Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52024XC05292

Meddelelse om indledning af en udløbsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af cykler med oprindelse i Folkerepublikken Kina

C/2024/6091

EUT C, C/2024/5292, 29.8.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/5292/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/5292/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

C-udgaven


C/2024/5292

29.8.2024

Meddelelse om indledning af en udløbsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af cykler med oprindelse i Folkerepublikken Kina

(C/2024/5292)

Efter offentliggørelsen af en meddelelse om det forestående udløb (1) af de gældende antidumpingforanstaltninger vedrørende importen af cykler med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina«, »det pågældende land«) har Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) modtaget en anmodning om en fornyet undersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (2) (»grundforordningen«).

1.   Anmodning om fornyet undersøgelse

Anmodningen blev indgivet den 24. maj 2024 af European Bicycle Manufacturers Association (»EBMA«, »ansøgeren«) på vegne af EU-erhvervsgrenen for cykler i henhold til grundforordningens artikel 5, stk. 4.

En ikkefortrolig udgave af anmodningen og analysen af, i hvilket omfang EU-producenterne støtter anmodningen, findes i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter. Der findes oplysninger om adgang til dossieret for interesserede parter i denne meddelelses afsnit 5.6.

2.   Den undersøgte vare

Den undersøgte vare er cykler uden motor (herunder trehjulede transportcykler, men ikke unicykler) (»den undersøgte vare«), i øjeblikket henhørende under KN-kode 8712 00 30 og ex 8712 00 70 (Taric-kode 8712 00 70 91, 8712 00 70 92 og 8712 00 70 99). KN- og Taric-koderne angives kun til orientering, uden at det berører en senere ændring i toldklassificeringen.

3.   Gældende foranstaltninger

De gældende foranstaltninger er en endelig antidumpingtold, som blev indført ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/1379 (3), senest ændret ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/57  (4) og udvidet ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 501/2013  (5) til også at omfatte importen afsendt fra Indonesien, Malaysia, Sri Lanka og Tunesien, uanset om varen er angivet med oprindelse i Indonesien, Malaysia, Sri Lanka og Tunesien, og ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/776  (6) udvidet til også at omfatte importen afsendt fra Cambodja, Pakistan og Filippinerne, uanset om varen er angivet med oprindelse i Cambodja, Pakistan og Filippinerne.

4.   Begrundelser for den fornyede undersøgelse

Anmodningen begrundes med, at foranstaltningernes udløb sandsynligvis vil medføre fortsat dumping og fortsat skade for EU-erhvervsgrenen.

4.1.    Påstand om sandsynligheden for fortsat dumping fra Kina

Ansøgeren hævdede, at det ikke er hensigtsmæssigt at anvende hjemmemarkedspriser og -omkostninger i Kina, eftersom der foreligger væsentlige fordrejninger, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b).

For at underbygge påstandene om væsentlige fordrejninger anvendte ansøgeren oplysningerne i arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene om »Significant Distortions in the Economy of the People's Republic of China for the Purposes of Trade Defence Investigations«, som er dateret den 10. april 2024  (7). Ansøgeren henviste navnlig til fordrejninger i form af statslig indgriben generelt, og som mere specifikt påvirker den kinesiske industri for cykler, og til kapitler om generelle fordrejninger vedrørende f.eks. råmaterialer, energi, arbejdskraft eller adgang til finansiering.

Den kinesiske cykelindustri er desuden direkte reguleret ved den 14. femårsplan for cykler og elektriske cykler, hvori det hedder, at den generelle situation for udvikling af cykelindustrien vil blive centralt styret gennem reformer. Planen fastsætter ligeledes mål for opretholdelsen af kraftige eksportmængder af cykler og forbedringen af kinesiske cykelproducenters internationale markedsandele, der skal opnås ved gennemførelsen af understøttende politikker såsom bevilling af særlige midler til at understøtte udviklingen af cykelindustrien.

I lyset af grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), er påstanden om fortsat dumping fra Kina derfor baseret på en sammenligning af en beregnet normal værdi på grundlag af produktions- og salgsomkostninger, der afspejler ikke-fordrejede priser eller referenceværdier, med eksportprisen (ab fabrik) på den undersøgte vare fra det pågældende land ved eksportsalg til Unionen. Ansøgeren angiver Tyrkiet som et passende repræsentativt land til det formål at beregne normalværdien.

På dette grundlag er de beregnede dumpingmargener betydelige for Kina.

4.2.    Påstand om sandsynligheden for fortsat skade

Ansøgeren hævder, at der er sandsynlighed for fortsat skade. Ansøgeren fremlagde i den forbindelse tilstrækkelige beviser for, at importen til Unionen af den undersøgte vare fra det pågældende land er forblevet betydelig og endda er steget i absolutte tal og i markedsandele.

De beviser, som ansøgeren har fremlagt, viser, at mængden af og priserne på den undersøgte importerede vare bl.a. har haft negative virkninger for EU-erhvervsgrenens salgsmængder, prisniveau og markedsandel, hvilket har haft betydelige negative følger for EU-erhvervsgrenens samlede resultater og økonomiske situation.

Ansøgeren hævder også, at der er sandsynlighed for yderligere skade. I denne forbindelse fremlagde ansøgeren også beviser for, at såfremt foranstaltningerne udløber, vil det nuværende importniveau for den undersøgte vare fra det pågældende land til Unionen sandsynligvis stige på grund af betydelig uudnyttet kapacitet i producenternes produktionsanlæg i Kina og EU-markedets tiltrækningskraft.

Ansøgeren hævder endvidere, at enhver yderligere væsentlig stigning i importen til dumpingpriser fra det pågældende land sandsynligvis vil forvolde EU-erhvervsgrenen yderligere skade, hvis foranstaltningerne får lov at udløbe.

5.   Procedure

Efter høring af det ved grundforordningens artikel 15, stk. 1, nedsatte udvalg har Kommissionen konstateret, at der foreligger tilstrækkelige beviser for sandsynligheden for dumping (8) og skade til at berettige indledningen af en udløbsundersøgelse, og indleder hermed en sådan undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2

Udløbsundersøgelsen vil fastslå, om der er sandsynlighed for, at foranstaltningernes udløb vil føre til fortsat eller fornyet dumping af den undersøgte vare med oprindelse i Kina og fortsat eller fornyet skade for EU-erhvervsgrenen.

5.1.    Den nuværende undersøgelsesperiode og den betragtede periode

Undersøgelsen af sandsynligheden for fortsat eller fornyet dumping omfatter perioden fra den 1. juli 2023 til den 30. juni 2024 (»den nuværende undersøgelsesperiode«). Undersøgelsen af de tendenser, der er relevante for vurderingen af sandsynligheden for fortsat eller fornyet skade, omfatter perioden fra den 1. januar 2021 til udgangen af undersøgelsesperioden (»den betragtede periode«).

5.2.    Bemærkninger til anmodningen og til indledningen af undersøgelsen

Alle interesserede parter, der ønsker at fremsætte bemærkninger til anmodningen (herunder spørgsmål vedrørende fortsat skade og årsagssammenhæng) eller til aspekter vedrørende indledningen af undersøgelsen (herunder omfanget af tilslutning til anmodningen), skal gøre dette senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende  (9).

Anmodninger om at blive hørt med hensyn til indledningen af undersøgelsen skal indgives senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse.

5.3.    Procedure for konstatering af sandsynligheden for fortsat eller fornyet dumping

I en udløbsundersøgelse analyserer Kommissionen den eksport, der blev foretaget til Unionen i den nuværende undersøgelsesperiode, og uagtet denne eksport til Unionen vurderer Kommissionen, hvorvidt situationen for de virksomheder, der producerer og sælger den undersøgte vare i det pågældende land, er af en sådan art, at der er sandsynlighed for fortsat eller fornyet eksport til dumpingpriser til Unionen, hvis foranstaltningerne udløber.

Alle producenter (10) af den undersøgte vare fra det pågældende land, herunder også de producenter, der ikke samarbejdede i forbindelse med de undersøgelser, der førte til indførelsen af de gældende foranstaltninger, opfordres derfor til at deltage i Kommissionens undersøgelse.

5.3.1.   Undersøgelse af producenter i det pågældende land

I betragtning af det potentielt store antal producenter i Kina, som er berørt af denne udløbsundersøgelse, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte tidsfrist kan Kommissionen begrænse antallet af producenter, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal ved at udtage en stikprøve (denne proces benævnes også »stikprøveudtagning«). Stikprøveudtagningen foretages i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17.

For at sætte Kommissionen i stand til at afgøre, hvorvidt det er nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodes alle producenter eller deres repræsentanter, herunder også de parter, som ikke samarbejdede i forbindelse med den undersøgelse, der førte til de foranstaltninger, der undersøges i denne undersøgelse, om at give Kommissionen oplysninger om deres virksomheder senest syv dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse. Disse oplysninger skal gives via TRON.tdi på følgende adresse: https://tron.trade.ec.europa.eu/tron/tdi/form/R822_SAMPLING_FORM_FOR_EXPORTING_PRODUCER. Oplysninger om adgang til Tron kan findes i afsnit 5.6 og 5.9.

Kommissionen vil desuden kontakte myndighederne i Kina og vil kunne kontakte alle kendte sammenslutninger af producenter i det pågældende land for at indhente de oplysninger, som den anser for nødvendige for at udtage stikprøven af producenter.

Hvis det er nødvendigt at udtage en stikprøve, vil producenterne blive udtaget ud fra den største repræsentative produktions-, salgs- eller eksportmængde, som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed. Kommissionen orienterer alle kendte producenter i Kina, myndighederne i det pågældende land og sammenslutninger af producenter, om nødvendigt gennem myndighederne i det pågældende land, om, hvilke virksomheder der er blevet udtaget til at indgå i stikprøven.

Når Kommissionen har modtaget de oplysninger, der er nødvendige for at udtage en stikprøve af producenter, vil den oplyse de berørte parter om, hvorvidt de indgår i stikprøven. De producenter, der indgår i stikprøven, skal indgive et udfyldt spørgeskema senest 30 dage efter datoen for meddelelsen af beslutningen om, at de indgår i stikprøven, medmindre andet er angivet.

Kommissionen vil tilføje et notat vedrørende stikprøveudtagningen, til det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter. Enhver bemærkning til stikprøveudtagningen skal være modtaget senest tre dage efter datoen for meddelelsen af beslutningen om stikprøveudtagning.

En kopi af spørgeskemaet til producenterne i det pågældende land findes i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter, og på Generaldirektoratet for Handels hjemmeside: https://tron.trade.ec.europa.eu/investigations/case-view?caseId=2746.

Virksomheder, der var indforstået med eventuelt at indgå i stikprøven, men som ikke blev udtaget til at indgå heri, vil blive betragtet som samarbejdsvillige, jf. dog grundforordningens artikel 18.

5.3.2.   Supplerende procedure i forbindelse med det pågældende land som følge af væsentlige fordrejninger

I henhold til bestemmelserne i denne meddelelse opfordres alle interesserede parter til at tilkendegive deres synspunkter, indgive oplysninger og fremlægge dokumentation, hvad angår anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 6a. Medmindre andet er angivet, skal disse oplysninger med tilhørende dokumentation være Kommissionen i hænde senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse.

Kommissionen opfordrer navnlig alle interesserede parter til at fremsætte bemærkninger vedrørende input og koder i det harmoniserede system (HS), der er omhandlet i anmodningen, til at foreslå egnede repræsentative lande og til at oplyse identiteten af producenterne af den undersøgte vare i disse lande. Disse oplysninger med tilhørende dokumentation skal være Kommissionen i hænde senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse.

Kort efter indledningen af undersøgelsen vil Kommissionen i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra e), underrette undersøgelsens parter gennem et notat, der tilføjes det dossier, som stilles til rådighed for interesserede parter, om de relevante kilder, som Kommissionen har til hensigt at anvende i forbindelse med fastsættelsen af den normale værdi i Kina, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a. Dette vil omfatte alle kilder, herunder evt. udvælgelsen af et egnet repræsentativt tredjeland. Undersøgelsens parter har 10 dage til at fremsætte bemærkninger gældende fra den dato, hvor notatet tilføjes dette dossier.

Ifølge Kommissionens oplysninger er Tyrkiet et muligt repræsentativt tredjeland for Kina i denne sag. Med henblik på den endelige udvælgelse af et egnet repræsentativt tredjeland vil Kommissionen undersøge, om der er lande med et økonomisk udviklingsniveau svarende til Kinas, hvor der foregår produktion og salg af den undersøgte vare, og hvor de relevante oplysninger er lettilgængelige. Hvis flere lande kan komme i betragtning, gives der, når det er relevant, fortrinsret til lande, der har et passende niveau af social beskyttelse og miljømæssig beskyttelse.

Hvad angår de relevante kilder, opfordrer Kommissionen alle producenter i Kina til at fremsende oplysninger om de materialer (rå og forarbejdede) og den energi, der anvendes i produktionen af den undersøgte vare, senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse. Disse oplysninger skal gives via TRON.tdi på følgende adresse: https://tron.trade.ec.europa.eu/tron/tdi/form/R822_INFO_ON_INPUTS_FOR_EXPORTING_PRODUCER_FORM. Oplysninger om adgang til Tron kan findes i afsnit 5.6 og 5.9.

Endvidere skal alle faktuelle oplysninger med henblik på at beregne omkostninger og priser i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), indgives senest 65 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse. Sådanne faktuelle oplysninger bør kun hentes fra offentligt tilgængelige kilder.

For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige til sin undersøgelse af de påståede væsentlige fordrejninger i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b), vil den også stille et spørgeskema til rådighed for de kinesiske myndigheder.

5.3.3.   Undersøgelse af ikke forretningsmæssigt forbundne importører (11) (12)

Ikke forretningsmæssigt forbundne importører af den undersøgte vare fra det pågældende land til Unionen, herunder også de importører, der ikke samarbejdede i forbindelse med den undersøgelse, der førte til indførelsen af de gældende foranstaltninger, opfordres til at deltage i denne undersøgelse.

I betragtning af det potentielt store antal ikke forretningsmæssigt forbundne importører, som er berørt af denne udløbsundersøgelse, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte frist kan Kommissionen begrænse antallet af ikke forretningsmæssigt forbundne importører, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal ved at udtage en stikprøve (denne proces benævnes også »stikprøveudtagning«). Stikprøveudtagningen foretages i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17.

For at Kommissionen kan afgøre, om det er nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodes alle ikke forretningsmæssigt forbundne importører eller deres repræsentanter herunder også de parter, som ikke samarbejdede i forbindelse med den undersøgelse, der førte til de foranstaltninger, der undersøges i denne fornyede undersøgelse, om at give sig til kende over for Kommissionen. Disse parter skal gøre dette senest syv dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse ved at indberette de oplysninger om deres virksomhed(er) til Kommissionen, som der anmodes om i bilaget til denne meddelelse.

Kommissionen kan desuden kontakte alle kendte importørsammenslutninger for at indhente de oplysninger, den anser for nødvendige for at udtage stikprøven af ikke forretningsmæssigt forbundne importører.

Hvis det er nødvendigt at udtage en stikprøve, kan importørerne udtages ud fra den største repræsentative salgsmængde i Unionen af den undersøgte vare fra det pågældende land, som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed. Kommissionen orienterer alle kendte ikke forretningsmæssigt forbundne importører og importørsammenslutninger om, hvilke virksomheder der er udtaget til at indgå i stikprøven.

Kommissionen vil også tilføje et notat vedrørende stikprøveudtagningen, til det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter. Enhver bemærkning til stikprøveudtagningen skal være modtaget senest tre dage efter datoen for meddelelsen af beslutningen om stikprøveudtagning.

For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige til sin undersøgelse, vil den stille spørgeskemaer til rådighed for de ikke forretningsmæssigt forbundne importører i stikprøven. Disse parter skal indgive et udfyldt spørgeskema senest 30 dage efter datoen for meddelelsen om stikprøveudtagningen, medmindre andet er angivet.

En kopi af spørgeskemaet til ikke forretningsmæssigt forbundne importører findes i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter, og på Generaldirektoratet for Handels websted: https://tron.trade.ec.europa.eu/investigations/case-view?caseId=2746.

5.4.    Procedure for konstatering af sandsynligheden for fortsat eller fornyet skade og undersøgelse af EU-producenter

For at fastslå, om det er sandsynligt, at EU-erhvervsgrenen vil blive forvoldt fortsat eller fornyet skade, opfordrer Kommissionen EU-producenterne af den undersøgte vare til at deltage i undersøgelsen.

I betragtning af det store antal EU-producenter, som er berørt af denne udløbsundersøgelse, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte tidsfrist har Kommissionen besluttet at begrænse antallet af EU-producenter, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal ved at udtage en stikprøve (denne proces benævnes også »stikprøveudtagning«). Stikprøveudtagningen vil foregå i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17.

Kommissionen har foreløbigt udtaget en stikprøve af EU-producenter. Yderligere oplysninger findes i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter.

Interesserede parter opfordres hermed til at fremsætte bemærkninger til den foreløbige stikprøve. Andre EU-producenter eller deres repræsentanter, herunder også de EU-producenter, som ikke samarbejdede i forbindelse med de undersøgelser, der førte til de gældende foranstaltninger, og som er af den opfattelse, at der er særlige grunde til, at de bør indgå i stikprøven, skal desuden kontakte Kommissionen senest syv dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse. Alle bemærkninger til den foreløbige stikprøve skal indgives senest syv dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse, medmindre andet er angivet.

Kommissionen underretter alle kendte EU-producenter og/eller sammenslutninger af EU-producenter om, hvilke virksomheder der er endeligt udtaget til at indgå i stikprøven.

De EU-producenter, der indgår i stikprøven, skal indgive et udfyldt spørgeskema senest 30 dage efter datoen for meddelelsen af beslutningen om, at de indgår i stikprøven, medmindre andet er angivet.

En kopi af spørgeskemaet til EU-producenter findes i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter, og på Generaldirektoratet for Handels websted: https://tron.trade.ec.europa.eu/investigations/case-view?caseId=2746.

5.5.    Procedure for vurdering af Unionens interesser

Hvis det bekræftes, at der er sandsynlighed for fortsat eller fornyet dumping og skade, vil der i henhold til grundforordningens artikel 21 blive truffet afgørelse om, hvorvidt det vil være i strid med Unionens interesser at opretholde antidumpingforanstaltningerne.

EU-producenter, importører og deres repræsentative sammenslutninger, brugere og deres repræsentative sammenslutninger, fagforeninger og repræsentative forbrugerorganisationer opfordres til at give Kommissionen oplysninger om Unionens interesser.

Oplysninger vedrørende vurderingen af Unionens interesser skal indgives senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse, medmindre andet er angivet. Disse oplysninger kan enten indgives uformelt eller ved at udfylde et spørgeskema, der er udarbejdet af Kommissionen.

En kopi af spørgeskemaerne, herunder spørgeskemaet til brugere af den undersøgte vare, findes i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter, og på Generaldirektoratet for Handels websted: https://tron.trade.ec.europa.eu/investigations/case-view?caseId=2746.

I alle tilfælde vil oplysninger indgivet i henhold til grundforordningens artikel 21 kun blive taget i betragtning, hvis de er underbygget med faktuelle beviser på indgivelsestidspunktet, som bekræfter deres gyldighed.

5.6.    Interesserede parter

For at deltage i undersøgelsen skal interesserede parter, som for eksempel producenter i det pågældende land, EU-producenter, importører og deres repræsentative sammenslutninger, brugere og deres repræsentative sammenslutninger, fagforeninger og repræsentative forbrugersammenslutninger, først påvise, at der er en objektiv forbindelse mellem deres aktiviteter og den undersøgte vare.

Producenter i det pågældende land, EU-producenter, importører og repræsentative sammenslutninger, der har gjort oplysninger tilgængelige i overensstemmelse med procedurerne i afsnit 5.3.1, 5.3.3 og 5.4.1, vil blive betragtet som interesserede parter, hvis der er en objektiv forbindelse mellem deres aktiviteter og den undersøgte vare.

Andre parter vil kun kunne deltage i undersøgelsen som interesseret part, fra det tidspunkt hvor de giver sig til kende, og forudsat at der er en objektiv forbindelse mellem deres aktiviteter og den undersøgte vare. Det at blive betragtet som en interesseret part berører ikke anvendelsen af grundforordningens artikel 18.

Der er adgang til det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter, via TRON.tdi på følgende adresse: https://tron.trade.ec.europa.eu/tron/TDI. Følg venligst anvisningerne på denne side for at få adgang (13).

5.7.    Andre skriftlige indlæg

I henhold til bestemmelserne i denne meddelelse opfordres alle interesserede parter til at tilkendegive deres synspunkter, indgive oplysninger og fremlægge dokumentation herfor. Medmindre andet er angivet, skal disse oplysninger med tilhørende dokumentation være Kommissionen i hænde senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse.

5.8.    Mulighed for at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjenester

Alle interesserede parter kan anmode om at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjenester. Enhver anmodning om at blive hørt skal indgives skriftligt og begrundes, og den skal endvidere indeholde et sammendrag af, hvad den interesserede part ønsker at drøfte under høringen. Høringen vil blive begrænset til de spørgsmål, som de interesserede parter har rejst i den forudgående skriftlige anmodning.

Høringer skal principielt ikke anvendes til at forelægge faktuelle oplysninger, der endnu ikke er registreret. Ikke desto mindre kan interesserede parter af hensyn til god forvaltningsskik og for at give Kommissionens tjenestegrene mulighed for at gøre fremskridt med undersøgelsen blive bedt om at fremlægge nye faktuelle oplysninger efter en høring.

5.9.    Vejledning om indgivelse af skriftlige indlæg og indsendelse af udfyldte spørgeskemaer og korrespondance

Oplysninger, som indgives til Kommissionen som led i handelsbeskyttelsesundersøgelser, må ikke være omfattet af ophavsret. Interesserede parter skal, inden de indgiver oplysninger og/eller data til Kommissionen, der er omfattet af tredjemands ophavsret, anmode indehaveren af ophavsrettighederne om en særlig tilladelse, som udtrykkeligt tillader Kommissionen a) at anvende oplysningerne og dataene i forbindelse med denne handelsbeskyttelsesprocedure og b) at forelægge interesserede parter, der er berørt af denne undersøgelse, oplysningerne og/eller dataene i en form, der gør det muligt for dem at udøve deres ret til forsvar.

Alle skriftlige indlæg, herunder de oplysninger, hvorom der anmodes i denne meddelelse, udfyldte spørgeskemaer og korrespondance fra interesserede parter, for hvilke der anmodes om fortrolig behandling, skal forsynes med påtegningen » Sensitive «  (14). Parter, der indgiver oplysninger i løbet af undersøgelsen, opfordres til at begrunde deres anmodning om fortrolig behandling.

Parter, der indgiver oplysninger forsynet med påtegningen » Sensitive «, skal indgive ikke-fortrolige sammendrag heraf i henhold til grundforordningens artikel 19, stk. 2, som forsynes med påtegningen » For inspection by interested parties «. Disse sammendrag skal være tilstrækkeligt detaljerede til at sikre en rimelig forståelse af de fortrolige oplysningers egentlige indhold. Hvis en part, der indsender fortrolige oplysninger, ikke kan give en god begrundelse for at anmode om fortrolig behandling eller undlader at indsende et ikke-fortroligt sammendrag heraf, der opfylder kravene til form og indhold, kan Kommissionen se bort fra disse oplysninger, medmindre det på et relevant grundlag og på tilfredsstillende måde kan godtgøres, at oplysningerne er korrekte.

Interesserede parter opfordres til at indsende deres indlæg og anmodninger via TRON.tdi (https://tron.trade.ec.europa.eu/tron/TDI), herunder anmodninger om registrering som interesserede parter, scannede fuldmagter og erklæringer. Ved brug af TRON.tdi eller e-mail udtrykker de interesserede parter accept af de regler, der gælder for elektronisk korrespondance, og som findes i dokumentet »KORRESPONDANCE MED EUROPA-KOMMISSIONEN I HANDELSBESKYTTELSESSAGER«, der er tilgængeligt på Generaldirektoratet for Handels websted: https://europa.eu/!7tHpY3. Interesserede parter skal anføre deres navn, adresse, telefonnummer og en gyldig e-mailadresse og sikre, at denne e-mailadresse er en fungerende officiel virksomhedspostkasse, som tjekkes dagligt. Når Kommissionen har modtaget disse kontaktoplysninger, vil den udelukkende kommunikere med de interesserede parter via TRON.tdi eller pr. e-mail, medmindre de udtrykkeligt har ønsket at modtage alle dokumenter fra Kommissionen på anden vis, eller medmindre dokumenternes art forudsætter brug af anbefalet post. Interesserede parter kan i ovenstående retningslinjer for kommunikation med interesserede parter finde supplerende regler og oplysninger om korrespondance med Kommissionen, herunder de principper, der gælder for indgivelse af indlæg via TRON.tdi og pr. e-mail.

Kommissionens postadresse:

Europa-Kommissionen

Generaldirektoratet for Handel

Direktorat G

Kontor: CHAR 04/039

1049 Bruxelles/Brussel

BELGIQUE/BELGIË

TRON.tdi: https://tron.trade.ec.europa.eu/tron/tdi

E-mail: TRADE-R822-BICYCLES-DUMPING@ec.europa.eu

TRADE-R822-BICYCLES-INJURY@ec.europa.eu

6.   Tidsplan for undersøgelsen

Undersøgelsen skal normalt afsluttes senest 12 måneder og i alle tilfælde senest 15 måneder efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse, jf. grundforordningens artikel 11, stk. 5.

7.   Indgivelse af oplysninger

Reglen er, at interesserede parter kun kan indgive oplysninger inden for de tidsrammer, der er angivet i denne meddelelses afsnit 5.

Med henblik på at afslutte undersøgelsen inden for de obligatoriske frister accepterer Kommissionen ikke indlæg fra interesserede parter til den endelige fremlæggelse af oplysninger efter fristen, eller at de, hvis det er relevant, fremsætter bemærkninger til den supplerende endelige fremlæggelse af oplysninger efter fristen.

8.   Mulighed for at fremsætte bemærkninger til andre parters indlæg

For at garantere retten til forsvar bør interesserede parter have mulighed for at fremsætte bemærkninger til oplysninger indgivet af andre interesserede parter. Når de gør dette, må interesserede parter kun behandle spørgsmål rejst i forbindelse med andre interesserede parters indlæg og må ikke rejse nye spørgsmål.

Bemærkninger til oplysninger fra andre parter som respons på fremlæggelsen af de endelige konklusioner bør indgives senest fem dage efter fristen for fremsættelse af bemærkninger til de endelige konklusioner, medmindre andet er angivet. Hvis der finder en supplerende endelig fremlæggelse af oplysninger sted, bør bemærkninger til oplysningerne fra andre interesserede parter som respons på denne supplerende fremlæggelse fremsættes senest en dag efter fristen for fremsættelse af bemærkninger til denne supplerende fremlæggelse, medmindre andet er angivet.

Den beskrevne tidsramme berører ikke Kommissionens ret til at anmode om yderligere oplysninger fra interesserede parter i behørigt begrundede tilfælde.

9.   Forlængelse af tidsfristerne i denne meddelelse

Der bør kun anmodes om forlængelse af de tidsfrister, der er angivet i denne meddelelse, under særlige omstændigheder, og tidsfristerne vil kun blive forlænget, hvis forlængelsen er behørigt begrundet. Enhver forlængelse af fristen for at besvare spørgeskemaer vil under alle omstændigheder normalt være begrænset til tre dage og vil som regel ikke overstige syv dage. For så vidt angår tidsfrister for indgivelse af andre oplysninger i denne meddelelse, vil forlængelser blive begrænset til tre dage, medmindre der påvises særlige omstændigheder.

10.   Manglende samarbejdsvilje

Hvis en af de interesserede parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger, undlader at meddele dem inden for de fastsatte tidsfrister eller lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18.

Konstateres det, at en interesseret part har givet urigtige eller vildledende oplysninger, kan der ses bort fra disse oplysninger, og der kan gøres brug af de foreliggende faktiske oplysninger.

Hvis en interesseret part helt eller delvist undlader at samarbejde, og resultaterne af undersøgelsen derfor baseres på de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18, kan resultatet blive mindre gunstigt for denne part, end hvis den pågældende havde samarbejdet.

Indgives der ikke svar elektronisk, anses dette ikke for manglende samarbejdsvilje, forudsat at den interesserede part påviser, at indgivelse af svar på den ønskede måde ville indebære en urimelig ekstra byrde eller urimelige ekstra omkostninger. I givet fald skal den interesserede part omgående kontakte Kommissionen.

11.   Høringskonsulent

Interesserede parter kan anmode om høringskonsulentens mellemkomst i handelsprocedurer. Høringskonsulenten gennemgår anmodninger om aktindsigt, tvister med hensyn til dokumenternes fortrolighed, anmodninger om forlængelse af tidsfrister og eventuelle andre anmodninger vedrørende de interesserede parters og tredjeparters ret til forsvar, som kan opstå under proceduren.

Høringskonsulenten kan foranstalte høringer og mægle mellem den eller de interesserede parter og Kommissionens tjenestegrene for at sikre, at de interesserede parters ret til at forsvare sig udøves fuldt ud. En anmodning om en høring med høringskonsulenten skal indgives skriftligt og begrundes. Høringskonsulenten vil analysere begrundelserne for anmodningerne. Disse høringer bør principielt kun finde sted, hvis spørgsmålene ikke allerede er blevet afklaret med Kommissionens tjenestegrene.

Anmodninger skal indgives i god tid og hurtigst muligt for at sikre en velordnet afvikling af procedurerne. Med henblik herpå bør interesserede parter anmode om høringskonsulentens mellemkomst hurtigst muligt efter den hændelse, der berettiger en sådan mellemkomst. Hvis anmodninger om høring indgives efter den relevante tidsrammes udløb, vil høringskonsulenten også undersøge årsagerne til sådanne sene anmodninger, karakteren af de spørgsmål, der er rejst, og virkningen af disse spørgsmål på retten til forsvar under behørig hensyntagen til god forvaltningsskik og rettidig afslutning af undersøgelsen.

Interesserede parter kan finde yderligere oplysninger og kontaktoplysninger på høringskonsulentens sider på Generaldirektoratet for Handels websted: https://policy.trade.ec.europa.eu/contacts/hearing-officer_en.

12.   Mulighed for anmodning om fornyet undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3

Da denne udløbsundersøgelse indledes i overensstemmelse med bestemmelserne i grundforordningens artikel 11, stk. 2, vil konklusionerne af den ikke føre til, at de gældende foranstaltninger ændres, men at foranstaltningerne enten ophæves eller opretholdes i overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 6.

Hvis en interesseret part mener, at det er berettiget at foretage en fornyet undersøgelse af foranstaltningerne med henblik på at muliggøre en ændring af foranstaltningerne, kan den pågældende part anmode om en fornyet undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3.

Parter, der ønsker at anmode om en sådan fornyet undersøgelse, som i givet fald vil blive foretaget uafhængigt af den udløbsundersøgelse, der er omhandlet i denne meddelelse, kan henvende sig til Kommissionen på ovennævnte adresse.

13.   Behandling af personoplysninger

Personoplysninger, som indsamles i forbindelse med denne undersøgelse, vil blive behandlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (15).

En databeskyttelsesmeddelelse, der informerer alle personer om behandlingen af personoplysninger inden for rammerne af Kommissionens handelsbeskyttelsesaktiviteter, findes på Generaldirektoratet for Handels websted: https://europa.eu/!vr4g9W


(1)   EUT C, C/2023/1260, 1.12.2023, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2023/1260/oj.

(2)   EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2016/1036/oj.

(3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/1379 af 28. august 2019 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af cykler med oprindelse i Folkerepublikken Kina, udvidet til også at omfatte importen af cykler afsendt fra Indonesien, Malaysia, Sri Lanka, Tunesien, Cambodja, Pakistan og Filippinerne, uanset om varen er angivet med oprindelse i disse lande eller ej, efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EU) 2016/1036 (EUT L 225 af 29.8.2019, s. 1).

(4)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/57 af 14. januar 2022 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2019/1379 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af cykler med oprindelse i Folkerepublikken Kina, udvidet til også at omfatte importen af cykler afsendt fra Indonesien, Malaysia, Sri Lanka, Tunesien, Cambodja, Pakistan og Filippinerne, uanset om varen er angivet med oprindelse i disse lande eller ej, efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EU) 2016/1036 (EUT L 10 af 17.1.2022, s. 15).

(5)  Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 501/2013 af 29. maj 2013 om udvidelse af den endelige antidumpingtold, der indførtes ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 990/2011 over for importen af cykler med oprindelse i Folkerepublikken Kina, til også at omfatte importen af cykler afsendt fra Indonesien, Malaysia, Sri Lanka og Tunesien, uanset om varen er angivet med oprindelse i Indonesien, Malaysia, Sri Lanka og Tunesien (EUT L 153 af 5.6.2013, s. 1).

(6)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/776 af 18. maj 2015 om udvidelse af den endelige antidumpingtold, der indførtes ved Rådets forordning (EU) nr. 502/2013 over for importen af cykler med oprindelse i Folkerepublikken Kina, til også at omfatte importen af cykler afsendt fra Cambodja, Pakistan og Filippinerne, uanset om varen er angivet med oprindelse i Cambodja, Pakistan og Filippinerne (EUT L 122 af 19.5.2015, s. 4).

(7)  Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene om »Significant Distortions in the Economy of the People's Republic of China for the Purposes of Trade Defence Investigations«, af 10. april 2024, SWD(2024) 91 final, der er tilgængeligt på: https://ec.europa.eu/transparency/documents-register/detail?ref=SWD(2024)91&lang=da

(8)  På baggrund af de tilgængelige oplysninger mener Kommissionen, at der foreligger tilstrækkelige beviser for, at det som følge af væsentlige fordrejninger, der påvirker priser og omkostninger, ikke er hensigtsmæssigt at anvende hjemmemarkedspriser og -omkostninger i det pågældende land, hvilket således berettiger indledningen af en undersøgelse på grundlag af grundforordningens artikel 2, stk. 6a.

(9)  Alle henvisninger til offentliggørelsen af denne meddelelse vil være henvisninger til offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet.

(10)  En producent er en virksomhed i det pågældende land, som producerer den undersøgte vare, herunder alle dennes forretningsmæssigt forbundne virksomheder, der er beskæftiget med produktion, hjemmemarkedssalg eller eksport af den undersøgte vare.

(11)  Kun importører, der ikke er forretningsmæssigt forbundet med producenter i det pågældende land, kan indgå i stikprøven. Importører, der er forretningsmæssigt forbundet med producenter, skal udfylde bilag I til spørgeskemaet for disse producenter. I henhold til artikel 127 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 af 24. november 2015 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 om EU-toldkodeksen betragtes to personer som værende indbyrdes afhængige, hvis én af følgende betingelser er opfyldt: a) den ene er medlem af direktionen eller bestyrelsen for den andens virksomhed eller omvendt, b) de anses juridisk set for interessenter eller kompagnoner, c) de er arbejdsgiver og arbejdstager, d) en tredjemand besidder, kontrollerer eller råder direkte eller indirekte over 5 % eller derover af deres aktier eller anparter med stemmeret, e) den ene af dem kontrollerer direkte eller indirekte den anden part, f) de kontrolleres begge direkte eller indirekte af en tredjemand, g) de kontrollerer tilsammen direkte eller indirekte en tredjemand, eller h) de er medlem af samme familie (EUT L 343 af 29.12.2015, s. 558). I henhold til artikel 5, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 om EU-toldkodeksen forstås ved »person«: en fysisk person, en juridisk person og enhver sammenslutning af personer, som ikke er en juridisk person, men som i henhold til EU-retten eller national ret anerkendes at have rets- og handleevne (EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1).

(12)  De oplysninger, som ikke forretningsmæssigt forbundne importører indgiver, kan også bruges i forbindelse med andre aspekter af denne undersøgelse end konstatering af dumping.

(13)  I tilfælde af tekniske problemer kan Trade Service Desk kontaktes på følgende e-mailadresse: trade-service-desk@ec.europa.eu eller telefonisk på +32 22979797.

(14)  Et dokument med påtegningen » Sensitive « er et fortroligt dokument i henhold til grundforordningens artikel 19 og artikel 6 i WTO-aftalen om anvendelse af artikel VI i GATT 1994 (»antidumpingaftalen«). Det er også beskyttet i henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43).

(15)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2018/1725/oj).


BILAG

Sensitive version (Følsom udgave)

For inspection by interested parties (udgave, der stilles til rådighed for interesserede parter)

(Sæt kryds i den relevante rubrik)

ANTIDUMPINGPROCEDURE VEDRØRENDE IMPORTEN AF CYKLER MED OPRINDELSE I FOLKEREPUBLIKKEN KINA

OPLYSNINGER TIL BRUG VED UDTAGELSEN AF STIKPRØVEN AF IKKE FORRETNINGSMÆSSIGT FORBUNDNE IMPORTØRER

Hensigten med denne formular er at hjælpe ikke forretningsmæssigt forbundne importører med at indberette de stikprøveoplysninger, der anmodes om i afsnit 5.3.3. i indledningsmeddelelsen.

Både den følsomme udgave (» Sensitive «) og den udgave, der stilles til rådighed for interesserede parter (» For inspection by interested parties «), skal returneres til Kommissionen som anført i indledningsmeddelelsen.

1.   NAVN OG KONTAKTOPLYSNINGER

De bedes oplyse følgende om Deres virksomhed:

Virksomhedens navn

 

Adresse

 

Kontaktperson

 

E-mailadresse

 

Telefon

 

2.   OMSÆTNING OG SALGSMÆNGDE

Angiv virksomhedens samlede omsætning i euro (EUR) samt værdien i euro (EUR) og mængden i enheder ved import til og videresalg på EU-markedet efter import fra Folkerepublikken Kina (»Kina«) i nuværende undersøgelsesperiode af den undersøgte vare som defineret i indledningsmeddelelsen.

 

Enheder

Værdi i euro (EUR)

Deres virksomheds samlede omsætning i euro (EUR)

 

 

Import af den undersøgte vare med oprindelse i Kina

 

 

Import af den undersøgte vare til Unionen (alle oprindelseslande)

 

 

Videresalg på EU-markedet efter import fra Kina af den undersøgte vare

 

 

3.   DERES VIRKSOMHEDS OG FORRETNINGSMÆSSIGT FORBUNDNE VIRKSOMHEDERS AKTIVITETER (1)

De bedes angive præcise oplysninger om aktiviteterne i virksomheden og i alle de forretningsmæssigt forbundne virksomheder (angiv venligst disse og anfør forbindelsen til Deres virksomhed), der er involveret i produktion og/eller salg (eksport- og/eller hjemmemarkedssalg) af den undersøgte vare. Sådanne aktiviteter kan omfatte anskaffelsen af den undersøgte vare eller produktionen af den i henhold til en underentrepriseaftale, eller forarbejdningen af eller handelen med den undersøgte vare, men er ikke begrænset hertil.

Virksomhedens navn og beliggenhed

Aktiviteter

Forbindelse

 

 

 

 

 

 

 

 

 

4.   ANDRE OPLYSNINGER

De bedes angive alle andre relevante oplysninger, som De mener kan være nyttige, og som kan hjælpe Kommissionen, når den udtager stikprøven.

5.   ERKLÆRING

Ved at indgive ovenstående oplysninger indvilliger virksomheden i at indgå i stikprøven. Hvis virksomheden udtages til at indgå i stikprøven, indebærer dette udfyldelse af et spørgeskema og accept af et kontrolbesøg på stedet for at verificere besvarelsen. Hvis virksomheden anfører, at den ikke ønsker at indgå i stikprøven, vil den blive anset for ikke at have samarbejdet i forbindelse med undersøgelsen. Kommissionens konklusioner vedrørende de importører, der ikke er samarbejdsvillige, bygger på de foreliggende faktiske oplysninger, og resultatet kan blive mindre gunstigt for denne virksomhed, end hvis den havde udvist samarbejdsvilje.

Befuldmægtigedes underskrift:

Befuldmægtigedes navn og titel:

Dato:


(1)  I henhold til artikel 127 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 af 24. november 2015 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 om EU-toldkodeksen betragtes to personer som værende indbyrdes afhængige, hvis én af følgende betingelser er opfyldt: a) den ene er medlem af direktionen eller bestyrelsen for den andens virksomhed eller omvendt, b) de anses juridisk set for interessenter eller kompagnoner, c) de er arbejdsgiver og arbejdstager, d) en tredjemand besidder, kontrollerer eller råder direkte eller indirekte over 5 % eller derover af deres aktier eller anparter med stemmeret, e) den ene af dem kontrollerer direkte eller indirekte den anden part, f) de kontrolleres begge direkte eller indirekte af en tredjemand, g) de kontrollerer tilsammen direkte eller indirekte en tredjemand, eller h) de er medlem af samme familie (EUT L 343 af 29.12.2015, s. 558). I henhold til artikel 5, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 om EU-toldkodeksen forstås ved »person«: en fysisk person, en juridisk person og enhver sammenslutning af personer, som ikke er en juridisk person, men som i henhold til EU-retten eller national ret anerkendes at have rets- og handleevne (EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1).


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/5292/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)


Top