EUR-Lex Access to European Union law
This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 61967CC0023
Opinion of Mr Advocate General Roemer delivered on 21 November 1967. # SA Brasserie de Haecht v Consorts Wilkin-Janssen. # Reference for a preliminary ruling: Tribunal de commerce de Liège - Belgium. # Case 23-67.
Forslag til afgørelse fra generaladvokat Roemer fremsat den 21. november 1967.
S.A. Brasserie de Haecht mod procesfællerne Wilkin-Janssen.
Anmodning om præjudiciel afgørelse: Tribunal de commerce de Liège - Belgien.
Sag 23-67.
Forslag til afgørelse fra generaladvokat Roemer fremsat den 21. november 1967.
S.A. Brasserie de Haecht mod procesfællerne Wilkin-Janssen.
Anmodning om præjudiciel afgørelse: Tribunal de commerce de Liège - Belgien.
Sag 23-67.
English special edition 1965-1968 00421
ECLI identifier: ECLI:EU:C:1967:43
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT KARL ROEMER
FREMSAT DEN 21. NOVEMBER 1967
Høje Ret.
Den præjudicielle sag, jeg i dag skal tage stilling til, vedrører fortolkningen af EØF-traktatens kartelretlige bestemmelser. Sagen har følgende baggrund.
Mellem hovedsagens parter, et belgisk bryggeriaktieselskab med hjemsted i Boortmeerbeek og indehaverne af en beværtning i Esneux (Belgien) blev der i 1963 indgået 3 aftaler. Bryggeriet skulle som lån stille restaurationsinventar til rådighed samt yde to kontante lån; beværtningsindehaverne forpligtede sig til gengæld til udelukkende at forsyne sig hos Haecht-bryggeriet med drikkevarer til såvel privat forbrug som til videresalg i deres lokale. Ved overtrædelse af denne enerets-klausul skulle aftalerne kunne ophæves til skade for låntageren, og der skulle kunne kræves konventionalbod. Efter den forelæggende rets opfattelse var kontraktens løbetid fastsat til mindst 15 år. Haecht-bryggeriet har heroverfor under de præjudicielle forhandlinger gjort gældende, at løbetiden efter belgisk ret højst kunne være på 9 år. Dette spørgsmål synes dog uden videre betydning. Langt vigtigere er det, at beværtningsindehaverne åbenbart overtrådte deres forpligtelse til udelukkende at forsyne sig med drikkevarer hos Haecht-bryggeriet (kort sagt: deres eneaftagningspligt). Dette fik Haecht-bryggeriet til at anlægge sag ved Tribunal de commerce i Liége og herunder kræve ophævelse af de forskellige låneaftaler til skade for sagsøgte, tilbagelevering af det udlånte inventar og betaling af konventionalboden.
Til støtte for deres frifindelsespåstand har de sagsøgte i hovedsagen henvist til Fællesskabets kartelret, idet de gør gældende, at de indgåede aftaler er ugyldige, fordi de i den i EØF-traktatens artikel 85 omhandlede forstand »kan påvirke handelen mellem medlemsstater«. Vurderingen heraf skulle ikke afhænge af en isoleret betragtning af de omtvistede tre aftaler men af den kendsgerning, at der mellem bryggeriet og et stort antal andre aftagere og mellem andre belgiske bryggerier og deres aftagere findes tilsvarende aftaler, der gennem trussel om alvorlige sanktioner forhindrer aftagerne i at forhandle øl fra andre medlemsstater.
Da denne opfattelse har støtte i teorien, anså Tribunal de commerce det for rettest ikke at forbigå spørgsmålet men at udsætte sagen og ved dom af 8. maj 1967 at forelægge os følgende spørgsmål:
Skal der ved bedømmelsen af, om de omtvistede aftaler er forbudt efter artikel 85, stk. 1 i EØF-traktaten, tages hensyn til den økonomiske sammenhæng og til markedet i sin helhed, dvs. i det foreliggende tilfælde til den samtidige forekomst af et stort antal ensartede kontrakter, som et lille antal belgiske bryggerier har påtvunget et betydeligt antal beværtere, eller skal man indskrænke sig til at undersøge hvorledes de nævnte aftaler isoleret betragtet påvirker markedet ?
Om dette spørgsmål har parterne i den nationale retssag og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber indgivet skriftlige indlæg i medfør af artikel 20 i EØF-statutten for Domstolen. Endvidere har parternes og Kommissionens befuldmægtigede under den mundtlige forhandling afgivet udførlige indlæg, der delvis støttes på responsa fra universitetsprofessorer. Denne præjudicielle sag har hermed fået en betydning, som den forholdsvis beskedne nationale sag ikke lod forvente.
Vi skal i det følgende se, hvorledes disse opfattelser kan analyseres, og hvilket fortolkningsbidrag med henblik på håndhævelsen af Fællesskabets kartelret, Domstolen kan give i et tilfælde som det foreliggende.
Spørgsmålets besvarelse
Indledningsvis skal jeg bemærke, at jeg udmærket kan forestille mig, at en enkelt langfristet leveringsaftale mellem to virksomheder i en medlemsstat kan opfylde betingelserne i EØF-traktatens artikel 85, stk. 1, dvs. kan medføre en følelig påvirkning af den mellemstatslige handel og konkurrencen, når det forbydes forhandleren at sælge konkurrerende varer. Dette kan være tilfældet i handelen med komplicerede tekniske apparater, for hvilke der i den pågældende medlemsstat kun findes een mellemhandler med den fornødne faglige viden. Indgår denne med producenten en eneretsaftale, kan udenlandske producenter, der ikke med kort frist kan finde en egnet mellemhandler, i længere tid være forhindret i på tilfredsstillende måde at afsætte deres produkter i den pågældende medlemsstat. Efter den almindelige opfattelse er sådanne tilfælde imidlertid sjældne undtagelser. Til disse hører sikkert ikke — hvad heller ikke den foreliggende ret antager — enkelte nationale ølleveringsaftaler med eneretsklausuler, der er bindende for aftagerne. Derfor spørger den forelæggende ret, om der ved disse aftalers bedømmelse efter EØF-traktatens artikel 85 skal tages hensyn til, at der samtidig findes et større antal af andre lignende aftaler, som med henblik på oprettelsen af et forhandlernet er indgået af et eller flere bryggerier i den samme medlemsstat.
Undersøger vi, om artikel 85 foreskriver en sådan global bedømmelse af flere konkurrenceaftaler, må vi konstatere, at artiklens ordlyd ikke giver noget entydigt svar. Ganske vist synes det inden for kartelretten nærliggende i første række at vurdere aftaler isoleret, og faktisk er der også i artikel 85 elementer, der tyder på, at en sådan fremgangsmåde er den rigtige. Det gælder for det i stk. 1 nævnte udtryk »har til formål« (nemlig at begrænse konkurrencen), som angår deltagernes vilje, hvad der står i deres magt, og det gælder også for de negative fritagelsesbetingelser i stk. 3, litra b), hvorefter de deltagende virksomheder ikke må have mulighed for at udelukke konkurrencen for en væsentlig del af de pågældende varer (hvormed der åbenbart er tænkt på virksomheder, som deltager i en enkelt aftale). På den anden side tales der i stk. 1 blot om aftaler, der kan påvirke handelen mellem medlemsstater, og som har til følge at begrænse konkurrencen, dvs. der anvendes udtryk, som tillader en objektiv vurdering og ikke udelukker en hensyntagen til forhold uden for den aftale, der skal bedømmes, altså til andre parallelle aftaler. En sådan udelukkelse følger heller ikke af kravet om, at der skal bestå en årsagsforbindelse mellem den pågældende aftale og de i artikel 85 nævnte følger, idet de enkelte aftaler er årsager, når de efter artikel 85 rele vante følger hidføres i samvirke med andre aftaler.
For at løse problemet må man altså gå videre.
Dette har begge parter gjort under retsforhandlingerne, for det første ved at henvise til vor hidtidige praksis vedrørende EØF-traktatens kartelretlige bestemmelser. Straks melder spørgsmålet sig imidlertid, om denne vej kan føre til et brugbart resultat, idet begge hovedsagens parter påberåber sig Domstolen retspraksis til støtte for deres modstridende standpunkter. I betragtning kommer dommene i Grundig-sagen og den præjudicielle sag Maschinenbau Ulm, derimod ikke — som anført af sagsøgeren i hovedsagen — dommen i retssagen 8 — 11/66. Ganske vist finder man i den sidste dom den sætning, at der skal ske en udtrykkelig bedømmelse af, »om alle betingelserne i artikel 85, stk. 1 er opfyldt i det konkrete tilfælde« (nødvendig er »la constatation explicite que l'espèce, considérée dans son individualité, réunit toutes les conditions prévues par l'article 85, paragraphe 1«). Men i betragtning af sagens genstand er det helt åbenbart, at Domstolen med den her citerede sætning ikke har villet udtale sig om det problem, der beskæftiger os idag. I øvrigt gælder et lignende forbehold, omend i mindre grad, for de to førstnævnte domme, idet de ikke særligt angår det problem, som nærværende sag rejser. I hvert fald må der udvises tilbageholdenhed ved benyttelsen af disse domme, også når almindelige formuleringer eller udtalelser om beslægtede problemer gør en sådan umiddelbar anvendelse nærliggende.
Sagsøgeren i hovedsagen støtter sig navnlig på Grundig-dommen, idet bryggeriet fremhæver, at Domstolen ved denne lejlighed har lagt vægt på den pågældende aftales formål og har afstået fra at bedømme aftalens virkninger på markedet (med henblik på konkurrencen mellem forskellige producenter). Heraf at slutte, at aftaler efter Domstolens opfattelse ikke kan bedømmes på anden måde, er imidlertid urigtigt, idet det må være åbenbart, at der, når en aftales formål ikke er tilstrækkeligt grundlag for aftalens kartelretlige bedømmelse, efter artikel 85 skal lægges vægt på dens følger. På samme måde finder vi ikke noget bidrag til løsningen af det foreliggende problem i Grundig-dommens udtalelse om, at et forhandlernet skal betragtes i sin helhed (der er hermed tænkt på en hensyntagen til det eksportforbud, der var pålagt de øvrige grossister). At udlede heraf, at artikel 85 kun tillader en helhedsvurdering af et sammenhængende system med flere aftaler, der bæres af den samme »animus contrahendi«, altså er afhængige af hinanden, vil være fejlagtigt, fordi der i Grundig-dommen slet ikke var spørgsmål om, hvorledes man skulle bedømme et større antal parallelle aftaler, som er indgået mellem forskellige virksomheder, og som ikke har nogen forbindelse med hinanden.
Større udbytte synes man derimod at kunne hente i dommen i den præjudicielle sag Maschinenbau Ulm, selv om man også her savner helt entydige retningslinjer. Således kan man i den nævnte dom — hvad sagsøgeren i hovedsagen også har gjort — finde formuleringer, der taler for en isoleret betragtning af de enkelte aftaler, f. eks. når det siges, at der skal ske en »vurdering af, om den pågældende aftale kan være til hinder for oprettelsen af et enhedsmarked«, når det understreges, at dette afhænger af, »om aftalen kan medføre, at der opstår handelsskranker … på markedet for bestemte varer«, når det anføres, at »de i artikel 85, stk. 1 angivne konkurrenceforstyrrelser må være et resultat af alle eller en del af selve aftalens bestemmelser«, eller når det forlanges, at der skal tages »udgangspunkt i konkurrenceforholdene, som de ville være uden den pågældende aftale«. På den anden side indeholder dommen også — hvad sagsøgte i den nationale sag fremhæver — betragtninger, der synes at forudsætte en videregående bedømmelse. Dette er tilfældet i sætninger, hvor der tales om »et skøn over den økonomiske sammenhæng« ved bedømmelsen af en aftales virkninger, om »særlige faktiske omstændigheder«, om »den økonomiske sammenhæng«, hvori aftalen skal gælde, eller om, at betingelserne for en handelsindskrænkning er opfyldt, »hvis det på grund af samtlige objektive, retlige eller faktiske forhold kan forudses med tilstrækkelig sandsynlighed, at aftalen direkte eller indirekte, faktisk eller muligvis kan øve indflydelse på varehandelen mellem medlemslandene«. Endelig synes en videregående bedømmelse i vort problems forstand forudsat i dommens krav om, at »det må undersøges, … om aftalen står alene eller er led i et net af aftaler«. Dette synes faktisk uforeneligt med den opfattelse, at bedømmelsen af konkurrenceindskrænkende aftaler altid skal ske isoleret, med hensyn til den enkelte aftale, selv om det ikke er helt klart, hvorledes udtrykket »led i et net af aftaler« nøjagtigt skal forstås, om der hermed blot menes en leverandørs sammenhængende systemer eller mange sideordnede, indbyrdes uafhængige aftaler.
Klarhed over det sidste spørgsmål kan vel kun opnås, hvis man tager udgangspunkt i ånd og formål i EØF-traktatens kartelretlige bestemmelser. Følgende betragtninger kan anføres på dette sted.
Som vi ved, har Fællesskabets kartelret til opgave at forhindre, at fællesmarkedets opbygning (der gennemføres ved iværksættelse og/eller afskaffelse af offentligretlige forholdsregler) vanskeliggøres eller umuliggøres gennem konkurrenceaftaler, som påvirker den internationale handel og opstiller private handelshindringer, hvor de offentligretlige falder bort. Af hensyn til den fulde opfyldelse af denne funktion, altså for at undgå ethvert hul i systemet, kan det vise sig nødvendigt at fortolke de kartelretlige bestemmelser udvidende. Netop således forholder det sig i en sag som den foreliggende. Vi har her at gøre med aftaler, der ved en isoleret betragtning er fuldkommen uskadelige for det fælles marked (og i øvrigt af denne grund ikke en gang er omfattet af gruppefritagelsesforordning nr. 67/67). Man kan også sige, at bedømmelsen næppe ændres, hvis man betragter et enkelt bryggeris samlede forhandlernet under ét, da et enkelt forhandlernet blandt mange tilsvarende (i Belgien skulle der være ca. 300) næppe kan påvirke den mellemstatslige handel følgeligt. Det er derimod tænkeligt, at en sådan virkning vil kunne ses, hvis man betragter samspillet af alle interne forhandleraftaler vedrørende øl i en medlemsstat. I betragtning af disses varighed og effektive sikring gennem konventionalbøder sammenholdt med den kendsgerning, at øl i en medlemsstat hovedsageligt afsættes gennem bundne beværtninger (idet den øvrige afsætning spiller en liden rolle), og at det af retlige eller faktiske grunde er vanskeligt at oprette nye beværtninger, kan man komme til det resultat, at der foreligger en omfattende indkapsling af det nationale marked og en hindring for den mellemstatslige handel, fordi udenlandske producenter har store vanskeligheder med at få fodfæste på et sådant marked. Hvis forpligtelsen til en isoleret betragtning af de enkelte aftaler i en sådan situation, der naturligvis forekommer ret teoretisk men dog ikke helt utænkelig, udelukker anvendelsen af traktatens artikel 85, kunne der opstå et farligt hul i kartelrettens system, som den nationale kartelret ikke kan udfylde (fordi den i reglen ikke har mellemstatslige forhold for øje), og som heller ikke kan lukkes ved en anvendelse af traktatens artikel 86, idet denne kun omfatter misbrug af en dominerende stilling på fællesmarkedet, dvs. når der mindst foreligger et oligopol, derimod ikke i tilfælde af ensartet adfærd hos flere enkeltvirksomheder.
Jeg vil herefter mene, at udtalelserne i Maschinenbau Ulm-dommen og formålet med traktatens kartelretlige bestemmelser muliggør en fortolkning, hvorefter det er tilladt ved bedømmelsen af enkelte forhandleraftaler med eneretsklausul at tage hensyn til tilsvarende aftaler indgået mellem andre virksomheder.
Hertil kommer, at man kun bestyrkes i denne opfattelse, hvis man kaster et blik på den nationale monopolret, navnlig den tyske lov om konkurrencebegrænsninger. Af denne vil jeg citere § 18, som er den bestemmelse, der har størst betydning ved en sammenligning med det foreliggende problem. Bestemmelsen lyder:
»Monopolmyndigheden kan erklære aftaler mellem virksomheder vedrørende varer for uvirksomme med øjeblikkelig virkning eller med virkning fra et af myndigheden fastsat tidspunkt … såfremt aftalerne begrænser en af parternes mulighed for at aftage andre varer fra tredjemand … og herigennem på urimelig måde begrænser andre virksomheders adgang til et marked, eller såfremt konkurrencen på markedet for disse eller andre varer indsnævres væsentligt på grund af sådanne begrænsningers omgang. En begrænsning, der i forhold til de udbuds- eller efterspørg-selsmuligheder, der levnes andre virksomhe der, er uvæsentlig, anses ikke for urimelig i første punktums forstand.«
Det synes for det første bemærkelsværdigt, at denne bestemmelse findes i den tyske monopollovs afsnit »øvrige aftaler« og ikke i afsnittet om dominerende virksomheder (§ 22 ff), som er undergivet en misbrugskontrol. Bemærkelsesværdigt er det ydermere, at kommentarerne til denne bestemmelse samstemmende understreger, at en undersøgelse af de enkelte i § 18 omhandlede aftaler ikke er tilstrækkelig, men at blikket må rettes mod helheden af bånd mellem udbuds- og efterspørgselssiden (hvorved i øvrigt spørgsmålet om den enkelte aftales årsagsforbindelse til de betragtede virkninger ikke synes at volde vanskeligheder). Selv om den nationale kartelret naturligvis ikke kan være nogen bindende rettesnor for os, bør dette eksempel give stof til eftertanke.
Imidlertid er resultatet ikke hermed endeligt givet. Vi må yderligere undersøge visse indvendinger, som peger på vanskelighederne ved den hidtil fundne løsning, og som ikke lader sig afvise med en kort bemærkning. Det er således blevet anført, at en hensyntagen inden for rammerne af artikel 85, stk. 1, til de ølforhandleraftaler, som er indgået af samdige bryggerier i en medlemsstat, ville føre til en utålelig retsusikkerhed, fordi det ikke for de enkelte deltagere i en aftale vil være muligt at kende antallet og indholdet af alle andre (eventuelt også udenlandske) aftaler og således forudse de retlige følger af deres handlemåde. Usikkerheden skulle forøges ved den stadige ændring af de forpligtelser, bryggerierne indgår: medens man ved en forøgelse af deres antal må regne med, at kartel-retten griber ind, medfører en formindskelse, at den kartelretlige betydning bortfalder. Yderligere vanskeliggør denne usikkerhed en afgrænsning af anvendelsesområderne for på den ene side de nationale kartelretlige ordninger og på den anden side fællesskabskartelretten, fordi det kun er, når eneretsaftalerne opnår en vis tæthed i en medlemsstat, at der kan opstå risiko for påvirkning af handelen og dermed mulighed for anvendelse af fællesskabsretten.
Det kan faktisk ikke nægtes, at der i denne forbindelse opstår visse vanskeligheder. Imidlertid må disse ikke overdrives.
Man må for det første sige, at en vis usikkerhedsfaktor ikke fuldstændigt kan udelukkes fra kartelretten, idet det her i vidt omfang kommer an på udviklingen af markedsforholdene, som naturligvis bestandigt ændrer sig.
Dernæst må det ikke glemmes, at den befrygtede usikkerhed ikke består, end ikke ud fra en objektiv helhedsbetragtning; med hensyn til visse væsentlige retsfølger nemlig for så vidt det — som for erstatningsansvarets og strafansvarets vedkommende — yderligere kommer an på det subjektive skyldelement.
Et problem foreligger egentlig kun med hensyn til de civilretlige følger af ugyldigheden, som efter ordningen i artikel 85 indtræder med tilbagevirkende kraft, når fritagelsesbetingelserne ikke er opfyldt (medens den tyske kartelret for så vidt ermere smidig, som der i nævnte § 18 er foreskrevet en uvirksomheds-erklæring ex nunc eller fra et senere tidspunkt). Vi må imidlertid konstatere, at dette fænomen (civilretlig ugyldighed ved objektiv overtrædelse af loven) også forekommer andre steder i erhvervsretten, og at problemet næppe ville være mindre, såfremt man (som det eneste mulige alternativ) skulle overveje at anvende traktatens artikel 86, idet man efter en udbredt opfattelse også ved en krænkelse af artikel 86 skal gå ud fra de pågældende retshandlers civilretlige ugyldighed.
I øvrigt mister problemet noget af sin brod ved visse betragtninger, Kommissionen har anført. — Faktisk skulle det ikke være aftaleparterne helt umuligt at forudsige de sandsynlige retsfølger. I virkeligheden kommer det nemlig ikke an på kendskab til alle enkeltheder i de forskellige aftaler men på en forestilling om størrelsesordenen af den påvirkning af handelen og konkurrencen, som disse tilsammen udøver. At danne sig en sådan forestilling er i hvert fald for de større producenter i en medlemsstat, der jo foretager omfattende markedsundersøgelser, fuldt ud muligt. Når de til det resultat, at grænsen for det tilladelige kan være nået med hensyn til det samlede antal forpligtelser (et tilfælde, der — som jeg allerede har understreget — hvad angår ølforhandleraftaler er mere teoretisk end praktisk), så vil de fornuftigvis i rette tid henvende sig til Kommissionen for at få under søgt mulighederne for en fritagelse efter artikel 85, stk. 3. Kommissionen vil på sin side — det må man regne med — ikke alene anvende den nævnte bestemmelse på liberal måde (nemlig i erkendelse af, at ølforhandleraftaler i alle henseender almindeligvis er uskadelige, ja sågar nyttige som redskaber for en fornuftig distribution); den vil også, såfremt den ikke anser en fritagelse for mulig, i rette tid under sagsbehandlingen give nødvendige anvisninger og således bidrage til at formindske den tidligere omtalte usikkerhed. Man må yderligere regne med, at Kommissionen i et sådant tilfælde ikke vil lægge rent tidsmæssige synspunkter til grund (dvs. forlods anfægte de sidst indgåede aftaler), men at den (som efter tysk kartelret) vil foretage en afvejning af de involverede interesser, hvilket kan føre til i første række at påtale de aftaler, der påvirker den mellemstatslige handel mest. Set på denne måde er det netop de virksomheder, der har vanskeligst ved at foretage en markedsbedømmelse (små bryggerier og små forhandlere), som har mindst grund til at regne med, at deres aftaler rammes af kartel-retlig ugyldighed.
Alt i alt tror jeg herefter, at man trods de befrygtede vanskeligheder, der sikkert ikke fuldt ud lader sig overvinde, kan forsvare at fortolke traktatens artikel 85, stk. 1 således, at der ved bedømmelsen af nationale leveringsaftaler med udelukkelsesklausul for aftageren kan tages hensyn til tilstedeværelsen af tilsvarende aftaler indgået mellem andre parter.
Antages dette resultat i princippet, må der i forbindelse med den foreliggende fortolk-ningsanmodning siges endnu et par ord om de forhold, som må spille en rolle ved den nævnte udvidede undersøgelse. — Således må det komme an på de bestående forpligtelsers antal og varighed, den omsatte mængde, der er omfattet, denne mængdes forhold til den frie omsætning, omfanget af forpligtelserne over for udenlandske producenter, forpligtelsernes tæthed i et bestemt geografisk område og en sammenligning med omsætningen uden for beværtninger og dennes tendens samt muligheden for at oprette nye beværtninger eller overtage hele rækker af salgssteder. Der må endelig tages hensyn til de pågældende bryggeriers størrelse og omfanget af den omsætning, der omfattes af en enkelt aftale, idet små bryggerier (som sagsøgeren, der ikke en gang afsætter 2 % af det i Belgien fremstillede øl) og små aftagere (som de to sagsøgte med en årsomsætning på 42 hl), selv når den for en handelspå virkning afgørende grænse synes nået (hvad der ved en binding af ca. 50 % af alle belgiske beværtninger og i betragtning af den faktiske udvikling af ølimporten til Belgien næppe kan være tilfældet), må være de sidste, der har grund til at regne med deres aftalers ugyldighed.
Bedømmelsen af alle disse enkeltheder vil naturligvis ikke falde en national civil domstol let. Men også her kommer det i første række kun an på at fastslå størrelsesordenen. Selv når den nationale domstol nemlig har fået det indtryk, at betingelserne for at anvende artikel 85, stk. 1 er opfyldt, kan den ikke blot kende ølforhandleraftalerne ugyldige. Som det fremgår af artiklerne 4 og 6 i forordning nr. 17 kan Kommissionen også uden anmeldelse meddele fritagelse for sådanne aftaler og dette med tilbagevirkende kraft fra tidspunktet for deres indgåelse. For at undgå modstridende afgørelser fra Kommissionen og en national domstol bør retssagen følgelig i et sådant tilfælde udsættes og parterne opfordres til at søge sagens kartelretlige spørgsmål afklaret hos Kommissionen, der i hvert fald råder over effektive undersøgelsesmuligheder.
Sammenfatning
Skal jeg sammenfatte alle disse overvejelser, bør der gives det stillede spørgsmål følgende svar:
Ved den kartelretlige bedømmelse af nationale ølforhandleraftaler med en eksklusiv aftagningspligt, der som enkeltaftaler efter deres natur ikke falder ind under EØF-traktatens artikel 85, stk. 1, skal der tages hensyn til, om en leverandør eller andre leverandører har indgået tilsvarende aftaler med andre aftagere. Herved kommer det i det enkelte tilfælde an på aftalernes antal og varighed, den omsætningsmængde, der er omfattet, en sammenligning med den frie omsætning og muligheden for at skabe nye omsætningsveje. Før en sådan aftale kendes ugyldig, bør der ske udsættelse af retssagen og tilvejebringes mulighed for indledning af en kartelretlig bedømmelse hos Kommissionen efter artikel 6 i forordning nr. 17.