Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52018DC0805

    Henstilling med henblik på RÅDETS HENSTILLING med henblik på at korrigere den konstaterede væsentlige afvigelse fra tilpasningsstien i retning af den mellemfristede budgetmålsætning i Ungarn

    COM/2018/805 final

    Bruxelles, den 21.11.2018

    COM(2018) 805 final

    Henstilling med henblik på

    RÅDETS HENSTILLING

    med henblik på at korrigere den konstaterede væsentlige afvigelse fra tilpasningsstien i retning af den mellemfristede budgetmålsætning

    i Ungarn

    {SWD(2018) 504 final}


    Henstilling med henblik på

    RÅDETS HENSTILLING

    med henblik på at korrigere den konstaterede væsentlige afvigelse fra tilpasningsstien i retning af den mellemfristede budgetmålsætning

    i Ungarn

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

    som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 4,

    som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker 1 , særlig artikel 10, stk. 2, andet afsnit,

    som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen, og

    som tager følgende i betragtning:

    (1)Den 22. juni 2018 vedtog Rådet en afgørelse efter artikel 121, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) om, at der var konstateret en væsentlig afvigelse fra tilpasningsstien i retning af den mellemfristede budgetmålsætning i Ungarn, og rettede en henstilling til Ungarn om at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den nominelle vækst i de primære offentlige nettoudgifter 2 ikke overstiger 2,8 % i 2018, svarende til en årlig strukturtilpasning på 1,0 % af BNP 3 . Det henstillede desuden, at Ungarn anvender alle uventede indtægter til at nedbringe underskuddet, samtidig med at foranstaltningerne til budgetkonsolidering skal sikre en varig forbedring af den offentlige strukturelle saldo på en vækstfremmende måde. Rådet gav Ungarn en frist indtil den 15. oktober 2018 til at aflægge rapport om, hvilke foranstaltninger landet havde truffet som reaktion på henstillingen.

    (2)Den 13. juli 2018 rettede Rådet en henstilling til Ungarn om i 2018 at sikre efterkommelsen af Rådets henstilling af 22. juni 2018 med henblik på at rette op på den væsentlige afvigelse fra tilpasningen i retning af den mellemfristede budgetmålsætning 4 . Den 11. juli 2017 henstillede Rådet til Ungarn at sikre, at den nominelle vækst i de primære offentlige nettoudgifter ikke overstiger 3,9 % i 2019, hvilket svarer til en årlig strukturel tilpasning på 0,75 % af BNP.

    (3)Den 18.-19. september 2018 aflagde Kommissionen et udvidet overvågningsbesøg i Ungarn med henblik på kontrol på stedet i henhold til artikel -11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97. Efter at Kommissionen havde forelagt de foreløbige undersøgelsesresultater for de ungarske myndigheder, således at de kunne fremsætte bemærkninger, aflagde den rapport til Rådet om sine resultater den 21. november 2018. Undersøgelsesresultaterne blev efterfølgende offentliggjort.

    (4)Den 15. oktober 2018 fremlagde de ungarske myndigheder en rapport om de virkningsfulde foranstaltninger, landet havde truffet som reaktion på Rådets henstilling af 22. juni 2018 5 . I lyset af de ungarske myndigheders oplysninger i rapporten og den overordnede vurdering på grundlag af Kommissionens efterårsprognose 2018 konkluderede Rådet den 21. november 2018, at Ungarn ikke har truffet virkningsfulde foranstaltninger som reaktion på Rådets henstilling af 22. juni 2018.

    (5)Da Ungarn ikke har truffet virkningsfulde foranstaltninger, og i lyset af landets samlede høje afvigelse fra en passende tilpasningssti i retning af dets mellemfristede budgetmålsætning er det hensigtsmæssigt efter artikel 121, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at rette en revideret henstilling til denne medlemsstat om at træffe passende foranstaltninger.

    (6)Ifølge Kommissionens efterårsprognose 2018 voksede Ungarns strukturelle underskud med 1,7 % af BNP til 3,4 % i 2017, og det forventes at blive yderligere forværret med 0,4 % af BNP til 3,8 % i 2018. Som følge heraf anslås Ungarns strukturelle underskud at afvige fra landets mellemfristede budgetmålsætning på 1,5 % i 2018 med 2,3 % af BNP.

    (7)For at korrigere for den samlede afvigelse og bringe Ungarn tilbage på en passende tilpasningssti efter tidligere afvigelser bør der gøres en yderligere og vedvarende indsats som supplement til den anbefalede årlige strukturelle tilpasning på 0,75 % af BNP i 2019 som fastsat i Rådets henstilling af 13. juli 2018 til Ungarn. En yderligere tilpasning på 0,25 % af BNP forekommer passende i lyset af størrelsen af den konstaterede væsentlige afvigelse fra den anbefalede tilpasningssti i retning af den mellemfristede budgetmålsætning. Det vil sikre en hurtigere tilpasning i retning af den mellemfristede budgetmålsætning.

    (8)Den påkrævede forbedring af den strukturelle saldo med 1,0 % af BNP i 2019 er forenelig med en nominel vækst i de primære offentlige nettoudgifter på højst 3,3 % i 2019.

    (9)En strukturel forbedring på 1,0 % af BNP i 2019 indebærer derfor et behov for at vedtage foranstaltninger, der giver et samlet strukturelt udbytte på 0,5 % af BNP sammenlignet med det nuværende referencescenarie for 2019 i Kommissionens efterårsprognose 2018, idet der tages hensyn til den forventede forbedring af den strukturelle saldo i 2019.

    (10)De krav for 2019, der fremsættes i denne henstilling, erstatter de respektive krav i den finanspolitiske henstilling, der er indeholdt i Rådets henstilling af 13. juli 2018 til Ungarn.

    (11)Ungarn bør aflægge rapport til Rådet om de foranstaltninger, der træffes som opfølgning på denne henstilling, senest den 15. april 2019, eventuelt som led i konvergensprogrammet, der indgives i henhold til artikel 7 i forordning (EF) nr. 1466/97.

    (12)Det er hensigtsmæssigt, at denne henstilling offentliggøres,

    HENSTILLER TIL UNGARN:

    1)at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den nominelle vækst i de primære offentlige nettoudgifter ikke overstiger 3,3 % i 2019, hvilket svarer til en årlig strukturtilpasning på 1,0 % af BNP og bringer medlemsstaten ind på en passende tilpasningssti i retning af den mellemfristede budgetmålsætning

    2)at anvende alle uventede indtægter til at nedbringe underskuddet; budgetkonsolideringsforanstaltningerne skal sikre en varig forbedring af den offentlige strukturelle saldo på en vækstfremmende måde

    3)at aflægge rapport til Rådet senest den 15. april 2019 om de foranstaltninger, der er truffet for at efterkomme denne henstilling. Rapporten skal angive tilstrækkeligt specificerede og troværdigt bebudede foranstaltninger, herunder hver enkelt foranstaltnings budgetvirkning, samt ajourførte og detaljerede budgetfremskrivninger for 2019.

    Denne henstilling er rettet til Ungarn.

    Udfærdiget i Bruxelles, den […].

       På Rådets vegne    

       Formand

    (1)    EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.
    (2)    De primære offentlige nettoudgifter består af de samlede offentlige udgifter minus renteudgifter, udgifter til EU-programmer, som fuldt ud modsvares af EU-midler, og ikkediskretionære ændringer i udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse. Nationalt finansierede faste bruttoinvesteringer udjævnes over en fireårig periode. Diskretionære foranstaltninger på indtægtssiden eller lovbestemte indtægtsforøgelser er medregnet. Engangsforanstaltninger på både udgifts- og indtægtssiden modregnes.
    (3)    EUT C 223 af 27.6.2018, s. 1.
    (4)    Rådets henstilling af 13. juli 2018 om Ungarns nationale reformprogram for 2018 og med Rådets udtalelse om Ungarns konvergensprogram for 2018 (EUT C 320 af 10.9.2018, s. 72).
    (5)    https://ec.europa.eu/info/files/hungary-report-council-recommendations-under-significant-deviation-procedure_en
    Top