Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52018XC0813(01)

Meddelelse om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen af blandinger af urinstof og ammoniumnitrat med oprindelse i Rusland, Trinidad og Tobago samt Amerikas Forenede Stater

C/2018/5364

OJ C 284, 13.8.2018, p. 9–21 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

13.8.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 284/9


Meddelelse om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen af blandinger af urinstof og ammoniumnitrat med oprindelse i Rusland, Trinidad og Tobago samt Amerikas Forenede Stater

(2018/C 284/08)

Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) har modtaget en klage i henhold til artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (1) (»grundforordningen«), hvori det påstås, at blandinger af urinstof og ammoniumnitrat (»UAN«) med oprindelse i Rusland, Trinidad og Tobago samt Amerikas Forenede Stater importeres til dumpingpriser, hvorved EU-erhvervsgrenen forvoldes skade (2).

1.   Klagen

Klagen blev indgivet den 29. juni 2018 af Fertilizers Europe (»klageren«) på vegne af producenter, der tegner sig for mere end 50 % af den samlede EU-produktion af blandinger af urinstof og ammoniumnitrat.

En ikkefortrolig udgave af klagen og analysen af, i hvilket omfang EU-producenterne støtter klagen, findes i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter. Der findes oplysninger om adgang til dossieret for interesserede parter i denne meddelelses afsnit 5.6.

2.   Den undersøgte vare

Den undersøgte vare i denne undersøgelse er blandinger af urinstof og ammoniumnitrat, i vandig eller ammoniakalsk opløsning

Alle interesserede parter, der ønsker at indgive oplysninger om varedækningen, skal gøre dette senest 10 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse (3).

3.   Påstand om dumping

Den vare, der angiveligt importeres til dumpingpriser, er den undersøgte vare med oprindelse i Rusland, Trinidad og Tobago samt Amerikas Forenede Stater (»de pågældende lande«), i øjeblikket henhørende under KN-kode 3102 80 00. Denne KN-kode angives kun til orientering.

Påstanden om dumping fra Amerikas Forenede Stater er baseret på en sammenligning af hjemmemarkedsprisen og eksportprisen (ab fabrik) på den undersøgte vare ved salg til eksport til Unionen.

I mangel af pålidelige oplysninger om hjemmemarkedspriser i Trinidad og Tobago er dumpingpåstanden baseret på en sammenligning af en beregnet normal værdi (produktionsomkostninger, salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger (SA&G-omkostninger) samt fortjeneste) med eksportprisen (ab fabrik) på den undersøgte vare ved salg til eksport til Unionen.

Påstanden om dumping fra Rusland er baseret på en sammenligning af hjemmemarkedsprisen med eksportprisen (ab fabrik) på den undersøgte vare ved salg til eksport til Unionen og på en sammenligning af en beregnet normal værdi (produktionsomkostninger, salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste, SA&G, for hvilke omkostningerne til gas, SA&G og fortjeneste blev justeret) med eksportprisen (ab fabrik) på den undersøgte vare ved salg til eksport til Unionen. Begge sammenligninger viste dumping.

På dette grundlag er de beregnede dumpingmargener betydelige for alle de pågældende lande.

4.   Påstande om skade/årsagssammenhæng samt fordrejninger af råvarepriserne

4.1.    Påstande om skade og årsagssammenhæng

Klageren har fremlagt bevis for, at importen af den undersøgte vare fra de pågældende lande samlet set er vokset både i absolutte tal og i markedsandele.

De beviser, som klageren har fremlagt, viser, at mængden af og priserne på den undersøgte vare bl.a. har haft negative virkninger for EU-erhvervsgrenens prisniveau og markedsandel, hvilket har haft betydelige negative følger for EU-erhvervsgrenens samlede resultater og økonomiske situation.

4.2.    Påstand om fordrejninger af råvarepriserne

Klageren har fremlagt tilstrækkelige beviser for fordrejninger af råvarepriserne i Rusland vedrørende den undersøgte vare. Ifølge beviserne i klagen, er gas, som udgør langt mere end 17 % af produktionsomkostningerne for den undersøgte vare, underlagt dobbelt prissætning i Rusland.

I henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 2a, vil der i forbindelse med undersøgelsen derfor blive set nærmere på de påståede fordrejninger for eventuelt at vurdere, om en told, der er lavere end dumpingmargenen, vil være tilstrækkelig til at afhjælpe skaden. Skulle andre fordrejninger, som omhandlet i grundforordningens artikel 7, stk. 2a, også gøre sig gældende for Rusland i løbet af undersøgelsen, kan den også omfatte disse fordrejninger.

5.   Procedure

Kommissionen har efter at have informeret medlemsstaterne fastslået, at klagen er indgivet af eller på vegne af EU-erhvervsgrenen, og at der foreligger tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en procedure, og den indleder hermed en undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 5.

Med undersøgelsen fastslås det, om den undersøgte vare med oprindelse i de pågældende lande sælges til dumpingpriser, og om dumpingimporten har påført EU-erhvervsgrenen skade.

Hvis konklusionerne bekræfter dette, vil det i henhold til grundforordningens artikel 21 blive undersøgt, om indførelsen af foranstaltninger vil være i strid med Unionens interesser. Hvis grundforordningens artikel 7, stk. 2a, anvendes for så vidt angår Rusland, vil undersøgelsen omfatte en gennemgang af Unionens interesser, jf. samme forordnings artikel 7, stk. 2b.

Som allerede meddelt (4) indførte den såkaldte pakke til modernisering af de handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter (Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/825, som trådte i kraft den 8. juni 2018 (5)) bl.a. betydelige ændringer af den tidsplan og de frister, som tidligere fandt anvendelse i forbindelse med antidumpingprocedurer. Undersøgelserne vil navnlig blive gennemført hurtigere, og eventuelle midlertidige foranstaltninger vil blive indført op til to måneder tidligere, end det før var tilfældet. De interesserede parters frister for at give sig til kende afkortes, navnlig i undersøgelsernes tidlige fase. Kommissionen finder det på baggrund af disse ændringer passende at fastsætte en mere struktureret tidsramme for gennemførelse af antidumpingundersøgelser for at sikre, at procedurerne kan afsluttes inden for de obligatoriske frister, således at de interesserede parters ret til at forsvare sig udøves fuldt ud. Tidsplanen for denne undersøgelse omfatter, jf. meddelelsen, specifikke instrukser for indgivelse af oplysninger i forskellige faser af undersøgelsen og foranstaltning af høringer. Reglerne for anmodninger om forlængelse af frister vil også blive gjort strengere.

5.1.    Undersøgelsesperioden og den betragtede periode

Undersøgelsen af dumping og skade omfatter perioden fra den 1. juli 2017 til den 30. juni 2018 (»undersøgelsesperioden«). Undersøgelsen af udviklingstendenser af relevans for vurderingen af skade omfatter perioden fra den 1. januar 2015 til udgangen af undersøgelsesperioden (»den betragtede periode«).

5.2.    Bemærkninger til klagen og indledningen af undersøgelsen

Alle interesserede parter, der ønsker at fremsætte bemærkninger til klagen (herunder spørgsmål vedrørende skade og årsagssammenhæng) eller alle aspekter vedrørende indledningen af undersøgelsen (herunder omfanget af tilslutning til klagen), skal gøre dette senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse.

Anmodninger om at blive hørt med hensyn til indledningen af undersøgelsen skal indgives senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse.

5.3.    Procedure for konstatering af dumping

Eksporterende producenter (6) af den undersøgte vare fra de pågældende lande opfordres til at deltage i Kommissionens undersøgelse.

5.3.1.   Undersøgelse af eksporterende producenter

5.3.1.1.   Procedure for udvælgelse af de eksporterende producenter, der skal indgå i undersøgelsen i de pågældende lande

a)   Stikprøveudtagning

I betragtning af det potentielt store antal eksporterende producenter i de pågældende lande, som er berørt af denne procedure, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte frist kan Kommissionen begrænse antallet af eksporterende producenter, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal ved at udtage stikprøver (denne proces benævnes også »stikprøveudtagning«). Stikprøveudtagningen vil foregå i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17.

For at sætte Kommissionen i stand til at afgøre, hvorvidt det er nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodes alle producenter eller deres repræsentanter om at give Kommissionen de oplysninger om deres virksomheder, som der anmodes om i bilag I til denne meddelelse, senest 7 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse.

Kommissionen har desuden kontaktet myndighederne i de pågældende lande og vil kunne kontakte alle kendte sammenslutninger af eksporterende producenter for at indhente de oplysninger, som den anser for nødvendige for at udtage stikprøven af eksporterende producenter.

Hvis det er nødvendigt at udtage en stikprøve, kan de eksporterende producenter udvælges ud fra den største repræsentative eksportmængde til Unionen, som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed. Kommissionen orienterer alle kendte eksporterende producenter, myndighederne i de pågældende lande og sammenslutninger af eksporterende producenter, om nødvendigt gennem myndighederne i de pågældende lande, om, hvilke virksomheder der er blevet udtaget til at indgå i stikprøven.

Når Kommissionen har modtaget de oplysninger, der er nødvendige for at udtage en stikprøve af producenter, vil den oplyse de berørte parter om, hvorvidt de indgår i stikprøven. De eksporterende producenter, der indgår i stikprøven, skal indsende et udfyldt spørgeskema senest 30 dage efter datoen for meddelelsen af beslutningen om, at de indgår i stikprøven, medmindre andet er angivet.

Kommissionen vil tilføje en note vedrørende stikprøveudtagningen til det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter. Enhver bemærkning til stikprøveudtagningen skal være modtaget senest 3 dage efter datoen for meddelelsen af beslutningen om stikprøveudtagning.

En kopi af spørgeskemaet til EU-producenterne findes i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter, og på Generaldirektoratet for Handels websted: http://trade.ec.europa.eu/tdi/case_details.cfm?id=2361.

Spørgeskemaet vil også blive gjort tilgængeligt for alle kendte sammenslutninger af producenter samt for myndighederne i de pågældende lande.

Eksporterende producenter, der har udfyldt bilag I inden for den anførte frist og var indforstået med eventuelt at indgå i stikprøven, men som ikke blev udtaget til at indgå heri, vil blive betragtet som samarbejdsvillige (»samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgår i stikprøven«), jf. dog også grundforordningens artikel 18. Den antidumpingtold, der finder anvendelse på importen fra de samarbejdsvillige eksporterende producenter, som ikke indgår i stikprøven, kommer ikke til at ligge over den vejede gennemsnitlige dumpingmargen, der er fastsat for de eksporterende producenter i stikprøven (7), jf. dog afsnit 5.3.1.b) nedenfor.

b)   Individuel dumpingmargin for eksporterende producenter, der ikke indgår i stikprøven

I henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 3, kan samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgår i stikprøven, anmode om, at Kommissionen fastsætter en individuel dumpingmargen for dem. De eksporterende producenter, som ønsker at anmode om en individuel dumpingmargen, skal udfylde et spørgeskema og indsende dette behørigt udfyldt senest 30 dage efter datoen for meddelelsen om, at der vil blive anvendt stikprøver, medmindre andet er angivet. En kopi af spørgeskemaet til EU-producenterne findes i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter, og på Generaldirektoratet for Handels websted: http://trade.ec.europa.eu/tdi/case_details.cfm?id=2361.

Kommissionen vil undersøge, om de samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgår i stikprøven, kan indrømmes en individuel told i overensstemmelse med grundforordningens artikel 9, stk. 5.

Eksporterende producenter, der ikke indgår i stikprøven, og som anmoder om en individuel dumpingmargen, bør imidlertid være opmærksomme på, at Kommissionen alligevel kan beslutte ikke at fastsætte en individuel dumpingmargen for dem, hvis f.eks. antallet af eksporterende producenter, der ikke indgår i stikprøven, er så stort, at en sådan fastsættelse ville være urimelig byrdefuld og hindre rettidig afslutning af undersøgelsen.

5.3.2.   Undersøgelse af ikke forretningsmæssigt forbundne importører (8) (9)

Ikke forretningsmæssigt forbundne importører af den undersøgte vare fra de pågældende lande til Unionen opfordres til at deltage i denne undersøgelse.

I betragtning af det potentielt store antal ikke forretningsmæssigt forbundne importører, som er berørt af denne procedure, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte frist kan Kommissionen begrænse antallet af ikke forretningsmæssigt forbundne importører, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal, der vil blive undersøgt ved at udtage en stikprøve (denne proces benævnes også »stikprøveudtagning«). Stikprøveudtagningen vil foregå i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17.

For at sætte Kommissionen i stand til at afgøre, hvorvidt det er nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodes alle ikke forretningsmæssigt forbundne importører eller deres repræsentanter om at give Kommissionen de oplysninger om deres virksomheder, som der anmodes om i bilag II til denne meddelelse, senest syv dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse.

Kommissionen kan desuden kontakte alle kendte importørsammenslutninger for at indhente de oplysninger, den anser for nødvendige for at udtage stikprøven af ikke forretningsmæssigt forbundne importører.

Hvis det er nødvendigt at udtage en stikprøve, kan importørerne udtages ud fra den største repræsentative salgsmængde af den undersøgte vare i Unionen, som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed.

Når Kommissionen har modtaget de oplysninger, der er nødvendige for at udtage en stikprøve, vil den oplyse de berørte parter om, hvorvidt de indgår i stikprøven af importører. Kommissionen vil også tilføje en note vedrørende stikprøveudtagningen til det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter. Enhver bemærkning til stikprøveudtagningen skal være modtaget senest tre dage efter datoen for meddelelsen af beslutningen om stikprøveudtagning.

For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige til sin undersøgelse, vil den sende spørgeskemaer til de ikke forretningsmæssigt forbundne importører, som indgår i stikprøven. Disse parter skal indsende et udfyldt spørgeskema senest 30 dage efter datoen for meddelelsen om stikprøveudtagningen, medmindre andet er angivet.

En kopi af spørgeskemaet til importørerne findes i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter, og på Generaldirektoratet for Handels websted: http://trade.ec.europa.eu/tdi/case_details.cfm?id=2361.

5.4.    Procedure for fastsættelse af skade og undersøgelse af EU-producenter

Konstatering af skade sker på grundlag af positivt bevismateriale og indebærer en objektiv undersøgelse af mængden af dumpingimporten, dennes indvirkning på priserne på EU-markedet og den deraf følgende indvirkning af denne import på EU-erhvervsgrenen. For at fastslå, om EU-erhvervsgrenen er blevet forvoldt skade, opfordres EU-producenterne (10) af den undersøgte vare til at deltage i Kommissionens undersøgelse.

I betragtning af det store antal EU-producenter, som er berørt af denne procedure, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte frist har Kommissionen besluttet at begrænse antallet af EU-producenter, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal ved at udtage en stikprøve (denne proces benævnes også »stikprøveudtagning«). Stikprøveudtagningen vil foregå i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17.

Kommissionen har foreløbigt udtaget en stikprøve af EU-producenter. Yderligere oplysninger findes i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter. Interesserede parter opfordres hermed til at fremsætte bemærkninger til den midlertidige stikprøve. Andre EU-producenter eller deres repræsentanter, som mener, at der er særlige grunde til, at de bør indgå i stikprøven, skal desuden kontakte Kommissionen senest syv dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse. Alle bemærkninger til den midlertidige stikprøve skal indgives senest syv dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse, medmindre andet er angivet.

Kommissionen underretter alle kendte EU-producenter og/eller sammenslutninger af EU-producenter om, hvilke virksomheder der er endeligt udtaget til at indgå i stikprøven.

De EU-producenter, der indgår i stikprøven, skal indsende et udfyldt spørgeskema senest 30 dage efter datoen for meddelelsen af beslutningen om, at de indgår i stikprøven, medmindre andet er angivet.

En kopi af spørgeskemaet til EU-producenterne findes i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter, og på Generaldirektoratet for Handels websted: http://trade.ec.europa.eu/tdi/case_details.cfm?id=2361.

5.5.    Procedure for vurdering af Unionens interesser

a)   Rusland

I sager med fordrejninger af råvarepriserne som omhandlet i grundforordningens artikel 7, stk. 2a, vil Kommissionen foretage en vurdering af Unionens interesser i henhold til samme forordnings artikel 7, stk. 2b. Hvis Kommissionen ved fastsættelsen af toldens niveau, jf. samme forordnings artikel 7, beslutter at anvende artikel 7, stk. 2, foretager den en vurdering af Unionens interesser i overensstemmelse med artikel 21.

Interesserede parter anmodes om at fremlægge alle relevante oplysninger, som sætter Kommissionen i stand til at afgøre, om det er i Unionens interesse at fastsætte foranstaltningernes niveau i overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 2a. Navnlig opfordres interesserede parter til at afgive oplysninger om uudnyttet kapacitet i det pågældende land, konkurrence om råvarer og påvirkningen af forsyningskæderne for europæiske virksomheder. I tilfælde af manglende samarbejdsvilje kan Kommissionen konkludere, at det er i overensstemmelse med Unionens interesser at anvende grundforordningens artikel 7, stk. 2a.

Hvis Kommissionen beslutter at anvende grundforordningens artikel 7, stk. 2a, vil der i henhold til grundforordningens artikel 21 blive truffet afgørelse om, hvorvidt det vil være i strid med Unionens interesser at vedtage antidumpingforanstaltninger. EU-producenter, importører og deres repræsentative sammenslutninger, brugere og deres repræsentative sammenslutninger, fagforeninger og repræsentative forbrugerorganisationer opfordres til at give Kommissionen oplysninger om Unionens interesser. For at deltage i undersøgelsen skal de repræsentative forbrugerorganisationer godtgøre, at der er en objektiv forbindelse mellem deres aktiviteter og den undersøgte vare.

Oplysninger vedrørende vurderingen af Unionens interesser skal indgives senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse, medmindre andet er angivet. Disse oplysninger kan enten indgives uformelt eller ved at udfylde et spørgeskema, der er udarbejdet af Kommissionen. De oplysninger, der indgives, vil kun blive taget i betragtning, hvis de er underbygget med faktuelle beviser på indgivelsestidspunktet.

b)   Trinidad og Tobago og Amerikas Forenede Stater

Hvis det bekræftes, at der forekommer dumping med deraf følgende skade, vil der i henhold til grundforordningens artikel 21 blive truffet afgørelse om, hvorvidt det vil være i strid med Unionens interesser at vedtage antidumpingforanstaltninger. EU-producenter, importører og deres repræsentative sammenslutninger, brugere og deres repræsentative sammenslutninger, fagforeninger og repræsentative forbrugerorganisationer opfordres til at give Kommissionen oplysninger om Unionens interesser. For at deltage i undersøgelsen skal de repræsentative forbrugerorganisationer godtgøre, at der er en objektiv forbindelse mellem deres aktiviteter og den undersøgte vare.

Oplysninger vedrørende vurderingen af Unionens interesser skal indgives senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse, medmindre andet er angivet. Disse oplysninger kan enten indgives uformelt eller ved at udfylde et spørgeskema, der er udarbejdet af Kommissionen. I alle tilfælde vil oplysninger indgivet i henhold til artikel 21 kun blive taget i betragtning, hvis de er underbygget med faktuelle beviser på indgivelsestidspunktet.

5.6.    Interesserede parter

For at deltage i undersøgelsen skal interesserede parter, som for eksempel eksporterende producenter, EU-producenter, importører og deres repræsentative sammenslutninger, brugere og deres repræsentative sammenslutninger, fagforeninger og repræsentative forbrugersammenslutninger, først påvise, at der er en objektiv forbindelse mellem deres aktiviteter og den undersøgte vare.

Eksporterende producenter, EU-producenter, importører og repræsentative sammenslutninger, der har gjort oplysninger tilgængelige i overensstemmelse med procedurerne i afsnit 5.3, 5.4 og 5.5, vil blive betragtet som interesserede parter, hvis der er en objektiv forbindelse mellem deres aktiviteter og den undersøgte vare.

Andre parter vil kun kunne deltage i undersøgelsen som interesseret part fra det tidspunkt, hvor de giver sig til kende, og forudsat at der er en objektiv forbindelse mellem deres aktiviteter og den undersøgte vare. Det at blive betragtet som en interesseret part berører ikke anvendelsen af grundforordningens artikel 18.

Der er adgang til det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter, via Tron.tdi på følgende adresse: https://webgate.ec.europa.eu/tron/TDI. Følg venligst anvisningerne på denne side for at få adgang.

5.7.    Mulighed for at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjenester

Alle interesserede parter kan anmode om at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjenester.

Enhver anmodning om at blive hørt skal indgives skriftligt og begrundes, og den skal endvidere indeholde et sammendrag af, hvad den interesserede part ønsker at drøfte under høringen. Høringen vil blive begrænset til de spørgsmål, som de interesserede parter har rejst i den forudgående skriftlige anmodning.

Tidsrammen for høringerne er som følger:

For alle høringer, der finder sted inden indførelsen af midlertidige foranstaltninger, skal der fremsættes en anmodning senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse, og høringen vil normalt finde sted senest 60 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse.

Efter den foreløbige fase fremsættes en anmodning senest fem dage efter datoen for den foreløbige fremlæggelse af oplysninger eller for informationsdokumentet, og høringen vil normalt finde sted senest 15 dage efter datoen for meddelelsen af oplysningerne eller datoen for informationsdokumentet.

I den endelige fase skal en anmodning fremsættes senest tre dage efter datoen for den endelige fremlæggelse af oplysninger, og høringen vil normalt finde sted inden for den frist, der er afsat til at fremsætte bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger. Hvis der er en supplerende fremlæggelse af de endelige oplysninger, skal en anmodning fremsættes straks efter modtagelsen af denne supplerende endelige fremlæggelse, og høringen vil normalt finde sted inden for den frist, der er afsat til at fremsætte bemærkninger til disse oplysninger.

Den beskrevne tidsramme berører ikke Kommissionens ret til at acceptere høringer uden for tidsrammen i behørigt begrundede tilfælde eller Kommissionens ret til at afvise høringer i behørigt begrundede tilfælde. Hvis Kommissionen afviser en høringsanmodning, underrettes den berørte part om begrundelsen herfor.

Høringer skal principielt ikke anvendes til at forelægge faktuelle oplysninger, der endnu ikke er registreret. Ikke desto mindre kan interesserede parter af hensyn til god forvaltningsskik og for at give Kommissionen mulighed for gøre fremskridt med undersøgelsen, blive bedt om at fremlægge nye faktuelle oplysninger efter en høring.

5.8.    Vejledning om fremlæggelse af skriftlige oplysninger og indsendelse af udfyldte spørgeskemaer og korrespondance

Oplysninger, der forelægges Kommissionen som led i handelsbeskyttelsesundersøgelser, må ikke være omfattet af ophavsret. Interesserede parter skal, før de forelægger Kommissionen oplysninger og data, der er omfattet af tredjemands ophavsret, anmode indehaveren af ophavsrettighederne om en særlig tilladelse, som udtrykkeligt tillader Kommissionen a) at anvende oplysningerne og dataene i forbindelse med denne handelsbeskyttelsesprocedure og b) at forelægge interesserede parter, der er berørt af denne undersøgelse, oplysningerne og dataene i en form, der gør det muligt for dem at udøve deres ret til forsvar.

Alle skriftlige bemærkninger, herunder de oplysninger, hvorom der anmodes i denne meddelelse, udfyldte spørgeskemaer og korrespondance fra interesserede parter, for hvilke der anmodes om fortrolig behandling, skal forsynes med påtegningen »Limited« (11). Parter, der indsender oplysninger i løbet af denne undersøgelse, opfordres til at begrunde deres anmodning om fortrolig behandling.

Parter, der indgiver oplysninger, der er forsynet med påtegningen »Limited«, anmodes om at indgive ikke-fortrolige sammendrag heraf, som forsynes med påtegningen »For inspection by interested parties«, jf. grundforordningens artikel 19, stk. 2. Sammendragene skal være tilstrækkeligt detaljerede til at sikre en rimelig forståelse af de fortrolige oplysningers egentlige indhold.

Hvis en part, der indsender fortrolige oplysninger, ikke kan give en god begrundelse for at anmode om fortrolig behandling eller undlader at indsende et ikke-fortroligt sammendrag heraf, der opfylder kravene til form og indhold, kan Kommissionen se bort fra disse oplysninger, medmindre det på et relevant grundlag og på tilfredsstillende måde kan godtgøres, at oplysningerne er korrekte.

Interesserede parter opfordres til at fremsætte deres bemærkninger og anmodninger pr. e-mail, herunder scannede fuldmagter og erklæringer, dog med undtagelse af omfattende besvarelser, der skal indleveres på en CD-rom eller DVD, der enten afleveres personligt eller sendes anbefalet. Ved brug af e-mail udtrykker de interesserede parter accept af de regler, der gælder for elektronisk kommunikation, og som findes i dokumentet »KORRESPONDANCE MED EUROPA-KOMMISSIONEN I HANDELSBESKYTTELSESSAGER«, der er tilgængeligt på Generaldirektoratet for Handels hjemmeside: http://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2011/june/tradoc_148003.pdf. Interesserede parter skal anføre deres navn, adresse, telefonnummer og en gyldig e-mailadresse og sikre, at denne e-mailadresse er en fungerende officiel virksomhedspostkasse, som tjekkes dagligt. Når Kommissionen har modtaget disse kontaktoplysninger, vil den udelukkende kommunikere med de interesserede parter pr. e-mail, medmindre de udtrykkeligt har ønsket at modtage alle dokumenter fra Kommissionen på anden vis, eller medmindre dokumenternes art forudsætter brug af anbefalet post. Interesserede parter kan i ovenstående retningslinjer for kommunikation med interesserede parter finde supplerende regler og oplysninger om korrespondance med Kommissionen, herunder de principper, der gælder for indsendelse af bemærkninger pr. e-mail.

Kommissionens postadresse:

Europa-Kommissionen

Generaldirektoratet for Handel

Direktorat H

Kontor: CHAR 04/039

1049 Bruxelles

BELGIEN

E-mail:

 

TRADE-UAN-DUMPING-RUSSIA@ec.europa.eu

 

TRADE-UAN-DUMPING-TT@ec.europa.eu

 

TRADE-UAN-DUMPING-USA@ec.europa.eu

 

TRADE-UAN-INJURY@ec.europa.eu

6.   Tidsplan for undersøgelsen

Undersøgelsen afsluttes normalt inden 13, men højst 14 måneder efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse, jf. grundforordningens artikel 6, stk. 9. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 1, kan der normalt indføres midlertidige foranstaltninger senest syv måneder efter, men under alle omstændigheder ikke senere end otte måneder efter offentliggørelsen af denne meddelelse.

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 19a sender Kommissionen oplysninger om den planlagte indførelse af midlertidig told til de berørte parter tre uger inden indførelsen af midlertidig told. Parterne har en frist på tre arbejdsdage til at fremsætte bemærkninger til beregningernes nøjagtighed.

I tilfælde, hvor Kommissionen ikke har til hensigt at indføre midlertidig told, men at fortsætte undersøgelsen, underrettes de interesserede parter ved hjælp af et informationsdokument herom tre uger inden udløbet af den i grundforordningens artikel 7, stk. 1, nævnte frist for indførelsen af midlertidig told.

Interesserede parter har i princippet 15 dage til at fremsætte skriftlige bemærkninger til de foreløbige konklusioner eller til informationsdokumentet, og 10 dage til at fremsætte skriftlige bemærkninger til de endelige konklusioner, medmindre andet er angivet. Fremlægning af yderligere endelige oplysninger vil angive de interesserede parters frist til skriftligt at fremsætte deres bemærkninger.

7.   Forelæggelse af oplysninger

Reglen er, at interesserede parter kun kan forelægge oplysninger inden for de tidsrammer, der er angivet i denne meddelelses afsnit 5 og 6. Ved fremlæggelse af oplysninger, der ikke er omfattet af disse afsnit, bør følgende tidsplan overholdes:

Alle oplysninger vedrørende den foreløbige fase af undersøgelsen skal indgives senest 70 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse, medmindre andet er angivet.

Interesserede parter bør ikke indsende nye faktiske oplysninger efter udløbet af fristen for at fremsætte bemærkninger til den foreløbige fremlæggelse eller informationsdokumentet i den foreløbige fase, medmindre andet er fastsat. Efter denne frist kan interesserede parter kun fremsætte nye faktuelle oplysninger, såfremt de kan godtgøre, at sådanne nye faktuelle oplysninger er nødvendige for at afkræfte faktuelle påstande, der blev fremsat af andre interesserede parter, og forudsat at sådanne nye faktiske oplysninger kan kontrolleres inden for den tid, der er til rådighed til at afslutte undersøgelsen rettidigt.

Med henblik på at afslutte undersøgelsen inden for de obligatoriske frister accepterer Kommissionen ikke, at interesserede parter fremsætter bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger efter fristen, eller at de, hvis det er relevant, fremsætter bemærkninger til den supplerende endelige fremlæggelse af oplysninger efter fristen.

8.   Mulighed for at fremsætte bemærkninger til oplysninger forelagt af andre parter

For at garantere retten til forsvar bør interesserede parter have mulighed for at fremsætte bemærkninger til oplysninger forelagt af andre interesserede parter. Når de gør dette, må interesserede parter kun behandle spørgsmål rejst i forbindelse med andre interesserede parters fremlæggelse af oplysninger og må ikke rejse nye spørgsmål.

Sådanne bemærkninger bør fremsættes efter følgende tidsplan:

Bemærkninger til oplysninger indsendt af andre interesserede parter inden indførelsen af midlertidige foranstaltninger bør indgives senest 75 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse, medmindre andet er angivet.

Bemærkninger til oplysninger forelagt af andre parter som respons på fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner eller af informationsdokumentet bør indgives senest 7 dage efter fristen for fremsættelse af bemærkninger til de midlertidige konklusioner eller informationsdokumentet, medmindre andet er angivet.

Bemærkninger til oplysninger forelagt af andre parter som respons på fremlæggelsen af de endelige konklusioner bør indgives senest 3 dage efter fristen for fremsættelse af bemærkninger til de endelige konklusioner, medmindre andet er angivet. Hvis en supplerende endelig fremlæggelse af oplysninger finder sted, bør bemærkninger til oplysningerne fra andre interesserede parter som respons på denne supplerende endelige fremlæggelse indgives inden for en dag fra fristen for fremsættelse af bemærkninger til denne supplerende endelige fremlæggelse, medmindre andet er angivet.

Den beskrevne tidsramme berører ikke Kommissionens ret til at anmode om yderligere oplysninger fra interesserede parter i behørigt begrundede tilfælde.

9.   Forlængelser af tidsfristerne i denne meddelelse

Der kan kun anmodes om forlængelse af de tidsfrister, der er angivet i denne meddelelse, under særlige omstændigheder, og tidsfristerne vil kun blive forlænget, hvis forlængelsen er behørigt begrundet.

Fristen for at besvare spørgeskemaer kan blive forlænget, hvis forlængelsen er behørigt begrundet, og dét normalt med yderligere tre dage. Reglen er, at sådanne forlængelser ikke må overstige syv dage. For så vidt angår tidsfrister for fremlæggelse af andre oplysninger i denne meddelelse, vil forlængelser blive begrænset til tre dage, medmindre der påvises særlige omstændigheder.

10.   Manglende samarbejde

Hvis en af de interesserede parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger, undlader at meddele dem inden for de fastsatte frister eller på anden måde lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes foreløbige eller endelige afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18.

Konstateres det, at en interesseret part har meddelt urigtige eller vildledende oplysninger, kan der ses bort fra disse oplysninger, og der kan gøres brug af de foreliggende faktiske oplysninger.

Hvis en interesseret part helt eller delvist undlader at samarbejde, og afgørelserne i forbindelse med undersøgelsen derfor baseres på de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18, kan resultatet blive mindre gunstigt for denne part, end hvis den pågældende havde samarbejdet.

Indgives der ikke svar elektronisk, anses dette ikke for manglende samarbejdsvilje, forudsat at den interesserede part påviser, at indgivelse af svar på den ønskede måde ville indebære en urimelig ekstra byrde eller urimelige ekstra omkostninger. I givet fald skal den interesserede part omgående kontakte Kommissionen.

11.   Høringskonsulent

Interesserede parter kan anmode høringskonsulenten i handelsprocedurer om at gribe ind. Høringskonsulenten gennemgår anmodninger om aktindsigt, tvister med hensyn til oplysningernes fortrolighed, anmodninger om forlængelse af frister og eventuelle andre anmodninger vedrørende de interesserede parters og tredjeparters ret til forsvar, som kan opstå under proceduren.

Høringskonsulenten kan foranstalte høringer og mægle mellem den eller de interesserede parter og Kommissionens tjenestegrene for at sikre, at de interesserede parters ret til at forsvare sig udøves fuldt ud. En anmodning om en høring med høringskonsulenten skal indgives skriftligt og begrundes. Høringskonsulenten vil analysere begrundelsen for anmodningen. Disse høringer bør principielt kun finde sted, hvis spørgsmålene ikke allerede er blevet afklaret med Kommissionens tjenestegrene.

Alle anmodninger skal ingives i god tid og hurtigst muligt for at sikre en velordnet afvikling af procedurerne. Med henblik på dette bør interesserede parter anmode om høringskonsulentens mellemkomst hurtigst muligt efter den hændelse, der berettiger en sådan mellemkomst. I princippet skal de tidsrammer, der er fastsat i afsnit 5.7 for at anmode om høringer med Kommissionens tjenestegrene finde tilsvarende anvendelse på anmodninger om høringer med høringskonsulenten. Hvis anmodninger om høring indgives efter den relevante tidsfrists udløb, vil høringskonsulenten også undersøge årsagerne til sådanne sene anmodninger, karakteren af de spørgsmål, der rejses, og virkningen af disse spørgsmål på retten til forsvar under behørig hensyntagen til god forvaltningsskik og rettidig afslutning af undersøgelsen.

Interesserede parter kan finde yderligere oplysninger og kontaktoplysninger på høringskonsulentens sider på Generaldirektoratet for Handels websted: http://ec.europa.eu/trade/trade-policy-and-you/contacts/hearing-officer/.

12.   Behandling af personoplysninger

Personoplysninger, som indsamles i forbindelse med denne undersøgelse, vil blive behandlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (12).


(1)  EUT L 176 af 30.6.2016, s. 2.

(2)  Ved det generelle udtryk »skade« forstås væsentlig skade samt trussel om væsentlig skade for en erhvervsgren eller væsentlig forsinkelse i forbindelse med oprettelsen af en sådan erhvervsgren, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1.

(3)  Henvisninger til offentliggørelsen af denne meddelelse vil være henvisninger til offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

(4)  »Short overview of the deadlines and timelines in the investigative process« på Generaldirektoratet for Handels websted: http://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2018/june/tradoc_156922.pdf.

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/825 af 30. maj 2018 om ændring af forordning (EU) 2016/1036 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union, og af forordning (EU) 2016/1037 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT L 143 af 7.6.2018, s. 1).

(6)  En eksporterende producent er en virksomhed i de pågældende lande, som producerer og eksporterer den undersøgte vare til EU-markedet, enten direkte eller gennem en tredjepart, herunder alle dennes forretningsmæssigt forbundne virksomheder, der er beskæftiget med produktion, hjemmemarkedssalg eller eksport af den undersøgte vare. Definitionen omfatter både integrerede UAN-producenter (som producerer urinstof og ammoniumnitrat) og ikke-integrerede UAN-producenter.

(7)  I henhold til grundforordningens artikel 9, stk. 6, ses der bort fra enhver nulmargen eller minimalmargen samt margener, der fastsættes under de omstændigheder, som er omhandlet i grundforordningens artikel 18.

(8)  Dette afsnit omhandler kun importører, der ikke er forretningsmæssigt forbundet med eksporterende producenter. Importører, der er forretningsmæssigt forbundet med eksporterende producenter, skal udfylde bilag I til denne meddelelse for disse eksporterende producenter. I henhold til artikel 127 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 af 24. november 2015 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 om EU-toldkodeksen (EUT L 343 af 29.12.2015, s. 558) betragtes to personer som værende indbyrdes afhængige, hvis én af følgende betingelser er opfyldt: a) den ene er medlem af direktionen eller bestyrelsen for den andens virksomhed eller omvendt, b) de anses juridisk set for interessenter eller kompagnoner, c) de er arbejdsgiver og arbejdstager, d) en tredjemand besidder, kontrollerer eller råder direkte eller indirekte over 5 % eller derover af deres aktier eller anparter med stemmeret, e) den ene af dem kontrollerer direkte eller indirekte den anden part, f) de kontrolleres begge direkte eller indirekte af en tredjemand, g) de kontrollerer tilsammen direkte eller indirekte en tredjemand, eller h) de er medlem af samme familie. Personer anses kun for at være medlemmer af samme familie, hvis de står i et af følgende forhold til hinanden: i) mand og hustru, ii) forældre og børn, iii) brødre og søstre (hel- eller halvsøskende), iv) bedsteforældre og børnebørn, v) onkel eller tante og nevø eller niece, vi) svigerforældre og svigersøn eller svigerdatter, vii) svoger og svigerinder. I henhold til artikel 5, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 om EU-toldkodeksen (EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1) forstås ved »person«: en fysisk person, en juridisk person og enhver sammenslutning af personer, som ikke er en juridisk person, men som i henhold til EU-retten eller national ret anerkendes at have rets- og handleevne.

(9)  De oplysninger, som ikke forretningsmæssigt forbundne importører indgiver, kan også bruges i forbindelse med andre aspekter af denne undersøgelse end konstatering af dumping.

(10)  Definitionen »EU-producenter« omfatter både integrerede UAN-producenter (som producerer urinstof og ammoniumnitrat) og ikke-integrerede UAN-producenter.

(11)  Et dokument med påtegningen »Limited« er et fortroligt dokument i henhold til grundforordningens artikel 19 og artikel 6 i WTO-aftalen om anvendelse af artikel VI i GATT 1994 (antidumpingaftalen). Det er også beskyttet i henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43).

(12)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).


BILAG I

Image

Tekst af billedet

Image

Tekst af billedet

BILAG II

Image

Tekst af billedet

Image

Tekst af billedet

Top