Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52018PC0324

Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om beskyttelse af Unionens budget i tilfælde af generaliserede mangler i medlemsstaterne for så vidt angår retsstatsprincippet

COM/2018/324 final - 2018/0136 (COD)

Bruxelles, den 2.5.2018

COM(2018) 324 final

2018/0136(COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om beskyttelse af Unionens budget i tilfælde af generaliserede mangler i medlemsstaterne for så vidt angår retsstatsprincippet



BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

Begrundelse og formål

Som forklaret i Kommissionens meddelelse fra februar 2018, "En ny, flerårig finansiel ramme for en Europæisk Union, der effektivt lever op til de valgte prioriteter for perioden efter 2020" 1 , er Unionen er retssamfund, og dens værdier udgør selve grundlaget for dens eksistens. De præger hele dens retlige og institutionelle struktur og alle dens politikker og programmer. Respekten for disse værdier skal derfor sikres i alle områder af Unionens politik. Dette gælder også for EU's budget, da respekten for de grundlæggende værdier er en afgørende forudsætning for en forsvarlig økonomisk forvaltning og en effektiv EU-finansiering. Respekten for retsstatsprincippet er både af betydning for de europæiske borgere og for iværksætteri, innovation og investeringer. Den europæiske økonomi blomstrer bedst dér, hvor den juridiske og institutionelle ramme er i fuld overensstemmelse med EU's fælles værdier.

EU-budgettets potentiale kan kun udnyttes fuldt ud, hvis det økonomiske, lovgivningsmæssige og administrative miljø i medlemsstaterne er gunstigt. I henhold til den indeværende flerårige finansielle ramme kræves det allerede, at medlemsstaterne og støttemodtagerne påviser, at den lovgivningsmæssige ramme for økonomisk forvaltning er solid, at den relevante EU-lovgivning gennemføres korrekt, og at den nødvendige administrative og institutionelle kapacitet for at sikre en vellykket EU-finansiering er til stede. Desuden kan en politisk konditionalitet fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne på områder, hvor der er betydelige stordriftsfordele eller eksterne virkninger. Med den flerårige finansielle ramme 2014 – 2020 blev der også indført nye bestemmelser, således at situationer, hvor EU-finansieringens effektivitet undergraves af uforsvarlige økonomiske og finanspolitiske politikker, kunne undgås.

Effektiv overholdelse af retsstatsprincippet er en forudsætning for tillid til, at EU's forbrug i medlemsstaterne er tilstrækkeligt beskyttet. Som forklaret i Kommissionens meddelelse fra 2014 om "En ny EU-retlig ramme for at styrke retsstatsprincippet" 2 er retsstatsprincippet rygraden i ethvert moderne forfatningsmæssigt demokrati. Det er en af de retsgrundsætninger, der udspringer af alle EU-medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner. Som sådan er det en af de vigtigste værdier, EU bygger på, jf. artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union og præamblerne til traktaten og til EU's charter om grundlæggende rettigheder. Det sikrer, at staten træffer sine foranstaltninger inden for en effektiv og troværdig retlige ramme, at foranstaltningerne kan undersøges og om nødvendigt anfægtes, og at der kan bringes effektive retsmidler i anvendelse.

EU-medlemsstaternes forskellige forfatninger og retssystemer er principielt hensigtsmæssigt udformet til at sikre retsstatsprincippet og indeholder midler til at beskytte borgerne mod trusler mod retsstatsprincippet. På det seneste har en række hændelser dog afsløret generaliserede svagheder i nationale kontrolmekanismer og vist, hvordan manglende overholdelse af retsstatsprincippet kan blive et alvorligt og fælles problem i Den Europæiske Union. Det har ført til en klar anmodning fra institutioner såsom Europa-Parlamentet og fra offentligheden generelt om, at EU skal tage skridt til at beskytte retsstatsprincippet.

Med de tilgængelige værktøjer er der blevet taget sådanne skridt, og de har givet resultater. I betragtning af forbindelsen mellem respekt for retsstatsprincippet og gensidig tillid og finansiel solidaritet EU-medlemsstaterne imellem og det forhold, at kontrolmekanismer kun kan være effektive, hvis de ledsages af en effektiv udøvelse af administrativ og retlig kontrol og retsmidler i tilfælde af forseelser, bør de eksisterende forpligtelser til at sikre effektive kontrolsystemer suppleres med foranstaltninger, der kan sikre, at retsstatsprincippet overholdes.

For at beskytte Unionens finansielle interesser mod risikoen for finansielle tab forårsaget af generaliserede mangler for så vidt angår retsstatsprincippet i en medlemsstat bør Den Europæiske Union have mulighed for at træffe passende foranstaltninger i sådanne tilfælde. Dette bør ske på basis af en rådsafgørelse i forlængelse af et forslag fra Kommissionen. Afgørelsen bør betragtes som vedtaget af Rådet, medmindre det med kvalificeret flertal beslutter at forkaste Kommissionens forslag senest en måned efter Kommissionens vedtagelse heraf. Europa-Parlamentet bør også deltage fuldt ud i alle stadier.

Foranstaltninger skal vedtages under fuld overholdelse af principperne om gennemsigtighed og proportionalitet. Det er vigtigt at sikre, at der er tilstrækkelig sammenhæng mellem konsekvenserne af foranstaltninger og formålet med finansieringen. Dette betyder også, at der er behov for at sikre, at konsekvenserne falder på dem, der er ansvarlige for påviste mangler. Det bør derfor afspejle det forhold, at individuelle modtagere af EU-finansiering, f.eks. Erasmus-studerende, forskere og civilsamfundsorganisationer, ikke kan gøres ansvarlige for sådanne overtrædelser.

Forslaget indeholder de regler, der er nødvendige for at beskytte Unionens budget i tilfælde af generaliserede mangler i medlemsstaterne for så vidt angår retsstatsprincippet. Det kunne i forbindelse med en senere revision integreres i finansforordningen, der har samme retsgrundlag.

Sammenhæng med de gældende regler

Forslaget vil medvirke til at sikre respekt for retsstatsprincippet i samtlige medlemsstater i overensstemmelse med artikel 2 i TEU og til at beskytte Unionens budget.

Sammenhæng med Unionens politik på andre områder

Ved at medvirke til at sikre respekt for retsstatsprincippet og en korrekt gennemførelse af Unionens budget vil forslaget være til støtte for alle Unionens politikker på andre områder, navnlig hvad angår anvendelse af EU-midler.

2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

Retsgrundlag

Dette forslag er baseret på artikel 322, stk. 1, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og på artikel 106A i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab.

Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)

Finansielle regler gældende for Unionens budget i henhold til artikel 322 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde kunne ikke vedtages på medlemsstatsniveau.

Proportionalitetsprincippet

I henhold til forslaget skal der træffes foranstaltninger, der står i forhold til de generaliserede mangler for så vidt angår retsstatsprincippet, herunder suspension eller nedsættelse af finansieringen i henhold til eksisterende forpligtelser eller forbud mod indgåelse af nye forpligtelser med bestemte modtagergrupper. Proportionaliteten vil blive sikret ved især at tage hensyn til situationens alvor, den tid, der er gået siden den pågældende adfærd, adfærdens varighed og gentagelse, medlemsstatens intention om og vilje til at samarbejde for at bringe en ende på tilsidesættelsen af retsstatsprincippet og konsekvenserne af manglerne for de respektive EU-midler.

Valg af retsakt

Da formålet er at bidrage til en korrekt gennemførelse af Unionens almindelige budget, tager forslaget form af en selvstændig forordning baseret på artikel 322 i TEUF, der også er retsgrundlag for finansforordningen 3 .

3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning

Der findes ikke nogen sammenlignelig ordning på nuværende tidspunkt. Der findes dog erfaringer fra adresseringen på EU-plan af spørgsmål vedrørende retsstatsprincippet i medlemsstater. Den har vist, at skønt der findes visse værktøjer, er de ikke specifikt designet til at tackle situationer, hvor der kan opstå risiko for gennemførelsen af EU-midler på grund af mangler for så vidt angår retsstatsprincippet.

Høringer af interesserede parter

Der har ikke fundet specifikke høringer af interesserede parter sted, men emnet er blevet debatteret bredt, bl.a. i Europa-Parlamentet og Rådet.

Ekstern ekspertbistand

Eksterne kilder, især Europarådet, har været taget i betragtning ved udformningen af de aktuelle regler. Det påtænkes også, hvor det er hensigtsmæssigt, at gøre brug af ekstern ekspertbistand, når de foreslåede foranstaltninger skal gennemføres.

Konsekvensanalyse

Der er ikke foretaget nogen konsekvensanalyse, eftersom foranstaltningens eneste formål er at forhindre. at Unions budget lider skade som følge af situationer, hvor en generaliseret mangel for så vidt angår retsstatsprincippet i en medlemsstat påvirker eller risikerer at påvirke den forsvarlige økonomiske forvaltning og beskyttelsen af Unionens finansielle interesser. Der var derfor to valgmuligheder, nemlig enten at bevare status quo uden en specifik finansiel procedure i tilfælde af problemer vedrørende retsstatsprincippet med potentielle følger for den forsvarlige forvaltning af Unionens midler eller at udforme en sådan procedure.

Grundlæggende rettigheder

Ved at forstærke beskyttelsen mod mangler for så vidt angår retsstatsprincippet vil forslaget have positive følger for grundlæggende rettigheder.

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Ved at forstærke beskyttelsen mod eventuelle praksis, undladelser eller foranstaltninger fra offentlige myndigheders side, der påvirker retsstatsprincippet i den pågældende medlemsstat, og som påvirker eller risikerer at påvirke medlemsstatens evne til at overholde sine budgetforpligtelser, vil forslaget få positiv indflydelse på den forsvarlige økonomiske forvaltning af Unionens almindelige budget.

5.ANDRE FORHOLD

Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og rapportering

Kommissionen vil vurdere situationen i den berørte medlemsstat for at beslutte, om der kan stilles forslag om ophævelse af foranstaltninger.

Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget

Forslaget trækker på Kommissionens meddelelse fra 2014 om "En ny EU-retlig ramme for at styrke retsstatsprincippet" 4 og Kommissionens meddelelse fra februar 2018 om "En ny, moderniseret flerårig finansiel ramme for en Europæisk Union, der effektivt lever op til de valgte prioriteter for perioden efter 2020" 5 , samt de standarder og principper, som Europarådet har formuleret.

I artikel 1 forklares forslagets genstand og behovet for at beskytte Unionens budget mod generaliserede mangler for så vidt angår retsstatsprincippet i en medlemsstat, der kunne påvirke eller risikere at påvirke den forsvarlige økonomiske forvaltning og beskyttelsen af Unionens økonomiske interesser.

Artikel 2 indeholder definitioner.

Artikel 3 indeholder detaljerede oplysninger om de foranstaltninger, der skal træffes for at tackle en situation med generaliserede mangler for så vidt angår retsstatsprincippet. Den forklarer, hvilke specifikke statslige funktioner der kan blive påvirket og have en negativ indvirkning på den forsvarlige økonomiske forvaltning af EU-midler.

I artikel 4 er nævnt de typer af foranstaltninger, der kan træffes, og det præciseres, at disse skal rettes til medlemsstater som modtagere af EU-midler.

I artikel 5 gennemgås den procedure, der skal følges af Kommissionen, når den retter forslag om foranstaltninger til Rådet, der skal træffe afgørelse med omvendt kvalificeret flertal.

I artikel 6 er beskrevet proceduren for ophævelse af foranstaltninger, når den situation, de tog sigte på at løse, er blevet adresseret i en given medlemsstat, samt konsekvenserne af deres ophævelse i budgetmæssig henseende.

Artikel 7 handler om de oplysninger, der skal forelægges Europa-Parlamentet.

Artikel 8 indeholder de afsluttende bestemmelser.


2017/ (COD)

2018/0136 (COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om beskyttelse af Unionens budget i tilfælde af generaliserede mangler i medlemsstaterne for så vidt angår retsstatsprincippet

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 322, stk. 1, litra a),

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, særlig artikel 106A,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Revisionsretten 6 ,

efter den almindelige lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Retsstaten er et af de grundprincipper, som Unionen bygger på. Som nævnt i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union er disse medlemsstaternes fælles værdigrundlag.

(2)I henhold til retsstatsprincippet skal alle offentlige myndigheder handle inden for lovens begrænsninger, i overensstemmelse med de demokratiske værdier og de grundlæggende rettigheder og under uafhængige og upartiske domstoles kontrol. Det kræver især, at principperne om legalitet 7 , retssikkerhed 8 , forbud mod vilkårlighed i den offentlige forvaltning 9 , magtens deling 10 og effektiv retsbeskyttelse fra uafhængige domstoles side 11 respekteres 12 .

(3)Retsstatsprincippet er en forudsætning for beskyttelsen af de øvrige grundlæggende værdier, som Unionen byger på, f.eks. frihed, demokrati, lighed og respekt for menneskerettighederne. Respekt for retsstatsprincippet er uløseligt forbundet med respekt for demokrati og for grundlæggende rettigheder: Der kan ikke være demokrati og respekt for grundlæggende rettigheder uden respekt for retsstatsprincippet og omvendt.

(4)Når medlemsstaterne gennemfører Unions budget og uanset hvilken metode de benytter, udgør respekt for retsstatsprincippet en vigtig forudsætning for overholdelse af princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning som fastsat i artikel 317 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

(5)Medlemsstaterne kan kun sikre forsvarlig økonomisk forvaltning, hvis de offentlige myndigheder agerer i overensstemmelse med lovgivningen, og hvis brud herpå forfølges effektivt af efterforskende og retsforfølgende myndigheder, og hvis afgørelser truffet af offentlige myndigheder kan gøres til genstand for effektiv kontrol udøvet af uafhængige domstole og EU-Domstolen.

(6)Retslige organer bør handle uafhængigt og upartisk, og efterforskende og retsforfølgende myndigheder bør være i stand til at udøve deres funktion korrekt. De bør tildeles tilstrækkelige ressourcer og procedurer til at kunne handle effektivt og i fuld respekt for retten til en retfærdig rettergang. Disse betingelser skal være til stede som en minimumsgaranti mod ulovlige og vilkårlige beslutninger fra offentlige myndigheders side, der kunne skade Unionens finansielle interesser.

(7)Retsvæsenets uafhængighed forudsætter navnlig, at det berørte organ kan udføre sine retslige funktioner fuldstændig uafhængigt og uden at være underlagt noget hierarkisk forhold eller stå i afhængighedsforhold til nogen og uden at modtage ordrer eller instrukser fra nogen, og at det således er beskyttet mod indgreb og pres udefra, der kan bringe dets medlemmers uafhængige bedømmelse i fare og påvirke deres afgørelser. Garantierne for uafhængighed og upartiskhed forudsætter, at der findes regler – om bl.a. organets sammensætning, medlemmernes udnævnelse og embedsperiode, tilfælde, hvor organets medlemmer kan vige deres sæde, tilfælde, hvor de har pligt til at vige deres sæde, samt tilfælde, hvor de kan afsættes – som gør det muligt at fjerne enhver rimelig tvivl i offentligheden om, at det nævnte organ er uimodtageligt for påvirkninger udefra og neutralt i forhold til de interesser, som står over for hinanden.

(8)Overholdelse af retsstatsprincippet er ikke blot vigtig for Unionens borgere, men også for forretningsinitiativer, innovation, investering og et velfungerende indre marked, der især vil blomstre, når der eksisterer solide retlige og institutionelle rammer.

(9)Artikel 19 i TEU, der giver konkret udtryk for værdien af retsstatsprincippet som omhandlet i artikel 2 TEU, kræver, at medlemsstaterne sikrer en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten, herunder dem, der vedrører gennemførelsen af Unionens budget. Selve eksistensen af en effektiv domstolsprøvelse, som skal sikre overholdelsen af EU-retten, er essensen i retsstatsprincippet og kræver uafhængige domstole 13 . Det er meget vigtigt at fastholde domstolenes uafhængighed, jf. artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder 14 . Det gælder især for domstolsprøvelsen af gyldigheden af foranstaltninger, kontrakter eller andre tiltag, der foranlediger offentlige udgifter eller offentlig gæld, bl.a. inden for rammerne af offentlige udbud, der også kan indbringes for domstolene.

(10)Det er således en klar forbindelse mellem overholdelse af retsstatsprincippet og en effektiv gennemførelse af Unionens budget i overensstemmelse med principperne om forsvarlig økonomisk forvaltning.

(11)Generaliserede mangler i medlemsstaterne for så vidt angår retsstatsprincippet, der påvirker især de offentlige myndigheders korrekte funktion og effektiv domstolsprøvelse, kan være til stor skade for Unionens finansielle interesser.

(12)Afsløringen af en generaliseret mangel kræver en kvalitativ vurdering fra Kommissionens side. Den vurdering kan baseres på oplysninger fra alle tilgængelige kilder og anerkendte institutioner, herunder domme afsagt af EU-Domstolen, beretninger fra Revisionsretten samt konklusioner og henstillinger fra relevante internationale organisationer og netværk såsom Europarådets organer og de europæiske netværk af højesteretter og domstolsadministrationer.

(13)De mulige foranstaltninger, der skal træffes i tilfælde af generaliserede mangler, og proceduren for deres vedtagelse bør fastlægges. Disse foranstaltninger bør omfatte suspension af betalinger og forpligtelser, en nedsættelse af finansieringen inden for rammerne af eksisterende forpligtelser og et forbud mod indgåelse af nye forpligtelser med modtagere.

(14)Proportionalitetsprincippet bør finde anvendelse ved bestemmelsen af de foranstaltninger, der skal træffes, hvor der tages hensyn til situationens alvor, den tid, der er gået, siden den pågældende adfærd blev indledt, adfærdens varighed og gentagelse, medlemsstatens beredvillighed til at samarbejde for at bringe en ende på den generaliserede mangel for så vidt angår retsstatsprincippet og manglens konsekvenser for de respektive EU-midler.

(15)For at sikre en ensartet gennemførelse af denne forordning og i betragtning af betydningen af de finansielle virkninger af de foranstaltninger, der træffes i henhold til denne forordning, bør Rådet, der bør handle efter forslag fra Kommissionen, tillægges gennemførelsesbeføjelser. For at lette vedtagelsen af afgørelser, der er nødvendige for at beskytte Unionens finansielle interesser, bør der gøres brug af omvendt kvalificeret flertalsafstemning.

(16)Før den fremsætter forslag til vedtagelse af en foranstaltning i henhold til denne forordning, bør Kommissionen meddele den berørte medlemsstat, hvorfor den finder, at der i den pågældende medlemsstat kan eksistere en generaliseret mangel for så vidt angår retsstatsprincippet. Medlemsstaten bør have mulighed for at fremsætte sine bemærkninger hertil. Kommissionen og Rådet bør tage disse bemærkninger i betragtning.

(17)Rådet bør ophæve foranstaltninger med opsættende virkning for et forslag fra Kommissionen, hvis der i tilstrækkelig grad er blevet rettet op på den situation, der førte til de pågældende foranstaltninger.

(18)Kommissionen bør holde Europa-Parlamentet underrettet om alle foranstaltninger, der foreslås og vedtages i henhold til denne forordning —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1
Genstand

Ved denne forordning fastsættes de regler, der er nødvendige for at beskytte Unionens budget i tilfælde af generaliserede mangler i medlemsstaterne for så vidt angår retsstatsprincippet.

Artikel 2
Definitioner

I denne forordning forstås ved:

(a)"retsstatsprincippet" den grundlæggende værdi på EU-plan, der er fastlagt i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union, som omfatter legalitetsprincippet, der indebærer en gennemsigtig, ansvarlig, demokratisk og pluralistisk lovgivningsproces, retssikkerhed, forbud mod vilkårlighed i den offentlige forvaltning, effektiv retsbeskyttelse fra uafhængige domstoles side, herunder af grundlæggende rettigheder, magtens deling og lighed for loven

(b)"generaliseret mangel for så vidt angår retsstatsprincippet" en udbredt eller tilbagevendende praksis eller undladelse eller en foranstaltning fra offentlige myndigheders side, der påvirker retsstatsprincippet

(c)"offentlig enhed" alle offentlige myndigheder på alle niveauer, herunder nationale, regionale og lokale myndigheder, samt medlemsstatsorganisationer som omhandlet i [artikel 2, nr. 42,] i forordning (EU, Euratom) nr. [...] ("finansforordningen").

Artikel 3
Foranstaltninger

1.Der træffes passende foranstaltninger, når en generaliseret mangel for så vidt angår retsstatsprincippet i en medlemsstat påvirker eller risikerer at påvirke den forsvarlige finansielle forvaltning og beskyttelsen af Unionens finansielle interesser, særlig:

(a)at de af medlemsstatens myndigheder, der gennemfører Unionens budget, fungerer korrekt, især inden for rammerne af offentlige udbuds- eller tilskudsprocedurer, og når de foretager overvågning og kontrol

(b)at efterforskende og retsforfølgende myndigheder fungerer korrekt i forbindelse med bekæmpelse af svig, korruption og andre overtrædelser af EU-retten i forbindelse med gennemførelsen af Unionens budget

(c)effektiv domstolsprøvelse ved uafhængige domstole af handlinger eller undladelser fra de i litra a) og b) nævnte myndigheders side

(d)forebyggelse og sanktionering af svig, korruption eller andre overtrædelser af EU-retten i forbindelse med gennemførelsen af Unionens budget og nationale domstoles eller administrative myndigheders indførelse af virkningsfulde og afskrækkende sanktioner over for modtagere

(e)tilbagesøgning af uretmæssigt udbetalte midler

(f)et effektivt og rettidigt samarbejde med Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig og Den Europæiske Anklagemyndighed i forbindelse deres undersøgelser eller retsforfølgning i henhold til deres respektive retsakter og princippet om loyalt samarbejde.

2.Især følgende kan betragtes som generaliserede mangler for så vidt angår retsstatsprincippet:

(a)det at bringe retsvæsenets uafhængighed i fare

(b)det at undlade at forhindre, korrigere og sanktionere vilkårlige og ulovlige afgørelser truffet af offentlige myndigheder, herunder retshåndhævende myndigheder, det at tilbageholde finansielle og menneskelige ressourcer til skade for deres korrekte funktionsmåde eller det at undlade at sikre fravær af interessekonflikter

(c)det at begrænse adgangen til retsmidler og effektiviteten af retsmidler, herunder gennem restriktive procedureregler, manglende opfyldelse af retsafgørelser eller begrænsning af effektiv efterforskning, retsforfølgelse eller sanktionering af overtrædelser af lovgivningen.

Artikel 4
Foranstaltningernes indhold

1.Der kan træffes en eller flere af følgende passende foranstaltninger,

(a)når Kommissionen gennemfører Unionens budget ved direkte eller indirekte forvaltning i henhold til artikel 62, litra a) og c), i finansforordningen, og når modtageren er en offentlig enhed:

(1)suspension af betalinger eller af gennemførelsen af den retlige forpligtelse eller ophævelse af den retlige forpligtelse i henhold til artikel [131, stk. 3,] i finansforordningen

(2)et forbud mod indgåelse af nye retlige forpligtelser

(b)når Kommissionen gennemfører Unionens budget ved delt forvaltning i henhold til [artikel 62, litra b)] i finansforordningen:

(1)suspension af godkendelsen af et eller flere programmer eller en ændring heraf

(2)suspension af forpligtelser

(3)nedsættelse af forpligtelser, herunder gennem finansielle korrektioner eller overførsler til andre udgiftsprogrammer

(4)reduktion i forfinansiering

(5)afbrydelse af betalingsfrister

(6)suspension af betalinger.    

2.Medmindre afgørelsen om vedtagelse af foranstaltningerne fastsætter andet, berører indførelsen af passende foranstaltninger ikke forpligtelsen for de i stk. 1, litra a), nævnte offentlige enheder eller for de i stk. 1, litra b), nævnte medlemsstater til at gennemføre det program eller den fond, der berøres af foranstaltningen, særlig ikke forpligtelsen til at foretage betalinger til endelige modtagere.

3.De foranstaltninger, der træffes, skal stå i et rimeligt forhold til arten, alvoren og omfanget af den generaliserede mangel for så vidt angår retsstatsprincippet. De skal så vidt muligt være rettet mod de EU-foranstaltninger, der berøres eller potentielt berøres af den pågældende mangel.

Artikel 5
Procedure

1.Når Kommissionen finder, at der er rimelig grunde til at mene, at betingelserne i artikel 3 er opfyldt, sender den en skriftlig meddelelse herom til den pågældende medlemsstat, hvori den redegør for de forhold, på hvilke den baserede sin konstatering.

2.Kommissionen kan tage hensyn til alle relevante oplysninger, herunder afgørelser fra EU-Domstolen, beretninger fra Revisionsretten samt konklusioner og henstillinger fra relevante internationale organisationer.

3.Kommissionen kan anmode om yderligere oplysninger til brug for sin vurdering både før og efter at have foretaget en konstatering i henhold til stk. 1.

4.Den berørte medlemsstat forelægger alle nødvendige oplysninger og kan fremsætte bemærkninger inden for en af Kommissionen fastsat frist, der ikke må være mindre end en måned regnet fra datoen for meddelelsen af konstateringen. I sine bemærkninger kan medlemsstaten foreslå, at der træffes afhjælpende foranstaltninger.

5.Kommissionen tager hensyn til de modtagne oplysninger og alle bemærkninger fra den berørte medlemsstat samt til tilstrækkeligheden af foreslåede afhjælpende foranstaltninger, når den beslutter, om den vil fremsætte et forslag til afgørelse om passende foranstaltninger

6.Når Kommissionen finder, at den generaliserede mangel for så vidt angår retsstatsprincippet er fastslået, forelægger den Rådet et forslag til en gennemførelsesretsakt om passende foranstaltninger.

7.Afgørelsen betragtes som vedtaget af Rådet, medmindre det med kvalificeret flertal beslutter at forkaste Kommissionens forslag senest en måned efter Kommissionens vedtagelse heraf.

8.Rådet kan med kvalificeret flertal ændre Kommissionens forslag og vedtage den ændrede tekst som en rådsafgørelse.

Artikel 6
Ophævelse af foranstaltninger

1.Den berørte medlemsstat kan til enhver tid forelægge Kommissionen dokumentation for, at den generaliserede mangel for så vidt angår retsstatsprincippet er blevet afhjulpet eller er ophørt med at eksistere.

2.Kommissionen foretager en vurdering af situationen i den berørte medlemsstat. Når først de generaliserede mangler for så vidt angår retsstatsprincippet, på grundlag af hvilke de relevante foranstaltninger blev truffet, helt eller delvist ophører med at eksistere, forelægger Kommissionen Rådet et forslag til afgørelse om fuldstændig eller delvis ophævelse af disse foranstaltninger. Proceduren i artikel 5, stk. 2, 4, 5, 6 og 7, finder anvendelse.

3.Når foranstaltninger vedrørende suspensionen af godkendelsen af et eller flere programmer eller ændringer heraf som omhandlet i artikel 4, stk. 2, litra b), nr. i), eller suspensionen af forpligtelser som omhandlet i artikel 4, stk. 2, litra b), nr. ii), ophæves, opføres beløb svarende til de suspenderede forpligtelser på budgettet, jf. dog artikel 7 i Rådets forordning (EU, Euratom) nr. XXXX (FFR-forordningen). Suspenderede forpligtelser for år n må ikke opføres på budgettet efter år n+2.

Artikel 7
Underretning af Europa-Parlamentet

Kommissionen underretter øjeblikkeligt Europa-Parlamentet om alle foranstaltninger, der foreslås eller vedtages i henhold til denne forordning.

Artikel 8
Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Den anvendes fra den 1. januar 2021.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

På Europa-Parlamentets vegne    På Rådets vegne

Formand    Formand

(1)    COM(2018) 98 final.
(2)    COM(2014) 158 final.
(3)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1).
(4)    COM(2014) 158 final.
(5)    COM(2018) 98 final.
(6)    […]
(7)    Domstolens dom af 29. april 2004, CAS Succhi di Frutta, C-496/99 ECLI:EU:C:2004:236, præmis 63.
(8)    Domstolens dom af 12. november 1981, Amministrazione delle finanze dello Stato mod Srl Meridionale Industria Salumi m.fl. Ditta Italo Orlandi & Figlio og Ditta Vincenzo Divella mod Amministrazione delle finanze dello Stato. Forenede sager 212 til 217/80, ECLI:EU:C:1981:270, præmis 10.
(9)    Domstolens dom af 21. september 1989, Hoechst, forenede sager 46/87 og 227/88, ECLI:EU:C:1989:337, præmis 19.
(10)    Domstolens dom af 10. november 2016, Kovalkovas, C-477/16, ECLI:EU:C:2016:861, præmis 36, Domstolens dom af 10. november 2016, PPU Poltorak, C-452/16, ECLI:EU:C:2016:858, præmis 35, og Domstolens dom af 22. December 2010, DEB, C-279/09, ECLI:EU:C:2010:811, præmis 58.
(11)    Domstolens dom af 27. februar 2018, Associação Sindical dos Juízes Portugueses mod Tribunal de Contas C-64/16, ECLI:EU:C:2018:117, præmis 31, 40-41.
(12)    Meddelelse fra Kommissionen om "En ny EU-retlig ramme for at styrke retsstatsprincippet", COM(2014) 158 final, bilag I.
(13)    Sag C-64/16, præmis 32-36.
(14)    Sag C-64/16, præmis 40-41.
Top