Eksempel 1: En producent begynder at attestere, at alle dennes jordbær er pesticidfri, og opkræver en merpris for salget heraf. En konkurrerende producent bemærker, at den første producent sælger alle sine jordbær til den højere pris og begynder at gøre det samme. Snart begynder andre producenter at gøre det samme og kan opkræve en merpris, fordi de alle attesterer, at deres jordbær er pesticidfri. I denne situation foreligger der ikke en aftale: Hver producent handler selvstændigt under hensyntagen til konkurrenternes aktuelle eller forventede adfærd.

Eksempel 2: En gruppe producenter mødes for at drøfte, hvordan jordbærdyrkning kan gøres mere bæredygtig. De drøfter, hvordan de vil ophøre med at anvende pesticider på deres jordbær, men er bekymrede for, at hvis de gør det alene, vil andre konkurrenter underbyde dem på prisen. De anfører alle, at de ikke vil anvende pesticider den følgende sæson, hvis de andre indvilliger i det samme tilsagn. De fremlægger ikke et skriftligt dokument, der registrerer dette tilsagn. Ingen af producenterne anvender pesticider på deres jordbær det følgende år. Dette er en aftale. Selv om det ikke foreligger på skrift, gav producenterne klart udtryk for, at de havde til hensigt at optræde på markedet på en bestemt måde, både ved deres erklæringer under mødet og ved faktisk at gøre, hvad de sagde, de ville gøre.

Eksempel: En horisontal aftale kan f.eks. vedrøre et tilsagn mellem konkurrerende producenter om kun at opdrætte fjerkræ i overensstemmelse med visse dyrevelfærdsstandarder, der er højere, end hvad der er fastsat i EU-retten eller national ret. En vertikal aftale kan f.eks. vedrøre en forpligtelse mellem visse producenter og distributører til kun at markedsføre fjerkræ, der opdrættes i overensstemmelse med visse bæredygtighedsstandarder, som er højere, end hvad der er fastsat i EU-retten eller national ret.

Eksempel: En brancheorganisation for ost repræsenterer tre led i landbrugs- og fødevareforsyningskæden: mælkeproducenterne, osteproducenterne og distributørerne. Brancheorganisationens regler indeholder bestemmelser om, at den kan indgå en aftale eller en vedtagelse efter godkendelse af et flertal af medlemmerne i hvert led. Ved indgåelsen af en bæredygtighedsaftale i brancheorganisationen om mere bæredygtig produktion og distribution af ost stemmer 70 % af mælkeproducenterne (første led), 60 % af osteproducenterne (andet led) og 55 % af mælke- og ostedistributørerne (tredje led) for. I dette scenario kan brancheorganisationens beslutningstagende organ indgå en bæredygtighedsaftale, som er bindende for alle dens medlemmer. Hvad angår anvendelsen af artikel 210a, anses alle producenter og distributører, som er medlem af brancheorganisationen, enten direkte eller gennem deres repræsentative organer og sammenslutninger, for at være parter i bæredygtighedsaftalen, også dem der ikke stemte for aftalen.

Eksempel 1: For at fremme bæredygtig dyrkning af æbler aftaler en gruppe af supermarkedskæder, der tilsammen tegner sig for 70 % af engroskøbene af æbler i en medlemsstat, at de kun vil købe æbler, der er certificeret som pesticidfrie. Da denne gruppe tegner sig for store indkøb, føler de fleste æbleproducenter, at de ikke har andet valg end at følge den standard, der er fastsat af gruppen af supermarkedskæder, for at sikre, at deres produkter ikke udelukkes fra markedet. De ophører med at bruge pesticider og certificerer deres æbler som pesticidfrie i stedet for at risikere ikke at kunne afsætte deres æbleproduktion. Der er tydeligvis en aftale mellem supermarkedskæderne. Æbleproducenterne er imidlertid ikke parter i denne aftale. Selv om producenterne leverer produkter, der opfylder en bæredygtighedsstandard, har de ikke selv aftalt indholdet af standarden med supermarkedskæderne, og deres valg af at overholde standarden er ikke betinget af, at andre æbleproducenter opfylder standarden. Som følge heraf vil producenterne ikke være part i den aftale, der er indgået mellem gruppen af supermarkedskæder. Dette forhindrer dog ikke producenterne i at blive part i en bæredygtighedsaftale med supermarkedskæderne i fremtiden.

Eksempel 2: I et lidt andet scenario aftaler en gruppe supermarkedskæder, at den kun vil købe æbler, der er certificeret som pesticidfrie. En sammenslutning af æbleproducenter udvikler et certificeringsmærke, der bekræfter, at medlemmernes produkter er pesticidfrie. Sammenslutningen licenserer certificeringsmærket til brug på supermarkedernes emballage og i deres markedsføringsmaterialer. Licensafgifterne fordeles til de producenter, der er medlemmer af organisationen. I dette tilfælde er organisationen en sammenslutning af producenter, der har vedtaget at indføre og levere certificeringsmærket. Denne vedtagelse udgør en bæredygtighedsaftale mellem producenter. Samtidig kan bæredygtighedsaftalen også omfatte den licensaftale, der er indgået mellem organisationen og supermarkederne.

Eksempel 1: Nogle pæreproducenter og en gruppe af grossister indgår en aftale. I henhold til aftalen vil producenterne udvikle teknikker, hvorved de stopper med at anvende kemiske behandlinger, som forbedrer pærernes holdbarhed, men som til gengæld fører til øget madspild, da de pågældende produktionsteknikker vil øge risikoen for, at pærerne bliver beskadigede eller fordærver, før de når ud til forbrugeren. For at sikre, at pærerne forbliver i god stand, indtil de leveres til detailhandlerne, er grossisterne nødt til at tilpasse deres lagerfaciliteter og foretage de nødvendige konstruktionsændringer. I dette tilfælde vedrører bæredygtighedsforbedringerne både produktionen af og handelen med landbrugsprodukter. Artikel 210a finder anvendelse på den del af bæredygtighedsaftalen, der vedrører grossisternes ændringer af lagerfaciliteterne, da denne del af aftalen er umiskendeligt forbundet med målet om at bringe et mere bæredygtigt produkt på markedet.

Eksempel 2: En gruppe detailhandlere og grossister aftaler at anvende et system med genbrugsbeholdere til transport og anbringelse på hylderne af frisk frugt og grønt. Selv om aftalen vedrører en bæredygtighedsstandard, der muligvis går ud over, hvad der kræves ved lov, finder artikel 210a ikke anvendelse, da aftalen ikke involverer nogen producenter.

Eksempel 3: En gruppe fødevaredetailhandlere og -producenter vedtager et initiativ inden for den cirkulære økonomi om at oprette et fælles affaldsindsamlingssystem. Detailhandlerne forpligter sig til at indsamle deres affald for derefter at omdanne det til gødning, mens producenterne forpligter sig til at anvende gødningen i deres produktion. Eftersom aftalen omfatter en forpligtelse fra producenternes side om at anvende en gødning, der genereres gennem affaldsindsamlingssystemet, finder artikel 210a anvendelse.

Eksempel 1: En aftale vedrører bæredygtig emballering af malt i fuldt genanvendelige vandtætte forsendelsesposer og af øl i fad, der udelukkende er fremstillet af genanvendelige metaller. Artikel 210a finder kun anvendelse på den del af aftalen, der vedrører malt, da øl er et produkt, der ikke er opført i bilag I.

Eksempel 2: En aftale vedrører levering af madaffald fra adskillige restauranter og fra producenter, der leverer til disse restauranter. Affaldet vil blive anvendt til produktion og salg af biobrændstoffer. Artikel 210a finder kun anvendelse på den del af aftalen, der vedrører levering af affald til produktion af biobrændstoffer, og ikke den del, der vedrører salg af biobrændstoffer, da det ikke er opført i bilag I.

Eksempel 3: En aftale vedrører levering af bæredygtigt produceret fjerkræ til kantinetjenester. Aftalen omfatter fjerkræproducenter, der leverer fjerkræ til producenter af færdigretter, og en organisation, der repræsenterer fødevarekantiner, og som køber færdigretter fra måltidsproducenterne. Artikel 210a finder kun anvendelse på den del af aftalen, der vedrører levering af fjerkræ til producenterne af færdigretter, og ikke på den del af aftalen, der vedrører levering af færdigretter til kantiner. Kun fjerkræprodukter er produkter, der er opført i bilag I, mens færdigretter indeholdende kød af fjerkræ ikke er det.

Eksempel 4: En aftale vedrører levering af bæredygtige tomater, svampe, grøntsager og urter til forarbejdning til forskellige saucer såsom pesto, tomater med svampe, tomater med aubergine, løn og kapers samt markedsføring af disse saucer. Artikel 210a finder kun anvendelse på den del af aftalen, der vedrører produktion og levering af bæredygtige tomater, svampe og urter, og ikke på markedsføringen af saucerne, da saucer er produkter, der ikke er opført i bilag I.

Eksempel: Et bæredygtighedsmål kunne være at forebygge jorderosion. Bæredygtighedsaftalen ville tage sigte på at anvende en standard, som kan omfatte fastsættelse af målbare mål i form af kvantitative eller kvalitative kriterier, der går videre end en obligatorisk standard, f.eks. at anvende en dækafgrøde om vinteren for at undgå jorderosion. Aftalen kan omfatte specifikke gennemførelsesforanstaltninger såsom forpligtelser til anvende visse typer maskiner eller udstyr, til at indføre risikostyringsværktøjer eller til at støtte udbredelsen af teknisk viden – herunder uddannelse, rådgivning, samarbejde og videnudveksling – digitale teknologier eller praksisser for bæredygtig forvaltning af næringsstoffer.

Eksempler på bæredygtighedsmål, der er omfattet af artikel 210a

Eksempler på bæredygtighedsaftaler, der tager sigte på mål, som er omfattet af artikel 210a

Eksempel: En bæredygtighedsaftale tager sigte på at reducere brugen af pesticider med 8 %. En producent, som er part i aftalen, er aktiv i to forskellige geografiske områder. I et af områderne forpligter producenten sig til at opfylde standarden, hvorimod han i det andet område fortsætter med at benytte så mange pesticider, der er behov for. Kun det område, hvor producenten agter at opfylde standarden, kan være omfattet af udelukkelsen i artikel 210a.

Eksempel 1: En aftale, der tager sigte på at reducere brugen af pesticider, fastsætter en standard, der foreskriver en reduktion på 40 %. I dette tilfælde skal det kunne påvises, at anvendelsen af standarden resulterer i en målelig reduktion af pesticidanvendelsen. Det er imidlertid ikke nødvendigt at påvise, at reduktionen i de enkelte producenters anvendelse af pesticider har ført til en forbedring af vandkvaliteten i området gennem eksempelvis en reduktion af nedsivningen af pesticider i grundvandet.

Eksempel 2: Hvis en bæredygtighedsaftale har til formål at øge biodiversiteten gennem dyrkning af visse insektvenlige vilde planter og oprindelige sorter, er det måske ikke muligt at måle resultaterne på biodiversiteten i tal. Det skal imidlertid være muligt at beskrive den ydede indsats og de opnåede resultater, om end ikke i tal: f.eks. bør parterne udpege de planter, der er mest insektvenlige, eller hvilke oprindelige sorter der bør plantes.

Eksempel på et mål, der er bindende for medlemsstaterne, men ikke for enkeltpersoner: Kommissionens forslag til en forordning om bæredygtig anvendelse af pesticider (29) indeholder mål om at reducere den samlede brug af og risikoen ved kemiske pesticider med 50 % samt anvendelsen af »mere farlige« pesticider med 50 % frem mod 2030. Disse mål er bindende for medlemsstaterne, men er ikke bindende for enkeltpersoner. Målene betragtes derfor ikke som obligatoriske standarder med henblik på artikel 210a.

Eksempel på et mål, der er bindende for en region, men ikke for enkeltpersoner: I et scenario, hvor forslaget til forordning om bæredygtig anvendelse af pesticider vedtages, kan en region beslutte at pålægge sig selv et mål om gradvist at reducere brugen af pesticider med 50 % frem mod 2030. En sådan beslutning er bindende for regionen, men er ikke bindende for enkeltpersoner. Denne beslutning betragtes derfor ikke som en obligatorisk standard med henblik på artikel 210a.

Eksempel på et mål, der er bindende for enkeltpersoner: I et scenario, hvor forslaget til en forordning om bæredygtig anvendelse af pesticider vedtages, kan en medlemsstat beslutte at indføre bindende krav til producenterne om gradvist at reducere brugen af pesticider med forskellige niveauer (f.eks. 30/50/70 %) i forskellige sektorer frem mod 2030. Sådanne nationale bestemmelser er bindende for enkeltpersoner og betragtes derfor som obligatoriske standarder med henblik på artikel 210a.

Eksempel 1: En tredjelandsproducent af kakaobønner indgår en bæredygtighedsaftale med en EU-producent af chokolade, der indeholder mere vidtrækkende krav, end dem der gælder i henhold til en obligatorisk EU-standard eller medlemsstatsstandard. Bæredygtighedsaftalen vil være omfattet af udelukkelsen i henhold til artikel 210a.

Eksempel 2: En tredjelandsproducent af kakaobønner indgår en bæredygtighedsaftale med en EU-producent af chokolade, der indeholder mere vidtrækkende krav, end dem der gælder i henhold til en obligatorisk tredjelandsstandard. Bæredygtighedsaftalen vil kun være omfattet af udelukkelsen efter artikel 210a, hvis den er mere vidtrækkende end en obligatorisk EU-standard eller, hvis der ikke finde en sådan, en obligatorisk standard i en medlemsstat.

Eksempel 1: Producenter og aktører er enige om at reducere mængden af fødevarer, der går til spilde ved produktion og forarbejdning af ærter, med 50 % ved at optimere høstmetoderne, investere i en mere effektiv lagerkapacitet og forbedre emballeringen. Der er ikke fastsat nogen obligatorisk bæredygtighedsstandard for reduktion af madspild på EU-plan og ingen gældende national bæredygtighedsstandard. I dette tilfælde er bæredygtighedsstandarden højere, end hvad der kræves efter EU-retten eller national ret.

Eksempel 2: Mælkeproducenter og detailhandlere er enige om at støtte omstillingen til økologisk mælkeproduktion som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/848 (32). Selv om forordning (EU) 2018/848 fastsætter produktionsmetoder, som landbrugerne skal anvende for at kunne mærke deres produkter som økologiske, er disse produktionsmetoder ikke obligatoriske standarder på EU-plan eller nationalt plan. I dette tilfælde er en standard, der foreskriver, at mælk skal produceres i overensstemmelse med økologiske produktionsmetoder, højere end den, der er fastsat i EU-retten eller national ret.

Eksempel på en aftale, der begrænser konkurrencen: For at mindske forureningen og beskytte vandsystemerne ønsker sojalandbrugere i en region at ophøre med at anvende kemiske pesticider. På grund af det potentielle fald i udbytte og økonomiske tab, der ville følge af at skulle gennemføre et sådant tiltag på egen hånd, aftaler de ikke kun at ophøre med at anvende kemiske pesticider, men også at hæve deres priser pr. ton for at opretholde deres rentabilitet. Bæredygtighedsaftalen vil sandsynligvis begrænse konkurrencen ved at begrænse landbrugernes mulighed for at fastsætte deres egne salgspriser.

Eksempel på en aftale, der sandsynligvis ikke begrænser konkurrencen: En gruppe landbrugere, der ønsker at ophøre med at anvende kemiske pesticider, skaber et kvalitetsmærke for »bæredygtig soja«, der er fremstillet uden kemiske pesticider. Eliminering af brugen af kemiske pesticider vil sandsynligvis reducere udbyttet og dermed potentielt reducere landbrugsindkomsterne. Gruppen investerer derfor kraftigt i at øge forbrugernes bevidsthed om kvalitetsmærket og de miljømæssige fordele ved at eliminere kemiske pesticider for at overbevise forbrugerne om, at bæredygtig soja er mere værd end soja fremstillet med kemiske pesticider. Landbrugere, der attesterer, at deres soja er fremstillet uden kemiske pesticider, kan deltage i ordningen og kan til enhver tid forlade ordningen. I modsætning til det foregående eksempel, er der ingen bestemmelser om prisfastsættelse.

Bæredygtighedsaftalen vil sandsynligvis ikke begrænse konkurrencen. Det er muligt, at ordningen kan komme til at begrænse konkurrencen, hvis et stort antal sojaproducenter tilslutter sig ordningen, hvilket reelt vil begrænse mulighederne for de kunder, der ikke ønsker at købe bæredygtig soja. Hvis kun et begrænset antal sojaproducenter tilslutter sig ordningen, f.eks. producenter, der tegner sig for mindre end 10 % af forsyningen, vil en eventuel konkurrencebegrænsning sandsynligvis være ubetydelig, eftersom det deraf følgende fald i produktionen vil være ubetydeligt, og kunderne fortsat vil have adgang til alternativer, hvis de ikke kan eller ikke ønsker at betale mere for bæredygtig soja.

Eksempel 1: Producenter af druer, der opererer med lave fortjenstmargener, og som befinder sig i en bestemt region, beslutter i fællesskab at reducere anvendelsen af kemiske pesticider med 52 %, mens den standard, der er fastsat ved lov, kun kræver en reduktion på 50 %. De beslutter at reducere brugen af kemiske pesticider ved i stedet at købe organiske pesticider. De meromkostninger, som producenterne pådrager sig ved køb af organiske pesticider, er lidt højere end de omkostninger, de ellers ville have ved at købe kemiske pesticider. For at opfylde standarden aftaler producenterne i fællesskab en fast pris, som de vil opkræve for de mere bæredygtige druer.

Da de organiske pesticider er lidt dyrere, og producenterne opererer med lave fortjenstmargener og derfor ikke har noget incitament til individuelt at afholde disse omkostninger, er det sandsynligvis nødvendigt at samarbejde. Det er imidlertid usandsynligt, at aftalen om en fast pris i efterfølgende led er nødvendig i betragtning af forbedringen med hensyn til bæredygtighed, som aftalen tager sigte på. Selv om en aftale om en fast pris ville give producenterne et tilstrækkeligt vederlag og sikre, at standarden opfyldes, synes der at findes et mindre restriktivt alternativ. I dette tilfælde forekommer en aftale om kollektivt at reducere anvendelsen af pesticider med yderligere 2 % at være den mindst restriktive måde at opfylde standarden på, eftersom meromkostningerne ved køb af organiske pesticider er små, og alle producenter i regionen vil pådrage sig dem. Dette ville forhindre en situation, hvor kun nogle af producenterne ikke længere ville være konkurrencedygtige på grund af meromkostningerne.

Eksempel 2: For at forbedre velfærden for fjerkræ, der opdrættes til produktion af kød, aftaler producenterne at foretage årlig kontrol af kvaliteten af det vand, som dyrene indtager. Formålet med kontrollen er at vurdere niveauet af forurenende stoffer i vand såsom tungmetaller og kemikalier og, hvis sådanne forefindes, at gøre noget ved de overdrevne niveauer af sådanne forurenende stoffer. I henhold til aftalen skal producenterne selv udføre kontrollen ved hjælp af udstyr, der er økonomisk overkommeligt, og som kun skal købes én gang og ikke kræver brug af videnskabelig ekspertise. Der findes ingen specifik EU-standard eller national standard, der foreskriver, at der skal foretages en sådan kontrol, ud over et generelt krav om, at dyr skal have adgang til drikkevand. På grund af den årlige vandkontrol stiger produktionsomkostningerne en smule. Som følge heraf bliver fjerkræproducenterne enige om at pålægge fjerkrækøberne eksklusive købsforpligtelser for at få dækket meromkostningerne ved at have sikkerhed for, at deres produktion vil blive købt.

Det er usandsynligt, at samarbejdet mellem fjerkræproducenterne er nødvendigt, da forbedringen af dyrevelfærden ikke synes at berettige de påtænkte begrænsninger. Hver producent kunne effektivt opfylde standarden på egen hånd, da producenterne ikke har brug for andre producenters viden eller ekspertise for at opfylde standarden. Desuden kunne en individuel producent opfylde bæredygtighedsstandarden uden at pådrage sig betydelige meromkostninger, som ellers ville stille dem ringere i forhold til andre producenter, som ikke gennemfører standarden. Selv om det blev anset for nødvendigt at samarbejde, er det desuden usandsynligt, at det er absolut nødvendigt for producenterne at indgå eksklusive købsaftaler med aftagerne i betragtning af de relativt lave omkostninger, som producenterne ville pådrage sig i forbindelse med kontrol af vandkvaliteten.

Eksempel: Producenterne i en medlemsstat overvejer at indgå en bæredygtighedsaftale med et mål om at afsætte 25 % af deres jord til biodiversitetsformål. Producenterne har allerede afsat en betydelig del af deres jord til biodiversitetsformål. Efterspørgslen fra køberne dækker den mængde produkter, som producenterne vil kunne dyrke på de øvrige 75 % af deres jord. Køberne af produkterne vil også betale en pris, der økonomisk set kompenserer producenterne for de biodiversitetsforbedringer, de vil foretage.

I dette tilfælde er der intet, der hindrer producenterne i at opfylde bæredygtighedsstandarden på egen hånd, da hver enkelt producent allerede har den erfaring og viden, der skal til for at gennemføre forbedringerne af biodiversiteten. Samtidig vil producenterne kunne få dækket omkostningerne ved at opfylde bæredygtighedsstandarden hos køberne.

Eksempel 1: Mejeriproducenterne i en region i en medlemsstat aftaler med en osteproducent, at de kun vil producere bløde oste og friskoste, eftersom produktionen af hårde oste medføre relativt højere CO2-emissioner. Samtidig beslutter mejeriproducenterne at anvende kogødning til energiproduktion ved hjælp af et anaerobt metangæringssystem. For at reducere CO2-aftrykket ved transport af osten fastsættes det også i aftalen, at de bløde oste og friskostene kun vil blive solgt i den medlemsstat, hvor producenterne er beliggende. Nogle nabomedlemsstater ligger imidlertid lige så langt væk fra producenternes placering, som visse regioner internt i den pågældende medlemsstat.

En sådan aftale er ikke absolut nødvendig for at opfylde standarden om reduktion af CO2-emissioner fra produktion af og handel med oste, da der findes en mindre restriktiv måde at sikre en reduktion af CO2-emissioner på, nemlig fastsættelse af en objektiv afstandsbaseret betingelse regnet fra produktionsområdet til salgsområdet, eksempelvis 200 km.

Eksempel 2: Scenariet er det samme som i eksempel 1. I dette tilfælde beslutter producenterne dog at begrænse deltagelse i aftalen til kun at omfatte mejeriproducenter baseret i den samme medlemsstat. Det vil gøre det lettere at kontrollere overholdelsen af produktionskriterierne, da producenterne længe har samarbejdet med en national kontrollant, der ikke opererer uden for medlemsstaten.

En sådan aftale er ikke absolut nødvendig for at opfylde standarden, da der findes en mindre restriktiv måde at sikre reduktionen af CO2-emissioner på, nemlig at kontrollen gennemføres i andre medlemsstater eller gennemføres af enten den samme kontrollant eller en anden, der er villig til at udføre en sådan kontrol.

Eksempel: Selv om der er efterspørgsel efter pesticidfrie jordbær, er forbrugerne også mindre villige til at give højere priser for dem. Produktion af pesticidfrie jordbær kræver yderligere investeringer i udstyr og indebærer yderligere arbejdsomkostninger og medfører derfor højere priser. Forbrugerne vil være mindre tilbøjelige til at købe de dyrere pesticidfrie jordbær, og producenternes salg vil derfor falde. Hvis forbrugerne ikke køber de pesticidfrie jordbær, vil en stor del af jordbærrene desuden gå til spilde. Det skaber en first-mover ulempe for enhver, der ønsker at producere pesticidfrie jordbær.

En gruppe producenter og detailhandlere udvikler et initiativ, i henhold til hvilket detailhandlerne indvilliger i at betale de deltagende landbrugere yderligere 1,20 EUR pr. kg pesticidfrie jordbær. Den incitamentskabende betaling er baseret på en undersøgelse, der viste, at:

Den overordnede merpris på 1,20 EUR pr. kg er højere end de 1 EUR pr. kg i omkostninger og mistede indtægter ved at opfylde bæredygtighedsstandarden. Merprisen indeholder dog også en incitamentskabende betaling på op mod 20 % af kompensationen for omkostningerne og de mistede indtægter, i dette tilfælde 0,20 EUR pr. kg. Dette er absolut nødvendigt: i) for at sikre, at bæredygtighedsstandarden effektivt gennemføres af producenterne, ii) i betragtning af risikoen for, at aftalen opsiges af producenterne som følge af et muligt fald i interessen blandt forbrugerne for at købe bæredygtige jordbær, og i betragtning af stigningen i produktionsomkostningerne, iii) i betragtning af det forhold, at producenterne kan opnå et afkast af en alternativ investering på 0,05 EUR pr. kg, hvis de vælger ikke at deltage i bæredygtighedsaftalen. De 0,12 EUR pr. kg, der kan henføres til usikkerheden (jf. litra b)) svarer til den forventede stigning i omkostninger og mistede indtægter. Investeringsafkastet på 0,08 EUR pr. kg (jf. litra c)) overstiger den alternative ikkebæredygtige investeringsmulighed på 0,05 EUR pr. kg.

Hvis den incitamentskabende betaling var på mere end 0,20 EUR pr. kg, ville der skulle foretages en sagsspecifik undersøgelse af prisstigningens forenelighed med nødvendighedsbetingelsen.

Eksempel 1: Detailhandlere går med til at betale vandmelonlandbrugere en merpris, så de kan købe innovative vandingsredskaber. Merprisen skal betales i 3 år, da landbrugerne ikke råder over det nødvendige beløb på forhånd. Efter 3 år vil landbrugerne have formået at få dækket udgifterne til indkøb af udstyret og være begyndt at spare på vandforbruget ved hjælp af redskaberne. Det vil derfor ikke være absolut nødvendigt at betale en merpris efter 3 år for så vidt angår varighed.

Eksempel 2: I et lignede scenario som i eksempel 1 aftaler vandmelonproducenterne sammen med detailhandlerne at producere pesticidfrie vandmeloner og kun at benytte organiske frem for kemiske pesticider, når de ikke har andet alternativ. Detailhandlerne går med til at betale en højere merpris end den, der er nævnt i eksempel 1. Merprisen udgør også kompensation for købet af kunstvandingsanlæggene. Da der ligger en fast udgift for vandmelonproducenterne i slet ikke at anvende eller kun at anvende organiske pesticider, vil den del af merprisen, der kan henføres til ophøret med brug af pesticider eller brugen af organiske alternativer, når det er nødvendigt, skulle betales løbende i hele bæredygtighedsaftalens varighed, mens merprisen i forbindelse med kunstvandingsanlægget skal ophæves efter 3 år.

Eksempel 1: 10 kakaoproducenter fra Ecuador beslutter at forbedre dyrkningsstandarderne for kakaobønner ved kun at producere økologisk kakao. De indgår en aftale med en chokoladeproducent om betaling af en merpris på 0,50 EUR pr. kg for økologisk kakao, som vil indgå som ingrediens i chokoladeprodukter, der bærer et bæredygtighedslogo. Før aftalen gennemføres, viser en anden gruppe kakaoproducenter og en anden chokoladeproducent også interesse for at deltage i ordningen. De første 10 kakaoproducenter vurderer, at de sammen med den chokoladeproducent, der oprindeligt besluttede at indgå aftalen, vil kunne opfylde den på egen hånd (som gruppe) uden hjælp fra den anden gruppe kakaoproducenter og den anden chokoladeproducent. De opfordrer dog alligevel de andre til at deltage.

I dette eksempel forhindrer nødvendighedskriteriet ikke, at alle interesserede kakaoproducenter og chokoladeproducenter deltager i aftalen. Det skyldes, at indgåelsen af aftalen viser, at producenterne er nødt til at gå sammen med mindst én aftager (i dette tilfælde en chokoladeproducent) for at standarden kan opfyldes. Det forhold, at den oprindelige gruppe af producenter og aftagere udvides, hvilket udvider aftalens markedsdækning, er ikke et problem i forbindelse med nødvendighedskriteriet.

Eksempel 2: I det samme scenario som i eksempel 1 udtrykker en frøforhandler interesse i at tilslutte sig aftalen, efter at de 10 kakaoproducenter og chokoladeproducenten har gennemfør aftalen.

I dette eksempel udelukker nødvendighedskriteriet efterfølgende deltagelse af inputleverandøren. Det fremgår af nødvendighedsanalysen, at det er tilstrækkeligt, at producenter og mindst én aftager deltager i aftalen. Inputleverandørens deltagelse er derfor ikke absolut nødvendig.

Eksempel 1: En bestemt risdyrkningsmetode anvender mindre vand end traditionelle risdyrkningsmetoder, anvender ikke kunstgødning og er pesticidfri. Anvendelsen af denne metode bidrager til bæredygtig anvendelse og beskyttelse af landskaber, vand og jord og reducerer brugen af pesticider. Metoden kræver imidlertid, at risproducenterne investerer yderligere finansielle ressourcer og tid, og den er kun rentabel, hvis den gennemføres i mellemstor til stor målestok. Tre riskooperativer aftaler at producere »bæredygtig ris« i overensstemmelse med førnævnte dyrkningsmetode. Detailhandleren indvilliger i at aftage en vis mængde bæredygtig ris, nemlig 100 ton om året i 3 år.

De tre kooperativer har beregnet, at de vil skulle producere mindst 95 ton ris om året i 3 år, for at deres investeringer kan opnå de stordriftsfordele, der er nødvendige for at opfylde bæredygtighedsstandarden og opnå et rimeligt investeringsafkast. For at tilskynde forbrugerne til at købe bæredygtig ris aftaler de tre kooperativer og detailhandleren, at sidstnævntes videresalgspris ikke vil være mere end 15 % højere end den gennemsnitspris, som detailhandleren opkræver for konventionel ris. I betragtning af omkostningerne til input og arbejdskraft koster den bæredygtige ris imidlertid 30 % mere for detailhandleren end konventionel ris.

De fleste andre købere på markedet såsom detailhandlere, fremstillingsvirksomheder, grossister, er overvejende interesserede i at købe konventionel ris, der sælges til en lavere pris. Forbrugerne viser interesse for at købe mere bæredygtig ris, men er uvidende om, i hvilket omfang produktionen af konventionel ris indebærer anvendelse af gødningsstoffer og pesticider, og hvor meget vand der forbruges til dette formål.

Trin 1:

Kan bæredygtighedsstandarden også opfyldes ved at handle individuelt?

Riskooperativerne kan ikke finansiere produktionen af bæredygtig ris på egen hånd. Det skyldes, at de ikke har sikkerhed for, at de vil kunne afsætte risen, eftersom de fleste købere er interesserede i at købe konventionel ris, der sælges til en lavere pris. De tre kooperativer kan derfor ikke vedtage standarden hver for sig. I dette tilfælde er det sandsynligvis absolut nødvendigt at indgå en aftale med en detailhandler om, at vedkommende vil købe mindst 100 ton bæredygtig ris om året.

Der skal foretages en særskilt vurdering af aftalen om, at detailhandlerens videresalgspris for bæredygtig ris ikke overstiger 15 % af gennemsnitsprisen for konventionel ris. Bæredygtig ris koster 30 % mere end konventionel ris, og der er risiko for, at forbrugerne ikke vil købe tilstrækkelige mængder ris. Det vil derfor sandsynligvis være absolut nødvendigt at indgå en aftale om fremme af bæredygtig ris, da detailhandleren ellers ikke ville være i stand til at fortsætte med at købe hos de tre kooperativer. Hver af de tre kooperativer og detailhandleren kan ikke promovere ris på egen hånd, da de har brug for hinandens hjælp hertil, eftersom produktionen og salget af de bæredygtige ris er indbyrdes forbundne.

Den absolutte nødvendighed af bestemmelsen i bæredygtighedsaftalen

Aftalen om at aftage en vis mængde bæredygtig ris om året vil sandsynligvis være absolut nødvendig, da der kun er én detailhandler, der deltager i bæredygtighedsaftalen, og produktionen af bæredygtig ris medfører yderligere omkostninger for producenterne. En anden type bestemmelse, der kunne hjælpe med at dække omkostningerne, kunne være, at detailhandleren blot forpligter sig til at fremme bæredygtig ris uden at forpligte sig til at aftage en bestemt mængde. Dette ville imidlertid ikke give tilstrækkelig sikkerhed for de tre kooperativer, da konventionel ris er 30 % billigere, og forbrugerne generelt ikke er klar over konsekvenserne af konventionel risproduktion.

For så vidt angår aftalen om fastsættelse af en videresalgspris for bæredygtig ris, der ikke er mere end 15 % højere end prisen for konventionel ris, er der en mindre restriktiv måde at fremme køb af bæredygtig ris på. Da problemet består i forbrugernes manglende kendskab til fordelene ved bæredygtig ris, kunne de tre kooperativer og detailhandleren indgå en certificeringsaftale om f.eks. at udvikle et mærke for bæredygtig ris med hjælp fra en tredjepart. Tredjeparten vil kontrollere, at risen er i overensstemmelse med de bæredygtige produktionsmetoder, og dokumentere, at den er i overensstemmelse med kravene. Mærket kunne også oplyse forbrugerne om de miljømæssige virkninger af konventionel risproduktion. Detailhandleren ville således frit kunne fastsætte videresalgsprisen for bæredygtig ris ved brug af mærket og ville kunne imødekomme forbrugernes efterspørgsel efter bæredygtig ris.

Trin 2: Den absolutte nødvendighed af begrænsningens art og intensitet

Ved vurderingen af arten af en forpligtelse til at aftage 100 ton bæredygtig ris om året kunne et alternativ være en forpligtelse for detailhandleren til at aftage al den bæredygtige ris, der er nødvendig til videresalg, fra de tre kooperativer. Dette ville imidlertid ikke opfylde bæredygtighedsstandarden, da de tre kooperativer ikke ville have sikkerhed for, at detailhandleren rent faktisk ville købe den nødvendige mængde produceret ris. Det skyldes, at detailhandleren måske ikke har brug for alle 100 ton bæredygtig ris i et givet år, og kooperativerne ville derfor ikke have noget incitament til at foretage de nødvendige investeringer.

Ved vurderingen af intensiteten af begrænsningen af forpligtelsen til at aftage 100 ton bæredygtig ris om året i 3 år forekommer begrænsningen absolut nødvendig, da de tre kooperativer skal producere mindst 95 ton bæredygtig ris om året i 3 år for at opnå et afkast af deres yderligere investering. Fordi bæredygtighedsstandarden er ny og usikker, skal detailhandleren fungere som en slags sikkerhedsnet i tilfælde af en fejlberegning ved at aftage de yderligere 5 ton bæredygtig ris. Forpligtelsen til at aftage 100 ton bæredygtig ris vil derfor sandsynligvis være absolut nødvendig for at opfylde den pågældende bæredygtighedsstandard.

Eksempel 2: Der findes et regionalt initiativ til at forbedre levevilkårene for svin. De deltagende landbrugere indgår en aftale med et slagteri og to kødforarbejdningsvirksomheder om at øge arealet pr. svin på deres bedrifter til over det lovbestemte minimum. På grund af de lokale regler om at afsætte jord til biodiversitetsformål har de fleste landbrugere vanskeligt ved at øge arealet til opdræt af svin, da det vil tvinge dem til at reducere antallet af opdrættede svin for at opfylde standarden. Som følge heraf vil de deltagende landbrugere blive stillet økonomisk dårligere end landbrugere, der ikke deltager i initiativet.

Initiativet indeholder derfor bestemmelser om, at forarbejdningsvirksomhederne skal betale landbrugerne yderligere 1 EUR pr. kg solgt kød i merpris som kompensation for deres reducerede produktion og øgede omkostninger. Merprisen svarer til den fortjeneste, som landbrugerne ellers ville have opnået, hvis de havde opdrættet flere svin på konventionel vis, samt en lille avance for at tilskynde landbrugerne til at tilslutte sig aftalen. Én forarbejdningsvirksomhed ville have været i stand til at forarbejde landbrugernes samlede produktion og dække den dermed forbundne finansielle byrde. En anden forarbejdningsvirksomhed har imidlertid tilsluttet sig initiativet, da den ønsker at udnytte markedet for mere bæredygtige produkter. Initiativet fastsætter også, at det pågældende slagteri udelukkende vil slagte svin, der er opdrættet i overensstemmelse med de pågældende dyrevelfærdsstandarder, for at undgå, at deres kød blandes med kød fra konventionelt opdrættede dyr.

Trin 1:

Kan bæredygtighedsstandarden også opfyldes ved at handle individuelt?

Det første alternativ, der skal overvejes, er, om bæredygtighedsstandarden kan opfyldes af aftaledeltagerne hver for sig og ikke sammen. En landbruger, der på egen hånd øger arealet pr. svin på sin bedrift, ville miste en del af sin indkomst og muligvis også adgang til sine købere til andre landbrugere som følge af faldet i den udbudte mængde eller stigningen i salgsprisen. Samtidig ville landbrugere, der handler sammen, uden at forarbejdningsvirksomhederne inddrages, konkurrere med hinanden på lige vilkår, men de ville stadig lide under en ulempe i forhold til landbrugere, der vælger ikke at deltage i bæredygtighedsaftalen. De ville også have vanskeligt ved at finde købere, der ville acceptere at betale en højere pris for kødet fra dyr, der blev opdrættet på en bæredygtig måde. Derfor vil en aftale mellem landbrugerne selv og mellem landbrugerne og forarbejdningsvirksomhederne som købere af kødprodukterne sandsynligvis være absolut nødvendig i modsætning til ensidige foranstaltninger. Endelig er det i princippet nødvendigt at inddrage slagteriet i aftalen, da det sikrer en adskillelse af kød fra de svin, der er omfattet af aftalen, og kød fra svin, der ikke er.

Den absolutte nødvendighed af bestemmelsen i bæredygtighedsaftalen

Hvad dernæst angår merprisen kunne et alternativ være, at forarbejdningsvirksomhederne forpligter sig til at købe alt kød fra svin, der er opdrættet i overensstemmelse med initiativet, til prisen på konventionelle svin. Landbrugerne har normalt ikke problemer med at finde købere og ville let kunne sælge kødprodukter fra deres svin. Hvis de skal anvende bæredygtighedskriterierne, vil de imidlertid sælge med tab, da de ville skulle reducere antallet af dyr uden at modtage kompensation herfor. Det er derfor sandsynligt, at en merpris er absolut nødvendig.

Hvad angår slagteriets forpligtelse til kun at slagte dyr, der er opdrættet i overensstemmelse med bæredygtighedsstandarden, kunne et alternativ være, at landbrugerne anmoder slagteriet om klart at adskille og identificere det kød, der kommer fra deres svin. Det ville sandsynligvis medføre ekstraomkostninger, da indførelsen af to adskilte produktionslinjer i slagteriet kan reducere slagteeffektiviteten. Hvis slagteriet imidlertid formår at finde en effektiv måde at håndtere to produktionslinjer på, ville det ved at kunne slagte begge typer dyr kunne opnå en større omsætning, og det ville dermed blive kompenseret for omkostningerne ved adskillelse af de to typer kød til forarbejdning. Det er derfor usandsynligt, at aftalen med slagteriet om kun at slagte dyr, der er opdrættet på en bæredygtig måde, er absolut nødvendig.

Trin 2: Den absolutte nødvendighed af begrænsningens art og intensitet

Hvad angår betalingen af en merpris til landbrugerne for at afsætte mere plads til svin kunne en alternativ begrænsning bestå i at indgå en aftale om den samlede pris eller en mindstepris for kødprodukterne. En aftale om den samlede pris ville dog dække mange aspekter af produktionsomkostningerne, som ikke er relateret til bæredygtighedsstandarden, f.eks. inputpriser, vejrforhold og sygdomme. Fastsættelsen af en mindstepris på et tilstrækkeligt højt niveau til at dække omkostningerne ved bæredygtighedsforbedringen ville kunne sikre, at producenterne kompenseres for deres indsats, men dette ville ikke tage højde for, at andre aspekter, der påvirker prisen på svinekød, f.eks. input, infrastruktur og produktets sæsonbestemte karakter, muligvis ændres i fremtiden, og at den aftalte mindstepris derfor ikke længere nøjagtigt afspejler landbrugernes omkostninger. Betalingen af en merpris er derfor sandsynligvis absolut nødvendig, fordi den modsvarer et indtægtstab, som landbrugerne pådrager sig ved at opdrætte færre svin, og fastholder muligheden for, at andre priskomponenter frit kan svinge som følge af ændringer på markedet.

Fastsættelsen af merprisen på 1 EUR pr. kilo produceret kød er sandsynligvis også absolut nødvendig. Det er tilfældet, hvis betalingen afspejler det indtægtstab, som landbrugerne pådrager sig ved ikke at have den samme produktion, som hvis svinene blev opdrættet på konventionel vis, samt en margen på mindre end 20 % af kompensationen for afholdte omkostninger og mistet indkomst, for at tilskynde landbrugerne til at tilslutte sig aftalen. Uden en sådan avance, og hvis landbrugerne kun blev kompenseret for meromkostningerne og indtægtstabet, ville de muligvis ikke være interesserede i at yde den nødvendige indsats for at opfylde bæredygtighedsstandarden.

Det er ikke nødvendigt at undersøge, om antallet af landbrugere eller forarbejdningsvirksomheder, der har tilsluttet sig initiativet, er absolut nødvendigt, jf. afsnit 5.4.2.3.

Eksempel 3: En gruppe på tre mejerikooperativer udvikler et kvalitetsmærke for ost. Kvalitetsmærket kræver, at producenterne attesterer, at den mælk, der anvendes i deres ost, udelukkende er fremstillet efter økologiske metoder. Det kræver også, at al mælkeproduktion på ostemejeriet udføres ved hjælp af særlige på forhånd fastlagte økologiske metoder for at sikre, at der ikke sker nogen blanding af økologisk og anden form for mælk. En sådan produktionsmetode medfører yderligere omkostninger for producenterne og fratager dem friheden til at vælge alternative metoder for økologisk osteproduktion og til at fortsætte med at udbyde konventionel mælk til osteprodukter. Der markedsføres allerede en tilsvarende mængde produkter, som dem der vil blive produceret af mejerikooperativerne, produceret efter lignende metoder. Der er stor efterspørgsel efter økologisk ost bland forbrugerne, og de betaler allerede en højere pris for økologisk ost. Det fører på sin side til øget efterspørgsel hos kooperativernes kunder om at købe økologis ost, og mejerikooperativerne kan dermed dække omkostningerne ved at opfylde de yderligere krav.

Trin 1: Kan bæredygtighedsstandarden også opfyldes ved at handle individuelt?

Nogle producenter anvender allerede på egen hånd bæredygtighedsstandarder, der er højere end fastsat i EU-retten eller i national ret, og de produkter, der produceres i overensstemmelse med disse standarder, er af samme kvalitet og mængde, som dem der påtænkes med aftalen. Der er også allerede efterspørgsel efter økologisk ost blandt forbrugerne og aftagerne. Kooperativerne vil kunne udvikle standarden hver for sig og imødekomme kundernes stigende efterspørgsel efter bæredygtig ost ved at skabe deres eget mærke. Samarbejdet forekommer derfor ikke absolut nødvendigt.

Eksempel 4: På visse tidspunkter hvert år overstiger udbudsmængden af visse grøntsager efterspørgslen. Som følge heraf går mellem 7 % og 15 % af den årlige høst af spinat til spilde. Nogle kooperativer har forsøgt på egen hånd at gennemføre forskellige strategier for at planlægge eller opbevare overskudsproduktionen, men det er ikke lykkedes dem at holde deres tab under de gennemsnitlige 7 %. De har også forsøgt at tørre spinaten og sælge den, men der er ingen kundeefterspørgsel efter et sådant produkt.

For at reducere dette spild beslutter en gruppe spinatkooperativer at udveksle oplysninger om månedlige leverancer af spinat til kunderne, så de kan planlægge udbud og efterspørgsel mere præcist. Kooperativerne begrunder denne informationsudveksling med, at de vil indføre et rotationssystem, hvor de forskellige kooperativer hver måned nedsætter deres produktion med en vis procentdel for at matche den forventede efterspørgsel efter spinat den følgende måned.

Trin 1:

Kan bæredygtighedsstandarden også opfyldes ved at handle individuelt?

Behovet for samarbejde synes at være absolut nødvendigt, da individuelle foranstaltninger til håndtering af madspild er slået fejl.

Den absolutte nødvendighed af bestemmelsen i bæredygtighedsaftalen

Spinatkooperativerne søger at opfylder standarden ved at udveksle oplysninger om udbud og efterspørgsel. Alternativt kunne de aftale at mindske produktionsmængden for hvert kooperativ. Dette ville imidlertid ikke løse problemet, da det ville være vanskeligt med sikkerhed at forudse, hvor meget kooperativet skulle reducere sin produktion. Der ville også stadig være perioder, hvor efterspørgslen er større, og kooperativerne ville således ikke være i stand til at opfylde deres kunders ordrer. Desuden ville en aftale om produktionsmængder være mere restriktiv end en aftale om udveksling af oplysninger.

Aftalen om udveksling af oplysninger løser problemet ved at give regelmæssige oplysninger om markedssituationen og gør det muligt at justere udbuddet præcist i den følgende måned. Den forekommer derfor med rimelighed at være nødvendig for at opfylde standarden for reduktion af fødevarespild.

Trin 2: Den absolutte nødvendighed af begrænsningens art og intensitet

For så vidt angår den absolutte nødvendighed af den konkurrencebegrænsning, der følger af aftalen, udgør udveksling af oplysninger om en parameter såsom månedlige leverancer til kunderne en betydelig begrænsning af konkurrencen. Udveksling af aggregerede oplysninger hver anden eller tredje måned i stedet for hver måned ville være et mindre restriktivt og realistisk alternativ. Aggregering og mindre hyppig indsamling af data ville medføre, at de individuelle kooperativers salg til individuelle kunder ikke kunne identificeres. Ved at udveksle oplysninger hver anden eller tredje måned ville producenterne desuden stadig have kendskab til markedets efterspørgsel efter spinet i de foregående 2-3 måneder, således at de kan tilpasse deres egen produktion i de efterfølgende måneder.

Aftalen om at udveksle oplysninger hver måned opfylder derfor ikke det andet trin i nødvendighedstesten.

Eksempel: En række producenter har indgået en aftale, før disse retningslinjer blev offentliggjort. De forpligter sig til at ophøre med at anvende et godkendt herbicid, som ofte opdages i drikkevandsforsyninger. For at finansiere overgangen til den mere bæredygtige produktionsmetode aftaler de midlertidigt at fastsætte priserne til 0,50 EUR pr. produceret kg.

Efter offentliggørelsen af disse retningslinjer er det klart for parterne, at betalingen af en merpris ville have været tilstrækkelig til at opfylde standarden. Aftalen opfylder derfor ikke det andet trin i nødvendighedstesten. Parterne bør derfor ajourføre deres aftale hurtigst muligt i overensstemmelse med artikel 210a ved at erstatte prisfastsættelsen med fastsættelsen en merpris.

Eksempel: En række landbrugsproducenter aftaler i januar 2023 at ændre deres produktionsmetode for at ophøre med at anvende et godkendt forurenende herbicid, der ofte opdages i drikkevandsforsyninger. Da det kræver noget tid at ændre produktionsmetoden, forventes det endelige mindre forurenende produkt at blive lanceret i september 2023. Producenterne aftaler at opkræve en merpris for produktet med anvendelse af det problematiske herbicid fra januar 2023 for at finansiere de investeringer, der er nødvendige for omstillingen.

Merprisen kan anvendes fra januar 2023, hvis producenterne ikke er i stand til at dække deres investeringsomkostninger ved først at anvende merprisen fra september 2023, efter lanceringen af det alternative produkt. Hvis de ikke kan anvende en merpris fra januar 2023, vil de ikke overveje at gennemføre bæredygtighedsinitiativet. Hvis parterne imidlertid er i stand til at dække deres investeringsomkostninger ved først at anvende merprisen fra september 2023, er det ikke absolut nødvendigt at anvende merprisen før denne dato.

Eksempel: To producenter er blevet enige om sammen at investere i forskning i og udvikling af en ny produktionsmetode, der forventes at være mere bæredygtig. Dette indebærer fastsættelse af priser for at finansiere denne nye investering. På grund af starten på en økonomisk krise, efter at de har indgået aftalen, er parterne ikke længere i stand til at finansiere forskningen og beslutter at standse forskningsinvesteringerne.

Da parterne ikke har gennemført standarden på grund af forhold, der ikke udgør force majeure, kan de ikke fortsætte med at begrænse konkurrencen, dvs. fastsætte priser.

Eksempel: Producenter og detailhandlere aftaler at dyrke en ny majssort, der er mere resistent over for skadegørere, og som derfor kræver færre pesticider end andre majssorter. Frøene af den nye sort er dog dyrere og sælges til 6 EUR pr. kg. Detailhandlerne vedtager, at de vil finansiere køb af de dyrere frø ved at betale en merpris for den dyrkede majs. I de senere faser af gennemførelsen af bæredygtighedsaftalen falder udgifterne til frøene til 1 EUR pr. kg, efterhånden som afgrøden bliver mere efterspurgt, og der er flere frø på markedet.

Denne ændring i prisen på frø, som er et input til majsen, betyder, at parterne må revurdere, hvor høj merprisen skal være, og om det overhovedet er nødvendigt for detailhandlerne at støtte aftalen med en merpris.

Eksempel: Producenter, forarbejdningsvirksomheder og detailhandlere vedtager at anvende en merpris for opdræt af dyr uden brug af bure. Ifølge loven skal hvert dyr have en plads på mindst 0,2 m2. Efter noget tid ændres den obligatoriske lovgivning, og der indføres et nyt krav på 0,5 m2.

Den bæredygtighedsstandard, der foreskriver, at dyr opdrættes »fritgående«, kan stadig berettige anvendelsen af en merpris. Da loven imidlertid har hævet den obligatoriske standard, skal størrelsen af merprisen revurderes, hvilket i visse tilfælde kan føre til en lavere pris.

Eksempel: En aftale mellem en producentorganisation og fremstillingsvirksomheder sætter sidstnævnte i stand til at investere i AI-teknologi, som kan spore sygdomme i planter på et tidligt tidspunkt, hvilket øger udbyttet. Fremstillingsvirksomhederne vedtager, at de vil købe teknologien på vegne af producenterne og dække driftsomkostningerne hertil ved at indføre en mindstepris for de produkter, der produceres af producentorganisationen. Til gengæld kræver aftalen, at producentsammenslutningens medlemmer skal give licens til teknologien for at sikre, at der er nok licenstagere – og dermed licensafgifter – til at dække investeringsomkostningerne.

Når teknologien er blevet afprøvet og fører til højere udbytter, vil producenterne skulle revurdere, om mindsteprisen fortsat er absolut nødvendig. Da de nu producerer mere, kan de muligvis selv dække driftsomkostningerne ved teknologien.

Eksempel: Lokale fjerkræopdrættere aftaler i fællesskab at afsætte et større areal pr. dyr. For at reducere deres omstillingsomkostninger indgår de en aftale med deres købere om, at disse vil betale en fast merpris for at dække meromkostningerne ved den nye bæredygtighedsstandard. Aftalen undertegnes i marts 2024 med ét års varsel i tilfælde af ensidig opsigelse. Opsigelsesfristen sikrer, at de købere, der ønsker at positionere sig på markedet som leverandører af bæredygtigt fjerkrækød og har foretaget investeringer med henblik herpå, kan foretage en passende planlægning. I juni 2024 vedtages nye lokale regler, som finder anvendelse fra december 2024. De kræver, at al landbrugsproduktion i det pågældende område skal afsætte nøjagtig det samme areal til dyr som fastsat i aftalen.

Da minimumsarealet bliver en retlig forpligtelse i december 2024, er konkurrencebegrænsningen ikke længere absolut nødvendig. Opsigelsen af aftalen med køberne før ophøret af den formelle opsigelsesperiode kan dog have alvorlige økonomiske konsekvenser for parterne. Parterne har handlet i god tro, fordi de nye regler ikke var forventet, da de indgik aftalen. De kan derfor fortsætte med at være omfattet af udelukkelsen i artikel 210a indtil udløbet af den formelle opsigelsesperiode, dvs. i juni 2025.

Eksempel: Tre majsproducenter, der kun repræsenterer en lille del af samtlige producenter på markedet, bliver enige med en foderproducent om, at de vil skifte til økologiske produktionsmetoder for at reducere anvendelsen af pesticider med mere, end hvad der er fastsat i EU-retten eller i national ret. Da denne omstilling vil øge deres omkostninger, aftaler de, at de tre majsproducenter skal fastsætte priserne for en periode på to år. Efter ét års gennemførelse af bæredygtighedsaftalen er de tre majsproducenter klar over, at de undervurderede, hvor meget omstillingen til økologisk produktion ville øge deres omkostninger, og at den faste pris ikke dækker meromkostningerne. De tre majsproducenter reducerer derfor deres indtægter for at dække disse omkostninger, da de ikke kan forhøje den fastsatte pris.

I dette eksempel skyldes faldet i indtægterne blot en fejlberegning fra de tre majsproducenters side. Desuden vedrører den kun et begrænset antal producenter. Der er derfor usandsynligt, at det vil bringe målene for den fælles landbrugspolitik, jf. i artikel 39 i TEUF, i fare.

Eksempel: En række producenter af såsæd, som tegner sig for 80 % af det korn, der produceres i det geografiske område, aftaler at stoppe med at sælge såsæd, der er behandlet med en bestemt type kemisk pesticid. Det skaber mangel på input til de forarbejdningsvirksomheder, der anvender kornet, fordi producenterne tegner sig for en stor del af såsædsproduktionen, hvilket fører til en væsentlig stigning i prisen på brød. Dette vil sandsynligvis bringe målene om at sikre forsyningerne og rimelige priser for forbrugerne i fare.

Eksempel 1: Fjerkræproducenter, der tegner sig for ca. 50 % af markedet, indgår en købsaftale om i fællesskab at købe fjerkræfoder af højere kvalitet. Takket være omkostningsbesparelserne ved det fælles indkøb er det lykkedes producenterne at opretholde en foderpris, der mere eller mindre svarer til prisen på foder til fjerkræ, der ikke er omfattet af bæredygtighedsaftalen. De vedtager også at gå sammen om at finansiere en reklamekampagne for at øge bevidstheden om, hvordan bedre fodring af fjerkræ er bedre for menneskers sundhed og dyrevelfærden. Som følge af denne kampagne vælger de fleste forbrugere at gå over til at købe kød fra bedre fodret fjerkræ. Denne stigning i efterspørgslen skaber et incitament for andre producenter til at tilslutte sig aftalen og ændre deres produktionsmetoder. Navnlig tiltrækker det fælles indkøb mindre producenter til den højere standard, da de ellers ikke kunne have haft råd til at købe foder af højere kvalitet. Som følge heraf overgår producenter, der tegner sig for mere end 90 % af det samlede udbud, til den mere bæredygtige standard.

Selv om aftalen fjerner næsten alt mindre bæredygtigt produceret fjerkræ fra markedet, er det usandsynligt, at der er tale om udelukkelse af konkurrence i henhold til artikel 210a, stk. 7. Det skyldes, at artikel 210a ikke har til formål at forhindre aftaler, der er så effektive til at levere bæredygtige produkter, som de fleste forbrugere ønsker at købe, at andre aktører vedtager den samme standard.

Eksempel 2: Kalkunavlere, der udgør 60 % af markedet, beslutter at forbedre levevilkårene for deres kalkuner ved at indføre en ny dyrevelfærdsstandard, der går ud over, hvad der er foreskrevet ved lov. Dette betyder, at kalkunerne får mere plads, og at der installeres udluftnings- og vandrensningssystemer. Den nye bæredygtighedsstandard kræver også, at kalkunerne udelukkende fodres med kvalitetsfoder. Producenterne indgår en aftale med køberne om, at disse vil betale en merpris for at dække omkostningerne ved bæredygtige kalkuner.

Merprisen betyder, at prisen for bæredygtigt produceret kalkunkød er 150 % højere end prisen på ikkebæredygtigt produceret kalkunkød. Denne stigning er nødvendig på grund af behovet for at sikre dækning af de omfattende ekstraomkostninger forbundet med den nye standard. Efter et par måneder tilslutter andre kalkunavlere på det relevante marked sig den nye bæredygtighedsaftale. Barrierer for import af kalkunkød udgør en væsentlig begrænsning for mængden af importeret ikkebæredygtigt produceret kalkunkød på markedet. Der er derfor reelt ikke længere adgang til ikkebæredygtigt produceret kalkunkød. Samtidig stiger prisen på bæredygtigt produceret kalkunkød yderligere med 200 % sammenlignet med den oprindelige pris på ikkebæredygtigt produceret kalkunkød.

Meget tyder på, at mellem 45 og 50 % af kalkunforbrugerne ikke længere har råd til at købe kalkun på grund af aftalen.

De forbrugere, der kun var villige til at betale for det billigere – og mindre bæredygtige alternativ – kan derfor ikke længere købe kalkun, da de ikke har råd til prisstigningen på 200 %. En sådan situation udgør sandsynligvis udelukkelse af konkurrence i henhold til artikel 210a, stk. 7.