Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52023PC0004

Forslag til RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE om ændring af gennemførelsesafgørelse 2014/170/EU om en liste over ikkesamarbejdende tredjelande for så vidt angår bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri for så vidt angår Cameroun

COM/2023/4 final

Bruxelles, den 5.1.2023

COM(2023) 4 final

2023/0003(NLE)

Forslag til

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

om ændring af gennemførelsesafgørelse 2014/170/EU om en liste over ikkesamarbejdende tredjelande for så vidt angår bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri for så vidt angår Cameroun


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

Begrundelse og formål

Dette forslag vedrører anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 af 29. september 2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1936/2001 og (EF) nr. 601/2004 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1093/94 og (EF) nr. 1447/1999 1 (IUU-forordningen).

Generel baggrund

Forslaget fremsættes som led i gennemførelsen af IUU-forordningen, og det er resultatet af de analyser og dialoger, der er foretaget i overensstemmelse med de indholdsmæssige og proceduremæssige krav i IUU-forordningen, der bl.a. fastsætter, at alle lande bør opfylde de folkeretlige forpligtelser, de som flag-, havne-, kyst- eller afsætningsstat har til at træffe foranstaltninger til at forebygge, afværge og standse IUU-fiskeri.

Gældende bestemmelser på det område, som forslaget vedrører

Kommissionens afgørelse af 17. februar 2021 (EUT C 59 af 19.2.2021, s. 1) om underretning af Republikken Cameroun om muligheden for, at landet identificeres som et ikkesamarbejdende tredjeland for så vidt angår bekæmpelsen af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri.

Kommissionens gennemførelsesafgørelse af 5. januar 2023 2 om identifikation af Cameroun som et ikkesamarbejdende tredjeland med hensyn til bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri.

Overensstemmelse med andre EU-politikker og -mål

Ikke relevant.

2.RESULTATER AF HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Høring af interesserede parter

De interesserede parter, der er berørt af proceduren, har haft mulighed for at forsvare deres interesser i forbindelse med analysen og dialogen i overensstemmelse med IUU-forordningen.

Indhentning og brug af ekspertbistand

Der har ikke været behov for ekstern ekspertbistand.

Konsekvensanalyse

Forslaget er et resultat af gennemførelsen af IUU-forordningen.

IUU-forordningen foreskriver ikke en generel konsekvensanalyse, men indeholder en udtømmende liste over de forhold, der skal vurderes.

3.JURIDISKE ASPEKTER AF FORSLAGET

Resumé af forslaget

Den 17. februar 2021 meddelte Kommissionen ved en kommissionsafgørelse Cameroun, at landet efter Kommissionens opfattelse muligvis kan identificeres som ikkesamarbejdende tredjeland i henhold til IUU-forordningen.

Kommissionen indledte foranstaltninger over for Cameroun. Foranstaltningerne bestod blandt andet i, at Kommissionen gjorde rede for baggrunden for disse foranstaltninger og gav landet mulighed for at reagere på og modbevise identifikationen, retten til at anmode om eller forelægge yderligere oplysninger, fremlægge forslag til en handlingsplan til at afhjælpe situationen samt en rimelig frist til at reagere og afhjælpe situationen.

Den 5. januar 2023 identificerede Kommissionen ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse Cameroun som et tredjeland, som Kommissionen betragter som et ikkesamarbejdende tredjeland i henhold til IUU-forordningen.

Vedlagte forslag til Rådets gennemførelsesafgørelse er baseret på konstateringer, der bekræfter, at Cameroun ikke opfylder sine folkeretlige forpligtelser som flag-, havne-, kyst- eller afsætningsstat.

Det foreslås derfor, at Rådet vedtager vedlagte forslag til afgørelse.

Retsgrundlag

Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 af 29. september 2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri.

Nærhedsprincippet

Forslaget hører under Den Europæiske Unions enekompetence. Nærhedsprincippet finder derfor ikke anvendelse.

Proportionalitetsprincippet

Forslaget er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet af følgende grunde:

Foranstaltningens form er beskrevet i IUU-forordningen og giver ikke mulighed for nationale beslutninger.

Det er ikke relevant at forklare, hvordan byrder af finansiel eller administrativ art, der pålægges Unionen, nationale regeringer, regionale og lokale myndigheder, erhvervsdrivende og borgere, begrænses mest muligt og står i rimeligt forhold til forslagets mål.

Reguleringsmiddel/reguleringsform

Foreslået retsakt: en afgørelse.

Andre midler vil ikke være hensigtsmæssige af følgende grund:

IUU-forordningen foreskriver ikke andre muligheder.

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Forslaget har ingen virkninger for Unionens budget.

2023/0003 (NLE)

Forslag til

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

om ændring af gennemførelsesafgørelse 2014/170/EU om en liste over ikkesamarbejdende tredjelande for så vidt angår bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri for så vidt angår Cameroun

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 af 29. september 2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1936/2001 og (EF) nr. 601/2004 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1093/94 og (EF) nr. 1447/1999 3 (IUU-forordningen), særlig artikel 33,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

INDLEDNING

(1)Ved IUU-forordningen oprettes der en EU-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri).

(2)I IUU-forordningens kapitel VI fastsættes bestemmelser om den procedure, der skal følges ved identifikation af ikkesamarbejdende tredjelande, om de foranstaltninger, der kan træffes over for sådanne lande, om opstilling af en liste over sådanne lande, om fjernelse fra listen og om offentliggørelse af nævnte liste samt om eventuelle hasteforanstaltninger.

(3)Den 24. marts 2014 vedtog Rådet gennemførelsesafgørelse 2014/170/EU 4 om en liste over ikke-samarbejdende tredjelande for så vidt angår bekæmpelse af IUU-fiskeri i henhold til forordning (EF) nr. 1005/2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri.

(4)I overensstemmelse med artikel 32 i IUU-forordningen meddelte Kommissionen ved afgørelse af 17. februar 2021 ("afgørelse af 17. februar 2021") 5 Republikken Cameroun (i det følgende benævnt "Cameroun"), at det muligvis kunne blive identificeret som et land, som Kommissionen betragter som et ikkesamarbejdende tredjeland.

(5)I afgørelsen af 17. februar 2021 gjorde Kommissionen rede for de vigtigste kendsgerninger og overvejelser, der ligger bag en eventuel identifikation.

(6)Afgørelsen blev meddelt Cameroun sammen med et brev, hvori Cameroun opfordres til i tæt samarbejde med Kommissionen at gennemføre en handlingsplan for at for at rette op på de konstaterede mangler.

(7)Ved afgørelse af 17. februar 2021 indledte Kommissionen en dialog med Cameroun.

(8)Kommissionen opfordrede navnlig Cameroun til at: i) træffe alle nødvendige tiltag for at gennemføre foranstaltningerne i den handlingsplan, som Kommissionen har foreslået, og ii) vurdere gennemførelsen af foranstaltningerne heri.

(9)Cameroun fik mulighed for at svare på de i afgørelsen af 17. februar 2021 omhandlede forhold samt reagere på andre relevante oplysninger fra Kommissionen og for at fremlægge dokumentation til at modbevise eller supplere de forhold, der var gjort gældende i afgørelsen af 17. februar 2021. Cameroun blev sikret retten til at anmode om eller forelægge yderligere oplysninger.

(10)Kommissionen fortsatte med at indhente og efterprøve alle relevante oplysninger. De mundtlige og skriftlige bemærkninger, som Cameroun fremsendte i forlængelse af afgørelsen af 17. februar 2021, blev vurderet og taget i betragtning. Kommissionen underrettede enten mundtligt eller skriftligt Cameroun om sine overvejelser.

(11)På baggrund af de indhentede oplysninger fandt Kommissionen, at Cameroun ikke i tilstrækkelig grad havde afhjulpet de forhold og mangler, som var beskrevet i afgørelsen af 17. februar 2021. Desuden konkluderede Kommissionen, at de foranstaltninger, der var blevet foreslået i handlingsplanen, ikke var blevet gennemført fuldt ud.

(12)Som konsekvens vedtog Kommissionen gennemførelsesafgørelse af 5. januar 2023, hvorved Cameroun identificeredes som et ikkesamarbejdende tredjeland, hvad angår bekæmpelsen af IUU-fiskeri.

(13)Baseret på de undersøgelser og dialoger, som Kommissionen har gennemført, herunder den udvekslede korrespondance og de afholdte møder, og de bagvedliggende årsager til afgørelsen af 17. februar 2021 og gennemførelsesafgørelse af 5. januar 2023, hvorved Cameroun identificeres som et ikkesamarbejdende tredjeland med hensyn til bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, er det passende at opføre Cameroun på listen over ikkesamarbejdende tredjelande med hensyn til bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri.

1.PROCEDURE VEDRØRENDE CAMEROUN

(14)Kommissionen meddelte den 17. februar 2021 i henhold til artikel 32 i IUU-forordningen Cameroun, at den overvejede muligvis at identificere Cameroun som et ikkesamarbejdende tredjeland og opfordrede Cameroun til i tæt samarbejde med Kommissionens tjenestegrene at gennemføre en handlingsplan for at rette op på de mangler, der er omhandlet i afgørelsen af 17. februar 2021. Efter denne afgørelse fremsendte Cameroun skriftlige redegørelser for sine synspunkter og mødtes virtuelt med Kommissionen for at drøfte relevante punkter. Kommissionen fremsendte relevante oplysninger på skrift til Cameroun. Kommissionen fortsatte med at indhente og efterprøve alle de oplysninger, som den anså for nødvendige. De mundtlige og skriftlige bemærkninger, som Cameroun fremsatte som følge af afgørelsen af 17. februar 2021 blev vurderet og taget i betragtning, og Cameroun blev holdt underrettet enten skriftligt eller mundtligt om Kommissionens overvejelser. Kommissionen fandt i gennemførelsesafgørelse af 5. januar 2023, hvorved Cameroun identificeres som et ikkesamarbejdende tredjeland med hensyn til bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, at Cameroun ikke i tilstrækkelig grad havde afhjulpet de forhold og mangler, som var beskrevet i afgørelsen af 17. februar 2021. Desuden konkluderede Kommissionen, at de foranstaltninger, der var blevet foreslået i handlingsplanen, ikke var blevet gennemført fuldt ud.

2.IDENTIFIKATION AF CAMEROUN SOM IKKESAMARBEJDENDE TREDJELAND

(15)Kommissionen analyserede i afgørelsen af 17. februar 2021 Camerouns forpligtelser og vurderede landets overholdelse af de folkeretlige forpligtelser, det har som flag-, havne-, kyst- eller afsætningsstat. Med henblik på denne undersøgelse har Kommissionen taget hensyn til kriterierne i IUU-forordningens artikel 31, stk. 4-7.

(16)Kommissionen gennemgik Camerouns overholdelse i overensstemmelse med konklusionerne i afgørelsen af 17. februar 2021 og under hensyntagen til de relevante oplysninger, som Cameroun havde fremlagt, den foreslåede handlingsplan samt de foranstaltninger, der var truffet for at rette op på situationen.

(17)De vigtigste mangler, som Kommissionen konstaterede, vedrørte flere tilfælde af manglende gennemførelse af de folkeretlige forpligtelser, navnlig i forbindelse med vedtagelsen af en passende og ajourført retlig ramme, manglen på klare og gennemsigtige registrerings- og licensprocedurer og manglen på effektiv og passende overvågning af fiskerfartøjer. De konstaterede mangler vedrører mere generelt de betingelser, der er fastsat for registrering af fiskerfartøjer og kontrollen med dem i henhold til folkeretten. Der blev desuden konstateret manglende overensstemmelse mellem de relevante organers henstillinger og resolutioner, såsom FAO's internationale handlingsplan om bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IPOA-IUU) 6 og FAO's frivillige retningslinjer for flagstatspræstationer 7 . Oplysningerne om manglende sammenhæng mellem ikkebindende henstillinger og resolutioner fungerede kun som supplerende dokumentation og ligger således ikke til grund for identifikationen.

(18)I gennemførelsesafgørelsen af 5. januar 2023 identificerede Kommissionen derfor Cameroun som et ikke-samarbejdende tredjelande i henhold til IUU-forordningen.

(19)For så vidt angår Camerouns mulige begrænsninger som udviklingsland, bemærkes det, at Camerouns udviklingsstatus og overordnede præstation specifikt med hensyn til fiskeri ikke er påvirket af landets generelle udviklingsniveau.

(20)I betragtning af afgørelsen af 17. februar 2021 og gennemførelsesafgørelse af 5. januar 2023 og Kommissionens dialog med Cameroun og udfaldet heraf kan det konkluderes, at de foranstaltninger, som Cameroun har truffet på baggrund af sine forpligtelser som flagstat, ikke er tilstrækkelige til at opfylde bestemmelserne i artikel 91, 92, 94, 117 og 118 i De Forenede Nationers havretskonvention.

(21)Cameroun har således ikke opfyldt sine folkeretlige forpligtelser som flagstat til at forebygge, afværge og standse IUU-fiskeri.

3.OPSTILLING AF EN LISTE OVER IKKESAMARBEJDENDE TREDJELANDE

(22)Cameroun bør i betragtning af de konklusioner, der er draget, og i overensstemmelse med artikel 33 i IUU-forordningen tilføjes til listen over ikkesamarbejdende tredjelande, der er opstillet ved gennemførelsesafgørelse 2014/170/EU. Gennemførelsesafgørelse 2014/170/EU bør derfor ændres.

(23)Opførelsen af Cameroun på listen over ikkesamarbejdende lande, for så vidt angår bekæmpelse af IUU-fiskeri, indebærer anvendelsen af de foranstaltninger, der er fastsat i artikel 38 i IUU-forordningen. Ifølge artikel 38, stk. 1, i IUU-forordningen er import af fiskevarer fanget af fiskerfartøjer, der fører ikkesamarbejdende landes flag, forbudt. I Camerouns tilfælde bør dette forbud omfatte alle bestande og arter som defineret i artikel 2, stk. 8, i IUU-forordningen, eftersom de manglende passende foranstaltninger over for IUU-fiskeri, der har ført til, at Cameroun blev identificeret som et ikkesamarbejdende tredjeland, ikke er begrænset til en bestemt bestand eller art.

(24)Det bemærkes, at IUU-fiskeri nedfisker bl.a. fiskebestandene, ødelægger marine levesteder, underminerer bevarelsen og den bæredygtige udnyttelse af havets ressourcer, fordrejer konkurrencen, sætter fødevaresikkerheden på spil, stiller ærlige fiskere urimeligt dårligt i konkurrencen og svækker kystsamfundene. På baggrund af omfanget af de problemer, som IUU-fiskeri medfører, er det nødvendigt, at Unionen hurtigt gennemfører foranstaltningerne over for Cameroun som ikkesamarbejdende land. Denne afgørelse bør derfor træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(25)I fald Cameroun påviser, at den situation, der berettigede, at landet blev opført på listen, er blevet afhjulpet, fjerner Rådet med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen Cameroun fra listen over ikkesamarbejdende tredjelande i overensstemmelse med artikel 34, stk. 1, i IUU-forordningen. I en afgørelse om fjernelse fra listen bør der også tages hensyn til, om Cameroun har truffet konkrete foranstaltninger til varig forbedring af situationen —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Cameroun opføres i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/170/EU.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

   På Rådets vegne

   Formand

(1)    EUT C 59 af 19.2.2021, s. 1.
(2)    Offentliggøres i EUT i begyndelsen af 2023.
(3)    EUT L 286 af 29.10.2008, s. 1.
(4)    Rådets gennemførelsesafgørelse af 24. marts 2014 om en liste over ikke-samarbejdende tredjelande for så vidt angår bekæmpelse af IUU-fiskeri i henhold til forordning (EF) nr. 1005/2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (EUT L 91 af 27.3.2014, s. 43).
(5)    Kommissionens afgørelse af 17. februar 2021 om underretning af Republikken Cameroun om muligheden for, at landet bliver identificeret som et ikkesamarbejdende tredjeland for så vidt angår bekæmpelsen af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (EUT C 59 af 19.2.2021, s. 1).
(6)    Den internationale handlingsplan om forebyggelse, afværgelse og standsning af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, De Forenede Nationers Fødevare- og Landbrugsorganisation (IPOA-IUU), 2001.
(7)    Voluntary Guidelines for Flag State Performance (FAO's frivillige retningslinjer for flagstatspræstationer), marts 2014, hentet fra: http://www.fao.org/3/a-i4577t.pdf
Top