr. 17, og som ifoelge deres natur er undergivet tavshedspligt. Dels forbyder artikel 20, stk. 1, at de oplysninger, som er indhentet i medfoer af forordning nr. 17, bruges til et andet formaal end det tilsigtede. Disse to garantier, som supplerer hinanden, skal sikre, at oplysninger, som medlemsstaterne faar tilsendt i medfoer af artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 17, behandles fortroligt.

56 Saafremt statoilkontrakten blev fremsendt til medlemsstaternes kompetente myndigheder, ville artikel 20 her ikke alene vaere til hinder for, at oplysninger om den omhandlede kontrakt blev videregivet uden for den paagaeldende myndighed, men ogsaa at oplysninger cirkulerer inden for den samme myndighed. Saavel de ansatte paa hoejeste niveau som tjenestemaendene og de oevrige ansatte i de kompetente tjenestegrene paa konkurrenceomraadet, som i kraft af at vaere kompetente myndigheder efter betydningen i artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 17, faar kendskab til indholdet af statoilkontrakten, efter at Kommissionen har fremsendt den, er forpligtet til ikke at videregive deres viden til bl.a. tjenestegrene, som behandler energispoergsmaal inden for samme del af forvaltningen.

De samme bestemmelser goer det i den foreliggende sag muligt at fjerne den saerlige risiko, som ifoelge sagsoegeren bestaar, for at de nederlandske myndigheder blander deres befoejelser paa omraaderne energi og konkurrence sammen. De forbyder nemlig medlemsstaternes kompetente myndigheder, jf. artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 17, som Kommissionen eventuelt fremsender statoilkontrakten til, at anvende disse oplysninger til at fastlaegge visse offentlige virksomheders handelspolitik.

57 Retten finder det paa denne baggrund ubegrundet at haevde, at artikel 20 ikke giver en tilstraekkelig garanti for, at statoilkontrakten forbliver fortrolig, hvilket sagsoegeren har gjort for at afslaa at fremsende kontrakten til Kommissionen. Medlemsstaterne skal nemlig paa grund af deres samarbejdsforpligtelse i Traktatens artikel 5 traeffe alle noedvendige forholdsregler for at opfylde deres forpligtelser, in casu artikel 20. Ved statoilkontraktens fremsendelse til medlemsstaterne paahviler det dem alle at sikre, at artiklens bestemmelser fuldt ud finder anvendelse ved at paase, at bestemmelserne ikke overtraedes til fordel eller skade for nogen virksomhed, navnlig ikke de af medlemsstaterne kontrollerede.

Sagsoegeren har navnlig henvist til den foreliggende sags saerlige karakter. Hertil bemaerkes, at det problem, som denne sag omhandler, opstaar hver gang Kommissionen indleder en undersoegelse af de forretningsmaessige forhold mellem en privat virksomhed og en offentlig virksomhed eller en halvoffentlig virksomhed. I praksis vil dette ikke sjaeldent vaere tilfaeldet, det kan derfor heller ikke haevdes, at Kommissionens undersoegelse derved faar en saerlig karakter, som der skal tages saerlig hoejde for ved anvendelsen af forordning nr. 17. Der er ingen undtagelser til medlemsstaternes forpligtelser, som er generelt og absolut fastsat i artikel 20.

58 Navnlig kan der ikke laegges vaegt paa sagsoegerens tese om, at den nederlandske myndigheds opbygning indebaerer en risiko for, at tavshedspligten tilsidesaettes. Den haevdede mangel paa administrative forskrifter til sikring af, at fortrolige oplysninger vedroerende statoilkontraktens indhold ikke cirkulerer mellem det nederlandske OEkonomiministeriums forskellige direktorater, navnlig mellem Generaldirektoraterne for Konkurrence og for Energi, goer det ikke muligt paa forhaand at antage, at de nationale kompetente myndigheder ikke vil opfylde deres forpligtelser i henhold til artikel 20 i forordning nr. 17.

59 Det skal paapeges, at medlemsstaterne i medfoer af princippet om deres institutionelle autonomi selv kan vaelge, paa hvilke maader de vil opfylde de forpligtelser, som paahviler dem i medfoer af faellesskabsretten, saa laenge de ikke griber ind i de rettigheder, de paagaeldende virksomheder er tillagt i medfoer af faellesskabsretten (jf. dom af 15.12.1971, forenede sager 51/71-54/71, International Fruit Company, Sml. 1971, s. 331, praemis 4, og af 27.10.1971, sag 6/71, Rheinmuehlen mod Einfuhr- und Vorratsstelle Getreide, Sml. 1971, s. 201, praemis 8, samt vedroerende medlemsstaternes samarbejde med Kommissionen om udoevelsen af Kommissionens kontrolbefoejelser i medfoer af forordning nr. 17 - dom af 17.10.1989, forenede sager 97/87-99/87, Dow Chemical Iberica m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3165, praemis 30, og af 17.10.1989, sag 85/87, Dow Benelux mod Kommissionen, Sml. s. 3137, praemis 44, samt naevnte dom af 21.9.1989, forenede sager 46/87 og 227/88, Hoechst, praemis 33).

60 Retten finder af de anfoerte grunde, at de begraensninger, medlemsstaterne paalaegges i medfoer af artikel 20 i forordning nr. 17 vedroerende videregivelsen og anvendelsen af oplysning, som er fremsendt i henhold til forordningens artikel 10, stk. 1, udgoer en tilstraekkelig garanti for sagsoegeren. Heraf foelger, at Kommissionens begaering om statoilkontraktens fremsendelse ikke som haevdet af sagsoegeren indebaerer en uforholdsmaessig risiko, hvorfor proportionalitetsprincippet ikke er tilsidesat.

61 Heraf foelger, at sagsoegte i det hele boer frifindes.

Sagens omkostninger

62 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagsoegeren ikke faaet medhold i sine tre anbringender, paalaegges det denne at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Anden Afdeling)

1) Sagsoegte frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.