1.

Kommissionen bemærker, at spørgsmålet i alt væsentligt vedrører problemet om sammenstødende normative bestemmelser, i dette tilfælde artikel 177, stk. 2 i EØF-traktaten og § 126, stk. 5 i Finanzgerichtsordnung, ifølge hvis ordlyd deri lavere ret er bundet af den opfattelse, som den overordnede ret har givet udtryk for i sin hjemvisningsdom.

§ 126, stk. 5 i Finanzgerichtsordnung er ikke til hinder for en præjudiciel forelæggelse. Selv om man måtte fortolke denne bestemmelses indhold anderledes, kunne man ikke godtage argumentationen i Bundesfinanzhofs hjemvisningskendelse, ifølge hvilken der må sondres mellem den principielle mulighed for at forelægge for Domstolen og adgangen til i et konkret tilfælde at gøre brug af denne mulighed. Hvis man accepterede denne argumentation, kunne den nationale lovgiver i vidt omfang sætte bestemmelsen i artikel 177, stk. 2 ud af kraft ved at fastsætte bestemmelser, der begrænsede dens virkning. En sådan begrænsning af artikel 177's praktiske virkning fra den nationale lovgivers side krænker EØF-traktaten og bør give anledning til en retssag i henhold til artikel 169 ff. i EØF-traktaten.

Ej heller kan man opnå en begrænsing af muligheden for præjudiciel forelæggelse ved at påberåbe sig den bindende virkning af domme afsagt af overordnede retter, hvilket i praksis ville udelukke muligheden for at forelægge for Domstolen.

Hvad der gælder for den nationale lovgiver, gælder også for de nationale retter, idet disse på samme grundlag som lovgiveren er forpligtet til at overholde fællesskabsretten.

Kommissionen fremhæver desuden, at man må sondre mellem den bindende virkning, der er nævnt i § 126, stk. 5 i Finanzgerichtsordnung, og retskraftvirkningen. Det første begreb blev indført i tysk ret for at fremskynde den endelige afgørelse, der skal træffes i tvisten, mens retskraften har som mål at gøre definitivt ende på en sag og på samme tid binde retten og parterne.

Herefter kan man ikke sidestille reglen om den bindende virkning og retskraft-princippet.

Hvis man tillægger den rolle, som deri bindende virkning spiller, en begrænset betydningi forhold til retskraftvirkningen, kan spørgsmålet om forrang løses let og korrekt til fordel for den fællesskabsretlige norm: så længe sagen verserer for den nationale dommer, står muligheden for præjudiciel forelæggelse i henhold til artikel 177, stk. 2 åben.

Denne retsopfattelse medfører, at det videst muligt undgås, at de nationale retter ved deres endelige domme krænker fællesskabsretten.

Efter Kommissionens opfattelse kan det præjudicielle spørgsmål besvares således:

Artikel 177, stk. 2 i EØF-traktaten tillægger de af medlemsstaternes domstole, hvis afgørelser i henhold til intern ret kan appelleres, en ubegrænset ret. De nationalretlige retsbestemmelser eller principper kan ikke afskære en national ret fra at anmode Domstolen om en afgørelse og fra at tage denne præjudicielle afgørelse til følge.

I det foreliggende tilfælde er den forelæggende ret bundet af Domstolens fortolkning, selv om denne fortolkning er i strid med den overordnede rets retsopfattelse, og uanset om den forelæggende ret i kraft af national ret er bundet af denne juridiske bedømmelse.

2.

Sagsøgeren i hovedsagen gør gældende, at borgerne hverken direkte eller indirekte har krav på, at de nationale retter henviser præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen eller gyldigheden af fællesskabsretlige bestemmelser til Domstolen. I henhold til artikel 177, stk. 2 i traktaten har de retter, hvis afgørelse i henhold til intern ret kan appelleres, en diskretionær beføjelse i denne henseende. Hvis en ret i sidste instans skulle nægte at anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse, ville der ikke være noget retsmiddel herimod. Under disse omstændigheder er det uberettiget at hævde, at artikel 177 skaber individuelle rettigheder.

Firma Rheinmühlen bestrider, at fællesskabsorganerne kan indlede en sag mod en medlemsstat i et tilfælde, hvor en ret i sidste instans har undladt at gå til Domstolen. Man kan ikke gøre medlemsstaterne ansvarlige for uafhængige domstoles undladelser.

§ 126, stk. 5 i Finanzgerichtsordnung tillægger den øverste instans' afgørelser en bindende virkning, der er analog med retskraftvirkningen. Den ret, hvortil sagen er hjemvist, er ligesom parterne bundet af de afgørelser, der under appellen er truffet af Bundesfinanzhof.

Følgelig er det rorbudt Finanzgericht at anlægge en præjudiciel sag ved Domstolen, når den skal træffe en afgørelse på basis af en dom fra Bundesfinanzhof.

Domstolen bør selv undersøge, om de nationale retter er berettiget til at forelægge den præjudicielle spørgsmål. For at undgå unødvendigt modstridende afgørelser bør Domstolen fastslå, at anmodninger om præjudicielle afgørelser indgivet af nationale domstole, som allerede er bundet af en national afgørelse truffet i sidste instans, ikke kan antages til realitetsbehandling.

Hvis Domstolen skønner, at den ikke skal undersøge spørgsmålet om antagelse til realitetsbehandling i lyset af den forelæggende dommers forpligtelse til at følge den overordnede nationale domstols afgørelse, bør den tillade, at den nationale dommer undlader at tage hensyn til præjudicielle afgørelser, som er i strid med den afgørelse, der er truffet af den overordnede nationale instans.

Firma Rheinmiihlen foreslår følgende svar på Bundesfinanzhofs præjudicielle spørgsmål:

I tilslutning til den således gengivne retsmøderapport gik Domstolen over til de mundtlige forhandlinger den 4. december 1973.

Generaladvokaten har fremsat sit forslag til afgørelse i retsmødet den 12. december 1973.

1

Ved kendelse af 14. august 1973, indgaet til justitskontoret den 4. september 1973, har Bundesfinanzhof i medfør af artikel 177 i EØF-traktaten spurgt Domstolen, om artikel 177, stk. 2 tillægger, »de retter, der ikke dømmer i sidste instans, en ubegrænset adgang til at forelægge spørgsmål for Domstolen«, eller om man må antage, at denne artikel ikke berører »modstående interne retsregler, som, idet de binder nævnte retter til at følge den af den overordnede ret tilkendegivne opfattelse, er til hinder for en så vid adgang«;

2

det fremgår af kendelsen, at spørgsmålet er stillet under en sag mod en afgørelse fra Finanzgericht Hessen, hvorved Domstolen anmodes om en fortolkning af bestemmelserne i Rådets forordning nr. 19/62 (JO 1962, s. 933) til brug ved afgørelsen af en sag, som var blevet hjemvist til Finanzgericht af appelinstansen, Bundesfinanzhof, som havde ophævet en af nævnte ret tidligere afsagt dom;

3

da den af Finanzgericht ønskede fortolkning drejer sig om, hvorvidt de præmisser, der havde ført Bundesfinanzhof til at ophæve rettens oprindelige dom, er forenelige med fællesskabsretten, melder det spørgsmål sig, om § 126, stk. 5 i Finanzgerichtsordnung, som forpligter den forelæggende dommer til at følge den retsopfattelse, som ligger til grund for hjemvisningskendelsen, ikke afskærer denne dommer fra at indgive en sådan anmodning til Domstolen.

4

For at bevare fællesskabskarakteren af den ret, der udspringer af traktaten, har artikel 177 som mål i alle tilfælde at sikre, at denne ret får samme virkning i alle Fællesskabets medlemsstater;

5

lige såvel som den tilsigter at forebygge forskelle i fortolkningen af den fællesskabsret, som de nationale retter skal anvende, tilstræber den at sikre denne anvendelse ved at give den nationale dommer et middel til at eliminere de vanskeligheder, som kravet om, at der gives fællesskabsretten fuld virkning inden for medlemsstaternes retter, kunne rejse;

6

følgelig ville ethvert hul i det således etablerede system kunne hæmme effektiviteten af traktatens bestemmelser og den afledte fællesskabsret;

7

det er i dette perspektiv, at de bestemmelser i artikel 177 skal vurderes, som bemyndiger en hvilken som helst national ret til at anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse, når den skønner, at en sådan afgørelse et nødvendig, før den afsiger dom.

8

Bestemmelserne i artikel 177 har i forhold til den nationale dommer en bindende karakter og bemyndiger ham, for så vidt angår stk. 2, til at anmode Domstolen om at træffe afgørelse om fortolkningen eller gyldigheden;

9

denne artikel giver de nationale retter adgang og i påkommende tilfælde pligt til at foretage en præjudiciel forelæggelse, når dommeren enten af egen drift eller efter anmodning fra parterne konstaterer, at realiteten i sagen rummer et af de i stykke 1 nævnte spørgsmål;

10

det følger heraf, at de nationale retter har en meget vid adgang til at gå til Domstolen, hvis de skønner, at en for dem verserende sag frembyder problemer vedrørende fortolkningen eller gyldigheden af fællesskabsretlige bestemmelser, som de nødvendigvis må træffe afgørelse om.

11

Resultatet af disse betragtninger er, at en regel i national ret, der binder de retter, som ikke dømmer i sidste instans, til at følge den af en overordnet instans foretagne retlige bedømmelse, ikke kan fratage disse retter muligheden for at forelægge Domstolen fortolkningsspørgsmål vedrørende den fællesskabsret, der er genstand for en sådan retlig bedømmelse;

12

det ville være anderledes, såfremt de spørgsmål, der blev stillet af en lavere instans, materielt set var identiske med spørgsmål, som allerede var stillet af den øverste instans;

13

den lavere ret skal derimod have frihed til, hvis den skønner, at den højere instans' retlige bedømmelse kan føre den til at afsige en dom i strid med fællesskabsretten, have frihed til at forelægge Domstolen de spørgsmål, som giver anledning til tvivl ;

14

hvis de lavere instanser var bundet uden at kunne forelægge Domstolen sådanne spørgsmål, ville Domstolens kompetence til at træffe præjudicielle afgørelser og anvendelsen af fællesskabsretten blive vanskeliggjort på alle trin af medlemsstaternes domstolssystemer;

15

svaret må derfor være, at eksistensen af en regel i intern ret, der binder retterne til at følge den af en overordnet instans foretagne retlige bedømmelse, ikke i sig selv vil kunne fratage dem den i artikel 177 hjemlede adgang til at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål.

16

De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, som har indgivet indlæg til Domstolen, kan ikke godtgøres ;

17

da retsforhandlingerne i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne.

På grundlag af disse præmisser,

under henvisning til procesdokumenterne,

efter at have hørt den refererende dommers rapport,

efter at have hørt de mundtlige indlæg fra firma Rheinmühlen og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber,

efter at have hørt generaladvokatens forslag til afgørelse,

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab, særlig dennes artikel 177,

under henvisning til protokollen vedrørende statutten for De europæiske Fællesskabers Domstol, særlig dennes artikel 20,

under henvisning til procesreglementet for De europæiske Fællesskabers Domstol,

kender

DOMSTOLEN

med hensyn til det spørgsmål, som er forelagt den af Bundesfinanzhof ved kendelse af 14. august 1973, for ret :

En intern retsregel, der binder retterne til en overordnet instans' retlige bedømmelse, kan ikke i sig selv fratage dem den i artikel 177 hjemlede adgang til at forelægge De europæiske Fællesskabers Domstol præjudicielle spørgsmål.