This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52022XE1473
Resolution of the European Economic and Social Committee on the war in Ukraine and its economic, social and environmental impact
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs resolution om krigen i Ukraine og dens økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs resolution om krigen i Ukraine og dens økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser
EESC 2022/01473
EUT C 290 af 29.7.2022, pp. 1–5
(BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
|
29.7.2022 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 290/1 |
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs resolution om krigen i Ukraine og dens økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser
(2022/C 290/01)
|
Retsgrundlag |
Forretningsordenens artikel 35 |
|
|
Resolution |
|
Vedtaget på plenum |
24.3.2022 |
|
Plenarforsamling nr. |
568 |
|
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod) |
176/1/1 |
DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG (EØSU)
|
1. |
fordømmer kraftigt det ensidige angreb mod Ukraine, som præsidenten for Den Russiske Føderation har beordret, og inddragelsen af det belarusiske regime. Udvalget understreger, at den russiske hærs invasion af Ukraine er i strid med gældende internationale bestemmelser og aftaler og en trussel mod den europæiske og globale sikkerhed. Invasionen er tillige i direkte strid med EU's primære mål om at »fremme freden, sine værdier og befolkningernes velfærd«; |
|
2. |
mener, at EU bør yde fuld støtte for at sikre, at alle krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden registreres og forfølges af Den Internationale Straffedomstol; |
|
3. |
hylder det enorme mod, der udvises af det ukrainske folk, som forsvarer sit land mod de russiske invasionsstyrker. Udvalget opfordrer den frie del af verden til at støtte ukrainernes kamp for fred og frihed med alle til rådighed stående midler; |
|
4. |
opfordrer EU og EU's ligesindede internationale partnere til fortsat at stå sammen, til uophørligt at udvise fuld solidaritet som reaktion på denne uberettigede og uprovokerede krig og til at finde en diplomatisk vej til at indstille fjendtlighederne. Udvalget understreger behovet for diplomatiske tiltag med henblik på en omgående våbenstilstand og etablering af en reel fredsproces, hvor EU-institutionerne spiller en aktiv rolle. Disse aktører bør tillige øge presset på det russiske regime ved straks at indføre yderligere sanktioner og anvende alle de redskaber, de måtte have til rådighed, for øjeblikkeligt at standse Ruslands militære aktion på ukrainsk territorium, at sikre, at de russiske styrker trækker sig helt tilbage, at genoprette fred, sikkerhed og stabilitet i EU's østlige nabolande og at støtte de samfund, der deler vores værdier; |
|
5. |
mener, at det er af største interesse for EU og det internationale samfund, at ingen grænser bliver ændret med militære midler, og at den angribende part ikke opnår nogen fordele ved sine handlinger. Retsstatsprincippet skal respekteres, ikke den stærkestes rettigheder, og der skal betales fuld krigsskadeserstatning til Ukraine; |
|
6. |
støtter og bakker op om de centrale budskaber i Europa-Parlamentets beslutning af 1. marts om den russiske aggression mod Ukraine, herunder de foreslåede foranstaltninger som umiddelbar støtte til Ukraine og de ukrainske borgere i deres kamp for uafhængighed og frihed; |
|
7. |
bifalder de europæiske virksomheder, der har besluttet at trække sig fra det russiske marked, og opfordrer andre virksomheder til på samme måde at vægte medmenneskelighed og solidaritet højere end kortsigtede økonomiske interesser; |
|
8. |
gentager sin utvetydige støtte til Ukraines, andre østlige partnerskabslandes (især Moldovas og Georgiens) og EU-medlemsstaters suverænitet, uafhængighed og territoriale integritet inden for deres internationalt anerkendte grænser; |
|
9. |
udtrykker sin dybe sorg over alle ofrene for angrebet, børn, kvinder og mænd, over ødelæggelsen af byer og infrastruktur, uoverskuelige menneskelige lidelser og miljøskader. Udvalget beklager, at millioner af mennesker er blevet tvunget til at forlade deres hjem og søge tilflugt på mere sikre steder inden for Ukraine eller i nabolandene, og insisterer på, at den angribende part skal stilles til ansvar for sine forbrydelser; |
|
10. |
opfordrer til, at man intensiverer indsatsen for at styrke Ukraines position og suverænitet samt de humanitære indsatser, der kan hjælpe det ukrainske folk ved at give adgang til vigtige varer, især vand, fødevarer, medicin og elektricitet. Udvalget opfordrer alle regeringer til at gøre alt, hvad der står i deres magt, for at sikre fødevareforsyningen og fødevaresikkerheden ved at levere fødevarer og rent vand i krigszonerne. Udvalget opfordrer indtrængende Rusland til at sikre humanitær adgang til Ukraines befolkning og advarer om, at mange arbejdstagere ikke vil modtage deres løn og/eller ikke vil få adgang til deres opsparing. Udvalget opfordrer i den forbindelse til, at der træffes passende økonomiske foranstaltninger med henblik på at forhindre, at økonomien bryder sammen; |
|
11. |
bifalder den aktive tilgang, som har været udfoldet af alle regeringer i EU, navnlig Polens, Ungarns, Rumæniens, Bulgariens og Slovakiets regeringer, samt Moldovas regering, ved at de har holdt deres grænser åbne og bidraget til evakuering, husly, nødhjælp, lægebistand og asyl til de folk, der flygter fra krigen i Ukraine, hvad enten de er ukrainske statsborgere eller ej. Udvalget opfordrer Rådet og Kommissionen til at tilbyde yderligere finansiering til disse lande, da de er de primære indrejsesteder for ukrainske flygtninge til EU, og da de tillige vil være de primære opholdslande for ukrainske flygtninge i de kommende måneder; |
|
12. |
efterlyser i denne forbindelse endnu en gang en indvandringspolitik, der sikrer, at intet land bærer en uforholdsmæssig stor byrde, og at denne byrde fordeles ligeligt mellem alle medlemsstaterne; |
|
13. |
støtter EU's tilsagn om at bistå flygtninge fra Ukraine som skitseret i Kommissionens meddelelse »Europæisk solidaritet med flygtninge og andre på flugt fra krigen i Ukraine« (1), og understreger, at de midler, der er til rådighed som led i samhørighedsaktionen for flygtninge i Europa og REACT (2), bør være fleksible og tilgængelige med det samme. Udvalget bifalder, at EU allerede har aktiveret EU's civilbeskyttelsesmekanisme og oprettet logistiske knudepunkter i nabolandene for at kanalisere bistand videre til Ukraine; |
|
14. |
bifalder den opmuntrende solidaritet, som civilsamfundsorganisationerne i EU og nabolandene udviser, og deres utrættelige indsats siden første dag af det russiske angreb. Udvalget understreger, at der skal afsættes økonomisk støtte både til regeringerne og de civilsamfundsorganisationer, der er aktive på området; |
|
15. |
efterlyser en fuld gennemførelse af direktivet om midlertidig beskyttelse (der den 4. marts 2022 blev aktiveret for første gang nogen sinde af Rådet på forslag fra Kommissionen) gennem solidaritet og delt ansvar EU-medlemsstaterne imellem, ved at sikre samtlige rettigheder, der fremgår af dette direktiv, hvilket omfatter adgang til arbejdsmarkedet, bolig, sundhedspleje, uddannelse og velfærdsydelser for alle dem, der er berettiget til denne beskyttelse, idet man på passende vis skal håndtere behovene i udsatte grupper, navnlig børn, kvinder, ældre og personer med handicap. Udvalget opfordrer værtslandene til at acceptere og respektere samme humanitære korridorer for alle flygtninge, der flygter fra krigen i Ukraine, uanset deres nationalitet; |
|
16. |
anerkender de vanskeligheder, som værtslandene kan møde i relation til en hurtig integration af flygtninge i deres arbejdsmarkeder. Udvalget understreger, at EU's økonomier har kapacitet til at absorbere tilstrømningen af mennesker fra Ukraine, forudsat at processen håndteres korrekt. Udvalget opfordrer til, at integrationsmekanismerne bliver køns- og alderssvarende. Udvalget opfordrer Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed til i overensstemmelse med myndighedens mandat at holde øje med arbejdsmarkedsintegrationen af flygtninge og til at udarbejde regelmæssige rapporter om dette. Udvalget minder i denne forbindelse om social- og solidaritetsøkonomiens potentiale til inden for rammerne af velfærdsstatens tjenesteydelser at fastholde og udvide beskæftigelsen selv i krisetider og opfordrer medlemsstaterne til at finde løsninger til en bedre integration af ukrainske flygtninge i deres arbejdsmarked. Udvalget anerkender den særlige situation, som kvinder og børn i konfliktområder og ved ankomsten til værtslandene befinder sig i, herunder risikoen for at blive udnyttet og udsat for kønsbaseret vold, navnlig seksuel vold og menneskehandel. Udvalget bemærker, at Det Europæiske Migrationsforum vil fortsætte med at overvåge situationen for ukrainske borgere, der har fået midlertidig beskyttelse i Den Europæiske Union, eller som har ret til at anmode om en sådan status; |
|
17. |
efterlyser en øget støtte til det ukrainske civilsamfund, både i og uden for Ukraine. Udvalget mener, at EU bør overveje at inddrage det ukrainske civilsamfund i alle diskussioner om Ukraine. Det ukrainske civilsamfund vil blive direkte inddraget i at afbøde konsekvenserne af krigen og at genopbygge landets socioøkonomiske struktur. Udvalget opfordrer i denne forbindelse til, at man konsoliderer og styrker de eksisterende finansieringsordninger, der sigter mod at støtte civilsamfundet i Ukraine; |
|
18. |
opfordrer — i kølvandet på de seneste erklæringer fra formanden for Kommissionen — EU-institutionerne og alle medlemsstaterne til at samarbejde fuldt ud med Ukraine og til at åbne alle relevante EU-fonde og -programmer for Ukraine; |
|
19. |
opfordrer EU-institutionerne til i overensstemmelse med artikel 49 i traktaten om Den Europæiske Union og på grundlag af merit snarest muligt at indlede en konkret dialog med Ukraine om processen for landets optagelse i Den Europæiske Union og til at yde øjeblikkelig finansiel bistand til sikring af den humanitære bistand til Ukraine. Udvalget opfordrer endvidere til, at en tilsvarende dialog indledes med andre lande, der har associeret sig med EU, som f.eks. Georgien og Moldova, så disse lande kan sikres stabilitet og ligebehandling. Dette bør ske uden at skade den igangværende tiltrædelsesproces for landene på Vestbalkan. I mellemtiden opfordrer udvalget til fortsat at arbejde hen imod Ukraines integration i EU's indre marked i overensstemmelse med associeringsaftalen; |
|
20. |
udtrykker dyb bekymring over den russiske regerings massive brug af propaganda og desinformation med henblik på at retfærdiggøre og lægge tågeslør over angrebet på Ukraine. I den forbindelse understreger udvalget nødvendigheden af at styrke EU's modstandsdygtighed over for cyberangreb og at formulere en global strategi til bekæmpelse af desinformation. EU skal her tage teten på verdensplan; |
|
21. |
understreger behovet for at støtte det uafhængige russiske og belarusiske civilsamfund og uafhængige russiske og belarusiske journalister og holde de relevante kommunikationskanaler åbne. Udvalget fordømmer på det kraftigste bølgen af undertrykkelse i Rusland såvel som anholdelserne af fredelige demonstranter, mundkurven på medierne og undertrykkelsen af civilsamfundets stemme; |
|
22. |
efterlyser fælles solidaritetstiltag med henblik på at boykotte produkter og tjenesteydelser fra Rusland. Udvalget understreger, at man skal afbryde samarbejdet med russiske virksomheder og organisationer, der støtter Putins politik. Udvalget fordømmer ethvert forsøg på at omgå kollektive boykotaktioner med henblik på at opnå fordele af enhver art; |
|
23. |
erkender, at krigen og alle relaterede foranstaltninger, navnlig sanktionerne, vil få socioøkonomiske konsekvenser for medlemsstaterne og nabolandene, som EU skal være parat til at påtage sig. Udvalget påpeger, at krisen blotlægger behovet for at styrke det indre marked og dets funktion. Udvalget understreger desuden, hvor vigtigt det er at udligne de tab, som europæiske virksomheder, der er berørt af sanktionerne, lider, og fremhæver behovet for at foretage en grundig konsekvensanalyse af sanktionerne, så man kan forberede sig på at afbøde deres økonomiske og sociale konsekvenser; |
|
24. |
understreger, at flere industrisektorer vil blive hårdt ramt, og påpeger, at ud over energi står Rusland og Ukraine for en betydelig andel af EU's import af metal, bl.a. nikkel, kobber og jern, samt vigtige råmaterialer som neon, palladium, titanium og platin, som er afgørende for adskillige strategiske industrier, herunder forsvarsindustrien og produktionen af mikrochips; |
|
25. |
understreger behovet for at fremskynde udviklingen af Europas strategiske og teknologiske autonomi og opfordrer EU's ledere til at bekræfte, at de står sammen og har viljen til at gøre Den Europæiske Union til en mere uafhængig og suveræn magt ved at forbedre EU's forsvarskapacitet og begrænse EU's afhængighed af energi, kritiske råstoffer og fødevarer; |
|
26. |
understreger, hvor vigtigt det er at mindske EU's energiafhængighed af tredjelande, navnlig Rusland. Udvalget efterlyser en bæredygtig plan for diversificering af energikilderne i medlemsstaternes energimiks og glæder sig over forslagene desangående i Versailleserklæringen (3). Udvalget anerkender, at en sikker og bæredygtig energiforsyning kun kan opnås fuldt ud på lang sigt ved at fremme anvendelsen af kulstoffattige og kulstoffrie energikilder med øget brug af lokale og bæredygtige energikilder. Udvalget er fortaler for at skrue op for investeringerne i forskning til udvikling af nye rene teknologier for at sikre det europæiske energisystem en modstands- og bæredygtig fremtid; |
|
27. |
understreger, at der er brug for en differentiering af de finanspolitiske strategier mellem de forskellige medlemsstater med henblik på at bevare gældsbæredygtigheden, navnlig i medlemsstater med stor offentlig gæld. Medlemsstater med lave og mellemhøje gældsniveauer bør prioritere en udvidelse af de offentlige investeringer. Udvalget understreger, at det er vigtigt at prioritere en udvidelse af de offentlige investeringer for at øge modstandsdygtigheden i EU's økonomi; |
|
28. |
udtrykker bekymring over nødsituationen i betydelige dele af transportsektoren, opfordrer Kommissionen til at være særligt opmærksom på den krise i transportsektoren, der forårsages af ekstremt høje udgifter til brændstof og elektricitet, når man udtænker de midlertidige rammebestemmelser for krisestøtte, der er omhandlet i meddelelsen REPowerEU: En fælles europæisk indsats for mere sikker og bæredygtig energi til mere overkommelige priser (4), og opfordrer til, at man går varsomt frem, når man opbløder de lovgivningsmæssige procedurer, så man sikrer, at det ikke svækker de sociale og miljømæssige standarder; |
|
29. |
understreger, at konflikten uundgåeligt vil få alvorlige konsekvenser for EU's landbrugsfødevaresektor, der vil behøve yderligere støtte. Udvalget understreger i denne henseende, at EU skal styrke sit engagement i at skabe bæredygtige fødevaresystemer, idet alle sikres adgang til kvalitetsfødevarer til en overkommelig pris. Navnlig skal EU forbedre sin fødevaresikkerhed ved at reducere afhængigheden af centrale importerede landbrugsprodukter og råmaterialer. Dertil kommer, at forbrugerne i alle EU's medlemsstater vil opleve betydelige stigninger i priserne på fødevarer og energi, hvilket risikerer at øge fattigdommen i EU; |
|
30. |
understreger, at Ukraine og Rusland er betydelige eksportører af adskillige landbrugsprodukter såsom korn og oliefrø. Udvalget bemærker, at afbrydelserne af eksporten fra disse lande allerede har ført til enorme globale prisstigninger for landbrugsvarer, og at konsekvenserne navnlig gør sig gældende i verdens fattigste lande, idet de fattigste mennesker er dem, der vil lide mest; |
|
31. |
understreger, at håndteringen af konsekvenserne af krigen ikke må gå ud over klimaindsatsen og bæredygtighed som omhandlet i FN's 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling, der først og fremmest er en dagsorden for fred, sikkerhed og fattigdomsbekæmpelse. Udvalget understreger desuden, at der skal gøres fremskridt med hensyn til gennemførelse af dagsordenen og en retfærdig omstilling ved hjælp af den europæiske grønne pagt, og at kun ekstraordinære undtagelser kan tillades i en begrænset periode; |
|
32. |
mener, at de miljømæssige konsekvenser af konflikten som følge af bombenedslag, olie- og gasudslip, hændelser på kemiske fabrikker eller atomkraftværker giver anledning til stor bekymring for både den ukrainske og EU's befolkning. Udvalget understreger, at EU skal bidrage til at beskytte og genoprette miljøskader forårsaget af krigen og sanktionere miljøforbrydelser, da de uundgåeligt vil få langvarige konsekvenser; |
|
33. |
understreger, at solidariteten skal fastholdes, og at man skal videreudvikle en fælles europæisk indsats for at dele de byrdefulde økonomiske konsekvenser, og foreslår, at der udformes et fleksibelt europæisk instrument. Udvalget bemærker, at det i de mest berørte lande kan være nødvendigt at behandle og revidere de nationale genopretnings- og resiliensplaner, navnlig i lyset af risikoen for stagflation. Udvalget anerkender, at alle EU-medlemsstater og deres borgere vil blive direkte berørt af invasionen af Ukraine, at de menneskelige omkostninger og konsekvenser for ukrainere vil være uoverskuelige, og at det derfor er nødvendigt med solidaritet inden for EU og langsigtet solidaritet mellem EU og Ukraine; |
|
34. |
glæder sig over tilsagnet i Versailleserklæringen (5) om at gøre mere brug af instrumentet den europæiske fredsfacilitet. Udvalget understreger, at EU bør bevæge sig i retning af en stærkere politisk integration, der kan understøtte en fælles udenrigspolitik, og opfordrer medlemsstaterne til straks at påbegynde arbejdet med at gennemføre et reelt fælles og effektivt forsvarssystem, der i væsentlig grad vil styrke EU's evne til at forsvare sig; |
|
35. |
anerkender, at besættelsen af atomkraftværkerne vækker bekymring om den nukleare sikkerhed for lokalbefolkningen og Europa som helhed, og efterlyser fuldt samarbejde med alle involverede aktører og Den Internationale Atomenergiorganisation for at overvåge situationen og forebygge et eventuelt radioaktivt udslip; |
|
36. |
understreger, at de politiske ledere skal være tydelige i deres kommunikation med EU-borgerne og forklare, hvilke omkostninger krigen er forbundet med. Udvalget betoner, at fred har en pris, og at vi alle skal betale den pris, der skal deles mellem medlemsstaterne; |
|
37. |
opfordrer EU og EU's medlemsstater til at forberede en passende bistands- og genopretningsplan for Ukraine med henblik på at støtte den ukrainske økonomi og genopbygningen af landets ødelagte infrastruktur. Udvalget understreger, at Den Russiske Føderation skal bære ansvaret for ødelæggelsen af den ukrainske infrastruktur, herunder civile bygninger og beboelsesejendomme, samt de betydelige økonomiske tab og vil være forpligtet til at kompensere for de skader, der er forårsaget af landets aggressive handlinger; |
|
38. |
forpligter sig til nøje at overvåge situationen ved at tilskynde til udveksling af oplysninger om støtte fra europæiske civilsamfundsorganisationer på stedet og ved at tilskynde til en reel dialog med ukrainske civilsamfundsorganisationer, herunder arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger, gennem deres permanente dialogmekanismer. Udvalget forpligter sig til at overvåge situationen for flygtningene på stedet samt i nabolandene, med fuld støtte til det ukrainske folk. |
Bruxelles, den 24. marts 2022.
Christa SCHWENG
Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
(1) COM(2022) 107 final — Europæisk solidaritet med flygtninge og andre på flugt fra krigen i Ukraine.
(2) COM(2022) 109 final — Samhørighedsaktionen for flygtninge i Europa (CARE).
(3) Versailleserklæringen, vedtaget på stats- og regeringschefernes uformelle møde den 10.-11. marts 2022 https://www.consilium.europa.eu/media/54803/20220311-versailles-declaration-da.pdf.
(4) COM(2022) 108 final — REPowerEU: En fælles europæisk indsats for mere sikker og bæredygtig energi til mere overkommelige priser.
(5) Versailleserklæringen, vedtaget på stats- og regeringschefernes uformelle møde den 10.-11. marts 2022 https://www.consilium.europa.eu/media/54803/20220311-versailles-declaration-da.pdf.