EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 11.12.2020
COM(2020) 794 final
2020/0352(NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Det Fælles Udvalg, der er nedsat ved Euro-Middelhavs-aftalen om luftfart mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side
BEGRUNDELSE
1.Forslagets genstand
Dette forslag vedrører en afgørelse om fastlæggelse af den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Det Fælles Udvalg, der er nedsat ved Euro-Middelhavs-aftalen om luftfart mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side ("aftalen").
2.Baggrund for forslaget
2.1.Euro-Middelhavs-aftalen om luftfart mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden
Aftalen har til formål at fremme en gradvis åbning af markedsadgang og harmonisering af lovgivninger for at komme tættere på EU-reglerne, herunder inden for flyvesikkerhed, lufttrafikstyring, økonomisk regulering, forbrugerbeskyttelse og miljø. Reglerne bør baseres på den relevante gældende lovgivning i Den Europæiske Union, jf. bilag VI til denne aftale.
Aftalen trådte i kraft den 19. marts 2018.
2.2.Det Fælles Udvalg
Det Fælles Udvalg er nedsat ved aftalens artikel 22. Det Fælles Udvalg er ansvarligt for forvaltningen af aftalen og sikrer, at den gennemføres korrekt.
I det øjemed samarbejder Det Fælles Udvalg på en række områder samt udarbejder henstillinger og træffer afgørelser om de anliggender, som er udtrykkeligt omfattet af aftalen. Det Fælles Udvalg har til hovedopgave at samarbejde ved at: a) fremme informationsudveksling på ekspertniveau om nye tiltag og udviklinger inden for love og forskrifter, herunder på områderne sikkerhedsbeskyttelse, flyvesikkerhed, miljø, luftfartsinfrastruktur (herunder slots) og forbrugerbeskyttelse b) undersøge regelmæssigt, hvilke følger aftalens gennemførelse får for forholdene på arbejdsmarkedet, især for beskæftigelsen, og tilrettelægge formålstjenlige reaktioner på indvendinger, der findes berettigede, c) overveje potentielle områder, hvor denne aftale kan udbygges, herunder anbefalinger vedrørende ændringer af aftalen.
I overensstemmelse med aftalens artikel 5 (Investeringer) skal Det Fælles Udvalg derudover undersøge spørgsmål om bilaterale investeringer i ejermajoritet eller ændringer i den faktiske kontrol med parternes luftfartsselskaber.
I henhold til aftalens artikel 22, stk. 6, skal Det Fælles Udvalg selv fastsætte sin forretningsorden
2.3.Det Fælles Udvalgs påtænkte retsakt
Det Fælles Udvalg skal på sit første møde vedtage en afgørelse om vedtagelse af Det Fælles Udvalgs forretningsorden ("den påtænkte retsakt").
Formålet med den påtænkte retsakt er at vedtage den forretningsorden, der danner grundlag for Det Fælles Udvalgs organisation og virke, jf. aftalens artikel 22, stk. 6, med henblik på at muliggøre aftalens korrekte gennemførelse.
3.Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne
Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne, bør være at støtte vedtagelsen af forretningsordenen for Det Fælles Udvalg. Holdningen bør baseres på udkastet til Det Fælles Udvalgs afgørelse, der er vedhæftet som bilag til forslaget til Rådets afgørelse.
4.Retsgrundlag
4.1.Proceduremæssigt retsgrundlag
4.1.1.Principper
I henhold til artikel 218, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) vedtager Rådet afgørelser om "fastlæggelse af, hvilke holdninger der skal indtages på Unionens vegne i et organ nedsat ved en aftale, når dette organ skal vedtage retsakter, der har retsvirkninger, bortset fra retsakter, der supplerer eller ændrer den institutionelle ramme for aftalen".
Begrebet "retsakter, der har retsvirkninger" omfatter retsakter, der har retsvirkninger i medfør af de folkeretlige regler, der gælder for det pågældende organ. Det omfatter også instrumenter, der ikke har bindende virkning i henhold til folkeretten, men som "vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af de regler, der vedtages af EU-lovgiver".
4.1.2.Anvendelse på det foreliggende tilfælde
Det Fælles Udvalg er et organ, der er nedsat ved en aftale, nemlig i dette tilfælde Euro-Middelhavs-aftalen om luftfart mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side.
Den retsakt, som Det Fælles Udvalg skal vedtage, er en retsakt, der har retsvirkninger, eftersom den vil være bindende for parterne i henhold til folkeretten.
Den påtænkte retsakt hverken supplerer eller ændrer den institutionelle ramme for aftalen.
I lyset heraf er det proceduremæssige retsgrundlag for den foreslåede afgørelse artikel 218, stk. 9, i TEUF.
4.2.Materielt retsgrundlag
4.2.1.Principper
Det materielle retsgrundlag for en afgørelse i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF afhænger hovedsagelig af formålet med og indholdet af den påtænkte retsakt, hvortil der skal indtages en holdning på Unionens vegne. Hvis den påtænkte retsakt har et dobbelt formål eller består af to elementer, og det ene af disse formål eller elementer kan bestemmes som det primære, mens det andet kun er sekundært, skal den afgørelse, der vedtages i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF, have et enkelt materielt retsgrundlag, nemlig det, der kræves af det primære eller fremherskende formål eller element.
4.2.2.Anvendelse på det foreliggende tilfælde
Hovedformålet med og indholdet af den påtænkte retsakt vedrører lufttransport.
Det materielle retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 100, stk. 2, i TEUF.
4.3.Konklusion
Retsgrundlaget for den foreslåede afgørelse bør være artikel 100, stk. 2, sammenholdt med artikel 218, stk. 9, i TEUF.
5.Offentliggørelse af den påtænkte retsakt
Det Fælles Udvalg fastsætter sin forretningsorden ved denne retsakt, og den bør derfor offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende efter vedtagelsen.
2020/0352 (NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Det Fælles Udvalg, der er nedsat ved Euro-Middelhavs-aftalen om luftfart mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 100, stk. 2, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Euro-Middelhavsaftalen om luftfart mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side ("aftalen") blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse (EU) 2018/146 og trådte i kraft den 19. marts 2018.
(2)Ved aftalens artikel 22 nedsættes der et fælles udvalg for at sikre, at aftalen administreres og gennemføres korrekt.
(3)Ifølge aftalens artikel 22, stk. 6 skal Det Fælles Udvalg selv vedtage sin forretningsorden.
(4)For at sikre en korrekt gennemførelse af aftalen bør Det Fælles Udvalgs forretningsorden vedtages.
(5)Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Det Fælles Udvalg, bør fastlægges, da Det Fælles Udvalgs afgørelse om vedtagelse af sin egen forretningsorden får bindende virkning for Unionen. Den holdning, som Unionen skal indtage i Det Fælles Udvalg, bør derfor baseres på det udkast til Det Fælles Udvalgs afgørelse, der er knyttet til nærværende afgørelse —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på det første møde i Det Fælles Udvalg, der er nedsat ved artikel 22 i Euro-Middelhavs-aftalen om luftfart mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side i forbindelse med vedtagelsen af Det Fælles Udvalgs forretningsorden, baseres på det udkast til Det Fælles Udvalgs afgørelse, der er knyttet til nærværende afgørelse.
Mindre ændringer af udkastet til Det Fælles Udvalgs afgørelse kan godkendes af repræsentanterne for Unionen i Det Fælles Udvalg, uden at Rådet skal træffe yderligere afgørelse.
Artikel 2
Denne afgørelse er rettet til Kommissionen.
Udfærdiget i Bruxelles, den […].