1.

Heroverfor har den italienske regering først gjort nogle meget generelle anbringender gældende. Efter dens opfattelse er de genstande, der er belagt med den omtvistede afgift, overhovedet ikke omfattet af det naturlige område for traktaten. Som det er sagt i retsmødet, blev traktaten indgået for at skabe et økonomisk fællesskab og ikke et fællesskab for genstande af kunstnerisk, historisk eller etnografisk karakter. Disse genstande, der ikke kan sammenlignes med omsætningsgoder, henhører under en specialnorm, nemlig artikel 36, og det er derfor udelukkende under hensyntagen til denne artikel og ikke til artikel 16, at afgiften må bedømmes.

Det siger sig selv, at kunstværker har større værdi end at banalt, simpelt omsætningsgode. Men det står fast, at de faktisk kan blive og bliver — det beviser den daglige erfaring — gjort til genstand for handel; transaktionerne med dem er én faktor i det store marked, som man ved traktaten har tilsigtet at gøre fælles for alle medlemsstaterne. De kan derfor ikke undgå at blive omfattet af traktaten i almindelighed, selv om denne på visse punkter har reserveret dem en særbehandling.

Den italienske regering har altså påberåbt sig artikel 36, som lyder således:

»Bestemmelserne i artiklerne 30 — 34 er ikke til hinder for sådanne forbud eller restriktioner vedrørende indførsel, udførsel eller transit, som er begrundet i hensynet til … beskyttelse af nationale skatte af kunstnerisk, historisk eller arkæologisk værdi … disse forbud eller restriktioner mi dog hverken udgøre et middel til vilkårlig forskélsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen mellem medlemsstaterne.«

Her må man imidlertid være forsigtig. Den citerede artikel — ligesom artiklerne 30 — 34, som den hjemler undtagelser fra — findes i kapitel 2 i afsnit I, der omhandler ophævelse af de kvantitative restriktioner mellem medlemsstaterne. Den kan derfor ikke fortolkes således, at de pågældende områder holdes uden for alle de andre regler i traktaten. Som Domstolen havde lejlighed til at udtale i sagen Grundig mod EØF-Kommissionen, begrænser dens rækkevidde sig til kapitel 2; den udelukker ikke, at kunstværkerne kan være omfattet af andre bestemmelser i traktaten, såsom bestemmelserne vedrørende tilnærmelse af lovgivningerne (artikel 100) eller bestemmelserne i kapitel 1, første afdeling om fjernelse af udførselstold og afgifter med tilsvarende virkning.

Det er således nødvendigt at undersøge den omtvistede afgifts virkelige natur og forbinde den enten med artikel 16 eller med artikel 36. Personligt finder jeg, at den må være omfattet af artikel 16. For det første — dette er ubestrideligt — drejer det sig om en afgift, som udelukkende rammer genstande bestemt til eksport, hvilket forhold reguleres af artikel 16. Ganske vist har den italienske regering gjort gældende, at den i modsætning til told ikke sigter mod en beskyttelse af den nationale produktion, og at den, i betragtning af det heraf følgende meget svage tilskud til statens budget, ikke har noget fiskalt formål. Disse to indvendinger er imidlertid slet ikke afgørende. Det, som karakteriserer en udførsels-told, er ikke, at den beskytter den indenlandske industri, men at den forhøjer varens pris og således tenderer mod at bremse eksporten og vanskeliggøre handelen hermed uden dog helt at forbyde den. Desuden er det efter artikel 16 forbudt at bibeholde told eller afgifter med tilsvarende virkning, selv om de ikke har fiskal karakter.

Jeg skal ikke opholde mig længe hverken ved teorien i de forskellige stater, som den er blevet forklaret af Kommissionen, eller ved Domstolens dom af 14. december 1962 i sag 2 og 3/62 — Kommissionen for EØF mod storhertugdømmet Luxembourg og kongeriget Belgien (Sml. 1954 — 64, s. 339), hvorved der allerede er truffet afgørelse vedrørende kriteriet afgift med tilsvarende virkning; det er tilstrækkeligt at bemærke, at det i henhold til denne dom er foranstaltningens virkning, som skal tages i betragtning. Den omtvistede afgift hviler imidlertid, ligesom en udførselstold, på produktets pris og vanskeliggør dermed eksporten; dette er tilstrækkeligt til at anse den for omfattet af artikel 16.

3.

Den italienske regering har imidlertid ved at henvise til artikel 36 søgt at begrunde, at afgiften er forenelig med traktaten, men dens argumentation er mere dreven end overbevisende. Først bemærker den, at artiklen tillader foranstaltninger, som er begrundet i hensynet til beskyttelse af nationale skatte, og at dette netop er formålet med den anfægtede afgift. Det er muligt, men artikel 36 tillader ikke en hvilken som helst foranstaltning. Det er i retsmødet blevet anført, at det drejer sig om en restriktion, som — idet den kun rammer goder, som staten ikke har forkøbsret til, og ikke forbyder eksport — således har karakter af en »kvantitativ restriktion«, som traktaten tillader til beskyttelse af de nationale skatte. Det forekommer mig, at der her foreligger et veritabelt misbrug af ord, thi den anfægtede foranstaltning indebærer ingen kontingentering, hvilket normalt er tilfældet, når man taler om kvantitative restriktioner, men derimod blot en udlevering af en licens efter begæring. Desuden ville en kvantitativ restriktion ikke kunne ledsages af erlæggelsen af en afgift uden allerede af denne grund at falde uden for artikel 36. Endelig er det blevet anført, at den kritiserede bestemmelse, som ikke kan gøre eksporten umulig, er begrænset i sine virkninger. I adskillige af sine artikler (f. eks. artikel 226 vedrørende beskyttelsesforanstaltninger) viser traktaten imidlertid, at den foretrækker foranstaltninger, som mindst muligt forstyrrer fællesmarkedets funktion. Også her står vi efter min mening over for et skinargument. En sa indgribende foranstaltning som et forbud mod udførsel af kunstgenstande er tilladt efter artikel 36, fordi den beskytter den nationale arv; en »mildere« foranstaltning, som betinger eksporttilladelsen af erlæggelsen af en pengeydelse, er uforenelig med traktaten, fordi den, uden at beskytte den nævnte arv, resulterer i, at en handelstransaktion pålægges en afgift, hvilket er forbudt efter artikel 16. Lige så lidt som de foregående kan den italienske regerings sidste anbringende tiltrædes.