Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 61989CJ0260

Domstolens dom af 18. juni 1991.
Elliniki Radiophonia Tiléorassi AE mod Dimotiki Etairia Pliroforissis og Sotirios Kouvelas.
Anmodning om præjudiciel afgørelse: Monomeles Protodikeio Thessalonikis (Thessaloniki Byret) - Grækenland.
Enerettigheder til radio- og fjernsynsspredning - frie varebevægelser - fri udveksling af tjenesteydelser - konkurrenceregler - ytringsfrihed.
Sag C-260/89.

European Court Reports 1991 I-02925

ECLI identifier: ECLI:EU:C:1991:254

61989J0260

DOMSTOLENS DOM AF 18. JUNI 1991. - ELLINIKI RADIOPHONIA TILEORASSI ANONIMI ETAIRIA OG PANELLINIA OMOSPONDIA SYLLOGON PROSSOPIKOU ERT MOD DIMOTIKI ETAIRIA PLIROFORISSIS OG SOTIRIOS KOUVELAS OG NICOLAOS AVDELLAS M. FL.. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: MONOMELES PROTODIKEIO THESSALONIKIS (THESSALONIKI BYRET) - GRAEKENLAND. - ENERETTIGHEDER TIL RADIO- OG FJERNSYNSSPREDNING - FRIE VAREBEVAEGELSER - FRI UDVEKSLING AF TJENESTEYDELSER - KONKURRENCEREGLER - YTRINGSFRIHED. - SAG C-260/89.

Samling af Afgørelser 1991 side I-02925
svensk specialudgave side I-00209
finsk specialudgave side I-00221


Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Nøgleord


++++

1. Konkurrence - virksomheder, som medlemsstaterne indroemmer saerlige eller eksklusive rettigheder - fjernsynsmonopol - forenelighed med faellesskabsretten - betingelser

(EOEF-Traktaten, art. 90)

2. Frie varebevaegelser - kvantitative restriktioner - foranstaltninger med tilsvarende virkning - tildeling af et fjernsynsmonopol sammen med enerettigheder vedroerende visse materialer og produkter - lovlighed - betingelser

(EOEF-Traktaten, art. 30 ff.)

3. Fri udveksling af tjenesteydelser - fjernsynsmonopol - diskrimination paa grundlag af udsendelsernes oprindelse - ulovligt - undtagelsesvis lovligt - betingelser

(EOEF-Traktaten, art. 56, 59 og 66)

4. Konkurrence - virksomheder, som medlemsstaterne indroemmer saerlige eller eksklusive rettigheder - fjernsynsmonopol - misbrug af dominerende stilling - ulovligt - undtagelsesvis lovligt - betingelser

(EOEF-Traktaten, art. 86 og 90)

5. EOEF-Traktaten - artikel 2 - uden betydning for bedoemmelsen af et fjernsynsmonopols lovlighed

(EOEF-Traktaten, art. 2)

6. Fri udveksling af tjenesteydelser - begraensninger, som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed - lovligheden betinget af overholdelsen af grundrettighederne

(EOEF-Traktaten, art. 56 og 66)

Sammendrag


1. Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at der tildeles et fjernsynsmonopol paa grund af almene interesser, som ikke er oekonomiske. Den maade, hvorpaa et saadant monopol er opbygget og udoeves, maa dog ikke gribe ind i Traktatens bestemmelser om frie varebevaegelser, fri udveksling af tjenesteydelser og konkurrencereglerne.

2. Traktatens artikler om frie varebevaegelser er ikke til hinder for at give en koncession til en enkelt virksomhed paa eneret til fjernsynsspredning, herunder eneret til at indfoere, udleje eller distribuere materiel og produkter, der er noedvendige for udsendelserne, for saa vidt som der derved ikke diskrimineres mellem indenlandske og importerede produkter til skade for sidstnaevnte.

3. Traktatens artikel 59 er til hinder for nationale regler, som opretter et monopol med eneret til at udsende egne programmer og retransmittere programmer med oprindelse i andre medlemsstater, naar et saadant monopol diskriminerer til skade for programmer med oprindelse i andre medlemsstater, medmindre disse regler er begrundet i et af de anfoerte hensyn i artikel 56, som Traktatens artikel 66 henviser til. Saafremt formaalet er at undgaa forstyrrelser som foelge af det begraensede antal disponible kanaler, kan dette dog ikke udgoere en saadan begrundelse, naar den paagaeldende virksomhed kun anvender nogle faa af disse kanaler.

4. Traktatens artikel 90, stk. 1, er til hinder for, at en enkelt virksomhed faar eneret til at udsende egne programmer og eneret til at retransmittere fjernsynsprogrammer, naar disse rettigheder kan bringe virksomheden i en situation, hvor den overtraeder artikel 86 paa grund af en diskriminerende programpolitik, som favoriserer dens egne programmer, medmindre artikel 86 ikke finder anvendelse paa grund af de saerlige opgaver, som virksomheden har faaet overdraget.

5. Traktatens artikel 2, som beskriver Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskabs opgaver, indeholder ingen kriterier for bedoemmelsen af, om et nationalt fjernsynsmonopol er i overensstemmelse med faellesskabsretten.

6. Naar en medlemsstat paaberaaber sig bestemmelserne i Traktatens artikel 56 og 66 for i hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed at begrunde bestemmelser, som kan begraense den frie udveksling af tjenesteydelser, skal denne begrundelse, som er hjemlet i faellesskabsretten, fortolkes i lyset af de almindelige retsgrundsaetninger, navnlig grundrettighederne. De nationale bestemmelser kan derfor kun omfattes af undtagelserne i de naevnte bestemmelser, saafremt de er i overensstemmelse med de grundrettigheder, som Domstolen skal beskytte. Da der er tale om bestemmelser paa fjernsynsomraadet, indebaerer dette, at de skal vurderes i forhold til ytringsfriheden i henhold til den europaeiske menneskerettighedskonventions artikel 10, der er en almindelig retsgrundsaetning, som Domstolen skal beskytte.

Dommens præmisser


1 Ved dom af 11. april 1989, indgaaet til Domstolen den 16. august s.aa., har Monomeles Protodikeio (byretten) i Thessaloniki, under en sag om foreloebige forholdsregler, i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt Domstolen en raekke spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-Traktaten, naermere bestemt artikel 2 og artikel 3, litra f), artikel 9, 30, 36, 85 og 86, samt artikel 10 i den europaeiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlaeggende frihedsrettigheder af 4. november 1950 (herefter benaevnt "den europaeiske menneskerettighedskonvention") med henblik paa en vurdering af foreneligheden med disse bestemmelser af en national ordning om enerettigheder paa fjernsynsomraadet.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag mellem Elliniki Radiophonia Tileorassi Anonimi Etairia (herefter benaevnt "ERT"), det graeske radio- og fjernsynsselskab, som den graeske stat har tildelt eneret til radio- og fjernsynsvirksomhed, og Dimotiki Etairia Pliroforissis (herefter benaevnt "DEP"), som er et kommunalt informationsorgan i Thessaloniki, samt Thessalonikis borgmester S. Kouvelas. Paa trods af ERT' s enerettigheder oprettede DEP og borgmesteren i 1989 en fjernsynsstation i Thessaloniki, som begyndte at sende fra samme aar.

3 ERT blev oprettet ved lov nr. 1730/1987 (Den Hellenske Republiks Lovtidende nr. 145 A af 18.8.1987, s. 144). Ifoelge denne lovs artikel 2, stk. 1, bestaar selskabets formaal, hvorved der ikke skal opnaas oekonomisk vinding, i at foranstalte, at udnytte og at udvikle radio- og fjernsynsspredning og ved disse midler at bidrage til oplysning, dannelse og adspredelse af det graeske folk. Ifoelge artiklens stk. 2 overdrager staten ERT en eneret til radio- og fjernsynsspredningsvirksomhed, som omfatter enhver aktivitet, der bidrager til at opfylde selskabets formaal. Eneretten omfatter bl.a. udsendelse af alle former for lyd og billeder overalt paa graesk omraade ved hjaelp af anlaeg til radio- og fjernsynsspredning, der kan modtages dels i almindelighed, dels af saerlige lukkede kredsloeb, kabelanlaeg eller paa enhver anden maade, samt etablering af stationer til radio- og fjernsynsspredning. I henhold til lovens artikel 2, stk. 3, producerer og udnytter ERT paa enhver maade radio- og fjernsynsudsendelser. Ifoelge samme lovs artikel 16, stk. 1, er det forbudt for enhver at foranstalte nogen form for udsendelse, der henhoerer under ERT' s eneret, medmindre ERT har givet tilladelse hertil.

4 Da ERT ansaa DEP' s og Thessalonikis borgmesters aktiviteter for omfattet af selskabets enerettigheder, anlagde det en sag om foreloebige forholdsregler ved Thessaloniki byret for i medfoer af artikel 16 i naevnte lov nr. 1730/1987 at faa nedlagt forbud mod enhver udsendelse af fjernsynsprogrammer, og faa det tekniske udstyr beslaglagt og taget i forvaring. For retten har DEP og Kouvelas principalt paaberaabt sig de faellesskabsretlige bestemmelser og den europaeiske menneskerettighedskonvention.

5 Da den nationale ret fandt, at sagen rejste vigtige spoergsmaal om faellesskabsretten, har den udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Er en lov, der tildeler en enkelt virksomhed et fjernsynsmonopol paa hele en medlemsstats territorium og ret til at transmittere fjernsynsudsendelser af enhver art, i overensstemmelse med EOEF-Traktatens regler og den afledte ret?

2) Saafremt foerste spoergsmaal besvares bekraeftende, er da den grundlaeggende ret til frie varebevaegelser efter EOEF-Traktatens artikel 9 tilsidesat og da i hvilket omfang, i betragtning af, at en enkelt virksomheds udoevelse af sin eneret til fjernsynsspredning for andre retssubjekter i Faellesskabet medfoerer et forbud mod at udfoere, udleje eller paa enhver anden maade distribuere materiel, lydbaerere, film, dokumentarprogrammer og andre produkter, der kan anvendes til fjernsynsudsendelser i den omhandlede medlemsstat, medmindre det sker for den naevnte virksomhed, navnlig naar virksomheden tillige har mulighed for frit at vaelge indenlandsk materiel og indenlandske produkter frem for saadanne varer fra de andre medlemsstater?

3) Udgoer koncessionen til en enkelt virksomhed paa eneret til fjernsynsspredning - og i hvilket omfang - en foranstaltning med tilsvarende virkning som kvantitative indfoerselsrestriktioner, der udtrykkeligt er forbudt i henhold til EOEF-Traktatens artikel 30?

4) Saafremt en koncession efter loven, hvorved en enkelt virksomhed faar eneret til fjernsynsspredning og til paa hele medlemsstatens territorium at transmittere fjernsynsudsendelser af enhver art, maa anses for lovlig, idet koncessionen omfattes af EOEF-Traktatens artikel 36 som fortolket af Domstolen - med den begrundelse, at koncessionen tilgodeser et tvingende alment hensyn, nemlig fjernsynsdrift i samfundets interesse - er den da ikke for vidtgaaende, og i hvilket omfang, i forhold til det tilstraebte maal? Med andre ord: Soeges det naevnte maal, nemlig at vaerne almene hensyn, opnaaet paa den mindst indgribende maade, dvs. med det mindst mulige indgreb i de frie varebevaegelser?

5) Er enerettigheder, som en medlemsstat har indroemmet en virksomhed til fjernsynsdrift, og udoevelsen af disse rettigheder, i overensstemmelse med konkurrencereglerne i EOEF-Traktatens artikel 85 og artikel 3, litra f), og i hvilket omfang, saafremt virksomheden ved visse handlinger - navnlig ved, at den med eneret a) sender reklamer, b) distribuerer film, dokumentar- og andre fjernsynsprogrammer, der er produceret i Faellesskabet, og c) efter eget skoen traeffer bestemmelse om distribution og udsendelse af fjernsynsprogrammer, film og dokumentarfilm m.m. - hindrer, begraenser eller fordrejer konkurrencen til skade for Faellesskabets forbrugere inden for det paagaeldende omraade og paa hele medlemsstatens territorium, uanset om den nationale lovgivning tillader dette?

6) Saafremt medlemsstaten benytter den virksomhed, der har faaet overdraget fjernsynsdriften, selv for saa vidt angaar kommercielle aktiviteter, navnlig reklame, som en virksomhed, der har til opgave at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, er konkurrencereglerne i artikel 85, sammenholdt med artikel 3, litra f), da - og i hvilket omfang - til hinder for udfoerelsen af den opgave, som virksomheden har faaet overdraget?

7) Har en saadan virksomhed, som medlemsstatens lovgivning har indroemmet eneret til fjernsynsdrift og herved ret til paa hele medlemsstatens territorium at transmittere fjernsynsudsendelser af enhver art, en dominerende stilling paa en vaesentlig del af faellesmarkedet?

8) Saafremt dette besvares bekraeftende, er da det forhold, at virksomheden paalaegger Faellesskabets forbrugere (i mangel af konkurrence paa markedet) monopolistiske priser paa tv-reklamer, samt yder visse prisbegunstigelser efter eget skoen, og det forhold, at virksomheden foretager de handlinger, som er naevnt i spoergsmaal 5, og som udelukker konkurrencen paa omraadet for dens aktiviteter, et misbrug af dens dominerende stilling, og i hvilket omfang?

9) Kan det forhold, at der i dag ved lov er indroemmet en enkelt virksomhed et fjernsynsmonopol paa hele en medlemsstats territorium og eneret til at transmittere fjernsynsudsendelser af enhver art, forenes, og i hvilket omfang, med dels den sociale maalsaetning, som EOEF-Traktaten forfoelger (jf. praeamblen og artikel 2), og som bestaar i en konstant forbedring af de europaeiske folks levevilkaar og hoejnelse af deres levestandard, og dels med bestemmelsen i artikel 10 i den europaeiske menneskerettighedskonvention af 4. november 1950?

10) Paalaegger ytringsfriheden i medfoer af artikel 10 i den europaeiske menneskerettighedskonvention af 4. november 1950 samt EOEF-Traktatens sociale maalsaetning i henhold til praeamblen og artikel 2 i sig selv medlemsstaterne forpligtelser, der er uafhaengige af gaeldende skreven faellesskabsret?"

6 Vedroerende de relevante retsregler, hovedsagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg for Domstolen henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

7 Det fremgaar af forelaeggelsesdommen, at den nationale ret med sit foerste spoergsmaal i det vaesentlige oensker oplyst, om faellesskabsretten er til hinder for, at der findes et fjernsynsmonopol for et enkelt selskab, som en medlemsstat har overdraget enerettigheder til i dette oejemed. Med det andet, tredje og fjerde spoergsmaal oenskes oplyst, hvorvidt reglerne om de frie varebevaegelser, navnlig Traktatens artikel 9 og artikel 30 og 36, er til hinder for et saadant monopol. Da disse spoergsmaal vedroerer et monopol paa tjenesteydelser, maa de anses for ikke alene at vedroere Traktatens regler om frie varebevaegelser, men ogsaa bestemmelserne om fri udveksling af tjenesteydelser, og navnlig Traktatens artikel 59.

8 Det femte, sjette, syvende og ottende spoergsmaal vedroerer fortolkningen af konkurrencereglerne for virksomhederne. Vedroerende dette forhold oensker den nationale ret foerst og fremmest oplyst, hvorvidt Traktatens artikel 3, litra f), og artikel 85 er til hinder for, at staten indroemmer enerettigheder paa fjernsynsomraadet. For det andet har den nationale ret rejst spoergsmaalet, om en virksomhed, som har eneret til fjernsynsspredning paa hele en medlemsstats omraade, derved har en dominerende stilling paa en vaesentlig del af markedet efter betydningen i Traktatens artikel 86, og om visse former for adfaerd udgoer et misbrug af denne dominerende stilling. For det tredje oensker den nationale ret oplyst, hvorvidt anvendelsen af konkurrencereglerne er til hinder for, at en saadan virksomhed opfylder den saerlige opgave, som er betroet den.

9 Det niende og tiende spoergsmaal vedroerer en undersoegelse af en ordning med et fjernsynsmonopol i forhold til Traktatens artikel 2 og artikel 10 i den europaeiske menneskerettighedskonvention.

Fjernsynsmonopolet

10 Det bemaerkes, at Domstolen i dom af 30. april 1974 (sag 155/73, Sacchi, Sml. s. 409, praemis 14) udtalte, at der ikke findes noget i Traktaten, der er til hinder for, at medlemsstaterne af ideelle grunde i offentlighedens interesse unddrager radio- og fjernsynsudsendelser fra konkurrencen paa markedet ved at overdrage en herpaa rettet eksklusiv rettighed til en eller flere virksomheder.

11 Det foelger dog af Traktatens artikel 90, stk. 1 og 2, at den maade, hvorpaa dette monopol er opbygget eller udoeves, kan vaere i strid med Traktatens regler, bl.a. reglerne om de frie varebevaegelser, om den frie udveksling af tjenesteydelser og konkurrencereglerne.

12 Den nationale rets spoergsmaal maa derfor besvares med, at faellesskabsretten ikke er til hinder for, at der tildeles et fjernsynsmonopol paa grund af almene interesser, som ikke er oekonomiske. Den maade, hvorpaa et saadant monopol er opbygget og udoeves, maa dog ikke gribe ind i Traktatens bestemmelser om frie varebevaegelser, fri udveksling af tjenesteydelser og konkurrencereglerne.

Frie varebevaegelser

13 Indledningsvis bemaerkes, at det fremgaar af Sacchi-dommen af 30. april 1974, at fjernsynsudsendelser henhoerer under Traktatens regler om tjenesteydelser, og at et fjernsynsmonopol, som er et monopol paa tjenesteydelser, ikke i sig selv er i strid med princippet om frie varebevaegelser.

14 Det fremgaar imidlertid af samme dom, at samhandelen med enhver form for materiel, lydbaerere, film og andre produkter, som anvendes ved spredning af fjernsynsudsendelser, er undergivet bestemmelserne om frie varebevaegelser.

15 Det skal vedroerende dette forhold fastslaas, at en koncession til en enkelt virksomhed paa eneret til fjernsynsspredning, herunder eneret til at indfoere, udleje eller distribuere materiel og produkter, som er noedvendige for udsendelserne, ikke i sig selv er en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion efter betydningen i Traktatens artikel 30.

16 Det forholder sig dog anderledes, saafremt importerede produkter derved direkte eller indirekte diskrimineres i forhold til indenlandske produkter. Det henhoerer under den nationale ret, som alene er kompetent til at bedoemme de faktiske omstaendigheder, at undersoege, om dette er tilfaeldet i den foreliggende sag.

17 Med hensyn til Traktatens artikel 9 skal det blot fastslaas, at denne artikel indeholder et forbud mod told ved indfoersel fra og ved udfoersel til andre medlemsstater, saavel som mod alle afgifter med tilsvarende virkning. Da sagen ikke indeholder holdepunkter for, at den omhandlede lovgivning indebaerer opkraevning af en import- eller eksportafgift, findes artikel 9 ikke relevant for vurderingen af det omhandlede monopol i forhold til reglerne om frie varebevaegelser.

18 Spoergsmaalet maa derfor besvares med, at de artikler i EOEF-Traktaten, som omhandler frie varebevaegelser, ikke er til hinder for at give en koncession til en enkelt virksomhed paa eneret til fjernsynsspredning, herunder eneret til at indfoere, udleje eller distribuere materiel og produkter, som er noedvendige for udsendelserne, for saa vidt som der derved ikke diskrimineres mellem indenlandske og importerede produkter til skade for sidstnaevnte.

Fri udveksling af tjenesteydelser

19 I henhold til Traktatens artikel 59 skulle restriktioner, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelser inden for Faellesskabet, vaere afskaffet ved overgangsperiodens udloeb, for saa vidt angaar statsborgere i medlemsstaterne, der er bosat i et andet af Faellesskabets lande end modtageren af den paagaeldende ydelse. Et af kravene i denne bestemmelse er, at enhver form for diskrimination af en tjenesteyder, der er bosat i en anden medlemsstat end modtageren af den paagaeldende ydelse, skal fjernes.

20 Selv om et monopol paa tjenesteydelser ikke i sig selv er uforeneligt med faellesskabsretten, kan det som anfoert i naervaerende doms praemis 12 ikke udelukkes, at monopolet er udformet paa en saadan maade, at det griber ind i reglerne vedroerende den frie udveksling af tjenesteydelser. Dette er bl.a. tilfaeldet, saafremt monopolet foerer til diskrimination mellem indenlandske fjernsynsudsendelser og udsendelser med oprindelse i de oevrige medlemsstater til skade for de sidstnaevnte.

21 For saa vidt angaar det i hovedsagen anfaegtede monopol, foelger det af artikel 2, stk. 2, i den graeske lov nr. 1730/1987 samt af Graekenlands oeverste forvaltningsdomstols (Symvoulio Epikrateias) praksis, at ERT' s eneret omfatter saavel retten til at udsende fjernsynsprogrammer (herefter benaevnt "udsendelse") som retten til at modtage og retransmittere udsendelser med oprindelse i de oevrige medlemsstater (herefter benaevnt "retransmission").

22 Som Kommissionen har bemaerket, giver sammenlaegningen af et monopol paa udsendelse og paa retransmission i én virksomhed virksomheden mulighed for paa en gang at sende sine egne programmer og begraense retransmissionen af programmer fra de oevrige medlemsstater. Da der ikke er nogen garanti for, at de oevrige medlemsstaters programmer retransmitteres, kan denne mulighed faa virksomheden til at favorisere sine egne programmer i forhold til udenlandske programmer. Ved en saadan ordning er der en alvorlig risiko for, at der ikke er lige muligheder for udsendelse af selskabets egne programmer og for retransmission af programmer med oprindelse i de oevrige medlemsstater.

23 Afgoerelsen af, om sammenlaegning af eneretten paa udsendelse og paa retransmission faktisk foerer til diskrimination af programmer med oprindelse i de oevrige medlemsstater, beror paa bedoemmelsen af de faktiske omstaendigheder, som den nationale ret er enekompetent til at foretage.

24 Det skal endvidere understreges, at reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser er til hinder for en national ordning, som har saadanne diskriminerende virkninger, medmindre ordningen er omfattet af undtagelsen i Traktatens artikel 56, som Traktatens artikel 66 henviser til. Det fremgaar af artikel 56, som skal fortolkes snaevert, at undtagelserne kun kan begrundes i hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed.

25 Det fremgaar af de indlaeg, som er fremsat for Domstolen, at den omhandlede ordning havde det ene formaal at undgaa forstyrrelser, idet kun et begraenset antal kanaler var til raadighed. Efter Traktatens artikel 56 kan et saadant formaal dog ikke begrunde denne ordning, naar den omhandlede virksomhed kun anvender nogle faa af de disponible kanaler.

26 Den nationale rets spoergsmaal skal derfor besvares saaledes, at Traktatens artikel 59 er til hinder for nationale regler, som opretter et monopol med eneret til at udsende egne programmer samt retransmittere programmer med oprindelse i andre medlemsstater, naar et saadant monopol diskriminerer til skade for programmer med oprindelse i andre medlemsstater, medmindre disse regler er begrundet i et af de anfoerte hensyn i artikel 56, som Traktatens artikel 66 henviser til.

Konkurrencereglerne

27 Indledningsvis bemaerkes, at Traktatens artikel 3, litra f), angiver et maal for Faellesskabet, som er praeciseret i flere af Traktatens bestemmelser om konkurrencereglerne, bl.a. artikel 85, 86 og 90.

28 For saa vidt der er tale om en virksomheds selvstaendige adfaerd, skal denne vurderes i lyset af Traktatens bestemmelser for virksomhederne, navnlig artikel 85, 86 og artikel 90, stk. 2.

29 Vedroerende artikel 85 bemaerkes blot, at den ifoelge ordlyden finder anvendelse paa aftaler "mellem virksomheder". Det fremgaar ikke af forelaeggelsesdommen, at der foreligger nogen form for aftale mellem virksomheder. Det er derfor ufornoedent at fortolke denne bestemmelse.

30 Ifoelge Traktatens artikel 86 er misbrug af en dominerende stilling paa faellesmarkedet eller en vaesentlig del heraf uforenelig med faellesmarkedet i den udstraekning, samhandelen mellem medlemsstater herved kan paavirkes.

31 Hertil bemaerkes, at en virksomhed, som har et ved lov fastsat monopol, kan anses for at have en dominerende stilling i Traktatens artikel 86' s forstand (jf. dom af 3.10.1985, sag 311/84, CBEM, Sml. s. 3261, praemis 16), og at en medlemsstats omraade, som monopolet udstraekker sig over, kan vaere en vaesentlig del af faellesmarkedet (jf. dom af 9.11.1983, sag 322/81, Michelin, Sml. s. 3461, praemis 28).

32 Selv om Traktatens artikel 86 ikke forbyder et monopol som saadan, tillader den dog ikke, at det misbruges. Artikel 86 opregner en raekke eksempler paa misbrug.

33 Det skal i den forbindelse praeciseres, at ifoelge Traktatens artikel 90, stk. 2, er virksomheder, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, underkastet konkurrencereglerne, i det omfang det ikke godtgoeres, at anvendelsen af disse regler hindrer opfyldelsen af virksomhedernes saerlige opgaver (jf. bl.a. foernaevnte dom af 30.4.1974, Sacchi, praemis 15).

34 Det henhoerer herefter under den nationale ret at vurdere, om en saadan virksomheds adfaerd er forenelig med artikel 86, og undersoege, om denne adfaerd, saafremt den strider mod denne bestemmelse, kan begrundes i hensynet til de saerlige opgaver, virksomheden maatte vaere betroet.

35 Med hensyn til statslige foranstaltninger, og isaer indroemmelsen af enerettigheder, understreges, at skoent artikel 85 og 86 kun retter sig til virksomheder, foelger det dog af Traktaten, at medlemsstaterne ikke maa indfoere eller opretholde foranstaltninger, som kan ophaeve den tilsigtede virkning af denne bestemmelse (jf. dom af 16.11.1977, sag 13/77, INNO, Sml. s. 2115, praemis 31 og 32).

36 Det bestemmes saaledes i artikel 90, stk. 1, at medlemsstaterne, for saa vidt angaar virksomheder, som de indroemmer saerlige eller eksklusive rettigheder, afstaar fra at traeffe eller opretholde foranstaltninger, som er i strid med Traktatens bestemmelser.

37 Med hensyn hertil maa det fastslaas, at Traktatens artikel 90, stk. 1, er til hinder for, at en medlemsstat indroemmer en eneret til retransmission af fjernsynsprogrammer til en virksomhed, som har eneret paa at udsende egne programmer, naar disse rettigheder kan bringe virksomheden i en situation, hvor den overtraeder artikel 86 paa grund af en diskriminerende programpolitik, som favoriserer dens egne programmer.

38 Den forelaeggende rets spoergsmaal skal derfor besvares med, at Traktatens artikel 90, stk. 1, er til hinder for, at en enkelt virksomhed faar eneret til at udsende egne programmer og eneret til at retransmittere fjernsynsprogrammer, naar disse rettigheder kan bringe virksomheden i en situation, hvor den overtraeder artikel 86 paa grund af en diskriminerende programpolitik, som favoriserer dens egne programmer, medmindre artikel 86 ikke finder anvendelse paa grund af de saerlige opgaver, virksomheden har faaet overdraget.

Traktatens artikel 2

39 Ifoelge Domstolens faste praksis (jf. bl.a. dom af 24.1.1991, sag C-339/89, Alsthom, Sml. I, s. 107) beskriver artikel 2, som er omtalt i det niende og det tiende praejudicielle spoergsmaal, Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskabs opgaver. Formaalene i denne bestemmelse er knyttet til selve Faellesskabets eksistens og funktion, og gennemfoerelsen af formaalene skal ske gennem oprettelse af et faelles marked og en gradvis tilnaermelse af medlemsstaternes oekonomiske politik.

40 Paa denne baggrund maa den nationale rets spoergsmaal besvares saaledes, at artikel 2 ikke indeholder kriterier for bedoemmelsen af, om et nationalt fjernsynsmonopol er i overensstemmelse med faellesskabsretten.

Den europaeiske menneskerettighedskonventions artikel 10

41 Med hensyn til artikel 10 i den europaeiske menneskerettighedskonvention, som er naevnt i det niende og det tiende spoergsmaal, bemaerkes indledningsvis, at ifoelge Domstolens faste praksis hoerer disse grundrettigheder til de almindelige retsgrundsaetninger, som Domstolen skal beskytte. I den forbindelse laegger Domstolen de forfatningsmaessige traditioner i medlemsstaterne til grund samt de anvisninger i form af internationale traktater om beskyttelse af menneskerettighederne, som medlemsstaterne har vaeret med til at udarbejde, eller som de senere har tiltraadt (jf. bl.a. dom af 14.5.1974, sag 4/73, Nold, Sml. s. 491, praemis 13). Den europaeiske menneskerettighedskonvention er herved af saerlig betydning (jf. bl.a. dom af 15.5.1986, sag 222/84, Johnston, Sml. s. 1651, praemis 18). Det foelger heraf, som Domstolen har bekraeftet det i dom af 13. juli 1989 (sag 5/88, Wachauf, Sml. s. 2609, praemis 19), at foranstaltninger, som er uforenelige med overholdelsen af de ved konventionen anerkendte og sikrede menneskerettigheder, ikke er tilladte i Faellesskabet.

42 Ifoelge praksis (jf. dom af 11.7.1985, forenede sager 60/84 og 61/84, Cinéthèque, Sml. s. 2605, praemis 26, og af 30.9.1987, sag 12/86, Demirel, Sml. s. 3719, praemis 28) har Domstolen ikke kompetence til at afgoere, om nationale retsforskrifter, som ikke omfattes af faellesskabsretten, er forenelige med den europaeiske menneskerettighedskonvention. Naar saadanne retsforskrifter derimod falder inden for anvendelsesomraadet for faellesskabsretten, skal Domstolen i forbindelse med en praejudiciel forelaeggelse give alle de oplysninger med hensyn til fortolkningen, som kraeves, for at den nationale ret kan vurdere, om disse retsforskrifter er i overensstemmelse med de grundrettigheder, som Domstolen skal beskytte, saaledes som de navnlig fremgaar af den europaeiske menneskerettighedskonvention.

43 Saerligt bemaerkes, at naar en medlemsstat paaberaaber sig artikel 56 og 66 for at begrunde retsforskrifter, som kan begraense den frie udveksling af tjenesteydelser, skal denne begrundelse, som er hjemlet i faellesskabsretten, fortolkes i lyset af de almindelige retsgrundsaetninger, herunder grundrettighederne. De omhandlede nationale retsforskrifter kan derfor kun omfattes af undtagelserne i artikel 56 og 66, saafremt de er i overensstemmelse med de grundrettigheder, som Domstolen skal beskytte.

44 Det foelger heraf, at i et saadant tilfaelde skal den nationale ret, og i givet fald Domstolen, vurdere anvendelsen af disse bestemmelser i forhold til samtlige faellesskabsretlige regler, herunder ytringsfriheden i henhold til artikel 10 i den europaeiske menneskerettighedskonvention, der er en almindelig retsgrundsaetning, som Domstolen skal beskytte.

45 Den nationale rets spoergsmaal skal derfor besvares saaledes, at graenserne for medlemsstaternes ret til at anvende de i Traktatens artikel 66 og 56 naevnte bestemmelser, som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed, skal fastsaettes i lyset af det almindelige princip om ytringsfrihed i henhold til artikel 10 i den europaeiske menneskerettighedskonvention.

Afgørelse om sagsomkostninger


Sagens omkostninger

46 De omkostninger, der er afholdt af den franske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Afgørelse


Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Monomeles Protodikeio i Thessaloniki ved dom af 11. april 1989, for ret:

1) Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at der tildeles et fjernsynsmonopol paa grund af almene interesser, som ikke er oekonomiske. Den maade, hvorpaa et saadant monopol er opbygget og udoeves, maa dog ikke gribe ind i Traktatens bestemmelser om frie varebevaegelser, fri udveksling af tjenesteydelser og konkurrencereglerne.

2) De artikler i EOEF-Traktaten, som omhandler frie varebevaegelser, er ikke til hinder for at give en koncession til en enkelt virksomhed paa eneret til fjernsynsspredning, herunder eneret til at indfoere, udleje eller distribuere materiel og produkter, der er noedvendige for udsendelserne, for saa vidt som der derved ikke diskrimineres mellem indenlandske og importerede produkter til skade for sidstnaevnte.

3) Traktatens artikel 59 er til hinder for nationale regler, som opretter et monopol med eneret til at udsende egne programmer samt retransmittere programmer med oprindelse i andre medlemsstater, naar et saadant monopol diskriminerer til skade for programmer med oprindelse i andre medlemsstater, medmindre disse regler er begrundet i et af de anfoerte hensyn i artikel 56, som Traktatens artikel 66 henviser til.

4) Traktatens artikel 90, stk. 1, er til hinder for, at en enkelt virksomhed faar eneret til at udsende egne programmer og eneret til at retransmittere fjernsynsprogrammer, naar disse rettigheder kan bringe virksomheden i en situation, hvor den overtraeder artikel 86 paa grund af en diskriminerende programpolitik, som favoriserer dens egne programmer, medmindre artikel 86 ikke finder anvendelse paa grund af de saerlige opgaver, virksomheden har faaet overdraget.

5) EOEF-Traktatens artikel 2 indeholder ingen kriterier for bedoemmelsen af, om et nationalt fjernsynsmonopol er i overensstemmelse med faellesskabsretten.

6) Graenserne for medlemsstaternes ret til at anvende de i Traktatens artikel 66 og 56 naevnte bestemmelser, som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed, skal fastsaettes i lyset af det almindelige princip om ytringsfrihed i henhold til artikel 10 i den europaeiske menneskerettighedskonvention.

Top