Meddelelse fra Kommissionen — Retningslinjer for udlevering til tredjelande

(2022/C 223/01)

Indhold

Liste over forkortelser

3

Indledning

3

1.

Sammenfatning af Domstolens praksis

5

1.1.

Udleveringsanmodninger med henblik på strafforfølgning

5

Domstolens dom af 6. september 2016, Petruhhin, C-182/15

5

Domstolens kendelse af 6. september 2017, Schotthöfer & Steiner mod Adelsmayr, C-473/15.

7

Domstolens dom af 10. april 2018, Pisciotti, C-191/16

8

Domstolens dom af 2. april 2020, Ruska Federacija, C-897/19 PPU

8

Domstolens dom af 17. december 2020, Generalstaatsanwaltschaft Berlin, C-398/19

9

Domstolens dom af 12. maj 2021, WS, C-505/19

11

1.2.

Anmodninger om udlevering med henblik på fuldbyrdelse af en straf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning

12

Domstolens dom af 13. november 2018, Raugevicius, C-247/17

12

C-237/21 Generalstaatsanwaltschaft München [verserende sag]

13

2.

Retningslinjer, der finder anvendelse i tilfælde, hvor stater anvender nationalitetsundtagelsen

14

2.1.

Udleveringsanmodninger med henblik på retsforfølgning

14

2.1.1.

Anvendelsesområdet for Petruhhin-mekanismen

14

2.1.2.

Trin, der skal følges af de kompetente myndigheder, når nationalitetsundtagelsen finder anvendelse

15

2.1.3.

Frist for besvarelse af en meddelelse

17

2.1.4.

Afslag på en anmodning om udlevering

17

2.1.5.

Genoptagelse af udleveringsproceduren

17

2.2.

Anmodninger om udlevering med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning

17

2.2.1.

Anvendelsesområde

17

2.2.2.

Trin, der skal følges af de kompetente myndigheder, når nationalitetsundtagelsen finder anvendelse

18

2.2.3.

Udveksling af oplysninger mellem den anmodede stat og den stat, hvori den pågældende er statsborger

18

3.

Retningslinjer, der gælder for alle stater uanset undtagelsesbestemmelsen vedrørende nationalitet

18

3.1.

Vurdering af grundlæggende rettigheder inden udlevering

18

3.1.1.

Anvendelse af chartret

18

3.1.2.

Anvendelse af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder

19

3.2.

Grundløse eller uberettigede, herunder politisk motiverede efterlysningsblade (rødt hjørne), arrestordrer og udleveringsanmodninger

20

3.2.1.

Den eksisterende INTERPOL-mekanisme vedrørende misbrug af efterlysningsblade (rødt hjørne)

20

3.2.2.

Udveksling af oplysninger mellem kontaktpunkter om grundløse eller uberettigede, navnlig politisk motiverede udleveringsanmodninger

21

4.

Praktiske aspekter af Petruhhin-mekanismen og politisk motiverede udleveringsanmodninger

21

4.1.

Kontaktpunkter

21

4.2.

Sprogordning og omkostninger

21

4.3.

Databeskyttelsesordning

21

BILAG 1

Illustration af de skridt, der skal tages i forbindelse med anmodninger om udlevering med henblik på retsforfølgning — de vigtigste skridt i Petruhhin-mekanismen

22

BILAG 2

— En oversigt over undtagelsesbestemmelser vedrørende nationalitet (oplysninger fra staterne)

23

BILAG 3

Skabelon til underretning af den stat, hvor den pågældende er statsborger

25

BILAG 4

Skabelon til at give yderligere oplysninger til den stat, hvori den pågældende er statsborger

28

BILAG 5

Skabelon til anmodning om forlængelse af fristen for underretning af den bistandssøgte myndighed i henhold til Petruhhin-mekanismen

30

BILAG 6

Skabelon til besvarelse af en anmodning om forlængelse af fristen

31

BILAG 7

Skabelon for den stat, hvor den pågældende er statsborger, til at afgive svar til den anmodede stat

32

BILAG 8

Skabelon til at meddele eller anmode om oplysninger vedrørende grundløse, uberettigede, navnlig politisk motiverede udleveringsanmodninger og/eller anmodninger, som giver anledning til betænkeligheder med hensyn til chartret/EMRK

34

Liste over forkortelser

Charter	Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder
SGK	Konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen
Domstolen	Den Europæiske Unions Domstol
EMRK	Den europæiske menneskerettighedskonvention
EMD	Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
EØS	Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde
EIO	Europæisk efterforskningskendelse
EJN	Det Europæiske Retlige Netværk
Eurojust	Den Europæiske Unions Agentur for Strafferetligt Samarbejde
Europol	Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde
EU-IC/NO-arrestordre	Arrestordre udstedt i henhold til aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Island (IC) og Kongeriget Norge (NO) om procedurerne for overgivelse mellem Den Europæiske Unions medlemsstater og Island og Norge
Rammeafgørelse om den europæiske arrestordre	Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne
INTERPOL	Den Internationale Kriminalpolitiorganisation
Stat	De 27 EU-medlemsstater, Island og Norge
TEUF	Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Det Forenede Kongerige	Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland
USA	Amerikas Forenede Stater

Ansvarsfraskrivelse

Disse retningslinjer er hverken retligt bindende eller udtømmende. De har ingen indflydelse på den eksisterende EU-lovgivning og dens fremtidige udvikling. De har heller ingen betydning for Den Europæiske Unions Domstols autoritative fortolkning af EU-retten.

INDLEDNING

Udleveringssager mellem medlemsstater og tredjelande reguleres primært af en kombination af flere lag af forskellige retsgrundlag: multilaterale aftaler (f.eks. Europarådets konventioner (1)), bilaterale aftaler (indgået enten af EU eller af medlemsstaterne) og national lovgivning.

Generelt giver udleveringsaftaler mulighed for en »undtagelsesbestemmelse vedrørende nationalitet«, hvilket betyder, at de kontraherende parter kan nægte at udlevere deres egne statsborgere.

Desuden indebærer visse aftaler, der indeholder en undtagelsesbestemmelse vedrørende nationalitet, at de kontraherende parter skal overholde »aut dedere aut judicare«-princippet (2) for at undgå straffrihed for deres egne statsborgere (3). Generelt kan retsforfølgning af statens egne statsborgere baseres på princippet om den aktive person, der finder anvendelse på lovovertrædelser begået af statsborgere uden for en kontraherende parts område.

I 2016 indførte Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen) i Petruhhin-dommen (4) specifikke forpligtelser for medlemsstater, der ikke udleverer deres egne statsborgere, når de modtager en anmodning om udlevering fra et tredjeland med henblik på retsforfølgning af en unionsborger, der er statsborger i en anden medlemsstat, og som har udøvet sin ret til fri bevægelighed i henhold til artikel 21, stk. 1) (5), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Petruhhin-dommen er den første sag, hvor Domstolen fastslog, at en EU-medlemsstat, der står over for en anmodning om udlevering fra et tredjeland vedrørende en statsborger fra en anden EU-medlemsstat, er forpligtet til at indlede en høringsprocedure med den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger (Petruhhin-mekanismen), hvorved sidstnævnte får mulighed for at retsforfølge sine statsborgere ved hjælp af en europæisk arrestordre. De særlige forpligtelser, der pålægges medlemsstater, der ikke udleverer deres egne statsborgere, finder deres begrundelse i at sikre ikkediskriminerende behandling af egne statsborgere og andre EU-borgere (6). Medlemsstaternes forpligtelser blev yderligere præciseret i efterfølgende retspraksis (7). Desuden udvidede Domstolen Petruhhin-mekanismen til at omfatte Island og Norge (8).

Den 4. juni 2020 anmodede Rådet formandskabet om at opfordre Eurojust og Det Europæiske Retlige Netværk (EJN) til at analysere, hvordan anmodninger om udlevering af EU-borgere fra tredjelande behandles i praksis. De blev også enige om at fremsætte forslag i denne henseende med henblik på eventuelle EU-retningslinjer, der skal udarbejdes af Kommissionen (9).

Som reaktion herpå offentliggjorde Eurojust og EJN en fælles rapport i november 2020 (10). De vigtigste udfordringer, der blev identificeret i denne rapport, omfattede:

—

Usikkerhed om, hvilken myndighed man skal henvende sig til i den medlemsstat, hvor borgeren er statsborger, hvilken medlemsstat der skal behandle og afholde udgifterne til oversættelse, og/eller hvilket retligt samarbejdsinstrument der er bedst egnet til at sikre retsforfølgelse i den medlemsstat, hvor borgeren er statsborger.

—	Forskellig praksis med hensyn til omfanget af de afgivne oplysninger, frister for svar og afgørelser og typer af vurderinger foretaget inden for rammerne af Petruhhin-mekanismen.

—	Spændinger mellem forpligtelser i henhold til EU-retten på den ene side og bilaterale og multilaterale udleveringstraktater på den anden side.

—	Der anvendes flere parallelle kanaler til at informere og videregive oplysninger, hvilket ofte fører til dobbeltarbejde, usikkerhed og forvirring.

Efterfølgende vedtog Rådet i december 2020 konklusioner om »Den europæiske arrestordre og udleveringsprocedurerne — aktuelle udfordringer og vejen frem« (11). I konklusionerne blev det gentaget, at »Efter Domstolens dom i Petruhhinsagen og flere efterfølgende afgørelser (12) står medlemsstaterne i forbindelse med behandlingen af sådanne anmodninger over for to forpligtelser: på den ene side pligten til at opfylde de eksisterende forpligtelser i henhold til folkeretten og bekæmpe risikoen for, at den pågældende lovovertrædelse forbliver straffri, og på den anden side har de medlemsstater, som ikke udleverer deres statsborgere, pligt til i overensstemmelse med principperne om fri bevægelighed og ikkeforskelsbehandling på grund af nationalitet at beskytte borgerne fra andre medlemsstater så effektivt som muligt mod de foranstaltninger, der kan berøve dem retten til at færdes og opholde sig frit i EU.«

Der er yderligere problemer, der vedrører udlevering, som identificeret i Eurojusts og EJN’s rapport. I sine konklusioner fra 2020 understregede Rådet, at »De forskellige medlemsstaters praktiske erfaringer viser, at der er tilfælde, hvor tredjelande indgiver ubegrundede og uberettigede anmodninger om udlevering. Rådet opfordrer Kommissionen til i lyset af resultaterne af den analyse, som Eurojust og EJN har foretaget, at overveje behovet for yderligere tiltag såsom et forslag til en fælles tilgang til behandlingen af tredjelandes potentielt uberettigede, herunder politisk motiverede, anmodninger om eftersøgning og udlevering. I den forbindelse bør der tages hensyn til bedste praksis i medlemsstaterne.«

Med henblik på udarbejdelsen af disse retningslinjer hørte Kommissionen medlemsstaterne ved hjælp af et spørgeskema om tredjelandes anmodninger om udlevering. Kommissionen udarbejdede også en tabel over udleveringsaftaler og aftaler om gensidig retshjælp, som medlemsstaterne har indgået med tredjelande (findes på EJN’s websted). I juni og oktober 2021 blev resultaterne af spørgeskemaet drøftet på særlige møder mellem eksperter fra medlemsstaterne. Kommissionen hørte også forskellige interessenter og eksperter, herunder Eurojust og EJN.

Disse retningslinjer sammenfatter Domstolens praksis. De tager også hensyn til de seneste fem års erfaringer med anvendelsen af Petruhhin-mekanismen i hele EU, Island og Norge.

1.   SAMMENFATNING AF DOMSTOLENS PRAKSIS

Anmodninger om udlevering kan fremsættes med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

For så vidt angår den første kategori — udleveringsanmodninger med henblik på strafforfølgning — har Domstolen udviklet den såkaldte »Petruhhin-doktrin« (13).

For så vidt angår den anden kategori — udleveringsanmodninger med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning — har Raugevicius-dommen været den eneste sag, der hidtil er blevet henvist til (14). I øjeblikket verserer der endnu en sag ved Domstolen vedrørende en udleveringsanmodning med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf (15).

1.1.   Udleveringsanmodninger med henblik på strafforfølgning

Domstolens dom af 6. september 2016, Petruhhin, C-182/15  (16)

Petruhhin-dommen er den første sag, hvor Domstolen fastslog, at en EU-medlemsstat, der står over for en anmodning om udlevering fra et tredjeland vedrørende en statsborger fra en anden EU-medlemsstat, er forpligtet til at indlede en konsultationsprocedure med den medlemsstat, hvori unionsborgeren er statsborger, og dermed give sidstnævnte mulighed for at retsforfølge sin borger ved hjælp af en europæisk arrestordre.

Sagens faktiske forhold

Sagen vedrørte en udleveringsanmodning fra de russiske myndigheder til Letland vedrørende en estisk statsborger, Petruhhin, der var anklaget for forsøg på omfattende organiseret narkotikahandel. Republikken Letlands anklagemyndighed gav tilladelse til udlevering til Rusland. Petruhhin anlagde imidlertid sag til prøvelse af udleveringsafgørelsen med den begrundelse, at han i henhold til traktaten mellem Republikken Estland, Republikken Letland og Republikken Litauen om retshjælp og retlige forbindelser havde de samme rettigheder i Letland som en lettisk statsborger, herunder beskyttelse mod uberettiget udlevering.

De præjudicielle spørgsmål

Den lettiske højesteret spurgte Domstolen, om en anden medlemsstats statsborgere med henblik på anvendelsen af en udleveringsaftale, der er indgået mellem en medlemsstat og en tredjestat (Letland og Rusland), i lyset af princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet i artikel 18 i TEUF og unionsborgeres ret til fri bevægelighed og ophold i henhold til artikel 21, stk. 1, i TEUF skal være omfattet af den regel, der forbyder den anmodede medlemsstat at udlevere sine egne statsborgere. Den lettiske højesteret spurgte også, om den anmodede medlemsstat (dvs. den medlemsstat, hvorfra et tredjeland anmoder om udlevering af en statsborger fra en anden medlemsstat, i dette tilfælde Letland) skal kontrollere (og i givet fald efter hvilke kriterier), at udleveringen ikke vil krænke de rettigheder, der er beskyttet af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (17) (chartret).

Domstolens begrundelse og svar

Domstolen præciserede indledningsvis, at selv om udleveringsreglerne i princippet henhører under medlemsstaternes kompetence, når der ikke foreligger en international aftale mellem Unionen og det pågældende tredjeland, henhører en situation som den i hovedsagen omhandlede stadig under traktaternes anvendelsesområde som omhandlet i artikel 18 i TEUF, eftersom den indebærer udøvelse af retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område som fastsat i artikel 21 i TEUF.

En medlemsstat er ikke forpligtet til at indrømme enhver unionsborger, der er rejst inden for dens område, samme beskyttelse mod udlevering som den, der ydes dens egne statsborgere.

I mangel af EU-retlige bestemmelser om udlevering mellem medlemsstaterne og et tredjeland er det imidlertid nødvendigt med henblik på at bekæmpe risikoen for straffrihed og samtidig beskytte unionsborgerne mod foranstaltninger, der kan fratage dem retten til fri bevægelighed, at iværksætte alle de samarbejdsmekanismer og mekanismer for gensidig bistand, der er fastsat på det strafferetlige område i EU-retten. Følgelig skal udvekslingen af oplysninger med den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger, prioriteres for at give denne medlemsstats myndigheder mulighed for at udstede en europæisk arrestordre med henblik på retsforfølgning, for så vidt som de i henhold til deres nationale ret har kompetence til at retsforfølge denne person for lovovertrædelser, der er begået uden for deres område. Ved således at samarbejde med den medlemsstat, hvor den pågældende person er statsborger, og ved at prioritere denne potentielle europæiske arrestordre i forhold til udleveringsanmodningen handler værtsmedlemsstaten på en måde, der er mindre indgribende i udøvelsen af den frie bevægelighed, samtidig med at den så vidt muligt undgår risikoen for straffrihed. Den europæiske arrestordre anses for at være lige så effektiv som udlevering med henblik på at nå målet om at forebygge risikoen for straffrihed for en person, der påstås at have begået en strafbar handling.

Domstolen fastslog også, at når en medlemsstat modtager en anmodning fra et tredjeland om udlevering af en statsborger fra en anden medlemsstat, skal den anmodede medlemsstat kontrollere, at udleveringen ikke berører de rettigheder, der er omhandlet i chartrets artikel 19 (18). For så vidt som den kompetente myndighed i den anmodede medlemsstat er i besiddelse af beviser for en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling af personer i det pågældende tredjeland, er den forpligtet til at vurdere, om der foreligger en sådan risiko, når den træffer afgørelse om udleveringsanmodningen. Ved denne vurdering skal den kompetente myndighed i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, basere sig på objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger. Disse oplysninger kan bl.a. udledes af domme afsagt af internationale domstole, såsom domme afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, domme afsagt af domstole i det pågældende tredjeland, samt afgørelser, rapporter og andre dokumenter, der er udarbejdet af Europarådets eller De Forenede Nationers organer.

Domstolens kendelse af 6. september 2017, Schotthöfer & Steiner mod Adelsmayr, C-473/15  (19).

I dommen i sagen Schotthöfer m.fl. mod Adelsmayr gentog Domstolen Petruhhin-dommen, hvorefter chartret finder anvendelse, når en unionsborger har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed i Unionen ved at flytte fra den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger, til en anden medlemsstat. Domstolen fastslog endvidere, at en anmodning om udlevering skal afslås af den anmodede medlemsstat, når denne borger løber en alvorlig risiko for at blive idømt dødsstraf i tilfælde af udlevering.

Sagens faktiske forhold

Adelsmayr havde i en årrække siden 2004 praktiseret som anæstesi- og intensivlæge. I februar 2009 døde en af de patienter, som Adelsmayr behandlede i De Forenede Arabiske Emirater, og som var i en alvorlig helbredstilstand og havde haft flere hjerteanfald, efter en operation og efter at have fået endnu et hjerteanfald. Adelsmayr blev beskyldt for at have forårsaget patientens død. Efter indgivelse af en klage fra en læge på det hospital, hvor Adelsmayr udøvede sin virksomhed, blev der foretaget en undersøgelse. I rapporten fra denne undersøgelse blev det konstateret, at der var tale om mord og manddrab. I 2011 blev der indledt en retssag i De Forenede Arabiske Emirater, hvorunder anklagemyndigheden anmodede om dødsstraf mod Adelsmayr. I 2012 forlod han imidlertid De Forenede Arabiske Emirater. Da han ikke var til stede, blev han idømt livsvarigt fængsel i en foreløbig procedure, som kunne genoptages når som helst, og hvor han stadig ville kunne idømmes dødsstraf.

Der blev ligeledes indledt en straffesag mod Adelsmayr i den stat, hvor han er statsborger, det vil sige Østrig, med de samme anklager som dem, der blev rejst mod ham i De Forenede Arabiske Emirater. I 2014 blev disse sager imidlertid indstillet af den østrigske anklagemyndighed, som erklærede, at »sagsøgte var i stand til at fremlægge en prima facie-sag for at vise, at den sag, der blev anlagt i Dubai, tilsyneladende var motiveret af en hadkampagne mod ham«.

De præjudicielle spørgsmål

Den forelæggende ret forelagde Domstolen en række spørgsmål. Domstolen besvarede imidlertid kun spørgsmålet vedrørende chartrets artikel 19, stk. 2, og artikel 47 (20). Med dette spørgsmål ønskede den forelæggende ret oplyst, om de to artikler skal fortolkes således, at en medlemsstat i Den Europæiske Union skal afslå en udleveringsanmodning fra et tredjeland vedrørende en unionsborger, der har bopæl i denne medlemsstat, når den straffesag, der ligger til grund for udleveringsanmodningen, og den afgørelse, der er truffet in absentia i tredjelandet, ikke overholder folkerettens minimumsstandarder og de ikke-bindende principper om den offentlige orden i Den Europæiske Union (ordre public) eller retten til en retfærdig rettergang.

Domstolens begrundelse og svar

Domstolen mindede om, at chartrets bestemmelser og navnlig dets artikel 19 finder anvendelse på en medlemsstats afgørelse om udlevering af en unionsborger i en situation, hvor denne borger har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed inden for Unionen. Domstolen fastslog, at chartrets artikel 19, stk. 2, skal fortolkes således, at en anmodning om udlevering fra et tredjeland vedrørende en unionsborger, der under udøvelse af sin ret til fri bevægelighed forlader sin oprindelsesmedlemsstat for at opholde sig på en anden medlemsstats område, skal afslås af sidstnævnte medlemsstat, når denne borger løber en alvorlig risiko for at blive idømt dødsstraf i tilfælde af udlevering. Det var derfor ikke nødvendigt at undersøge spørgsmålet, for så vidt som det vedrørte chartrets artikel 47.

Domstolens dom af 10. april 2018, Pisciotti, C-191/16  (21)

I sin dom i Pisciotti-sagen anvendte Domstolen ræsonnementet i Petruhhin-dommen på en situation, hvor der forelå en gældende udleveringsaftale mellem Den Europæiske Union og det tredjeland, der anmodede om udlevering. Domstolen fastslog, at en medlemsstat ikke er forpligtet til at udvide et forbud mod udlevering af egne statsborgere til USA til enhver EU-borger, der rejser på dens område. Inden en unionsborger udleveres, skal den anmodede medlemsstat imidlertid sætte den medlemsstat, hvor borgeren er statsborger, i stand til at anmode om overgivelse af den pågældende borger i henhold til en europæisk arrestordre.

Sagens faktiske forhold

I 2010 udstedte en amerikansk domstol en arrestordre mod Pisciotti, der er italiensk statsborger. Pisciotti blev anholdt i Tyskland, da hans fly fra Nigeria til Italien mellemlandede i en tysk lufthavn. Han blev varetægtsfængslet med henblik på overgivelse, og i 2014 blev hans udlevering godkendt af en tysk domstol. De italienske konsulære myndigheder blev holdt underrettet om Pisciottis situation, inden udleveringsanmodningen blev imødekommet, men de italienske judicielle myndigheder udstedte ikke en europæisk arrestordre. Pisciotti gjorde inden udleveringen gældende, at hans udlevering var i strid med EU-retten, eftersom artikel 16, stk. 2, i den tyske grundlov er i strid med det generelle forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, idet den begrænser undtagelsen vedrørende nationalitet til tyske statsborgere.

De præjudicielle spørgsmål

Den forelæggende ret ønskede oplyst, om artikel 18 i TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for, at den anmodede medlemsstat på grundlag af en forfatningsretlig regel sondrer mellem sine statsborgere og statsborgere fra andre medlemsstater og giver tilladelse til udlevering af sidstnævnte, samtidig med at den ikke tillader udlevering af sine egne statsborgere.

Domstolens begrundelse og svar

Domstolen fastslog, at EU-retten ikke er til hinder for, at den anmodede medlemsstat (Tyskland) på grundlag af en forfatningsretlig regel sondrer mellem sine statsborgere og statsborgere fra andre medlemsstater og tillader udlevering af unionsborgeren samtidig med, at den forbyder udlevering af sine egne statsborgere, forudsat at den anmodede medlemsstat har givet de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor borgeren er statsborger (Italien), mulighed for at anmode om overgivelse af denne borger i henhold til en europæisk arrestordre, og at sidstnævnte medlemsstat ikke har truffet nogen foranstaltninger i denne henseende.

Domstolen fulgte det samme ræsonnement som i Petruhhin-dommen, idet den fastslog, at den også skal anses for at finde anvendelse på en international aftale mellem EU og et tredjeland (aftalen om udlevering mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater (22)), som giver en medlemsstat mulighed for på grundlag af enten bestemmelser i en bilateral traktat eller på grundlag af bestemmelser i dens forfatningsret (såsom den tyske grundlov) at fastsætte en undtagelse vedrørende statsborgerskab.

Domstolen præciserede endvidere, at en europæisk arrestordre, der er udstedt af en anden medlemsstat end den anmodede medlemsstat, i det mindste skal vedrøre de samme strafbare handlinger, og at den medlemsstat, hvori den pågældende er statsborger, i henhold til national ret skal have kompetence til at retsforfølge den pågældende for sådanne lovovertrædelser, selv om den er begået uden for dens område, for at sikre formålet om at undgå risikoen for straffrihed for de strafbare handlinger, der lægges den pågældende til last.

Domstolens dom af 2. april 2020, Ruska Federacija, C-897/19 PPU  (23)

I Ruska Federacija-dommen præciserede Domstolen, at Petruhhin-mekanismen finder tilsvarende anvendelse på udleveringsanmodninger vedrørende statsborgere i stater i Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA), med hvilke EU har indgået en aftale om overgivelse, nemlig aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om procedurerne for overgivelse mellem Den Europæiske Unions medlemsstater og Island og Norge (24).

Sagens faktiske forhold

I 2015 blev I.N., der er russisk statsborger, genstand for en international efterlysning offentliggjort af Den Internationale Kriminalpolitiorganisations (INTERPOL’s) kontor i Moskva. På grundlag af denne meddelelse blev I.N., som i mellemtiden havde erhvervet islandsk statsborgerskab, arresteret i Kroatien i 2019, hvor han var på ferie. De kroatiske myndigheder modtog en udleveringsanmodning fra Rusland, som blev godkendt af en kroatisk domstol. Kroatisk lovgivning indeholder en undtagelse vedrørende nationalitet i forbindelse med anmodninger om udlevering. I.N. anlagde sag ved Kroatiens højesteret til prøvelse af afgørelsen om tilladelse til udlevering.

Det præjudicielle spørgsmål

Kroatiens øverste domstol spurgte i det væsentlige Domstolen, om Petruhhin-mekanismen også finder anvendelse i en situation, der vedrører en person, der ikke er unionsborger, men er statsborger i en EFTA-stat som Island, der er part i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS-aftalen).

Domstolens begrundelse og svar

Domstolen behandlede indledningsvis spørgsmålet om, hvorvidt situationen for en statsborger i en EFTA-stat, der er part i EØS-aftalen, er omfattet af EU-rettens anvendelsesområde. Det mindede om, at artikel 18 og 21 i TEUF ikke finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere. Domstolen fandt imidlertid, at EØS-aftalens artikel 36, som er en integrerende del af EU-retten, sikrer den frie udveksling af tjenesteydelser på en måde, der i det væsentlige er identisk med artikel 56 i TEUF, herunder retten til at rejse til en anden stat for dér at modtage tjenesteydelser. På dette grundlag måtte situationen for I.N., der rejste til Kroatien for at tilbringe sin ferie og dermed modtage tjenesteydelser i forbindelse med turisme, anses for at være omfattet af EU-rettens anvendelsesområde.

Desuden fastslog Domstolen, at Island har et særligt forhold til Den Europæiske Union, som rækker ud over økonomisk og handelsmæssigt samarbejde. Det gennemfører og anvender Schengenreglerne, deltager i det fælles europæiske asylsystem og har indgået en aftale om overgivelsesproceduren med Den Europæiske Union.

Hvad angår udleveringsanmodningen skal den anmodede medlemsstat, således som det allerede er anført i Petruhhin-dommen, først og fremmest i overensstemmelse med chartrets artikel 19, stk. 2, kontrollere, at den pågældende i tilfælde af udlevering ikke risikerer at blive idømt dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. I forbindelse med denne kontrol skal den anmodede stat basere sig på objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger. I forbindelse med denne efterprøvelse tilføjede Domstolen, at et særligt vigtigt bevis er den omstændighed, at den pågældende person, før vedkommende fik statsborgerskab i den pågældende EFTA-stat, blev tildelt asyl af denne stat netop på grund af den straffesag, der ligger til grund for udleveringsanmodningen.

Den medlemsstat, der er blevet tilstillet en udleveringsanmodning, skal, inden den efterkommer denne anmodning, under alle omstændigheder underrette denne EFTA-stat og på denne stats anmodning i givet fald overgive borgeren til denne i overensstemmelse med bestemmelserne i aftalen om procedurerne for overgivelse, dog forudsat, at denne EFTA-stat i henhold til national ret har kompetence til at retsforfølge denne borger for handlinger begået uden for dens nationale område.

Domstolens dom af 17. december 2020, Generalstaatsanwaltschaft Berlin, C-398/19  (25)

I sin dom i sag C-398/19 Generalstaatsanwaltschaft Berlin præciserede Domstolen yderligere kravene til samarbejdsmekanismen som udviklet i Petruhhin-dommen. Domstolen fastslog, at en unionsborger kun kan udleveres til et tredjeland efter høring af den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger. Inden for rammerne af denne høring skal den medlemsstat, hvori der anmodes om udlevering, underrettes af den medlemsstat, hvorfra der anmodes om udlevering, om alle de faktiske og retlige omstændigheder, der fremgår af anmodningen om udlevering, og den skal have en rimelig frist til at udstede en europæisk arrestordre mod denne borger. I det tilfælde, hvor den medlemsstat, hvori den pågældende er statsborger, ikke formelt træffer afgørelse om udstedelse af en europæisk arrestordre, er den anmodede medlemsstat desuden ikke forpligtet til at afslå udlevering af en unionsborger, der er statsborger i en anden medlemsstat, og til selv at retsforfølge denne person for lovovertrædelser begået i et tredjeland.

Sagens faktiske forhold

Ukraine anmodede om udlevering fra Tyskland af en ukrainsk statsborger, der var flyttet til Tyskland i 2012. Den pågældende, BY, fik rumænsk statsborgerskab i 2014 og var efterkommer af rumænske statsborgere. Han boede imidlertid aldrig i Rumænien. I 2016 udstedte en ukrainsk straffedomstol en arrestordre mod ham for uretmæssig tilegnelse af midler i 2010 og 2011. Efter udleveringsanmodningen blev BY anholdt i Tyskland. I lyset af anvendelsen af Petruhhin-mekanismen kontaktede de tyske myndigheder det rumænske justitsministerium og spurgte, om de havde til hensigt selv at retsforfølge BY. De rumænske myndigheder meddelte de tyske myndigheder, at det for at udstede en europæisk arrestordre var nødvendigt med tilstrækkelige beviser for, at lovovertrædelserne var begået i udlandet. De rumænske myndigheder anmodede desuden anklagemyndigheden i Berlin om at fremlægge dokumenter og kopier af bevismaterialet fra Ukraine. Eftersom de rumænske judicielle myndigheder ikke formelt har truffet afgørelse om en eventuel udstedelse af en europæisk arrestordre, har den tyske forelæggende ret forelagt tre præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 18 i TEUF og 21 i TEUF og anvendelsen af Petruhhin-mekanismen.

De præjudicielle spørgsmål

Den forelæggende ret spurgte, om:

—	de rettigheder, der følger af unionsborgerskabet (artikel 18 i TEUF og 21 i TEUF), finder anvendelse i en situation, hvor den pågældende har flyttet sit interessecenter til den anmodede medlemsstat på et tidspunkt, hvor vedkommende ikke var unionsborger

—	enten den medlemsstat, hvori den pågældende er statsborger, eller den anmodede medlemsstat er forpligtet til at anmode det anmodende tredjeland om at fremlægge sagsakterne i sagen for at undersøge, om der skal indledes en straffesag

—	den anmodede medlemsstat på grundlag af Petruhhin-dommen er forpligtet til at afslå udlevering og til selv at indlede strafforfølgning, hvis det er muligt i henhold til national ret på visse betingelser.

Domstolens begrundelse og svar

For så vidt angår det første spørgsmål om anvendeligheden af Artikel 18 og 21 i TEUF fastslog Domstolen, at den omstændighed, at en person har erhvervet statsborgerskab i en EU-medlemsstat og dermed unionsborgerskab på et tidspunkt, hvor vedkommende allerede opholdt sig i en anden medlemsstat, ikke kan afkræfte den betragtning, at personen på grund af det erhvervede unionsborgerskab er berettiget til at påberåbe sig artikel 21, stk. 1, i TEUF og er omfattet af traktaternes anvendelsesområde som omhandlet i artikel 18 i TEUF, der fastsætter princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet. Domstolen præciserede endvidere, at det samme ræsonnement gælder, når den anmodede unionsborger også er statsborger i det tredjeland, der anmoder om udlevering: den omstændighed, at den pågældende har dobbelt statsborgerskab, kan ikke fratage den pågældende de friheder, der følger af EU-retten som statsborger i en medlemsstat.

For så vidt angår det andet spørgsmål gentog Domstolen fortolkningen af sin tidligere praksis og understregede, at den anmodede medlemsstat er forpligtet til at underrette den medlemsstat, hvori den pågældende er statsborger, således at denne medlemsstats judicielle myndighed er i stand til at anmode om overgivelse af den pågældende person ved hjælp af en europæisk arrestordre. Med hensyn til detaljerne i den krævede udveksling af oplysninger fastslog Domstolen følgende:

—

den anmodede medlemsstat skal underrette de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvori den pågældende er statsborger, ikke blot om, at der foreligger en udleveringsanmodning, men også om alle de faktiske og retlige omstændigheder, som det tredjeland, der anmoder om udlevering, har meddelt i forbindelse med denne udleveringsanmodning

—	de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvori den pågældende er statsborger, er forpligtet til at respektere fortroligheden af sådanne forhold, når tredjelandet har anmodet om fortrolighed

—	den anmodede medlemsstat skal holde de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvori den pågældende er statsborger, underrettet om eventuelle ændringer i den eftersøgtes situation, som kan være relevante for muligheden for, at der udstedes en europæisk arrestordre for den pågældende person

—	hverken den anmodede medlemsstat eller den medlemsstat, hvori den pågældende er statsborger, er forpligtet til at indgive en anmodning til tredjelandet om fremsendelse af strafferegistret

—	det tilkommer den anmodede medlemsstat at fastsætte en rimelig frist for, hvornår udleveringen kan finde sted, hvis den medlemsstat, hvori den pågældende er statsborger, ikke har udstedt en europæisk arrestordre

—

den anmodede medlemsstat kan foretage udleveringen uden at være forpligtet til at vente længere end en rimelig frist, før den medlemsstat, hvori den pågældende er statsborger, træffer en formel afgørelse om at give afkald på retten til at udstede en europæisk arrestordre over for den pågældende person.

Endelig præciserede Domstolen som svar på det tredje spørgsmål, at den anmodede medlemsstat i henhold til EU-retten ikke er forpligtet til at afslå udlevering og til selv at retsforfølge unionsborgeren for lovovertrædelser begået i tredjelandet, når den anmodede medlemsstats nationale lovgivning tillader det. Dette ville gå ud over de grænser, som EU-retten kan pålægge udøvelsen af den skønsbeføjelse, som denne medlemsstat råder over i forbindelse med afgørelsen af, om der skal indledes en straffesag eller ej.

Domstolens dom af 12. maj 2021, WS, C-505/19  (26)

Ne bis in idem-princippet kan være til hinder for, at en person, der er genstand for et INTERPOL-efterlysningsblad, anholdes inden for Schengenområdet og Den Europæiske Union. Dette er tilfældet, når de kompetente myndigheder er bekendt med en endelig retsafgørelse, der er truffet i en stat, der er part i Schengenaftalen, eller i en medlemsstat, som fastslår, at dette princip finder anvendelse.

Sagens faktiske forhold

I 2012 offentliggjorde INTERPOL efter anmodning fra USA på grundlag af en arrestordre udstedt af dette lands myndigheder et efterlysningsblad (rødt hjørne) over for WS, der er tysk statsborger, med henblik på en eventuel udlevering af ham. Når en person, der er genstand for et sådant efterlysningsblad, befinder sig i en stat, der er tilknyttet INTERPOL, kan denne stat i princippet midlertidigt anholde denne person eller overvåge eller begrænse vedkommendes bevægelser.

Inden offentliggørelsen af dette efterlysningsblad (rødt hjørne) blev der imidlertid i Tyskland gennemført en undersøgelse af WS, som i det mindste delvist vedrørte de samme handlinger som dem, der lå til grund for denne meddelelse. Denne procedure blev endeligt afsluttet i 2010, efter at WS havde betalt et pengebeløb i overensstemmelse med en særlig bilæggelsesprocedure, som er fastsat i tysk strafferet. Det tyske forbundskriminalpoliti meddelte efterfølgende INTERPOL, at ne bis in idem-princippet efter dens opfattelse fandt anvendelse i den foreliggende sag som følge af denne tidligere procedure. Dette princip, der er fastsat i både artikel 54 i konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen (SGK) (27) og chartrets artikel 50, forbyder bl.a., at en person, over for hvem der er afsagt endelig dom, på ny retsforfølges for den samme lovovertrædelse.

I 2017 anlagde WS sag mod Tyskland ved forvaltningsdomstolen i Wiesbaden med påstand om, at Tyskland blev pålagt at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at dette efterlysningsblad (rødt hjørne) blev trukket tilbage. I denne henseende påberåbte WS sig ikke blot en tilsidesættelse af ne bis in idem-princippet, men også en tilsidesættelse af hans ret til fri bevægelighed, som er sikret ved artikel 21 i TEUF, eftersom han ikke kunne rejse til nogen stat, der er part i Schengenaftalen, eller til nogen medlemsstat uden at risikere at blive anholdt.

Det præjudicielle spørgsmål

Den forelæggende ret har forelagt Domstolen en række spørgsmål. Det vigtigste spørgsmål, der er relevant i forbindelse med udlevering efter et efterlysningsblad (rødt hjørne), er imidlertid, om artikel 54 (28) i SGK og artikel 21, stk. 1, i TEUF, sammenholdt med chartrets artikel 50 (29), skal fortolkes således, at de er til hinder for, at myndighederne i en stat, der er part i Schengenaftalen, eller myndighederne i en medlemsstat midlertidigt anholder en person, over for hvem INTERPOL har offentliggjort et efterlysningsblad (rødt hjørne) efter anmodning fra et tredjeland, når denne person for det første allerede har været genstand for en straffesag i en medlemsstat, som er blevet indstillet af anklagemyndigheden, efter at den pågældende person opfyldte visse betingelser, og denne medlemsstats myndigheder for det andet har meddelt INTERPOL, at denne sag efter deres opfattelse vedrører de samme handlinger som dem, der er omfattet af det pågældende efterlysningsblad (rødt hjørne).

Domstolens begrundelse og svar

Domstolen fastslog, at ne bis in idem-princippet finder anvendelse i en situation, hvor der er truffet en afgørelse, hvorved straffesagen endeligt indstilles, forudsat at den pågældende person opfylder visse betingelser, såsom betaling af et pengebeløb, der er fastsat af anklagemyndigheden.

Artikel 54 i SGK, chartrets artikel 50 og artikel 21, stk. 1, i TEUF er imidlertid ikke til hinder for, at en person, der er genstand for et efterlysningsblad (rødt hjørne) fra INTERPOL, kan anholdes foreløbigt, når det ikke er fastslået, at en stat, der er part i Schengen-aftalen, eller en medlemsstat har truffet en endelig afgørelse i sagen mod den pågældende person for de samme handlinger som dem, der ligger til grund for efterlysningsbladet (rødt hjørne), og at ne bis in idem-princippet derfor finder anvendelse.

Hvis anvendelsen af ne bis in idem-princippet fortsat er usikker, kan foreløbig anholdelse være et vigtigt skridt for at kunne foretage den nødvendige kontrol og samtidig undgå risikoen for, at den pågældende person forsvinder. Denne foranstaltning kan derfor være begrundet i det legitime formål om at forhindre straffrihed for den pågældende person, »forudsat at den er nødvendig for denne kontrol« (30). Så snart det ved en endelig retsafgørelse er blevet fastslået, at ne bis in idem-princippet finder anvendelse, forbyder både den gensidige tillid mellem de stater, der er parter i SGK, og retten til fri bevægelighed derimod, at den pågældende person kan anholdes midlertidigt eller varetægtsfængsles. Medlemsstaterne og de kontraherende stater i SGK skal sikre, at der findes retsmidler, der gør det muligt for den pågældende at opnå en sådan endelig retsafgørelse, der fastslår, at ne bis in idem-princippet finder anvendelse.

1.2.   Anmodninger om udlevering med henblik på fuldbyrdelse af en straf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning

Domstolens dom af 13. november 2018, Raugevicius, C-247/17  (31)

I Raugevicius-sagen behandlede Domstolen en anmodning om udlevering med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf. Domstolen fulgte i et vist omfang den argumentation, der blev introduceret i Petruhhin-dommen, men med et andet resultat. Dette var nødvendigt, da sager om udlevering med henblik på fuldbyrdelse af en straf kan give anledning til ne bis in idem-problemer, hvis Petruhhin-mekanismen finder anvendelse (32). Domstolen tog imidlertid hensyn til, at der i national og/eller international ret findes mekanismer, der navnlig gør det muligt for eftersøgte personer at afsone deres straf i den medlemsstat, hvor de er statsborgere. F.eks. udgør Europarådets konvention fra 1983 om overførelse af domfældte (33) en retlig ramme for denne mulighed.

Sagens faktiske forhold

Denis Raugevicius er en litauisk og russisk statsborger, som er flyttet til Finland og har boet der i flere år. Han er også far til to børn, der bor i Finland og har finsk statsborgerskab. Efter domfældelse i Rusland udstedte de russiske myndigheder i 2011 en international arrestordre med henblik på fuldbyrdelse af den idømte frihedsstraf. Med henblik på at træffe afgørelse om udleveringsanmodningen anmodede det finske justitsministerium Finlands højesteret om en udtalelse. Højesteret var i tvivl om, hvorvidt Petruhhin-dommen kunne finde anvendelse, og besluttede derfor at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse.

Den relevante finske lov (den finske forfatning) bestemmer, at en frihedsstraf kan fuldbyrdes i Finland, hvis den domfældte er finsk statsborger eller udlænding, der har fast bopæl i Finland, og den dømte person har givet sit samtykke til fuldbyrdelse.

De præjudicielle spørgsmål

Med det første spørgsmål ønskede den finske højesteret nærmere bestemt oplyst, om nationale bestemmelser om udlevering skal vurderes på samme måde med hensyn til den frie bevægelighed for statsborgere fra en anden medlemsstat, uanset om anmodningen om udlevering fra et tredjeland vedrører fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller retsforfølgning som i Petruhhin-dommen. Det andet spørgsmål drejede sig om, hvordan en anmodning om udlevering skal besvares i en situation, hvor anmodningen om udlevering meddeles til den medlemsstat, hvori den pågældende er statsborger, men som på grund af juridiske hindringer ikke træffer foranstaltninger over for sine egne statsborgere.

Domstolens begrundelse og svar

Domstolen anvendte Petruhhin-dommen analogt ved at fastslå, at en statsborger i en medlemsstat, der er flyttet til en anden medlemsstat, har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed inden for Unionen og derfor er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 18 i TEUF. Dobbelt statsborgerskab i en medlemsstat og et tredjeland er således ikke til hinder for, at den pågældende nyder de friheder, som vedkommende har i henhold til EU-retten som følge af sin status som statsborger i en medlemsstat.

En national bestemmelse, som kun forbyder udlevering af egne statsborgere, indfører en forskelsbehandling mellem disse statsborgere og statsborgere fra andre medlemsstater og medfører en restriktion for den frie bevægelighed som omhandlet i artikel 21 i TEUF: en sådan begrænsning skal være nødvendig og forholdsmæssig i forhold til det legitime mål om at forebygge risikoen for straffrihed for statsborgere fra andre medlemsstater end den anmodede medlemsstat, og der bør ikke være mindre indgribende foranstaltninger til at nå dette mål under hensyntagen til alle sagens faktiske og retlige omstændigheder.

Domstolen anerkendte imidlertid, at i tilfælde af udleveringsanmodninger med henblik på fuldbyrdelse af en straf kan konflikten med princippet om forbud mod forskelsbehandling ikke løses ved at give den medlemsstat, hvori den pågældende er statsborger, mulighed for på ny at udøve sin kompetence til at retsforfølge den pågældende, eftersom en sådan ny retsforfølgning af en allerede dømt person kan være i strid med ne bis in idem-princippet. For at undgå risikoen for straffrihed for personer i sådanne situationer henviste Domstolen til andre mekanismer i national og international ret, som gør det muligt for disse personer at afsone deres straf, f.eks. i deres oprindelsesstat, hvorved deres chancer for social reintegration øges, efter at de har afsonet deres straf.

I denne forbindelse bemærkede Domstolen, at artikel 3 i den finske lov om internationalt samarbejde giver udlændinge, der har fast bopæl i Finland, mulighed for at afsone en fængselsstraf, der er idømt af et tredjeland, i Finland, forudsat at både den pågældende person og tredjelandet giver sit samtykke hertil. Domstolen bemærkede derfor også, at Denis Raugevicius kunne afsone den straf, som han havde fået i Rusland, i Finland, forudsat at både Rusland og Denis Raugevicius selv gav deres samtykke hertil.

Domstolen fastslog, at statsborgere i den anmodede medlemsstat på den ene side og statsborgere fra andre medlemsstater, der har fast bopæl i den anmodede medlemsstat, og som godtgør en vis grad af integration i denne medlemsstats samfund, på den anden side befinder sig i en sammenlignelig situation. Det tilkommer myndighederne i den anmodede stat at fastslå, om der er en sådan forbindelse mellem statsborgere fra andre medlemsstater og den anmodede medlemsstat. I bekræftende fald kræver artikel 18 og 21 i TEUF, at statsborgere fra andre medlemsstater på samme betingelser som statsborgere i den anmodede medlemsstat kan afsone deres straf på den anmodede medlemsstats område.

Domstolen konkluderede derfor, at artikel 18 og 21 i TEUF skal fortolkes således, at når et tredjeland har fremsat en anmodning om udlevering af en unionsborger, der har udøvet sin ret til fri bevægelighed, ikke med henblik på strafforfølgning, men med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, er den anmodede medlemsstat, hvis nationale lovgivning forbyder udlevering af sine egne statsborgere med henblik på straffuldbyrdelse og fastsætter muligheden for, at en sådan dom afsagt i udlandet kan afsones på dens område, forpligtet til at sikre, at denne unionsborger, forudsat at borgeren har fast bopæl på dens område, behandles på samme måde som den, der indrømmes dens egne statsborgere i forbindelse med udlevering.

C-237/21 Generalstaatsanwaltschaft München [verserende sag]

Sagens faktiske forhold

Sagen er baseret på Bosnien-Hercegovinas anmodning om udlevering til Tyskland vedrørende S.M. med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf. Den eftersøgte person er en statsborger i Serbien, Bosnien-Hercegovina og Kroatien, som har boet i Tyskland sammen med sin hustru siden midten af 2017, og som har arbejdet i Tyskland siden maj 2020. Generalstaatsanwaltschaft München (anklagemyndigheden i München) anmodede under henvisning til Raugevicius-dommen om afvisning af udlevering af den eftersøgte person.

Det præjudicielle spørgsmål

På baggrund af anklagemyndighedens anmodning har den forelæggende tyske ret besluttet at forelægge Domstolen et spørgsmål om, hvorvidt de principper for anvendelsen af artikel 18 og 21 i TEUF, som Domstolen opstillede i Raugevicius-dommen, kræver, at en anmodning fra et tredjeland i henhold til den europæiske udleveringskonvention af 13. december 1957 (34) om udlevering af en unionsborger med henblik på straffuldbyrdelse afslås, selv om den anmodede medlemsstat i henhold til denne konvention er forpligtet til at udlevere unionsborgeren, fordi den har defineret begrebet »statsborgere« som omhandlet i konventionens artikel 6, stk. 1, litra b), således, at det kun henviser til egne statsborgere og ikke til andre unionsborgere (35).

2.   RETNINGSLINJER, DER FINDER ANVENDELSE I TILFÆLDE, HVOR STATER ANVENDER NATIONALITETSUNDTAGELSEN

2.1.   Udleveringsanmodninger med henblik på retsforfølgning

2.1.1.    Anvendelsesområdet for Petruhhin-mekanismen

a.   Materielle rammer: hvornår finder Petruhhin-mekanismen anvendelse?

Petruhhin-mekanismen (notifikation) skal udløses i tilfælde, hvor:

—	der fremsættes en udleveringsanmodning med henblik på retsforfølgning og

—

den anmodede stat kun anvender undtagelsesbestemmelsen vedrørende nationalitet på egne statsborgere, hvilket kan føre til forskelsbehandling mellem dens egne statsborgere og statsborgere fra andre stater, der har udøvet deres ret til fri bevægelighed (jf. bilag 2 — en oversigt over nationale systemer).

Petruhhin-mekanismen finder anvendelse på alle udleveringsanmodninger, enten på grundlag af:

—	aftalen mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om udlevering (36)

—	handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige på den anden side (37), som indeholder bestemmelser, der afspejler Petruhhin-mekanismen (38)

—	multilaterale aftaler indgået af stater

—	bilaterale aftaler indgået af stater eller

—	national ret.

b.   Personligt anvendelsesområde: hvem finder Petruhhin-mekanismen anvendelse på?

Petruhhin-mekanismen finder anvendelse på statsborgere fra de 27 EU-medlemsstater, der er beliggende på en anden medlemsstats område, og som har udøvet deres ret til fri bevægelighed. Statsborgere, der også er statsborgere i det tredjeland, der anmoder om udlevering, er også omfattet. Domstolen præciserede, at besiddelse af dobbelt statsborgerskab ikke kan fratage den berørte person de friheder, der følger af EU-retten som statsborger i en medlemsstat (39). Desuden er det heller ikke relevant, hvornår en person har opnået statsborgerskab i en medlemsstat (40).

Domstolen præciserede, at Petruhhin-mekanismen også finder anvendelse på statsborgere i en EFTA-medlemsstat, der er part i EØS-aftalen, og som Den Europæiske Union har indgået en aftale om overgivelse med (Island og Norge) (41). Artikel 18 og 21 i TEUF finder ikke anvendelse på tredjelandsstatsborgere. Domstolen fandt imidlertid, at EØS-aftalens artikel 4 (42), sammenholdt med EØS-aftalens artikel 36 (43), som er en integrerende del af EU-retten, sikrer den frie udveksling af tjenesteydelser på samme måde som artikel 56 i TEUF, herunder retten til at rejse til en anden stat for at modtage tjenesteydelser (44).

Desuden bekræftede Domstolen, at retten til fri bevægelighed i henhold til artikel 21, stk. 1, i TEUF/artikel 36 i EØS-aftalen også gælder for en person, der blot er i transit i en lufthavn (45) eller modtager tjenesteydelser (46) som turist i en anden stat.

c.   Territorialt anvendelsesområde: hvilke myndigheder er bundet af Petruhhin-mekanismen?

De nationale myndigheder i de 27 EU-medlemsstater, Island og Norge er, når de anvender undtagelsesbestemmelsen vedrørende nationalitet, bundet af Petruhhin-mekanismen.

2.1.2.    Trin, der skal følges af de kompetente myndigheder, når nationalitetsundtagelsen finder anvendelse

a.   Forpligtelser for den anmodede stat

Artikel 18 og 21 i TEUF/EØS-aftalens artikel 4 sammenholdt med EØS-aftalens artikel 36 kræver ikke, at der skabes absolut ækvivalens mellem egne statsborgere og statsborgere fra andre stater for så vidt angår beskyttelse mod udlevering til tredjelande. De kræver imidlertid, at stater, der ved udlevering af deres egne statsborgere giver deres egne statsborgere en anden behandling end statsborgere fra andre stater, inden de giver tilladelse til udlevering, skal kontrollere, om det legitime mål om at undgå straffrihed, der forfølges med udlevering, kan nås ved hjælp af en foranstaltning, der er mindre indgribende for udøvelsen af retten til fri bevægelighed, og som vil være lige så effektiv (47).

I tilfælde af en anmodning om udlevering med henblik på strafforfølgning er den anmodede stat forpligtet til at rådføre sig med den stat, hvori den pågældende er statsborger, for at give den stat, hvori den pågældende er statsborger, mulighed for at udstede en europæisk arrestordre/en EU-IC/NO-arrestordre, hvilket ville blive betragtet som en lige så effektiv, men mindre indgribende foranstaltning.

Den anmodede stat er imidlertid ikke forpligtet til at nægte udlevering af en unionsborger, der er statsborger i en anden medlemsstat eller IC/NO-statsborger, og til at retsforfølge EU-borgeren/IC/NO-statsborgeren for lovovertrædelser begået i et tredjeland, hvis den nationale lovgivning tillader det (48). Dette ville gå ud over de grænser, som EU-retten kan pålægge udøvelsen af den skønsbeføjelse, som denne stat råder over i forbindelse med afgørelsen af, om der skal foretages en strafferetlig forfølgning eller ej.

b.   Iværksættelse af høringsproceduren

Den anmodede stat er forpligtet til at underrette den stat, hvori den pågældende er statsborger, om en verserende udleveringsanmodning.

Med hensyn til tidspunktet for en sådan meddelelse foreslås det, at den anmodede stat hurtigst muligt underretter den stat, hvori den pågældende er statsborger, om en indkommende eller verserende udleveringsanmodning. Dette kan allerede ske, når en person anholdes midlertidigt, hvis der foreligger tilstrækkelige oplysninger fra et efterlysningsblad (rødt hjørne) fra INTERPOL, og/eller på et senere tidspunkt, når den anmodede stat modtager anmodningen om udlevering.

c.   Type oplysninger, der skal gives til en eller flere stater, hvori den pågældende er statsborgere

Myndighederne i den anmodede stat bør som minimum underrette kontaktpunktet (49) i den stat, hvor den pågældende er statsborger, om:

—	om der foreligger en anmodning om udlevering af den pågældende person og

—	alle de faktiske og retlige omstændigheder, som det tredjeland, der anmoder om udlevering, har meddelt i forbindelse med denne udleveringsanmodning (50) (jf. bilag 3 — skabelon).

Desuden bør myndighederne i den anmodede stat holde myndighederne i den stat, hvori den pågældende er statsborger, underrettet om eventuelle ændringer i den eftersøgtes situation, som kan være relevante for muligheden for, at der udstedes en europæisk arrestordre/en EU-IC/NO-arrestordre for den pågældende (51) (jf. bilag 4 — skabelon).

d.   Forbindelser med det anmodende tredjeland og fortrolighed

Hverken den anmodede stat eller den stat, hvori den pågældende er statsborger, er i henhold til EU-retten forpligtet til at indgive en anmodning om fremsendelse af strafferegistret til det tredjeland, der anmoder om udlevering (52). Hvis den anmodede stat eller den stat, hvor den eftersøgte person er statsborger, er forpligtet til at anmode det anmodende tredjeland om at fremsende strafferegistret, kan udleveringsproceduren blive væsentligt mere kompliceret, og dens varighed kan forlænges betydeligt, hvilket i sidste ende risikerer at bringe formålet om at sikre, at strafbare handlinger ikke forbliver ustraffede, i fare (53). Desuden kan langvarige retssager også være til skade for den eftersøgte person, navnlig hvis personen frihedsberøves.

Myndighederne i den stat, hvor den pågældende er statsborger, er forpligtet til at respektere fortroligheden af sådanne forhold, når det anmodende tredjeland har anmodet om fortrolighed. Desuden bør det anmodende tredjeland holdes behørigt underrettet herom (54).

Den stat, hvori den pågældende er statsborger, kan dog anvende enhver samarbejdsmekanisme og/eller mekanisme for gensidig bistand til at fremskaffe bevismateriale fra den anmodede stat (f.eks. udstedelse af en europæisk efterforskningskendelse) (55).

e.   Forpligtelser for den stat, hvori den pågældende er statsborger

Efter meddelelsen bør de kompetente myndigheder i den stat, hvori den pågældende er statsborger, vurdere, om det er hensigtsmæssigt at udstede en europæisk arrestordre/en EU-IC/NO-arrestordre vedrørende de samme lovovertrædelser som dem, den pågældende er tiltalt for i anmodningen om udlevering, for så vidt som de i henhold til national ret har kompetence til at retsforfølge den pågældende for lovovertrædelser begået uden for det nationale område.

2.1.3.    Frist for besvarelse af en meddelelse

Den anmodede stat bør fastsætte en rimelig frist for den eller de stater, hvori den pågældende er statsborger, til at indgive et svar. Den anmodede stat har en skønsmargen ved fastsættelsen af en rimelig frist, navnlig under hensyntagen til, om en eftersøgt person er varetægtsfængslet på grundlag af udleveringsproceduren og sagens kompleksitet (56).

Den fastsatte tidsfrist bør angives i attesten (jf. bilag 3 — skabelon).

Om nødvendigt kan kontaktpunktet eller den udstedende judicielle myndighed (57) i den eller de stater, hvori den pågældende er statsborger, anmode om en forlængelse af fristen (jf. bilag 5 — skabelon). Kontaktpunktet eller den myndighed, der behandler udleveringsanmodningen i den anmodede stat, bør træffe afgørelse om forlængelsen (jf. bilag 6 — skabelon).

2.1.4.    Afslag på en anmodning om udlevering

Kun i tilfælde, hvor en judiciel myndighed i en stat, hvor den pågældende er statsborger, udsteder en europæisk arrestordre/en EU-IC/NO-arrestordre vedrørende den eller de samme lovovertrædelser (58) eller forhold og underretter den anmodede stat herom, bør den anmodede stat afslå udlevering og overgivelse af personen til den stat, hvori den pågældende er statsborger (jf. bilag 7 — skabelon).

2.1.5.    Genoptagelse af udleveringsproceduren

I mangel af svar inden for den fastsatte frist fra myndighederne i den eller de stater, hvori den pågældende er statsborger, eller i tilfælde af et negativt svar inden for fristen, kan myndighederne i den anmodede stat i givet fald foretage udleveringen uden at være forpligtet til at afvente, at den stat, hvori den pågældende er statsborger, svarer og/eller vedtager en formel afgørelse om afkald på retten til at udstede en europæisk arrestordre/en EU-IC/NO-arrestordre mod den pågældende person (59) (jf. bilag 7 — skabelon).

2.2.   Anmodninger om udlevering med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning

2.2.1.    Anvendelsesområde

a.   Materielt anvendelsesområde

Raugevicius-dommen finder anvendelse i tilfælde, hvor:

—	anmodningen er en anmodning om udlevering med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning og

—

den anmodede stat kun anvender undtagelsesbestemmelsen vedrørende nationalitet på egne statsborgere, hvilket kan føre til forskelsbehandling mellem dens egne statsborgere og statsborgere fra andre stater, der har udøvet deres ret til fri bevægelighed (jf. bilag 2 — en oversigt over nationale systemer).

b.   Det personelle anvendelsesområde for udleveringsanmodninger med henblik på fuldbyrdelse af en straf: hvem finder Raugevicius-dommen anvendelse på?

Forpligtelsen til ligebehandling i denne henseende gælder kun, for så vidt som egne statsborgere og statsborgere fra andre stater befinder sig i en sammenlignelig situation med hensyn til formålet om at undgå risikoen for straffrihed. For så vidt som fuldbyrdelsen af frihedsstraffe i den pågældendes oprindelsesstat fremmer den pågældendes sociale reintegration efter straffens afslutning, foreligger der kun en sammenlignelig situation for så vidt angår statsborgere fra andre stater, der har fast bopæl i den anmodede stat, og som således har en vis grad af integration i samfundet i denne stat.

Domstolen fastslog derfor, at det personelle anvendelsesområde er begrænset til statsborgere fra andre stater, der har fast bopæl i en anmodet stat, og som godtgør en vis grad af integration i denne stats samfund (60), fordi de befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med den anmodede stats egne statsborgere. På den anden side ville en statsborger fra en stat, der anholdes i en lufthavn i en anmodet stat, mens vedkommende blot er i transit, ikke opfylde kriteriet om at være i en sammenlignelig situation.

Hvis en eftersøgt person ikke kan anses for at have fast bopæl i den anmodede stat, skal spørgsmålet om udlevering afgøres på grundlag af gældende national eller international ret (61).

2.2.2.    Trin, der skal følges af de kompetente myndigheder, når nationalitetsundtagelsen finder anvendelse

I tilfælde af en anmodning om udlevering med henblik på straffuldbyrdelse er den mindre indgribende foranstaltning for udøvelsen af retten til fri bevægelighed, at den anmodede stat påtager sig ansvaret for fuldbyrdelsen af sanktionen på sit område i stedet for at udlevere en statsborger fra en anden stat til tredjelandet, når en sådan mulighed også er fastsat for dens egne statsborgere. Det forventes, at Domstolen vil præcisere de detaljerede skridt, der skal følges (navnlig omfanget af staternes forpligtelser, og hvorvidt et tredjelands samtykke er påkrævet) i den verserende sag C-237/21 (62).

2.2.3.    Udveksling af oplysninger mellem den anmodede stat og den stat, hvori den pågældende er statsborger

Artikel 18 og 21 i TEUF kræver ikke, at den anmodede stat underretter den stat, hvori den pågældende er statsborger, om en verserende udleveringsanmodning med henblik på fuldbyrdelse af en straf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning. Den anmodede stat er imidlertid ikke forhindret i at kontakte den stat, hvori den pågældende er statsborger, for at indhente alle relevante oplysninger, som den måtte finde nyttige.

3.   RETNINGSLINJER, DER GÆLDER FOR ALLE STATER UANSET UNDTAGELSESBESTEMMELSEN VEDRØRENDE NATIONALITET

3.1.   Vurdering af grundlæggende rettigheder inden udlevering

3.1.1.   Anvendelse af chartret

Domstolen fastslog, at afgørelsen om udlevering af en unionsborger/IC/NO-statsborger i en situation, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 18 i TEUF og artikel 21 i TEUF eller EØS-aftalens artikel 4, sammenholdt med EØS-aftalens artikel 36, er omfattet af EU-rettens anvendelsesområde som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1 (63). Chartrets bestemmelser, navnlig chartrets artikel 19, finder derfor anvendelse på en sådan afgørelse.

Desuden er eksistensen af en international EU-aftale om udlevering tilstrækkelig til at udløse anvendelsen af chartret. Chartret finder derfor også anvendelse på anmodninger om udlevering fra henholdsvis USA og Det Forenede Kongerige i henhold til aftalen om udlevering mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater (64) og handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige på den anden side (65), selv om der ikke er tale om udøvelse af fri bevægelighed inden for EØS-området. I sådanne tilfælde finder chartret desuden også anvendelse på tredjelandsstatsborgere og statsløse personer.

Når chartret finder anvendelse, skal den anmodede stat først kontrollere, at udleveringen ikke berører de rettigheder, der er omhandlet i chartrets artikel 19 (66).

I henhold til chartrets artikel 19, stk. 2, må ingen udsendes, udvises eller udleveres til en stat, hvor der er alvorlig risiko for, at de vil blive idømt dødsstraf, udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Domstolen præciserede endvidere, at »Den omstændighed, at der foreligger erklæringer, og godkendelse af internationale aftaler, som i princippet sikrer iagttagelsen af de grundlæggende rettigheder, er ikke i sig selv tilstrækkelige til at sikre en passende beskyttelse mod risikoen for mishandling, når pålidelige kilder har rapporteret om en myndighedspraksis eller en af myndighederne accepteret praksis, som åbenbart er i strid med principperne i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.

Det følger heraf, at når den kompetente myndighed i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, råder over oplysninger, der dokumenterer en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling af personer i det anmodende tredjeland, er den forpligtet til at vurdere, om denne risiko foreligger, når den træffer afgørelse om udlevering af en person til dette land (jf. i denne retning for så vidt angår chartrets artikel 4 dom af 5. april 2016, Aranyosi og Căldăraru, C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 88).

Ved denne vurdering skal den kompetente myndighed i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, basere sig på objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger. Disse oplysninger kan bl.a. fremgå af internationale retsafgørelser, såsom Menneskerettighedsdomstolens domme, det anmodende tredjelands retsafgørelser samt afgørelser, rapporter og andre dokumenter, der udarbejdes af organerne i Europarådet eller af FN-organer (jf. i denne retning dom af 5. april 2016, Aranyosi og Căldăraru, C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 89)« (67).

3.1.2.   Anvendelse af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder

Den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK) finder anvendelse på udlevering fra stater til tredjelande i situationer, hvor chartret ikke finder anvendelse (68), såsom udlevering af en unionsborger, der ikke har udøvet retten til fri bevægelighed, eller af en tredjelandsstatsborger til et tredjeland, med hvilket Unionen ikke har indgået en udleveringsaftale.

Artikel 3 og artikel 6 i EMRK er navnlig relevante. Artikel 3 i EMRK har følgende ordlyd:

Ingen må underkastes tortur, ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

EMRK’s artikel 6 (retten til en retfærdig rettergang, uskyldsformodningen og retten til et forsvar) fastsætter:

1.

Enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden for en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov, når der skal træffes afgørelse i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse. Dommen skal afsiges i et offentlig møde, men pressen og offentligheden kan udelukkes helt eller delvis fra retsforhandlingerne af hensyn til sædeligheden, den offentlige orden eller den nationale sikkerhed i et demokratisk samfund, når det kræves af hensynet til mindreårige eller til beskyttelse af parternes privatliv, eller under særlige omstændigheder i det efter rettens mening strengt nødvendige omfang, når offentlighed ville skade retfærdighedens interesser.

2.	Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven.

3.

Enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, skal mindst have ret til følgende: a) at blive underrettet snarest muligt, udførligt og på et sprog, som han forstår, om indholdet af og årsagen til den sigtelse, der er rejst mod ham; b) at få tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede sit forsvar; c) at forsvare sig personligt eller ved bistand af en forsvarer, som han selv har valgt, og, hvis han ikke har tilstrækkelige midler til at betale for juridisk bistand, at modtage den uden betaling, når dette kræves i retfærdighedens interesse; d) at afhøre eller lade afhøre imod ham førte vidner og at få vidner for ham tilsagt og afhørt på samme betingelser som vidner, der føres imod ham; e) at få vederlagsfri bistand af en tolk, hvis han ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes i retten.

3.2.   Grundløse eller uberettigede, herunder politisk motiverede efterlysningsblade (rødt hjørne), arrestordrer og udleveringsanmodninger

Stater har stået over for tilfælde af grundløse eller uberettigede sager, herunder politisk motiverede udleveringsanmodninger og sideløbende efterlysningsblade (rødt hjørne) fra INTERPOL. Dette afsnit kan derfor finde anvendelse allerede på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er fremsat nogen udleveringsanmodning, eller hvor personen endnu ikke er blevet anholdt på grundlag af et efterlysningsblad (rødt hjørne) (f.eks. kan en stat, når den er bekendt med uberettigede efterlysningsblade (rødt hjørne) fra INTERPOL, proaktivt underrette andre kontaktpunkter, selv inden den eftersøgte person flytter til en anden stat).

3.2.1.    Den eksisterende INTERPOL-mekanisme vedrørende misbrug af efterlysningsblade (rødt hjørne)

Der findes et automatiseret system til screening og registrering af efterlysningsblade (rødt hjørne) (69) i INTERPOL. Det gør det muligt at filtrere tilfælde af misbrug. Alle indkomne anmodninger sammenholdes med en observationsliste med anmodninger, der tidligere er blevet afvist, så de automatisk afvises. INTERPOL arbejder på at udvikle nye automatiske IT-sikkerhedsforanstaltninger for at forbedre vurderingen af indkomne anmodninger om offentliggørelse af efterlysningsblade og meddelelser.

Desuden er der i INTERPOL’s generalsekretariat blevet oprettet en særlig taskforce bestående af advokater og politifolk fra forskellige Interpol-medlemsstater. Taskforcen vurderer alle indkomne anmodninger om offentliggørelse af efterlysningsblade og meddelelser fra INTERPOL-medlemslandene med hensyn til deres forenelighed med de respektive retlige rammer og krav.

INTERPOLS efterlysningsblade (rødt hjørne) kan fjernes af en række grunde ved at indgive indlæg til den uafhængige kommission til kontrol af INTERPOL’s sager (CCF), hvori det hævdes, at de er i strid med INTERPOL’s forfatning og dens regler om databehandling. Medlemsstaterne kan råde den person, der er berørt af et uberettiget efterlysningsblad (rødt hjørne), navnlig i forbindelse med et politisk motiveret efterlysningsblad (rødt hjørne), til at udøve sine rettigheder over for CCF og varsle vedkommende på forhånd eller anmode om, at efterlysningsbladene eller meddelelserne slettes.

En permanent rådgivningsgruppe vedrørende efterlysningsblade støtter disse aktiviteter.

3.2.2.    Udveksling af oplysninger mellem kontaktpunkter om grundløse eller uberettigede, navnlig politisk motiverede udleveringsanmodninger

Den stat, hvori den pågældende er statsborger, er ofte i besiddelse af oplysninger af væsentlig betydning for at afgøre, om en udleveringsanmodning er ubegrundet eller uberettiget, navnlig politisk motiveret. Derfor kan tæt samarbejde og udveksling af oplysninger med den stat, hvori den eftersøgte person er statsborger, være afgørende, når en anmodet stat vurderer en udleveringsanmodning vedrørende en statsborger i en anden stat.

I tilfælde af begrundet mistanke om, at en anmodning om udlevering er uberettiget, navnlig politisk motiveret eller på anden måde grundløs (ulovlig), bør kontaktpunktet i en stat, der har modtaget en anmodning om udlevering fra et tredjeland vedrørende en statsborger fra en anden stat, altid underrette kontaktpunktet i den stat, hvor den pågældende er statsborger. Dette vil gøre det muligt at udveksle relevante oplysninger med henblik på at træffe en informeret afgørelse om, hvorvidt anmodningen om udlevering er politisk begrundet eller på anden måde ubegrundet (ulovlig) (jf. bilag 3 — skabelon og bilag 8 — skabelon).

Desuden bør ethvert kontaktpunkt i tilfælde af begrundet mistanke om, at en udleveringsanmodning er ubegrundet eller uberettiget, navnlig politisk motiveret, omgående og proaktivt informere og høre andre kontaktpunkter samt Eurojust, Europol og INTERPOL (jf. bilag 8 — skabelon).

Denne underretningsmekanisme blandt kontaktpunkterne i tilfælde af grundløse eller uberettigede, herunder politisk motiverede udleveringsanmodninger, finder anvendelse på statsborgere fra stater samt tredjelandsstatsborgere og statsløse personer.

4.   PRAKTISKE ASPEKTER AF PETRUHHIN-MEKANISMEN OG POLITISK MOTIVEREDE UDLEVERINGSANMODNINGER

4.1.   Kontaktpunkter

Med henblik på Petruhhin-mekanismen og grundløse eller ulovlige, navnlig politisk motiverede udleveringsanmodninger, udpegede stater kontaktpunkter (f.eks. centrale myndigheder).

Den ajourførte liste over kontaktpunkter findes på:

https://www.ejn-crimjust.europa.eu/ejn/AtlasChooseCountry/DK

Staten bør hurtigt underrette EJN om eventuelle ændringer i deres kontaktpunkter.

Kontaktpunkterne kan rådføre sig med Eurojust og EJN, hvis de har problemer.

4.2.   Sprogordning og omkostninger

Der foreslås et officielt sprog i den stat, hvor den pågældende er statsborger, som sprogordning for dokumenter, der fremsendes mellem den anmodede stat og den stat, hvor den pågældende er statsborger.

Staterne kan også underrette Kommissionen, hvis de beslutter at acceptere oversættelser til et eller flere andre officielle EU-sprog, islandsk eller norsk.

Den anmodede stat og den stat, hvori den pågældende er statsborger, bør hver især dække deres egne omkostninger (hovedsagelig udgifter til oversættelse).

4.3.   Databeskyttelsesordning

Direktiv (EU) 2016/680 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger (70) finder anvendelse.

---

(1)  Den europæiske konvention om udlevering (ETS nr. 24) og tillægsprotokollen hertil (ETS nr. 086), anden tillægsprotokol (ETS nr. 098), den tredje tillægsprotokol (ETS nr. 209) og den fjerde tillægsprotokol til den europæiske konvention om udlevering (ETS nr. 212).

(2)  Pligt til udlevering eller retsforfølgning.

(3)  F.eks. indeholder handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige på den anden side (EUT L 149 af 30.4.2021, s. 10) en udtrykkelig forpligtelse vedrørende »aut dedere aut judicare«-princippet i artikel 603.

(4)  Domstolens dom af 6. september 2016, Petruhhin, C-182/15, ECLI:EU:C:2016:630.

(5)  I artikel 21, stk. 1, i TEUF hedder det: »Enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i traktaterne og i gennemførelsesbestemmelserne hertil.«

(6)  Baseret på forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet i artikel 18 i TEUF, hvori det hedder: »Inden for traktaternes anvendelsesområde og med forbehold af disses særlige bestemmelser er al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, forbudt.«

(7)  Dom af 10. april 2018, Pisciotti, C-191/16, ECLI:EU:C:2018:222, dom af 13. november 2018, Raugevicius, C-247/17, ECLI:EU:C:2018:898, dom af 2. april 2020, Ruska Federacija, C-897/19 PPU, ECLI:EU:C:2020:262 og dom af 17. december 2020, Generalstaatsanwaltschaft Berlin, C-398/19, ECLI:EU:C:2020:1032.

(8)  Dom af 2. april 2020, Ruska Federacija, C-897/19 PPU, ECLI:EU:C:2020:262.

(9)  Arbejdsdokument fra Rådet for Den Europæiske Union, uformel videokonference mellem justitsministrene, 4. juni 2020: Forberedelse — Udlevering af EU-borgere til tredjelande — oplæg fra formandskabet, dokument WK 5231/2020 INIT.

(10)  Fælles rapport fra Eurojust og Det Europæiske Retlige Netværk om udlevering af EU-borgere til tredjelande: https://www.eurojust.europa.eu/joint-report-eurojust-and-ejn-extradition-eu-citizens-third-countries.

(11)  EUT C 419 af 4.12.2020, s. 23.

(12)  Domstolens kendelse af 6. september 2017, Schotthöfer m.fl. mod Adelsmayr, C-473/15, ECLI:EU:C:2017:633, Domstolens dom af 10. april 2018, Pisciotti, C-191/16, ECLI:EU:C:2018:222, Domstolens dom af 13. november 2018, Raugevicius, C-247/17, ECLI:EU:C:2018:898; Domstolens dom af 2. april 2020, Ruska Federacija, C-897/19 PPU, ECLI:EU:C:2020:262, og Domstolens dom af 17. december 2020, Generalstaatsanwaltschaft Berlin, C-398/19, ECLI:EU:C:2020:1032.

(13)  Domstolens dom af 6. september 2016, Petruhhin, C-182/15, ECLI:EU:C:2016:630.

(14)  Dom af 13. november 2018, Raugevicius, C-247/17, ECLI:EU:C:2018:898.

(15)  Sag C-237/21, Generalstaatsanwaltschaft München.

(16)  Domstolens dom af 6. september 2016, Petruhhin, C-182/15, ECLI:EU:C:2016:630.

(17)  EUT C 202 af 7.6.2016, s. 389.

(18)  Chartrets artikel 19, stk. 2, fastsætter: »Ingen må udsendes, udvises eller udleveres til en stat, hvor der er en alvorlig risiko for at blive idømt dødsstraf eller udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende straf eller behandling.«

(19)  Domstolens kendelse af 6. september 2017, Schotthöfer & Steiner mod Adelsmayr, C-473/15, ECLI:EU:C:2017:633.

(20)  Chartrets artikel 47 har følgende ordlyd: »Enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i denne artikel.

Enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov. Enhver skal have mulighed for at blive rådgivet, forsvaret og repræsenteret.

Der ydes retshjælp til dem, der ikke har tilstrækkelige midler, hvis en sådan hjælp er nødvendig for at sikre effektiv adgang til domstolsprøvelse.«

(21)  Domstolens dom af 10. april 2018, Pisciotti, C-191/16, ECLI:EU:C:2018:222.

(22)  Aftale mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om udlevering (EUT L 181 af 19.7.2003, s. 27).

(23)  Domstolens dom af 2. april 2020, Ruska Federacija, C-897/19 PPU, ECLI:EU:C:2020:262.

(24)  EUT L 292 af 21.10.2006, s. 2.

(25)  Domstolens dom af 17. december 2020, Generalstaatsanwaltschaft Berlin (Udlevering til Ukraine), C-398/19, ECLI:EU:C:2020:1032.

(26)  Domstolens dom af 12. maj 2021, WS, C-505/19, ECLI:EU:C:2021:376.

(27)  Konvention om gennemførelse af Schengenaftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser (EFT L 239, 22.9.2000, s. 19).

(28)  Artikel 54 i SGK fastsætter følgende: »En person, over for hvem der er afsagt endelig dom af en kontraherende part, kan ikke retsforfølges af en anden kontraherende part for de samme strafbare handlinger, dersom sanktionen, i tilfælde af domfældelse, er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan kræves fuldbyrdet efter den dømmende kontraherende parts lovgivning.«

(29)  Chartrets artikel 50 har følgende ordlyd: »Ingen skal i en straffesag på ny kunne stilles for en domstol eller dømmes for en lovovertrædelse, for hvilken den pågældende allerede er blevet endeligt frikendt eller domfældt i en af Unionens medlemsstater i overensstemmelse med lovgivningen.«

(30)  Domstolens dom af 12. maj 2021, WS, C-505/19, ECLI:EU:C:2021:376, præmis 84.

(31)  Domstolens dom af 13. november 2018, Raugevicius, C-247/17, ECLI:EU:C:2018:898.

(32)  Da den eftersøgte allerede var blevet dømt i tredjelandet.

(33)  Konventionen om overførelse af domfældte (ETS nr. 112).

(34)  Den europæiske konvention om udlevering (ETS nr. 24)

(35)  Jf. Finland har afgivet følgende erklæring i henhold til artikel 6 i den europæiske konvention om udlevering: »I denne konvention forstås ved udtrykket »statsborgere« personer med statsborgerskab i Finland, Danmark, Island, Norge og Sverige samt udlændinge, der har bopæl i disse stater.«

(36)  EUT L 181 af 19.7.2003, s. 27.

(37)  EUT L 149 af 30.4.2021, s. 10.

(38)  I handels- og samarbejdsaftalens artikel 614, stk. 1 og 3, står der: 1. Hvis to eller flere stater har udstedt en europæisk arrestordre eller en arrestordre vedrørende den samme person, træffes afgørelsen om, hvilken af disse arrestordrer der skal fuldbyrdes, af den fuldbyrdende judicielle myndighed under behørig hensyntagen til samtlige omstændigheder, herunder navnlig lovovertrædelsernes relative grovhed og det sted, de er begået, de respektive datoer for arrestordrerne eller de europæiske arrestordrer, og om de er udstedt med henblik på retsforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, og til medlemsstaternes retlige forpligtelser i henhold til EU-retten vedrørende navnlig principperne om fri bevægelighed og ikkeforskelsbehandling på grundlag af nationalitet. 3. Hvis der opstår konflikt mellem en arrestordre og en udleveringsanmodning fra et tredjeland, afgør den kompetente myndighed i den fuldbyrdende stat, om det er den europæiske arrestordre eller udleveringsanmodningen, der skal have forrang, under behørig hensyntagen til alle forhold, herunder navnlig de forhold, der er omhandlet i stk. 1, samt dem, der er nævnt i den konvention eller aftale, der finder anvendelse."

(39)  Domstolens dom af 13. november 2018, Raugevicius, C-247/17, ECLI:EU:C:2018:898, præmis 29, og Domstolens dom af 17. december 2020, Generalstaatsanwaltschaft Berlin (Udlevering til Ukraine), C-398/19, ECLI:EU:C:2020:1032, præmis 32.

(40)  Domstolens dom af 17. december 2020, Generalstaatsanwaltschaft Berlin (Udlevering til Ukraine), C-398/19, ECLI:EU:C:2020:1032, præmis 31.

(41)  Domstolens dom af 2. april 2020, Ruska Federacija, C-897/19 PPU, ECLI:EU:C:2020:262.

(42)  EØS-aftalens artikel 4 fastsætter følgende: »Inden for denne aftales anvendelsesområde og med forbehold af dennes særlige bestemmelser er al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, forbudt.«

(43)  EØS-aftalens artikel 36, stk. 1, fastsætter følgende: »Inden for rammerne af denne aftales bestemmelser må der ikke være restriktioner, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelser inden for de kontraherende parters område, for så vidt angår statsborgere i EF-medlemsstater og EFTA-stater, der er etableret i en anden EF-medlemsstat eller EFTA-stat end modtageren af den pågældende ydelse.«

(44)  Domstolens dom af 2. april 2020, Ruska Federacija, C-897/19 PPU, ECLI:EU:C:2020:262, præmis 52-55.

(45)  Domstolens dom af 10. april 2018, Pisciotti, C-191/16, ECLI:EU:C:2018:222, præmis 34.

(46)  Domstolens dom af 2. april 2020, Ruska Federacija, C-897/19 PPU, ECLI:EU:C:2020:262, præmis 54.

(47)  Domstolens dom af 6. september 2016, Petruhhin, C-182/15, ECLI:EU:C:2016:630, præmis 41.

(48)  Domstolens dom af 17. december 2020, Generalstaatsanwaltschaft Berlin (Udlevering til Ukraine), C-398/19, ECLI:EU:C:2020:1032, præmis 49-50.

(49)  En liste over nationale kontaktpunkter udpeget af de 27 EU-medlemsstater, NO og IC er offentliggjort på EJN’s websted, jf. 4.1.

(50)  Domstolens dom af 17. december 2020, Generalstaatsanwaltschaft Berlin (Udlevering til Ukraine), C-398/19, ECLI:EU:C:2020:1032, præmis 48.

(51)  Idem.

(52)  Idem, præmis 49.

(53)  Idem, præmis 51.

(54)  Idem, præmis 48.

(55)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/41/EU af 3. april 2014 om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager (EUT L 130 af 1.5.2014, s. 1).

(56)  Domstolens dom af 17. december 2020, Generalstaatsanwaltschaft Berlin (Udlevering til Ukraine), C-398/19, ECLI:EU:C:2020:1032, præmis 55.

(57)  I henhold til artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre eller artikel 9, stk. 1, i aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om procedurerne for overgivelse mellem Den Europæiske Unions medlemsstater og Island og Norge.

(58)  Domstolens dom af 10. april 2018, Pisciotti, C-191/16, ECLI:EU:C:2018:222, præmis 54.

(59)  Domstolens dom af 17. december 2020, Generalstaatsanwaltschaft Berlin (Udlevering til Ukraine), C-398/19, ECLI:EU:C:2020:1032, præmis 53 og 54.

(60)  Domstolens dom af 13. november 2018, Raugevicius, C-247/17, ECLI:EU:C:2018:898, præmis 46.

(61)  Idem, præmis 48.

(62)  Sag C-237/21, Generalstaatsanwaltschaft München.

(63)  Domstolens dom af 6. september 2016, Petruhhin, C-182/15, ECLI:EU:C:2016:630, præmis 52 og 53, og Domstolens dom af 2. april 2020, Ruska Federacija, C-897/19 PPU, ECLI:EU:C:2020:262, præmis 63. Chartrets artikel 51, stk. 1, fastsætter: »1. Bestemmelserne i dette charter er rettet til Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer under iagttagelse af nærhedsprincippet samt til medlemsstaterne, dog kun når de gennemfører EU-retten. De respekterer derfor rettighederne, overholder principperne og fremmer anvendelsen heraf i overensstemmelse med deres respektive kompetencer og under overholdelse af grænserne for de kompetencer, der er tildelt Unionen i traktaterne.«

(64)  EUT L 181 af 19.7.2003, s. 27.

(65)  EUT L 149 af 30.4.2021, s. 10.

(66)  Domstolens dom af 6. september 2016, Petruhhin, C-182/15, ECLI:EU:C:2016:630, præmis 60, Domstolens kendelse af 6. september 2017, Schotthöfer m.fl. mod Adelsmayr, C-473/15, ECLI:EU:C:2017:633, Domstolens dom af 13. november 2018, Raugevicius, C-247/17, ECLI:EU:C:2018:898, præmis 49, Domstolens dom af 2. april 2020, Ruska Federacija, C-897/19 PPU, ECLI:EU:C:2020:262, præmis 63-68.

(67)  Domstolens dom af 6. september 2016, Petruhhin, C-182/15, ECLI:EU:C:2016:630, præmis 57, 58 og 59.

(68)  Jf. 3.1.1. ovenfor.

(69)  Et efterlysningsblad (rødt hjørne) er hverken en udleveringsanmodning eller en international arrestordre. Det er en indberetning til de retshåndhævende myndigheder i hele verden om at lokalisere og midlertidigt anholde en person, der venter på udlevering, overgivelse eller lignende retsforfølgning. Et efterlysningsblad (rødt hjørne) henviser imidlertid til en international arrestordre eller retsafgørelse, støtter udleveringsproceduren og indeholder nationale oplysninger om kriminalitet (undtagen hvis efterlysningsbladet (rødt hjørne) er udstedt af en international domstol). I henhold til artikel 82 i INTERPOL’s regler om behandling af data [IRPD, III/IRPD/GA/2011 (2019)] »offentliggøres efterlysningsblade (rødt hjørne) efter anmodning fra et nationalt centralkontor eller en international enhed med beføjelser til efterforskning og retsforfølgning i straffesager med henblik på at søge lokalisering af en eftersøgt person og dennes tilbageholdelse, anholdelse eller begrænsning af bevægelsesfriheden med henblik på udlevering, overgivelse eller tilsvarende lovlige foranstaltninger.«

(70)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, opdage eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 89).