Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »atypisk beskæftigelse og platformskooperativer under den digitale omstilling af industrien«

(initiativudtalelse)

(2022/C 152/06)

Ordfører:	Giuseppe GUERINI
Medordfører:	Erwin DE DEYN

Plenarforsamlingens beslutning	25.3.2021
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 32, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence	Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI)
Vedtaget i sektionen	10.11.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	8.12.2021
Plenarforsamling nr.	565
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	219/0/10

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Den digitale platformsøkonomi er et fænomen i stor fremmarch, som rækker ud over EU's grænser. Væksten i dette fænomen har også ført til, at der har udviklet sig mange forskellige former for arbejdsrelationer for personer beskæftiget via sådanne platforme. Selvstændig virksomhed, uregelmæssige samarbejdsforbindelser og individuelle arbejdskontrakter. På den baggrund kan kooperativer, som etableres mellem arbejdstagere, være et interessant instrument til at gøre arbejdsforholdene på de digitale platforme mere stabile.

1.2.

I betragtning af fænomenets omfang finder EØSU det nyttigt og nødvendigt, at EU og medlemsstaterne koordinerer gennemførelsen af en passende lovgivning for at sikre en balance mellem behovet for innovation og beskyttelse af rettigheder for arbejdstagere på de digitale platforme, som de gør for forbrugere og brugere i forslaget til retsakten om digitale tjenesteydelser og forslaget til retsakten om digitale markeder.

1.3.

De digitale platforme fremmer også udviklingen af nye virksomhedsformer, der kan øge mange menneskers mulighed for at tage aktiv del i de nye digitale markeder. Blandt disse virksomhedsformer er kooperativer særligt velegnede til at fremme inkluderende deltagelse i styringen af digitale platforme.

1.4.

Den kooperative model gør det nemlig muligt at udvikle virksomheder, der er skabt af selvstændige erhvervsdrivende, som ønsker at bevare deres selvstændighed og kreativitet og samtidig forbedre indtægtsmulighederne, arbejdsvilkårene og adgangen til social sikring, og dermed undgå ikkestandardmæssige former for beskæftigelse.

1.5.

EØSU bemærker, at den kooperative model ikke alene er i stand til at kombinere de særtræk, der er kendetegnende for de digitale platforme med den kooperative organisationsform, men også giver mulighed for, hvor forholdene kræver det, at sikre deltagerne status som ansatte, således at de er dækket af alle de sikringsordninger, der gælder for arbejdstagere i henhold til kollektive arbejdsoverenskomster.

1.6.

EØSU opfordrer Kommissionen, EU-medlemsstaterne og aktørerne i den sociale dialog til at iværksætte initiativer til fremme af udviklingen af platformskooperativer, som gennem ny teknologi bidrager til at fremme iværksætterlysten ved at bringe unge arbejdstagere og iværksættere sammen i et kooperativ.

1.7.

En effektiv gennemførelse af sådanne initiativer vil kræve inddragelse af alle interesserede parter, og den sociale dialog kan spille en afgørende rolle i den forbindelse. EØSU er derfor parat til at påtage sig en rolle inden for fremme af platformskooperativer.

1.8.

Digitale platforme er ikke underlagt landegrænser. Derudover gælder princippet om oprindelsesland på det europæiske område. Om initiativerne bliver vellykkede, afhænger af en fælles forståelse og gennemførelse af disse forhold. EØSU opfordrer til, at man er opmærksom på risikoen for opsplitning af det indre marked, hvilket vil straffe både platformene og deres ansatte.

1.9.

EØSU finder, at der ved gennemførelsen af den europæiske strategi for digital omstilling bør træffes initiativer til støtte for etablering af kooperativer til forvaltning af digitale platforme, Dette vil bl.a. fremme fælleseje af digitale tjenester, data og teknologiske infrastrukturer, og dermed muliggøre en større økonomisk diversificering og udbredelse af økonomisk demokrati.

1.10.

EØSU bemærker, at kooperativer i egenskab af selvstændige organisationer af personer, der frivilligt går sammen for at opfylde fælles sociale, økonomiske og kulturelle behov gennem en demokratisk og deltagerbaseret organisation, udgør en interessant løsning på problemerne med netop demokratisk styring og kontrol af digitale platforme.

1.11.

EØSU opfordrer til, at Kommissionens forslag til regulering af arbejdsforholdene for arbejdstagere på digitale platforme får fokus på og er åbne over for innovation, og at de bidrager til at støtte virksomhedernes konkurrenceevne, uden at glemme beskyttelsen af arbejdstagernes rettigheder. Forslagene bør især sikre, at personer, som arbejder for digitale platforme, uddannes i og får redskaberne til bedre at forstå og kontrollere, hvordan de algoritmer, der regulerer rekrutteringen af arbejdstagere, anvendes.

2.   Indledning og baggrund

2.1.

Under den hurtige omstilling af økonomien og af virksomhederne har digitaliseringen fået en så grundlæggende strategisk funktion, at den har vundet indpas i alle erhvervssektorer og i hele værdikæden for produkter og tjenester i såvel store som små virksomheder og mikrovirksomheder. Følgerne for arbejdsmarkedet i form af nye muligheder og nye udfordringer er betragtelige, både hvad angår deres karakter og det tempo, hvori ændringerne sker.

2.2.

Den hurtige digitale omstilling betyder, at der opstår nye arbejdsformer og nye former for virksomhedsorganisation. Platformsarbejde kræver bl.a. nye og fleksible løsninger, som ikke altid kan reguleres inden for de nuværende retlige rammer.

2.3.

Den igangværende hurtige omstilling har afsløret huller i retssikkerheden, og »den sociale dialog« og kollektive overenskomstforhandlinger er derfor vigtige med henblik på forhandlinger om nye regler for arbejde på digitale platforme. Mange medlemsstater har truffet foranstaltninger til at præcisere beskæftigelsesvilkårene for personer, som arbejder via digitale platforme. I den henseende bør Kommissionens lovgivningsmæssige tiltag fremme aftaler, som kan tilpasses omstillingen af arbejdsmarkedet og på samme tid sikre den nødvendige sociale beskyttelse af arbejdstagerne.

2.4.

Selv om fænomenet »digitale platforme« omfatter et bredt udvalg af modeller, der kan indbefatte sociale netværk, e-handelssider, websteder for finansiel formidling eller adgang til og forvaltning af ressourcer og data, er fokus for denne udtalelse specifikt arbejdsmarkedet, og udvalget vil navnlig koncentrere sig om virksomheder, der opererer via applikationer eller websteder. Udvalget vil især se på den særlige kooperative form for digitale platforme.

2.5.

Kommissionen er i færd med at undersøge følgerne for platformsarbejdernes arbejdsvilkår gennem en høring, der blev indledt med en første fase den 24. februar 2021 efterfulgt af en anden fase mellem 15. juni og 15. september 2021. Med disse høringer anmoder Kommissionen arbejdsmarkedets parter om en tilkendegivelse af, hvorvidt der er behov for lovgivning. Høringen er opdelt på syv interventionsområder: 1. beskæftigelsesstatus, 2. arbejdsvilkår, 3. adgang til social sikring, 4. adgang til personalerepræsentation og kollektive overenskomstforhandlinger, 5. den grænseoverskridende dimension, 6. algoritmisk styring, 7. livslang læring og faglige muligheder for dem, der arbejder via platforme.

2.6.

Digitale platforme udgør et »virtuelt rum«, hvor der foregår interaktioner og udvekslinger, der er meget mere end en simpel matchning af udbud og efterspørgsel, og som giver mulighed for at udøve en stadig mere raffineret kontrol over og påvirkning af arbejdstagere, leverandører og brugere og tilbyde nye tjenester til kunderne og nye valgmuligheder, når det gælder beskæftigelse. Dette er muligt gennem brug af profileringssystemer og udstrakt anvendelse af data, hvor forvalterne af platformene benytter sig af AI-systemer og bestemte algoritmer.

2.7.

Ved hjælp af en sofistikeret markedsføringspolitik, der får personer, som interagerer med platformene, til at føle sig som centrale aktører i en horisontal jævnbyrdig proces, fremstår og definerer platformene sig som kontaktsted for direkte forbindelser uden mellemled, mens de i virkeligheden aldrig helt er decentraliserede eller neutrale. De er tværtimod selv aktive deltagere i formidlingen med et veletableret, men ofte ikke åbenlyst hierarki.

2.8.

Selv om der findes et omfattende EU-regelsæt og nationalt regelsæt for forskellige ansættelsesformer, er det ikke altid lige til at anvende og gennemføre disse retlige rammer i forbindelse med platforme. Information, social dialog og gensidig læring bør fremmes for at lette og understøtte en solid og bæredygtig udvikling af de digitale platforme med henblik på at styrke samarbejdet og tilliden mellem aktørerne på det digitale marked. Situationer i hurtig udvikling reguleres bedre med social dialog og kollektive overenskomstforhandlinger end med forhastede lovgivningsmæssige indgreb, som kan hæmme innovationen.

2.9.

Det er under alle omstændigheder åbenlyst, at god regulering skal skabe plads til de store innovationer, som digitale teknologier kan bibringe, og til anerkendelse af arbejdstagernes rettigheder i disse nye arbejdsmønstre. At gribe ind i ændringerne indebærer en aktiv styring af udviklingsmodellen, som efter EØSU's opfattelse er nødt til at have særlig fokus på de miljømæssige og sociale spørgsmål.

2.10.

I forbindelse med den igangværende digitale omstilling i hele verden bør der på alle niveauer gøres overvejelser om, hvilke tiltag der vil kunne understøtte udviklingen af en bæredygtig digital overgang reguleret af passende europæiske retlige rammer, som er klare for de forskellige aktører på det digitale marked og navnlig det marked, der består af platforme. De europæiske institutioner har grebet emnet an ud fra forskellige vinkler (1), og EØSU har allerede vedtaget en række udtalelser vedrørende skatteanliggender (2), reguleringen af det digitale marked (3) og arbejdsmarkedsrelaterede spørgsmål (4).

2.11.

På en generel baggrund af arbejdsvilkår i forandring er der stadig flere, der som selvstændige kan levere ydelser via digitale platforme, således som det fremgår af den konsekvensanalyse, som Kommissionen offentliggjorde i januar 2021 (5). Manglen på en egnet retlig ramme indebærer risiko for, at der opstår former for selvstændig erhvervsvirksomhed, der ikke reelt er selvstændig, da dette forudsætter autonomi, parternes ret til frit at kunne bestemme om, de vil deltage, selvbestemmelse med hensyn til arbejdsmønster og uafhængighed.

2.12.

Kommissionens analyse viser, at personer, som arbejder via platforme, ikke nødvendigvis har tilstrækkelig information om og forståelse af, hvordan algoritmerne anvendes til at træffe visse beslutninger, som kan have indvirkning på deres arbejdsvilkår. Denne mangel på forståelse og information kan være problematisk, især i forhold til digital overvågning og dataforvaltning, når udformningen og forvaltningen af algoritmer påvirker arbejdsvilkårene. Derfor er den sociale dialog helt afgørende.

2.13.

Både virksomheder og arbejdstagere har krav på viden om og retssikkerhed i forhold til de arbejdskontrakter, der gælder for platformsarbejdere, og som sikrer anstændige lønvilkår, adgang til social sikring og kollektive overenskomster. Det samme krav om klarhed gælder for kriterierne for erhvervelse af status som virksomhedsleder og selvstændig erhvervsdrivende. Hvad dette angår har EØSU udtalt sig klart i udtalelsen SOC/645/2021 om Rimelige arbejdsforhold i platformsøkonomien, der blev udarbejdet på anmodning af det tyske rådsformandskab i andet halvår af 2020.

2.14.

Kooperativerne inden for platformsøkonomien har, som Kommissionen også anerkender det, haft held med at skabe modeller, der muliggør en god kombination af iværksætteri, sociale rettigheder og passende arbejdsvilkår (6).

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

De store og hurtige forandringer, der følger med digitaliseringen af økonomien og det sociale liv, stiller nye krav til fleksibilitet og tempo i tilpasningen, hvilket også øger mulighederne for valg af form for selvstændig erhvervsvirksomhed. Dette kan dog til tider indebære nye former for fragmentering og opsplitning af arbejdet, ikke kun som en proces, der er opdelt i faser (såsom det klassiske samlebånd), men også opdelt i tid og rum, hvor skellet mellem arbejdstid og fritid ofte udviskes for personer, som deltager i visse faser af denne proces.

3.2.

Disse aspekter er et led i et komplekst fænomen, der også vedrører højtkvalificerede erhverv, som får overdraget dele af produktionsprocessen gennem kontrakter som selvstændige eller »udøvere af liberale erhverv«. Her tænkes f.eks. på hele spektret af IT-programmører, dataanalytikere og applikationsudviklere eller alle udbydere af stadig mere decentrale supplerende tjenester.

3.3.

Covid-19-krisen har vist, at en korrekt anvendelse og gennemførelse af de nationale regler og EU-reglerne, der anerkender nødvendigheden af at beskytte arbejdstagere med såkaldte »atypiske kontrakter« (7), fortsat er en udfordring i mange medlemsstater.

3.4.

Fremkomsten af digitale platforme som instrument til rekruttering af arbejdstagere har i mange tilfælde ført til, at der anvendes kontrakter for selvstændig erhvervsvirksomhed, selv hvor der ikke er tale om en reelt selvstændig og uafhængig aktivitet. I mange tilfælde har denne tilgang desuden i højere grad haft til formål at begrænse arbejdskraftomkostningerne end at sikre størst mulig selvstændighed i tilrettelæggelsen af arbejdet. Derfor har der også været en stigning i antallet af sager ved domstolene i flere europæiske lande. Det står imidlertid klart, at et fænomen i så hastig udvikling ikke kan reguleres ad rettens vej og gennem søgsmål, men kræver praktiske løsninger, hvor de igangværende gennemgribende ændringer udnyttes og udmøntes på hensigtsmæssig vis.

3.5.

I denne forbindelse giver den kooperative model mulighed for at udvikle sammenslutninger af selvstændige erhvervsdrivende (såsom kooperativer af selvstændige) med henblik på at opretholde selvstændigheden og kreativiteten og samtidig forbedre indtægtsmulighederne, arbejdsvilkårene og adgangen til social sikring. Derudover kan den mere klassiske kooperative model (nemlig arbejdskooperativet) kombinere de digitale platformes særtræk med den kooperative organisationsform, der er kendetegnet ved et demokratisk system og ved, at arbejdstagerne er omfattet af de sikringsordninger, der er fastlagt i de nationale kollektive overenskomster.

3.6.

Et platformskooperativ er en virksomhed oprettet i form af et kooperativ, der er demokratisk ledet af bl.a. de deltagende interessenter, og som gennem en IT-infrastruktur og protokoller, der kommunikerer med forskellige faste og mobile enheder, tilrettelægger produktion af og handel med varer og tjenester.

3.7.

Som det er tilfældet med alle kooperativer, tilhører og ledes platformskooperativerne af dem, der er mest afhængige af dem, i dette tilfælde arbejdstagerne, brugerne og andre interessenter. Dette sker naturligvis i henhold til de korrekte kontraktvilkår for deltagerne og de ansatte i kooperativet, uanset om de er ansatte eller selvstændige erhvervsdrivende.

3.8.

Ud over at karakterisere selskabsformen og forbindelsen mellem aktørerne har den kooperative model en afgørende indflydelse på beslutningsstrømmene i driftsalgoritmen og giver desuden mulighed for »at forbedre fordelingen af fordele mellem producenter/tjenesteudbydere [og inddrage] borgere/forbrugere i styringen, beslutningstagningen og delingen af fordele«, således som det for nylig blev anført i EØSU's udtalelse NAT/794 (8).

3.9.

I den henseende kan tilskyndelse til etablering af nye virksomheder, hvor arbejdstagerne går sammen i kooperativer, bidrage til at udvikle nye virksomhedsformer. At gå sammen på den måde gavner hovedaktørerne i disse aktiviteter, dels i form af udvidede forretningsmuligheder (både indbyrdes og udadtil), dels i form af deling af omkostninger og fordele. Hvis den nationale lovgivning tillader det, gør sådanne kooperativer det ofte muligt for de tilknyttede selvstændige erhvervsdrivende at få adgang til eksisterende sociale sikringsordninger.

3.10.

Foretagsomhed, iværksætterfærdigheder og selvstændig virksomhed er centrale løftestænger for vækst. Men det er svært at oprette virksomhed alene og især som ung. Det er derfor af interesse at udvikle disse former for kooperativer, som i kraft af ny teknologi kan fremme iværksætterlysten, idet unge arbejdstagere kan gå sammen i kooperativer uafhængigt af deres retlige status (ansat eller selvstændig).

3.11.

Den arbejdslovgivning og de sociale sikringssystemer, der er udviklet med henblik på standardbeskæftigelse, lader ikke til at være i stand til at imødekomme behovene hos arbejdstagere med atypiske kontrakter, som ikke desto mindre også har brug for social sikring og passende former for kollektive overenskomster. Mange af de udfordringer, som ændringerne i arbejdsformer og digitaliseringen medfører, har tilskyndet kooperativerne til at imødekomme de behov blandt arbejdstagerne, som ikke kan opfyldes inden for de nuværende institutionelle rammer. Samtidig bidrager kooperativerne til at styrke arbejdstagernes selvudfoldelse, ved at de tilskynder dem til at blive ejere.

3.12.

Med hensyn til de arbejdstagere, der ønsker at sikre deres selvstændighed (dvs. ikke de »proformaselvstændige«), er der på det seneste dukket nye kooperative modeller op som svar på den kraftige stigning i nye arbejdsformer. Disse nye kooperative modeller kan udgøre et glimrende instrument til fremme af en større udbredelse af iværksætterkapacitet og deling af omkostninger og fordele. Navnlig visse former for ny økonomi såsom den såkaldte platformsøkonomi kunne takket være ny teknologi udnytte kooperativer til at gøre mange selvstændige erhvervsdrivende til ejere af disse platforme og dermed undgå negative tendenser til såkaldt atomisering (9).

3.13.

Grundidéen bag platformskooperativerne er klar: Nye forretningsmodeller baseret på internettet og onlineplatforme kan kombineres med den kooperative model og give dem, der anvender og arbejder via onlineplatformene, ejerskab og kontrolbeføjelser. Disse innovative virksomhedsformer kan øge beskæftigelse af god kvalitet i platformsøkonomien og gøre den digitale økonomi mere deltagerorienteret.

3.14.

Kooperative digitale platforme skaber således en »virksomhedsmodel«, der anvender digitale teknologier, websteder og distribuerede mobile applikationer og baserer deres virke på en demokratisk beslutningsproces og på delt ejerskab mellem de berørte parter.

3.15.

På denne måde egner den juridiske form for kooperativ, der er organiseret på digitale platforme, sig også udmærket til organiseringen af agenturer for udveksling og deling af data, hvilket stadig flere virksomheder kunne udnytte. Det gælder især SMV'er, som har vanskeligere ved at benytte sig af mellemled til forvaltning og udveksling af data, og ved at gå sammen får de bl.a. mulighed for at bevare kontrollen med disse strukturer.

3.16.

Dette potentiale er ikke forbigået Kommissionens opmærksomhed, idet Kommissionen i artikel 9 i forslaget til forordning om europæisk datastyring (forordning om datastyring), fremlagt den 25. november 2020, udtrykkeligt foreskriver muligheden for at organisere »tjenester fra datakooperativer«, således som det også bemærkes af EØSU i udtalelsen INT/921 (10).

3.17.

En vigtig henvisning til den demokratisering af den digitale økonomi, der kan udøves af kooperativer, findes også i FN's rapport om den digitale økonomi fra 2019 (11) og nyligere i en rapport fra ILO (12).

3.18.

Det er vigtigt at give platformsarbejdere de rette instrumenter til at styre deres egen karriere og til at få adgang til faglig udvikling og livslang læring. Som Kommissionen har bemærket det, bør personer, der arbejder og/eller leverer tjenesteydelser via digitale platforme uanset beskæftigelsesstatus, støttes gennem uddannelsesaktiviteter og efteruddannelse samt gennem adgang til socialsikring og navnlig beskyttelse af sundheden og sikkerheden på arbejdspladsen.

3.19.

Modellen med digitale platforme, herunder den kooperative form, kan benyttes til at udvikle og forbedre adgangen til fjernuddannelsestilbud, hvilket kan fremme individualiseret læring.

3.20.

Den store udbredelse af værktøjer til digitalisering, ikke bare inden for arbejdslivet, men inden for mange forskellige aspekter af dagligdagen, kræver en stor uddannelseskapacitet inden for grundlæggende digitale færdigheder. Aktørerne i den sociale dialog og EU-institutionerne bør tilskynde til udveksling af bedste praksis i denne sektor for at fremme gensidig læring og øget bevidsthed om potentialet ved den digitale økonomi. Videreuddannelse af arbejdstagere skal først og fremmest fremmes gennem den sociale dialog og kollektive overenskomster.

---

(1)  https://www.eurofound.europa.eu/da/data/platform-economy/dossiers

(2)  EØSU's udtalelse om Beskatning af deleøkonomien — rapporteringskrav (tillægsudtalelse) (EUT C 364 af 28.10.2020, s. 62).

(3)  EØSU's udtalelse om Retsakt om digitale markeder (EUT C 286 af 16.7.2021, s. 64).

(4)  EØSU's udtalelse om Direktivet om arbejdsvilkår (EUT C 283 af 10.8.2018, s. 39).

(5)  Indledende konsekvensanalyse, Kollektive overenskomster for selvstændige — EU's konkurrenceregler, 6. januar 2021. Se https://ec.europa.eu/info/law/better-regulation/have-your-say/initiatives/12483-Kollektive-overenskomster-for-selvst%C3%A6ndige-EUs-konkurrenceregler_da.

(6)  Et godt eksempel er de kooperativer, der er medlemmer af CoopCycle-forbundet. Der er her tale om kooperativer af cykelbude, som er både medlemmer af og ansatte i kooperativet. Disse kooperativer går sammen med andre kooperativer i andre byer med henblik på at dele den software, der understøtter transaktionerne og matchmaking mellem de ansatte, leverandørerne og brugerne: https://coopcycle.org/en/.

(7)  Atypisk arbejde har været genstand for voksende politisk opmærksomhed, navnlig i de seneste årtier. Jf. f.eks. studiet All For One: https://cecop.coop/works/cecop-report-all-for-one-reponse-of-worker-owned-cooperatives-to-non-standard-employment.

(8)  EØSU's udtalelse om Digitalisering og bæredygtighed — status quo og behovet for tiltag set i civilsamfundets perspektiv (EUT C 429 af 11.12.2020, s. 187).

(9)  https://cecop.coop/works/cecop-report-all-for-one-reponse-of-worker-owned-cooperatives-to-non-standard-employment

(10)  EØSU's udtalelse om Datastyring (EUT C 286 af 16.7.2021, s. 38).

(11)  https://unctad.org/system/files/official-document/der2019_en.pdf

(12)  https://www.ilo.org/global/research/global-reports/weso/2021/lang--en/index.htm